#17 Regnskabets ti... Hold så op!
Væk med dig, dit dumme døde
egern, du skal ikke sidde på min stol. Ved i hvad, datoen er
forbandet ligegyldig. Dette er historien om dengang, vi bekæmpede
Maskemusen og viste hele Zrulf, at man ikke skal komme på tværs af
den smukke, fabelagtige, fænomenale... Hov vent! Han er ikke død
endnu. Pil i dit fjæs, din grimme fedttrold! Tag den, din
frangicanske, fiskestinkende egernmus! Åhh dine fødder ser godt nok
ud som om, de trænger til pension. Bruger du nogensinde sko? Nåh,
men tilbage til min historie. Det er nemlig min historie, er det
forstået, og det er så sandt, som at mit navn Marin... Ikke igen.
Nå men
som jeg sagde, så skal vi tilbage til historien. Mine tre drenge
(Trak, Ikke-Fenrik (eller I ved da godt, at han virkelig hed Manwe,
ikke), jeg mener Manwe (Leif, jeg er din fader) og Bruntop) var
sneget sig af sted for at bekæmpe Bageren, den slyngel. Imellem tog
Faros Fipskæg (forstod I den, hva? Forstod I den? Vittigheden er, at
han i virkeligheden har et fuldskæg! Hvad? Det er latrinhylende
morsomt! Siger du, jeg har en plat form for humor? DU ER EN PLAT FORM
FOR HUMOR!) og jeg af sted for at finde Den Ensomme Skygge. Jeg havde
brugt mine utroligt seje diplomati evner for at få os ind i deres
skjulested, og nu manglede vi bare at konfrontere den tåbelige lille
sækfuld af rådne majroer. Bruntop havde oven i købet fundet en
løsning på det maskede problem, (så du, hvad jeg gjorde der? Hva?
Gjorde du det? Min humor er altså ikke plat), og det var faktisk ret
simpelt. Maskemusens maske tillader ham kun at læse tankerne på en
person ad gangen, så vi skulle bare improvisere kaotiske taktikker,
som han aldrig ville kunne se komme. Jeg betragtede kaotiske
uforudsete taktikker som en af mine elite færdigheder, men jeg må
alligevel indrømme, at jeg var en anelse nervøs (uhhh spænding).
Jeg har tænkt mig at være helt ærlig overfor jer (LØGNER... hvem
sagde det?). Jeg var faktisk virkelig nervøs. Maskemusen havde
besejret os før. Han havde taget popoen på os en gang for mange, og
jeg var klar til at få hævn. Men kunne vi overhovedet besejre ham?
Over halvdelen af mit hold var taget ud for at tage sig af Bageren,
og vi havde ingen anelse om, hvorvidt Maskemusen ventede os. Desuden
var der hele affæren med Brildur. Maskemusen havde været skyld i
hendes død, og Brildur havde været som en lillesøster til mig. Hun
havde også betydet meget for Faros, og jeg var bange for, at noget
ville gå galt inde i os. Bange for, at vi ville miste besindelsen.
Jeg havde prøvet det før i Parin, og det var ikke noget, jeg
nogensinde ønskede at gå igennem igen. Når jeg tænker tilbage til
den dag på stranden, hvor jeg stod med min bue og sigtede på
Rugbert, får jeg det skidt. Jeg stod og skulle lige til at fyrre et
dusin pile igennem hans usle skind. Jeg ønskede bare hævnens søde
følelse mere end noget andet. Hævnens løsladelse. Og jeg ville
have taget den, hvis det havde været for nogle fremmede. Nogle helt
fremmede personer blandede sig og fik mig kølet ned. De var det
eneste, som stod imellem blind vrede og nåde. Så lad os bare sige,
at jeg var bekymret for begge vores skyld. Men jeg tror, det var min
tid som fortæller, for jeg kan se, at jeres normale og ikke nær så
interessante fortæller er ved at være på banen igen. Jeg ville
bare gerne lige lade jer forstå min situation lidt bedre, og så har
jeg altid gerne villet slå ham i fjæs for alle de ting, jeg har
været ude for. Ses senere alverdens fugle og husk at hilse jeres
bedstemor.
