tirsdag den 5. juni 2018

Bag of Holding på A niveau (Servant of the Empire, A Knight of the Seven Kingdoms, Good Omens, Solo - A Star Wars story)

Oprindeligt havde jeg ikke tænkt, at dette afsnit på min blog nogensinde ville blive til noget med den stressede tid, jeg befinder mig i. For nogle timer siden havde jeg heller ikke besluttet mig endnu, og faktisk er jeg endnu ikke overbevist. Men lad os nu prøve alligevel.

Servant of the Empire

Puha, hvor skal jeg gå i gang? Det er jo lige spørgsmålet ved denne bogserie, for gå i gang det tog mig en del tid. Jeg tror, jeg fik Empire triologien tilbage i 2011 som adventsgave. Desværre var mit engelsk ikke særligt skarpt dengang, og desuden var jeg nok for travlt optaget at genlæse Skyggens Lærling, Harry Potter eller Percy Jackson for gang nr. 8.

To år senere fik jeg så læst den første bog i serien: Daughter of the Empire, og på bloggens tidlige dage skrev jeg en anmeldelse. Jeg husker at have nydt den første bog, og min blog taler også pænt om den, men alligevel har det taget fire og et halvt år, før jeg nåede til toeren grundet et rimeligt komplekst sprogbrug, der dengang var for meget for mig, og så nogle besværlige navne, der ville få selv Tolkien til at sige stop. Udover det så er skriften ret lille. Det er heller ikke, fordi jeg er løbet tør for romaner i mellemtiden, så den er virkeligt bare røget i skammekroen i alle disse år. (Jeg har stadigvæk også en fem Steven King bøger, jeg ikke er blevet færdig med)

Men nu er jeg omsider kommet videre. Det er jo trods alt læseferie, ikke sandt, så hvad bedre findes der at bruge tiden på end at få kæmpet sig igennem reolen, og da jeg først havde fået samlet Servant of the Empire (som toeren hedder) op, havde jeg svært ved at få den lagt fra mig igen.

Men måske er en lille smule information på plads først. Denne serie (skrevet af Raymond E. Feist og Janny Wurst Wurts) foregår i et asiatisk inspireret fantasy univers (der dog alligevel har adskillige forskellige til virkeligheden), som så er knyttet til et mere traditionelt vest europæisk univers via disse rifter i tid-og-rum. I Kelewan, som førstnævnte verden hedder, er ære hævet over alt andet, og en række adelige slægter udkæmper et evigt magtspil om herredømmet. Hovedpersonen, hvis navn er Mara, har for få år siden arvet sin families land, da de blev dræbt i krig, og hun er nu nødt til at føre slægten videre og overleve, imens adskillige politiske rivaler, diverse røvere og magikere truer både hende og selve imperiet.

Så ja, det er den slags roman, fyldt med intrige, med forskellige politiske slægter og så en god del venten. Noget jeg nemlig rigtigt kunne lide ved bogen var, at tingene ofte tager lang tid, i selve verdenen, og ofte springer den flere måneder ad gangen frem i tiden. Det får forholdene, der udvikler sig, til at virke mere realitiske, og historien bliver ikke så meget bundet af de almindelige troper og træk, der ellers er meget gældende for genren. Det breder sig samtidigt til plottet, som har en meget sammenflydende struktur, der får det hele til at føle mindre kunstigt. Der er selvfølgelig nogle få ting undervejs, man kan se komme, da det jo er en konstrueret historie, men den bryder nok fra normerne til, at man kan bemærke og nyde det. Ofte tilbringer man nemlig lang tid med en karakter for lige så pludseligt at finde ud af, at han er død, uden at man får en rent faktisk dødsscene eller direkte repræsentation af handlingen. Det kan selvfølgelig også være frustrerende til tider (især når der er så få karakterer, hvis navne man kan huske i første omgang), men det er nu dejligt at prøve noget lidt anderledes. Desuden tilføjer det en smule realisme til historien.

Jeg synes også, at jeg blev en smule bedre til at huske navnene denne gang i modsætning til den første bog, men forfatterne gør det nu altså ikke nemt, når de skiftevis refererer til personer ved deres fornavn, titel eller slægtsnavn uden helt at forklare, hvordan disse hænger sammen og med hvem. Især når der er så mange adelige karakterer i historien, så bliver man let rundtosset. Men nu kan jeg altså både huske Mara, Keyoke, Arakasi (tæt nok på) og så den nyankommne Kevin (jeg ved det), så det er flere end sidste gang. Hvad disse angår, så synes jeg også at have holdt mere af dem end i etteren. Mara er fremragende som hovedperson endnu en gang, imens hoffet omkring hende enten er funktionelle eller stærke støtter. Hvad skurken angår så er der ikke rigtigt særligt at sige, desværre. Den skifter lidt frem og tilbage mellem nogle forskellige, og lige da en af dem begyndte at blive interessant, endte der ikke rigtigt at blive gjort noget med denne. Der er heller ikke noget dårligt at sige, så det på den anden side er jo meget godt, og man kan også til tider være nervøs for skurkene, og hvad de mon kan finde på med deres ondskab.

En karakter, jeg dog vil snakke lidt om, er denne Kevin. Jeg tror, jeg godt kan forklare, uden at afsløre alt for meget, at han stammer fra verdenen på den anden side af riften, og at han kort fortalt tjener som læserens uinformerede udgangspunkt i bogen. Hans verden er mere alla vores fortid eller i det mindste vores klassiske fantasy litteratur, og gennem ham får man en masse ting forklaret, der ellers ikke rigtigt havde givet nogen mening, både i forhold til kultur, lovgivning, planter og dyreliv. Hvad han dog også repræsenterer er en masse værdier, som vi finder mere hjemlige.
Til at starte med brød jeg mig slet slet ikke om dette. Hvad der netop var så anderledes ved denne serie, var den helt anderledes moral, tankegang og livsopfattelse i Kelewan, og jeg havde ikke noget behov for at få værdier så nære til vores egne trukket ind i dette. Til tider synes jeg også, han blev lidt for vigtig for plottet, denne Kevin, og at han trak fokus lidt væk fra den reelle hovedperson.
Dog begyndte jeg nu at kunne lide ham mere hen imod slutningen, og jeg forstod også godt, hvad hans rolle i det hele var, og i sidste ende var det nu alligevel Mara, der måtte klare ærterne, så det var godt.

Selv om bogen er en smule lang, har virkeligt små bogstaver og besværlige navne, der krævede i hvert fald to-tre timers skimmen af allerede læste sider, så jeg kunne følge med, så giver jeg den en varm anbefaling herfra, især hvis man er ude efter et anderledes fantasy univers i modsætning til de mere traditionelle europæisk inspirerede.

Det vil så sige, at jeg er 2/3 færdig med denne serie, og I kan roligt regne med en anmeldelse af treeren engang i efteråret 2022, hvis jeg statistikken holder.

A Knight of the Seven Kingdoms

Nu ser det jo fortsat ud til, at vi må vente nogle år endnu på "the Winds of Winter", men lidt af ventetiden har jeg valgt at fylde ud med George R. R. Martins mindre fortælling om ridderen Dunk, der sammen med sin trofaste væbner Egg drager ud på eventyr i Westeros lidt under et århundrede, før A Game of Thrones finder sted. Kort fortalt så var det en absolut fornøjelse.

A Knight of the Seven Kingdoms er en samlet udgivelse af tre kortere historier om denne charmerende duo, der kommer ud for lidt af hvert, imens de rejser rundt i kongerigerne, og ved det netop at give slip på meget af det, der ellers får A Song of Ice and Fire til at fungere, nemlig det komplekse plot, de mange hovedpersoner med forskellige og modstridende ambitioner samt et løfte om, at næsten hvem som helst kan komme til at dø, så virker den bare.

Der er kun en håndfuld af karakterer at finde i denne bog, en håndfuld som virkeligt betyder noget i hvert fald, og man er udmærket klar over, at der ikke kommer til at ske noget virkeligt alvorligt med hverken ridder eller væbner. 

Alligevel så lykkes det Martin den Mørke at få én til at frygte for dem, og ved hjælp af en smule charme og masser af hurtigt flydende prosa så trækker han med ud på et fremragende eventyr, der er både sjovt, spændende og til tider tragisk. Intrigen og politikken er heller ikke helt forsvundet, selvom den primært hviler i baggrunden, men hvad der virkeligt skinner her er Martins evner til at skabe troværdige, elskværdige karakterer og, i denne situation, helte. Der er lige nok mystik og magi i baggrunden til at minde læseren om, at det trods alt er fantasy det her, men mest af alt så er det bare en skøn hyldest til fortællinger om de romantiske "knight-errants" eller omvandrende riddere (her kaldt for "hedge knigths"), som kan læses af enhver med interesse inden for enten genren eller universet. Begge er ikke påkrævet. Desuden så er denne samling fyldt med smukke illustrationer, er det lige værd at nævne.

Så til...
Så fik jeg også læst Good Omens her i starten af læseferien, før jeg rent faktisk nåede nogen eksamener, dvs. Terry Pratchet (Discworld) og Neil Gaimans (altmuligt inklusiv diverse tegneserier og Doctor Who) fantasy komedie om verdens undergang, kampen mellem godt ondt og godt og så lige en forsvunden antikrist. Jeg havde hørt meget godt om denne bog, før jeg gik i gang med den. Måske lidt for meget hvis jeg skal være helt ærlig, men sådan er det jo bare nogle gange, når man venter for længe med et eller andet. "The Book of Relation if it was told by Monty Python's Flying Circus" står der bag på mit eksemplar, og så har jeg nogle venner, der har den meget kær.

Jeg synes også, den var god. God, helt klart. Lige det ord, jeg vil bruge om den. Ganske underholdende. Jeg begyndte adskillige gange at grine, imens jeg læste den, det er jeg fuldstændig sikker på. Mange af karaktererne kunne jeg godt lide, især Crowly og Aziraphale, og jeg synes, deres dilemmaer var rigtigt interessante. Pratchets sædvanlige alt for lange fodnoter fungerer også fint her, ja... ingen tvivl om det...

...

...

Meeeeeen, og hør mig lige ud her, måske så synes jeg ikke, den var helt lige så god, som jeg havde hørt. Jeg ved det, jeg ved det. Sjældent har man hørt så blasfemiske ord, og så vidt jeg kan forstå på de generelle meninger om Good Omens, så fortjener jeg allerede en hængning. Måske er det også bare fordi, jeg lå og var syg, da jeg læste den, og havde en forfærdelig hovedpine. Eller måske så synes jeg bare, der nok var et sideplot eller to for meget, og at jeg godt kunne have tilbragt lidt mere tid sammen med englen og dæmonen, som bagsiden og bogens første par kapitler ellers sælger så fremragende. Det er heller ikke, fordi resten af bogen er dårlig (især delen med apokalypsens fire ryttere kunne jeg godt lide), det er bare, at de specifikke dele med Crowley og Aziraphale føltes så overlegne i forhold til resten.

Jeg ved det ikke. Det kan også bare være, at jeg gik i gang med bogen med én bestemt opfattelse af, hvad det kom til at være og så blev lidt skuffet, da den ikke holdt hele vejen igennem. Det er som sagt heller ikke, fordi jeg ikke nød, nej frydede mig over den. Jeg ser også frem til fortolkningen som tv-serie, der kommer næste år, og jeg tror faktisk, jeg godt kunne tænke mig at læse den igennem igen på et senere tidspunkt, hvor jeg hverken er syg eller plaget af tårnhøje forventninger.

Solo - A Star Wars Story

Lad os lige slutte af med en film, som verden lidt lader til at have glemt alt om, og af gode årsager, og som jeg næsten var ved at udlade fra dette indlæg: Solo - A Star Wars Story. En film der let kunne blive kaldt for den mest unødvendige Star Wars film nogensinde. Hvilket den også lidt er.

For hvem gad egentligt have den her film, udover Disney selvfølgelig, der er nødt til at tjene deres årlige Star Wars check ind. Personligt synes jeg ikke, den burde være blevet lavet (jeg mener: Han Solo uden Harrison Ford?), og det lader til, at mange andre er enige. I hvert fald klarer den sig rimeligt middelmådigt i forhold til både anmeldere og biografgængere.


Hvis jeg er helt retfærdig overfor filmen, så er der dog ikke noget helt vildt galt med den som sådan udover dens eksistens. Det er faktisk en fin nok film, bedre end den havde ret til næsten, men på den anden side vil jeg heller ikke sige, at den er mere end fin nok. Den er definitionen af en underholdende, men ellers bare okay action science fiction film.
Solo har sine stærke sider, hvor iblandt skuespillerne i hvert fald indgår, ja selv ham der spiller Han er bedre, end jeg havde frygtet, og Donald Glover som Lando Calrissian er faktisk ret fremragende, men den har også en masse "meh"-sider. Der er ting undervejs i plottet, som bare føles lidt ufærdige, næsten som de stadigvæk var i konceptstadiet, og flere ting er en smule underminerende. Til tider kan den også føles lidt som at sidde med en tjekliste. "Nå, der så vi ham så få sin pistol, lad os sætte et kryds. Og et kryds for første møde med Chewbacca. Og der var Lando... hmmm... Falken..." og så videre, hvilket gør den for forudsigelig. Hvad angår nye oprindelige karakterer, så er der nogle få, som virker, men i de flestes tilfælde så er de lidt for uudforskede til min smag. Måske fordi Solo nogle gange prøver at sluge lidt for meget på en gang, især efter midtpunktet.

Et andet kritikpunkt kunne også være, at Han måske er lidt for rar i denne film. Der er selvfølgelig nogle øjeblikke, hvor han minder mere om den luskede smugler, vi kender fra de gamle film, og jeg ved godt, at det er meningen, han skal være ung og naiv her, men det virker bare lidt for meget af det gode til tider, når han med sine uskyldige hundehvalpeøjne siger "I am an outlaw".
Der er også nogle ting undervejs, som jeg ikke rigtigt ved, hvordan jeg har det med det endnu, og som jeg ikke kan snakke om, da de tydeligvis lægger op til flere film, og derfor vil jeg lade være med at komme ind på dem. Men også disse virker nogle gange lidt unødvendige i den større helhed.

Så lad os lige kort gennemgå de bedste og de værste ting ved filmen.

