#9 Tidens Mestrer
Fortæller: Dogro
Mortus
Periode: Gar 1076A
Placering: Det
Frangicanske Kontinent
Tidens Mestrer… efter mit kortvarige eventyr med Stenhals
råd, brugte jeg godt en uge på at indsamle alle de kilder, mine venner havde
været i kontakt med, for at få et bedre overblik over situationen. Jeg har
allerede fortalt jer, at deres involvering i historien begyndte med et
skibsbrud, og at de jagede Rugbert til Frangica for at få den røde sten
tilbage. Jeg har også fortalt om, at min fætter senere sluttede sig til dem, da
de opholdte sig i byen Stenhal, og at den skønne Camilla af Naria senere deltog
på rådet, og at De Røde Riddere på et tidspunkt angreb byen på Tidens Mestrers
ordre. Det var alt sammen sandt, men det er langt fra den fulde sandhed.
For at give et bedre overblik over en situation, jeg burde
have haft langt bedre tid til at redegøre for (jeg forlader Stenhal om ganske
få dage, da jeg skriver dette), vil jeg forklare lidt om Tidens Mestrer. Det er
en hemmelig orden, som jeg nok har nævnt, der består af magikere, rigmænd,
herskere og andre magtfulde, der holder sammen og søger magiske artefakter med
fælles interesse. I sig selv lyder konceptet vel ikke så skræmmende, men jeg
vil fortælle jer, at de sydlige Tidens Mester var tværtimod rimeligt
skræmmende. Og jeg siger ikke udelukkende det, fordi jeg tilbragte flere dage i
en af deres celler. Hyperionen Brennus, der gik under dækket dosnen Duncan,
ledte den sydlige kreds af Tidens Mestrer på et togt mod resten af Det Sydlige
Mortlan, og han havde mange af de mest indflydelsesrige spillere fra det
frangicanske kontinent i sin hule hånd. Blandt dem var Biskop Callistus af De
Røde Riddere, den rige Christoffer Fortuna også kendt som Guldfyrsten og en
magtfuld Pyromantiker ved navn Rugbert.
Med disse folk under sin kommando var Brennus mere eller
mindre sikret frit løb i syden, hvor han forhandlede med enormer for at skaffe
sig en verdenvandrer og udstrakte sit store net for at skaffe både den røde
sten og Ilibens tekster herom. Du, som en kulturelt interesseret person, ved
naturligvis hvem Iliben den store og mystiske forfatter, der har skrevet store
tekster om diverse magiske love og besværgelser, er. Her blev vores helte dog
blandet ind i affæren, og de forpurrede og besværliggjorde hyperionens planer.
Og dette bringer mig tilbage til...
Slaget om Stenhal
Tidens Mestrer havde omsider besluttet sig for at gøre noget
ved vores helte, da de havde dræbt selve Brennus søn på De Enøjede Øer, og
Callistus havde derfor udsendt sine røde riddere for at tage af sig dem under
påstand af, at Stenhal var beboet af en kult af farlige, kriminelle hedninge.
Slaget så slemt ud for byen, før det allerede var begyndt. Selv med sine
allierede fra Mowar havde Stenhal kun omkring halvtreds krigere, og der
marcherede to hundrede røde riddere imod dens porte. For at løse dette problem
blev der hyret nogle lejesoldater i sidste øjeblik, og den unge Aiola Asarn
allierede sig med en nekromantiker ved navn Ishill. Med ustabilt natrina
plantet på slagmarken, lykkedes det Stenhal at slå De Røde Riddere tilbage og
overtale kommandanten til at flygte, men i kaosset blev Rugbert befriet fra sin
fængselscelle, og Camilla flygtede med den unge Alfie, som jeg var begyndt at
holde så meget af, til Parin. Za-Sien besluttede sig for at følge efter Rugbert
midt under slaget til trods for sine rådsmedlemmers vrede ord om prioritering
og behov. Han vendte først tilbage to dage efter med nyheder om Tidens Mestrer
og deres mystiske skib.
