#21 Varhjorten og Nymfen
 |
| Billede af Josephine Lemmergaard |
Fortæller: Dogro Mortus (viderefortalt efter
Rosa Estella)
Periode: Folkeeventyr fra tidlig første
alder
Placering: Nær Ulvedal i Vegarum
Nu vil jeg fortælle
jer en historie, et gammelt elvisk eventyr faktisk, som min gode ven Rosa
fortalte mig, da vi sammen med vores fælles ven Fredegar overnattede under en
gammel stenbro én nat, imens en vred trold løb rundt i uvejret og ledte efter
os. Lang historie. Hun fortalte os i hvert fald dette eventyr, da vi sad der og
frøs i den kolde blæst, og jeg har husket det lige siden for dets besynderlige
natur og historie. Nu må så se, hvor godt jeg husker det:
Der var engang tre unge elvermænd, som var brødre og sønner
af en rig storbonde i Ulvedal. Samtidigt kom deres fader fra en særlig magisk
slægt, for han og hans sønner var alle Starkz-Sarpi, formskiftere af hjortens
skifteslægt. Når de havde brug for at løbe hurtigt, forandrede de sig. Når de
havde brug for at kunne lugte og høre bedre end de andre elvere fra Ulvedal,
fik de ører og snuder som hjorte. Når de kæmpede, voksede de små gevirer på et
øjeblik. Storbondens tre sønner var derfor ikke bare blandt de bedste jægere i
deres by. De var alle andre overlegne.
Dygtige jægere var der også brug for på egnen, skoven nær
deres hjem, den frygtede Ulveskov, var hverken fredelig eller almindelig. Dens
navn kom af de frygtelige uhyrer, som holdt til i den. Ikke bare varulve boede
og jagede der, nej, dette var ulveherrernes hjem, de mægtigste og farligste af
halvblods varulvene, da månen ikke var afgørende for deres forvandling. Den
bestemte de helt selv over.
Men selvom en stor del af skov tilhørte ulvene og uhyrerne,
var den dog heller ikke uden fryd og glæde. Ikke langt fra brødrenes hjem blev
der fortalt historier om en smuk nymfe, som levede i skoven, hvis godhed og
skønhed overgik noget andet levende væsens. Denne fortælling gjorde brødrene og
de mange andre unge mænd i Ulvedal muntre, og de søgte skoven igennem for at
finde hende. Fra denne færd vendte den yngste broder hjem tomhændet og den
mellemste kun med en skramme fra nederlag mod et uhyre. Deres jævnaldrende
venner klarede sig ikke meget bedre. Nej, det var først, da den ældste broder
vendte hjem, at de hørte noget nyt.
Han fortalte ivrigt og stolt om, hvordan han havde fundet
nymfen dybt inde i skoven i en del beboet af forfærdelige uhyrer. Hun var
utvivlsomt deres fange, insisterede den ældste broder, og en mørk trolddom forhindrede
hende i at forlade den. Men hvis uhyrerne kunne blive slået tilbage, og
forbandelsen blive brudt, så ville hun få sin frihed. Da den ældste broder
afsluttede sin beretning, lød bifaldet fra hans brødre og gode venner, som alle
støttede op om forslaget af lignende, selviske årsager.
Den næste morgen red de tre brødre og deres nærmeste venner
så afsted, klædt på til jagt og kamp. Den ældste broder ledte an med sin bue
højt hævet, da han kendte vejen og ønskede at sikre sig ære og hæder. Efterhånden
som de red, blev skoven mørkere og tættere. En frygt lagde sig langsomt over
elverene, men de fortsatte deres fremfærd med ønsket om at se den smukke nymfe
og at redde hende.
De var nået ganske langt ind i skoven, da en lille, mørk
skikkelse kom til syne mellem buske og krat. Den ældste broder kaldte til stop,
og han rettede sin bue truende mod den lille skabning, men den gad ikke engang
kigge op. ”Unge mand” sagde den irriteret ”vil du være god at pege dit våben
andetsteds? Jeg er optaget, og det der forstyrrer mig”. Flere af elverene
åndede lettet op, da de først troede, det var en gammel elver, som havde talt.
