#4 Draug
Fortæller:
Alexander Brand Dahl
Periode:
1032 Første Alder
Placering:
Frigusheim
Rejsen sydpå del 1 (1050FA)
Alexander sukkede udmattet og lænede sig op ad
Frostfalkens mast. Kampen mod de pirater havde taget mere på hans kræfter, end
han havde regnet med. Han var ikke længere den kriger, han havde været i sin
ungdom, men selv dengang ville han nok have haft besvær med at besejre de otte krakkensønner selv med elverens hjælp. I øjeblikket var bare glad for at være i
live. Alexander satte pris på god humor, men det ville være lige en tand for
ironisk, hvis han ikke nåede til Elwar for at fuldføre sin opgave, hvad den så
end indeholdte. Desuden så han frem til et vist møde.
5. Zyval 1032FA
”Kom så, far, giv ham tæsk” råbte den lille
rødhårede Kreya fra sidelinjen, og hendes store skæggede far lo. ”Nu skal jeg
jo være lidt forsigtig med Brand” sagde han hånende ”han er bare en præst, og
kamp er ikke hans domæne”. ”Mit navn er Alexander” svarede jeg ham uden skyggen
af vrede ”og har du nogen anelse om, hvor magtfuld en gud er. Tror du virkelig,
at deres tjenere er svæklinge?”. Og netop som Kroll søn af Fergus McGedehyrde
vendte sig for at kaste en fornærmelse tilbage i mit hoved, svang jeg
Flodklinge og gjorde ham våbenløs. ”Ved mine forfædres ged!” udbrød Kroll, da
hans store claymore landede i græsset ”du er ikke så ringe igen, hva Brand?”.
Jeg pegede mit blågrå sværd Flodklinge mod ham og sagde knap så roligt ”mit
navn er Alexander”. Så brød vi begge ud i latter, og jeg omfavnede min bedste
ven, hvorefter vi vendte os imod hver vores datter. De havde begge siddet ved
siden af hinanden og betragtet kampen. Kreya var lille, rødhåret og fregnet som
sin far. Hun havde råbt op flere gange i løbet af træningskampen, men min lille
Sky havde ikke sagt et ord til os. Jeg vidste på forhån, at hun havde siddet og
tænkt det hele igennem slag for slag, skridt for skridt. Hun havde garanteret
regnet ud, hvad der ville ske, et godt stykke tid før det hændte. ”Du var for
langsom” kritiserede hun mig det øjeblik, jeg nåede tilbage til hende ”du er
nødt til at blive hurtigere til at undvige. Ellers kan det blive din død”.
”Hvor er du dog bare fuld af støtte og ros” gryntede jeg og satte mig ned i
græsset ved siden af hende ”gjorde jeg ikke noget rigtigt?”. ”Tja…” sagde hun
tøvende ”din afvæbning af Kroll var vel ikke helt ringe, selvom du sagtens kan
arbejde på din præcision”. ”Nå, det kan jeg!” udbrød jeg og begyndte at kilde
hende, før hun nåede at reagere. Hun grinede vildt og rullede rundt i græsset,
imens jeg fortsat kildede hende. ”Hold op, far” råbte hun ”du vinder, du
vinder”. Jeg holdt inde og ruskede i hendes hår, men Sky var ikke den
tilgivende type. Hun sprang på mig med det samme, og kort efter var det mig,
der lå grinende på jorden. ”Nå, det er sådan, I træner nu om dage. Det undrer
mig ikke, at I ikke bliver bedre”. ”Ragnar” udbrød jeg pludseligt, da jeg så
min mentor foran mig ”det var Kroll, der pludseligt fik den her tossede ide”.
