#19 De Røde og De Hvide Ulve
”Den, som
besidder magiens magt, kan ikke også besidde et ansigt. Personer har ansigter,
men personer har også svagheder. Svagheder kan ikke tolereres hos en
inkvisitor” - Inkvisitor Allin den 1.
Fortæller: Tash Rizzian
Periode: Sulf 1071AA
Placering: Crymron (Gråtårn og De
Grå Dysser)
For det
var ikke Tom selv, der talte med hans mund. Det var ikke hans egen stemme, der
passerede over hans læber. Det var i stedet en gammel stemme, en magtfuld
stemme, en smuk og skræmmende stemme alt på samme tid, og fremfor alt så var
det en kvindestemme.
”Himmelgudindens
tjenere…” raspede stemmen på en gang dyster og elegant. Simple Toms øjne var
som døde, men hans krop havde rettet sig fuldt op og stod nu med rank ryg. ”Hundrede
riddere… fire og halvtreds inkvisitorer… De rider på Volkias heste, og deres
fanger holdes bagerst i hæren… Passet til De Grå Dysser er deres mål… De er
blevet mere selvsikre. Tror, de kan passere frit gennem vores land… Giv dem en
lærestreg, Kesserick… Straf de beskidte lyntilbedere… Vis dem blodets magt, og
lad den knuse dem!”.
Stemmen
døde hen igen, og Tom faldt sammen som under en knusende vægt. Han gav sig
straks til at vugge frem og tilbage, uroligt på gulvet og atter mumlende. Hvad
jeg lige havde set, gav mig kvalme, men der var intet, jeg kunne gøre. Det er i
hvert fald, hvad jeg overbeviste mig selv om dengang, og det er den undskyld,
jeg sidenhen har brugt for både det, der skete med Tom, og det, der bagefter fulgte.
”De Grå
Dysser” sagde gulkappelederen eftertænksomt og genoptog sin tidligere placering
i rummets midte nær Kesserick. ”Tænk, at inkvisitorerne vover det i sådan et
antal og endda med fanger blandt dem. Det er ikke godt, slet ikke”. ”Tværtimod”
sagde Kesserick, hans stemme var gået tilbage til at være høflig og afslappet. ”Tværtimod,
min gode vært. Det er den perfekte mulighed for at slå tilbage. For at gå til
modangreb på Himmelkrigerne og vise dem, vise hele Crymron, at de kan besejres.
Sætte et eksemplar”. Gulkappelederen trådte en smule tilbage fra goblingen,
hvilket han tydeligvis bemærkede og frydede sig over, og sagde så nervøst ”vi
får brug for flere folk, hvis vi vil besejre dem. Vi må tilkalde forstærkninger
fra de lokale blandt dysserne og…”. ”Det er ikke nødvendigt” brød Kesserick ind
og lagde hånden på den urolige Toms hoved ”du accepterede vores hjælp, og den
skal du få. Dette er vores kamp mindst lige så meget, som det er jeres. Endda
mere nu hvor ordren har lydt fra kvinderne. Vores hær skal stå klar. Oliver!”.
Den tavse
bueskytte dukkede op fra mængden igen, og med sig slæbte han nu på to sårede,
usseludseende skikkelser. Han smed dem begge for fødderne af Kesserick og
fulgte så Simple Tom tilbage til resten af kultmedlemmerne. På trods af
goblingens advarsel lød der en spredt mumlen blandt gulkapperne, men den var
også mere skræmt end ”nedværdigende”.
Personligt kunne jeg heller ikke se, hvordan nogen kommentar skulle være mere
modbydelig end, hvad han skulle til at gøre. Jeg skal dog heller ikke spille
høj og hellig nu. Det har jeg ikke fortjent, da jeg bare stod og kiggede på. Igen
kan jeg nævne et utal af undskyldninger, men hvad skulle de gøre godt for
udover for at lette min samvittighed.
Kesserick
trak igen sin klinge og greb den første af fangerne i nakken, en kortklippet
dværg med et opsvulmet øje og et sløvt blik, der afslørede, at han kun var
halvt ved bevidsthed. Med lukkede øjne tog Kesserick en dyb indånding og trak
så tilbage i dværgens hoved, så han blev tvunget til at kigge ud på det
opmærksomme og nervøst afventende publikum. ”Åh tak skæbne!” råbte goblingen
dramatisk ”betragt inkvisitorens ansigt og bøj jer i støvet, I uværdige bønder!
