#50 Lang Vej Igen
Den 21. Qos 1076AA, Braldirborg,
Smedens Datter, heksens værelse
Heksen viste ingen tegn på at
bemærke Manwes tilstedeværelse. Kun broxaen i hendes hænder
betragtede ham årvågent. Den lille mørke skabning snerrede en
smule og blev så tavs, da ejerens hånd aede den blidt. Bella sad i
en sammenkrøbet stilling midt på sin seng, og rundt om sig havde
hun nærmest bygget en lille rede af bøger, pergament og puder.
Manwe nåede halvvejs igennem rummet, før hun endeligt henvendte sig
til ham. ”En måned” lød den hæse stemme. ”Det er en måned
siden, Den Ensomme Skygge, din fader, døde, og først nu opsøger du
mig. Jeg havde troet, du ville være mere nysgerrig”. ”Og jeg
troede, at du var stum” svarede elveren hende stift. ”Det siger
de andre i hvert fald”. Bella Theodora le Fey rettede hovedet op og
vendte sine mørke, dybe øjne imod ham. ”Jeg ønsker ikke at tale
om mig selv” fortalte hun ”ikke endnu i hvert fald. Så meget er
endnu uklart. Men du kommer for at tale om din fader, og der kan jeg
ikke stille mig imod. Du har en ret til at høre, hvad jeg ved, eller
hvad jeg tror, jeg ved. For jeg er bange for, at min forståelse af
sagen ikke lader til at være så vandtæt, som jeg oprindeligt
troede”.
Manwe tøvede. Han havde forventet
modstand fra heksen, måske endda vrede. Da hans fader døde, havde
hun råbt ad himmelene. Det her var uventet. ”Hvorfor prøvede du
på at slå ham ihjel?” spurgte han efter en lille tænkepause.
”Jeg havde forstået, at han var en forræder mod Hegana” svarede
heksen. ”At han havde såret hendes andre tjenere og været skyld i
flere dødsfald. Derfor tog jeg det på mig selv at finde ham og at
lade retfærdigheden ske fyldest. At straffe ham for hans forræderi”.
”Men han forrådte hende ikke” irettesatte Manwe hende. ”Det
var, hvad han sagde” sagde hun, ikke helt overbevist. ”Hvis han
virkeligt havde forrådt hende” fnøs Den Ensomme Skygges søn
”tror du så ikke, at du ville have fået den tilgivelse, du
søgte?”. Heksens ansigt trak sig sammen i smerte, og hun blinkede
vredt flere gange. ”Min sag er min egen” mumlede hun arrigt. ”Det
siger du jo” kommenterede Manwe ”men det virker alligevel lidt
mistænksomt, gør det ikke? Du påstår, at han er forræderen,
imens du tydeligvis selv har gjort noget galt, da du ikke længere er
i kridthuset hos din herskerinde. Det skulle vel aldrig være dig,
der er forræderen”.
Stilhed. Bella sank en klump, og
hendes blik søgte gulvet, imens hun igen begyndte at ae broxaen, der
sendte truende blikke mod gæsten. ”Hør her” sagde hun efter en
lille pause. ”Jeg har gjort noget, men jeg er ingen forræder mod
Hegana, og jeg har ikke gjort dig noget. Jeg sætter pris på dine
venners gæstfrihed her, og jeg forstår, hvis I er mistænksomme
over for mig. Jeg skal også glædeligt rejse bort igen, hvis det er,
hvad I ønsker. Men jeg er ingen forræder, selv hvis jeg måske har
taget fejl af din fader. Selv hvis det er tilfældet, så slog jeg
ham ikke ihjel, og husk også lige engang på det her: Jeg er har
aldrig arbejdet som en lejemorder eller dræbt uskyldige i modsætning
til din fader, som arbejdede for Prins Gjortnal for nogle måneder
siden, hvis jeg ikke tager helt fejl”. Kommentaren ramte Manwe
hårdt, og ude af stand til at komme med et svar vendte han sig om
for at gå. ”Manwe” kaldte hun efter ham, og han stoppede op.
”Det var, hvad jeg fik at vide. At elveren ved navn Manwe havde
forrådt Hegana og dræbt en af hendes mest trofaste tjenere”.
