Lige en "lille" note, inden vi når til historien.
Det er nu et godt stykke tid siden, jeg sidst har skrevet på denne længere varende fortælling. 51 afsnit siden jeg påbegyndte serien i en alder af femten år. Noget jeg er meget glad for, at jeg gjorde, for dværge har ofte været mit flugtsted, når så meget andet har presset på i mit liv. Den bog jeg snart har arbejdet på i fem år, den synes jeg også er sjov at arbejde på, det nyder jeg virkeligt, og jeg elsker også at skrive fortællinger fra Mortlan, men dværge er bare noget helt andet. Serien har haft to formål for mig fra begyndelsen: At lade mig øve mig i at skrive og at lade mig have det sjovt med at skrive noget, som til tider/meget ofte kan være fuldtændigt tosset. For lad mig lige være helt ærlig: Dværge er langt ude med skiftende fokus, lamme vittigheder, variende tone og skurke trukket direkte ud fra superhelte historier eller Star Wars. Hvad angår det første punkt så synes jeg i hvert fald selv, at jeg er blevet bedre til at skrive, siden jeg begyndte på serien. Det gør helt ondt for mig at kigge tilbage på de tidlige afsnit nu og se, hvor stift et sprogbrug jeg havde dengang. Ikke for at sige at jeg er fantatisk nu eller noget, men personligt vil jeg mene, at serien har ladet mig forbedre min skrivestil og måske endda (hvem ved) muliggjort min langvarige drøm om en dag at få en bog udgivet.
Nu om dage betyder det dog for det meste, at jeg efterhånden har så mange andre ting at skrive på, at jeg ofte udsætter dværge. Jeg vil gerne færdiggøre den fjerde udgave af Tronen af Træ (min bog som har været fem år undervejs) i løbet af tredje g (25% i øjeblikket af den nyeste udgave), jeg vil gerne i gang med at afholde bordrollespil igen (efter efterårsferien, det lover jeg, mine trofaste spillere), jeg vil gerne skrive videre på Fortællinger (historien om Fredegar og Rosa skal færdiggøres, og så har jeg et par andre ting planlagt), jeg vil gerne have tid til at lave andet end at skrive såsom at læse, at spille live, male bordrollespils figurer og være sammen med mine venner, og så vil jeg gerne kunne passe min skolegang ("SRP is coming", og det bliver langt ondere end en hær af is udøde).
Dog kan jeg ikke forlade Marintra, Faros, Bruntop, Trak og alle de andre nu. Vi er kommet så langt, og jeg har brugt tid på at udtænke plot, og hvor jeg vil føre historien hen. Deri ligger nemlig et andet problem. Da Dværge begyndte var det små, korte afsnit med en relativ simpel historie, som på ingen måde var inspireret af visse tv serier, film og andre bøger, jeg er eller har været fan af. Nu derimod er jeg blevet ambitiøs, og med ca. 49 afsnit tilbage er der et stykke igen. Jeg skylder mine karakterer at færdiggøre historien, og jeg skylder de få personer, der rent faktisk har gidet læse dværge, at få fortalt en ordenlig afslutning. Noget jeg heller ikke bare kan gøre uden videre. Nu er det større plot først gået i gang, og det kan ikke stoppes, før vi er igennem Mechai Oprøret, Den Politisk Kamp og Et Par Mindre Historier. Heldgivis har dværge stadig to friheder, som Tronen af Træ og Fortællinger ikke har: 1) Jeg behøver ikke rette det igennem hundrede gange, for dværges udgangspunkt i kvalitet er ikke svær at leve op til og 2) Jeg kan fortsætte med den samme elendige humor, jeg har haft siden starten.
Så hvis du har fulgt med i dværge enten fra den smertefulde begyndelse (bare drop de første 20afsnit, hvis de er for meget, så vigtige er de ikke) eller fra et senere og forhåbentligt bedre punkt, så takker jeg dig, og jeg lover, at denne historie nok skal fortsætte og vil ende en dag, uanset hvor mange pauser jeg så end bliver nødt til at tage undervejs.