Det gode: Alt med Chewbacca, Donald Glover som Lando, overraskende nok Eldenreicht (eller hvad han nu end hedder) som Solo til en vis grad, filmens begyndelse, sabac-spillet og så tilstedeværelsen af Woody Harrelson, for han er altid sjov.

Det dårlige: En mærkelig struktur og lidt for mange plotpunkter, der føles unødvendige eller bare eksisterer for fyldets skyld. L-3 var måske også lidt for meget, selvom hun, og ja det er en "hun", ikke nogen droide, det nægter jeg at kalde hende, egentligt kunne være sjov i små doser.

Det "meh": Resten. Stort set.

Ikke at jeg har noget imod Emilia Clarke selvfølgelig, men hendes karakter må desværre også falde i denne kategori, er jeg bange for. Der var potentiale, men jeg synes bare ikke rigtigt, filmen gjorde så meget med hende.

Så hvis du overvejer at tage ind for at sige Solo, så vil jeg ikke fraråde det. Det er en hyggelig biografoplevelse. Jeg kan dog på den anden side heller ikke med god samvittighed give en strålende opfordring. Måske en glødende en, men ikke mere.
Gør i stedet som mig. Lad være med at have nogen forventninger, og nyd, hvad den har at byde på.

onsdag den 25. april 2018

Fortællinger fra Mortlan #27 En Uheldig Optræden

#27 En Uheldig Optræden

”Keinzieht var den tredje af bystaterne til at blive grundlagt og den nordligste. Derfor handler byen også mest med De Nordlige Stammer, og Keinzieht er samtidigt en smule separeret fra de andre byers indflydelse. Hverken Luca eller Engeldahl bankerne har slået deres kløer i Keinzieht, hvor Sølv-Unionen styrer byen. De er en sammenslutning af handelsfolk og mindre bankmænd, som støtter de kandidater til fyrsteembedet, som de finder bedst egnet.”

Fortæller: Dogro Mortus
Periode: Monic 1076AA
Placering: På ”La Belle Parola”-kroen i Keinzieht

Det er altid en mærkelig fornemmelse at sidde og vente på at skulle optræde, uanset hvor langt inde i sin karriere, man så end er. Er man netop startet, frygter man ikke at gøre noget indtryk og hurtigt at blive glemt igen, imens man frygter at skuffe, hvis folk har hørt gode ting om en på forhånd. Nogle gange ved man ovenikøbet ikke, hvad situationen er, før man går i gang. Sådan havde jeg det eksempelvis, dengang jeg skulle optræde på ”La Belle Parola” i Kienzieht. Godt nok havde jeg i løbet af vore rejse til Bystaterne optrådt på mindst et dusin forskellige steder efterhånden, men noget sagde mig, at dette ville komme til at blive anderledes. Jeg kunne ligesom fornemme det over stedet eller måske endda lugte det lidt på kroværtens dyre lavendellys, for slet ikke at nævne alle de gode ting, jeg havde hørt om stedet. Mange gange havde man fortalt mig i de andre bystater, at ”La Belle Parola” skulle nås, inden jeg vendte snuden hjemad, og derfor havde jeg besluttet mig for at gemme det bedste til sidst.

Jeg må nok indrømme, at jeg skylder Fredegar en smule tak for at have arrangeret min optræden på kroen den aften. Værten og ejeren, Niccolo de’Balsamo, havde nemlig allerede lagt en plan for det næste halve år frem, men takket være min vens indflydelse, lykkedes det ham at få mig flettet ind i planen nogle få dage før vores afgang. Det gjorde mig derfor en smule ondt, at hverken Fredegar eller Rosa rent faktisk kunne være tilstede under mine to tildelte timer på scenen, men jeg kunne nu engang respektere, at de havde ”arbejde” at tage sig af, for hvordan skulle vi ellers nogensinde komme hjem igen.

På tidspunktet havde jeg heller ikke endnu fundet ud af, at Fredegars arbejde involverede en aftalte med Engeldahl, for i så fald tror jeg, jeg ville have sagt noget til det. Jeg vidste udmærket, at den indbildske svindler ikke ville føre til andet end problemer, men desværre var jeg ikke blevet indviet i sagen. I stedet havde jeg brugt de sidste par dage og nætter for at forberede mig på denne vigtige aften på kroen i en tilstand af lykkelig uvidenhed blandet med en smule nervøsitet.

Så jeg udvalgte altså min fineste røde hat, tog min elskede lut på ryggen og fik frasorteret den bedste korte fortælling fra mit repetoire i et håb om at imponere. Det startede også med at gå godt. De’Balsamo, som var en noget massiv, om end snedig og høflig herre, tog godt imod mig og fik mig introduceret, og jeg tog scenen i brug uden nogen form for fjendtlighed fra publikummets side. Desværre varede det ikke ved.

Jeg var nået halvvejs igennem en nyfortolkning af sagaen om ”Porkors Bedrageren” i sangform, da jeg første gang hørte latter blandt publikummet, hvilket ikke helt passede ind, efter min mening, i denne tragiske fortælling om mord, politik og forrædderi. Men jeg undlod nu engang at sige noget til det, og jeg fortsatte min sang i håbet om, at det kun ville være den ene gang. Det kunne trods alt være, at de havde grinet af noget andet.

Så heldig var jeg dog ikke, og flere gange lød der en forstyrrende fnisen, der voksede i både udbredelse og lydniveau for hver gang, den hørtes, indtil den til sidst overdøvede min musik. Der må jeg indrømme, at det simpelthen blev for meget for mig. Så jeg rejste mig, stoppede med at spille og rensede ganen med et opmærkskrævende host. Straks vendte det distraherede publikum deres blikke tilbage mod mig, og jeg sendte dem et venligt smil. ”Der er vel ikke nogen, du kunne være så venlige at fortælle mig, hvad der er så morsomt?” spurgte jeg høfligt. ”Jeg sætter sådan pris på en god spøg, ser I”. Der var en lavmælt mumlen på uforståeligt miz, det lokale sprog, som jeg desværre ikke kender særligt meget af, selvom det er på min liste, og jeg hørte nogle få ekstra latterudbrud. ”Åh, ikke noget. Niente” var der en lokal herre i en gulgrøn vest, der svarede mig. ”Bare den gode mand her, der påpegede, at der vist eksisterer flere forskellige udgaver af den historie”. Han kastede et blik mod højre, hvor der stod en kappeklædt mand med ansigtet skjult bag sin røde og orange hætte. Det var umuligt at se nogen tydelige karaktertræk i halvmørket, men alene den tofarvede kappe gjorde, at jeg sagtens kunne genkende den uduelige slambert.

”Nå, så det mener han” nikkede jeg, fortsat smilende. ”Tja, det har han nok ret i. Han burde i hvert fald kende noget til det selv, når man tænker på, hvor elendigt det gik for ham, da han skulle skrive sin poetiske tolkning. Det er selvfølgelig ikke til at sige, om han forhastede sig med oversættelsen, eller om han bare ikke er særligt god til old elvinorisk, men af en eller anden årsag endte han med at erstatte Prins Nepolios sværd med et stykke is”. For mine øjne så jeg den såkaldte digters ansigt antage farven af en slatten majroe, og jeg skyndte mig at levere det opfølgende stød. ”Selvfølgelig påstod han senere hen, at det faktisk havde været en metafor. Eller var det mon et ordspil, han svarede. Ærligttalt forstod jeg ikke et eneste ord af, hvad han sagde, da han simpelthen var så perpleks af sin egen fejltagelse, at han ikke engang kunne se, at han havde taget hatten omvendt på. Men sådan går det jo, når amatørerne forsøger at række ud efter selveste solen uden at ville gøre det nødvendige forarbejde. Kender jeg den kære Felix ret, så har han nok været for travlt optaget af at konsumere umådelige mængder alkohol fremfor at arbejde. For hvordan skulle han dog ellers glemme sin egen talentløshed længe nok til at ville give sig i kast med en af klassikerne?”.

Der lød endnu engang latter omkring os. I dette tilfælde var jeg bare ikke målet, men igangsætteren. Felix Philip Leopold Engeldahl kastede selv et overvejende blik rundt i salonen, som om han frygtede, at en af hans mange fjender skulle springe frem og overfalde ham, (for en fanatiker kunne det næppe være i hans tilfælde, eftersom han kun har meget få) men så lod han til at beslutte sig for et eller andet, og han trak hætten tilbage og trådte op på scenen for at stille sig foran mig. Sikke dog et ynkeligt skue, han udgjorde, som han stod der med sine overpompøse poseærmer, sine dyre ruskinds handsker og sine fravestrålende fjer i hatten. Det var næsten som om, at han forsøgte at gemme sig selv bag sine penge. ”Dogro” hilste han køligt på mig, og publikum blev helt stille med forventningsfulde miner. Selv De’Balsamo smilede, og han viste ingen tegn på at ville afbryde os, utvivlsomt fordi dette lille sammenstød nok ville få folk til at tale om hans establishment i dagevis. ”Du skulle nødigt snakke om at være amatør” fortsatte digteren spydigt. ”Så vidt jeg forstår, så blev du kun accepteret på dit akademi i første omgang, fordi en af dine venner bestak administratorens assistent. Jeg, på den anden side, blev indskrevet på universitet i Marrai, allerede da jeg var fem år gammel, og i hele femten år studerede jeg poesi, historie og sprogskunst der”. ”Og alligeve fik du erstattet det legendariske Foedus, gudedræberen, med et stykke is. Godt nok har jeg ikke studeret elvinorisk på noget universitet, men i det mindste kan jeg kende gladi fra glacio. Det kan måske også skyldes det faktum, at jeg faktisk har noget mellem ørene”.

Publikum klappede, og en enkelt tilskuer hujede imponeret, hvilket kun fik Engeldahl til at blive yderligere rød i hovedet. ”Jeg begik en enkelt fejl” indrømmede han og lod så til at genvinde fatningen. ”Men jeg står ved mine og gør, hvad jeg kan for at rette op på dem. Jeg er trofast over for mine tilhængere, hvilket jo desværre ikke kan siges om alle. Muligvis kalder du det her for en verdensrejse, det du er ude på, men vi ved godt, at det er virkeligehden er fordi, at ingen kan udholde at have dig boende i mere end nogle få måneder ad gangen, før de vil af med dig igen”.

Hvordan nogen kunne tro på sådan en absurd påstand, ved jeg ikke, men af en eller anden grund var der nogle få medlemmer af publikum, der gav sig til at le. Højst sandsynligvis fordi Engeldahl havde betalt dem for at støtte ham, men nok om det. Kort fortalt så lukkede han megen upålidelig information ud den aften, hvorefter jeg besvarede med tilsvarende, men dog korrekt fakta, som jeg maksimalt har pyntet en lille smule på, fordi jeg følte mig krænket. Sådan stod det på i godt en halvtimes tid, og det var først, da jeg berørte hans indtægt og herkomst, at nogen fra publikums side valgte at træde ind.

”Jeg ville næsten være imponeret over dine fine klæder” fortalte jeg ham for øjnene af salonens mange gæster. ”Hvis altså der bare var den mindste chance for, at du havde betalt for dem med lovligt erhvervede midler. Det siger jo sig selv, at du har været nødt til at finde dig en anden beskæftigelse med din uduelige digtekunst, men hvis man først kigger nærmere på din baggrund, så forstår jeg faktisk også valget af tyveri. Jeg mener; dine forældre er jo bankfolk, ikke sandt? Caterina Louise har nok allerede lært dig at tømme folks lommer, da gæster gik forbi dig i vuggen som lille”. ”Bastardo!” råbte Felix vredt til svar, og i et øjeblik så det ud til, at han skulle til at lange ud efter mig. ”Du lader mamma ude af det her. Hun er den reneste sjæl, man kan forestille sig, så du skal ikke komme her og antyde sådan noget merda, bare fordi din egen var en indavlet rotte”. ”Hvad skal det pjat dog betyde?” spurgte jeg overrasket og en lille smule usikker. Den beskidte tølper smilede bare til mig, og han rettede en smule selvsikkert på tøjet, inden han svarede. ”Alle ved, hvad man siger om Mortus familien” fortalte han afslappet. ”Når en dosne bliver født, kaster guderne med en mønt. Lander den på højkant, slipper verden for endnu en Mortus. Det er nok derfor, at I alle skynder jer med at komme ud i verden som unge. Både fordi I ikke ønsker at blive evigt kendt som ’granfætter nummer fjorten’, men også på grund af kvinderne. Hvor romantisk kan det trods alt blive, når man er beslægtet med over halvdelen. På den anden side så hjalp det nok en del med at få afgjort, hvad du skulle hedde, at begge dine forældre hed Mortus i forvejen. Må jeg bare lige have lov at spørge: Fætter og kusine? Eller var de endnu tættere på hinanden?”.

For det meste ser jeg mig selv som den overbærende type. Jeg sætter pris på en god spøg, det gør jeg virkeligt, men nogle gange bliver det bare for meget. Især når idioter såsom Engeldahl blander sig i sager, de ikke forstår sig på, og hvor det ikke nytter noget at forklare dem, at Mortus slægten blev splittet op for mange hundrede år siden, og at der intet blod havde været blandet imellem dem i meget lang tid, før mine forældre blev først forlovet og så gift. Mangel på forstand eller bare på viljen til at lytte er jeg nemlig ikke god til at håndtere. Faktisk havde jeg nok slået Engeldahl i hovedet, hvis ikke et kåbeklædt medlem af publikum havde gjort mig den tjeneste at springe op og stikke ham med en kniv i benet først.

”Ak og ve!” skreg Engeldahl, forståeligt nok, da klingen ramte hans lår. Faktisk er jeg fristet til at sige, at det var den første fornuftige ting, han havde sagt hele dagen. Godt nok brød jeg mig ikke særligt meget om manden, men alle har vel en ret til at vise deres utilfredshed, når de bliver angrebet af en mørk skikkelse med en kniv. Jeg må også indrømme, at jeg selv blev en smule skræmt ved oplevelsen. Ikke så meget det faktum, at Engeldahl blev angrebet, men snarere angriberens mangel på et ansigt. Hvor det burde være, var der i stedet et mørkt hul dækket af skygger, og hele den fremmedes skikkelses syntes at flimre. Jeg har personligt været i Cinator kort efter landets anden borgerkrig og Williamsborgs fald, og tro mig, når jeg siger, at jeg sagtens kan genkende en dæmon, når jeg ser en.

