#19 Baldan bankes!
20. Zyval 1076AA i Byrethia, elver
imperiets hovedstad
”Flot
stald I har her”. Vagten rynkede forvirret panden og kiggede på
den lille sal. Den lignende på ingen måde en stald i hans øjne, og
han forstod ikke, hvordan nogen kunne tage den for en. Hans blik
faldt igen på den besynderlige dværg, hans herre havde som gæst,
og smilede nervøst. Det var ikke den første mærkelig ting, dværgen
havde sagt. Vagten gik ud fra, at han blot var uvant med dværgenes
skikke og vaner. Han havde jo aldrig rigtigt mødt en dværg før.
Det havde Den Store Krig eller Koloni Krigen forhindret ham i. Han
havde ellers hørt masser af historier om dværge fra før i tiden,
men han havde altid været skeptisk i forhold til dem. Dværge kunne
da umuligt have så store skæg og være så besynderlige. Han var
gået ud fra, at det havde været propaganda fra elvernes kejser,
hans kejser. Men hvis dværgen ved hans side ikke var et særtilfælde,
kunne der alligevel være noget ved sagen. Den lille skikkelse var
klædt i gråt uld fra top til tå, og på hovedet havde den en
kæmpestor hue. Dværgens skæg skuffede heller ikke. Det dækkede
stort set hele dværgens ansigt, og elver vagten mente at have set
noget bevæge sig inde i det på et tidspunkt. Der sad fjer i hele
dværgens skæg og beklædning, og på ryggen havde den en kæmpestor
rygsæk. ”Herre Baldan af Bartius slægt skulle være her om få
minutter” forsikrede han dværgen ”han har set meget frem til at
møde dem, øh... hr Bager”. ”Hupti juuup” svarede dværgen
mærkværdigt, og vagten undlod at sige mere. Han ville helst undgå
at være for dømmende, da hans race uheldigvis var lidt berygtet for
det, men han forstod udmærket, hvorfor man kunne finde dværgene
mærkelige. De følgende minutter slæbte sig langsomt af sted uden
anden afbrydelse end dværgens små udbrud af ”missa snedig
skinke”, ”jakonabo sæbesovs” og ”sontar-har”. Vagten blev
derfor ekstremt lettet, da fem andre elvere endelig dukkede op i den
anden ende af salen. De blev anført af en fornemt klædt elver i blå
klæder, som kiggede arrogant og selvhøjtideligt fremad. Vagten
havde aldrig været særlig glad for Baldan, og nu da han havde
fundet ud af, hvilke typer herren mødtes med, overvejede vagten
seriøst at skifte arbejde. De fem elvere krydsede salen i ingen tid.
”Mester Baldan” sagde dværgen ”guuut at endelige træjfa dem”.
Dværgen rakte en hånd frem mod Baldan, men han gengældte ikke
håndtrykket. ”I lige måde, frøken Marintra” sagde han
selvtilfreds ”det er godt at endelig møde den, der har været så
stor en plage. Ret ironisk din størrelse taget i betragtning”. ”Så
har du aldrig mødt en nisse”. Vagten, der nu var endnu mere
forvirret, mærkede pludseligt en hånd trække ham ned på jorden,
og så fik han en kniv på halsen. Men Baldan rørte sig ikke af
flækken. ”Dræb ham bare” sagde han henkastet og lavede et kast
med hånden ”bevis over for mig, at du virkelig er en fjende af
elverne”. Den forvirrede vagt kiggede skræmt på Baldan, som ikke
så ud til at værdige ham et blik. Hvad pokker foregik der? ”Du
kender mig virkeligt ikke særligt godt, gør du” svarede dværgen
bittert ”og det går mig virkelig på, at et forbandet egern som
dig ikke engang kan huske Tsyseria”. Elver vagten blev pludseligt
slynget mod gulvet. Han nåede lige i at høre en hane gale, før han
gik ud som et lys.
Baldan og
hans resterende vagter blev alle fuldstændigt overrumplet, da
Marintra trak en hane og en høne frem fra sit skæg. ”Hvad i hele
hule Herroth!” udbrød en af dem, lige før han besvimede fra et
slag i nakken. En af de andre vagter havde tilsyneladende slået ham
ned. Den skyldige vagt fjernede sin hjelm og vidste sig at være en
fuldstændigt fremmed elver. ”Hvem er du?” spurgte Baldan vredt.
”En ven af både mig og elverne” lød det fra Marintra. Hun stod
nu med en bue rettet mod Baldan. Hun havde kastet skægget til side,
og hendes rygsæk lå tom på jorden. Baldans to sidste vagter tog
flugten. Det her var bare for meget. ”Og kom ikke tilbage” råbte
Marintra efter dem ”medmindre I har kiks”. Hun fjernede dog ikke
blikket fra Baldan af Bartius slægt, som var blevet helt ligbleg.
”Hvad nu?” spurgte han nervøst ”hvad vil du og denne forræder
gøre nu?”. Han kiggede hadefuldt på Manwe. ”Vil I dræbe mig?”.
