Homunculus
Benni Bødker og Rune Ryberg leverer farverig kosmisk ”horror” med lidt for travlt
Af Valdemar
Lenschow, Litteraturhistorie
De
seneste år er genren kosmisk horror langsomt begyndte at snige sig mere og mere
ind i søgelyset med sine lange slimede tentakler. Sidste år kunne man på
netflix finde Guillermo del Toros Cabinet of Curiosities, tilbage i 2019
bragte Robert Eggers os The Lighthouse, og H. P. Lovecrafts uhyrlige
noveller fortsætter med at finde nye læsere som aldrig før.
Det er en genre, der oftest er genkendelig med alvor og ubehag.
Den befinder sig i en verden meget lig vores egen, men hvor uforståelige
mægtige skabninger dvæler lige uden for omfanget af vores egen bevidsthed.
Måske er de uinteresserede i os dødelige, måske venter de, eller måske er de
allerede i gang med en invasion. Uanset hvad er vi mennesker mere eller mindre
forsvarsløse over for disse ufattelige magter, og de fleste af os har inden
anelse om, hvor tæt vi er på vores egen undergang, eller hvad der lurer derude
i mørket.
Der er sjældent særligt konkrete svar at finde, og de få, der er, kan ofte have
dødelige konsekvenser.
Kosmisk horror kan være mange forskellige ting og kommer i et utal af former.
Det er dog sjældent, at kosmisk horror benytter sig af hverken den lysere ende
af farvepaletten eller slapstick.
Nu har danske Benni Bødker og Rune Ryberg dog givet deres bud i form af
tegneserien Homunculus; udgivet i to bind hos forlaget Fahrenheit.
Vi befinder os i en verden lig 1800-tallet, men både byen og det præcise årstal
kender vi ikke.
Dr. Harryhausens kone er for nylig afdød og begravet, men der er intet lig at
finde i hendes kiste.
Hun var i live et medie, og kunne ligesom Homunculus se æterplanet, samt et
medlem af det hemmelighedsfulde Ashra-Selskab; en loge af privilegerede
mystikere med en fascination af alt overnaturligt og eksotisk.
Efter hans kones død er Dr. Harryhausen begyndt at efterforske selskabet, og
han erfarer hurtigt, at de planlægger et mystisk ritual, der involverer
kommunikation med mægtige magter i det hinsides.
Men hvad er der sket med hans kone?
Hvad planlægger Ashra-Selskabet?
Hvad er Slangeilden?
Hvor kommer Homunculus egentligt fra?
Dette og mange flere spørgsmål præsenteres, imens Dr. Harryhausen og hans lille
hjælper stormer rundt i den anonyme by i deres ofte knap-så-diskrete
efterforskning.
Det bliver til et hæsblæsende mysterium, der ofte har lidt for travlt med at nå
fra A til B.
Første bind bruger sin tid på at stille alle de relevante spørgsmål for så at
levere svarene i bind to.
Der er for det meste tale om fine spørgsmål og tilfredsstillende svar, men
desværre kommer tegneserien nogle gange lidt til korte, når det handler om at
opbygge mystik og forundring.
Man bliver aldrig helt fanget af mysteriets adskillige spørgsmål, og det er
ærgerligt, for der er tale om en historie, der på papiret burde fungere rigtigt
godt. Det er en klassisk kosmisk horror fortælling med lidt genretwist, som har
nok at byde på i det mærkelige og det okkulte.
Problemet virker til at
ligge i strukturen; tempoet er somme tider lidt for hurtigt, og det kan føles
som om, at man kommer ind i historien en smule for sent. Harryhausen og
Homunculus forhold er allerede godt etableret, og de fleste af mysteriets
brikker er sat i gang. Professoren virker til at vide lidt for meget på forhånd,
og hans udgangspunkt kan virke forvirrende. Han kender til æterplanet og ved,
hvem der er, og hvem der ikke er mystikere og mediere, men samtidigt er han skeptiker
over for folk, der dyrker det okkulte, på trods af at der ikke finder en eneste
falsk seance sted. Denne konflikterende opførsel når aldrig helt at udfolde sig
i historien, og det føles som om, man mangler noget. Derudover så får man
heller aldrig noget vildt stærkt indtryk af Ashra-Selskabet, denne loge af
mystikere og rigmænd, der står bag det hele. Der mangler en lidt mere udpenslet
karakter iblandt disse, som læseren kunne gribe bedre fat i. Generelt set kunne
historien have nydt af et højere sideantal til at fortælle sin historie eller
en strukturering, der gjorde bedre brug af de sider, den har.
Til gengæld fungerer dynamikken mellem doktoren og Homunculus fremragende.
Man får meget hurtigt et stærkt indtryk af begge karakterer. Dr. Harryhausen er
kontrollerende, dramatisk og gnaven. Han giver ordrer, handler uden at tøve, og
han er ikke bange for at fortælle verden, hvad han synes om den. Homunculus på
den anden side er uskyldig og på mange måder blød, med en stor livslyst og et
ønske om en anden tilværelse. Det er måske Dr. Harryhausen, der har erklæret
krig imod verdens okkulte selskaber og de mystiske skabninger på æterplanet,
men det er Homunculus, der rent faktisk kan se dem, og som ofte plages af
mærkelige skabninger.
Den uheldige duo kommer ud for flere uheldige situationer, der håndteres med en
blanding af humor og drama. Det ene øjeblik puster og pruster de på klassisk
tegneserie-stribe manér for at komme væk fra farerne, det næste får man et
øjeblik af følelse og refleksion. Denne relation fylder meget og bærer
heldigvis tegneserien på trods af dens strukturelle kvaler.
Homunculus vinder også en del point på det visuelle.
Det er en charmerende tegneserie med flotte farver og en fortryllende streg,
der lykkes i at fange flere følelser; både de lette og de mere tunge. Den
kombinerer det fjollede, det mærkelige og det alvorlige på en måde, der føles
som om, den ikke burde fungere, men så gør den det bare alligevel. Den fanger
det kosmiske element godt med sine deforme uhyrer og sine syrede farver, der indbyder
læseren til en anden verden. Horror-elementet i kosmisk horror gør Homunculus
til gengæld mindre brug af. Det er sjældent, at tegneserien rigtigt
forsøger at blive uhyggeligt, men stregen demonstrerer dog, at den godt kan
levere dette element, når det bliver nødvendigt.
Man kommer næsten til at ønske, at Ryberg havde skruet lidt mere op for uhyggen.
Konklusionen lyder, at Homunculus har ret meget kørende for sig, men at
den desværre ikke helt kommer i mål. Det er helt sikkert en god tegneserie, og
hvert bind giver op til en times charmerende underholdning, alt efter hvor
længe man tager om at nærstudere tegningerne. Den er også værd at genlæse, men
historien når aldrig til det punkt, hvor alting bare klikker og falder på
plads. Jeg nød at læse den, men ville ønske, at mysteriet havde grebet mig
stærkere; for der er helt sikkert spændende svar at finde. Særligt et af
mysteriets spørgsmål leder et ret dystert sted hen, som i koncept er helt
perfekt og har potentialet til at ramme plet. Vejen derhen kunne blot have
brugt lidt mere finpudsning.
Homunculus bind 1:
Slangeilden og Homunculus Bind 2: Flammeherrerne
kan begge findes i butikkerne nu.
Pris: 198,- kr pr. bind
Kommentarer
Send en kommentar