Det er nu et godt stykke tid siden, jeg sidst har skrevet på denne længere varende fortælling. 51 afsnit siden jeg påbegyndte serien i en alder af femten år. Noget jeg er meget glad for, at jeg gjorde, for dværge har ofte været mit flugtsted, når så meget andet har presset på i mit liv. Den bog jeg snart har arbejdet på i fem år, den synes jeg også er sjov at arbejde på, det nyder jeg virkeligt, og jeg elsker også at skrive fortællinger fra Mortlan, men dværge er bare noget helt andet. Serien har haft to formål for mig fra begyndelsen: At lade mig øve mig i at skrive og at lade mig have det sjovt med at skrive noget, som til tider/meget ofte kan være fuldtændigt tosset. For lad mig lige være helt ærlig: Dværge er langt ude med skiftende fokus, lamme vittigheder, variende tone og skurke trukket direkte ud fra superhelte historier eller Star Wars. Hvad angår det første punkt så synes jeg i hvert fald selv, at jeg er blevet bedre til at skrive, siden jeg begyndte på serien. Det gør helt ondt for mig at kigge tilbage på de tidlige afsnit nu og se, hvor stift et sprogbrug jeg havde dengang. Ikke for at sige at jeg er fantatisk nu eller noget, men personligt vil jeg mene, at serien har ladet mig forbedre min skrivestil og måske endda (hvem ved) muliggjort min langvarige drøm om en dag at få en bog udgivet.
Nu om dage betyder det dog for det meste, at jeg efterhånden har så mange andre ting at skrive på, at jeg ofte udsætter dværge. Jeg vil gerne færdiggøre den fjerde udgave af Tronen af Træ (min bog som har været fem år undervejs) i løbet af tredje g (25% i øjeblikket af den nyeste udgave), jeg vil gerne i gang med at afholde bordrollespil igen (efter efterårsferien, det lover jeg, mine trofaste spillere), jeg vil gerne skrive videre på Fortællinger (historien om Fredegar og Rosa skal færdiggøres, og så har jeg et par andre ting planlagt), jeg vil gerne have tid til at lave andet end at skrive såsom at læse, at spille live, male bordrollespils figurer og være sammen med mine venner, og så vil jeg gerne kunne passe min skolegang ("SRP is coming", og det bliver langt ondere end en hær af is udøde).
Dog kan jeg ikke forlade Marintra, Faros, Bruntop, Trak og alle de andre nu. Vi er kommet så langt, og jeg har brugt tid på at udtænke plot, og hvor jeg vil føre historien hen. Deri ligger nemlig et andet problem. Da Dværge begyndte var det små, korte afsnit med en relativ simpel historie, som på ingen måde var inspireret af visse tv serier, film og andre bøger, jeg er eller har været fan af. Nu derimod er jeg blevet ambitiøs, og med ca. 49 afsnit tilbage er der et stykke igen. Jeg skylder mine karakterer at færdiggøre historien, og jeg skylder de få personer, der rent faktisk har gidet læse dværge, at få fortalt en ordenlig afslutning. Noget jeg heller ikke bare kan gøre uden videre. Nu er det større plot først gået i gang, og det kan ikke stoppes, før vi er igennem Mechai Oprøret, Den Politisk Kamp og Et Par Mindre Historier. Heldgivis har dværge stadig to friheder, som Tronen af Træ og Fortællinger ikke har: 1) Jeg behøver ikke rette det igennem hundrede gange, for dværges udgangspunkt i kvalitet er ikke svær at leve op til og 2) Jeg kan fortsætte med den samme elendige humor, jeg har haft siden starten.
Så hvis du har fulgt med i dværge enten fra den smertefulde begyndelse (bare drop de første 20afsnit, hvis de er for meget, så vigtige er de ikke) eller fra et senere og forhåbentligt bedre punkt, så takker jeg dig, og jeg lover, at denne historie nok skal fortsætte og vil ende en dag, uanset hvor mange pauser jeg så end bliver nødt til at tage undervejs.
