#5 Xenrons arv
Fortæller: Tash Rizzian
Periode: December 1043 Anden Alder
Placering: Magiens Vogtere
23. Xen 1070 AA i Grubarlad
”Tag endelig plads på
stolen, så kommer jeg lige om lidt”. Jeg gjorde, som der blev sagt, og sukkede
udmattet. Det havde allerede været en lang dag, men den var endnu ikke slut.
Hvis alt gik efter planen, ville jeg allerede være på farten igen om nogle få
timer. Men på trods af min travle tidsplan kunne jeg ikke undlade at lade mig
selv beundre af Vismandens samling. Han havde et utal af gode bøger, magiske
våben, kort, og bagerst i den lille hytte hang der kraniet fra en ormekæmpe viklet
ind i et varulveskind. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han kunne have fået
ormekæmpens kranie bragt her til syden, da de udelukkende levede i det nordlige
Mortlan, men jeg havde ikke tid til en længere historie. Jeg var derfor
begyndte at blive en smule utålmodig, da den gamle, skæggede Vismand endelige
kom tilbage. ”Hvad var det, du ønskede at tale om?” spurgte han mig og satte
sig på træstolen på den anden side af bordet ”hvad er så vigtigt, at du er nødt
til at forstyrre mig på denne dag?”. ”Denne dag?” gentog jeg. Jeg havde helt
mistet tidsfornemmelsen i løbet af de sidste par ugers rejse. ”Hvad snakker du
om?”. Vismanden rynkede panden. ”Det er da Vintersolhverv, hvad ellers” sagde
han overrasket over min uvidenhed ”hvordan kan du have så travlt, at du glemmer
alt om vintersolhvervet?”. Jeg blev pludseligt helt tør i munden. Det var længe
siden, at jeg selv havde holdt vintersolhverv. De sidste par år havde været
alt for hektiske. Der havde været for meget at lave og for få at holde det med.
”Det er en længere historie” svarede jeg ham. Vismanden lænede sig tålmodigt
tilbage i sin lænestol. ”Jeg har tid” sagde han ”og du ligner en, der trænger
til at snakke”. Irriteret begyndte jeg at fortælle.
22. Xen 1043 klokken 4 om eftermiddagen hos Magiens Vogtere
Thadrun
havde aldrig været den heldigste af mine elever, når det kom til noget som
helst. Normalt plejede jeg at have medlidenhed med ham, når han var klodset,
eller når han kom ud for et uheld, men denne dag havde jeg absolut ingen nåde.
Hvilket enligt var ret ironisk taget i betragtning af, at jeg netop havde
uddelt kage til resten af mine elever og undladt at give dem lektier for i
ferien. Problemet var nemlig bare det, at Thadrun ikke befandt sig i min klasse
i øjeblikket, og at hans uheld bestod i, at jeg havde taget ham på fersk
gerning. Det og at han kom til at ramme det forkerte vindue med sin snebold.
Havde den ramt det rigtige, var han aldrig blevet opdaget. ”Midea” sagde jeg
med et smil uden at kigge på Thadrun, som stod nede i sneen og vinkede ivrigt
til hende ”jeg går lige ned og siger hej til din kæreste. Advarer du ham, giver
jeg ham eftersidning i morgen, og det kan jeg ikke forestille mig, at du
ønsker”. Midea, der var en smuk og ung elverpige, nikkede en smule skræmt,
imens flere andre af mine elever fnes og smilede afventende. ”Hvis nogen andre
advarer ham, bliver det dem, der får eftersidninger” udvidede jeg det til og
trådte hen til døren ”og så får vi at se, om Thadruns undskyldning holder tæt i
det snevejr”. Jeg hørte en del latter, da jeg lukkede døren bag mig. Flere af
mine elevere havde prøvet at blive fanget af mig uden for timerne med elendige
undskyldninger før, og de så helt sikkert frem til, at det blev Thadruns tur. Det
kunne kun gøre det mere interessant, at frost magi var mit speciale. Efter at
have forladt klasseværelset satte jeg hurtigt kursen nedenunder og ud på den
sneklædte jord. Skolens græsarealer og lille lund med træer var meget smukke
her i vintertiden, hvor det hele var dækket af sne, men jeg tøvede ikke et
sekund. Jeg gik hurtigt rundt om bygningen den lange vej, så Thadrun ikke ville
se mig komme. Det viste sig ikke at have betydet noget alligevel, for da jeg
