#52 Nyt År, Samme Problemer
Den 1. monic 1077AA, årets første
morgen, Smedens Datter i Braldirborg
Kruset gav et gnavent ”klonk”
fra sig, da Bruntop aggressivt slog det i bordet, og en lille dråbe
af indholdet fløj op og landede på konvolutten ved siden af.
Alkymistens øjne fulgte dens flugt og hvilede så dernæst på det
mørke brev i et par sekunder. Men da han endelig rakte hånden ud
for at samle det op og åbne det, bristede hans vilje, og han greb i
stedet trækruset, som han endnu en gang førte op til munden. ”Jeg
må indrømme, at jeg er imponeret” kommenterede Regin, der
bagefter løftede det nu tomme bæger op og inspicerede det. ”To
slurke og så var det pist væk. Jeg nåede ikke engang at se dig
smage på den. Det er sgu værre end dengang med Manwes far, og denne
gang er det oven i købet ægte Sortmuld, du har fået... det må
være noget af et brev, du har modtaget”. Kroværten rakte ud efter
konvolutten, men stoppede op, da Bruntop blokerede ham med sin hånd.
”Det er jo ikke engang blevet åbnet” udbrød han målløst og
gav sig så til at betragte Bruntop med reel bekymring. ”Hvad
skulle øllen så til for?”. ”Forberedelse” svarede Bruntop
bestemt. ”Men det var ikke nok. Jeg har brug for en omgang til”.
Det tog endnu tre fyldte krus og
omtrent fem minutter før alkymisten til sidst var klar. Med det
nødvendige flydende mod i årerne skar han konvolutten hurtigt, men
elegant op med sin kniv og lagde så indholdet frem på bordet foran
sig. Der var naturligvis et stykke pergament dækket med stolte,
solide bogstaver, men i den fandt han også en perfekt rund sten med
en rune på og et meget mindre stykke pergament med en helt anden
håndskrift, der også var ham bekendt. Bruntop vendte kortvarigt
stenen i sin hånd, dog uden at forstå betydningen af den, og
samlede derefter hovedbrevet op. Efter et langt åndedrag læste han
det så hurtigt igennem uden at stoppe:
Til min søn Bruntop.
23. Qos 1076AA
Jeg skriver til dig
nu med nyheder, jeg tænkte, du muligvis ville finde relevante eller
interessante, og som din broder påpegede over for mig, at du måske
kunne have en interesse i at modtage i fornuftig tid. I så fald
mente jeg, at det var min pligt at skrive til dig personligt, sådan
at du fik nyhederne i deres reneste form og direkte fra kilden. Sagen
er nemlig den, at jeg blevet syg med achlys. Alvorligt syg fortæller
mine læger mig, og efter nu at have søgt efter en kur i flere
måneder er de blevet tvunget til at konkludere min tilstand
uhelbredelig. Skylden skal hverken placeres hos mine trofaste
medarbejdere eller vores institution, men snarere hvile hos min egen
uforsigtighed, et problem vi dødelige nogle gange kan plages af, og
som i så mange andre tilfælde har ført til ulidelige fejlkilder.
Pointen med dette udsagn værende at hvis du skulle besidde en
interesse i at besøge institutionen og mig, inden min tid udløber,
så står døren nu åben for dig. Vedlagt er en adgangssten, der kan
garantere passage for dig og hvem end, du måtte beslutte at
medbringe, fra det øvre Mizil til en lift, som vil føre dig til
universitetet og omegn. Alle gæsteprivilegier er inkluderet, så
længe lov og orden opretholdes.
Din moder,
Overprofessor Hylda
Bruntop stirrede længe på brevet
efter at have lagt det fra sig, på en og samme tid fuldstændigt
chokeret, men også bekræftet i alt, hvad han havde forventet. Uden
rigtigt at vide, hvad han egentligt følte, eller hvad han burde føle
for den sags skyld, vendte han endnu en gang stenen mellem sine
hænder. Den var helt glat og tydeligvis udformet med delikat
værktøj, det havde han også bemærket før, men det var ikke bare
en magisk sten, som han havde regnet med. Denne ”adgangsten”
tillod rejse ned i olddværgenes skjulte hemmelighedsfulde rige. Et
sted mange søgte imod, men kun få nogensinde nåede, da indbyggerne
regulerede al transport derfra og til. Der var mere end en god del
folk i Zrulf og resten af Mortlan, som ville gøre meget for denne
sten. Nok endda dræbe. Personligt havde Bruntop for længe siden
opgivet drømmen om engang at besøge olddværgene, men nu da
muligheden viste sig for ham, var det hele blevet vendt på hovedet.