De tog fejl. Den lille skikkelse så misdannet ud med forvredne lemmer og en
mørk, grov hud som bark. Klædt i mos og blad stod den og samlede urter der i
skoven, og dens øjne var alvorlige og meget gamle. ”Du taler bedragerisk og
falskt” svarede den ældste broder igen uden at sænke sin bue ”du er en
knortemand, et forfærdeligt uhyre, og du vil straks fortælle os alt, du ved om
nymfens tilfangetagere, hvis du ikke ligefrem selv er en af dem”.
Knortemanden kiggede op med trætte øjne og talte
efterfølgende med en hæs stemme, som grene der knækkede. ”Nymfen har ikke brug
jeres hjælp, så rid hjem, unge mænd. Og tro da ikke, at jeg ønsker nymfen noget
ondt. Hun er god og venlig, og hun behandler folk fornuftigt. I modsætning til
visse andre personer jeg kunne finde på at nævne”. ”Hvor vover du?” sagde den
ældste broder og trak buestrengen tilbage ”var din mund, uhyre!”. Men den
ældste broders arm blev slap, og pilespidsen vendte sig igen mod jorden, da den
mørke skov bag knortemanden pludseligt oplystes som stjernehimlen. Hundredvis
af øjne glimtede i mørket, øjensynligt ikke fra andet end grene, buske og
træer.
”Så er det vist på tide, at I tager videre, unge mænd” sagde
knortemanden med en knirken og en knagen som et gammelt træ i et uvejr ”denne
skov er ikke sikker for børn som jer. Tag hjem og leg, hvor I ikke forstyrrer
nogen”. Den ældste broder kiggede skræmt på havet af øjne foran sig og indså,
at den gamle, rynkede skikkelse ikke var så ufarlig, som han oprindeligt havde
antaget. ”Kom, mine frænder” sagde han ”denne olding ved tydeligvis ikke noget.
Vi drager videre ind i skoven”. Han vendte om og red videre, og de af hans
følge, som ikke allerede var flygtet hjemad, fulgte hurtigt efter ham.
Således rejste rejseselvsskabet bort fra knortemandens
lysning og længere ind i den mørke, dystre skov. Den ældste broder var fyldt
med vrede og ivrighed efter at finde et uhyre, han kunne dræbe. Den mellemste
ønskede at konkurrere med sin ældre broder og vise sit værd efter hans nylige
nederlag til et af skovens uhyrer, der ikke var mange dage gammelt. Men den
yngste var bare bange og ville gerne hjem, men turde ikke sige det højt. Snart
begyndte solen at blive rød, og dagen gik på hæld. Til sidst måtte selv den
ældste broder indrømme, at de måtte udsætte deres søgen til en anden dag, da et
uhyre pludseligt kom til syne længere fremme i skoven.
Det havde bygning som en mand, næsten som en af dem, men det
var alle på andre måder så langt fra en mand som muligt. Uhyrets skind var grønt
og brunt med pletter, og dets øjne store og gule. Det bar simple, beskidte
klæder og havde i hånden en lang pind med en stenspids, der kunne ligne et
spyd. ”En frøling” sagde den ældste broder ved synet af bæstet, og den yngste
broder blev bange. Han havde hørt forfærdelige fortællinger om disse væsner,
mest af alt fra sine to brødre. Ved synet af elverene missede frølingen med
øjnene. ”Hva-ad?” sagde den med en gurglen og vendte spyddet mod dem. Før den
ældste broder kunne nå at handle, hævede den mellemste sit eget spyd og satte i
galop mod bæstet. Han forandrede sig til Starkz-Sarpi og gennemborede uhyrets
hoved med sit spidse våben, hvorefter hans familie og venner hædrede ham med
jubel.
Så drog de alle hjem, for dagen var ovre, og de var
tilfredse med dens udbytte for nu i hvert fald. Den ældste broder havde fået de
andre motiveret, og selvom de måske ikke havde fundet nymfen denne dag, så var
det kun et spørgsmål om tid. Den mellemste broder derimod havde genvundet sin
ære, og alt, der var tilbage for at minde ham om hans tidligere nederlag i
skoven, var nu et sår, som allerede var halvgammelt. Den aften festede de unge
elvere, og mange andre af Ulvedals unge kom til at høre om deres eventyr. Brødrene
og deres venner var endnu ikke gået til hvile, da natten faldt på, og månen
dukkede op på himlen. Det var den nat en skinnende fuldmåne.
Truslen kom ikke udefra, men indefra. Først fik den
mellemste broder det meget dårligt, og man troede, han havde drukket for meget.
