#49 Familie er Noget Værre Noget
Morgenen den 8. Qos 1077AA i
Braldirborg, Smedens Datter
”Sikke en fin korridor I har
derude” kommenterede Arolnar, da Faros hurtigt lukkede døren efter
sig. ”Den kunne jeg faktisk godt tænke mig at tage et kig på, når
vi er færdige her. Dette rum er begyndt at kede mig”. ”Ikke tale
om” lød svaret. Bageren smilede. ”I kan da ikke bare holde mig
herinde”. ”Åh, vi både kan og vil” sagde Faros. ”Og hvad nu
hvis jeg skulle føle trangen til at besøge jeres latrin?”. ”Jeg
kan få arrangeret en spand”. ”Virkelig?” fnøs Arolnar ”jeg
troede, I skulle forestille at være de moralske typer”. ”Og du
skal forestille at være vores informant” svarede Faros ham igen
”men indtil videre har du ikke sagt et ord. Hvis du gerne vil have
den mindste mulighed for på et tidspunkt i fremtiden at få de der
ønskede latrin besøg, så må du hellere komme i gang med at
snakke”. ”Tja...” sukkede Arolnar ”det må jeg vel hellere.
Lad os nu se, om jeg ikke kan finde det rette fortælletempo, så jeg
bliver færdig omtrent samtidigt med, at I får løst jeres lille
børneproblem. I har alligevel ikke tænkt jer at lukke mig ud herfra
før det, har jeg ikke ret? Åh, se dog ikke så overrasket ud.
Ungerne larmer, og jeg har ærlig talt ikke bedre ting at tage mig
til end at lytte... trist, ikke sandt?”. Faros satte Arolnars mad
hårdt fra sig på rummets ene lille bord og sendte ham så et
truende blik. ”Hvis du så meget som overvejer at gøre noget...”.
”Så åbner du mit kranium og benytter indholdet til at fodre dine
fisk eller sådan noget, det ved jeg, det ved jeg” sagde Arolnar
ligegyldigt. ”Også det” kommenterede Faros ”men først giver
jeg dig en privat koncert med alle Hughard Halletts største
klassikere”. Ved denne trussel blev Bageren bleg. ”Du vover”.
”Ja, jeg vover”. Arolnar bed tænderne sammen, og en rystelse gik
gennem ham til Faros' overraskelse, men han tog sig så sammen og
talte med en kontrolleret og høflig stemme. ”Altså nu fortalte
jeg bare, at jeg havde hørt visse ting ud af respekt for dig, så du
vidste, hvordan landet lå. Jeg kunne sagtens have holdt det for mig
selv”. ”Naturligvis” brummede Faros mistænksomt. ”Hvad med
at vi springer denne del over og går direkte videre til årsagen bag
dit ophold her?”. ”Det lyder... acceptabelt” sagde Bageren
overvejende, hvorefter han satte sig ved det lille bord og begyndte
at spise, imens han fortalte.
”Så, du vil gerne vide lidt om
Gwora, ikke rigtigt? Det var i hvert, hvad du spurgte mig om, lige
efter du fandt sedlen blandt mine varer i Thornas hænder. Jeg er
bange for, at jeg var lidt privat på området den gang. Det var
trods alt ikke min hensigt, at du skulle få fingre i varerne, så du
må tilgive mig, hvis jeg var lidt... knotten og eller sindssyg. Men
hvem er Gwora? Tja, for at gøre en lang historie kort, så lad os
bare sige, at hun er den ledeste karrierekvinde, olddværgene har at
byde på. Ingen står i vejen for hendes ambitioner, selv ikke
familie eller venner. Hvis hun altså havde nogen tilbage. Før i
tiden arbejdede hun i Mugball på at undersøge effekterne af
fortyndet formic-blod, men det lykkedes aldrig for hende at fuldføre
konceptet. Derfor tænkte jeg, at den bedrift måske ville tiltrække
hendes opmærksomhed”. ”Og hvorfor er du så opsat på at slå
hende ihjel helt præcist?” spurgte Faros. ”Jeg har mine årsager”
svarede Arolnar vagt, idet han tog endnu en mundfuld mad. Krigeren
sendte ham et utilfreds blik, og alkymisten skyndte sig at tilføje
”hun tog noget meget vigtigt fra mig for adskillige år tilbage,
men lad nu være med at afbryde mig, hvis du gider høre, hvad jeg
har at sige. Så, Gwora, hun er opsat på et eneste mål. At blive
den vigtigste olddværg af dem alle, nemlig Overprofessoren”.