Det var den første gang i mange år, at der havde været nogen som
helst form for kommunikation mellem ham og herskeri... hans moder.
Måske var der endda gået ti siden det sidste brev. Han havde i
hvert fald ikke set hende ansigt til ansigt siden '32... det var 45
år siden nu. Med hovedet tungt af blandede følelser og bare en
lille smule øl kastede Bruntop sig i stedet over det andet brev,
desperat efter en uddybelse. Præcis som han havde forventet, var det
fra hans bror, som han til gengæld modtog regulære breve fra
omtrent en gang årligt.
Hejsa, Brune. Ked af
at du skal finde ud af det på den her måde, men det var alt, jeg
kunne gøre. Jeg har kun lige fået lov til at skrive en ganske kort
besked, så tilgiv min kortfattethed. Som mor nok har fortalt dig på
sin egen måde, så er hun blevet inficeret med achlys. Jeg ved ikke,
hvor længe hun har at leve igen, men synet er allerede ved at
forlade hende. Hun tillod mig ikke at læse sit eget brev igennem,
men jeg kan kun gætte mig til, at hun holdt sagen fuldstændigt
forretningsmæssig. Jeg ved godt, at det er mange år siden, I to
sidst havde et forhold, der bare så en lille smule positivt ud, men
det ville betyde meget for mig, hvis du kunne komme og væres hos os
i hendes sidste dage. Hun prøver at skjule det, men jeg ved, at hun
har det samme måde. Hun savner dig, Brune, og selvom jeg ikke ved,
om I nogensinde vil finde fred, så ville jeg være taknemmelig, hvis
du i det mindste kunne give hende en chance. Kærlig hilsen din
broder i evighed, Rødtop.
”Endnu et krus” kaldte Bruntop
efter Regin, da han færdig læste sedlen og lagde den fra sig.
Braldirborg Slot, senere samme dag
”Er du
helt sikker, Gavin?” spurgte Runa sin krumryggede rådgiver. Den
lille mand nikkede beslutsomt og klappede på kortet imellem dem,
sådan at hans hånd ramte Mcilen, den vestligste by i Dinorriget.
”Ja” sukkede han alvorsfuldt. ”Fjalar er i forhandlinger med
Rothil og Prins Gjortnal, og langt inde kunne det tyde på. Jeg ved
ikke, hvad han er blevet lovet, men jeg vil tro, det er sikkert nok
at sige, at endnu en hertug har sluttet sig til vores opposition”.
”Med Mugball og støvdværgene fortsat på min side giver det tre
mod tre” konkluderede Runa af Lodiahs Hus. ”Altså må vi handle,
før flere potentielle allierede falder i bæstets kløer”. De
befandt sig i Mågens gamle rådskammer, som for nu i hvert fald
forblev hendes. ”Så lad os da mobilisere og rykke ud” støttede
Tjarn hende ivrigt, idet vagtkaptajnen knyttede en beslutsom næve.
Runa kom til at smile over sin trofaste vens opførsel, og hun lagde
en hånd på hans skulder. ”Så simpelt er det desværre ikke.
Denne kamp udkæmpes ikke på slagmarken, men over middagsmåltider
og brevudveksling”. ”Så sandt, så sandt” istemte Gavin, og
han placerede så tre mønter på kortet: En på Bjergsted, en på
Mizil og en på Hzul. ”Som kandidater har vi den unge Hertug Heitz,
den respektable Hertug Frerin og Hertuginde Bruni” opremsede han
slavisk. ”Heitzs far var måske deres mands allierede, men den unge
Denberg har ikke vist tegn på at pege i nogen bestemt retning.
Faktisk kunne man næsten mistænke, at han ønsker at forblive
neutral grundet hans alder, hans nylige udnævning og hans generelle
misinteresse i sagen. Ærlig talt er han ragende ligeglad med, hvem
der sidder på tronen, så længe han bliver ladt være i fred. Han
har sine egne sager at passe og ønsker ikke at erhverve sig nogen
fjender”. Runa havde udmærket hørt nogle af de rygter, der
omsværmede Denberg Heitz, hans særlige interesser og hans lyssky
forbindelser. ”Frerin derimod er en traditionalist” fortsatte
rådgiveren. ”Ligeledes vil han nok forsøge at holde sig neutral,
men kan dog potentielt overtales. Under alle omstændigheder vil
Rothils sædvanlige taktik, der ellers har virket så fint på Froste
og Fjalar, ikke har nogen effekt her. Gaver og personlige løfter har
Frerin ikke megen brug for”. Runa nikkede. Gavin havde naturligvis
fortalt alt dette til hende tidligere, men det var nu engang godt at
få det diskuteret, inden de lagde flere planer. ”Til sidst er der
Hertuginde Bruni...” Gavin tøvede et øjeblik. ”Det er svært at
sige med hende. Hun holder sine kort tæt ind til kroppen. Alle ved,
at hun er ambitiøs, ja for en halv snes år siden forventede ingen,
at hun en dag ville blive herskerinde af Bjergsted, men det er svært
at sige til hvilken grad. En meget privat kvinde er hun i hvert
fald”. ”Hun er god til at forstå potentiale og handle hurtigt”
bød en ny stemme ind. De tre dværge vendte sig alle overrasket mod
Trak, der nu for første gang i løbet af mødet havde sagt noget.