#51 Et Spring Ind I Det Nye År
Den 29. Qos 1076AA,
nytårsaftensdag, tidligt om morgenen
Elverkvindens øjenlåg fløj op, og
hun holdt med besvær en voldsom rysten inde, imens hendes skræmte
blik var rettet mod det mørke træloft... træloft? Hvor var hun dog
henne? En gru lagde sig over hende med følelsen af en kold hånd,
der lukkede sig om hendes hjerte, indtil det bristede og blev til et
tusinde små stykker is. Elverkvinden tog en dyb indånding og så
endnu én, imens hendes ben helt af sig selv kravlede op til hendes
brystkasse, så hun kom til at ligge i skrædderstilling. Det
er ikke cellen, hviskede
en stemme i hendes hoved. Selvfølgelig er det ikke det,
svarede hun den irriteret igen.
Det kan jeg da selv se, din... din... din middelmådige
observatør. Av,
sagde stemmen og blev så tavs. I stedet krøb stilhed tilbage i
sindet på hende, en ulidelig intethed som kun kunne blive brudt af
flere åndssvage tanker. Men der kom ingen.
Sådan
lå hun længe uden at røre sig. Gik der mon minutter eller timer?
Det vidste hun ikke. Alt hun vidste var, at den krybende og kravlende
stilhed til sidst blev for meget for hende. Hun var nødt til at give
lyd fra sig. Nødt til at larme. Til at skrige. Vent!
Kaldte stemmen fra før dog, før hun kunne nå at gøre nogen af
disse ting. Find ud af, hvor du er først. Mon du
overhovedet er bevogtet i øjeblikket. Dette kunne være din chance.
Din eneste chance for at komme væk. Komme
væk? Ideen
virkede fjern for hende, ja nærmest fremmed eller uforståelig.
Sidste gang jeg
forsøgte, mindede
hun stemmen om, blev
jeg fanget. Hans hænder... brændende som ild, og staffen...
smertefuld som en fakkel. Men ser du ham måske
nogen steder, hva? Spurgte
stemmen, nu nærmest bedende, nej tiggende. Kom
nu. Tag dig sammen. Hvis du har muligheden for at komme væk nu, og
du ikke tager den... Det vil jeg aldrig kunne tilgive dig for. Det
ville du
aldrig kunne tilgive dig selv for, og det ved jeg.
Elverkvinden sukkede lydløst. Stemmen havde ret. For Herroth da
også, det havde den sgu, og hvis hun forspildte en mulighed på
grund af frygt...
Uden
yderligere tøven kom hun elegant på benene, præcis som en kat, og
med vagtsomme øjne betragtede hun lokalet. Det lod til at være et
lille soveværelse, og da elverkvinden kiggede ned, opdagede hun, at
hun lå i en seng. En rigtig seng. Hun kunne ikke erindre, hvor længe
siden det sidst havde været. Men netop som hun overvejede dette, og
fjerne, behagelige minder svævede rundt i udkanten af hendes
bevidsthed, bemærkede hun noget andet, der skræmte hende. Hun var
ikke alene i sengen. Uden at værdige den fremmede et ekstra blik,
hoppede hun ned fra sengen, greb instinktivt en læderomsvunden
daggert på sengebordet og stormede så frem mod det åbne vindue,
hvorfra hun kunne høre og lugte livet fra gaden udenfor. Friheden
ventede forude, og hun tog springet uden at kigge efter. Men netop
som elverkvinden forlod soveværelset, vågnede sengens anden ejer
op, og den lille mørkhårede dværg satte sig først forvirret, så
skræmt op. ”Tsyseria!” kaldte Marintra efter elverkvinden, idet
hun sprang op fra sengen.
Samtidigt
nedenunder, i kælderen hos Smedens Datter
”Duk
dig, højre, højre, stik, venstre” instruerede Faros, imens han
skiftevis angreb med træsværdet og undveg sin modstanders træk.