Faros vidste ikke alt for meget om
olddværgenes hemmelighedsfulde samfund, men det var alligevel klart
for ham den magt, som Overprofessoren havde. På ydersiden så det
måske ikke ud til, at olddværgene havde så meget at skulle have
sagt, men al videnskaben og opfindelserne, som dværgene var så
kendte for, havde oprindelse i deres underjordiske laboratorier og
smedjer. Alle de bedste og klogeste mekanikere og videnskabsfolk blev
sendt derned, og det var slet ikke alle de store opdagelser, der
nåede op til overfladen igen lige med det samme. Troede man på
rygterne, så var olddværgenes underjordiske samfund som regel et
par århundreder længere fremme på det teknologiske område end
resten af Mortlan, og Overprofessoren forhandlede med dinoren om,
hvornår diverse opdagelser blev overdraget til resten af dværgene.
”Men hvad har alt dette med disse
mechai væsner at gøre?” spurgte Faros. ”Alt” svarede Arolnar
med munden fuld af brød. ”Hun har opbygget det meste af sin plan
omkring dem. Omkring deres oprør”. ”Deres oprør” gentog Faros
hult, imens ordenes betydning langsomt gik op for ham. ”Lige
præcis” sagde Bageren med et smil og et alt sigende blik.
”Velkommen til Zrulf, dværgenes mægtige rige. Bygget af vores
helt egne trælle, som belejligt nok ikke er inkluderet i Thorhall
Traktaten på grund af deres ukendthed og hemmelige eksistens. Vores
videnskabsfolk bryder ikke loven, for nej, de har bare skabt deres
helt egen slaverace i stedet, så man undgår den slags papirarbejde.
Og krigene naturligvis, dem må man ikke glemme. Overvej engang den
pudsige situation. Kolonikrigen begyndte, da elwariske kolonister i
hemmelighed havde forsat slaveriet, efter Thorhall Traktaten blev
underskrevet, men havde nogen blot taget et kig under jorden her i
vores skønne land, så ville problemerne været opstået meget
tidligere. Belejligt nok løb Elwar med skandalen”.
”Forventer du virkeligt, at jeg
skal tro på det. At der findes en hel race af hemmelige væsner i
trælskab til olddværgene?” spurgte Faros i et forsøg på at lyde
mere skeptisk, end han i virkeligheden var. Arolnar var måske ikke
den mest pålidelige kilde i verden, men hvad, han havde sagt, stemte
overens med det, han selv havde set på rejsen tilbage fra Rlatos.
Olddværgene var også kendt for deres hemmeligheder, noget de selv
tog en stor stolthed i. På den anden side lød dette måske lige
lovligt overdrevet. ”Håber i hvert fald” svarede Bageren
henkastet, idet han færdiggjorde sin mad og sprang tilbage på
sengen. ”Tro er en finurlig ting, især når man forholder sig til
en kendt løgners udsagn. Men du misforstår noget. Mechai er ikke
kun olddværgenes hemmelighed. Jeg kan love dig for, at mange andre
indflydelsesrige folk kender til dem, men foretrækker at kigge bort
og ikke tænkte for meget over det. Du kunne tage og spørge Mågens,
hvis han ellers stadigvæk levede... Nogle gange bidrager moraldrevne
genovervejelser heller ikke til med andet end bøvl. Uanset om du så
vælger at tro på mig eller ej, så vil du snart erfare, at jeg
taler snart. Om ganske kort tid begynder det, kan jeg forestille
mig”. ”Det oprør du nævnte?” gættede Faros, og Arolnar
nikkede bekræftende. ”Lige præcis. Elwanor-Krisen fandt sted for
næsten trehundrede år siden, men nu er vi åbenbart tilbage ved den
gamle sag igen. Lad frihedens horn høres over hele landet. Fra hvert
eneste jordhul og grav kommer de snart, og undergrundens fanger vil
flygte mod dagens lys. Det skal nok blive interessant at se deres
reaktioner, når de kommer ud af hulen og undslipper
skyggebilledernes verden. Mon det bliver for meget for dem? Der er en
stor smuk verden derude, altså når vi ikke lige har travlt med at
ødelægge den, når vi ellers bekriger hinanden, som bare venter på
at blive udforsket af dem”. ”Du er tosset” kommenterede Faros
usikkert. Han var tør i halsen og vidste ikke, hvad han skulle
tænkte om alt det, Arolnar havde fortalt ham.