Så da jeg nu så den mørke dæmon der foran mig, gjorde jeg det eneste fornuftige, jeg lige umiddelbart kunne komme i tanke om. Jeg samlede min skammel op fra gulvet og kylede den efter angriberen. Jeg kan måske ikke lide Engeldahl, men jeg bryder mig nu en hel del mindre om dæmoner, og desuden skulle den ikke have den fornøjelse at gøre det af med ham, før jeg var færdig med at fornærme ham.

En smule irriteret vendte dæmonen så sit mørke blik imod mig, men pludseligt begyndte den at udstøde en hæslig, kold latter, og før jeg vidste af det, var yderligere fem skygger dukket op blandt publikum. Alle havde nu trukket to sorte sabler hver, knivene var åbenbart blevet lagt på hylden, og jeg ved ærligttalt ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis ikke der var dukket hjælp op i netop det øjeblik. Mit umiddelbare gæt ville være enten at blive slået ihjel eller at flygte.

Men heldigvis trådte Rosa Estella ind ad døren i samme sekund, og det tog ikke megen overvejelse fra hendes side, før hun havde fået set situationen an og taget en beslutning. Med en løftet hånd og et befalende ord på tabarra ai linga, de gamle bjørnes sprog, lykkedes det hende at hidkalde en mægtig kugle af lys. ”Ivris!”. Straks blev dæmonerne kastet til siden, og flere af dem ramte hårdt ind i bagvæggen. Bagefter rakte en af dem et rundtosset hoved i vejret, og den sendte vrede, nej snarere hadefulde blikke i retning af min ven. Det var ganske tydeligt, at den var skuffet over ikke at have fået lov til at benytte sig af sine flotte sabler. ”Fredegar” kaldte druiden, og den anstændigt proportionerede handelsmand skyndte sig ind bag hende, imens han forsøgte at få sin monokel til at blive siddende. ”Hvad sker der?” spurgte han nysgerrigt, men så snart han fik øje på dæmonerne, skyndte han sig i stedet at pakke monoklen væk i en forlomme igen. ”Hvad er det her?” spurgte han ud i rummet med et stort smil. ”Min fødselsdag?”. Til svar råbte en skygge et eller andet efter ham på dæmonsproget, idet den sprang frem mod ham, klar med med begge sine sabler. Instinktivt veg Fredegar tilbage, og han søgte skjul bag Rosa, som endnu en gang kastede en besværgelse af magisk lys. Denne ramte kun én enkelt dæmon, men til gengæld frøs den i luften, da dens klinger endnu var en halv meter fra hende, og så gav den sig pludseligt til at skrige i en uforståelig vrælen (som naturligvis godt kan have betydet et eller andet på dæmonernes tungemål, som jeg dog ikke taler, selvom det kunne være interessant at lære. Faktisk burde jeg næsten putte det på listen også).
Men skriget ophørte hurtigt, og dæmonen fordampede for øjnene af dem. Tilbage var kun en smule sort pulver, der faldt til jorden, hvor det tog form som en lille mørk sten. ”Hvad synes du om fødselsgaven?” spurgte Rosa, og Fredegar trådte selvsikkert frem igen. ”Strålende” nikkede han og skyndte sig at stikke stenen i lommen. ”Jeg elsker ’ikke at dø’. Lige hvad jeg havde ønsket mig”. Han sendte et udfordrende blik i retning af de resterende dæmoner, og helt synkront forsvandt de ud gennem bagvæggen som smalle skygger gennem de bittesmå sprækker. ”Og kom ikke tilbage” kaldte Fredegar efter dem, før han så skyndte sig op til Engeldahl og mig. ”Jeg ved ikke, hvor længe vi har” skyndte han sig at sige til os. ”Men en ting er sikkert; de kommer uden tvivl tilbage lige om lidt”. Han satte sig ned ved siden af den fortsat klynkende digter, der klamrede sig til sit sårede ben. ”Åh slap af, Engeldahl” sagde han og samlede kniven op, der var faldet på gulvet. ”Det er kun en lille ridse. Så ondt kan det heller ikke gøre”. Digteren bed sammen og nikkede et par gange, men det var tydeligt, at han ikke var enig med Fredegar.

I mellemtiden forsøgte Rosa at tage sig af den utilfredse De’Balsamo, der sammen med de tilbageværende gæster ikke lod til at være særligt ivrig efter at lade os blive der meget længere. ”Dæmonerne gik efter de to” sagde han ivrigt og pegede i retning af Engeldahl og, på uretfærdigvis, også mig. ”Så se hellere at få dem ud herfra, før der bliver mere ballade. Det her er et fint establishment, og de eneste konflikter, jeg ønsker herinde, er af æstetisk karakter. Så tag nu og smut, før jeg tilkalder bygarden”. Dog har Rosa aldrig været særligt god til at tage imod ordrer af nogen slags, og hun blev straks en smule rød i hovedet. ”Før du tilkalder bygarden?” gentog hun arrigt. ”Glem endelig ikke, hvem der fik dæmonerne væk fra din forbandede kro igen, din utaknemmelige… Havde det ikke været for mig, ville du lige nu stå i langt større problemer. Desuden er vi gæster her, og jeg synes ikke, du kan tillade dig at…”. ”Undskyld, undskyld, undskyld” skyndte Fredegar sig at bryde ind, og han sprang ind imellem den store krovært og elverkvinden. ”Du må virkeligt undskylde min veninde Rosa her. Hun har den her ting, hvor hun åbner munden, og der kommer en masse lyde ud, der lyder lidt som ord, men som i virkeligheden ikke er andet end bavl. Munddiarré kalder jeg det for. Rosa, smut du hellere over og kig på Engeldahl, du har bedre forstand på den slags end jeg”.
Som jeg sagde, så er Rosa ikke særligt god til at tage imod ordrer, heller ikke fra Fredegar, men gør dog undtagelser i ny og nær, selvom der oftest kommer til at være konsekvenser senere hen. Dette tilfælde var en sådan gang, og hun trak sig tilbage til mig og den jamrende digter, imens Fredegar lagde en venskabelig hånd på vores værts skulder og gik i gang med at tale med. Hvad, der blev udvekslet imellem dem, har jeg aldrig nogensinde fundet ud af, men den evigmuntre handelsmand kom ikke længe efter tilbage med et stort smil på læberne og nogle gode nyheder. ”Jeg har fået løst det” fortalte han. ”Og vores gavmilde vært har givet mig en adresse, hvor vi kan genne os, imens vi finder ud af, hvad vi gør nu. Det er et gammelt lagerhus på ’Mocenigo’-vej”. Han fremviste selvtilfredst en stor rusten nøgle. ”Disse dæmoner kender allerede til kroen her, så det duer ikke særligt meget som gemmested alligevel, vel?”. Jeg nikkede. Det gav en vis mening. Spørgsmålet var bare… ”hvad du var nødt til at give for det?” spurgte Rosa mistænksomt. ”Ikke mere en fem procent” svarede handelsmanden med et nik, der fik digteren til at blegne en lille smule. ”Og bare rolig, det skal nok gå ud af din andel, så du behøver ikke bekymre dig”. Han klappede Engeldahl knap så blidt på det sårede ben, og straks vred digteren sig i smerte. ”Tag det nu lige lidt roligt” skyndte Fredegar sig at sige. ”Så hårdt var det altså heller ikke”. Det lod Engeldahl dog til at være uenig i, og han kastede sig pludseligt ned på gulvet, hvor han rullede rundt, imens han udstødte et skingert skrig. Ubehaget lod dog ikke længere til at komme fra benet, men fra hans indre, hvor en dæmon var travlt optaget af at besætte ham. Så meget kunne jeg alligevel analysere mig frem til ud fra hans pludseligt sorte øjne.

Så hvad bør man helt præcise gøre, når ens selverklærede ærkefjende bliver stukket med en forbandet kniv, og en ’smertedæmon’ forsøger at låne hans fysiske legeme? De fleste ville nok juble og benytte sig af lejligheden til at gå ud og fejre det på deres yndlingsværtshus. Personligt var jeg ikke rigtigt i stand til den slags, sådan som tingene stod, er jeg dog bange, eftersom 1) at mit yndlingsværtshus lå omtrent 1000km derfra i Latynia og 2) at mine venner åbenbart havde slået en handel af med omtalte ærkefjende, der var nødvendig for at sikre os rejsen hjemad. Jeg tror godt, at du godt kan se det dilemma, som jeg stod i.

Det var selvfølgelig heller ikke fordi, at nogen egentligt spurgte om min mening til tingene, jeg fulgte bare sådan lidt efter Rosa, der trak den sårede digter med sig i retning ad dette tomme lagerhus, vi pludseligt havde fået lov til at benytte os af i bytte for 5%. Af hvad helt præcist vidste jeg ikke, og det var jo heller ikke ligefrem fordi, nogen havde tilbudt mig så meget som ét enkelt procent af noget som helst, så jeg forsøgte at lade være med at tænke over det. Det var dog svært, for eftersom Rosa mest talte til Engeldahl under gåturen, havde jeg ikke så meget andet at tage mig til udover at tænke.

Fredegar var smuttet. Han skulle ’ud’, havde han sagt, for at finde en eller anden, han kendte, som vist nok kunne hjælpe med vores lille dæmonproblem. Hvem vidste jeg ikke, og jeg nåede heller ikke at spørge, før han var forsvundet. Rosa virkede også en smule utilfreds med hans mangel på forklaring, men vi havde som sagt ikke megen tid, for dæmonerne kunne når som helst vende tilbage, og de havde måske fået hentet nogle flere venner i mellemtiden, hvis vi var uheldige. Dog kunne man aldrig vide med Fredegars kontakt. Alle mulige mærkelige folk og væsner skylder ham altid tjenester, og de er ikke allesammen lige behagelige.

Under alle omstændigheder nåede vi frem til lagerhuset uden besvær, og nøglen virkede heldigvis. Efter så at have fået låst os indenfor, fik Rosa placeret Engeldahl i et hjørne, hvorefter hun så begyndte at gå i ring foran ham, imens hun mumlede et eller andet for sig selv. ”Hvad laver du?” spurgte jeg nysgerrigt og på ingen måde distraherende vis. ”Det får du at se” lød svaret, og det måtte jeg stille mig tilfreds med for nu. Heldigvis gælder for nu, efter min opfattelse i hvert fald, ikke mere end højst to minutter. ”Kaster du en besværgelse?”. Denne gang undlod hun bare helt at svare med et andet end et ondt blik, og jeg forsøgte at være stille, indtil hun blev færdig med, hvad det nu end var, hun lavede. ”Er det mod dæmonen?”. ”Vil du så være stille?” hvæsede Rosa arrigt ad mig, og jeg skyndte mig at træde nogle skridt tilbage for at gemme mig bag nogle tønder. Der sad jeg så i nogle få minutter mere, indtil jeg følte, det var sikkert at komme frem igen. Nu var Engeldahl kommet på benene, og han stod og kiggede overvejende omkring sig, helt uden sorte øjne. ”Det er en magisk cirkel” fortalte Rosa ham, idet han rakte en hånd ud i luften og lod til at støde på en usynlig mur. ”Den lader ikke dæmoner passere ind, så længe jeg står i vejen for at opretholde den”. Nu bevægede jeg også den næsten gennemsnitlige form, der udsprang rundt om Rosa med nogle få meters radius, og som pressede Engeldahl op mod hjørnet som en flue i kanten af et edderkoppespind. Den eneste måde, han ville kunne komme ud, var ved at bryge igennem enten muren eller den magiske cirkel.
”Så jeg er en dæmon nu?” sagde digteren en anelse irriteret. ”Det var ikke helt sådan, jeg havde håbet, at denne dag ville gå”. ”I så fald havde det nok været en god ide at undlade at tiltrække dig selv opmærksomhed, ikke?” bemærkede Rosa, og jeg skyndte mig at nikke enigt. ”Du kunne bare have tiet stiller under min optræden”. ”Kunsten krævede, at jeg lagde ord på dine fejltagelser” svarede tølperen igen, og jeg skulle lige til at levere et sollidt modargument, da Rosa trådte imellem os med løftede hænder. ”Ti stille, begge to” advarede hun gnavent. ”Jeg har ikke fået særligt megen, eller rettere sagt ingen, søvn i nat, så jeg orker virkeligt ikke at høre på det der lige nu. Dogro, jeg er nødt til at blive her, så kan du ikke smutte hen til døren og holde udkig, hvis der nu skulle komme nogen. Dukker der en dæmon op, så løber du bare ind i cirklen til mig”. ”Det skal jeg nok” svarede jeg og gjorde så, som der blev sagt.

Der sad jeg så i adskillige timer, imens aftenen blev til nat, og ventede på, at noget skulle ske. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tænke om hele affæren, men helt tilfreds, det var jeg i hvert fald ikke. Der passerede adskillige folk forbi ude på gaden, imens jeg sad der i døråbningen og ventede, men til at starte med lagde jeg ikke særligt mærke til nogen af dem. En mørkhudet dværg med et enormt overskæg der og en pjusket tigger her, men jeg begyndte med tiden at bide mærke i en bestemt skikkelse, der gik igen adskillige gange. Det var en ung ashas kvinde, tydeligvis af fin slægt (det kunne man nemlig se på den arrogante gangart og det befalende blik, hun sendte folk for at få dem til at træde til siden), i en nydelig hvid pelskåbe. Personligt anede jeg ikke, hvem det var endnu på dette tidspunkt, men da jeg bemærkede hende for femte gang, smuttede jeg tilbage til Rosa og fortalte, hvad jeg havde sat. ”Frøken Luca” genkendte hun beskrivelsen med alvorlig stemme. ”Så for pokker. Hmmm… jeg tror, det er bedre, hvis du bliver indenfor i så fald, for en lille stund. Luk døren og sæt dig herhen, så må jeg bare være klar, hvis der sker noget”.