Men da hans lillebror kom for at hjælpe, fandt forvandlingen sted. Den næste
morgen kunne de andre elvere have svoret på at have set den mellemste broder
først fremkalde sin slægts form og kræfter for derefter at blive til et
forfærdeligt uhyre. En stor, grum og mørk hjort med skarpe gevirer, som hurtigt
blev blodige. Før nogen kunne nå at handle, var den yngste broder død, og
hjorten var flygtet ind i den mørke skov. Den ældste broder samlede hurtigt
sine venner og sine våben, og så svor han hævn mod uhyret, der indtil da havde
været hans broder. ”Forræder!” råbte han ”bæst, uhyre, vanskabning. Den falske
broder skal dø!”. Men jagten gik ikke efter den ældste broders ønske, og den
nat døde endnu to af hans frænder i jagten mod uhyret. Til sidst drog de
tilbage for natten, imens de hadefuldt lagde planer for den næste dag.
Samme morgen, som omtalte plan skulle udføres, vågnede den
mellemste broder op i den farlige skov, helt alene, såret, nøgen og fortabt. Hans
spyt smagte af blod, og han erindrede ikke noget af, hvad der var hændt natten
før. Kun at have haft forfærdelige drømme om et fælt uhyre som havde angrebet
hans lillebror.
Den mellemste broder fandt så vej hjem til Ulvedal, men der
var ingen lykkelig velkomst, og hvor han havde forventet en forklaring og
venlige ord, fik han først vrede og had, så pile og sten. De drev ham flugt, og
han forsøgte at tale med andre af sine venner eller familiemedlemmer, men det
samme skete igen. Til sidst sneg han sig hjem til sin faders gård i nattens ly,
og her fandt han en begravelse. Først forstod han det ikke, da han betragtede
det hele på afstand, men langsomt vendte minderne tilbage til ham, og han indså,
hvad der var sket. Alligevel var der to kister og ikke én, for ved nyheden om
sin yngste og mest elskede søns dødsfald havde faderen, der var gammel, fået et
hjerteanfald og var selv draget til Herroth. Tilbage som arving stod den ældste
broder, og han svor højt ved ceremonien, så alle inklusiv den mellemste broder
kunne høre det, at han ville finde morderen, sin tidligere broder, og hævne de
døde.
Disse ord skræmte og sårede den mellemste broder, og han
flygtede tilbage til skoven, hvor han gemte sig og græd, imens han håbede på,
at hans broder ville komme til at forstå, at han ikke havde ment at gøre det. At
hans broder ville tilgive ham en dag. Han håbede forgæves.
De følgende måneder var hårde, smertefulde og bitre for den
mellemste broder. Han måtte jage, samle og til tider stjæle for at overleve,
men han turde ikke drage for langt ind i skoven på grund af varulvene, og hver
gang han kom nær bebyggelse uden for skoven, jagede elverene ham væk og kaldte
ham for uhyre. Han blev til Det Store Udyr, en skræmmehistorie for de små, en
konstant frygt for de fleste og et jagtmål for krigerne og jægerne. Hver dag
drog jægere og krigere ind i skoven for at finde udyret og gøre en ende på det,
og hver dag gemte den mellemste broder sig for dem i huler og træer. Men når
fuldmånen kom, var det lige omvendt. Så slog udyret til, og den næste morgen
blev der fundet resterne af de uheldige elvere, som kom i vejen.
Efterhånden som tiden gik, og den mellemste broder blev mere
og mere ensom og bitter, begyndte han at overveje situationen. Han ville aldrig
komme hjem igen, det var klart, for ingen elver i Ulvedal ønskede ham der. Han
var farlig og kunne ikke kontrolleres. Han var et uhyre. Det begyndte den
mellemste broder langsomt at acceptere og senere at tage til sig. ”Hvis de
kalder mig for Det Store Udyr” sagde han til sig selv ”så vil jeg være Det
Store Udyr. Når elverene ikke vil have mig, så vil de andre uhyrer det måske”. Med
denne tanke besluttede han sig så og drog langt ind i Ulveskoven for at finde
dens farligste uhyrer. For at finde varulvene, for at finde ulveherrerne.