”Jeg er ikke helt rask” erkendte
Bageren henkastet og slikkede madrester af fingrene ”det
accepterede jeg for mange år siden. Men fantasifostre og
hallucinationer har aldrig været mit krus øl. Du så en mechai. En
herold af revolutionen måske. Og snart vil alle komme til at se dem,
når de kravler, kryber og kæmper sig op fra underverdenen. Ikke
længe nu, det er jeg vis på”. ”Hvis det her bare er noget, du
finder på” truede Faros gnavent ”så skal jeg nok levere dig til
denne Gwora helt personligt”. ”Lige præcis” fnøs Arolnar ”så
hvorfor skulle jeg lyve over for dig?”.
Samtidigt på Manwes værelse
Elveren kunne mærke søvnen nærme
sig, men han nægtede fortsat at give efter. Ikke nu. Ikke når han
var så tæt på. Han var næsten sikker på, at han i det fjerne
kunne ane stemmen fra tidligere... ”Manwe, hvad laver du?”.
Odderens spørgsmål vækkede ham brat, og han forsøgte desperat at
skjule masken, imens han gabte højlydt, og værelset roterede rundt
om ham for hans søvnige blik. Lad os bare sige, at det ikke lykkedes
helt, som Manwe ønskede det. ”Hvad er...” begyndte Za-Sien
overrasket, men blev så dybt seriøs, da han genkendte masken. ”Hvor
har du den fra, Manwe?”. Elveren svarede ikke, men vendte Den
Ensomme Skygges maske i sine hænder, som om han slet ikke havde hørt
odderen. ”Manwe?” gentog Za-Sien, denne gang en del hårdere, og
han lagde en stram pote på elverens skulder. ”Manwe, kan du høre
mig?”. ”Selvfølgelig kan jeg høre dig” lød det irritable
svar. ”Undskyld, jeg er bare lidt søvnig”. ”Nej, du har
øjensynligt haft for travlt med at sidde herinde og stirre på den
der ting hele natten” bemærkede odderen anklagende. ”Hvorfor
fortalte du os ikke, at du fandt den? Hvorfor fortalte du mig det
ikke?”. ”Jeg...” svarede Manwe langsomt ”jeg var bange for,
hvordan I ville reagere”. En kort stilhed fulgte, hvori elverens
trætte blik hvilede på vennen. ”Du var bange for at miste den”
konkluderede Za-Sien. ”Det forstår jeg godt. Med alt det
mærkelige, der er sket, kan det være godt at have noget fysisk, man
kan holde fast i”. ”Det er mere end det” sagde Manwe, nu
pludseligt lysvågen. ”Hvordan mere?”. ”Det er svært at
forklare” sagde elveren langsomt, men ivrigt. ”Da jeg første
gang rørte masken, var det som om... som jeg blev ramt af et eller
andet. En eller anden kraft”. Odderen rettede et mistænksomt blik
mod masken. ”Manwe” sagde han langsomt ”hvis der hviler en
forbandelse eller noget lignende i...”. ”Sådan er det slet ikke”
afbrød elveren ham ”nej, det var ikke magi som sådan... ikke på
den måde. Nej, det var noget andet. Et minde”. ”Et minde?”
sagde odderen nysgerrigt, men lige så mistænksomt. ”Hvilken slags
minde, og hvem tilhørte det?”. ”Min far gætter jeg på”
svarede Manwe ”jeg ved ikke, hvornår det foregik, men det var ikke
helt nyt... for jeg var med i det”. ”Du var i det?” udbrød
odderen overrasket. ”Som en lille dreng” nikkede Manwe. ”Men
det er ikke alt... min moder var der også, jeg genkendte hendes
stemme... Za-Sien, jeg så min familie”.