nåede om til ham, stod han og vinkede ivrigt til Midea, der smilede ned til
ham. Et langt mere ægte smil dukkede op på mine læber, da Thadruns lille dværg
skikkelse kom inden for rækkevidde, uden at han havde opdaget mig. Han stod
helt og så så glad ud det ene sekund, men så kastede jeg min besværgelse, og hans
ansigts udtryk ændrede sig fuldstændigt. To lange rækker af sne løftede ham op
fra jorden, da jeg kastede, og greb fat i hver sit ben. ”Hvaaaaaaa!” hylede
Thadrun, da han pludseligt blev vendt med hovedet nedad, så han fik sne ind
under frakken. Snerækkerne blev begge til is, da Thadrun havde opnået den rette
højde på en fem seks meter. Han var nu stoppet med at hyle, og han kiggede
skamfuldt ned på mig. ”Åh Thadrun” sagde jeg med falsk overraskelse ”hvad laver
du mon herude i sneen? Det var min forståelse, at du lå med malerionsyge, og at
du derfor ikke kunne deltage i mine lektioner. Burde du ikke opholde dig hos
healerne, hvis du er syg? Ude af sneen”. Thadrun kiggede skræmt ned på mig med
sne i hele ansigtet. Han så ud til at overveje sine ord med ekstrem
forsigtighed. ”Jeg er ikke syg” indrømmede han til sidst ”men jeg havde nogle
ting, der skulle gøres, så…”. Han stoppede hurtigt sig selv, da han indså, at
han havde talt over sig. ”Nogle ting,
der skulle gøres” gentog han ”ja så. Jeg vil vældigt gerne høre, hvad der er så
vigtigt, at du behøver at snige dig rundt herude i sneen og gå glip af mine
lektioner. Disse ting skulle vel ikke have noget med Midea at gøre?”. Thadruns
udtryk blev skamfuldt igen. ”Jeg er ked af det” sagde han med sand fortrydelse i
stemmen ”jeg skal nok gøre det godt igen. Du giver mig en eftersidning, gør du
ikke?”. Jeg må indrømme, at jeg gjorde mig ekstra umage for at trække
ventetiden ud, før jeg svarede ham. ”Tjaaaaaaaa” sagde jeg tankefuldt ”det
ville minsandten være det mest vise at gøre, så du kan lære af din fejltagelse.
Men jeg tror, at jeg vil lade dig gå i vintersolhvervets ånd. Hvis du altså
kommer ind til lektionen”. ”Selvfølgelig” udbrød Thadrun taknemmeligt ”jeg er
så ked af det”. Jeg undlod at kigge på ham og satte kursen tilbage mod skolens
bygninger. Jeg skulle lige til at gå om på den anden side af bygningen for at
komme ind igen, da Thadrun råbte desperat efter mig ”vil du ikke nok lade mig
komme ned?”. Jeg lod ham dumpe ned i sneen igen uden at kigge mig tilbage.
Thadrun
havde brugt resten af lektionen på at undskylde for sit fravær, men han undgik
fortsat spørgsmålet, om hvad han havde lavet, resten af lektionen i almen
elementar magi. Hele hans klasse af femteårselever havde været oppe til prøven
for en måned siden, så de sidste par lektioner havde ikke været særlig hårde.
Jeg havde brugt det meste af tiden på enten at rose dem eller lære dem nogle
enkelte nye besværgelser, eleverne ville kunne få brug for, hvis de valgte at
fortsætte på avanceret niveau efter vintersolhvervsferien. Lektionen var ved at
være ved til ende, da min ven, alkymisten Claudia dukkede op i døråbningen.
”Det er Lycan” sagde hun med en stresset undertone ”han er efter Zok igen. Det
virker til at være ret slemt”. Jeg rynkede straks panden. Zok-Jawa-Qul var en
gobling, som underviste hos Magiens Vogtere. Han var faktisk min gamle lærer og
nære ven. Lycan derimod var en af højmagikerne og teknisk set min overordnede,
hvilket han glædeligt mindede mig om konstant. Jeg kunne forstå på Claudia, at
det var akut, så jeg vendte mig hurtigt mod min klasse og sagde ”lektionen er
alligevel ovre nu. Nu må I, der tager hjem, have et godt vintersolhverv, og jeg
ser resten af jer i morgen”. Snak brød med det samme ud i hele klassen, og
flere gengældte mine lykønskninger, da jeg hastigt fulgte efter den lyshårede
Claudia. ”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg hende, da vi var nået ud på gangen.