”Hold nu op med det der!” beklagede Tugy sig irriteret. ”Hvorfor
gør du det?”. ”Det er svært, ikke sandt” svarede den gamle
kriger hende igen med et lusket smil. ”At handle når man har først
fået en kommando. I stedet for at lægge en plan selv, tvinges man
ind i en ramme, og hjernen lader som regel kun to muligheder være
tilbage. Man kan gøre, som der bliver sagt, eller man kan gøre det
præcis modsatte”. Han markerede blidt på siden af hendes ribben
med træsværdet og undgik samtidigt hendes modangreb. ”Man har
ikke lyst til at følge kommandoen, det er jo tydeligvis dumt. Så
ved modstanderen, hvad man har tænkt sig. Hop, parér, hug, højere,
venstre, venstre, højre. På den anden side så kunne det modsatte
også være en fælde, tænker man. Hvis han nu ved, at jeg ikke vil
følge instruksen. Hvis han nu ikke regner med det”. Træklingerne
mødtes i luften, Tugy med sin fulde styrke bag sit hug og Faros med
kun en andel af sin. ”Det er en labyrint” fortalte han, imens de
stod der, ansigt til ansigt. ”Og når man først har forvitret sit
sind derind, så finder man aldrig ud igen. Kampen er ikke kun noget,
der foregår her i denne virkelighed. Den udkæmpes også herinde”.
Han prikkede to gange på Tugys pande med sin ene pegefinger, imens
han kun holdt sværdet med sin ene hånd, og hun snerrede arrigt ad
ham. ”Derfor skal man undgå labyrinten helt. Vær opmærksom, men
lad dig ikke distrahere, når du kæmper”. ”Faktisk” tilføjede
han med et nyt smil ”så er det nok et godt råd sådan helt
generelt”. Tugy fnøs og dukkede sig så for at placere en knytnæve
i maven på Faros, idet hun helt gav slip på sværdet. Dette kom bag
på den skæggede kriger, og han stønnede smertefuldt, dog uden at
vige. I stedet vendte han straks træsværdet ned mod hende, men det
skete et halvt sekund for langsomt. ”Og hvad så nu?” spurgte
Faros hæst, da hun rejste sig op flere meter fra ham. ”Du har
mistet dit sværd og for hvad? At få mig til at tie stille”. Et
provokerende smil spillede sig Tugys læber, og hun trak på
skuldrene. ”Dine ord, ikke mine” lo hun. ”Men ja... du var sgu
begyndt at gå mig på nerverne. Ved Bæstet da også, du ævler bare
løs, når du først er gået i gang, gør du ikke?”. Faros rynkede
brynene over kommentaren, men nåede ikke at komme med noget
velovervejet svar, da Marintra pludseligt trådte ind i hulen. ”Har
I set Tsyseria?” spurgte hun bekymret.
Braldirborg
Slot
Goblingen
gav et kort, næsten usynligt buk fra sig, da Runa trådte ude fra
sit værelse. ”Godmorgen” hilste han kortfattet. ”Man kan have
lov at håbe” svarede den gravide enke, lettere underholdt over
vagtens opførsel. ”En stor dag bliver det i hvert fald” sukkede
hun. ”I nat begynder et nyt år, og kun guderne kan vide, hvad det
må bringe med sig”. ”Nye tider... eller de samme?” mumlede
goblingen tankefuldt med et hævet øjebryn. ”Lige præcis”
afgjorde hun og vendte så blikket ned mod gangens anden ende. ”Skal
vi?” foreslog hun, og vagten nikkede. Hun var i dagens anledning
klædt i en kobberfarvet kjole, imens han bar en sin sædvanlige
læderrustning og ved siderne havde sine trofaste daggerter. ”Du
lader til at være en mand af få ord, Trak” bemærkede Runa, imens
de gik. ”Hvis det er fordi, du er bange for at sige noget, så slap
endelig af. Personligt foretrækker jeg mine livvagter livlige, eller
i hvert fald sådan at jeg kan føre en samtale med dem”. ”Hvis
jeg kun har få ord, så er det fordi, jeg ikke ved, hvilke der er
passende” indrømmede goblingen. ”Jeg er ikke særligt vandt til
hoflivet”. ”Det var jeg heller ikke indtil for to år siden, hvor
jeg blev gift med Mågens” svarede Runa ham. ”I Mugball er alt
det her anderledes, ser du. Der er slet ikke den samme...”.