På en markedsplads, andetsteds i
byen
Vagtkaptajn Tjarn hilste med et nik
på et par velkendte byvagter, der passerede forbi bænken, hvor han
sad og hvilede sig. Det var midt på dagen, og markedspladsen var
fuld af liv. Der blev solgt, der blev købt. Der blev råbt, og der
blev skrålet. ”Skulle du ikke forestille at være en trænet
byvagt?”. Tjarn sukkede opgivende ved den pludselige
tilstedeværelse af Marintra ved hans side. ”Og goddag til dig”
sagde han tørt ”du er sent på den”. ”Jeg havde travlt”
svarede hun vagt ”med at stjæle, myrde og fornærme adelige.
Forbryderting, ved du nok”. ”Vil du ikke nok lade være med det
der?” sagde Tjarn irriteret. ”Jeg tilkaldte dig af vigtige
årsager, så jeg ville sætte pris på det, hvis du ville tage det
her alvorligt”. ”Det gør jeg skam” svarede Marintra ham igen
”men hvis vi har et problem med attitude, så er du selv skyld i
det. Lad mig lige få en ting på det rene her. Jeg arbejdede ikke
for Dinor Mågens, og jeg arbejder ikke for dig. Det gør ingen af
os”. Tjarn blev tavs, og Marintra kunne se på ham, at han
overvejede sine muligheder med omhu. ”Da aftalen i sin tid dukkede
op, blev der foreslået en alliance af en art. Det var alt”
fortsatte hun ”alligevel kommer du til os efter hjælp gang på
gang. Du truer Faros, og du får to af mine folk såret, ja faktisk
er du heldig, at de ikke døde for at redde dit sølle skind. I så
fald ville du allerede være nede for at hilse på din bedstemor, det
kan jeg godt love dig for”. ”Vi... Dinoren skaffede jer adgang
til Baldan” sagde Tjarn stædigt, og Marintra fnøs som svar.
”Mange måneder siden. Hvad har I gjort for os sidenhen?”.
Vagtkaptajnen betragtede hende overvejende i flere sekunder og åbnede
til sidst munden. Men før han nåede at sige noget, afbrød Marintra
ham endnu en gang. ”Hvis noget i stil med 'Gjortnal er også jeres
fjende, og han vil hævne sig på jer, hvis han kommer til magten, så
gør nu, som jeg siger, lalalala' kommer ud af arret på dig nu, så
kan du godt spare dig. Skulle ske det, ville vi tage sagen i egne
hænder. Vi kan passe os selv. Desuden har du brug for os. Ellers
ville du nok gå til en af dine anstændige bekendtskaber. Hvis du da
overhovedet har nogen tilbage af den slags”.
Tjarn lukkede munden igen med et
udtryk af blandet vrede og respekt. ”Du fik mig” sagde han ”men
det gør det ikke mindre sandt. Hvis Runa og barnet dør, inden rådet
er klar til at vælge, så bliver Gjortnal kronet. Hvis det er det,
der skal til, så vil jeg personligt tigge og bede om jeres hjælp.
Betale jer endda, hvis det er nødvendigt”. ”Du kender mig slet
ikke, din skæggede filurmager” sagde Marintra ”hvis du tror, jeg
ønsker penge for det her. Nej, jeg ønsker, at du skal give andre
personer penge. Eller få nogen til det i hvert fald. Du eller Runa
eller en tredje person vil bruge sin indflydelse til at få nogle
penge doneret til en sød, gammel kattedame, jeg kender, så hun kan
starte et børnehjem for krigsflygtninge op her i byen. Er det
forstået?”. ”Det kan måske godt arrangeres” erkendte Tjarn.
”Ikke noget med måske” rettede Marintra ham ”i dag kommer jeg
med kravene. Desuden vil du diskret begynde at spørge alle de mest
pompøse og vigtige folk, du kender, hvad de ved om mechai. Specifikt
dem med kontakter til olddværgene”. ”Mechai?” gentog Tjarn
uforstående. ”Hvad snakker du om?”. ”Det kommer du snart til
at finde ud. Eller måske ikke og i så fald skal du bare glemme, jeg
spurgte dig, for så er det hele noget værre sludder. Som det tredje
og sidste, så kommer Braldirborgs bygarde aldrig til at genindfange
Arolnar. Ikke før du har hørt fra Klippedyret Erik i hvert fald. Er
det forstået?”. ”Klippedyret Erik?” sagde Tjarn uforstående,
men han lod så til at erkende sig ligeglad. ”Men du har nok ret
angående Arolnar” tilføjede han ironisk ”hvem end, der gjorde
det, var tilsyneladende dygtig. Jeg ved ikke, om du har hørt det,
men fængselsvagterne skammer sig så meget over det, at de har valgt
den efterladte orne, Baldan hed den besynderligt nok, til at være
deres nye maskot. Den skal åbenbart minde dem om deres største
fejltagelse og presse dem til at blive bedre”.