Ved I ikke, at det er en forbrydelse med døden som eneste afstraffelse!”. Endnu
en mumlen spredte sig blandt gulkapperne, men hvor den før havde være skræmt og
nervøs, indeholdte den nu også vrede og endda brudstykker af enighed og støtte.
Dværgen missede med øjnene og så så ud til at indse, hvor han befandt sig. Han
blev straks rød i hovedet, og hans øjne knitrede med en voldsom flamme. ”Hedninge!”
råbte han hadefuldt ”forbrydere, mordere… I har mig måske taget til fange, men
min død betyder intet. Hvad, I gør ved mig, betyder absolut ingenting. Ærke
Inkvisitoren vil høre om det her, og en skønne dag vil I alle få, hvad I
fortjener. Alle I ynkelige misfostre, modbydelige hekse og uværdige uhyrer vil
komme til at møde Volkias vrede!”. Den vrede mumlen steg til et højlydt bifald
af Kesserick, og snart overdøvede den alle de skræmte og tilbageholdende
tilstedeværende. ”Gør dog, hvad han siger!” var der en, som skreg ”dræb ham!”. Kesserick
smilede tilfreds over opfordringen og endte så inkvisitorens liv med sin kniv. Goblingen
sukkede og pegede så kniven mod den anden fange, idet to af de hætteklædte
kultmedlemmer trak den døde inkvisitor væk.
”Himmelkrigerne
er vores alle sammens fjender” sagde Kesserick, og publikum blev atter tavs. ”De
er grundlaget for vores samarbejde i dag, og det gør os til forbundsfæller,
måske blot i denne sag, men stadigvæk. Der vil derfor være nogle af jer, som
ikke vil se meningen i, hvad jeg siger nu, men hør mig ud. For det er nemlig ikke
alle, der bekæmper inkvisitorerne. Der er dem, som ligefremt mener, at der er
større trusler i Crymron end dem. At vi, mig og mine, er den sande trussel, men
også alle andre blodmagikere. De ville lade inkvisitorerne indtage hele verden,
hvis det betød, at vi blev renset fra dens overflade. Er det ikke sandt, røde
jæger?”. Den anden fange, en ældre menneskevinde med gråt hår, besvarede
Kessericks blik med et sæt kolde, urokkelige og stenhårde øjne og rejste sig så
op. ”Jeg er ikke i humør til at spille med i din popularitets kampagne” fnøs
hun ”gør, hvad du vil. Det er heller ikke ligefrem fordi, jeg har noget at
skulle have sagt, er det vel?”. Kessericks smil blegnede en smule, men uden
tøven tog han atter kniven i brug, og snart efter lå damen døende på
stengulvet.
Kesserick
vendte hurtigt blikket fra det andet lig og løftede så den gennemvædede, røde
kniv op under sin næse, hvor han snusede til den. ”Det burde også være nok”
sagde han tankefuldt og rystede så klingen, sådan at dråberne med blod ramte
stengulvet. ”Fra blodet vi kalder jer, vi befaler jer” messede han og løftede
kniven højt over sit hoved ”og fra blodet I kommer for at tjene”. Et hyl gik
gennem rummet, og hvert sted en af dråberne var landet, skete der pludseligt en
voldsom eksplosion. Det ene øjeblik var der kun en enkelt dråbe, det eneste var
der en hel pøl, og pølen tog sekundet efter form. Inden længe var Kesserick
omgivet af uhyrlige, blodrøde skikkelser med glimtende øjne og grumme tænder.
Alle de tilstedeværende var trådt væk fra dem dels på grund af deres truende
udseende, dels på grund af deres forstyrrende oprindelse og dels på grunde af
mængden. Der var mindst et dusin af dem, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om,
at goblingen sagtens kunne skabe flere, hvis han ikke allerede havde gjort det.