Hvis nogen
spørger, så skete det der aldrig. Nå men Marintra og Faros sneg
sig af sted imod den del af den underjordiske mineby, som skulle være
Den Ensomme Skygges skjulested. Det stjålne kort førte dem hen til
en lav, men stor bygning uden nogen vinduer. Der lod kun til at være
en enkelt dør, og den var ikke engang bevogtet. Ingen af de to
dværge fandt det særligt betryggende. ”Tid til at gå i aktion
uden en plan” mumlede Faros tvivlsomt ”jeg havde aldrig troet,
denne dag ville komme”. Marintra prøvede at skjule sin egen tvivl
med et smil, netop som hun trak det første af sine mange pilebundter
på tre frem og satte den første pil på strengen. ”Jeg har set
frem til den” sagde hun og åbnede døren. De trådte begge ind på
samme tid. Det var en lagerbygning, de var kommet ind i. En lang
lagerbygning uden nogen lyskilde, så alt blev mørkt, da døren
smækkede i. Det havde sikkert også afsløret dem, men Marintra var
alligevel helt rolig. Tanken om en fælde bekymrede hende ikke i
øjeblikket. Hun var langt mere bange for, at hun kom til at dræbe
Den Ensomme Skygge, før han fortalte dem, hvad han vidste. Hun
kiggede på Faros, som nikkede, og så gik de hver sin vej ud i
lagerhuset. Marintra sneg sig lydløst til højre, imens hun holdt
udkig efter musen, som skjulte sig i skyggerne. Det var måske mørkt,
men Marintra havde for længe siden lært at se på andre måder, og
ved hjælp af sine andre sanser gik hun tilfældigt i gang med at
gennemsøge bygningen. Havde der været et mønster i hendes gang,
ville det have kunnet afsløre hende, men Marintra lavede ingen
mønstre. Hver gang hun drejede og gik ned forbi en ny række hylder,
var det helt tilfældigt. Sådan fortsatte hun i godt fem minutter
uden noget resultat. Det var også et stort varehus, og det kunne
også vise sig, at Maskemusen slet ikke var her. Hun stoppede op midt
i en tanke og besluttede sig for at undersøge hylderne lidt nærmere.
Marintra kunne ikke rigtigt se noget i mørket, men hun
identificerede hurtigt en kasse til venstre for sig og trak den
nærmere. Forsigtigt rakte hun sin hånd ned i kassen, hvor hun fandt
et koldt og hårdt objekt. Det var en klump. Et stykkede af et
materiale, og Marintra følte sit hjerte slå hurtigere, da hun
opdagede, hvad det var. Hun kendte følelsen af natrinas overflade
godt, da hun rørte det hver dag. En af båndende på hendes bue var
lavet af forarbejdet natrina, men denne klump føltes alligevel
anderledes. Den gav små stød fra sig, når man berørte den, og hun
kunne sagtens fornemme den magiske energi uden at være en magiker.
Natrinaet var ustabilt. Ligesom det, der havde totalsmadret
Elementernes Ø og været skyld i Tsyserias død, havde været.
Marintra gik hurtigt videre til den næste kasse, som stod et stykke
længere væk. Den indeholdte også ustabilt natrina, og hun lagde
det med største forsigtighed tilbage i kassen. Varehuset var en
fælde, og hun blev helt sikker, da lyden af sværd mod sværd mødte
hendes ører. Hun glemte hurtigt alt om forsigtighed og spænede af
sted mellem de mange hylder. Hun gled ind over en hylde uden nogen
kasser og trak pilen tilbage i en bevægelse, netop som der lød et
grynt af smerte. Så affyrede hun pilen mod en utydelig skygge, som
umuligt kunne være Faros. Skyggens ejer sprang til siden, og
Marintra gled hen over endnu en hylde for at nå frem til sin sårede
ven, samtidigt med at hun affyrede endnu en pil imod et punkt kort
fra, hvor Den Ensomme Skygge lige havde befundet sig. Hvorvidt hun
ramte ham, vidste hun ikke, men hun puttede automatisk den sidste pil
af bundtet på strengen og løb så hen til Faros. Hendes ven lå
såret på gulvet. Blodet dryppede ned fra hans arm, hvor der var et
langt snit, og han støttede sig til Aruddeler. ”Du skal ikke
bekymre dig om mig” hostede han og forsøgte at komme på benene.
”Jeg synes nu, du burde være bekymret” sagde en hadet stemme, og
Marintra drejede rundt med pilen klar til at bore sig ind i
Maskemusens ansigt. Men det var som altid skjult bag kraniemasken med
de mærkelige g-symboler, og Marintra kunne lige skimte hans sværd i
mørket. ”Jeg ville ikke affyre den pil, hvis jeg var dig” sagde
Den Ensomme Skygge. Det var tydeligt, at han prøvede på at lyde
kold og afslappet, men Marintra hørte en svagere undertone. Han
lød... svækket. Havde en af hendes pile alligevel ramt ham? Hun tog
alligevel hans trusler alvorligt, for hun vidste, at han ikke var
dum. Det var hun dog heller ikke, så hun sænkede ikke buen den
mindste smule. Den Ensomme Skygge lagde hovedet på skrå og fnøs.