Herfra gik turen til Parin, hvor den ansvarlige Callistus og
forhåbentligt den skønne Camilla og uskyldige Alfie kunne findes. Selv var jeg
ikke byen særlig længe, men jeg forstod, at Za-Sien, fætter Monolo og elver
druiden Contessa havde kontaktet Rotternes Konge, imens Støvbold og Aiola
besøgte en af Aiolas gamle venner fra Ashas. Da de vendte tilbage til kroen, vi
var indlogeret på, var Camilla med dem. Hun sagde, at hun var taget med nogle
røde riddere fra slaget, og at Alfie var i deres sikre varetægt. Callistus var
måske ikke helt så meget på Brennus side, som vi troede. Uden omtanke for min
egen sikkerhed og med stor heltemod i hjertet drog jeg til De Røde Riddere for
at se til Alfie, der nærmest var som en søn for mig, men det viste sig at være
en fælde. Jeg var kun lige ankommet til Syndors Tempel, da to riddere slog mig
bevidstløs, og jeg husker mere fra den dag.
Charybdis
Tidens Mestrer havde taget mig til fange. Jeg vågnede op i
en mørk celle ombord på et skib. Da jeg forsøgte at spørge vagterne, hvor jeg
var, lo de blot af mig og svarede ”Charybdis”, som om det var noget svar.
Heldigvis var jeg ikke den eneste fange ombord, for ellers ville det have været
nogle meget triste dage. Men jeg delte fangekælderen med to andre. Der var den
mystiske verdenvandrer, som Brennus havde søgt. Hans navn var G’Apertor, og han
var en formløs, men han var en usædvanlig ærlig en af slagsen. G’Apertor
fortalte mig, at han var blevet taget til fange af enormerne for mange årtier
siden, da han var blevet forrådt og efterladt en trofast ven, og at hvis han
nogensinde undslap dette fængsel, så ville han søge hævn. G’Apertor var måske
ærlig, og han hjalp mig med at forstå situationen bedre, men han var ærligtalt
ikke det bedste selvskab. Den måde, han omtalte sin længe ventede hævn på,
gjorde mig utilpas. Især det faktum, at det ikke betød noget for ham, om hævnen
ville ramme den skyldige eller hans familie, fik mig til at tvivle på den
formløses personlige morale. Jeg vil ikke være for fordomsfuld, men han
repræsenterede alle de dårlige rygter, man hører om racen. Den anden fange var
mere livsbekræftende og langt bedre for humøret, selvom at hun var træt og
trist det meste af tiden. Jeg beundrede hendes viljestyrke, for hun havde været
en fange af Brennus i mange år, men hun var endnu ikke knækket, selvom at hun
så ud til at være tæt på. Jeg tilbragte kun ganske få dage ombord på Charybdis,
men denne venlige kvinde med hendes onyx-sorte øjne gjorde, at oplevelsen ikke
var ubærlig. Jeg kan desværre ikke fortælle jer hendes navn eller yderligere
detaljer, da jeg afgav et løfte til hende, men hvis jeg nogensinde skulle se
hende igen, ville jeg takke hende for hendes venlighed.
Jeg havde tilbragt omkring en uge ombord på Charybdis, da
tingene endelig udviklede sig. Den underskønne Camilla blev bragt ned til
fangekælderen i lænker, og jeg lærte hurtigt, at hun var draget af sted for at
redde sin søn. Brennus havde dog nægtet så meget som at lade hende se sit barn,
og blev hurtigt smidt ind i cellen sammen med mig. Vi udvekslede informationer,
og jeg fandt på den måde ud af, at Callistus var blevet myrdet af Brennus, der
ikke længere havde behov for ham, hvilket havde ført til en del uenigheder i
forhold til De Røde Ridderes hierarki og kaos i resten af Frangica. Mine venner
havde så mødt med nogle af de mystiske ildædere, som havde været i Parin for at
undersøge et andet medlem af Tidens Mestrer, Guldfyrsten… meget mere vidste
Camilla dog ikke, da hun var taget af sted for at redde Alfie, og der skulle gå
noget nær en uge, før vi mere at vide.