Det skulle ikke undre mig, om han havde en af horde af knurrende og hylende
rovdyr klar til at tjene sig et eller andet sted. Det lod til, at Crymron havde
rigeligt af netop dette rovdyr, om det så skulle være almindelige, hvide,
blodige eller den forbandede hybrid, som frygter sølv. For selvfølgelig var det
ulve.
Så tog vi
ellers afsted mod De Grå Dysser, som den muntre hær vi nu engang var. Generelt
kunne man inddele den i to: Kesserick og hans følgere og så Gulkapperne. Der
var selvfølgelig også Kryster, Valt’Er og mig selv, men vi udgjorde ikke
rigtigt nok folk til at være et regiment for os selv. I stedet vandrede vi af
sted et sted mellem Kesserick og lederen af Gulkapperne, hvorfra jeg kunne
holde øje med dem begge, da jeg ikke stolede på nogen af dem. Man skulle tro,
at jeg ville hælde mere til gulkappelederens side efter at have set, hvad
Kesserick og hans slags gjorde, men det var ikke tilfældet. Jeg havde nemlig
også set gulkappelederens svar, og hvordan hun intet havde gjort. Hun havde
bukket under for Kesserick, fordi hun havde brug for hans hjælp, præcis som jeg
havde… og den skam blændede mig og forhindrede mig i at tænke klart. Jeg
forsøgte i stedet at fokusere på mit mål, som for første gang var inden for
rækkevidde. Hvis alt gik, som det skulle, ville jeg kunne befri Midea og
Thadrun, og jeg ville omsider blive genforenet med Zok. Men det var farligt at
håbe, og et kortvarigt glimt af en snehvid, firbenet skikkelse på en bakketop i
det fjerne fik mig til at huske på, hvad Simple Tom havde sagt: ”Du har set dem, fordi de ville advare dig,
du kan ikke redde dem. Det er for sent for dem begge”.
Jeg kunne
mærke anspændtheden på både Kryster og Valt’Er, som begge var rystede og dybt
forstyrrede over, hvad vi havde bevidnet i Gråtårn. Satyren var den mest
påvirkede, og han så ud til at være et sammenbrud nær på flere tidspunkter. Jeg
må indrømme, at jeg ikke havde meget overskud at tage fra på tidspunktet, men
også jeg kunne bruge noget til at fylde den ulidelige stilhed før stormen. ”Så
hvad har du tænkt dig at gøre efter det her?” spurgte jeg satyren ”da vi stødte
på dig, søgte du mod Gråtårn, og jeg har på fornemmelsen, at du ikke længere
har lyst til at vende tilbage dertil”. Valt’Er sank en klump og forsøgte
forgæves på at smile. ”Ikke rigtigt” mumlede han ”jeg tror, at jeg har fået nok
af Crymron”. ”Der må jeg sige, at jeg er enig” sagde jeg og begyndte så helt
spontant at le, hvilket fik satyren til at smile en smule. ”Hvor kommer du fra
oprindeligt?” spurgte jeg, da latteren aftog. ”Elwar” svarede Valt’Er med en
længsel i stemmen ”men det er længe siden, at menneskenes land har haft plads
til meget mere end en håndfuld af os, naturens børn, og med krigen både i og
rundt om landet mente min far, at det ville være mere sikkert for os at søge
mod Livsskoven, hvor de gamle bjørne hersker, hvor kobolde, dryader og satyrer
løber frie i skovene, og hvor alle Bearons børn kan føle sig sikre… det siger
man i hvert fald… jeg blev separeret fra de andre, så det kunne sagtens være,
at de er nået frem allerede… Livsskoven, hmmm… hvis jeg skulle være så
velsignet at overleve dette, så ville jeg nok fortsætte min rejse til det
fjerne rige”. ”Så må vi hellere sørge for, at du overlever” sagde jeg
beslutsomt, og jeg kunne se på satyren, at mine ord hjalp. Måske ikke meget,
men dog en smule. ”Hvad med dig, Kryster?” spurgte Valt’Er, og elveren kiggede
nervøst op. ”Det ved jeg ikke” svarede han ”lad os nu bare fokusere på at
overleve det her først, ikke?”.