Den mellemste broder havde selvfølgelig hørt historierne
ligesom alle de andre fra Ulvedal om de frygtelige ulveherrer, som kunne
afgøre, hvornår de forvandlede sig, fordi de havde accepteret deres natur, og
at der var et uhyre i dem. Dette ønskede den mellemste broder, men mest af alt
ønskede han selskab og en ny familie. Han var derfor håbefuld, da han omsider
fandt ulveherrernes skjulte by dybt inde i skoven. Her blev han ført ind i
tronsalen, hvor han knælede for ulvenes konge, den mægtige Gazalon. Han svor
straks troskab til kongen og ulveherrerne, hvis blot han måtte blive en af dem.
Slutte sig til deres rækker, så han kunne lære deres formskiftningskunst.
Men Gazalon og de andre ulveherrer lo blot af den mellemste
broder. ”Du er ingen ulv” hånede kongen ham ”en barra-mar eller felin kunne vi
måske acceptere, for de er drabelige jægere. Men du er intet rovdyr. Blot en
Starkz-Sarpi. Et bytte. En sølle hjort som var uheldig nok til at overleve et bid
fra en af vores. Du er et misfoster. En usling. En skamplet på vores ære og
navn, og det vil der blive rettet op på”.
Med disse ord greb varulvene den mellemste broder, som de i
spot kaldte for ”varhjort”, og smed ham ud i skoven, så de kunne jage ham. Den
mellemste broder løb alt, hvad han kunne, imens ulvene hylede, ivrige af
blodrus. Han nåede ikke langt, før en stor, sort varulv indhentede ham, og uden
nogen måde at forsvare sig på blev varhjorten flænset og flået og smidt døende
i skovbunden. Men netop som en varulv skulle til at afslutte det, fløj en stor
træstamme ud af mørket og sendte den flyvende bagud med en brækket, blodig
snude.
Mange timer senere vågnede den mellemste broder op i en
lille lysning med ondt i hovedet og øm krop. Over ham sad en lille skikkelse
med barket hud, han først ikke genkendte, men så slog det ham. ”Lig stille”
sagde knortemanden, som havde inspiceret og plejet hans sår med sine urter og
miksturer. ”Du reddede mit liv” sagde den mellemste broder overrasket, og hans
hjerte sank til bunds ”du reddede mig fra varulvene”. ”Faktisk” rettede
knortemanden ham og pegede op ”så reddede han dig fra varulvene. Jeg reddede
dig bare fra at forbløde”. Den gamle alkymists rynkede finger var peget mod et
stort træ, hvis stamme var så tyk som to køer. Men det var ikke et træ, indså
den mellemste broder, da han fik øje på et sæt store, dybe øjne og to arme,
brede arme ned langs siden. Det var en leshy, en anden skrækhistorie de tre
brødrene havde fået fortalt som lille.
Uden at vide hvordan han skulle takke sine redningsmænd,
forblev den mellemste broder helt tavs, men en endnu større del af det kom fra
skam. Disse væsner, som han tidligere havde tænkt på som uhyrer, havde reddet
hans liv, hvor selv hans egen broder foragtede ham. Men de vidste måske ikke,
hvad han i sandhed var. Imens han tænkte dette igennem, gik knortemanden i gang
med at se til sin anden patient, og den mellemste broders mave snurrede sig
sammen, da han genkendte frølingens skrøbelige skikkelse. Den kiggede skræmt op
på ham med sine store, gule frøøjne. ”Ne-ej” sagde den bange ”nå-åde, nå-ade”. ”Han
skader dig ikke” sagde knortemanden ”ikke hvis han ved, hvad der er bedst for
ham selv”.
Så så den mellemste broder til, imens hans redningsmand
tilså hans offers sår, og han genkendte arret, hvor hans eget spyd havde
gennemboret den triste skabning. ”Hvorfor hjalp I mig?” spurgte han, da
knortemanden blev færdig med frølingen ”efter hvad jeg har gjort? Jeg er et
uhyre og en morder… men jeg vil stadig ikke hjælpe jer med at holde nymfen
fanget, hvis det er, hvad I tror”. ”Skal jeg virkeligt gentage mig selv, unge
hjort?” sagde knortemanden ”jeg ønsker ikke nymfen noget ondt, for hun er både
god og venlig. Hvis ikke for hende, ville jeg selv været død for mange år
siden”. ”Men uhyret” sagde den mellemste broder og pegede på frølingen. ”Og
hvad helt præcist ved du måske om frølinger, unge hjort?” spurgte knortemanden
”kaldte du måske ikke mig for uhyre, da vi mødtes i skoven mange måner tilbage?