Jeg gjorde igen, som der blev sagt, denne gang dog med en smule mere god vilje, og jeg tog plads imellem Rosa og Engeldahl. Sidstnævnte sad og nynnede lidt for sig selv med lukkede øjne. Han så voldsomt koncentreret ud, og der lød sved ned ad panden på ham. ”En lille øvelse, jeg gav ham” fortalte Rosa mig. ”Jeg forstår mig måske ikke på at fordrive dæmoner, men jeg har hørt, at det her hjælper med at holde dem ude. Midlertidigt i hvert fald”. ”Gad vide, om det virker” mumlede jeg lidt for mig selv og tav så. Jeg var ikke helt sikker på, om øjeblikket var det rette, men der var nu et spørgsmål, jeg havde villet stille hende eller Fredegar i nogle timer efterhånden. ”Hvorfor har I dog lavet en aftale med den slambert?”. Rosa sukkede. ”Det var Fredegars ide” startede hun med at svare, som hun så ofte gjorde det. ”For at få løst pengeproblemet til hjemrejsen. Du ved efter, at Leonardo fik overtalt resten af besætningen til at tage vores mad, en del af lasten og stikke af”. Hun sukkede igen og roddede lidt op i sit hår. ”Det var min fejl” indrømmede hun en smule bittert. ”Hvis ikke jeg havde ansat den forræder, ville det ikke være sket, og så ville vi allerede være klar til at sejle hjemad i morgen tidlig. Men på grund af mig risikerer vi snart at blive hængende her et godt stykke tid endnu. Det kan jeg love dig for, at banken derhjemme ikke vil blive særligt glade for. Og Fredegars ide var den eneste, for lad os erkende det; han er trods alt den bedste til den slags”. ”Så, så” sagde jeg blidt til min ven og klappede hende på skulderen. ”Som om han ikke også har lavet fejltagelser. Mange af dem så vidt jeg husker”. ”Det har han i hvert fald” nikkede Rosa, og et glimt af uro passerede gennem hendes blik.

Hun greb pludseligt ud efter sin uldne taske og åbnede den, idet hun ledte efter et eller andet. Dog blev hun hurtigt stillet tilfreds, da hun fik fat i en lille, men gammel og slidt bog med et gustent skindomslag, som hun lagde i sit skød. ”Jeg blev lige bange i et øjeblik for, at han skulle have taget den” indrømmede hun. ”Jeg ved godt, at det er fjollet, men du ved, hvordan det er. Han skal altid befamle alting så længe som muligt”. ”Så det er målet i jeres lille aftale med Engeldahl?” spurgte jeg og betragtede den nøje. ”Den ser ikke ud ad meget, men det gør vigtige ting sjældent”. ”Frøken Luca kaldte det for en skæbnebog” fortalte Rosa mig, og jeg frøs straks på stedet. ”Af hvad gjorde hun?” udbrød jeg forskrækket, imens jeg kiggede frem og tilbage mellem elveren og bogen. ”Vær så sød at fortælle mig, at det var en spøg, og at I ikke har en stjålet en af de syv”. ”Jeg har ikke stjålet noget” svarede Rosa mig en smule fornærmet igen. ”Jeg afhentede den bare… ude i en skov. Men hvorfor? Hvad betyder det?”. ”Nu ved jeg selvfølgelig ikke så meget om sagen” svarede jeg hende en anelse nervøst, og i baggrunden så Engeldahl ud til at have åbnet det ene øje for at kunne følge med. ”Men hvis det her er, hvad jeg tror, det er… jeg har hørt om skæbnebøgerne, Rosa. De er hellige relikvier for stammerne længere nordpå, og hvis I har haft bare den mindste hånd med i tyveriet af en af dem, så kommer de til at gå efter blodhævn, medmindre den bliver leveret tilbage”. ”Der er mægtige åndemanere deroppe, Rosa” fortalte jeg hende. ”Og shamaner og magikere som kan sende alverdens skidt efter jeg, hvis de finder ud af det. Hvis det virkeligt er en af de syv skæbnebøger, så er jeg bange for, at du er nødt til at aflevere den tilbage”. ”Du skal ikke lytte til ham” skyndte Engeldahl sig på lusket vis at bryde ind i samtalen. ”Shamanerne kan slet ikke spore nogen så langt, det lover jeg. Der kommer ikke til at ske jer noget, så snart vi har fået afleveret den til min køber”.

Rosa kiggede usikkert fra mig til Engeldahl og tilbage igen. Men inden hun kunne nå at sige noget, frøs hun pludseligt og vendte blikket mod døren. Selv hørte jeg ikke noget, men elvere plejer nu engang at have en del bedre sanser end os andre, og Rosa var skarpere end de fleste. Nok en selvfølge af at være vokset op sammen med Fredegar, kan jeg forestille mig. Uanset hvad så stoler jeg nu mere på hendes årvågenhed end min egen, og da hun hviskede ”rør dig ikke”, gjorde jeg mit bedste for at ligne en del af gulvet.

Selv bevægede hun sig forsigtigt fremmad i retning af en lille sidedør, sådan at hun lige forblev inde i den magiske cirkel. Den burde egentligt være låst, det havde vi tjekket, da vi kom ind. Nu gled den dog lydløst, og en hatteklædt skikkelse i min egen højde trådte indenfor. ”Fredegar” sagde Rosa, da hun genkendte ham. ”Er du alene? Jeg troede, du ville hente en, der kunne hjælpe os med det her rod”. ”Jeg sendte hende i forvejen” svarede han og kastede et blik rundt i lagerhuset. ”Jeg regnede egentligt med, at hun allerede ville være her”.

”Og her har I mig” lød en fremmed, feminin stemme fra mørket, og vi vendte alle blikket mod et af lagerets andre hjørner. ”Jeg har været her i et lille stykke tid, men jeg besluttede, det var bedre at vente på Fredegar i stedet for bare at springe frem og skræmme jer. I virker trods alt ikke særligt imødekommende med den der magiske cirkel, og desuden tænkte jeg, at det ville være bedst at undgå nogen misforståelser”. Hun trådte frem og lagde en hånd på den usynlige mur, der omgav mig, Fredegar og Rosa, og i lyset fra handelsmandens netop tændte lampe kom hun ordenligt til syne. Den røde kjole var meget typisk af moden her i bystaterne, og den kunne faktisk også være blevet fundet i mange andre af verdens civilisationer. Den var simpel og praktisk og kunne have tilhørt hvem som helst. Hendes medaljon derimod var lidt mere genkendelig med dens otte ringe, men hvis jeg skal være helt ærligt, så lagde jeg nu mest mærke til hendes tænder, hendes røde øjne og hendes blege hud.

”Nå, fjerner I den barriere eller hva?” spurgte vampyreren utålmodigt. ”Nu tænker jeg efterhånden, at jeg har ventet længe nok. Så hvis I vil have hjælp til den dæmon, skal det være nu”. ”Det her er Gabriella” introducerede Fredegar hende. ”Jeg tænkte, at der vel ikke er noget bedre mod én dæmon end en anden dæmon”.

En Uheldig Affære i Keinzeht
Del 1 - En Charlatans og Hans Samvittighed       Del 2 - En Uheldig Optræden     Del 3 - En Dæmonfordrivelsestjeneste (kommer indenfor det næste århundrede)     Del 4 - En Skæbnesvanger og Ellers Virkeligt Irriterende Bog (-II-)

Andre historier:


torsdag den 5. april 2018

Bag of Holding og chokoladeæg (Magnus Chase, Discworld #2, Oliver Twist, Jon Pertwee (Doctor Who))

Der var engang en højtid. En højtid hvis rødder kunne spores tilbage til omtrent et halvt dusin forskellige religioner, inklusiv to af de helt store og så nogle fra oldtidens Europa. Men på trods af denne højtids langvarige historie, hvoruden hvilken vi ikke ville have "Always look on the bright side of life", så blev den nu engang fejret med tilbedelsen af en besynderlig hare, der tydeligvis ikke havde forstået, hvad det ville sige at være en hare, eftersom den lagde æg, der oven i købet var lavet af chokolade. God mad, diverse øl og krypterede breve var også en del af de moderne traditioner, og man kunne sagtens undre sig over, hvor pokker alt det mon var kommet fra. Og hvorfor og hvordan? Men på den anden side, så kunne det også være, at folk nogle gange bare har brug for at slappe af og få noget godt at spise, imens de nyder frihedens dage sammen med familien eller i selvskab med eksempelvis en god bog, et brætspil eller en tidsherre fra Galifrey. Sidstnævnte er faktisk også et acceptabelt valg.

Spearhead from Space - Terror of the Autons - The Three Doctors

Så har jeg bevæget mig ind i 70'ernes Doctor Who med farver, med dræbermannequiner og med "Doktor Smith. Doktor John Smith". Ja, det er en anderledes æra for serien, end hvad jeg tidligere har set. Doctor Who har altid forandret sig med tiden, og her er det ganske tydeligt, at spioner og hemmelige agenter var det helt store, da det blev skabt. I modsætning til tidligere så forholder Doktoren sig primært på jorden uden at forlade den, og det skaber nogle interessante historier. Samtidigt hænger det godt sammen med slutningen på den anden doktors tid i serien, og der er et mere sammenhængende plot samt mere faste rammer, der faktisk fungerer overraskende godt. Jeg er glad for, at serien med tiden vendte tilbage til sin gamle form igen, men der er meget at nyde, imens det står på. Her kommer mange af Doctor Whos mest genkendelige elementer også fra såsom den soniske skruetrækker, UNIT (den menneskelige organisation dedikeret til bekæmpe trusler fra rummet, som doktoren ofte arbejder sammen med, og som her anføres af den fremragende Brigadier Lethbridge-Stewart, der samtidigt skaber noget dejligt modspil for vores ynglings tidsherre) og selvfølgelig: The Master.

Personen, der besluttede sig for, at doktoren havde brug for en ligesindet og tilsvarende rival, fortjener en jelly baby. Jeg har kun fået en enkelt historie med ham (indtil videre), men Roger Delgado er dedikeret skræmmende i rollen. Han er kold og udregnende, han er karismatisk og intelligent, og så passer han bare godt sammen Jon Pertwees tredje doktor. Der er et troværdigt bånd imellem dem, der virkeligt får seeren til at tro på, at de er gamle venner, samtidigt med at fjendskabet ikke undermineres. Selv når han er omgivet af, lad os kalde dem ydmyge, effekter, så leverer han en solid optræden. Desuden så har han et flot overskæg.

Men angående den tredje doktor, så lad os da endelig lige snakke lidt om ham. Jeg må indrømme, at jeg mest af alt havde lyst til at fortsætte med nr. 2 efter at have set The War Games, og jeg kommer nok tilbage til ham inden alt for længe, men det tager nu alligevel ikke lang tid at vende sig til Pertwee. Der er lidt mere action helt over ham end de to forrige doktorer, men han kan samtidigt være fjollet, dramatisk, sjov og charmerende efter behov. Hvor Throughtons anden doktor var ens yndlings onkel og Hartnells var en striks, men kærlig bedstefar, så minder Pertwee mere om en sej lærer fra de tidlige klasser. Han har lidt tryllekunstner over sig og mere end en lille smule vis mentor. Sådan har jeg i hvert fald opfattet ham. Og okay, det kan godt, at det kun er mig, der ville have elsket at have ham som lærer i folkeskolen, eller som faktisk godt kan lide tryllekunstnere. Uanset hvad så fungerer han godt sammen med the Master, men der sker også noget magisk over The Three Doctors, hvor han optræder side om side med den allerede nævnte anden doktor.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg har det med at elske multi doktor historier, når forskellige inkarnationer af tidsherren møder hinanden. De er muligvis ikke allesammen lige gode, og efter at have reflekteret lidt har jeg også erkendt, at årets juleafsnit Twice Upon a Time var langt fra perfekt, selvom jeg nød det en hel del. Men dette er den første multidoktor historie af dem alle, og jeg fandt den yderst fornøjelig. Det var godt at se lidt mere af anden doktor, endda i farve, og skænderierne mellem Througton og Pertwees inkarnationer var både underholdende og interessante. Det var bare en skam, at Hartnell på et tidspunktet var for syg til for alvor at deltage i historien.

Men nok om Doctor Who for denne gang, for der er også et par bøger på dagsordenen.
Faktisk føles det som om, jeg er kommet lidt mere i gang med at læse igen efter en mere langsom periode, og det er dejligt, for der er omtrent sytten bøger i min reol, jeg mangler, primært diverse af Steven King, men også både "Rosens Navn", "The Once and Future King", "Good Omens" og "Frankenstein". Jeg snublede også tilbage i vinteren inde i en bogbutik og kom til at ramme ind i The Ultimate Hitchhiker's Guide to the Galaxy til 50kr på originalsproget, så den må jeg også komme i gang med på et tidspunkt, da jeg kun har de oversatte versioner tidligere. Men en ting ad gangen.

Discworld #2 The Light Fantastic

Lad os starte ud med det mest positive. Tilbage i januar fik jeg læst den første bog i den bizare Discworld serie, og her i påsken fik jeg "kæmpet" mig igennem toeren på ca. to aftener. Dog var der ikke megen kamp involveret, for jeg overgav mig med glæde, og desuden var bogen ikke særligt lang. The Light Fantastic er en forsættelse på The Colour of Magic, og den går i gang lige, hvor den første bog sluttede, hvorefter man så følger Rincewind, den uduelige troldmand, og turisten Twoflower på deres efterfølgende utraditionelle eventyr. Heldigvis beholder den alle de stærkeste elementer fra den første bog, imens den bygger oven på, hvor etteren var en smule svag. Humoren er stærk med en masse god sarkasme og flere kærlige fantasy parodier undervejs, men i modsætning til den første bog, så føles det langt mere som én sammenhængende historie denne gang, i stedet for flere små. Derfor nød jeg den også mere, og selvom jeg ikke ligefrem vil sige, at fortællingen var en, der ramte mig dybt, så var karakterene mere udviklede, og så er der også et par mere alvorlige karakterøjeblikke. Især slutningen var overraskende rørerende med alt taget i betragtning. Alt i alt er det et skridt i den rigtige retning, og jeg kan ikke vente med at få fingrene i den næste bog i serien.