Sådan
marcherede hæren afsted i timevis, og vi kom her igennem området kendt som De
Grå Dysser. Der går mange myter, legender og andre fortællinger om stedet, men
jeg vil holde mig til det helt basale. I det nordvestlige Kahjn, hvor hverken
inkvisitorer, gulkapper eller andre magikere kan føle sig sikre, ligger der et
utal af gravhøje. Står man midt mellem alle disse, vil man kunne gå i et halvt
døgn i en hvilken som helst retning uden at nå væk fra dysserne. Både gamle
røvere, sagnomspundne konger og hekse med mørke omdømmer skulle ligge begravet
her, og det siges, at de døde sover let mellem dysserne, og at de nemt vågner
op. Jeg så nu ingen spøgelser eller genfærd, men i tågen syntes jeg oftere og
oftere at ane silhuetter af mine gode gamle venner, De Hvide Ulve. Jeg havde
efterhånden lært at ignorere dem fuldstændigt, og for den første gang lod jeg
heller ikke til at være den eneste, som så dem. Nu vandrede vi trods alt også
blandt en masse gravhøje og styrede mod et slag, så deres tilstedeværende var
nok heller ikke den mest usædvanlige ting i verden. Lige nord for dysserne er
Den Dybe Hule også, hvori en af portene til Herroth skulle befinde sig, men så
langt nordpå kom vi heldigvis aldrig. Vi havde kun marcheret rundt blandt de
sydvestlige dysser i lidt over en times tid, da vi stødte på Himmelkrigernes
hær, og slaget begyndte.
Nogle af
Kessericks folk advarede os få øjeblikke, før det skete, da fjenden for første
gang blev set, og så ledte blodmagikerne ellers angrebet. Snart var der kamp
alle vegne, og vi blev hurtigt kastet ind i det. Med nogle få gulkapper som
støtte var vi tre snart i kamp med en inkvisitor på pegasus ryg og flere
riddere. Besværgelser blev kastet, våben svunget, eliksirer drukket, og fra
inkvisitorens side blev der også kylet mystiske miksturer ved navn
tordenflasker, der sprang i luften og gav stød ved kollision. Kampen var
hurtigt ovre, og en anden fulgte den første og så videre. Det ene øjeblik
kæmpede vi side om side med gulkapper, det næste blev fjenden flået i
småstykker af et kobbel af Kessericks blodige uhyrer. Efterhånden som vi
kæmpede os fremad, blev en ting dog ganske klart for mig. Kryster havde det
ikke godt. Efter nogle få besværgelser begyndte han at blive bleg, og ved den
femte løb blod ud af munden på ham. Han var endnu ikke helt rask fra
malerionsygen, men han insisterede på at kæmpe videre, og der var ingen tid til
at spilde.
Efter, jeg
ved ikke hvor lang tid af dette, fik jeg til min lettelse øje på en håndfuld
velkendte skikkelser i tågen. Bagbundne og sårede sad de bag nogle sten. Jogge
så ud til at være bevidstløs, Kobbel var rimeligt forslået, og Midea var blev
ganske bleg, men både de tre og alle de andre nomader lod til at være i live. Jeg
var næsten løbet direkte hen til dem af glæde, men fik så øje på de tre
inkvisitorer, der stod imellem os. På dette punkt var jeg allerede godt
udmattet, og jeg havde ikke alt for megen energi tilbage, hverken af den
magiske eller almene variant. Min sværdarm værkede, min side brændte af smerte
fra et møde med en tordenflaske, og mine sanser var en tand sløve, men jeg
løftede alligevel sværdet op og fokuserede al min vilje mod mine fjender. Inkvisitorernes
ansigter lå skjult bag de udtryksløse masker, men deres selvsikre positurer
fortalte mig alt, jeg behøvede at vide. Jeg havde ikke en chance. Hurtigt og
instinktivt sendte jeg en besværgelse mod den første inkvisitor, som lod til at
komme bag på ham, da han hylende af isnende smerte veg tilbage, men jeg havde
ikke tid til at fejre så lille en sejr. Jeg angreb med sværd og magi mod den
anden, som blokerede stålet med sin hakke og magien med sin egen. Der stod vi
så i flere sekunder i en styrkeprøve på to planer, men hvad den tredje
inkvisitor angik, så var mine trick udløbet. Jeg nåede lige at se lynet forlade
hans hænder og mærke mine øjenbryn blive svitset en smule, da Krysters
blokering trådte ind. Resten af den lysende lynkugle blev absorberet af den
tomme luft til inkvisitorens skuffelse, men det havde krævet mere energi, end
elveren kunne klare. Kryster faldt blødende og bevidstløs til jorden, og jeg
var alt for optaget til at gøre noget ved det. Ydermere så var den første
inkvisitor nu tilbage på benene, og den tredje var begyndt på at forberede en
ny lynkugle.