”De er nede i kælderen. Lycan har medbragt de andre højmagikere. Det ser
rigtigt slemt ud. Han forsøger vist at få Jok bortvist”. Det var sandeligt nydt
for mig. Lycan havde altid haft et horn i siden på Zok-Jawa-Qul, men jeg havde
aldrig troet, at det var noget så seriøst. Claudia og jeg satte derfor tempoet
op og skyndte os ned i kælderen, hvor Magiens Vogtere opbevarede alle vores
resterende magiske artefakter, ingredienser til alkymi og frem for alt
proviant. Slottet, vi boede, studerede, eksperimenterede og underviste på, var
altid pakket med nok proviant til at modstå en belejring. Som regel forholdte
Vogterne sig neutrale i krige, men det var sket før i tiden, at en handling fra
vores side havde været påkrævet. Det var dog hverken maden, artefakterne eller
ingredienser, Lycan, Zok og de andre høj magikere stod og beundrede, da vi
nåede ned til dem. Det var en statue af solid is, der forestillede en nordisk
kriger. Jeg genkendte den straks, men jeg forstod ikke, hvad den lavede her. Der
burde ikke være nogen frosne krigere andre steder end i norden. ”Hvad foregår
der?” spurgte jeg det øjeblik, jeg nåede frem til høj magikerne. Lycantropicus,
som hans fulde navn mærkværdigt nok var, kiggede stift på mig og svarede med
bævende mund ”Hr Rizzian, jeg bryder mig ikke om din tone. Glem endelig ikke
din rolle her, lærer”. Han lagde ekstra tryk på ordet ”lærer”. Jeg sendte ham
et bittert smil og svarede ”selvfølgelig glemmer jeg ikke noget i modsætning
til visse andre, høj magiker”. Lycans ansigt trak sig sammen, men han holdt sig
selv fra at sige mere, nu da han stod foran de andre høj magikere. Han var
tvungen til at vise modenhed og ansvarlighed, så de ikke kom i tvivl, om han nu
også havde været den rigtige til stillingen. Den langhårede elver magiker,
hvorom der havde gået varulve rygter i årevis, havde ikke været høj magiker i
mere end en måned. For mange år siden havde vi været bedste venner, men det var
fortid, og vi brugte hvert eneste møde på at minde hinanden om det. Jeg undlod
dog også at sige mere til ham, da jeg vidste, at situationen var alvorlig. I
stedet rettede jeg mig mod Zok og spurgte ”hvad er der sket? Hvordan kan der
være en frossen kriger her?”. Min gamle mentor åbnede munden for at svare, men
Borh Nott, der var en anden høj magiker og en dosne, kom ham i forkøbet.
”Zok-Jawa-Qul skulle lige til at forklare os, hvordan der kan være en frossen
kriger her i kælderen, når alle hans forslag om at bringe en med tilbage hertil
blev afslået. Det er en meget alvorlig sag, da det jo er strengt forbudt at
opbevare elementar-hybrider på Vogternes ejendom”. Borh kiggede strengt på Zok,
der så meget fornærmet ud. ”Den regel eksisterer kun på grund af en enkelt djinn, der gik amok” udbrød han vredt. ”Den enkelte djinn angreb et hold af
førsteårs elever. Flere af dem lå hospitalet i flere uger, og der kunne have
været dødsfald, hvis ikke en lærer havde grebet ind” svarede Borh helt
afslappet ”jeg vil mene, at det er et helt fornuftigt grundlag for en regel”.
Zok så dog slet ikke ud til at være enig. ”Djinner består af ild, varme og luft.
Ild brænder og luft er kaotisk. Det er to aggressive elementer, vi har med at
gøre, så dette er noget helt andet. Djinner er også berømte for at være farlige,
så den situation er udelukkende den ansvarlige lærers skyld. Frosne krigere
består af vand og kulde. De er kun farlige, hvis man angriber dem. Det samme
kan blive sagt for hver eneste lærer på skolen, og jeg er rimelig sikker på, at
I ikke smider dem ud. Selv elever kan være farlige, hvis noget truer dem. Magien selv er farlig, men vi har brugt den i over to tusinde år”. Jeg måtte stoppe mig
selv, før jeg kom til at smile. Zok havde aldrig været typen, der lyttede til
høj magikerene eller nogen andre for den sags skyld. Det havde gjort ham til en
fremragende lærer, da han underviste på helt sin egen måde, men det kunne
samtidigt bringe ham i alvorlige problemer. ”Regler er regler, Zok” sukkede
Borh træt ”og de er nødt til at blive overholdt. Uden dem ville Vogterne ikke
være anderledes fra Gulkapperne. Vi kender både til magiens brug og funktioner,
men vi kender samtidigt dens farer og begrænsninger. Denne frosne kriger vil
blive fjernet omgående, og jeg er virkelig ked af det her, men vi bliver nødt
til at straffe dem, Zok. Du har bøjet reglerne en gang for mange efter eget
velbehag, og det kan vi ikke tolerere fra en af vores lærere. Din lærestilling
vil blive taget fra dem midlertidigt, og de vil blive udsendt. Hvorhen skal vi
nok diskutere, og vi vil komme med et svar i aften”. Borh nikkede til både mig
og Claudia, før han og de andre høj magiker vendte dem om og gik deres vej.
Zok-Jawa-Qul kiggede chokeret efter dem med åben mund, og jeg forstod ham godt.
