#3 Benjamin Gyldenuld
Fortæller: Roi de
rat
Periode: Gar 1076AA
Placering: En
fangekælder i Frangica i det sydlige Mortlan.
Ingen lægger mærke til en ekstra tigger, tyv eller hjemløs
på gaderne. Blot endnu en nedbrudt sjæl med en ulidelig eksistens. Nogle folk
efterlader dem sommetider en smule mønter for at rense deres samvittighed,
imponere andre eller i yderst sjældne tilfælde, fordi de er virkelig er gode
folk med gode hjerter. Men selv de godhjertede lægger ikke rigtigt mærke til
os. Det sker, at folk kritiserer os eller udviser deres medlidenhed, men ingen
har nogensinde virkelig lagt mærke til os. Vi har været som skadedyr, som
rotter, i alle storbyerne, men selv rotter kan danne flokke. Tyvenes Broderskab
har længe været den største af disse grupper, og deres domæne strækker sig til
store dele af Mortlan. Så når jeg nu fortæller dig, at Tyvenes Broderskab har
mistet fodfæstet i Frangica på grund af De Røde Riddere og Syndors kirke, så
skal du forstå, hvor meget det betyder. Ingen kan lyve for en rød ridder, så
tyve har altid haft svært ved at klare sig i deres hjemland. Den kriminelle
underverden var så godt som udryddet i Frangica i mange år… indtil jeg trådte
ind.
Men nok om mig. Det er ikke grunden til, at jeg har
anskaffet mig jeres opmærksomhed. Det, jeg gerne vil fortælle om i dag, er mit
møde med Benjamin Gyldenuld. Allerede på det tidspunkt vidste jeg, at denne
mand kunne blive en stor spiller i Mortlans fremtid, og jeg havde ret.
Parins fangekælder 5 oktober 1076
”Nej, ellers tak, min gode mand, jeg kan sagtens klare mig
selv. Hov pas på hatten… av”. Fangevogteren grinede af den yderst høflige mand
og kastede hans mærkelige, sorte, høje hat hen til ham. Så lukkede han
celledøren og gik sin vej. ”Åh pokkers også” sukkede den høflige mand med det
gyldne hår og tørrede jord af sin hat ”jeg havde ellers lige fået den sidste
plet mudder af den”. Han satte hatten på sit hoved igen og stak hånden ned i en
af lommerne i sin mørke frakke. ”Godt” mumlede han ”i det mindste tog de ikke denne”.
Så fremdrog han lang pibe af træ og lod sine fingre løbe hen over den. ”Det har
du ikke lyst til at gøre hernede. Røgen bliver ulidelig i disse små celler”.
Manden sendte mig et smil og lettede på sin hat. ”Hvor er mine manerer dog
blevet af?” sagde han undskyldende ”jeg glemte helt at introducere mig til min
nye værelseskammerat. Benjamin Gyldenuld fra Latynia. Og du kan være helt
rolig, min gode dosne, jeg har ikke i sinde at fylde kammeret med røg. Dette er
ikke engang en ægte pibe”. Han flækkede piben på langs, og der blev afsløret et
langt hulrum inde i den. I det lå en lille flaske, som indeholdte en gylden
væske. Manden tog proppen af flasken og tog en slurk af væsken. Hans ansigt
blev straks helt roligt, og han satte sig på cellens eneste træstol. ”Hvad er
du dog komme i spjældet for?”. Benjamin vendte sig straks mod mig igen med et
smil. ”Hærværk, åbenbart” sukkede han og lænede sig op ad væggen ”det var et
mindre uheld, og det tog sin at arrangere, men heldigvis lader det til at have
været det hele værd”. ”Hvad mener du? Ville du gerne i spjældet? Dette er
Frangicas fængekælder. Du kommer ikke ud herfra igen, medmindre du har de rette
kontakter. Hvordan kan det have været det hele værd?”. ”Jeg mødte dig” svarede
Benjamin og rettede sig op på stolen ”lige den person, jeg ledte efter. De er
ikke nem at opspore, det må jeg give dem, deres højhed”. ”Åh for Herroth da
også, jeg er ikke nogen højhed, så hold endelig igen med høflighedsfraserne.
Hvad ønsker du af mig?”. Gyldenuld stoppede med at smile og blev straks helt
seriøs. ”Jeg har på fornemmelsen, at du allerede ved en hel del om mig” sagde
han. Jeg nikkede. ”Alle kender selvfølgelig historierne om din familie. Om
Gyldenuld slægten der forsøger at bringe Latynia tilbage på rette spor med
jeres nye samfundsorden, hvor alle arbejder for jer og bærer besynderlige
hatte. Hele Mortlan snakker om jer. Men du har ret. Jeg ved mere end de fleste.
Jeg ved, hvorfor du er her i Frangica. Du jager en tyv, som for længe siden
stjal nogle plantegninger fra. Plantegninger der kan sikre dit lands fremtid,
men som adskillige andre interesserede parter også ønsker at få deres kløer i.
Jeg kender sågar navnet på denne tyv. Schmith. Og du ønsker min hjælp til at
fange ham. Faktisk mener du, at du har brug for den”. Benjamin kiggede
imponeret på mig og pakkede flasken med det gyldne indhold væk igen. ”Det ser
ud til, at jeg havde ret” sagde han og rejste sig op ”nævn din pris?”. En stor
rotte krydsede cellens gulv og lagde sig ved mine fødder. ”Jeg tager ikke
penge. Jeg tager tjenester. Så hjælper jeg dig med dette, skylder du mig en, og
jeg vil afkræve den af dig en dag. Den sidste der prøvede at trods mig var Kong
Jean-Luc. Ved du, hvad der skete med ham?”. Benjamin kiggede alvorligt på mig
uden at blinke. ”Han blev fundet i salaten til sit eget bal” svarede rigmanden
fra Latynia ”men jeg er villig til at indgå sådan en handel med dig”. Jeg lagde
min hånd på rotten ved mine fødder og fremsagde gåden, der skulle vise, om han
var værdi.
”Altid ene, men
aldrig alene
En tankeløs flok, går
ofte amok
Insekter og rotter,
er sommetider i grotter
Hvad er dens navn?”
Benjamin svarede. ”Korrekt. Jeg vil hjælpe dig med at finde
din tyv. Du er faktisk kommet på et overraskende godt tidspunkt, da alle
Mortlan største tyve skal mødes denne aften. Jeg er sikker på, at en af dem vil
kunne pege dig i den rigtige retning. Men jeg advarer dig. Schmith er en del af
noget langt større, og hans overordnede har deres egne visioner for de plantegninger,
han stjal fra dig”. Jeg rejste mig op og lod mine fingre løbe hen over
stenmuren. Så trådte jeg et skridt tilbage, og hele muren gled til siden, så
der blev afsløret en mørk passage bag den. ”Og kald endelig på din tjener,
Benjamin. Vi kommer ikke tilbage hertil”. Benjamin så overrasket ud i et halvt
sekund, men han vendte sig så imod celledøren og kaldte ”Charles, kom her ind”.
En kortskægget dværg med en rund, flad hat og en sort frakke magen til sin
chefs dukkede op i døråbningen og gik hen til Benjamin. ”Dette møde mellem
tyvene” sagde Benjamin forsigtigt ”der skulle vel ikke være mad? Jeg har ikke
fået noget at spise siden i går aftes”. ”Der er mad”. ”Godt” istemte Benjamin
og fulgte efter mig ind i passagen, som lukkedes, da Charles også var gået med
ind i mørket ”jeg kunne godt trænge til en god lammetærte”.
Kommentarer
Send en kommentar