#29 Fangekældre og frihed
”Jeg
håber bare, at Erik kan holde eventuelle egern væk fra døren længe
nok” hviskede Marintra, da hun og Monolo sneg sig ned ad trappen
til selve fangekælderen. ”Det skal du ikke bekymre dig om. Han
viser dem sikkert nok et trylletrick eller sådan noget. Kort er hans
speciale” svarede Monolo hende ubekymret. ”Jeg havde helt glemt,
hvor munter du nogle gange kan være” kommenterede Marintra ”og
hvor meget det nogle gange driver mig til vanvid. Da jeg lige ankom
til Frangica, var du helt seriøs og lovede din hjælp til at dræbe
Rugbert”. Dosnen trak på skuldrene. ”Gode nyheder bringer mig
som regel i et godt humør”. Marintra svarede ham ikke og forsatte
blot med at snige sig videre i mørket. ”Sådan der” hviskede hun
så, da de omsider nåede bunden og kom ind i selve fangekælderen.
Det var et stort rektangulært rum med bure til begge sider og en fri
passage i midten. Der var ingen vagter hernede, men mange af burene
var fulde af fanger. Marintra kunne se dusinvis af mørke, beskidte
skikkelser klædt i pjalter. ”Monolo!” lød det pludseligt fra et
burene, da en kvindelig, ung dværg rejste sig op ”luk mig ud!
Brennus har min søn. Han har Alfie!”. Monolo fandt straks nøglerne
frem og gik hen til buret, som dværgen befandt sig i. ”Lige et
øjeblik, Camilla” sagde han og gav sig til at låse døren op ”ved
du forresten, hvor min fætter er?”. ”Jeg er lige her” lød det
fra buret ved siden af, hvor Dogro Mortus, den berømte, sandfarvede
dosne forfatter fra Ørkenia, pludseligt rejste sig op. ”Skønt”
sagde Monolo smilende og åbnede celledøren. Camilla løb hurtigt ud
derfra, men stoppede så op. ”Hvor er alle de andre?” spurgte hun
og kiggede mod indgangen til fangekælderen, hvorfra en højlydt
stemme sagde ”men er det her ikke dit kort?”. ”Vi skal mødes
med dem lige om lidt, så hvis du lige vil vente et øjeblik”
fortalte Monolo hende og rakte nøglerne til Marintra, som gik i gang
med at bikse med låsens til Dogros celle, hvori der også var et par
andre fanger. ”Men Monolo du forstår det ikke” sagde Camilla
utålmodig ”Brennus har virkelig en verdenvandrer som fange. En
mand ved navn G'Apertor eller sådan noget, og han vil bruge ham til
at åbne portalen. Han var her i fangekælderen sammen med os. Var.
Brennus er nok allerede i gang med at åbne portalen og hente sin
hær. Vi er nødt til at redde Alfie!”. ”Hvem navngiver sit barn
Alfie?” mumlede Marintra, da låsen til Dogros bur gik op ”nå
lad os så se at få tævet den portalmus, hvis han er så stort et
problem”. Men Dogro gik ikke ud af buret lige med det samme. I
stedet stirrede han på Marintra i et par sekunder, imens han tænkte,
så det knagede. ”Du er Marintra Lofar” sagde han pludseligt til
Marintras ekstreme overraskelse. Hendes blod frøs til is, og hun
stirrede på Dogro i flere sekunder ude af stand til bearbejde, hvad
han lige havde sagt. ”Hvordan kan du kende det navn?” spurgte hun
”jeg har ikke brugt mit efternavn i over et halvt århundrede...
hvordan kan du....”. Men Dogro begyndte pludseligt at smile. ”Du
er virkeligt hende” udbrød han glad og trådte til siden ”jeg
tror, der er en person her, som har savnet dig”.
Fangen
på stengulvet rørte let på sig ved synet af den velkendte dværg.
Først sagde den intet, men så begyndte den pludseligt at grine. ”Nå
så du kom tilbage? Jeg troede, du var færdig med mig. At du havde
glemt mig”. ”Hvordan skulle jeg kunne glemme dig?” spurgte
dværgen uden skyggen af et smil ”du torterede en af mine venner,
sprang mit hjem i luften og var lige ved at starte en borgerkrig, men
nu ved jeg endelig hvorfor, du gjorde alle disse ting. Det var
lokkemad. Alt hvad du gjort det sidste års tid har været lokkemad.
Men for hvem? Hvem er Gwora? Og hvorfor er du så opsat på, at hun
finder dig?”. Bageren rejste sig op og gik hen til tremmerne for at
kigge ud på Faros på den anden side. ”Den seddel, du fandt blandt
mine varer, var ikke til dig” hvæsede Bageren, og han lød for
første gang rigtigt vred ”den var til hende. Det hele var ment for
hende. For at lokke hende frem”. Faros kiggede et øjeblik dybt ind
i øjnene på den ynkelige dværg foran sig. Siden sin indespærring
i dinorens fangekælder var Bageren faldet af på den. Han lignede en
møgdynge på rekordtid, og ifølge vagtkaptajnen Tjarn brugte han
ikke sin tid på noget som helst. Han tegnede ikke på væggene, som
de tossede fanger gjorde det, men han brugte heller ikke sin tid uden
for cellen på hverken at socialisere med de andre fanger eller på
at skaffe sig information om noget som helst. ”Hvis du havde
ønsket, at jeg ikke skulle finde din lille besked, så skulle du nok
ikke have givet dine varer til Thorna Den Farlige
og hendes lakaj” sagde Faros koldt ”jeg skaffede mig af med alle
dine prototyper og din lille besked. Din kære Gwora, hvem hun så
end er, kommer ikke til at få nogen af delene. Hun kommer ikke og
redder dig”. Bageren pressede sit ansigt ind mellem tremmerne, så
han blev mast, og hviskede til Faros ”hun ville ikke redde mig.