Zok havde været en lærer hos Magiens Vogtere i lidt over hundrede år. Han havde
boet hos Vogterne siden, han var fem år gammel. Det var hele hans liv. ”Tja…”
hviskede Claudia til mig ”i det mindste blev han ikke bortvist fra Vogterne”.
”Det var for tæt på” svarede jeg hende ”Lycan var alt for tæt på at få ham
bortvist. På at ødelægge Zoks liv fuldstændigt udelukkende på grund af gammelt
nag. Hvordan kunne han stadig være så vred over noget, han selv havde været
skyld i?
23. Xen
”Det var
en skam med Zok” sukkede Carina le Fay ”jeg ved, at han betyder meget for dig.
Det er ikke til at sige, hvor længe han vil være tvunget til at være i Solens
Rige”. ”Tja…” mumlede jeg, imens jeg betragtede den store dynge af brænde, der
snart skulle antændes ”han vil få det hårdt hos dem. De er ikke just vandt til
goblinger, men han er en hård gammel mand. Han skal nok klare den”. Carina
vendte sine sorte øjne mod den lille skikkelse, der bevægede sig hen imod os og
sagde ”jeg mente hans forskning. Det er en skam, at den ikke vil blive fuldendt”.
Jeg smilede ad min kones humor, der var så mørk som hendes hår, og vendte mig
også imod den lille elver, der nu næsten var nået hen til os. Hans hår var rødt
og vildt som mit, og hans øjne var sorte som hans mors. ”Far!” råbte han, da
han nåede hen til os ”far! Far! Far!”. ”Hvad er der?” spurgte jeg overrasket og
lagde mine arme omkring ham, da han overraskede mig med et kram ”hvad er der
sket nu, Richaras?”. Min søn vendte sit blik mod jorden og mumlede noget
uhørligt. ”Hvad?” spurgte jeg og lagde min hånd på hans hoved. ”Det var Anae”
sagde han uden at fjerne blikket fra jorden ”hun skubbede mig ned fra bordet”. Jeg
sukkede højlydt og løftede Richaras op. ”I to altså” sagde jeg anklagende ”I må
snart holde op med at slås sådan. I skal begynde i skole efter ferien, og så
kan I ikke slås hele tiden. Når først skolen er i gang, vil du nok blive glad
for at have din bedste ven”. Richaras kiggede en smule skræmt op på mig, og jeg
lo og ruskede hans hår. ”Richaras, min lille skat” sagde Carina pludseligt med
et alvorligt udtryk i øjnene ”jeg skal nok gå med dig over for at løse det med
Anae. Din far skal lige tale med Claudia”. Jeg kiggede først forvirret på
hende, men jeg vendte mig så straks rundt, da jeg hørte min vens stemme lige
bag mig. ”Tash?”. Jeg gav slip på min søn, som gik af sted med Carina, og
vendte mig imod Claudia, som kiggede nervøst på mig. Hun var trukket i sin
grønne kåbe, og i hendes hænder var en lille læderindbunden bog. ”Hvad er det,
du har der?” spurgte jeg hende og kiggede nysgerrigt på bogen. Claudia kiggede
sig nervøst rundt, før hun lagde den i mine hænder og hviskede til mig ”den
tilhørte Zok. Jeg fandt den i den gamle kiste, han gav mig, inden han rejste.
Den er fuld af noter og tegninger, og det hele handler om elementar-hybrider.
Han lader til at have studeret emnet i årevis”. Jeg tog tøvende imod bogen og
forstod nu Claudias forsigtighed. Lycan ville udslette den, hvis han fik sine
hænder på den med den påstand, at den ville drive andre til at bryde reglerne. ”Jeg
vil ikke bringe dig i problemer, men jeg tænkte, at du måske ville have den”
hviskede Claudia til mig, netop som jeg åbnede bogen. ”Det er helt fint”
svarede jeg hende, men min fulde opmærksomhed var vendt mod en af Zoks
tegninger ”tak skal du have”. Claudia sendte mig et smil og vendte sig for at
gå igen, men hun stoppede sig selv i det sidste øjeblik. ”Nu har du ikke tænkt
dig at gøre noget dumt, vel?” spurgte hun en anelse nervøst ”jeg ville bare
give dig den, så du havde noget at huske ham ved. Pas nu på, hvad du gør med
den, vil du ikke nok?”. ”Selvfølgelig” svarede jeg uden rigtigt at lytte. Jeg
var alt for optaget af denne fascinerende journal, der ville ændre mit liv for
evigt.
Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv Afsnit 2 - Vandringsmanden Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs EventyrAfsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron Afsnit 8 - Kryster og Kobbel Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 10 - Gråtårn Afsnit 11 - De Røde og De Hvide Ulve Afsnit 12 - Xenrons Arving
Kommentarer
Send en kommentar