”Illusion?” foreslog Trak, hvilket Runa til at smile. ”Ja”
fnøs hun. ”Det er kynisk måde at se på det, men ja. Hvor jeg
kommer fra, er man praktisk anlagt. Hele det her rænkespil har vi
hverken råd eller tid til. Det måtte jeg lære, da jeg kom til
Zrulf. Derfor tænkte jeg egentligt, at det ville være fornøjeligt
at have en anden udlænding ved min side, som heller ikke var vandt
til alt det her. Måske endda en ærlig person. Ikke for at sige at
jeg er helt uden venner ved hoffet, men de er alle charlataner,
strateger og politiker, der ser verden som én stor slagmark”.
”Undskyld mig” sagde Trak med så megen høflighed, han kunne
mønstre. ”Men hvorfor fortæller du mig egentligt alt det her bare
uden videre? Jeg har kun arbejdet for dig i ganske kort tid”. ”Tja”
sukkede Runa. ”Måske er jeg bare ensom. Måske synes jeg, at du
virker som en troværdig mand. Eller måske er det en fælde, idet
jeg allerede nu har regnet ud, at du er en spion for Hertug Rothil.
Det er ikke til at vide, er det vel?”. Trak fnøs. ”Sikke en køn
verden du lever i”. ”I sandhed” nikkede Runa med et smil. ”Men
nok om mig, hvis du insisterer. Fortæl mig i stedet noget om dig
selv. Tjarn nævnte for mig, at du tidligere har arbejdet som vagt.
Jeg kan næsten gætte mig selv til, at det ikke har været på et
hof, medmindre du altså er
en spion for Rothil”. ”Byvagt” svarede Trak uden at uddybe.
”'Ingen
er så forbandede'”
sagde Runa sagte, og goblingen fnøs endnu en gang. ”Et hårdt liv,
ja” sagde han. ”Og ofte et utaknemmeligt et af slagen ligeså”.
”Noget af at skridt opad i så fald” bemærkede Runa. ”Ganske
beundringsværdigt ville nogle nok kalde det for og heller ikke helt
dårligt, hvad angår forholdene. Jeg kan i hvert fald forestille
mig, at sengekvaliteten og maden er anelse bedre”. ”Tja” sagde
Trak overvejende. ”De to områder er måske en lille smule mere
komfortable her, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg
langt mere bange på hoffet, end jeg nogensinde var på gaden.
Kroslagsmål, tyve og knive i mørke gyder, det har jeg forstand på.
Politik og snigmordere derimod. Der ser man de sande rædsler”.
”Et klogt valg af frygt” svarede enken bifaldende.
Tilbage
på Smedens Datter, i kælderen
Det
snaskede vand boblede fredsommeligt, og alkymisten mærkede et gab
trænge sig på, da den blide aroma af damp nåede hans næsebor. Men
Bruntop måtte ikke falde i staver nu, og han rystede søvnen af sig.
Ikke at den pludselige trang til en lur var en dårlig ting, da den
nemlig beviste, at hans sovemiddel virkede efter hensigten. ”Godt
at se” mumlede alkymisten til sig selv. ”Længe siden sidst”.
”Hvad er længe siden?”. Bruntop vendte sig om og fik til sin
overraskelse øje på Bella, der var kommet ned i kælderen.
”Hvordan?” spurgte han lettere mistænksomt. Heksens øjne
funklede, og hun aede blidt broxaen på sin skulder. ”Troede du
virkeligt, at en skjult dør ville kunne stoppe mig? Den slags har vi
altså også i Itrildar”. Dette svar beroligede dog ikke
alkymisten, og han trådte forsigtigt et skridt nærmere hende med
vagtsomt blik. Endelig gik det op for heksen, hvad han tænkte, og
hendes mund formede en tynd streg. ”På den måde” sagde hun
forstående. ”Jeg skulle altså have spurgt først, før jeg gik
ned i jeres lille hemmelige 'skjulehule'”. Dette havde Bruntop ikke
noget svar på. ”Bare rolig” sukkede heksen en anelse stødt.
”Jeg skal nok gå igen, hvis du ikke stoler på mig. Ellers kan jeg
også gå tilbage til mit værelse, men det var dig selv, som sagde,
at jeg ikke var jeres fange”. ”Det er du heller ikke” udbrød
Bruntop, før han kunne nå at overveje sit svar, og han blev straks
en smule rød i hovedet. ”Undskyld... ville ikke hentyde den slags.