Oliver Twist

Men man kan åbenbart ikke nøjes med drager, levende tusindbenede kister og troldmænd her i livet, har jeg i hvert fald hørt, selv hvis jeg endnu ikke har nogen beviser derpå, så jeg fik også færdiggjort Oliver Twist her i ferien. Det og så skal jeg bruge den i et AT-forløb. Eller rettere sagt bruger jeg AT-forløbet som en undskyldning for at læse en smule Charles Dickens. En af de to ting.
Nu skal jeg nok forsøge at undlade at trække for meget af mine to analyser (nykritisk og socialhistorisk, undskyld) ind over.
Nå, hvad er der så at sige. Først og fremmest så vil jeg starte ud med et af de bedste elementer ved hele bogen. Charles Dickens måde at skrive på. Til tider kan han godt blive ført lidt på vildspor i sit eget sprogbrug, men han har så meget humor, så mange skarpe fortællerkommentarer og så megen charme, at historien bare flyder afsted. Til tider kan den være lidt tung og køre lidt for langt som sagt, men for det meste havde jeg ikke nogen problemer. Den måde, han skriver på, det føles bare sådan, som en historie bør fortælles. Ikke nødvendigvis skrives, men helt klart fortælles. Især af en 1800-tals britte.

Der er også adskillige charmerende personer at finde i bogen, blandt andet den unge gadetyv The Artful Dodger, men desværre var Oliver selv for det meste lidt tør. Han var ikke så slem, som jeg havde frygtet, og han har da sine mere interessante øjeblikke samt lidt af et temperament især i starten, men hans rolle er nu engang den af et offer, som tjener at tale børnearbejderens sag i industrialiseringens England. Han er godhjertet og ren og behandles dårligt af folk fra adskillige folkelag, samtidigt med at flere omkring ham forsøger at udnytte ham til selv at tjene penge. Verdenen rundt om ham virker også nogle gange en smule overdrevet, eksempelvis da lederne af et arbejdshus for unge begynder at flippe helt ud, da han spørger efter lidt ekstra at spise, men Dickens skriver det som sagt med en sådan charme, at man godt kan tilgive det.

Hvad, jeg dog ikke helt så meget kan tilgive, er det indskudte romantiske subplot mellem to mindre vigtige karakterer, noget jeg aldrig havde forestillet mig fra Oliver Twist. I sidste ende virker det vel også til at give fin mening, men i det hele taget, må jeg indrømme, at jeg fandt delene blandt de finere folkelag lidt mere tørre end alt, hvad der har med Fagins tyve eller med selve børnearbejdet at gøre. Det er bare ikke nær så interessant, og selv om der er en eller to behagelige karakterer, som også ender med at spille fornuftige roller i historien, så var de dele bare ikke nær så stærke. Nej, det gode kød er mest blandt tyvene, som måske er meget luskede og tydeligvis onde for det meste, men som alligevel har en smule dybde gemt i sig.

Magnus Chase and the Ship of the Dead

Så er vi ved det sidste for denne gang, og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg haft lidt svært ved at vide, hvad præcis jeg skulle sige om Rick Riordans tredje bog i hans serie af moderne genfortællinger af den nordiske mytologi. Jeg voksede op med hans Percy Jackson bøger (det samme, men med græsk mytologi), som jeg virkeligt elskede, og som jeg stadigvæk holder meget af frem til denne dag. Senere læste jeg hans triologi om egyptisk mytologi, som jeg nød, men dog lidt gik hen og glemte alt om igen. Heldigvis blev jeg så positivt overrasket over de første to bøger i denne nye serie, da det, for mig i hvert fald, virkede som om, han forsøgte sig med nogle nye ting og byggede op til en længere serie igen. Derfor havde jeg også set frem til den tredje bog, The Ship of the Dead, selvom jeg må indrømme, at titlen gjorde mig en lille smule bekymret. "Hvis det er meningen, at den sidste bog skal handle om ragnarok i en eller anden forstand" tænkte jeg "er det så ikke lidt tidligt at bringe Naglfar ind?. Men jeg regnede samtidigt med, at han havde en løsning til det. Den første havde trods alt klaret skærene og var sluppet afsted med Fenris Ulven indenfor visse rammer. Den sidste havde også brugt nogen tid på at bygge denne situation op. Desuden tænkte jeg, at det vel ikke kunne skade at introducere Helheim for alvor og få nogle flere ragnarok elementer stillet på plads, så egentligt endte jeg med at gå rimeligt optimistisk ind i bogen alligevel.

Hvad tænkte jeg så, da den var færdig. Tja, altså jeg syntes ikke ligefrem, at jeg ville kalde den dårlig eller ringe eller så skuffende endda igen. Den gjorde nogle sunde ting for karaktererne for at udvikle dem videre, og det kunne jeg rigtigt godt lide. Det var heller ikke fordi, at plottet ikke havde nogle gode sider, selvom det var lidt ustabilt. Alt i alt tænkte jeg, at den fungerede fint som et midtpunktet i serien. Her kommer så lige en meget mild spoiler, ikke for bogen som sådan, men mere bare for virkeligheden, men nu er du advaret. Det var den sidste bog i serien.

Åh møg...

For pludseligt blev denne bogs okay slutning til en rimeligt tam en. Jeg ved ikke engang helt, hvorfor det er den sidste bog, det giver ingen mening. Hvorfor bruge så lang tid på at uddybe karakternes baggrundshistorier og introducere potentiale, hvis det alligevel er slut lige om lidt. Så burde fokus, noget af det i hvert fald, have været på at opbygge spænding, for det var der ærgeligt nok ikke særligt meget af i den her. Hvis der overhovedet var noget altså. Okay, nu er jeg måske lidt for hård, men hvis jeg skal være helt ærlig, så blev jeg ved med at glemme alt om, at det hastede med endemålet for heltene. Jeg synes bare, at det, der skete med karaktererne, var langt mere interessant. Jeg vidste mere eller mindre præcis, hvad der ville komme til at ske til sidst, fordi det stort kun kunne gå én vej. Jeg regnede med, at der ville være mere senere hen. Det er der så åbenbart ikke.

Nu er jeg måske så heller ikke længere den helt optimale målgruppe, det indrømmer jeg. Primært fordi jeg kender alle myterne, som genfortælles undervejs og derfor begynder at gætte mig halvvejs i mål, så snart bestemte navne begynder at dukke op. Men det kunne jeg sagtens have tilgivet, det lover jeg. Problemet med "The Ship of the Dead" var simpelthen bare, at... der var ikke nogen konsekvenser, noget som jeg ellers synes, at Percy Jackson håndterede rimeligt flot for en ungdomsserie at være. Intet dårligt skete for alvor dog her, hvis nogen tog en beslutning. Der var aldrig noget, som vendte tilbage for at bide hovedpersonerne bagi, hvilket lidt underminerede hele udviklingen af karaktererne. Samtidigt så synes jeg ikke rigtigt, at bogen rigtigt gjorde brug af de værktøjer, den havde til stede. Der var så meget potentiale, hvis den bruger ikke så meget af det. Oven i det så er den faktisk heller ikke særligt lang, en del kortere end den forrige og langt overlegne bog, som ikke engang havde en nær så stor historie. Så var der også en næsten fuldstændigt ligegyldig cameo undervejs, der fyldte to-tre kapitler, og som måske var behagelig fanservice, men som i sidste ende betød intet. Med en smule justering kunne den både have været behagelig og relevant for plottet.

Jeg havde sådan håbet på, at denne bog ville bryde ud af Riordan formlen en smule, og jeg synes ikke engang, det er særligt meget at forlange. Han har gjort det før, det var en af grundene til, at Percy Jackson fungerede så godt som en serie. Alle bøgerne genfortalte måske diverse historier fra den græske mytologi, imens de sendte unge halvguder ud på missioner, men undervejs prøvede den også lidt noget at variere sig selv. Ikke på revolutionerende vis, men nok til at det betød noget. Femmeren nok mest af alt, men både toeren, treeren og fireren havde hver især et eller andet i deres plot, der fik dem til at stikke ud fra resten af serien. Det har "Ship of the Dead" ikke rigtigt, vil jeg argumentere for. Jeg ville have elsket, hvis han forsøgte sig noget lidt andet med denne bog, bare et eller andet. Men nej.

Som det sidste så var skurkene nu altså en smule uduelige. Som i ret meget. Det var jo heller ikke fordi, at hans forrige serier gjorde sine mytologiske skikkelser til hverken Smeagol, Hannibal Lector eller noget medlem af Lannister familien. Men det hjalp en hel del, at han skabte dødelige, som de kunne omgås, og som kunne afspejle heltene. Det havde selv Kane Chronicles. Det havde de to forrige bøger i serien også, hvilket var et af de bedste elementer, men hvor det blev af denne gang, det ved jeg ikke. Det var ikke engang fordi, at Riordan havde været nødsaget til at gøre særligt meget for at få bare en kort tilstedeværelse (host host, Helheim, host host). Ellers så må jeg indrømme, at jeg nok bare ikke er særligt stor fan af hans Loke. Faktisk kan jeg næsten bedre lide Marvel udgaven end, hvad denne bog har at byde på. Det gjorde ondt at skrive, og jeg er ked af det, Rick. Men i mine øjne så virker denne udgave simpelthen bare for... simpel. Hans motivationer giver fin mening, og han besidder mange af de egenskaber, jeg godt kan lide ved Loke. Han er måske bare lidt for ond til min smag. Og det er ikke fordi, at jeg har noget imod Loke som ond, for han kan skam være en snog, en rotte og en uduelig slyngel. Jeg kan bare godt lide at se nogle positive træk ved ham, for dem har han trods alt fremvist i mytologien fra tid til anden, det første af hvilke kunne være en smule intelligens. For her var han bare lidt for dum faktisk. Eller måske bare lidt for "muhahaha" ond. Jeg synes bare, han hører mere til et sted i baggrunden med en plan. Jeg ved det ikke. Han virkede bare ikke for mig, hvilket var lidt af en skam, for jeg synes at erindre, at jeg godt kunne lide ham i de første to. Mere end her under alle omstændigheder.

Det er måske også uretfærdigt, når det er en karakter, jeg har så mange tanker om i forvejen, og som jeg allerede har en yndlingsudgave af, og ja, jeg er udmærket klar over, at Valhalla versionen også er et langt stykke fra de oprindelige myter. Jeg synes bare, han bedre fanger de mange forskellige aspekter af karakteren på samme tid, selv hvis han til gengæld er lidt for god. Men tja, det er svært at sige, og måske har jeg bare for høje forventninger og et nostalgisk syn på karakteren.

Så kort fortalt, for denne anmeldelse blev pludseligt meget længere, end jeg havde regnet med, og klokken er efterhånden mange, så var det en underholdende og som altid sjov bog med en håndfuld gode karakterer. Jeg ville bare have ønsket, at der havde været lidt mere spænding, lidt mere liv og lidt flere nye ideer i den, samt at han faktisk havde gjort noget med sine karakterer, for det her tjente bare ikke som en særligt tilfredsstillende slutning, plotmæssigt.

lørdag den 17. marts 2018

Bag of Holding (Doctor Who - The War Games, The Colour of Magic, V for Vendetta, Knigths of the Old Republic)

Så er det vist efterhånden ved at være alt for længe siden, jeg sidst har fået gjort noget ved det her blogprojekt. De sidste par måneder har bare været lidt travle med skolesager, en hel del optagede weekender og så en god del arbejde på min bog. Desuden har de sidste par bøger, jeg har været igennem, ikke rigtigt passet til bloggen, tænkte jeg, selv hvis jeg nok godt kunne bruge en smule tid på at gøre som så mange og fortælle, hvor meget jeg elskede at læse "Of Mice and Men" eller "Lord of the Flies". Harpiks var også ret god, men det var en skoleopgave, og det duer ikke her. Lad os hellere dykke ned i britisk sorthvid science fiction fra 60'erne, efterfulgt af en fantasy roman med en kæmpe skildpadde, et Bioware computerspil og så en dystopisk Alan Moore tegneserie. Meget mere passende. Vi kan jo ikke have, at Fantasy Nørden pludseligt skulle gå hen og blive en kultiveret læseoplevelse, vel.

Klassisk Who (The War Games)

Som nogen af jer måske ved, så er jeg lidt af en whovian. Jeg har set alt af den nye serie, har en sonisk skruetrækker liggende et sted og en bog om fænomenet "Whoology", der blev udgivet i forbindelses med halvtreds års jubilæummet. Dog er jeg aldrig før kommet rigtigt ind i den klassiske æra af serien (dvs. alt fra 1963-1989) med undtagelse fra den første historie med hulemændene, tyve års jubilæummet og så den noget kontroversielle film fra 1996, som forsøgte at bringe serien tilbage til live igen, dengang den befandt sig i sin mangeårige dvale tilstand. Forleden besluttede jeg mig så omsider for at give den gamle serie et forsøg for alvor, og jeg bestilte nogle blandede dvd'er fra amazon, dvs. ca. fem historier i sorthvid og lige så mange i farve. Nu er jeg så igennem alle de farveløse fra 60'erne. På den ene side nød jeg dem faktisk virkeligt meget, men på den anden side betyder det også, at jeg ikke har mere med Patrick Throughtons doktor, og det, synes jeg, er en skam.

Ikke at sige at jeg ikke nød de afsnit med William Hartnell i hovedrollen, jeg fik, for de havde masser af charme og gode ideer, men jeg må nu engang indrømme, at da jeg gik i gang med Tomb of the Cybermen blev jeg bare så meget mere interreseret, og da jeg i går aftes blev færdig med den ti afsnit lange "War Games" var jeg gået hen og blevet virkeligt glad for den anden doktor. Dette kan meget vel skyldes, at jeg har set specifikt de første tre afsnit med Hartnells doktor, imens jeg har udvalgt, hvad der vist nok skulle to af Throughtons bedste historier. Det er ikke til at sige. Jeg ved kun, at selvom min oprindelige plan bestod i løbende at skaffe en lille håndfuld historier fra hver doktor, så har jeg nu et pludseligt behov for at få flere historier specifikt med den anden doktor. Årsagen til dette er simpelthen bare The War Games.