”Hvad mener du?” spurgte Gavin tøvende, som om han ikke rigtigt
vidste, om vagten havde været seriøs eller ej. ”Tja, det er ikke
fordi, jeg har så meget forstand igen på alt det her politiske
stads” begyndte Trak med et uforpligtende blik. ”Men jeg da har
hørt om hende, og hvad hun har gjort”. ”Ja” sukkede Gavin, nu
tydeligvis irriteret. ”Hun vandt Bjergsted over på sin side på
trods af at stamme fra en mindre adelsslægt, som ikke tidligere
havde haft nogen reel indflydelse...”. ”Ikke det” afbrød Trak
i et høfligt, men afgjort toneleje. ”Jeg snakker om før det.
Efter Elementernes By faldt altså, og Kolonikrigen endte, der var
hun nok blandt de første til at tage imod mit folk og det med en
plan i tankerne”. ”Så hun er venligstemt overfor goblinger”
sukkede Gavin. ”Ikke for noget, men det fortæller virkeligt ikke
noget om hendes handlekraft eller dømme...”. ”Du misforstår
mig” sagde Trak i det samme tonefald. ”Mit folk kalder Lone Bruni
for 'Erhververen', fordi hun skyndte sig at tage imod alle de
goblinger, hun ønskede at ansætte. Alle de bedste smede,
alkymister, politikere og endda adskillige shamaner, som overlevede
ulykken, hyrede hun, og de har tjent hende trofast lige siden. Jeg
snakker ikke om, hvorvidt hun var venligstemt imod mit folk eller ej,
for det har jeg ærlig talt ingen anelse om, men hun handlede hurtigt
og effektivt, og så skaffede hun sig en masse dygtige, kvalificerede
folk over på sin side, som nu skylder hende deres troskab. Hvis det
ikke var et snedigt træk, så ved jeg ikke, hvad det var”. Denne
gang blødte Gavins ansigt op, og et lille smil dukkede op på hans
læber. ”Det vidste jeg faktisk ikke” indrømmede han. ”God
pointe”. Runa, der havde stået og lyttet til alt, hvad hendes
livvagt sagde, vendte nu blikket mod Bjergsted på kortet, hvor Bruni
herskede. ”Hvad foreslår du da, at jeg gør, Trak?”. Dette
spørgsmål kom helt bag på goblingen. ”Mig?” sagde han
overrumplet og rystede samtidigt på hovedet. ”Jeg har ikke
forstand på politik, det har jeg allerede fortalt”. ”Det siger
du” sagde Runa med en hånd på hagen. ”Men samtidigt har jeg dog
bare svært ved at tro på det... så lad da se anderledes på
situationen. Hvis du var tilbage på gaden som byvagt, og du skulle
have Brunis hjælp i en sag, hvordan ville du så bære dig ad med
det?”. ”Tja...” sagde Trak, idet han overvejede spørgsmålet.
”Jeg ville nok først og fremmest tale med hende ansigt til ansigt.
Ikke over en middag eller sådan noget andet pjat. Det er måske også
bare min måde at gøre tingene på, men noget fortæller mig nu
engang, at Bruni er den direkte type. Jeg har i hvert fald hørt, at
hun ikke er meget til tidsspild, og at hun ønsker ægte
troværdighed, før hun afgør noget”. Han trådte hen ved siden af
Runa og lagde en hånd på kortet over Bjergsted ved siden af hendes.
”Vær ærlig, og vis, hvad du er villig til at gøre, og hvor
dedikeret du er til sagen. Under hertuginden siges det, at man får,
hvad man fortjener, når man har fortjent det. Hvis du skal
vinde hende over på din side, så nytter det ikke noget med løfter
om ting i fremtiden. Du må gøre det klart, hvad du er i stand til
at gøre lige her og nu. Direkte på og hårdt”. Runa kastede et
enkelt blik over på Gavin, der til hendes overraskelse nikkede
anerkende. ”Det var ikke helt dårligt foreslået fra en med ingen
forstand på politik” roste hun så sin livvagt. ”Det er sandelig
en anstændigt mand, du har fundet mig, Tjarn. Både skarp,
formentligt dygtig i kamp og ikke helt ubehagelig for synet...”.
