Som jeg jo så utroligt mange gange har sagt, har jeg arbejdet på mit fantasy univers Mortlan i flere år, men jeg har intet kunne dele med jer. Jeg arbejder på en længere historie, men ingen af testlæserne er endnu blevet færdige, og jeg er stadig i gang med toeren. Derfor fik jeg en ny ide. Jeg er netop nu begyndt på en mini serie i universet, der begynder i Anden Alder 1076. Jeg kalder den dværge, og dette er første afsnit: Hjemkomst.
Afsnit 2
#1 Hjemkomst
Faros sad tålmodigt og ventede på
den brune egetræsstol med dyrt silkeovertræk. Den tilhørte den
adelsmand, hvis hus han var brudt ind i for at få en bedre oversigt.
Hvis Faros engang skulle trække sig tilbage, så ville han leve
sådan. Det skulle måske ikke være her i Yngol hos højelverne
(pokkers højelvere!), men han ville finde en flot villa, der ikke
var for stor, men som havde en god udsigt over havet. Faros strøg
sine arrede hænder igennem sit røde fuldskæg. Krigen slukkede dog
alt håb om en lykkelig slutning. Faros havde set en del død og
lidelse gennem sine dage, men intet slog Den Store Krig (selvom der
havde været mange andre store krige), som resten af Mortlan kaldte
den. Indbyggerne i Central Mortlan, hvor den havde foregået, havde
ikke engang overvejet at give den et navn. De mest fattige af
overleverne var stadig ikke kommet igennem katastrofen, og det kaos,
der fulgte, var næsten lige så slemt som krigen selv. Verden var
ikke den samme længere, og ikke mange kunne lide forandringen. Før
i tiden havde Faros ikke kæmpet for at holde folk i live. Dengang
stjal de fra de rige, og det havde været sjov. Nu betød Faros
arbejde forskellen på liv og død for en masse personer. Når først
Marintra vendte hjem, kunne de gå i gang med den store plan.
Marintra var Faros leder, og han ville følge hende igennem Herroth
selv. De var begge to dværge, og forskellen var kun, at Faros var
fra Mugball. Før krigen havde støvdværgene, som Faros folk hed,
været udskud i de fleste samfund, men nu var de skadedyr. Ingen
ville have dem, og de eneste, der endnu handlede med dem, var de
andre dværge, dosnerne og nogle enkelte elwarer. Faros havde ingen
illusioner om, at han kunne ændre på det, men han kunne gør noget.
Og det gjorde han sandelig også.
Et rødt skær begyndte at sprede sig
nede på stranden, og Faros sprang op. Han greb sit trofaste
tohåndssværd Ar Udeler og gik hen til kanten af balkonen. Det tog
ham kun et sekund at bekræfte, hvad han allerede vidste. Det var
signalet. Så spænede han ned ad trappen. Bruntop havde sandligt
gjort sit arbejde godt. Bruntop var gruppens alkymist og en
excentrisk snedværg med en kærlighed for eksperimenter. Ilden var
sådan et, og flammerne nede på stranden spredte sig på ingen tid
til de fremlagte kasser af dyrebar fragt. Det var anglorisk silke,
som var blevet smuglet ind i Yngol til de rige højelvere. Det gjorde
ondt ind i Faros kerne, at de gjorde sådan, når deres folk sultede.
Faros blev måske behandlet skidt af den rige højelver overklasse,
men han sympatiserede med de fattige. Silken var oven i købet
produceret af slaver, som var blevet taget i løbet af krigen. Da
Faros kom ned til kanten af stranden, kunne han se alle Baldans
vagter, der løb rundt. De var tydeligvis meget vrede over, at deres
herres silke brændte. Men det hele var blot en distraktion... eller
det var nu lidt personligt. Baldan den 7. af Bartius hus havde
forsaget mange problemer overfor Marintras gruppe. Han havde hjulpet
Rugbert med at opsøge og dræbe Tsyseria, som havde været Marintras
elskede. Det var derfor, hun havde været væk. De havde virkeligt
savnet hende i de sidste par måneder, men nu var hun tilbage. Faros
var ikke i tvivl et eneste øjeblik, da han endelig var nået ned til
mødestedet, som var Baldans private lille havn, hvor han havde sine
alt for dyre skibe. Der ventede otte vagter på Faros, da han nåede
derned, og de så meget vrede ud. Faros syntes, det var sødt, at de
troede på, at de havde en chance imod ham. Faros gennemborede den
første elvers brystkasse med Ar Udeler, efter de alle havde skudt
pile efter ham. Bagefter skar han halsen halvt over på en anden, som
faldt om og blødte ud på jorden. ”Skvat” gryntede Faros og
vendte sig imod de resterende vrede, men nu også bange, elvere. Der
lød et brag i distancen, hvilket betød, at han havde fem minutter.