Jeg må indrømme, at jeg havde visse reservationer, da jeg gik i gang med det gamle Who. Jeg tænkte, at det nok skulle blive interessant, og jeg glædede mig til at få set noget, men der var alligevel en vis frygt for, at det ville blive en smule kedeligt, eller at jeg ville blive skuffet. Hvad angik de tre første historier var jeg heller ikke super tilfreds. Jeg nød dem og syntes som sagt, at de havde en del charme, men jeg elskede dem ikke. Da jeg bagefter så Tomb of the Cybermen blev det en smule bedre, og der var nogle rigtigt gode øjeblikke, men det var først ved the War Games, at jeg virkeligt blev tilfreds med min egen beslutning om at komme i gang med klassisk Who. For jeg elskede næsten hvert et øjeblik af denne historie. Manglen på farve, de forældede effekter og det faktum, at det var en historie på 10 afsnit (ca. 4 timers sorthvid tv) gjorde ingenting. De dygtige skuespillere, det spændende plot og et helt vildt fantastisk koncept bar historien fra ende til anden. Det var en rigtig god oplevelse og en, jeg med glæde kunne finde på at gentage en dag. Throughton var fremragende, skurken var også rigtig god, og plottet udfoldede sig på dramatisk vis trin for trin på en måde, der aldrig fik det til at føles langsomt. Det var Doctor Who på sit højeste og overgik meget af den nye serie. Oven i det var det faktum, at doktoren rejste med en højlænder fra 1700-tallet og en pige fra fremtiden, noget den nyere serie virkeligt godt kunne trænge til.

Det er samtidigt tydeligt undervejs, hvor vigtig denne historie har været for serien i det hele taget, idet man lærer mange nye ting om doktoren selv, der endnu spiller en rolle den dag i dag. Personligt har jeg ingen anelse om, hvor højt den rangerer i forhold til resten af tidens Doctor Who blandt størstedelen af fans, men jeg kan varmt anbefale den til enhver, som er interesseret i at se noget af den anden doktor. Jeg kan ikke rigtigt sige meget mere uden at begynde at afsløre handlingen og det mærkelige plot, men jeg låner med glæde dvd'en ud, skulle nogen af mine ca. 10 læsere være interesserede.

Men lad os nu vandre videre til:

Discworld #1 - The Colour of Magic

Et andet stykke science fiction jeg har meget stærke følelser for er Blafferens Galakseguide, så da jeg hørte, at der var en tilsvarende satirisk fantasy bogserie, som fandt sted på ryggen af en kæmpestor skildpadde, der flyver gennem verdensrummet, vidste jeg med det samme, at det var noget, jeg bare måtte læse. Det tog mig heller ikke mere end et døgn at komme igennem seriens første bog "The Colour of Magic", en til tider fjollet, til tider bizar og til tider sær fortælling om en uduelig troldmand, en turist (der arbejder med forsikring) og et stykke levende baggage, der tager på eventyr.

Som lovet var det også en rigtig god oplevelse med en masse god britisk humor. Tænk en blanding af Blackadder og Monty Python med en fantasy verden til baggrund. Der er skarp dialog og utallige sjove koncepter, som udgør bogens rygrad, men desværre er der også nogle mangler. Plottet er ikke det stærkeste, ikke hele vejen igennem i hvert fald, og jeg syntes selv, at den gik for langt ud i at parodiere Conan og lignende "Sword & Sorcery" bøger på et tidspunkt. Det skyldes nok mest, at jeg ikke er særligt meget til den subgenre, samtidigt med at den ikke rigtigt er så udbredt længere, hvilket gør, at nogle af vittighederne om emnet er en smule forældede. Det virker heller ikke altid som om, at bogen er villig til at tage sit eget plot eller sin egen genre så seriøst til tider, hvilket jeg synes er en smule trist, for personligt mener jeg, at de bedste komedier er dem, der samtidigt forsøger at fortælle en historie. Selv Monty Python har fortalt sammenhængene historier nogle gange. Det skal dog ikke betyde, at jeg ikke nød The Colour of Magic, for som sagt kom jeg igennem den på under 24 timer midt i en skoleuge. Jeg glæder mig også til at komme i gang med efterfølgeren, for jeg har læst, at serien skulle blive bedre undervejs. Der er trods alt også noget i stil med 40 bøger... på den front kan det godt være, at jeg ender med at bruge al min SU i løbet af min universitets tid, hvis jeg først kommer i gang, men det problem må jeg vel tage til den tid.

V for Vendetta

Det ser ud til, at min ekspedition ind i tegneseriernes verden fortsætter i år. Årets første blev V for Vendetta, som jeg fik i julegave, og som jeg brugte det meste af 1. januar på at ligge og læse i min seng. Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg allerede havde set filmen, og derfor kendte jeg allerede til en god del af plottet. Eller det troede jeg i hvert fald, at jeg gjorde.

Denne bizare, mørke tegneserie er nemlig en del anderledes fra den moderne filmatisering, men meget af den handler om det samme: overvågning, propaganda og omdømme. Hvad der virkede i filmen er trukket direkte ud af tegneserien, og man kan godt se, at de har udvalgt de stærkeste elementer.


Først og fremmest er der vores hovedperson, selveste den mystiske V. 50% af tegneseriens styrke ligger bare i ham. Han er den absolut bedste del af den, og uanset om han er underholdende, skræmmende eller dramatisk, tre træk han ofte bærer på samme tid, så brillerer han. Han er en karakter, der på papir, kunne se en smule irriterende eller prætentiøs ud, men som bare fungerer her, fordi han kombinerer sine lange taler om godt og godt med handling, med skarp planlægning og med en god indsprøjtning af galsskab, der gør ham både upålidelig og troværdig på samme tid, hvis det giver mening. Det faktum, at man faktisk ikke ved særligt meget om ham, gør kun mere for hans karakter, og mystikken omkring ham passer så godt til den historie om opfattelse, skygger og propaganda, som tegneserien fortæller.

V for Vendetta er en tidsløs fortælling, der måske ikke helt leverer det samme stød som Moores senere mesterværk: "Watchmen", men som står på egne ben og fortæller en spændende historie, selv hvis der er et mærkeligt skift undervejs, som vist nok skyldes en flerårig forsinkelse i tegneseriens færdiggørelse.


Star Wars - Knights of the Old Republic

Til sidst har jeg så et computerspil på tjeklisten. Et jeg faktisk gerne har villet spille i en del år efterhånden. (Høh, jeg indså lige, at dette spil fra 2003 er den ting nyeste i dette indlæg). En ven forsøgte i flere omgange at få mig til at spille det, da jeg gik på Mentiqa, og det faktum, at det er et Bioware spil og forgængeren til Mass Effect og Dragon Age, foruden at det er Star Wars, burde have lokket mig til for længe siden. I sidste ende viste det sig dog at være en ganske simpel ting, der fik mig til at prøve det af. Det kom på tilbud til ca. 30kr, hvilket betød, at der ikke var noget pres på mig for at nyde det, på samme måde som hvis jeg havde betalt 200kr for det. Nogle gange er penge nu bare den mest indflydelsesrige faktor.

Men hvad tænkte jeg mon så om spillet, da jeg fik spillet det... tja, det var godt, som alle siger, men jeg kunne også mærke alderen på det. Kampsystemet var en smule kedeligt, selv hvis det blev bedre, efter man fik et lyssværd, og der er flere tekniske problemer undervejs. Det er også mærkeligt for mig, der har spillet Mass Effect først, at genkende ting, som senere gik hen og indgik i nogle af mine yndlingsspil. I modsætning til eksempelvis sorthvid Doctor Who er de tekniske ting sværere at finde sig til rette med, da de bremser oplevelsen og sætter historien på pause. For historien var nemlig god, noget jeg gerne indrømmer, at jeg tager som lidt af en selvfølge, da det er Bioware, eller det blev den i hvert fald, så snart man kom nogle timer ind i spillet. Hele den første planet derimod var... altså, lad os bare sige, at jeg er glad for, at resten af historien foregik andetsteds. Tatoine er muligvis en ørkenplanet, men på det felt er intet så tørt som Taris. Derefter gik det heldigvis kun op ad bakke. Jeg synes også, at Star Wars vinklen fugnerede rigtigt godt i spillet, og Bioware forsøger nogle interessante ting med den fjerne galakse, vi kender så godt efterhånden, men disse har utalige andre nok allerede diskutteret ihjel. I stedet vil jeg bare slutte af med et billede af en yderst ædel jedi, der for nyligt vandt en kostume konkurrence til en fastalavnsfest.

For sådan fungerer en anmeldelse nemlig. Må kræften være med dig.

torsdag den 28. december 2017

Fortællinger fra Mortlan #26 Kragesønnens Medgift

#26 Kragesønnens Medgift

”Få legender er så omstridte og varierede, men dog mangfoldige og udspredte som dem om Kragekonen. Alle lande i Mortlan har hørt hendes navn og oplevet hendes tilstedeværelse på et eller andet tidspunkt gennem tiderne, om det værende omtalt i en sang, fremtrædende i en lokal fortælling eller ligefrem skjult som et af landets dødelige borgere. Denne gamle, men magtfulde kvinde har et utal af navne deriblandt: Moderheksen, Den Mørke Fjer, Moniems Skygge (Central Mortlan), Den Kloge Kone, Nephthys (Syden) og Fala (Det Vestlige Vildnis).”


Fortæller: Carina le Fey
Periode: Udbredt folkeeventyr fra ca. 205AA
Placering: Ukendt oprindelse

Hvad ved du rent faktisk om hekse? Er du blandt dem, der ser dem som intet andet end vildmarken og afkrogenes magikere og alkymister? Eller opfatter du dem som sortekunstnere, som plagebringere og måske endda som ondskabsbørn? Uanset hvad så tager du fejl. På samme tid er vi nemlig både begge dele og ingen af dem. At være en af os, en af de sande hekse, betyder mere end som så. Heks er ikke betegnelsen for et erhverv eller besidderen af en hemmelig magisk evne. Det betyder en af heksene, en af vort folk, hvad enten man så er en magiker eller ej. Vi er på den samme tid børn af naturen, af visdom og af mørket, men det betyder ikke, at vi foragter lyset, eller at vi tjener dæmoner. Vi lever i mange af verdens afkroge, selvom der selvfølgelig er flest i Tågelandet, på Natteøerne og Itrildar, men vi er ét folk, blot delt i mange stammer, og vi er af Mortlan og har været her længe. Og selvom der er mange af os, som besidder magiens gave eller har kundskab til alkymi og ånder, så er det vores kultur og vore skikke, der definerer os.

Det er samtidigt svært at sige, hvem der egentligt er skyld i alle disse fordomme. På den ene side har jeg ikke meget til overs for ignorante narhoveder med deres selvretfærdige anklager og handlinger i ”godhedens” navn. Men jeg ved også godt, at vi selv bærer en del af skylden. Mange af os nyder det omdømme, vi har, da det for det meste lader os leve i fred blandt vores egne. Det er heller ikke fordi, at der ingen er iblandt os, som faktisk er skyldige i nogle af de anklager, der er blevet fremlagt. Jeg har da kendt mere end en halvsnes ”sortekunstnere”, eller nekromantikere som nu de rent faktisk hedder, og blodmagikere blandt mit folk, og der har endda været en slægtning eller to. Jeg vil dog i samme forbindelse dog påminde dig om, at vi godt nok ikke er de eneste, og at andre magikere har været skyldige i mindst lige så slemme forbrydelser. Desuden er det heller ikke min opfattelse, at en bestemt form for farlig magi nødvendigvis bør være ond af natur, så længe den håndteres korrekt, og det er ikke min intention at retfærdiggøre denne holdning overfor nogen som helst, selv hvis Magiens Vogtere ikke er enige.

Men hvis der er en ting, vi i det mindste kan blive enige om, så er det, at der findes én heks, som rent faktisk fortjener al frygten og alle fordommene, og det er Kragekonen. Man siger, at ingen ved noget om hende, men personligt er der nu to ting, jeg ikke er i tvivl om: For det første så ved jeg, at hun er en rigtig heks eller i hvert fald har været det på et eller andet tidspunkt. For det andet så ved jeg, at hun betyder ondskab, og at verden ville være et bedre sted uden hende. De fleste af fordommene mod vores folk stammer fra hende og er blevet spredt gennem en af de mange fortællinger, hun optræder i, hvad enten det har været en sang, en saga eller et eventyr. Tag bare ”Kragesønnens Medgift” som et eksempel.

Der var engang en konge, som havde næsten alt, hvad man kunne ønske sig i livet. Et godt hjem, trofaste tjenere, et fornuftigt overskud, glade venner, mad på bordet og en elskværdig hustru, som han bedårede mere end alt andet i hele verden. Han manglede dog den endelige krone på værket, som ville gøre ham til den lykkeligeste mand, man kunne forestille sig. Det var dog desværre den ene ting, som fik resten af hans liv til at virke usikkert og midlertidigt, og som forhindrede ham i at nyde, hvad han havde om sig. Den gode konge manglede nemlig en arving.

I mange år havde kongen og dronningen forsøgt sig, men alt, der var kommet ud af det, havde været tre dødsfødte sønner, og de var begyndt at give op. Begge nærmede sig en alder, hvor det at få børn virkede nærmest umuligt, og blandt kongens landsmænd begyndte flere nu at kigge mod tronen og forestille sig, hvem der ville komme til at arve den. Der blev hvisket på kongens hof og i hans by, og til sidst gik han til sine rådgivere efter svar. Fra nær og fjern blev læger, alkymister og troldmænd tilkaldt, men selvom mange kom med løfter, var der i sidste ende ingen, som havde en løsning på kongens problem. Men da den sidste af de vise lærde forlod kongens slot, trådte en ydmyg kvaksalver i stedet frem for kongen. Ingen kunne rigtigt huske, hvornår han var ankommet, men han havde været der i månedsvis, vidste man, for alle de dygtige læger og troldmænd havde ofte gjort nar af ham, imens han stod og ventede på sin tur til at blive præsenteret for kongen. Den gamle kvaksalver ville nok heller aldrig have fået et ord med kongen, hvis ikke alle de andre til sidst var blevet smidt på porten, og kongens tjenere desperat havde trukket ham med indenfor, da deres hersker kaldte på at få den næste læge fremvist.