Hvad siger du selv til det nu? Vil du nu kalde mig et uhyre, efter hvad jeg har
gjort for dig? Eller den gode leshy bag dig?”. Den mellemste broder kiggede
først på den lille, rynkede alkymist og så på den store, grove skabning, der
havde reddet hans skind fra varulvenes kløer og tænder.
”Hvilken ret har jeg
til at dømme dem?” spurgte varhjorten sig selv ”når jeg selv er et uhyre langt værre og fælere”. ”Jeg ved ikke
noget” svarede han, og knortemanden nikkede. ”Ganske rigtigt, unge hjort, du
ved ikke noget. Det er problemet med I unge folk. I lytter kun nok til de gamle
til, at I kan få en lille bid af den fulde historie, og så spurter I afsted,
før I forstår sammenhængen. I har alt for travlt med at komme i gang med det
hele. Hvis du og dine brødre nu havde lyttet grundigere til historierne og kigget
nærmere på sagen, inden I drog ud for at finde nymfen, så ville I have forstået
hende bedre. Så ville I vide, at frølingerne kun bor sammen med nymfen, fordi
de er hendes vogtere, men uden at hun er deres fange. De er hendes folk, og hun
er deres leder. De er på hendes side. De der tilbage af dem i hvert fald, for
de unge fra jeres by har ligesom du selv skadet og dræbt mange af frølingerne”.
Den mellemste broder så igen på frølingen og følte en stor,
altopslugende skam. ”Hvorfor reddede I mig så?” spurgte han igen. ”Fordi kampen
ikke er ovre, unge hjort” svarede knortemanden ”og fordi det ikke er min rolle
at dømme og beslutte den slags. Jeg helbreder de sårede og de syge, det er alt.
Måske vil du endda komme til at spille en rolle. For alvor i nymfens navn denne
gang”. Med disse ord gav den rynkede skabning sig til at pakke lejren sammen,
og leshyen samlede frølingen op i sine store arme. ”Kom med os” sagde
knortemanden til den mellemste broder ”og så vil vi føre dig til nymfen, så hun
kan få lov at afgøre din skæbne”.
De vandrede så gennem skoven af skjulte stier, ingen af
elverene havde kendt, og snart kom de til en lille samling af små runde hytter.
En flok af frølinger bevæbnede med træspyd mødte dem, mange af dem var sårede
og så trætte ud. Efter få ord fra knortemanden fik den lille flok lov at
passere, selv den mellemste broder. En tung stemning hang over den lille
landsby, for selvom at den ældste broder og hans følge endnu ikke havde fundet
den, så han havde mange gange været tæt på, og mange frølinger var døde i
kampen. Den ældste broder havde fortsat de samme årsager til at søge nymfen,
men han var nu også vred på nymfens vogtere, da flere elvere var døde i
kampene. Desuden mistænkte han, at den mørke trolddom bag dem og nymfens
tilfangetagelse også havde været bag hans broders forvandling, og en lille del
af ham håbede på, at hans broder ville blive rask, hvis blot nymfen blev
befriet.
Midt i landsbyen fandt de hende, som hun stod der omgivet af
sit folk, frølingerne, sit hof, dryaderne og sine allierede, satyrerne og
koboldene. Alle skovens væsner var samlet under hendes banner, for sagen var af
største alvor og berørte dem alle. Desuden elskede de alle nymfen, og de
skyldte hende deres hjælp for alle de gange, hun havde skænket dem sin. Også én
enkelt af skovens herskere, en af de gamle bjørne, en af tabarra, var mødt op.
Alligevel var nymfens smukke træk bekymrede og svækkede, det kunne den
mellemste broder se, der ellers aldrig havde mødt hende før. Men hun var stadig
smuk som beskrevet, og hendes træk var en afspejling af selve skoven. Hendes
hår mørkt og brunt som blade, hendes hud lettere grøn som mos, og hendes ører
var spidse som torne. Da den mellemste broder så hende, faldt han hurtigt i knæ
af både en overvældende respekt og kærlighed, men også fordi han følte sig
lille i hendes nærvær. Han, et uhyre og en morder, var ikke værdig til at
betragte hende, og derfor rettede han blikket mod jorden.