Den nåede
dog aldrig at forlade hans hænder, da skarpe tænder sekundet efter borede sig
dybt ned i dem. Snart var der røde ulve alle vegne, pile fløj gennem luften, og
jeg hørte Kessericks triumferende brøl. Jeg kastede et enkelt blik tilbage, da
min modstander faldt til en af de omtalte pile, og fik øje på goblingen, der
kom vandrende ganske afslappet med sine kutteklædte hjælpere bag sig og Simple
Tom på slæb. Både væmmelse og taknemmelighed fyldte mine tanker, og jeg vendte
i stedet blikket mod den sårede og syge Kryster, der lå knust og blødende på
jorden. Han havde overskredet, hvad han kunne holde til, og malerionsygen ville
utvivlsomt allerede have taget livet af ham, hvis ikke Valt’Er havde været ved
hans side, i fuld gang med at udøve helbredende magi. ”Kobbel” hostede den syge
elver. ”Han har det fint” svarede jeg ham beroligende ”han er i sikkerhed. Jeg
smutter lige hen og kigger til ham og de andre, så bliver du bare her, okay. Du
klarede det godt. Du reddede mit liv, Kryster, ved du godt det?”. Han blinkede
et par gange og blev så atter bevidstløs.
Jeg forlod
elveren og satyren for at løbe hen til fangerne, som jeg straks gav mig til at
befri. Til min skuffelse var hverken Thadrun eller Zok at se nogen steder, og
jeg spurgte Midea, da jeg løsnede hendes bånd som den første. ”De er her”
hviskede hun ivrigt ”jeg har set dem. Bare rolig, de er her, og de er i live”.
Før jeg kunne nå at spørge hende om mere, spænede hun afsted og efterlod mig en
smule bekymret tilbage. Slaget lod måske til at være ovre, men der var stadig
fare på færde, ikke mindst fra vores egne ”allierede”. ”Tash” sagde Kobbel
hæst, men hastigt og desperat ”lyt til mig. Du må stoppe hende. Du må ikke lade
hende finde dem, hun leder efter… hun må ikke komme for nær dem”. ”Hvorfor
det?” spurgte jeg nervøst, imens jeg forsøgte at få øje på Midea i tågen. ”Fordi”
svarede Kobbel ”de er meget syge”.
Jeg nåede
lige præcis at indhente hende, før hun nåede frem til Thadrun og Zok. Sammen
med to eller tre andre fanger var de blevet isoleret fra resten, og de befandt
sig siddende på den hårde jord med ryggen mod en stor dysse, da vi fandt dem. ”Thadrun!”
råbte Midea lykkeligt ved synet af sin elskede, men netop som hun kun var fire
meter fra ham, blev hun pludseligt kastet tilbage. Hun var nemlig løbet lige
ind i min magiske barriere, og fortumlet satte min gamle lærling sig op med en
blodig næse. ”Hvad i…” mumlede hun og kom på benene, imens jeg skyndte mig hen
til hende. ”Lad være, Midea” sagde jeg og tog fat i hendes skuldre ”du må
ikke…”. ”Hvad laver du, Tash?” spurgte hun vredt og puffede mig hårdt i min
sårede side, sådan at jeg faldt i knæ af smerte, og hun trådte atter frem mod
dværgen, blot for endnu en gang at blive stoppet af min barriere. ”Tash!” råbte
hun og vendte sig mod med lynende øjne ”hvad har du gjort?”. ”Vent” kaldte
Thadrun hæst, som om han først nu havde fået øje på hende ”Midea, lad ham
være”. Hun vendte sig mod ham og betragtede ham bekymret i flere sekunder. Han
var meget bleg, som i ligbleg, og hans tøj var pyntet med tykke kager af blod.