Tilbage på Smedens Datter, mange
timer senere
Tugy vågnede med ét sæt og en kold
brystkasse. Med drømmende skridt skyndte hun sig ud i det tomme
køkken, hvor hun febrilsk stak sine klistrede hænder ned i en spand
med koldt vand. De skulle være rene, det var alt, hun vidste. Hun
kunne ikke klare at have beskidte hænder længere. Stanken var
blevet for meget. Den kom til hende, hver gang hun lukkede øjnene,
selv i dagtimerne var hun ikke altid sikker. Hvis hun var alene et
kort øjeblik, ville hun pludseligt mærke den velkendte fornemmelse
af den røde, klistrede væske. ”Tugy, hvad laver du dog?” lød
Tsyserias stemme søvnigt henne fra døråbningen. ”Har du fået
noget på hænderne, skat?”. Tugy nikkede, uden at sige noget, og
elverkvinden kom nærmere. ”Jeg tror, du har fået det af”
bemærkede hun blidt, da hun nåede frem til Tugy ”dine hænder er
rene. Se selv”. ”Nej, de er ej” svarede Tugy, der nu langsomt
begyndte at indse, at hun ikke længere drømte. ”De kommer aldrig
til at være rene igen... ikke efter, hvad jeg har gjort. De er
blodige... Tsyseria, mine hænder er blodige”.
”Det var bare en drøm”
protesterede Tugy, da hun lidt efter sad overfor Faros, nu helt
vågen. ”Selvfølgelig var det bare det” lød svaret. ”Men det
ændrer ikke på noget”. Han rakte ud efter hendes hånd og sagde
roligt til hende ”jeg ved, hvad du går igennem, Tugy. Det er kun
helt naturligt, efter hvad der skete”. ”Naturligt!” udbrød hun
arrigt ”sku' er det da ikke naturligt. Han fortjente det... han
sårede Irram, tog os til fange, brændte mig... han fortjente det,
og jeg var mere end glad for at gøre det. Jeg ønskede at dræbe
ham”. ”Sandt alt sammen” nikkede Faros. ”Men det udelukker
ikke, at din reaktion er naturlig. Tugy, hvad du gjorde... jeg vil
ikke kalde det en ond handling, men det bør heller ikke være en,
der tages for ingenting. At tage et liv skal være en alvorlig sag”.
Tugy bed tænderne sammen, og Faros kiggede strategisk væk, så hun
”diskret” kunne fjerne en tåre. ”Men hvad med dig?” spurgte
hun lidt efter. ”Har du det da stadigvæk på samme måde, når
du... jeg mener, du har levet der her liv så længe”. ”Det kan
være hårdt til tider” svarede Faros ”at holde styr på tingene
længere. Jeg lærte allerede at dræbe længe før Legionen, men der
fuldendte de træningen. Man lærer, at ens liv er ligegyldigt, hvis
det ikke kan bruges til at dræbe ildtrolde og at beskytte resten af
dværgene. Liv og død bliver reduceret til det normale, og inden
længe opsluger det en helt... det tog sin tid at bryde fri af de
tanker igen, men jeg prøver. Jeg prøver. Nå, det er vist nok om mig selv.
Der er ingen grund til at give dig yderligere mareridt. Hvis du
skulle få brug for at tale igen, så kommer du bare til mig uden
tøven, husk det, Tugy”. Hun nikkede forstående og rejste sig så
for at gå, men stoppede op i døråbningen og vendte hovedet tilbage
mod den gamle kriger. ”Jeg vil gerne blive her” sagde hun
bedende. ”Jeg ved, at I planlægger at finde et sted til Irram og
de andre, men jeg vil gerne blive her hos dig og Tsyseria og de
andre... hvis jeg altså må det?”. ”Selvfølgelig må du det”
svarede Faros øjeblikkeligt. ”Men sørg nu for, at du er helt
sikker, inden du beslutter dig” tilføjede han. ”Det er jeg”
svarede hun beslutsomt ”desuden kan det jo ikke gå, at Raz er den
eneste, som skal et andet sted hen. For I sender ham væk, gør I
ikke? Efter hele magtblods-tingen er det ikke sikkert for ham
længere”. ”Du overhører mere, end hvad du har godt af, din
lille spion” fnøs Faros. ”Hvor sender I ham hen?” spurgte hun
nysgerrigt med skjult bekymring i stemmen. ”Intet er besluttet
endnu” svarede han. ”Måske Magiens Vogtere, hvis de kan holde
ham sikker”. ”Er det ikke for tæt på?” spurgte Tugy og
forsvandt så ud af rummet.
