Nå. Jeg skal til Afrika på fredag, men først skal jeg på klassetur til København. Derfor kan jeg ikke skrive på min blog lige foreløbig. Men jeg vil jo ikke tage af sted uden en cliffhanger. Så her er Dværge.
#5 En handel med blod
20. Byzan 1076 Anden Alder
”Har han
sagt andet?” spurgte Marintra, imens hun kiggede på den sølle
pirat, de holdt fanget i deres kælder. Johannes Taran havde ikke
været nær så selvsikker, siden Faros havde besejret ham. Han havde
allerede fortalt alt om Sø Rotternes plan. De skulle have leveret
dosnernes mad til Byrethia, hvor Baldan ville få den. Hvad han
skulle bruge den til, vidste de endnu ikke, for høj elvernes havde
allerede modtaget nok mad fra deres kolonier til at klare sig igennem
hungersnøden. ”Nej” svarede Faros ”ikke endnu. Men hvordan går
det med din blodjagt? Har du fundet noget?”. ”Noget. Ja”
svarede Marintra ”noget sollidt. Nej”. Hun trak en seddel frem
fra en inderlomme, hvorefter de gik ud af celleafsnittet. ”En
havnearbejder i Mast har åbenbart overhørt nogle af sine kollegaer,
da de diskuterede om en såkaldt levering af blod fra de
forbandede myrer” fortalte hun, imens hun bed i sin underlæbe.
Det var måske ikke sollidt, men det var det bedste spor, Marintra
havde fundet. Det havde endda taget en hel masse hårdt arbejde og en
nisse en i rød kjole at skaffe. ”Så turen går til Elwar?”
spurgte Faros. Marintra nikkede og berørte den elwariske ring på
hendes bue. ”Ikke-Fenrik kan passe hovedkvarteret” sagde hun
”imens Trak og Bruntop tager med os. Det skal gøres ordentligt, så
vi må begge være der”. Faros nikkede forstående.
”Så
hvad er der egenligt i de flasker?” spurgte en af arbejderne i et
gnavent toneleje. De andre så alle lige så gnavne ud, og selvom de
havde et fint arbejde og en god løn, så var det blevet en tradition
at være gnaven blandt dem. Det var den højeste af arbejderne, hans
navn var Tobias, der svarede. ”Det ved jeg Hrokir edme ikke. De er
i hvert fald tunge og meget dyre, så I skal passe på”. Alle
arbejderne gik derefter straks i gang med at rette på de andres
bæreteknikker. Der var ellers intet galt med nogen af deres
teknikker, og de vidste det alle. De havde bare brug for at tale om
noget, imens de udførte deres kedsommelige arbejde. De skulle blot
slæbe nogle kasser ned på et af skibene. Det havde de gjort så
mange gange før. Det rørte dem ikke, at skibet lå i den
”tvivlsomme” del af havnen, eller at de endnu ikke havde set
kaptajnen. Det gav dem bare mere at snakke om. De var netop nået til
emnet ”ham den mærkelige ubehagelige fyr, som altid venter på
skibet”, da de nåede frem til den rette havneplads, hvor skibet
ventede på dem. Det var et mørkt skib med en høj mast. Det havde
alle tegnene på at være et fragtskib, og intet tydede på anet.
Ingen af dem havde derfor nogen mistanke til noget, da de satte
kasserne ned. De blev derfor meget overraskede, da kvindelig dværg
pludselig kom slentrende hen imod dem. Hun smilede stort og vinkede
ivrigt til dem, da de så hende. Hun så højst mærkværdig ud med
blå tatoveringer og en bue over skulderen. ”Hvad er du for en?”
spurgte Tobias højtideligt og trådte et skridt nærmere hende. ”Jeg
undrede mig bare over, hvad der mon var de i sidste kasser” sagde
Marintra uskyldigt. Flere af arbejderne nikkede. De blev ikke betalt
for at holde mund, og arbejdet var trods alt gjort. ”Stads”
svarede flere af dem ”vi har båret masser af stads”. ”Så der
er ikke flere?” sagde Marintra ”jamen så foreslår jeg, at I
holder fri”. Men arbejderne havde ikke set nogen så interessant i
dagevis. ”Jeg ved, hvad du er for en!” råbte en af dem højlydt
”jeg har set sådan nogle tatoveringer før”. Der gled en skygge
hen over Marintras ansigt, da hun svarede ”jeg tror, du tager fejl,
min gode mand”. Men manden var kun lige begyndt, og han var glad
for at vide noget, hans venner ikke vidste. Det skete ellers aldrig.
”Min fætter har nemlig en ven med sådan nogle” sagde han ”han
siger, at de er meget sjældne. Han siger, at de gives som straf til
tyve og mordere. Han siger også, at det er meget farligt sted, man
får sådan nogen. Det siger han”. Marintras stemme var en smule
koldere, da hun svarede denne gang. ”Tja din fætters ven ved
sikkert meget, men jeg lover dig, at disse tatoveringer ikke er nogen
straf”. Hun kastede et stjålent blik over imod kasserne, som ikke
en eneste arbejder nu kiggede på. Trak var allerede i gang med at
åbne den tredje kasse, men der var mange endnu. Hvis bare hun kunne
få arbejderne til at gå. ”Min fætters ven tager aldrig fejl”
begyndte arbejderen nu igen, og alle de andre gav ham mumlende ret.
”Du er en tyv eller en morder” sagde han ”og han sagde også et
navn på stedet, hvor tatoveringerne kommer fra”. Han holdt en
teatralsk pause, imens Marintra kastede endnu et blik på Trak, der
havde givet nogle flasker til Bruntop, som var i gang med at pakke
dem ned i nogle nye kasser, imens han erstattede de andre. ”Galop”
sagde arbejderen, netop som Trak åbnede den syvende kasse. Alle
arbejderne stirrede med ærefrygt på deres ven, men Marintra kunne
kun grine. Alle arbejderne kiggede forvirrede på hende, og der gik
et stykke tid, før Marintra tav. ”Har din fætters ven lært at
udtale stednavne?” spurgte hun boblende af latter, imens arbejderen
fik et pinligt udtryk i ansigtet ”jeg har aldrig hørt om et sted
ved navn Galop”. Hun fortsatte med at le i flere minutter, imens
vagterne kiggede akavet på. ”Hvad hedder det så?” spurgte den
nedgjorte arbejder vredt. Marintra åbnede munden for at komme med en
spydig kommentar, men en anden talte før hende. ”Rlatos” sagde
en hæs, vissen og gammel stemme, netop som en maskeret mand trådte
ned fra skibet. Han havde en lang sort kåbe på og to korte sværd i
hænderne. Hans maske havde to øjenhuler og en kranienæse, men
resten så ikke særlig menneskeligt ud. Der var symboler i
hjørnerne. Det første i øverste venstre hjørne var et G, og i
øverste højre hjørne var et spejlvendt G. I bunden var der så de
samme G'er, men disse vendte på hovedet. Der var også fire streger
ude fra kanten, som vendte ind mod midten af masken. Da denne
maskerede skikkelse trådte frem, vidste Marintra, at han betød
ballade (for maskerede folk betød altid ballade).
Fortsættes...
Kommentarer
Send en kommentar