Men da det så endelig blev kvaksalverens tur til at stå foran kongen, hverken bukkede eller præsenterede han sig selv. Da man spurgte ham hvorfor, svarede han blot, at han var en gammel mand med en dårlig ryg, og at hvem, han var, ikke betød noget. ”Jeg kommer ikke for at kurere dig, konge” fortalte kvaksalveren ham efterfølgende. ”Det går udover mine ydmyge kundskaber, det kunne selv de tosser, dine rådgivere havde tilkaldt, se. Derimod er jeg kommet for at rådgive dig, hvis du ellers ønsker det. Jeg kan nemlig fortælle dig, hvem der faktisk er i stand til at løse dit problem”. Dette svar kom noget bag på både kongen og rådgiverne, men selv om de var en smule mistænksomme, så var de samtidigt nysgerrige og så ikke i øjeblikket ikke andre muligheder. Derfor spurgte de den gamle kvaksalver, hvad han skulle have for denne information. Nogle af dem tog ham nemlig for en bedrager, som kun var ude efter penge, og derfor kom svaret bag på dem. ”Det er ikke noget, du kan købe dig til, konge” lød det. ”For navnet er nemlig noget, jeg bringer til dig som en gave. I mange år har jeg boet i dette land, og selvom vi aldrig før har mødt hinanden, konge, så gør det os til landsmænd. Derfor har jeg ondt af dig, da jeg ved, hvad plager dig, og mener, at ingen i verden bør trække det barnløse lod, medmindre selveste skæbnen og gudernes vilje skulle stå imod det. Hør nu på mig, min landsmand, og så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre, og hvem du må opsøge.

Du skal gå ind i den gamle skov mod øst og vandre ad den krogede sti, indtil du kommer til en lille, åben lysning. Her vil du sætte dig og vente, og på et tidspunkt vil en mørk krage lande foran dig. Den må du ikke jage væk eller gøre noget ved. Om du drager ind i skoven på egen hånd, det bestemmer du selv, konge, men først når du er alene med kragen, vil den så føre dig til den person, du søger. Hun vil nemlig kun ønske dit selvskab, og du vil ikke modtage hendes, hvis du ikke er villig til at udvise en smule tillid. Denne kvinde er løsningen på dit problem, men jeg advarerer dig, for hun kan samtidigt være begyndelsen på et nyt. Vær på agt overfor hende, men vis samtidigt respekt, og sørg for at forstå hendes aftale. Hun vil nemlig i modsætning til mig ønske noget til gengæld, og uanset hvad du forsøger dig, så skal hun nok få det”.

Med disse ord vendte kvaksalveren sig om, og han forlod kongen og alle rådgiverene forundrede og tankefulde. Nogle mente endnu, at den gamle mand havde været en svindler, men kongen troede på, at manden havde ønsket at hjælpe ham. Derfor valgte han også den næste dag at arrangere en jagt i den gamle skov mod øst, hvor han sammen med sit følge begyndte på den krogede sti og ellers arbejdede sig ind mod midten i løbet af dagen. Omkring middagstid nåede selvsskabet også som forudsagt en lille, men åben lysning, hvor kongen besluttede sig for, at de ville tage et lille hvil. Mad blev fundet frem, og imens jagtselvskabet spiste, dukkede en mørk krage som lovet op og landede foran kongen. En jæger ville til drive den bort, men kongen forbød det, da han kunne se på fuglen, at den ønskede noget med ham. ”Er du kommet for at vise mig til hende, som har en løsning på mit problem?” spurgte kongen den, og straks fløj fuglen hen mellem nogle nære træer, hvor han nu fik øje på en mørk sti, der ikke tidligere havde været der.

Derfor beordrede kongen straks sine folk, at de måtte videre, og han skulle til at lede dem ad stien, da han opdagede, at den var borte, og det samme var kragen. Skuffet drog han så videre med jagtselvskabet, imens han forbandede sig selv for ikke at have fulgt kvaksalverens ord. Selvfølgelig gik det ikke an, at han tog selvskabet med hen for at besøge denne kvinde, hvis hun kun ville tale med ham. I stedet fortsatte kongen så jagten i mange timer, og da det endnu en gang blev tid til at holde rast, valgte han en anden plads til størstedelen af jægerne, imens han kun med sin væbner og sin bedste ven tog tilbage til den forrige. Endnu en gang dukkede kragen op efter en lille ventetid, men denne gang tøvede kongen, før han rejste sig op, da han allerede havde på fornemmelsen, hvad der ville komme til at ske. Efter en smule tid lykkedes det ham dog at komme på benene, men da han så kiggede på den mørke sti, der ligesom kragen var dukket op igen, fejlede hans mod ham. Han kaldte på væbneren og vennen, men akkurat som før forsvandt både fugl og sti af dette, og fortvivlet måtte kongen genoptage sin jagt.

Den varede resten af dagen, og da der ikke var nogen grund til at holde yderligere rast i skoven, satte de kort før solnedgang kursen tilbage mod vest og mod skovens udgang. En efter en forlod de så træernes voksende skygger, og snart var kongen den eneste, som ikke havde forladt den gamle skov. Han stod usikkert på skellet, for inderst inde vidste han godt, at han kun ville få denne ene chance, og da kongens følge kaldte på ham, vendte han i stedet om og red hurtigt tilbage ind i skoven, hvor ingen kunne følge efter. Det tog ham ikke længe at finde den efterhånden velkendte lysning, hvor han for tredje satte sig til at vente. Men denne gang dukkede kragen ikke op kort efter. Solen gik ned, og mørket omgav snart kongen, men han ventede, for han ville ikke miste denne sidste mulighed. Fra træerne omkring lysningen syntes han at høre sultne rovdyr, og fra tid til anden så han mærkeligt forvredne skikkelser af uhyrer og magiske skabninger, som hørte til i mørket og her i natten var blevet til jægerne. Men kongen holdt ud, selv da han efter lang tids venten begyndte at høre sine folk kalde på sig fra vest, og da lyden var kommet ganske nær, og kongen frøs fra top til tå, sad han endnu og ventede tålmodigt. Til sidst blev hans tålmodighed også belønnet, da kragen viste sig for ham en tredje og sidste gang.

Denne gang fulgte han den uden tøven, og uden noget ønske om selvskab tog han den mørke sti mellem træerne, der lukkede sig bag ham, så snart han var trådt ud fra lysningen. Skyggerne omgav og omfavnede ham, men han fulgte efter kragen, og takket være den forvildede han ikke sig bort og forsvandt for evigt, sådan som nogle har gjort det i det mørke tomrum. Imens kongen gik, forsøgte han at tænke sagen igennem og holde styr på tid og retning, men han indså snart, at ingen af delene gav nogen mening for ham. Hvor end han så var, så herskeder der ingen forståelige regler, og da kragen så til sidst stoppede op, vidste han ikke, om han var gået i et øjeblik eller resten af natten. Alt, han forstod, var, at han lidt længere fremme kunne se en lille træhytte, og at det var her, han var ment til at være.

Kongen trådte frem mod hytten, men døren åbnede sig, allerede før han nåede at banke på. Forsigtigt gik han så indenfor, da hans angst fra tidligere nu var vendt tilbage, og da han nåede indenfor og fik øje på den, han søgte, kom han endnu en gang i tvivl. Han havde naturligvis hørt om hende forinden. Længe før kvaksalveren havde fortalt, hvordan han skulle finde hende. Men aldrig havde han forestillet sig, at han ville komme til hende efter hjælp, og ingen af hans rådgivere havde så meget som overvejet at nævne. For alle vidste jo trods alt, at Kragekonen ikke fandtes.

”Vær hilset, o konge” hilste hun dog, da han den nat stod ansigt til ansigt med hendes sære, mørke skikkelse. ”Jeg har ventet dig i nogen tid efterhånden og havde ærligtalt håbet på, at du ville være kommet tidligere. Men du kom trods alt, og jeg vil nu alligevel lade det gælde for noget. Så fortæl mig da: Hvad er det, du ønsker fra mig?”.

”Jeg ønsker mig en søn, som kan arve mit kongerige” svarede kongen med ord, der krævede alt hans mod og al hans styrke. Han var nu engang en konge, og han ville opføre sig som en. ”Du skal nok blive rigeligt belønnet, hvis du kan hjælpe mig med at opnå en”.

”Hmmm…” svarede Kragekonen med en kaglen, og det lavede en rædsom lyd, da hun slog sine kløer mod et bord. En lyd som alene var lige med at tage det sidste mod fra kongen. ”En søn, en søn, en søn. Selvfølgelig ønsker du en søn, min gode konge. Men en søn kan jeg ikke skaffe dig. Tre gange har skæbnen nægtet dig en, og derfor er det nu ikke længere muligt. Var du kommet til mig tidligere, kunne jeg have fundet ud af noget, men selveste skæbnen kan hverken jeg eller guderne gå imod. Sådan er det bare”.

Dette svar skuffede kongen, men han vidste godt, at der var en anden udvej. ”En datter” sagde han. ”Hvis du kan skaffe mig en datter i stedet, vil du også blive rigeligt belønnet. Det lover jeg dig”.
”Ja” svarede Kragekonen, og hun nikkede til sig selv, idet hun begyndte at rode sine flasker og kedler igennem. ”Jeg kan brygge dig et middel, som vil hjælpe dig denne ene gang, og din hustru vil give liv til en datter. Men først må du give mig dit ord på, at du vil betale mig, hvad jeg kræver”.
”Du fremsiger bare din pris” sagde kongen lettet, da han vidste, at hans skattekammer alligevel indeholdte mere end rigeligt. ”Bronze, sølv, guld, natrina, magiske sten. Hvad end du ønsker, skal jeg nok levere”.

”Men du misforstår, min gode konge” lød Kragekonens svar. ”For min pris kommer hverken til at være i metaller, ædle sten eller andre genstande. Jeg har brug for en aftale, ser du. Et løfte. Den skønne datter som din hustru om ni måneder vil bringe til verden, hun vil gennem sin opvækst og barndom bringe meget liv og megen lykke med sig, og alle vil elske hende. Men hun vil voksne op og blive en kvinde, og en skønne dag vil tiden komme for hende til at ægte og finde sig en mand, som du finder værdig. Mange af dine venners sønner vil spørge om hendes hånd, men du må afvise dem alle. Først når jeg sender min søn til dig, må du lade hende gifte sig, og gennem deres ægteskab vil dit barn blive min svigerdatter, og min søn vil blive din”.

”Du ønsker, at din egen søn en dag skal sidde på min tro” sagde kongen ligeud, og selve tanken forfærdede ham. ”Opdrag ham, som du vil, når han kommer til dig” svarede Kragekonen på dette. ”Giv ham dit navn, hvis du vil. Træn ham til at blive en retfærdig og god hersker som du selv, hvis det er dit ønske. Men tag ham til dig, og vent på hans ankomst. På denne måde vil din efterfølger have min beskyttelse, og dit kongerige vil vinde sig en allieret i mig fremover. Dette er mit krav, hvis jeg skal løse dit problem, o konge. Ellers får du ingen børn, og du kan få lov til at se dit rige styrte sammen i en blodig borgerkrig”.

Da kongen ikke så nogen anden udvej og desuden vidste, at hun talte sandt, accepterede han Kragekonens handel, og hun rakte ham en gul mikstur i en lille krystalflaske. Den skulle kongen og dronningen så dele, når han vendte hjem til sit slot, og takket være miksturen ville deres ønske om et barn gå i opfyldelse. Uden yderligere snak tog kongen så lettet, men samtidigt tung om hjertet afsked med Kragekonen, og fuglen fra tidligere fulgte ham tilbage gennem skyggerne og mørket.
Det var så blevet morgen, da kongen endelig nåede tilbage til skoven, hvor han fandt sine bekymrede jagtkammerater. De havde søgt hele natten af frygt for, hvad der kunne være hændt ham, men til deres overraskelse var kongen både munter og livlig, da de stødte på ham. Forventningsfuldt og ivrigt skyndte han sig hjem til sin hustru, hvor de delte miksturen som fortalt, og som ved et mirakel kunne hoflægerne nogle få måneder senere konstatere, at dronningen var gravid. Al kongens gamle tvivl og frygt forsvandt med det samme, og for første gange i mange år kunne han nu nyde det gode liv, han havde omkring sig. Hans hjem kom til at virke mere hyggeligt end nogensinde, hans tjenere syntes at være muntere, overskuddet syntes nu at have et formål, hans venner delte hans lykke, hans mad smagte så meget bedre, og hans kærlighed til dronningen gjorde det umulige og voksede dag for dag.

Ni måneder efter jagten kom hans datter så til verden, og det var den smukkeste pige, man nogensinde havde set på de kanter. Hun kom til at blive hele kongerigets hjertenskær, og alle elskede hende, præcis som det var blevet lovet. Dette blev den lykkeliggeste tid i kongens liv, og for hvert år der gik, voksede datteren sammen med hendes skønhed, og hver gang hun lærte noget nyt, blev han mere stolt af hende. Hun var snart et livligt barn, som løb rundt i alle slottets korridorer med den samme kraft som en af selveste vindguderne, men selv når hun ødelagde noget, elskede alle hende for det. Dernærst blev hun en dygtig elev hos hoffets undervisere, og hun lærte hurtigt at skrive og læse så godt som nogen af kongens tjenere. Til sidst blev hun dog en ung voksen og en rigtig prinsesse, og kongen vidste, at tiden snart måtte være inde, selv hvis han forsøgte at trække den ud år for år. Det nåede dog sin ende, da kongen en sen aften blev mødt af en velkendt skikkelse på slottet. ”Det er tid” fortalte Kragekonen ham. ”De kommer snart, hver og en af dem. Alle kongerigets unge mænd ønsker din datter til ægte, men husk nu, hvad du lovede mig. Min søn blev også blive sendt, og du vil komme til at møde ham inden længe. Vent på ham, for kun han kan ægte din smukke datter”. Med disse ord forsvandt Kragekonen, og kongen mødte hende aldrig igen.

Allerede den næste dag gik hendes ord dog allerede i opfyldelse, da et større følge kom til syne foran slottets port. Der var mange tilsyneladende tilfældige skikkelser fra forskellige dele af landet, men alle som én var de kommet med det samme formål. ”Jeg bringer bud og gaver fra øst” fortalte en ung og beskidt svinedreng kongen, da han fremviste en flok grise til ham. ”Disse tilhører nu Dem, min konge, da de er en gave fra en håbefuld bejler, som er blevet betaget af Deres yndefulde datter”. Før svinedrengen kunne nå at tale ud, begyndte den næste i rækken at præsentere sin herres sag, idet han knælede og løftede et sværd smedet med magiske runer. ”Jeg tjener en rig og ærefuld prins fra nord, som ønsker at skænke dig denne klinge” sagde tjeneren, hvis klæder var simple, men elegante. ”Han vil selv ankomme om nogle få dage med flere gaver”. Dette fik kongen til at smile, da den nordlige hersker var en gammel ven og trofast allieret. Man kunne næppe tænke sig en bedre ægtemand til hans datter. Men hans glæde forsvandt, da den næste i rækken trådte frem, og han blev påmindet om sit løfte. Denne tjeners udseende fik ham nemlig til at tænke på Kragekonen, da han bar mørke, dystre klæder og desuden talte med tunge, alvorsfulde ord. ”Min herre er en prins af syden” sagde tjeneren, og for kongen præsenterede han et sort skjold. ”Jeg bringer denne gave samt bud om, at han vil være hos dig om ganske få dage”. Med disse ord trådte den mørke tjener indenfor, og kongen blev efterladt med dystre tanker, men ingen tid havde han til dem, for adskillige andre tjenere stod stadigvæk og ventede.