”Hun har ret” kommenterede
Tsyseria, da hun få sekunder senere tog hendes plads i døråbningen.
”Det er alt for tæt på”. ”Ikke også dig” sukkede Faros.
”Er der ingen her, som ikke aflytter andres samtaler? Jeg begynder
snart at fortryde at have indbudt en hel flok tidligere spioner og
tyve til at bo på min kro”. ”Ja, slemme Tsyseria” lød det fra
Monolo, der også trådte frem fra bag døren, hvor de begge havde
stået i skjul. ”Skam dig”. I hånden havde en skål med tørret
frugt, som han øjensynligt havde medbragt for at spise, imens han og
Tsyseria aflyttede Faros og Tugy. ”Har nogen af jer rent faktisk
konstruktive ting at sige?” spurgte Faros irriteret. ”Eller er I
bare kommet, fordi I kedede jer?”. ”Vi var også bekymrede for
Tugy” svarede Monolo ærligt. ”Du skal ikke tro, du er den
eneste, som holder af tøsen. Men hun havde også ret i forhold til
Raz. For det første er Magiens Vogtere alt for tæt, denne afdeling
i hvert fald, og for det andet så ville de ikke lade ham gå igen,
når de først har fået fat på ham. Ved du, hvor sjælden en
magtblodet lige er? Hvor meget de er værd i magikernes verden, for
slet ikke at tale om den medfølgende prestige ved at have oplært
en?”. ”Jeg ved det, jeg ved det” sukkede Faros. ”Vi må finde
på noget andet. Der skulle vel ikke være nogen i din familie, som
kunne ordne noget, Monolo?”. ”Hmmm” mumlede dosnen ”Dogro er
i øjeblikket i Crymron, hvor han bor hos en magtfuld heks, som i
hvert fald kunne oplære ham... men jeg ville ikke ønske at sende
noget barn derned, og desuden har de allerede et magtblodet spædbarn
at tage sig”. ”Jeg troede, du sagde, at de var meget sjældne?”
fnøs Faros med et hævet øjenbryn. ”Det er de også” svarede
Monolo igen ”men denne dreng blev født for længe siden og fik
først for ganske nylig ophævet forbandelsen, der hvilede over
knægten, da Dogro og hans 'veninde' Camilla valgte at tage det til
sig som deres eget... og jeg står bare og ævler om en lang og
kompliceret historie, som ikke er relevant lige nu”.
”Hvad med Aiola?” lød et
pludseligt forslag fra den netop ankomne odder. ”Shrakirens
bortløbne datter?” spurgte Tsyseria. Både dosnen og odderen
nikkede som svar. ”Hvad med hende?” sagde Faros uforstående.
”Sagde I ikke, at Raz var den uægte søn af en eller anden Malka
adelsmand fra Ashas?” spurgte Za-Sien. ”For Aiolas moder var også
en Malka”. ”Det påstod han, jov” svarede Faros. ”Men
ashas-folk plejer at være ret hårde mod uægte børn. Dem gider
ingen rigtigt have, end ikke deres egne familier”. ”Sådan er det
som regel, ja” sagde Monolo med gnitrende øjne af forståelse.
”Aiola står dog noget ud fra den klassiske ashas kvinde. Jeg synes
også at huske noget om en moder fra Malka slægten. I så fald er
hende og Raz fætter og kusine, og hun rejser af sted mod Rina om
nogle få uger. Langt væk herfra hvor ingen vil have hørt noget.
Jeg kunne prøve at kontakte hende”. ”Det skal jeg nok” bed
Za-Sien af ham. ”Tag hellere og få noget søvn. Jeg skal alligevel
være oppe i nogle timer endnu... at oversætte Den Angloriske
Ambassadørs dokumenter tager tid, for mit anglorisk er en smule
rustent”.
Kommentarer
Send en kommentar