Ragnar hævede sit buskede øjenbryn og nullede sit lange skæg. ”Ja så” sagde
han, netop som Kroll kom til syne med Kreya på sine skuldre blandt træerne. Den
store rødskæggede højlænder havde fået et blåt øje, og jeg havde på
fornemmelsen, at Kreya var skyld i det. Den lille tøs mindede for meget om sin
far. ”Kroll” sagde Ragnar anklagende og lænede sig op ad sin stok ”hold op med
at spild tiden og kom med mig. Begge to”. Kroll sendt mig et mistænksomt blik,
men jeg trak blot uskyldigt på skuldrene, og så skyndte vi os efter den gamle
præst. Fader Ragnar var en mærkelig en. Han gik altid rundt i en blå kåbe uanset
årstiden med gudernes mærker indsyet, sin trofaste stok i hånden, en taske fuld
af bøger slynget over skulderen og med sin gamle armbrøst i bæltet. Ingen
vidste rigtigt, hvor gammel han var, men ingen kunne huske en tid før ham, og
han lod altid til at have sit grå skæg. Normalt ville jeg måske have
kommenteret dette, men jeg kunne se på den gamle mand, at der var noget
alvorligt i gære, så jeg holdt min mund lukket. Kroll besad ikke min
tålmodighed. ”Hvad er der sket?” spurgte han så hurtigt, at han var svær at
forstå med sin kraftige højlænder accent. ”Lukas har nogle nyheder” svarede
Ragnar vagt, og jeg sendte Kroll et
”bare-ti-stille-for-han-siger-ikke-mere-alligevel”-blik, men højlænderen ville
ikke klappe i. ”Er det om ormekæmpen?” spurgte han ”er den blevet set?”. Ragnar
sukkede højlydt, og jeg gik ikke ud fra, at han ville sige mere. For en gangs
skyld tog jeg fejl. ”Hans folk er løbet ind i nogle dødninge i en eller anden
gammel elver krypt, som ingen havde hørt om før. Hmmmpf… de elvere påstår måske
at være åh så vise, men der er altså en grund til, at vi brænder vores døde”.
”Ja” svarede jeg uhørt ”ligbålet varmer så dejligt”.
”Så du er en af Lukases folk?” hilste Kroll på
dværg paladinen, der havde brug for vores hjælp ”du har et langt mere imponerende
skæg end den tosse”. ”Ikke rigtigt og tak” svarede den rødskæggede dværg og
kiggede imponeret op på Krolls eget skæg ”jeg var på en mission til norden, da
Lukas fik brug for min hjælp. Vi har mødt hinanden før i Luctor for en del år
siden. Og jeg må sige, at dit skæg også er yderst imponerende… for et
menneske”. Kroll skulle lige til at svare igen, men jeg kom ham i forkøbet. ”Ja
ja ja” sagde jeg ”nu har vi fået konstateret, at rødhårede er overracen, og at
I komme til at spise alle vores sjæle en dag, men kan vi ikke vende tilbage til
krypten”. ”Selvfølgelig” gryntede dværgen og lagde sin hånd på stendøren foran
os ”det var faktisk et tilfælde, at Lukas løb ind i den. Han var vist fulgt
efter nogle bønder for at prædike Lux Signifers ord til dem, da han faldt ned i
et hul og endte i krypten, som var fuld af udøde. Lukas prøvede først at
skræmme dem væk ved at kalde dem hedninge og sige, at Lux Signifer var den
eneste sande gud, men det virkede overraskende nok ikke”. ”Lyder ganske rigtigt
som Lukas” kommenterede jeg og lagde min hånd stendøren ”han kan godt lide at
tvinge sin religion ned over andre. Om de er levende eller ej rører ham ikke”.
Dværgen kvalte et smil og blev så straks seriøs igen. ”Det lykkedes Lukas at
undslippe gennem denne dør, men han opdagede adskillige andre tunneler fra
katakomberne, der kunne lede imod Hildursted” fortalte han og begyndte at
skubbe på stendøren ”vi er nødt til at uskadeliggøre de udøde, før de finder
den rigtige tunnel”. Stendøren gik op med et brag, og dværgen pustede udmattet
ud. ”Hvad er dit navn?” spurgte jeg dværgen, før jeg trådte ind i de mørke
katakomber. ”Hrot” svarede dværgen.