Så trak han et lille rundt objekt frem fra sin lomme. Der var et hul
i loftet lige over dem, som sendte nogle få lysstråler ind, som så
reflekterede sig i natrina klumpen. ”Ustabilt” sagde Den Ensomme
Skygge selvsikkert ”skyder du efter mig, vil jeg sørge for, at du
aldrig skal få chancen for at løfte din bue igen”. Marintra
kiggede længere på Den Ensomme Skygge, imens alle mulige tanker løb
igennem hendes hoved. Hvis hun lavede et godt skud, ville hun måske
kunne dræbe Den Ensomme Skygge. Hun ville kunne skyde sin direkte
igennem hans brystkasse og gøre det af med ham. Det ville han
fortjene. Så kiggede hun op på Maskemusen, og hun vidste, at han
kunne høre hver eneste af hendes tanker. Han ville gerne have hende
til at spilde sin sidste pil, så hun blev nødt til at finde et nyt
bundt frem. Tid til at tænke kaotisk, Blækblink, lød en
fjern og næsten glemt stemme inde i Marintras hoved, og en tåre
trillede ned ad hendes ene kind. Så skød hun uden tøven sin pil
efter Den Ensomme Skygges sværd. Tankelæser eller ej, så sprang
Maskemusen tilbage af ren overraskelse, og det lod alligevel til, at
Marintra havde ramt ham tidligere, for han gik halvt i knæ af
smerte. Og det havde præcis den effekt, som Marintra ønskede.
Øjeblikkeligt efter at have affyret pilen, tog hun fat i Faros og
satte i løb hen imod døren. Hun kiggede sig ikke tilbage, og de to
dværge sprang det sidste stykke ud af bygningen for at komme væk
derfra, før natrina klumpen blev klar over, at den var landet i en
kasse med mere ustabilt natrina. Hun mærkede kortvarigt en hånd på
sin skulder, da de landede uden for bygningen, men skaden, hun havde
påført med sin tidligere pil, havde sænket deres fjende. Han gav
øjeblikkeligt slip igen, da hele lagerhuset brød ud i et så
voldsomt kaos, at selveste gudinden Chaotica ville have været
imponeret. Flammer, lyn og is blev spredt i alle retninger, som kun
magi kan gøre det, og Den Ensomme Skygge løb skrigene væk, imens
røg steg op fra hans ryg. Hans maske var nu fjernet, og hans ansigt
var blevet afsløret. Marintra nåede lige kort at få et glimt af
hans grå hår og hans elverører, før endnu en eksplosion tvang
hende ned mod jorden, hvis hun ikke ville rammes af de magiske
flammer. For første gang siden hun trådte ind i lagerhuset, faldt
hendes tanker på de andre.
Et
voldsomt brag gav rungende genlyd hele fra alle rummets hjørner, og
Arolnar vendte sit blik imod højre. ”For tidligt” mumlede han
”det er alt for tidligt. Jeg har slet ikke haft tid til at
færdiggøre prøven”. Så vendte han sig atter mod Trak og Manwe.
”Dræb så hinanden, mine kære tjenere” kommanderede han ivrigt,
og deres våben mødtes atter. Deres slag blev vildere end før, og
deres ivrighed efter at fuldføre ordren skræmte Bruntop. Han måtte
handle nu, hvis han ville redde sine venner. Han greb en flaske fra
sit bælte og kastede den ind i fællesrummet, hvor Manwe og Trak
kæmpede. En grå og tyk røg steg hurtigt op fra dens rester, og
Arolnar vendte sig øjeblikkeligt imod Bruntop. ”Vi har endnu en
gæst, kan jeg se” sagde han ”dræb ham først!”. Heldigvis gav
formic-blod ikke forstærkede sanser, og røgen skjulte efter få
sekunder alt i hele lokalet. Bruntop skyndte sig fremad med hånden
på sine sår og sammenbidte tænder, imens han håbede på, at han
ville løbe udenom både Manwe og Trak. Han syntes at se bevægelse
flere gange, som kunne have været en af dem, men den eneste han løb
ind i, var den han søgte. ”Nej nej nej” sagde Arolnar vredt, da
Bruntop dukkede op lige foran ham ”hvad laver du? Det er forkert!
Du skulle være død. Død som en sild i soldats mave”. Bageren
rakte ned efter af sine egne flasker, som utvivlsomt indeholdt mere
af hans prototype, men Bruntop havde fået nok af formic-blod og
miksturer for i dag. I én bevægelse trådte han helt ind på livet
af Bageren og gav ham et knytnæve lige i fjæset. Det virkede, og
dværgen gik i jorden med brag. Det var også heldigt, for Bruntops
sår begyndte straks at brænde af smerte igen, og han faldt i knæ,
netop som natrinaets fulde effekt ramte fællesrummet. Alle
bygningens brædder fløj gennem rummet, og luften blev fyldt med
træsplinter og støv. Bruntop blev ramt af en af brædderne, og han
faldt fladt ned på jorden lige ved siden af Bageren. Arolnars maske
var blevet flænset af et stykke skarpt træ, og han blødte. Ikke
desto mindre grinede han stadig væk som en galning. ”Dinoren
kommer” lo han ”den nye dinor vil snart være her, og det er for
sent for jer. Alt blodet er gemt. Mine prototyper er solgt”. Hans
vanvittige latter overdøvede larmen fra eksplosionen, imens blodet
løb ned over hans ansigt.
Førte Afsnit Forrige Afsnit Næste Afsnit
Førte Afsnit Forrige Afsnit Næste Afsnit
Kommentarer
Send en kommentar