”Deres højhed” sagde han ”skovens herskerinde, jeg bøjer mig
i græsset for dem, og jeg tilstår mine synder. Et forfærdeligt uhyre er jeg, og
jeg fortjener ikke andet end døden”. Nymfen lagde sin elegante hånd på hans
hoved, og da hun talte var det med en stemme, som både var blid og bestemmende
på samme tid. Den rummede venlighed og kærlighed for alle levende væsner, men
den kunne også blive streng og hård, hvis det skulle blive nødvendigt. ”Du er
forbandet, unge hjort. En varulv bed dig og forvrængede din form ved alle
fuldmåner. Du er intet uhyre, men et offer”. ”Jeg var et uhyre før min forvandling”
svarede den mellemste broder ”for jeg angreb og stak et af dit folk med mit
spyd. Jeg ville have dræbt dem alle, hvis muligheden havde budt sig”. ”Du har
ganske vist gjort en ugerning, unge hjort” sagde nymfen alvorligt, men med nåde
i stemmen ”egentligt er du ikke en morder, for målet overlevede dit spyd.
Alligevel var din intention mord, og det vil du blive nødt til at bære i dit
hjerte. Du skal blot huske på, at du ikke vidste bedre. Som et barn du tænkte,
og som et barn du handlede deraf. Din sag er ikke let, unge hjort, men jeg skal
nok dømme retfærdigt”.
”I så fald beder jeg om nåde” sagde den mellemste broder
”jeg fortjener det måske ikke, men jeg vil gerne benådes med en hurtig død. Min
yngre broder ligger død på grund af mig, uhyre eller ej, og jeg har travlt med
at komme til Herroth for at forklare og undskylde”. Nymfen betragtede
tankefuldt den mellemste broder et øjeblik, før hun atter talte. ”Din tid er
endnu ikke kommet, unge hjort” sagde hun ”og i alt fald har du ikke fortjent
døden. Nej, du er ikke fortabt, og du skal i stedet få en chance for at gøre
noget godt, hvis du er villig til at lytte”. Den mellemste broder nikkede
overrasket, uden at sige noget. ”De unge af dit folk har søgt efter mig i over
et århundrede, og jeg har undgået dem for at holde mit folk i sikkerhed”
begyndte nymfen at fortælle ”men da din broder alligevel kom tæt på at finde
landsbyen, viste jeg mig for ham og forsøgte at forklare. Jeg fortalte, at jeg
ikke var i problemer, og at jeg helst ville lades være i fred. Mine ord var
spildt på ham. Han mente, at jeg måtte være under en mørk trolddom, at en
forbandelse fik mig til at sige sådan, og så samlede han sine folk for at finde
os. Han er nu ganske nær at have fundet landsbyen, og jeg har besluttet mig
for, at vi må flytte væk for at undgå dem. Det er den eneste måde, hvorpå vi
kan undgå yderligere død og måske endda krig, for din broder vil ikke lytte til
fornuft, og selv hvis han skulle opgive at finde os, så ville der ikke gå
længe, før en ny af dit folk begyndte en søgen efter mig med tåbelige ideer og
håb”.
Her begyndte den gamle bjørn, tabaraen, at tale. ”Det skal
blive, som du ønsker, min gode datter af Syndor” sagde den ”og vi har sikret et
nyt hjem til dit folk, men vi må handle hurtigt, for jeg frygter, at dine
fjender er på vej, og at de har mord i sindet”. Men netop som bjørnen blev
færdig med at tale, løb en ung kobold ind i landsbyen. ”De er her! De er her!”
råbte hun ”åh nej, de har fundet os!”. Panik spredte sig straks blandt skovens
væsner, men bjørnen og nymfen fik dem hurtigt beroliget igen. ”Så er det på tide
at drage af sted” sagde bjørnen ”så hurtigt som muligt, hvis ikke det allerede
er for sent”. ”Rejs nu” svarede nymfen ham ”skynd jer at komme undervejs mod
vort nye hjem. I kan dog ikke slippe væk, hvis elverene er i hælene på jer, så
jeg vil købe jer den nødvendige tid”.