Hans eget blod. ”Hvad…” hviskede Midea hæst og stoppede så sig selv ”hvad er
der…”. ”Hævnpest, min kære” hostede Thadrun, imens han kæmpede for at holde
øjnene åbne ”guderne være lovet, nåede du at stikke af, inden vi blev smittet”.
”Nej, nej, nej…” begyndte Midea at mumle, og for hvert ”nej” steg lydniveauet,
indtil hun til sidst skreg ”nej!” en sidste gang. ”Lad mig komme forbi, Tash!”
råbte hun ”ellers gør jeg det selv!”, og med et kraftigt slag kastede hun al sin
magiske styrke mod barrieren.
Et øjeblik
frygtede jeg, at den ville bukke under, men stødet var kun svagt og ”ridsede”
knap nok magien. Midea måtte være alt for træt til at gennemføre en ordentlig
besværgelse som konsekvens af inkvisitorernes fangenskab, tænkte jeg. Det var
også sandt… men kun til en vis grad, viste det sig. ”Midea” hostede Thadrun
chokeret med store vejrtrækningens problemer, og jeg kunne forstå, at der var
noget helt galt. Jeg skyndte mig derfor hen til hendes side lige i tide til at
gribe hende, da hun faldt bagover. Hendes ansigt var dækket af frisk elverblod,
og hendes øjne stirrede tomt ud i luften. ”Rolig nu, rolig…” sagde jeg ude af
stand til at tænke helt klart eller begribe, hvad der var sket, og jeg hørte
atter Thadrun kalde på sin elskede, svagere end nogensinde. Så slog det mig. ”Forbandede
svin” bandede jeg, rystende af had og foragt, idet jeg langsomt lagde Midea på
jorden. Jeg havde hørt om giften før og kendt en alkymist eller to, som forstod
sig på at brygge den, men det var ikke lige faldet mig ind, at inkvisitorerne
kunne finde på at benytte den til at holde styr på deres fanger. Det var en
modbydelige mikstur, en gift, som gav ofret en slem omgang malerionsyge. Efter
kun en enkelt besværgelse var Midea i en lige så ilde tilstand som Kryster, men
denne gang var der ingen venlig satyr til stede. ”Midea” sagde jeg uden nogen
anelse om, hvad jeg skulle gøre, men blot for at sige noget. ”Tash” lød hendes
søvnige svar ”Thadrun, er han…”. Jeg kastede et enkelt blik på dværgen for
hurtigt at konstatere, at han aldrig kom til at åbne sine øjne igen. ”Du sagde,
at jeg skulle være stærk, Tash, og at vi måske ville kunne redde dem”. Hendes
stemme var anklagende og sorgfuld, men hverken vred eller bitter. ”Og du skal
stadig være stærk, Midea” sagde jeg, imens mine øjne løb i vand. ”Hjælp!” råbte
jeg ”hent en læge! En healer! Er der nogen!”, men der kom intet svar. Gennem
tårerne og smerten kunne jeg ikke se meget, men det var tydeligt, at Mideas
tilstand forværredes for hvert sekund, der gik. Hendes smukke øjne lukkede i,
og hendes krop vred sig i smertefulde rystelser. Nej, nej, nej, ikke sådan her, ikke nu tænkte jeg desperat, men
ingen ideer kom til mig. I det fjerne kunne jeg skimte min gamle ven, den hvide
ulv, som stod og observerede os.
”Tash”. Jeg
reagerede ikke. ”Tash Rizzian” hostede stemmen strengt ”hør nu efter, vi har
ikke megen tid”. Jeg vendte blikket mod Zok-Jawa-Qul, som med besvær var kommet
på benene, og som nu stod med ret ryg lige bag den magiske barriere. Den gamle
gobling var smurt ind i både sved og blod, og han så ud til at synge på sidste
vejrs, men alligevel besad hans øjne deres sædvanlige, karakteristiske
trodsighed. ”I min taske” sagde han og pegede på et punkt nogle få meter til
venstre for mig ”sammen med mine noter og de dele, jeg har fundet…”. ”Til
Herroth med dine noter, hun er ved at dø!” klagede jeg vredt. ”… er der et
ekstrakt af zingar rod” fuldendte goblingen sætningen, og forståelsen ramte mig.
