#18 Fædrenes Arv
13. Zyval 1076AA dybt i
Braldirborg
Manwes
krop brændte med smerte, men han kunne ikke skrige. Luften var tyk
af støv og røg, Manwe lå begravet i en bunke knuste brædder, og
han kunne ikke bevæge sig. Det eneste, han kunne gøre, var at
hoste. Han kunne høre en fjern latter, men lyden var forvrænget.
Den eneste klar lyd, der nåede Manwe, var en anden persons host til
venstre for ham. Langsomt lykkedes det ham at dreje sit hoved, og han
fik øje på Trak, som ikke så ud til at være i en bedre situation
end Manwe selv. Eksplosionen lod til at have modvirket Bagerens gas,
for alle de agressive tanker var forsvundet fra elverens sind.
”Klarer du den?”. Manwe rettede blikket op igen og fik øje på
Bruntop, som stod lige over ham. Hans tøj var ødelagt, og han havde
adskillige sår i ansigtet, men der var alligevel et svagt smil på
hans læber. ”Vi fik ham” fortalte han Manwe og rakte sin
udstrakte arm ned mod ham ”vi fik Bageren”. Manwe tog den og kom
langsomt op ad stå. Han tvang et smil frem, men det bristede efter
få sekunder på grund af smerten. Han stod i nogle sekunder og
lænede sig op ad Bruntop, før han humpede hen til en enkelt væg,
der endnu stod. Denne lænede han sig op, og Bruntop løb hen for at
hjælpe Trak. Da Manwe så stod alene tilbage, betragtede han den
underjordiske mineby. Adskillige bygninger var blevet smadret af
eksplosionen. Han stirrede ind i røgen i retning af den bygning,
Marintra og Faros var gået ind i, men han kunne ikke se dem, og hans
bekymring steg i takt med, at støvet lagde sig. Hvad var det sket
med dem? Var de overhovedet stadig i live? Hans håb var næsten døet
helt ud, da en skikkelse pludseligt dukkede frem fra røgen. I et
kort øjeblik var Manwe håbefuld igen, men så lagde han mærke til
skikkelsens højde. Det kunne umuligt være en dværg. Og ganske
rigtigt tumlede en elver ud af røgen få sekunder efter. Med en
brændende maske i den ene hånd og et sværd i den anden spænede
han af sted, og han så langt værre tilredt ud, end Bruntop havde
gjort. Brandsår dækkede hans krop, og Manwe følte en kulde bevæge
sig helt ind i knoglerne på ham. Delvist fordi de mindede ham om
hans egne mystiske brandsår, hvis oprindelse han endnu ikke kunne
huske, og delvist fordi han genkendte Den Ensomme Skygges ansigt.
Elverens hår var måske blevet gråsprængt, og det havde fået
adskillige nye ar, siden Manwe havde set det sidst, men han var
alligevel helt sikker. Manwe kendte denne elver, og hans navn var
Manwe.
”Er der
noget galt?”. Manwe svarede ikke. Han stirrede blot fortsat ud på
den ødelagte mineby, imens Marintra forbandt hans sår. Hun havde
allerede ordnet Faros, Trak og Bruntops. Sidstnævntes havde været
ekstra vanskelige. Hans gamle sår var alle sprunget op og begyndt at
bløde igen, og ingen bandage ville hjælpe. Bageren lå bundet på
jorden, hvor han vred sig som en orm. Marintra skulle nok tage sig af
ham, når de havde fået set til alle de sårede. Han havde meget at
bøde for. ”Kalder ikke-Fenrik? Er der noget galt, eller trænger
du blot til en kølhaling?” spurgte Marintra igen, og denne gang
kiggede Manwe op på hende. Han tøvede lidt, før han svarede. ”Jeg
så Den Ensomme Skygge slippe væk” sagde han til sidst og pegede
på tunnelindgangen i den modsatte ende af hulen. Marintra sukkede.