Sådan fortsatte det hele dagen, og først ved aftenstide var alle gaverne blevet bragt indenfor på slottet. Om dem samledes kongen, dronningen og prinsessen, idet de så dem igennem og forsøgte at holde styr på navnene af de mange friere, der alle havde lovet at komme til slottet inden for ganske kort tid. ”Disse første gaver er blevet skænket til mig og kongeriget som et tegn på respekt” fortalte kongen dem. ”Men inden længe vil det være din tur, min skønne datter, og du vil være omgivet af disse fremmede mænd langvejsfra”. ”Hvoraf vi vil vælge den bedste til dig” konkluderede dronningen, og prinsessen smilede lykkeligt. Så lykkeligt at det gav kongen dårlig samvittighed.

Ikke mange dage efter dukkede de første bejlere op med deres følger, og snart var slottet fyldt med alverdens adelssønner, mægtige krigere, trabadurer og rige handelsmænd. For hver dag der gik, syntes stedet at blive mere livligt og mere proppet, men ingen af de mange gæster så i denne tid noget til prinsessen. Kun kongen og dronningen tog høfligt imod dem, men ingen løfter blev givet, og ikke så meget som et kortvarigt glimt blev set af den eftertragtede unge kvinde, de alle var kommet så langt for at møde og gøre kur til. Hver evig eneste dag var der en, som spurgte kongen, hvornår de ville få muligheden for selv at møde hans skønne datter. Til dette faste spørgsmål havde kongen det samme faste svar. ”Prinsessen vil ikke vise sig, før jeg er sikker på at have mødt en værdig mand i blandt jer”,

Men i virkeligheden var kongen i en dyb dyb tvivl, da han på den ene side ønskede at opholde sin aftale, samtidigt med at han gerne ville finde en fornuftig ægtemand til sin elskede datter. Derfor var han evigt og altid i dårligt humør, og hver gang han gik gennem gårdspladsen, skyndte han sig bort, før svinedrengen eller andre tjenere kunne nå at indhente ham og fortælle om deres herreres kærlighed til prinsessen.

Til sidst ankom så de to mest afventede bejlere af dem alle; nemlig prinsen af norden og prinsen af syden. De red side om side ind i slotsgården, og dette syn fik kun deres kontraster til at virke endnu tydeligere. Den nordlige prins, der som sagt var søn af kongens gamle ven, var høj og muskuløs som en ægte kriger. Hans hår var gyldent, hans træk ædle, og han fremførte sig selv med værdigheden af en ægte prins. Nej, en konge. Synet af hans skikkelse fik alle til at smile og vækkede latter hos selv den mest triste sjæl. Den sydlige prins derimod var krumrygget og senet. Hans hår var mørkt, hans træk gustne, og han fremførte sig til gengæld på mistroisk vis som en med bedrag i sinde. Synet af hans skikkelse fik alle til at gyse og vækkede frygt hos selv den braveste sjæl. Alt ved hans væsen mindede kongen om besøget hos Kragekonen, og han var ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at han var den søn, der var blevet lovet.

Sammen med resten af bejlerne førte kongen så disse prinser til sin storsal, hvor de alle opholdt sig i mange dage, så han kunne blive sikker i sin sag af, hvem han skulle vælge som svigersøn og arving. For hver dag der gik blev han dermed mere sikker på, at den sydlige prins betød forbandelser, krager og råddenhed, imens den nordlige prins måtte betyde velstand, retfærdighed og godhed. Og denne konklusion fik ham i sidste ende til at tage en alvorlig beslutning.

Imens alt dette stod på, sad prinsessen mutters alene i sit tårnværelse med kun en enkelt kammerpige til selvskab. Længe havde hun drømt om sit bryllup og om den mand, hun skulle ægte, så da bejlerne endelig ankom, og hun blev nægtet at møde dem, var hun ganske utilfreds. Hvad, hun ikke vidste, var naturligvis, at kongen havde holdt hende fra bejlerne så længe, da han ikke ønskede, at kragesønnen skulle have en chance for at møde hende og udøve trolddom på hans elskede datter.

Dag for dag ventede prinsessen tålmodigt, men da der fortsat intet svar kom, valgte hun til sidst selv at opsøge svarene. Med sin skrækslagne kammerpige på slæb forklædte hun sig som en tjenerske, og forsigtigt sneg hun sig igennem slottet for til sidst at nå frem til storsalens indgang. Her tøvede hun dog, da hun vidste, at hendes far ville genkende hende og blive vred, men før hun nåede at tage en beslutning, blev hun genkendt af en anden, som hun dog aldrig i sit liv havde set før. Det var svinedrengen, som mangen en nat havde betragtet hendes smukke skikkelse fra svinestalden, da hun længselsfuldt havde kigget ud af et vindue fra tårnet i håbet om at finde ud af, hvordan tingene stod til. For at undgå at komme i klemme indviede hun straks svinedrengen i sine gøremål og forbød ham at nævne dem for andre samt at hjælpe hende med at komme uset rundt på slottet. Til hendes overraskelse tilbød han dog mere end bare, hvad hun krævede. ”Lad mig være dine øjne og ører” sagde svinedrengen. ”Jeg serverer for bejlerne hver eneste dag, og jeg ser mangt og meget. Hvis du vil mødes med mig hver dag i min hytte, så kan jeg berette for dig alt, hvad der er hændt i storsalen i dagens løb”.

Lykkeligt takkede prinsessen ja til dette tilbud, og sådan begyndte en månedlang rutine. Hver dag spionerede svinedrengen for hende, og hver dag rapportede han det tilbage, da de sammen sad og spiste i hans hytte. Men efterhånden som tiden gik, begyndte nyhederne bare at blive kedelig for hende, for alt hendes fader og bejlerne tilsyneladende talte om var politik, handel og tvekampe. For prinsessen virkede der ikke til at være megen forskel fra den nordlige prins til den sydlige, da hun intet for alvor vidste om dem, og efterhånden begyndte selvskabet i stedet at blive årsagen til hendes mange besøg. For i svinedrengen fandt hun en reel person, hun kunne tale med, som ikke gemte sig bag adelige titler og store godser. Han var virkelig, og han var villig til at tale med hende hver eneste dag, og dette kom langsomt til at blive af større interesse for prinsessen end, hvad de bejlere egentligt lavede.

Da måneden så var omme, forlod kongen omsider storsalen, og han skyndte sig at opsøge prinsessen i tårnet, fuldstændigt uvidende om hendes mange besøg til svinehytten. ”I morgen” fortalte han muntert sin datter. ”I morgen vil du komme ned og møde vores mange gæster, og så skal jeg nok introducere dig til din kommende ægtemand”. Denne nyhed kom en smule bag på prinsessen, der halvt havde glemt, at de mange bejlere jo var kommet for at bede om hendes hånd. Egentligt ønskede hun ikke længere noget med dem at gøre, men trofast fortalte hun faderen, at hun nok skulle gøre, som der blev sagt.

Den næste morgen vendte livet tilbage til slottet, da nyheden blev kendt af alle, og en forventningsfuld folkemængde stillede ivrigt op for at betragte prinsessen og kongen, der i fællesskab vandrede ned til storsalen, hvor bejlerne ventede. Hver og en af dem var i sit pæneste tøj, og alle som én knælede de ved synet af kongen, dronningen og deres underskønne datter. Tydeligst i mængden var de to prinser, som begge var glade for endelig at få sagen afgjort, samtidigt med at de hver især troede på, at de nok skulle blive den udvalgte ægtemand. Denne dag trak kongen heller ikke tiden ud længe, og efter en kort tale bad han nordens prins rejse sig, så han kunne tage plads foran kongen og blive velsignet. ”Dig har jeg fundet ædlest af alle, mit barn” sagde kongen. ”Og det vil være min største fornøjelse at have dig til svigersøn og arving, da jeg ved, at du en skønne dag vil blive en fantatisk konge”.

Der var jubel og klapsalver i få sekunder, men så gennemskar et forfærdeligt skrig storsalen. Røg og ild fyldte rummet, og i kaosset forvandlede kragesønnen sig. En rædselsvækkende drage med sorte skæl, der var hårde som bjerge, og en ånde, der var varm som selveste den første ild, stod nu i blandt dem, og omkring sig spredte den død. Dens skarpe hale huggede hovederne af en lang række af bejlere, og inden den nordlige prins kunne nå at trække sit sværd, greb udyrets kløer ham og slyngede ham gennem salen. Den gamle konge blev her lammet af en gammel frygt, da han med det samme indså, at dette var hans egen skyld. Han nåede netop at tænke, at dette måtte være Kragekonens straf, da drageilden fortærrede hans kød og gjorde hans knogler til aske.

Midt i dette kaos og denne røg styrtede prinsessen fortumlet rundt, og der ville hun have endt sine dage, hvis ikke den trofaste svinedreng havde fundet hende og hurtigt ført hende ud derfra. ”Mine forældre” udbrød hun fortvivlet, da han fik sat hende fra sig i slotsgården. ”De er stadigvæk derinde”. Det var dog kun et lille stykke af den fulde sandhed, da svinedrengen, prinsessen og kammerpigen faktisk var de eneste, som var undsluppet dragens vrede. Men da hun forsøgte at rejse sig op og løbe tilbage ind efter sin familie, stoppede kammerpigen hende, da hun havde til ordre at holde sin frøken ude af fare. ”Vent her” fortalte svinedrengen dem begge. ”En sidste gang vil jeg være dine øjne og ører”.

Han løb frem mod storsalens port, men før han trådte ind, knælede han først ned og samlede et sværd og et skjold op, som var faldet til jorden. Det var faktisk netop det gyldne sværd og det mørke skjold, som kongen halvanden måned tidligere havde modtaget som gaver, og bevæbnet med disse stormede svinedrengen ind i storsalen.

Udefra hørte man nu bølen og bruldren som fra et drabeligt slagsmål, men inden andre turde komme svinedrengen til hjælp. Storsalen og resten af slottet rystede, og alle forestillede sig, hvordan at dragen måtte have endt knægtens liv. Men netop som der lød et sidste skrig, og alle opgav håbet, fløj dragen ud gennem taget på storsalen, og med en lille skikkelse på ryggen bevægede den sig mod øst, mod den gamle skov.

Prinsessen og kammerpigen skyndte sig nu ind i storsalen, men der var ikke eneste levende sjæl at finde derinde. De genkendte hurtigt resterne af kongen og dronningen sammen med den nordlige prins og de mange andre bejlere. Der var kun to skikkelser, man ikke fandt blandt ødelæggelsen og de mange døde. Det var svinedrengen og den sydlige prins, som de kort forinden havde set flyve afsted mod øst, den ene oven på den anden.

På prinsessens ordre red et kompagni af jægere nu i samme retning, alt imens de døde blev tilset og på respektfuldvis fjernet fra storsalen. Langt blev deres ridt dog ikke, for da de nåede udkanten af den gamle skov, blev jægerne mødt af svinedrengens lille skikkelse. I bæltet havde han det gyldne sværd, på ryggen hang det mørke skjold, og i hans favn lå det afhuggede hoved af den sydlige prins. ”Dragen er død” erklærede svinedrengen, og jægerne jublede.

Sammen red de så tilbage til slottet, og da prinsessen fik øje på den unge svinedreng, blev hun lettet og varm om hjertet, selvom sorgen ved forældrenes død endnu hang over hende. Folket var i denne stund lederløse, og da prinsessen så erklærede, at hun ville ægte dragedræberen, var der ingen, som stod hende imod. Alle de andre bejlere var døde, og det ville ikke være rigtigt at benægte en helt hans velfortjente belønning.

Således kom det altså til at ende med, at den tidligere svinedreng og prinsessen nu blev kronet som konge og dronning, og hånd i hånd genopbyggede de riget og herskede sammen i mange år. Deres slægt kom til at blive velsignet og stærk, og mange børn bragte den nye dronning til verden, som tilførte glæde til det hulrum, hendes forældre havde efterladt sig. Svinedrengen blev også en dygtig konge, som regerede med både visdom og tålmodighed, og han blev kendt som en meget ydmyg mand. Mest af alt fordi han altid nægtede at berette om, hvordan han egentligt havde endt dragens liv. ”Det var ikke noget” hørte man ham ofte sige. ”Retfærdigheden sejrede og lod den skyldige tabe”. Selv hans egen hustru fortalte han i mange år ikke den fulde historie, selvom hun ofte spurgte ham, til sidst mere af vane end af nysgerrighed.


Det var først en sen aften, da den unge konge og dronning begge var blevet gamle og havde foruden børn også børnebørn, at hun fik et svar. ”Du har ofte stillet mig det spørgsmål” sagde den tidlige svinedreng alvorligt, da hun den aften spurgte ham for allersidste gang. ”Og jeg har altid nægtet at besvare det. Ikke mere. I aften skal du nok få sandheden at vide”. Kongen tøvede og vendte sit mørke blik mod øst, hvor han netop kunne ane udkanten af den gamle skov. ”Jeg dræbte ikke dragen” fortalte han sin hustru. ”Kun de skyldige faldt foran mig. Edsbryderen og tyvene, der forsøgte at tage det, der retmæssigt var mit. For ser du, min kære; jeg er dragen. Jeg er den, som du blev lovet til allerede før din fødsel. Jeg er kragesønnen, og jeg ankom sammen med de mange indbildske bejlere, men til forskel fra dem, så gjorde jeg krav på, hvad der var mit. Havde blot din far villet lytte til mig og æret sit ord, så ville tingene være endt anderledes. Men da han brød sin ed og trodsede min mor, så trådte skæbnen ind, og jeg var tvunget til at handle. Kongen lovede, at vi skulle blive mand og kone, og Kragekonen får altid, hvad hun bliver lovet”.

Andre Historier