Hun stoppede sig selv og trådte væk fra bordet. ”Så er
spørgsmålet bare, hvad vi faktisk er i stand til at vise Bruni lige
her og nu”.
Manwes værelse, Smedens Datter
Elverens
blik flakkede, da søvnen endnu en gang truede ham. Han hørte den
bløde seng kalde lokkende på sig, og et kort øjeblik var han lige
ved at give efter. Faktisk nåede han at lukke øjnene i længere end
bare et kort øjeblik denne gang, og da han endelig fik dem op igen,
overvejede han, om han mon var faldet i søvn bare for en kort stund.
Han tog også sig selv i at overveje bare at give efter og få sovet
ud... men nej, det kunne han ikke tillade sig selv. Han var sikker
på, at masken snart ville tale til ham igen... ja, faktisk syntes
han at have hørt den før i dag, omend kun et sekunds tid. Nu kom
der dog ingen lyde fra den stilleliggende kranie maske, og et eller
andet sted vidste han også godt, at der ikke ville ske noget på
denne måde. Det var ikke den rette vej, hvis han ønskede
resultater. Kun halvt ved bevidsthed samlede han Den Ensomme Skygges
maske op og vendte det i hænderne... før han tog den på. Først
formørkedes hans blik blot, og han indså, hvad han havde gjort, men
før han kunne nå at fjerne masken igen, hørte han det. Stemmen var
helt fjern, ja ikke meget mere end et resterne af et ekko, men den
var der. En stemme han havde glemt og alligevel huskede, som han
havde sidste hørt den dagen forinden. Den tilhørte nemlig hans mor.
Samme aften i kroens kælder
Der var et sølle fremmøde til den
aftens forsamling i kælderen, på trods af at Marintra havde ladet
alle vide det morgen forinden. For det første så var Monolo
naturligvis væk, men hans fravær var de langsomt ved at have
genvundet sig til. Samtidigt arbejdede Trak jo på at opretholde
deres alliance med Runa og Tjarn, så goblingen var heller ikke til
at finde der den aften. Hvad Manwe angik, så blev han kun sjældent
set på det seneste, da han opholdte sig på sit værelse det meste
af tiden. Samtidigt lå Tsyseria og sov, denne gang med lukkede og
låste vinduer, og Tugy, der ikke skulle have været med til mødet
alligevel, passede på hende. Til de andres overraskelse var Bruntop
heller ikke mødt op, ikke endnu i hvert fald, og dette efterlod kun
Faros, Marintra og Za-Sien. De stod først i lille stykke tid og
ventede tålmodigt, men der lod virkeligt ikke til at være andre på
vej. ”Sølle mus” knurrede Marintra utilfreds. ”Der er for
meget drama i gang lige nu”. ”Vi er ikke ligefrem på vores
bedste” istemte Faros ”men der er trods alt foregået en del på
det sidste”. ”Alt for meget” tilføjede odderen muggent og tog
samtidigt plads på en stol. ”Der kommer ikke andre, så I kan lige
så godt fortælle mig, hvad end det er, I havde tænkt jer. Så kan
jeg komme tilbage til at oversætte resten af ambassadørens breve
bagefter... det bliver endnu en sen aften, kan jeg forestille mig. I
det mindste kan jeg få øvet mit slavehandler-skidderisk”. Faros
hævede uforstående det ene øjenbryn. ”Anglorisk” forklarede
odderen, og den rødskæggede kriger nikkede. ”Tja” sukkede han
så. ”Det er ikke så meget en egentligt besked, jeg havde hertil
aften, men snarere en diskussion. Marintra og jeg er begge nået frem
til den samme beslutning. Vi er nødt til at finde en måde, hvorpå
vi kan komme ned til olddværgene”. ”Mechai sagen?” gættede
Za-Sien sig til. ”Ja” svarede Faros. ”Men ikke kun det. Gwora,
som Arolnar er ude efter, har arbejdet sammen med Prins Gjortnal, og
vi er nødt til at vide mere. For meget afhænger af den nuværende
politiske situation, og lige nu er næsten alt fuldstændigt uklart”.