Det kom som noget af et chok for mig, da Charybdis
pludseligt blev angrebet. Min fætter, en dværgkvinde og nogle andre folk kom
kort efter stormende ind i fangekælderen og befriede os, hvorefter de hurtigt
forklarede, at de havde allieret sig med De Røde Riddere, der nu var ledt af en
ven, Ildæderne og den mærkværdige Dragekult, og at Brennus ønskede at åbne en
portal til hyperionernes hjem fra toppen af Charybdis med hjælp fra G’Apertor.
Jeg forstår dig godt, hvis du har svært ved at følge med. Det havde jeg også
selv på daværende, nuværende og alle fremtidige tidspunkter. Pointen er, at
Brennus havde åbnet en portal, og kun mine venner kunne stoppe det, hvilket de
gjorde ved på heroisk vis at befri G’Apertor fra Brennus magt og skyde Brennus
med den dæmoniske pil, som de havde anskaffet på De Enøjede Øer. Og denne gang
ramte Za-Sien ikke sig selv i foden. Efter slaget ønskede Camilla at besøge
Crymron og opsøge en heks eller to, og jeg valgte at rejse med hende.
Epilog:
Aiola
Aiola rejste videre til Rina for en tid efter at have taget
afsked med sine venner i Stenhal på sin faders ønske. Eventyret med Tidens
Mestre lærte hende en del om livets mørkere sider, men det forandrede hende
ikke fuldstændigt. Hun blev ofte fristet af mørkere morderiske veje, men hun
undlod altid at tage dem. Hun tilbragte først tid i Rina hos sin faders fætter,
før hun rejste videre gennem resten af Mortlan i søgen efter sand kærlighed,
venskab, eventyr og evnen til endelig at kontrollere sin hammer.
Za-Sien
Odderen kendt som Za-Sien drog med Marintra og Manwe til
Zrulf, hvor han assisterede dem i deres kamp imod kommende trusler. Dette
gjorde han i mange år, og det vil med tiden blive berettet mere deltaljeret,
men nogle dværges plot gør det i øjeblikkeligt en smule vagt og fremtidsagtigt.
Erik Søn
Erik Søn blev i Stenhal til fejringen var ovre, men så
rejste han straks videre til Parin, hvor han med sine nøgler ”brød ind” i Kong
Pascar den 3.s palads og lånte adskillige genstande med hjem. Han solgte disse
genstande og købte sig et skib for overskuddet. Han påstod til sine dages ende,
at han ikke var en tyv.
Monolo
Monolo Mortus var glad for at have fået venner i Stenhal,
men da (SPOILERS…. SPOILERS). Han blev dog ikke ved med dette for evig tid, og
resten af Mortlans vidundere kaldte snart på ham igen, og så kunne han ikke
holde eventyret væk længere.
Ildæderne
Efter ildædernes alliance med De Røde Riddere, Stenhal og
Dragekulten vandt folket respekt og berømmelse, og de hadefulde krigere blev
mere accepterende. De blev dog ikke i Dragefjeldet i mere end nogle få år, da
Flammetand ønskede at udbrede sit herredømme til et større område, der bedre
kunne understøtte en hel race. De rykkede til Det Takkede Land, hvor det aldrig
nogensinde var lykkedes nogen anden race at slå sig ned. Flammetand blev en
legendarisk konge og betragtes som folkets grundlægger.
Eliphas røg hurtigt til tops i Flammetands hierarki efter
sejren på Charybdis. Han tjente i mange år under den store leder, men
Flammetands ”begrænsede” ambitioner foragtede ham. Til sidst valgte han at gøre
modstand mod Flammetand med støtter i både dragekulten og ildæderne, og med
Amaloshs røde sten og Charybdis grundlagde han sit eget rige, hvis forhold til
ildæderne og Flammetands loyalister ironisk nok var alt andet end varmt.
Men i ildædernes store rige, der langsomt begyndte at blive
en stolt civilisation, gik især seks store navne ned i historien. Der var
selvfølgelig Flammetand og Eliphas som de folkenes oprindelige ledere. Også
gobling shamanen kendt som Kon-Ga gik ned i historien, da han havde opfordret
gravrøverne til at æde de døde gudedrager og derved reddede dem fra
forbandelsen. Richi blev senere kendt som en stor kriger og et forbillede for
alle unge ildædere, imens Dinorah blev kendt som den tålmodige og blev
Flammetands mere diskrete højre hånd. Nerroth blev kendt som ildædernes største
magiker, og han blev Flammetands store støtte og levede i mange år. Da
konflikten med Eliphas begyndte stod både Richi, Dinorah og Nerroth bag
Flammetand, men de fire blev kendt som Flammestands fire store.