”Odar, skænk mig ild” hviskede jeg, og et
sekundet efter brændte faklen i min hånd i lys lue. ”Så du er også en præst”
gryntede Hrot mistroisk og tog imod faklen, hvorefter jeg antændte endnu en.
”Ja, det er jeg” svarede jeg vagt og trådte længere ind i katakomberne ”men jeg
er ikke kommet for at prædike for dig. Lukas kan sikkert tilfredsstille alle
dine behov, hvad det angår. Jeg er her for at hjælpe dig med disse draug. Så
lad mig stille dig et spørgsmål. Hvor meget ved du om katakomberne?”. ”Så godt
som ingenting” svarede Hrot ”jeg har allerede fortalt, at jeg ikke er lokal. Du
har nok en større chance for at have brugbar viden end mig”. ”Fint nok” sukkede
jeg og vendte mig imod en af kryptens kister, der lå knust på stengulvet ”men
jeg har aldrig hørt om en elvisk grav her i området og da slet ikke flere katakomber.
Det eneste, der måske kunne være relevant, er historien om Rizzian”. ”Hvad er
det for en historie?” spurgte Hrot og drejede om det næste hjørne i mørket.
”For godt to og tredive år siden skulle der være kommet nogle høj elvere ned
fra Nissebjergene. Mange af dem var sårede eller døende, og deres leder Rizzian
var blevet brændt ihjel. Hans slægtninge bar hans aske i en krukke, og de
spurgte Hildursteds borgere, om de måtte begrave deres afdøde et sted i
nærheden. Jeg ved ikke hvad, der blev svaret dem, men de blev vist aldrig hørt
fra igen. Kan være, at de lavede disse katakomber”. ”Det er et sjovt ord, er
det ikke?” indskød Kroll ”katakomber, kat-a-kom-ber. Hvad er det for en fisk?”.
”Det er jo tydeligvis en kat, din fladpande” rystede jeg på hovedet af ham ”det
sagde du selv”. Så vendte jeg mod den næste kiste foran mig. Den var også
knust. Hvor længe havde vi gået nu? ”Vi burde være stødt på dødningene” mumlede
jeg og kiggede ned i kisten, men den var tom ”lad os bare håbe, at de ikke har
fundet den tunnel”. ”Åh bare rolig” gryntede Hrot ”de ventede på os”. Jeg vente
mig for at se, hvad han snakkede om, og opdagede det øjeblikkeligt. Der var
godt tyve draug på vej hen mod os fra den anden ende af den gang, vi befandt os
på. Historien om Rizzian lod til at være forbundet, for alle de rådne lig var
elvere, og de bar alle våben og rustning af Yngolsk oprindelse. Deres udstyr
var ikke rustent, men deres kød var fyldt med maddiker, og deres øjne var for
længe siden blevet spist af rotter. Jeg trak Flodklinge, som glimtede blåligt i
skæret fra min fakkel, og gjorde front mod dem. ”Langørede er de samme, uanset
om de er døde eller levende” brølede Kroll og vendte sin Claymore mod dem
”dette skal nok blive sjovt”. Han sprang ivrigt frem, og hans første udfald
fældede tre dødninge. ”Hold dig tilbage” råbte Hrot efter ham ”du blokerer hele
passagen”, men højlænderen lyttede ikke. Der faldt en fjende, for hver gang han
angreb, men hans entusiasme forhindrede mig og Hrot i at hjælpe ham. Og selvom
at Kroll var en ganske god kriger, så ville det kun være et spørgsmål om tid,
før de dødes overtal ville udgøre forskellen. ”Kroll!” råbte jeg af ham, men
jeg turde ikke hive ham tilbage, da han var under konstant angreb af draug. Så
i stedet for at forsøge at stoppe ham igen, lukkede jeg mine øjne og bad en bøn
til Hildur, krigernes og sneens gudinde. ”Gudinde, hør min bøn. Vejled min
klinge, hjælp mig i min strid og knus mine fjender. Jeg er dem evig