”Forståeligt nok” mumlede odderen. ”Hvem havde du i tankerne
til at tage med ned under jorden? Personligt må jeg indrømme, at
jeg ikke er meget for tage turen derned. Jeg kan ikke lide tanken om
en hel race af slaver, men... min dømmekraft er ikke altid den mest
objektive, når det kommer til... lad os bare sige, at det vil være
for det bedste, hvis jeg bliver her for nu. Desuden har Manwe brug
for min hjælp”. ”Sikke ansvarlig og fornuftig du er gået hen og
blevet” kommenterede Marintra med et smil. ”Vend dig endeligt
ikke til det” knurrede Za-Sien som svar. ”Det er en fase, det
skal nok gå over”. ”Uanset hvad så kommer det på et passende
tidspunkt” sagde Marintra, og der var denne gang en vis ros at
spore i hendes stemme. ”I forhold til en vej ned til olddværgene,
så står vi vist endnu på bar bund, og ikke den slags hvor de
serverer drikkevarer. Det må vi finde ud af. Hvad angår personale,
hvem havde du så i tankerne, Faros?”. ”Mig selv først og
fremmest” svarede han bestemt. ”Jeg overvejer også Tugy, men det
kommer an på, under hvilke omstændigheder vi kommer til at rejse
derned. På den ene side kunne hun vise sig nyttig, samtidigt med at
jeg ikke har lyst til at lade hende ude af syne lige foreløbig, men
jeg har heller ikke noget ønske om at placere hende i alt for stor
fare. Dog kunne jeg forestille mig, at hun ville sætte pris på
turen”. ”Det ville hun nok” medgav Marintra. ”Men der er
desværre vigtigere ting på spil end ren fornøjelse, og jeg kan
ikke tro, at jeg lige sagde det”. ”Pas på” advarede Za-Sien
tørt. ”Ansvarligheden smitter”. ”Ha. Ha. Ha” fnøs Marintra,
hvorefter hun udstødte en dyb, ond latter. ”Hvor kom jeg fra? Når
jov. Du tager Arolnar med dig”. Der var en lille stille pause, hvor
odderen stirrede vantro på hende. ”Det havde jeg også overvejet”
indrømmede Faros langsomt. ”Selvom det kan vise sig at være
risikabelt”. ”Risikabelt?” gentog Za-Sien skarpt. ”Du er godt
klar over, at han er fuldstændigt tosset og vil forsvinde i en mørk
hule, så snart han ser sit snit til det?”. ”Måske” sagde den
rødskæggede kriger overvejende. ”Men han er den, som ved mest om
Gwora og hele sagen. Desuden er det kun et spørgsmål om tid, før
nogen dukker op her på kroen og leder efter ham... og vi har ikke
lyst til, at flere snigmordere skal komme her lige foreløbig, har
vi?”. Dette var odderen dog kun helt enig i, og det samme gjaldt
Marintra. ”Elverne har brug for at få hvilet ud” nikkede hun.
”De spinkle stakler”. Igen var odderen ikke sikker på, hvor
meget der blev sagt for sjov, og hvor meget der var seriøst.
”Bruntop skal nok også med” tilføjede Faros. ”Faktisk havde
jeg lidt håbet, at han måske ville have en ide i forhold til at
komme derned... men af en eller anden grund af han ikke mødt op. Jeg
ved ikke hvorfor”. ”Regin nævnte noget med et brev tidligere”
bød Za-Sien ind ”og noget sort muld, hvorefter han kaldte ham
'maskinen'. Ved du, hvad han mener det?”. ”Sortmuld” rettede
Faros ham. ”Det er en øl og en heftig en af slagsen”. ”Hvilket
er mærkeligt” tilføjede Marintra. ”Han plejer ikke rigtigt at
drikke mere end et enkelt krus i ny og næ, når vejret er til det”.
”Det var det i dag” lød det fra den netop oprejste Bruntop, der
indtil da havde ligget i læ under et af bordene. Han var mødt
tidligt op og havde sovet indtil halvvejs igennem deres samtale.
Alkymisten svajede usikkert frem og tilbage, da han kom på benene,
og hans øjne var røde. ”Faktisk var det lidt noget af et
møgvejr”. De to andre dværge samt odderen betragtede ham
bekymret, idet han gav sig til at hoste voldsomt og dernæst synke
for at holde sig selv fra at kaste op. ”Dog passer det hele ind i
planen, min gode herskerinde” lo Bruntop bittert og hævede
samtidigt et halvfyldt krus mod klippeloftet over sig. ”For ser I,
vejret har nemlig fundet en løsning på et problem, selv hvis det
øsede ned. Der er en sti gennem møget, forstår I nok... Jeg har
fundet os en vej ned til olddværgene”.
Kommentarer
Send en kommentar