Contessa
Contessa, excentrisk druide som hun var, blev for en tid på
Stenhal, hvor hun studerede de elvinoriske tekster og blev undervist for en tid
hos Dragekulten, før hun drog videre til først Vismanden og så Oraklet i
norden. Hendes søgen for at lære spådommens kraft blev ikke u belønnet.
Støvbold
Støvbold blev i Stenhal i mange år som byens nye hersker, da
et råd ikke ligefrem havde virket for byen. Hun regerede retfærdigt resten af
sit liv og bød ofte sine gamle kompagnoner velkommen som gæster. Hun gjorde dem
dog klar over, at hun regerede, for hun var træt af deres pis.
Camilla
Camilla rejste med Joshwall til Crymron, hvor hun opsøgte de
østlige Tidens Mestrer, som accepterede hende som en af deres egne. Her
flyttede hun ind i Morghana hos Morge le Fey, hvor Alfie kunne blive opdraget
blandt hekse, troldmænd og spåmænd, indtil han var klar til at opfylde sin
skæbne.
”Kodin”
”Kodin” eller Joshwall vendte med sine veltjente penge
tilbage til Crymron, hvor han flyttede ind i sit hjemland efter at have
genetableret kontakten til Jernstøvlerne og hjulpet dem med deres lille
pengeproblem.
Bert
Bert, der var blevet ganske glad for Stenhal, forblev som administrator
i byen i mange år, hvor han arbejdede for Støvbold. Han spionerede dog fortsat
for Rotternes Konge.
Rotternes Konge
Rotternes Konge forblev Rotternes Konge, og han var
magtfuld. Han glemte aldrig sine allierede fra Stenhal og kampen imod Tidens
Mestrer og arbejdede både med og imod flere af dem senere hen.
Benjamin Gyldenuld
Benjamin Gyldenuld vendte tilbage til Latynia efter at have
saboteret samtlige kanoner på Charybdis og genskaffet sine plantegninger.
G’Apertor
G’Apertor vendte først tilbage til sit hjemland Itrildar,
hvorfra han planlagde et hævntogt mod efterkommerne af den mand, som havde
forrådt ham og efterladt ham til enormerne.
Itinriniel
Itinriniel ledte fortsat Dragekulten mange år ud i fremtiden
med hjælp fra de stærke alliancer, hun havde skabt under konflikten med Tidens
Mestrer.
Francois
Francois vendte sejrrig tilbage til Parin, hvor han kort tid
efter blev De Røde Ridderes nye biskop. Han ledte ridderne ind i en bedre og
mere retfærdighed æra. Han blev en respekteret og retfærdig biskop, der
udryddede den sidste rest af korruption i ordenen og gjorde den mere
idealistisk igen.
Dogro Mortus
Dogro Mortus rejste for en tid med Camilla, Alfie og ”Kodin”
af ren nysgerrighed, og han blev ganske glad for Crymron. Han rejste fortsat
rundt i Mortlan, men han og Camilla fandt til sidst sammen, og han kom til at
have en faderrolle for Alfie. Camilla var nu Camilla Mortus, og de fik
adskillige børn sammen.
Julius
Julius fortsatte med at elske roer, og han levede resten af
sit liv i Stenhal. Han blev aldrig en særlig selvsikker eller god krovært, men
han fik færre problemer på kroen, da affæren med Tidens Mestrer var overstået,
og han fik endelig en smule fred, da Pierre ikke længere manipulerede med ham.
Stenhal
Stenhal var for en kort tid blevet en hjem for adskillige
individer, og mange af dem vendte for korte perioder tilbage til byen igen.
Byen blev dog aldrig ledet af et råd nogensinde igen, og Støvbold startede en
tradition af borgherrer, som sørgede for fred og balance i området, da byen var
neutral grund.
Stenhals Historie
Kommentarer
Send en kommentar