Så længe du ikke piller ved nogen af Faros eller Marintras sager,
går det nok. Mine sager kan klare det, hvis er forsigtig”.
Bella
smilede, denne gang uden at skjule det, og hun trådte så ind i
Bruntops lille værksted, hvor hun gav sig til at betragte den
kogende kedel. ”Hvad brygger man så her, hvis man må have lov at
spørge?”. Før alkymisten kunne nå at svare, faldt hendes blik på
den åbne krukke med tørrede drømmeblade. ”Sovemiddel” gættede
hun sig til. ”Enten det eller også har du den samme mærkelige
smag i te som min faster”. ”Ikke te” svarede Bruntop, og heksen
nikkede. ”Er det så til ham elveren med dødsblikket? Den Ensomme
Skygges søn?” spurgte hun. ”Han ser ellers ud som en, der godt
kunne bruge noget til at sove bedre om natten med de rander, han har
under øjnene. Ganske forståeligt egentligt”. ”Ikke til Manwe”
svarede Bruntop. ”Noget andet”. Da elverens navn blev nævnt,
mistede Bella straks den lille smule farve, hun havde fået i
kinderne. ”Manwe” gentog hun. ”Sønnen er altså opkaldt efter
faderen...”. Før Bruntop kunne nå at svare, sluttede en tredje
sig dog til dem i kælderen, nemlig Regin.
”Bruntop”
kaldte kroværten, da han trådte ind i værkstedet. ”Hvordan går
det med sovemidlet? De har ikke fundet Tsyseria endnu, men...”.
Dværgen frøs på stedet, da han fik øje på Bella, og hans øjne
knep sig mistænksomt sammen. ”Hvad laver hun hernede?” spurgte
han høfligt, men fjendtligt. ”Kedede sig” svarede Bruntop, der
atter var blevet en lille smule rød i hovedet. ”Manglede nok
selskab”. ”Jeg er sikker på, at du kan finde bedre selskab,
Bruntop” svarede Regin ham. ”Den slags som ikke truer folk i
mørke gyder midt om natten...”. Han tav, da han indså, hvad han
lige havde sagt, og gav sig til at ændre på sine ord. ”Altså
måske ikke helt” tilføjede han ”men i hvert fald nogen som ikke
har gjort det ved mig... var min pointe”. ”Ikke mig” svarede
Bruntop. ”Hun var ensom”. ”Fundet Tsyseria?” spurgte Bella
skarpt, idet hun ignorerede kroværtens nag og alkymistens kommentar.
”Hvad er der sket?”. ”Ikke noget der vedrører dig” svarede
Regin hende igen og sendte samtidigt alvorlige blikke til alkymisten.
”Nej, det var ikke sådan...” begyndte heksen, men tav så. ”Jeg
mener” forsøgte hun på ny. ”Altså hvis I har brug for at finde
hende... I leder Tsyseria, men kan ikke finde hende. Hun er et sted i
byen, kan jeg altså konkludere, og I har brug for hjælp. Min
hjælp”. ”Hvorfor skulle vi have brug for din hjælp?” fnøs
Regin. ”Eller overhovedet stole på den?”. ”Fordi” svarede
heksen og klappede samtidigt broxaen på sin skulder. ”Jeg har
denne. Hvis I leder efter nogen i en by så stor som Braldirborg, kan
jeg love dig for, at du ønsker et ekstra sæt øjne i luften. Det
var sådan, jeg fandt dig dengang i Platnir”. Regin blev en anelse
paf og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, imens han vreden i
hans kinder kun voksede. Dog besad kroværten nu alligevel en vis
fornuft. ”Fint!” snerrede han fyrigt og vinkede Bella med sig.
”Kom så”. Hun gjorde, som der blev sagt, dog med et sejrrigt
smil på læberne. ”Kommer du Bruntop?” kaldte Regin, da hun
næsten var nået ud af kælderen. ”Lige et øjeblik” sagde
alkymisten, idet han fyldte flere flasker samt en lille sprøjte op
med det nu færdige sovemiddel. ”Hov” mumlede Regin så
pludseligt og tabte helt tråden. ”Der var faktisk en ting til...
nåh jov”. Frem fra sin bæltetaske fremdrog han en mørk konvolut,
som han lagde i hænderne på alkymisten. ”Brev til dig her i
morges. Glemte det helt i alt postyret”. ”Tak” svarede Bruntop,
der straks genkendte håndskriften, som havde nedfældet adressen.