Han havde ikke behøvet fem minutter, selvom han var alene, men han
kunne godt lide at være sikker. Derfor sprang Trak-Nal-Tox frem fra
sit skjulested og placerede sin daggert i en elvers baghoved. Goblingen var en god ven iklædt
en mørkebrun kåbe, og i hans hænder var et utal af knive og
daggerter. Faros var den lidt utraditionelle tyv i sammenhængen, for
han foretrak en fuld metal pladerustning. Nu var der kun fem elvere
tilbage, og ligesom de tre andre, vidste Faros rigeligt om dem. Han
kunne godt lide, at vide noget om folk, før han dræbte dem. Derfor
sendte han altid nogle af sine folk ud for at skaffe information og
pille lidt ved vagtskifterne. Alle de elvere, der var tilstede i
aften, fortjente virkelig døden. ”Illulin” sagde Faros og gav en
af elverne et hårdt blik, der fik ham til at stivne. ”Du skulle
aldrig havde skadet den lille pige”. Og som ved et meget brutalt
trylleslag sprang en mørk og lang genstand pludseligt ud af mørket
og bed sig fast i hans brystkasse. Det var en pil. ”Dø din egern
ende” skreg den velkendte kvindelige dværg og sendte flere pile af
sted, der færdiggjorde resten af elverne. ”Hils din bedstemor”
sagde den kvindelige dværg med stift blik imod elverne. Stadig
stående døde deres blik hen, og et fald sendte dem ned i det
iskolde havvand.
”Hva så, møg duer!” råbte
Marintra ad Faros, da hun trådte ind i lyset. Hun havde et meget
mærkeligt system angående kælenavne. Alle folk, hun kunne lide,
blev kaldte noget med fugle. Hun tilføjede altid et ligegyldigt
bandeord. Folk, hun ikke kunne lide, blev altid kaldt enten egern
eller mus (de værste folk blev kaldt egernmus). Marintra så ikke
specielt glad ud i øjeblikket, men det forhindrede hende ikke fra at
bruge kælenavne. Hun havde kort brunt hår, og hendes ansigt var
dækket af en blå tatovering. Det var to streger, der gik vandret
igennem hendes ansigt under øjnene, og en til, der gik fra panden og
ned til læben. Det fik hende til at se aldeles mærkværdig ud. ”Det
var sandelig på tide” sagde Faros til hans bedste ven ”hvordan
gik det med Rugbert?”. ”Det gik skam fremragende, hvis jeg var
pacifist. Roi de rat sender sine hilsner, og jeg skal
glædeligt fortælle resten af historien over en kop øl og nogle
oliven senere” fortalte hun (hun havde en mærkelig smag). ”Lad
os komme væk” hvislede Trak-Nal-Tox. De begyndte fælles at løbe
op mod bakken, hvor Faros var kommet fra. Her oppe mødte de Bruntop,
der stod og ventede på dem. Han var en brunhåret skægløs dværg
(Faros fattede ikke, at han ikke ville have et skæg) med et tosset
smil og en vest fyldt med mærkelige glas. De indeholdte alle sammen
eksplosiver, men der var også langt klammere ting i. ”Herskerinde”
sagde Bruntop og knælede for Marintra, der lavede en sær grimasse.
Han rakte hende en pil, som han selv havde lavet (Faros vidste nok om
Bruntops miksturer til at vide, at de var virkelig farlige). ”Det
skulle I da ikke have gjort” sagde Marintra og smilte. Så puttede
hun pilen på strengen og pegede den imod Baldans havn. ”En, to,
tre, seks, tre, to og en” talte hun på sin helt egen måde,
hvorefter hun slap strengen. Pilen skar i en perfekt kurve ned i
havnen. Sekundet efter lød der et brag, og lilla flammer spredtes
til resten af havnen, som hurtigt fortærede den. At springe en
arrogant adelig elvers havn i luften hjalp måske ikke folket
direkte, men det gav håb til dem, og så fortjente Baldan det.
Flammerne begyndte efter få sekunder at forme et mønster. Det var
et ølkrus med en pil igennem. ”Lad os komme væk” sagde Trak, og
de fulgte gladelig med. Faros havde ikke lyst til at være her, når
Baldan kom tilbage. Eller faktisk havde han en lille smule lyst, hvis
det gav ham muligheden for at gennemtæve den mødding-orm.
Afsnit 2
Kommentarer
Send en kommentar