Flere af hendes folk protesterede, men med et hårdt og
kommanderende blik gjorde nymfen dem tavse. ”Hvad med elveren?” spurgte en
enkelt satyr bekymret ”vi kan da ikke tage ham med os”. ”Det skal I heller ikke”
svarede hun ”for han vil drage med mig, idet jeg en sidste gang vil forsøge at
tale hans broder og de andre elvere til fornuft”. Nye protester lød, og præcist
som tidligere døde de hen igen efter få sekunder. Naturvæsnerne gik i gang med
at samle deres sidste ting sammen med stor hast, og så ledte bjørnen dem ellers
af sted. ”Unge hjort” sagde nymfen til den mellemste broder, imens det foregik ”jeg
snakkede om en rolle at spille, og det må så blive denne. Din broder har fundet
os tidligere, end jeg havde forventet, men senere end jeg havde frygtet. Jeg må
forsøge at tale med ham en sidste gang og få ham til at forstå. Hvis det så
ikke virker, må jeg forsøge at gøre, hvad jeg ellers kan for at holde ham fra
at nå mit folk, og jeg kan komme til at få brug for din hjælp hvad enten til
den ene eller den anden handling”. Den mellemste broder bukkede for nymfen og
sagde så: ”Jeg er beæret og taknemmelig for din nåde, men jeg ved ikke, hvor
stor en hjælp jeg vil være til. Min broder ønsker at se mig død og resten af
min by ligeså. De kalder mig for Udyr og uhyre, og det er ikke uden grund.
Alligevel vil jeg gøre, hvad jeg kan, for jeg ønsker ikke nogen skade til at
ske på hverken Dem eller mine gamle venner”.
Så vandrede de altså tilbage af den hemmelige sti, og ikke
langt fra landsbyen blev de mødt af synet af en mindre elverhær. De var alle
bevæbnede med enten buer, sværd, økser eller spyd, og mange af dem bar
rustning. Ikke blot de unge og de eventyrlystne havde efterhånden sluttet sig
til den ældste broders følge, nej, han havde samlet mange af byens krigere og
endda hyret enhver, der manglede penge, og som kunne håndtere et våben. ”Vi er
tæt på fængslet, hvor uhyrerne bor og holder hende fanget” hørte den unge hjort
sin ældre broder råbe, imens han gemte sig bag et træ. ”Vi kommer snart til at
dræbe udyret og befri den skønne nymfe, og så vil freden atter vende tilbage
til vort hjem”. Nymfen fortalte den unge hjort, at han skulle forblive, hvor
han var for nu, og så trådte hun ellers ind i lysningen til elverene.
Overraskelse og chok lød fra alle sider, da hun pludseligt
kom til syne, og flere af elverene faldt på knæ for hende. ”Vi har gjort det”
var der en, som sagde ”vi fandt hende”. Men den ældste broder var mistænksom
som tidligere. ”Min gode frøken af skoven” sagde han alvorligt ”nu viser du dig
atter for mig, som jeg længe har ønsket og bedt til guderne om. Denne gang skal
jeg nok opfylde det løfte, jeg gav dig sidste gang, for i dag kommer din
frihed. Så snart vi har besejret den onde trolddoms skaber, vil du blive fri”. ”Men
jeg er allerede fri” svarede nymfen ham igen ”og den eneste trussel imod mig
består af jer. I kommer ind i skoven og dræber mine tjenere i, hvad I påstår at
være mit navn. Præcis som jeg fortalte dig tidligere, så er jeg ikke fanget af
nogen. Drag hjem med jer, elvere, og så vil der endnu være en mulighed for fred”.
En mumlen løb mellem elverene, og med den kom usikkerhed, og
derefter fulgte tvivl. Havde den ældste broder ikke handlet hurtigt og fået
sine lejesvende til at skabe stilhed, så ville mange af elverene nok have taget
hjem. ”Hun taler af falskhed, gode folk” sagde han ”men det er ikke af hendes
eget sind. Trolddommen og forbandelsen, som ligger over skoven og hende,
fordrejer den skønnes nymfes ord og gør dem forræderiske. Lad os nu drage
videre, så vi kan få afsluttet denne sag”. Men da han forsøgte at ride fremad,
stoppede hans ganger pludseligt op i skoven og ville ikke rykke sig ud af
flækken. ”Hvad for noget?” sagde den ældste broder ”ond trolddom”. Så sprang
han af hestens ryg og satte en pil på sin buestreng. ”Det var ingen ond
trolddom” sagde nymfen ”blot mig, for hvad, jeg siger, er sandt, og I vil ikke
gå videre herfra”. Den ældste broder ignorerede hende fortsat og opfordrede
sine folk til at stige ned fra hestene, så de kunne gå det sidste stykke. ”Jeg
vil ikke tillade, at I kommer videre” sagde nymfen, men den ældste broder gik
blot lige forbi hende, og snart genvandt hans krigere modet.