Marintra trådte et skridt nærmere ham stadig med en pil rettet lige
mod hans brystkasse. ”Arolnars prototyper” sagde hun ”hvor er
de?”. Et smil dukkede op på elverens læber. ”Du ved virkeligt
ikke noget” sagde han hånende ”på trods af alt hvad du har
gjort, så er du altid et skridt bagefter. Og nu har I ikke noget
skjulested længere. Ikke noget sted at skjule jer og lytte til
musik, når det bliver for meget for jer. I har ikke engang en barde
længere”. Det sagde ”smak”, da den tidligere Fenriks næve
ramte hans ansigt, og Baldan faldt til jorden. ”Bare svar på
spørgsmålet” sagde Manwe vredt. Men Baldan smilede fortsat. Han
så ud til at vide præcist, hvor dybt han havde ramt ved at omtale
Brildur. ”Jeg har dem ikke” svarede han og rakte hænderne i
vejret. Hønen og hanen løb forvirrede forbi ham. ”Hvem har dem
så?” spurgte Marintra ”svar eller du kan få lov at hilse din
bedstemor i Herroth”. Baldan smilede igen. ”Årh...” sagde han
”de er lidt over det hele. Spredt ud over det kriminelle marked i
Zrulf. Inden længe vil alle landets beskidte borgere blive ofre, og
Mortlan vil blive renset for jeres slags”. Han kastede et blik på
Manwe. ”Alle forrædere vil være døde, så verden endelig kan
blive fredelig igen”. Så kiggede han på Marintra, og hans smil
voksede. ”Og det er allerede for sent at gøre noget ved det. Du
vil blive nødt til kigge hjælpeløst på igen, men denne gang vil
der ikke være nogen til at redde den hjælpeløse Blækblink”.
Marintra slap strengen, og en af hendes pile begravede sig i Baldans
lår. Han skreg af smerte og væltede om på siden. ”Er det
virkeligt alt, du ønsker?” spurgte hun vredt og trådte hen til
den ynkelige elver ”at skabe død og ødelæggelse. Ligesom da du
udslettede goblingernes by”. Et besynderligt udtryk faldt over
Baldans ansigt. ”Jeg ønskede ikke at skade goblingerne” sagde
han fraværende, som om han ikke selv forstod, hvad han sagde ”det
var ikke min plan”. ”Hvad mener du?” spurgte Marintra
indtrængende ”du satte din skødehund, Rugbert på sagen. Du var
skyld i så mange folks død”. Baldan så nu fuldstændigt
forvirret ud. Han var bleg, og smerten i hans ben lod ikke til at gå
ham på. ”Gjorde jeg det?” mumlede han ”gjorde jeg virkelig
det? Men Rugbert arbejdede aldrig for mig, han var en fremmed. Han
kontaktede mig på andres vegne”. Marintra anede ikke, hvad Baldan
snakkede om. Han bluffede sikkert... men der var noget over hans ord,
som fik hende til at tvivle. Dræb ham, hviskede en stemme i
hendes hoved, han lyver. ”Hvem beordrede ødelæggelsen af
Elementernes By?” spurgte hun. Hendes tonefald var denne gang helt
neutralt. Baldan åbnede munden for at svare, men han begyndte
pludseligt at hoste voldsomt. Blod dukkede op i hans mund, og hans
blik formørkedes. ”Hvad ved dinorens skæg...” mumlede Marintra
og faldt på knæ ved siden af elveren. Hun kiggede hurtigt op på
Manwe, men han så mindst lige så forvirret ud, som hun følte sig.
Da hun kiggede ned på Baldan igen, lå han helt stille. Baldan af
Bartius slægt var død. ”Min største fejltagelse” sagde en
fremmed stemme pludseligt. Marintra vendte sig imod dens ejer med
klargjort bue. En fremmed dosne stod nu i den anden ende af salen.
Han havde sandfarvet hud og gyldent hår, som var karakteristisk for
de sydlige ørken dosner, men hans øjne var helt unaturlige. De
lyste gyldent. ”Hvem er du?” spurgte Marintra, netop som en anden
mand dukkede op ved dosnens side. Han havde en simpel sort jakke og
en hvid paryk på. En typisk Frangicansk påklædning. ”Schmith”
sagde dosnen henvendt til den anden fremmede ”fjerner du liget?”.
Den frangicansk-udseende fyr rakte sine ene hånd frem og mumlede
nogle elvinoriske ord. Baldans lig var pludseligt væk. Så kiggede
dosnen på Marintra. ”Min størst fejl var at lade denne elver
leve” sagde han uden skyggen af følelser ”da jeg skulle have
regnet ud, at han kunne lave ballade. Sådan en selvisk elver kunne
jo ikke rigtigt gøre andet”. ”Hvem er du?” spurgte Marintra
igen. ”Jeg er her på vegne af en gruppe, som ikke finder sig i at
have andre, der blander sig i deres affærer. Hvilket I jo
selvfølgelig ikke har gjort”. Han smilede koldt. ”Men jeg må nu
alligevel advare jer, før I gør noget rigtigt rigtigt dumt. Undlad
venligst at blande jer i Tidens Mestrers sager”. Før Marintra
nåede at stille disse to fremmede flere spørgsmål, blev de opløst.
Begge deres kroppe blev forvandlet til sand, som forsvandt i en
pludselig blæst. Tilbage stod en forvirret dværg, en forvirret
elver, og to panikslagne høns. ”Kommer vi til at blande os uden om
deres affærer?” spurgte Manwe, da en rimelig mængde tid var gået.
”Stjæler dosner?” svarede Marintra.
Kommentarer
Send en kommentar