taknemmelig”. Jeg åbnede mine øjne igen, og jeg vidste med det samme, at Odars
datter havde lyttet til mig, som hun havde gjort det så mange gange før. Og det
var lige i rette øjeblik, for Kroll brølede af smerte, da en draug huggede sin
økse i højlænderens side, så han faldt i knæ. Jeg sprang adræt hen over ryggen
på ham lige i tide til at parere et hug rettet mod min vens ansigt. Dødningen
vaklede tilbage, og jeg svang hurtigt Flodklinge mod den. Der lød intet udbrud
eller bare det mindste grynt af smerte, da en maddikebefængt hånd landede på
gulvet. Jeg kan virkelig ikke fordrage draug. Jeg tøvede dog ikke et sekund, og
i det samme dødningen trådte tilbage, kastede jeg min besværgelse. Tusindvis af
små stykker is blev dannet af fugten i katakomberne og skudt af sted mod den
lange række af døde elvere. De to forreste lig faldt begge livløse bagover, og
resten trådte adskillige skridt bagud. Men bag alle de følelsesløse lig lød der
et udbrud af smerte, som virkede mistænkeligt ikke dødt. ”Nekromantikeren”
udbrød Hrot ”han styrer de udøde. Dør han, går de tilbage til at være almindelig
lig”. Jeg nikkede forstående, men problemet var bare, at der endnu var syv
draug mellem mig selv og så denne nekromantiker. ”Du skulle vel ikke gemme
nogen paladin trick i ærmet?” foreslog jeg ”jeg har hørt, at jeres magi skulle
være rimelig imponerende”. ”Jeg er bare en kriger” gryntede Hrot ”hverken præst
eller magiker. Hammeren er min magi”. Dværgen løftede en smukt smedet hammer
med en indgraveret solopgang over sit hoved og hævede et mørkt skjold. ”Jeg kan
sagtens kæmpe videre” protesterede Kroll og forsøgte at rejse sig, men jeg
skubbede ham til siden, så Hrot kunne komme til. Paladinen viste sig at være en
dygtig kriger, og skjoldet hjalp ham i den smalle passage. Han undgik at blive
sårbar, som Kroll og jeg havde været det, og inden længe var der ikke flere
dødninge tilbage. Der brød brand ud i hver af dem, som de faldt til jorden.
Hans hammer var magisk. ”Nekromantikeren er her ikke” rapporterede Hrot, da han
vendte tilbage til os. Han var både såret og svedig. ”Men var det dem alle?”
spurgte jeg ”eller gemmer der sig flere lig et sted hernede”. Hrot trak på
skuldrene og satte sig ved siden af Kroll, der bed tænderne sammen for at
udholde smerten fra sit sår. Det lod til at være langt værre, end han havde
givet udtryk for. Sådan var det altid med ham. ”Kom” sagde jeg til ham ”op med
dig. Vi skal have dig ud herfra. Et maddikefyldt gravkammer er ikke det bedste
sted, hvis man vil undgå infektioner”. Min bedste ven tog klagende fat i min
skulder, og jeg hjalp ham op at stå, hvorefter jeg vendte mig mod Hrot. ”Kommer
du med? Du ser ærligtalt også ud til at kunne bruge noget lægehjælp, og jeg
tvivler på, at nekromantikeren har det rette udstyr, hvis han bor i sådan et
beskidt sted. Der er sikkert kommet støv på bandagerne”. Hrot lo og rejste sig
op. ”Det er også ved at blive sent. Jeg foretrækker at jage dæmontilbedere i
dagslys” bifaldt han, og sammen begav vi os imod katakombernes udgang. ”Skal du
med på kro, paladin?” spurgte Kroll, da vi var kommet udenfor igen ”når jeg har
fået støvfri bandager på mit sår”. ”Med på kro” gentog Hrot sagte ”lyder som
starten på et større eventyr, jeg ikke er sikker på, at jeg kan holde til. Men
jeg kan vel godt tage med denne ene gang”.
Kommentarer
Send en kommentar