”Kigger på det senere”. Uden yderligere ord skyndte de sig
ellers af sted for at slutte sig til de andre, imens Bruntop knugede
brevet til sig og forsøgte med al sin viljestyrke ikke at tænke
nærmere over det. Men det var en svær sag, for brevet var nemlig
fra hans moder og gamle lærermester, som han ikke havde hørt noget
fra i mange år. Overprofessor Hylda, olddværgenes leder.
Samme
aften, andetsteds i byen
”Noget
nyt?” spurgte Marintra desperat, men Faros rystede blot på
hovedet. Det lykkedes kun lige præcis for hende at holde sin vrede
inde og undlade at sparke til den nærmeste væg. ”Egern møg”
hviskede hun i stedet og bed sig i underlæben. Ganske forsigtigt
bevægede den rødskæggede kriger sig nærmere, og da han talte, var
det med stor vagtsomhed. ”Jeg troede” sagde han blidt ”at hun
var begyndt at få det bedre. I løbet af de sidste par uger har hun
været fuld af liv og munterhed”. ”Præcis” svarede Marintra
ham igen. ”Jeg håbede det samme. Der er intet i hele denne verden,
jeg ønsker mig mere, end at hun skal få det godt igen, men...”.
Dværgens blik formørkedes. ”Lige siden snigmorderen” vrissede
hun vredt og sendte samtidigt et rødt blik mod nord, hvor byens slot
lå. ”Ved du, hvad han vovede at bede mig om?” spurgte hun så.
”Den selvvigtige dyndorm, Tjarn. Han spurgte, om Tsyseria ikke
kunne vogte over hende Mågens' enke”. Faros rynkede panden. ”Det
har du ikke nævnt tidligere” bemærkede han. ”Nej” sukkede
Marintra ”det har jeg ikke... prøv engang at forestille dig, hvad
Nattergal ville tænke, hvis jeg fortalte hende, at jeg sagde nej.
Hun ville føle sig holdt tilbage og tænke, at jeg var
overbeskyttende”. Marintra gav en lavmælt, glædesløs latter fra
sig. ”Overbeskyttende. Jeg har kun lige fået hende tilbage, og hun
tror, at alt er ved det gamle igen. At hun bare lige kan springe
tilbage i dette liv igen...”. Hun tav pludseligt, da hun indså sit
eget dårlige ordvalg. ”Kom nu” bød Faros ind med et venligt
smil. ”Lad os nu bare komme videre og finde hende. Tidligere spion
eller ej, så må hun dukke op på et eller andet tidspunkt”.
Han
var lige i nærheden, Tsyseria kunne mærke det. Mærke hans
arrogante, provokerende blik. Mærke hans flammende hænder og de
tunge metalkæder, han havde sat hende i. Hun kunne umuligt undslippe
ham. Aldrig nogensinde. Men
han er ikke her nogen steder,
insisterede stemmen i hendes hoved. Den evigt irriterende og for
altid plagende stemme, der opførte sig som om, den vidste bedre end
hende. Du
er sluppet væk, fortsatte
den, dette
er ikke skibet. Det er en by. En stor, kaotisk, levende by. Men
hvilken en? Burde du ikke hellere tage og finde ud af det?
Tsyseria forsøgte igen at ignorere stemmen, men den konstante nagen
gik ikke væk, før hun handlede, det havde hun erfaret. Med tungt
hoved listede hun sig så op til en fremmed dværg, der stod i siden
af gaden, hvor han var ved at hamre et skilt fast. Tsyseria prikkede
ham forsigtigt på skuldrene, og dværgen sprang i vejret af chok.