Han nåede dog ikke mange skridt forbi nymfen, før et stort,
gyldenbrunt bæst sprang på ham med kløer og næb. Det var nymfen, der havde
forvandlet sig til en grif, så hun kunne holde de invaderende tilbage, og
hendes folk kunne slippe bort. Men den ældste broder var en dygtig jæger og
kriger, og han forstod desuden ikke, at der var nymfen, der havde angrebet ham.
Han fremkaldte hurtigt sin slægts kræfter og affyrede så pil efter pil mod
griffen. Han vandt hurtigt overhånden i kampen, og nymfen led skade efter
skade. For hver skramme elveren modtog, fik hun to pile igen, og da det
endeligt lykkedes hende at knække hans bue i to, trak den ældste broder i
stedet sit sværd. Kampen varede længe, og de kæmpede begge vildt og drabeligt,
men i sidste ende kunne der kun være en vinder. Da griffen til sidst faldt til
jorden, løftede den ældste broder sejrrigt sit sværd mod himlen. ”Lad det være
et eksempel på min magt, på vores magt” sagde han ”og lad det vise, at disse
uhyrer kan besejres”. Så stak han forud med sværdet for at gennembore griffens
hjerte, men da han kiggede ned, fik han i stedet øje på sin broders blodige
skikkelse.
Den unge hjort havde hidkaldt Starkz-Sarpiernes kræfter, da
kampens udfald blev tydeligt for ham, og så var han ellers spænet frem og var
sprunget ind mellem sin broder og nymfen for at redde hende. ”Dig” sagde den
ældste broder overrasket og gav slip sværdet for at vakle tilbage. ”Du er
virkeligt på uhyrernes side”. ”Nej” hostede den unge hjort svagt og faldt i
knæ, imens hans hjerteblod flød. ”Det er du”. Bag ham genvandt nymfen sin sande
form, som nu var skadet og havde dybe sår mange steder på kroppen. Langsomt kom
hun på benene, imens de andre elvere alle trådte skræmte tilbage med forvirrede
og skamfulde miner. ”Jeg fortalte dig sandheden” sagde hun til den ældste
broder ”der er intet for dig her i skoven. Intet truer mig andet dig selv og
dine. Betragt nu, hvad du har gjort, og retfærdiggør det for dig selv og dit
folk”.
Med disse ord vendte først en, så to, så tre og snart alle
elverene om og flygtede tilbage, hvor de var kommet fra. Kun den ældste broder
blev tilbage, men han var faldet i knæ, da han ikke kunne klare synet af sin
døende broder eller den sårede nymfe. Resultaterne af hans gerninger. ”Jeg
troede…” sagde han, men kunne ikke fuldende sin sætning ”hvad har jeg gjort?”. ”Ikke
andet end skade” svarede nymfen ”og selvom dine intentioner på ydersiden har
været sande og gode, så var det andre tanker, der drev dig. Først lyst og en
tørst for hæder. Senere hævn. Gå hjem med dig og bliv der resten af dine dage,
så du kan tænke over, hvad du har gjort, og lede efter en måde at gøre bod for
dine handlinger”. Den ældste broder var dog endnu ikke villig til at gå, og han
kiggede med smerte i blikket på sin sårede broder. ”Gå, sagde jeg” gentog
nymfen ”og kom ikke tilbage. Den unge hjort er i mine hænder, og jeg skal gøre,
hvad jeg kan for ham”. Endelig gjorde den ældste broder, som der blev sagt, og
stak halen mellem benene for at komme hjem til Ulvedal så hurtigt som muligt.
Aldrig igen i sit liv drog han ind i skoven, og han skadede heller ikke et
eneste levende væsen nogensinde igen.
Da han var gået, lagde nymfen en hånd på den unge hjorts sår
og talte beroligende til ham. Hun tilgav ham der for de synder og skader, han
havde udøvet mod hendes folk både som elver og senere som udyret, og han fandt
omsider fred i sindet som den unge hjort, ikke et uhyre og ikke en morder.
Andre historier
Kommentarer
Send en kommentar