”Han slap måske væk, men ikke uden et par nye skrammer, det
sørgede jeg for. Jeg er mere bekymret i forhold til Arolnars stads,
og hvem han har solgt det til?”. ”Jeg deler din bekymring”
sagde en fremmed stemme, og Marintra drejede rundt på stedet. Manwe
spærrede også skræmt øjnene op, men Faros, som sad og inspicerede
den bevidstløse Bruntops sår sammen med Trak, lod ikke til at have
opdaget noget. Der stod ellers godt tredve fremmede dværge blandt
byens ruiner. Bageren begyndte at græde ved synet af dem. ”Hvem er
du?” spurgte Marintra uden at sænke sin trukne bue. Dværgen, der
havde talt, var klædt i en sølvgrå dragt med en hammer indgraveret
på brystkassen. Han så ung ud, og hans skæg var lysebrunt. ”Dinor
Mågens den syvende” introducerede han sig selv som ”lige udnævnt
efter at min onkel er afgået ved døden”. Så vendte han sig om
imod en af sine mænd, som Marintra straks genkendte. Det var vagten,
som havde ladet dem komme indenfor. ”Tjarn, er dette den kvinde,
som påstod at være løjtnant Nitral?” spurgte han vagten. ”Det
sværger jeg ved bjergets rod” svarede vagten, som så måtte hede
Tjarn. Mågens den syvende vendte sig igen mod Marintra, samtidigt
med at Faros fangede hendes blik. Hun løftede hånden for at
fortælle sin ven, at hun nok skulle tage denne her, netop som
dinoren talte igen. ”Du må så være Marintra den berygtede tyv.
Jeg troede ellers, at du var for snedig til at bruge et gammelt
dæknavn, du tidligere havde brugt til at berøve min familie”.
Marintra sænkede sin bue, selvom det var imod hendes instinkter.
Desuden ville hun ikke kunne gøre noget. Der var mange flere vagter,
end de var, og hun ville aldrig slippe væk med at dræbe dinoren.
Hun kunne heller ikke lide tanken om at dræbe ham. Hun var trods alt
ikke Dødens Hånd. ”Så du er kommet for at arrestere mig for en
forbrydelse, jeg gjorde for over fyrre år siden?” spurgte hun ”og
desuden bestjal jeg dig. Vi små folk stjæler, og de store røvere,
ja de røver”. Dinoren rystede på hovedet som for at beholde
seriøsiteten. ”Nej” sagde han ”jeg vil ikke arrestere dig. Jeg
er udmærket klar over, at du udviklede dig på lige fod med krigen.
Jeg er også klar over, hvad du og dine fæller har lavet i de sidste
par måneder. Jeg ved, at I har jaget denne”, han pegede på
Bageren, ”tosse, og at I har gjort Zrulf en stor tjeneste. Jeg ved
også, hvad der driver dig. Jeg har hørt om Tsyrerias mord. Nej, jeg
er faktisk kommet med et tilbud til dig”. Mågens øjne lyste af
selvsikkerhed, som om han var sikker på sejr. ”Hvilket tilbud?”
spurgte Marintra ”jeg gør ikke noget, der involverer klippedyr”.
”Først og fremmest kan jeg sørge for, at dine venner her vil
blive helbredt. Jeg har folk, der kan redde Bruntops liv. Dette gør
jeg som en gestus af min gode vilje. Men mit tilbud lyder sådan her:
Jeg vil give dig en chance for at få ram på elveren, der står bag
alt dette. Elveren, der stod bag ødelæggelsen af Elementernes Ø og
Tsyserias død, vil blive din. Jeg vil give dig en vej til Baldan. Du
skal blot sværge på, at I vil fortsætte jeres arbejde og finde
tossens alkymi, før det når at ødelægge dette land. Hvad siger
du?”. Marintra kiggede tøvende på sine venner. Faros så en smule
usikkerhed ud. Han havde aldrig været særlig glad for adelige, men
Bruntops liv kunne afhænge af dette, og Faros ville gå langt for at
redde en ven. Trak så ret ligeglad ud, og Bruntop var bevidstløs.
Den sidste, Marintra kiggede på, var Manwe. Han nikkede og sagde
”jeg kan godt klare en sidste kamp, før vi holder et hvil”. Det
afgjorde det. Marintra vendte sig igen mod dinoren og rakte sin hånd
frem. ”Jeg accepterer” sagde hun ”hvis du kan redde Bruntop...
og hvis du smider et gavekort på et styks gruppebenådning med i
handlen”. ”Du har en aftale” sagde Mågens, tog hendes hånd og
nikkede glad, men Marintra sporede også noget andet i hans blik. Det
var lettelse.
Kommentarer
Send en kommentar