Aldrig. Aldrig redde mig. Hun ville dræbe mig, hvis hun kunne, men
jeg skal nok dræbe hende først. Når jeg finder hende, så er hun
død”. Så tog han pludseligt et skridt tilbage fra tremmerne og
satte sig ned på gulvet. ”Jeg troede, at min plan ville virke, men
det gjorde den ikke. Selvfølgelig gjorde den ikke det. Planer virker
aldrig. Aldrig. Ikke når Gwora er alt for travlt optaget med sine
planer. Nej... hun har mere tid til mechai, end hun har til mig”.
Faros forstod ikke meget af, hvad Arolnar sagde. ”Hvad betyder
mechai?” spurgte han forvirret, men Bageren ignorerede ham bare.
”Aldrig. Aldrig. Aldrig. Aldrig. Aldrig. Virker overhovedet ikke”
hviskede den tossede dværg til sig selv, og da han endelig blev
stille, var han faldet i søvn.
30.
Gar 1076AA ombord på skibet, Charybdis
”Kom så. Stille og rolig” hviskede Marintra, idet hun hjalp den
halvt bevidstløse elverkvinde ned mod jollen. ”Vi er der næsten”
lød det fra Benjamin Gyldenuld, som blev mere nervøs for hvert
sekund, der gik. ”Næsten” hostede elveren under Marintras arm
”er vi der næsten, Blækblink?”. ”Ja” svarede Marintra med
tårer i øjnene ”kan du ikke se jollen, den er lige dernede. Vi
tager den og sejler tilbage til Dragefjeldet, hvor vi venter på de
andre”. Men Tsyseria var allerede faldet i søvn igen. Det betød
dog intet for Marintra, som lagde sin højre hånd ind under sin
elskedes ben og løftede hende op. ”Shhh” hviskede hun, da
Tsyseria vred sig i søvne ”du er i sikkerhed nu. Alt skal nok gå,
møgdue. Alt skal nok gå”. Hun listede lige så forsigtigt ned til
jollen og lagde Tsyseria på bunden af den, hvorefter hun sammen med
Hr. Gyldenuld og alle hans nyerhvervede arbejdere satte sig ned ved
siden af hende. ”Hun er sandelig heldig, at hun har en god ven som
dig” hviskede han kærligt til hende. Marintra smilede over
Gyldenulds naive valg af ordet ”ven”, men hun sagde ikke noget.
”Jeg håber bare, at de andre klarer den der Brennus-mus, eller
hvad end han hedder” sagde hun uden bekymring for at skifte
samtaleemne. I virkeligheden kunne hun slet ikke tænke på det og da
slet ikke bekymre sig. Alt var jo, som det skulle være nu. ”Ja...
lad os håbe det” svarede Hr. Gyldenuld og rettede på sine
briller, hvorefter han fandt en lille flaske frem fra sin lomme
skjult inde i en falsk pibe. Han tog en slurk af flaskens gyldne
indhold og rakte den til Marinta. ”En smule rom?” tilbød han,
men Marintra rystede bare på hovedet. Hun havde intet behov for
alkohol i øjeblikket for at holde sig selv i højt humør. Hr.
Gyldenuld lod i stedet flaske passere rundt til sine nye arbejdere,
som lettere mistænksomt tog imod den. ”Var det ikke noget med, at
du ville have saboteret samtlige kanoner på Charybdis med det
samme?” spurgte Marintra uden sand interesse. ”Tjo...” svarede
Hr. Gyldenuld tøvende ”det lader ikke til at være det bedste
tidspunkt med alle disse dragekrigere og Tidens Mestrer, der kæmper
alle vegne. Mine arbejdere og jeg kan klare det i morgen, hvis vi
altså lever så længe”. ”Ja ja” sukkede Marintra og lod sine
fingre løbe igennem Tsyserias bløde hår ”jeg er sikker på, at
de andre får has på ham Brennus. Hvor svær kan en almægtig
skabning fra et andet plan være at besejre?”.
”I tåber!” hostede Brenus blodigt med sine sidste kræfter ”I
kan ikke dræbe mig. Jeg er udødelig. Jeg er evig”. ”Åh hold
din kæft” lød det irriteret fra Støvbold, netop som portalen
lukkedes bag den store, lysende hyperion. ”Vi klarede det” lød
det muntert fra Monolo ”efter mange måneders kamp er Brennus
endelig blevet besejret”. Mange andre stemmer udbrød straks i
sejrs dreven jubel, men Za-Sien sluttede sig ikke til de andre. Han
trak den sidste pil i sit kogger, som han ikke havde brugt på
hyperionerne og rettede den mod Rugbert, som stod på kanten af det
høje tårn på midten af Charybdis. Den skallede pyromantiker lagde
mærke til dette og smilede til odderen. ”Virkelig?” sagde han
lettere irriteret ”jeg har lige hjulpet jer med at ende store
slemme Brennus derovre, og så vil du stadig arrestere mig?”. ”Ja”
svarede Za-Sien uden tøven ”uden dig kommer jeg aldrig med i Det
Grønne Broderskab”. ”Nå” sukkede Rugbert og trådte et enkelt
skridt nærmere odderen, som sænkede sin bue en lillebitte smule.
”Det er bare surt for dig”. Så sprang Rugbert lynhurtigt ud over
kanten på tårnet, før odderen kunne nå at reagere, og fløj væk
omgivet af ild. ”Firedobbelt Køter” bandede Za-Sien og brækkede
frustreret pilen midt over.
Kommentarer
Send en kommentar