Jeg sprang straks mod det udpegede sted og gav mig panisk til at lede efter
tasken, som det tog mig alt for længe om at finde. Da jeg endelig greb den, var
jeg alt andet end forsigtig og kastede alt det ligegyldige indhold ud på jorden,
og i øjeblikket var flasken med ekstrakt det eneste, som ikke var ligegyldigt. Pergament,
blæk, en pung og nogle mærkelige metalrør ramte jorden, og jeg var ligeglad. Til
sidst faldt en lille flaske mod jorden, som jeg lige nåede at gribe, inden den
ramte stenene og knustes.
”Kom så,
Midea, vær stærk, hold ud”. Sådan hviskede jeg til den unge elverkvinde i flere
minutter efter at have hældt flaskens indhold i hende, imens jeg sad med hende
på mit skød og beroligende aede hendes hår. Langsomt blev hendes åndedræt stabilt,
og rystelserne aftog. Da hun blev rolig nok til, at jeg ikke længerede
bekymrede mig om, hvorvidt hun ville overleve, kom jeg atter i tanke om min
gamle mentor. Han stod fortsat bag barrieren, stædig som en statue, og først
der lod det til at ramme mig, at jeg endelig havde fundet ham. Mere end tre år
havde jeg ledt efter ham, og her var vi så ved vejs ende. Enden af hans vej i
hvert fald… hvor længe havde han mon igen? En dag? En time? Få minutter? Jeg
havde knap nok sagt et eneste ord til ham, faktisk havde jeg ikke før nu for
alvor forstået, at han var lige der for øjnene af mig. ”Zok” hilste jeg alt for
sent ”du er her virkelig”. ”For en kort stund endnu i hvert fald” sukkede den
gamle gobling ”klarer hun den?”. Jeg nikkede, og han smilede lettet. ”Godt, godt”
sagde han til sig selv ”så vil du ikke være helt alene tilbage, når jeg nu
efterlader dig”. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Der var så meget, jeg
havde ønsket at spørge om, da jeg havde søgt efter ham. Så mange gåder i
forhold til hans gøremål og rejser. Så mange usagte ting i mellem os. I det
øjeblik kunne jeg ikke finde ordene til at formulere et eneste spørgsmål. ”For
forlade dig det må jeg nu engang gøre, min kære Tash” sagde den gamle gobling
med et accepterende smil ”og min velkomstkomite lader allerede til at være
ankommet. Crymrons Hvide Ulve er kommet for at føre mig nedenunder”. Jeg
kiggede mig rundt, men denne gang var ulvene kun for de døde og døende at se. ”Og
Tash” tilføjede goblingen, imens han satte sig langsomt ned og lukkede øjnene ”jeg
hørte godt, hvad du sagde, men det ville være dejligt, hvis mine noter ikke
fulgte mig til Herroth. Døden er ment til at være fri for arbejde, og det ville
være en tand for ironisk, hvis mit livsværk kom med… Jeg ved godt, at du har
ofret meget for at hjælpe mig, men hvis du er villig til at give mere, så er
det lige der. Det er vigtigt… men jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal gøre.
Det er denne gamle lærer færdig med. Omsider kan jeg trække mig tilbage, selvom
jeg havde forestillet mig det en smule anderledes… men pyt. Giv mine hilsner
til Carina, Claudia og Richaras, når du ser dem igen. Og pas på godt på dig
selv, Tash”. Så holdt den gamle lærers læber op med at bevæge, og ikke et ord
mere passerede hen over dem nogensinde igen. Zok-Jawa-Qul var død, og jeg havde
knap nok nået at sige femten ord til ham.
Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv Afsnit 2 - Vandringsmanden Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs EventyrAfsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron Afsnit 8 - Kryster og Kobbel Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 10 - Gråtårn Afsnit 11 - De røde og de hvide ulve Afsnit 12 - Xenrons Arving
Kommentarer
Send en kommentar