Han bandede på et fremmed sprog og vendte sig så om mod hende med
anklagende øjne. ”Hvad skulle det til for?” forlangte han at få
at vide. ”Undskyld” hviskede Tsyseria, idet hun betragtede den
fremmede dværg. Hans træk var sydlige, hans hud mørk, og under sin
flade tud havde han et kæmpestort overskæg. Samtidigt så dværgen
hende an. Han skævede først lidt betænksomt ved hendes nattøj,
men frøs så fast på stedet, da han lagde mærke til daggerten ved
hendes side. ”Hvor er jeg?” spurgte hun høfligt. ”I en lille
gyde ved siden af Skt. Laust Stræde” lød det forskræmte svar.
Denne information hjalp ikke Tsyseria på nogen måde, men før hun
kunne nå at stille et opfølgende spørgsmål, dukkede en ny
skikkelse op et stykke bag dværgen. En skikkelse hun straks
genkendte. ”Rugbert” hviskede hun skrækslagent, og før den
fremmede dværg kunne nå at se, hvad der havde påvirket hende
sådan, var hun forsvundet. ”Hvad handlede det nu om, Didgo?”
spurgte hans kollega, en skaldet mand, der dog ikke var en
pyromantiker, og som heller aldrig havde sat fødderne i Frangica.
”Aner det ikke” svarede Didrik-Dolgo og trak så på skuldrene.
”Og hvis jeg skal være helt ærlig, så gider jeg egentligt heller
ikke vide det”.
Marintra
blev ramt af mange forskellige følelser ved synet af Bella, der
sammen med Bruntop og Regin sluttede sig til dem. Hverken Za-Sien,
Manwe eller Tugy havde fundet noget nyt, men det kunne jo være, at
heksen havde vist sig at være nyttig. ”Jeg kan se hende”
fortalte Bella ganske rigtigt til Marintras fryd. ”Se hende?”
spurgte Manwe mistroisk. ”Hvad mener du med, at du kan se hende? Du
kigger jo på os”. Men det gjorde hun nu alligevel ikke, som hendes
slørede øjne afslørede. Hun kiggede nemlig gennem sin sjælebundne
broxa, fra et punkt højt oppe over byen. ”Hun er kun et lille
stykke herfra” fortsatte heksen. ”Hvis vi skynder os, kan vi
måske nå at indhente hende”.
Han
var fulgt efter hende siden mødet med den fremmede dværg. Det havde
været en fejl at stoppe op, det forstod hun nu. Bare
bevæg dig, indtil solen går ned, sådan
havde hendes plan lydt, men den var nu umuliggjort. Rugbert var lige
i hælene på hende, og der var ingen mulighed for flugt. Du
løj over for mig, anklagede
hun stemmen i sit hoved, men for en gangs skyld sagde den ikke noget.
”Tsyseria” hørte hun ham kalde. ”Vent”. Men hun gjorde ikke,
som der blev sagt. I stedet satte hun i løb og flygtede ned til
højre, som hun havde gjort det så mange gange tidligere, men det
viste sig denne gang at være en blindgyde, ikke endnu en flugtvej.
”Nej, nej, nej” hviskede hun til sig selv, idet hun placerede
ryggen mod muren og løftede daggerten op for at beskytte sig selv.
”Tsyseria” kaldte stemmen endnu en gang, og Rugbert var nu kun få
meter fra hende. ”Det er bare mig”. Men hun gjorde ikke, som der
blev sagt. Ikke igen. Ikke tilbage til Charybdis og fangekælderen.
Så hellere dø. Kniven blev peget mod den hadede pyromantiker, og
for første gang kiggede hun ordenligt på våbnet i sin hånd.
”Tsyseria?”. Det var Hugtand, hendes Hugtand. Hendes fars gamle
daggert. Den havde hun ikke set siden... siden Elementernes By... men
den havde Blækblink da? ”Nattergal?” kaldte stemmen, men den
tilhørte nu ikke længere Rugbert. I stedet så hun Marintra for sit
blik, og Tsyserias krop slappede helt af. Daggerten faldt fra hendes
hånd og ramte gaden med et ”klank”.
”Blækblink?” hviskede hun med genkendelse i stemmen og blev så
omfavnet af den lille dværgkvinde. ”Det er mig, ja” trøstede
Marintra hende grådkvalt. ”Du er hos mig. Du er hjemme igen.
Husker du det ikke?”.
Kommentarer
Send en kommentar