Der gik nogle få minutter, og så
gik døren op igen. Denne gang var det Bruntop, der som sædvanligt
havde hendes mad og blod til broxaen. Et halvt sekund syntes dværgen
også at opfatte et smil på heksens læber, men så var det væk
igen, og han blev usikker på, om det overhovedet havde været der i
første omgang. ”Hvad synes du om bogen?” spurgte alkymisten, da
han med et smil bemærkede bogmærket stikkende ud fra den. ”Den
er... behagende” svarede heksen uden tegn på nogen følelser.
Bruntop vidste ikke helt, hvad han skulle sige til det, og satte blot
maden fra sig på bordet. Så stod han et kort øjeblik og kiggede
rundt, imens han ledte efter en undskyldning for yderligere
'samtale', men gav til sidst op. Han var næsten nået ud af rummet
igen, da han pludseligt kom i tanke om noget. ”Jeg hørte Manwe
tale lidt højlydt tidligere herinde” sagde Bruntop nysgerrigt.
”Jeg håber, at I fik snakket sammen om, hvad der skete”. Heksen
sendte ham et utilfreds blik, og han opgav at finde flere
undskyldninger.
Da alkymisten smækkede døren i bag
sig, trådte en tredje besøgende frem fra skyggerne. Bella spærrede
straks øjnene op ved synet af den velkendte skikkelse, og hun sprang
forskrækket en halv meter bagud. ”Faster Carina” udbrød hun
overrasket, idet hun følte både håb og frygt på samme tid. ”Shhh”
tyssede elverkvinden på hende. ”Vi behøver ikke alarmere dine
værter, vel?”. Den ældre heks satte sig på sengekanten og lod
sin mørke hætte falde tilbage, så hendes pjuskede og kaotiske
sorte hår kom til syne. Det stak ud i alle retninger, og spidserne
af hendes elver ører kunne lige nøjagtigt anes under roddet. ”Hvad
laver du her?” spurgte Bella lavmælt og rykkede hen ved siden af
fasteren. ”Jeg hørte, hvad der skete i Mugball” svarede Carina.
”Troede du virkelig, jeg ikke ville opdage det, hvis sådan noget
skete så nær mit hjem?”. ”Det ved jeg ikke” mumlede Bella
ærligt. ”Jeg havde vist ikke helt tænkt det igennem”. ”Titlen
på din livshistorie” kommenterede fasteren køligt, og Bella lo for
den første gang i mange måneder. ”Har du hørt noget fra...
præstinderne?” spurgte hun nervøst, da latteren til sidst døde
ud. ”Det har jeg” svarede Carina alvorligt. ”De er ikke glade,
Bella. Langt fra. Først var der din opførsel på Natteøerne og nu
det her. Den Ensomme Skygge var måske ikke længere i Fyrstindens
tjeneste, men det gør ham ikke til en forræder”. ”Jeg hørte
bare, at...” begyndte Bella usikkert, men blev tavs, da Carina
løftede en pegefinger. ”Jeg hørte præcis det samme, men der er
mere end en elver i verden med navnet Manwe. Et utal af præstinder
har døbt deres børn efter ham, og så er der selvfølgelig også
hans egen søn. Lad nu sagen ligge”. ”Men...” udbrød Bella og
blev atter gjort tavs af fasteren. ”Lad den ligge, min kære” sagde
Carina alvorligt, næsten i et truende tonefald. ”Du har allerede
fået dig mere end rigeligt af fjender hjemme i Itrildar, og jeg
ønsker ikke at se min broders datter falde i unåde hos dem. Lad
være med at drage tilbage dertil, det vil kun ende grimt. Hvad, du
gør nu, er op til dig selv, men du kan ikke tage hjem. Der er du
ikke velkommen længere”.
I krostuen
”Så, hvor sagde du, at de små
krus befandt sig?” spurgte Regin, imens han stod og rodede baren
igennem. ”Nede til højre” svarede Monolo ”og lad for Monicas
skyld være med at putte løg i dem, jeg beder dig”. ”Jeg er
bange for, at du mistede al ret til at bestemme den slags, da du
mistede positionen” svarede dværgen ham stædigt igen, og dosnen
sukkede. ”Så dagen er kommet, hva?” lød det fra Trak, idet
goblingen trådte ind i krostuen. ”Det er den” svarede Monolo
ham. ”Jeg er bare ikke ment til at være et sted alt for længe ad
gangen. Men hvad med dig selv? Burde du ikke være i gang med at
beskytte dværgenes fremtid eller sådan noget?”. ”Det burde jeg
egentligt” nikkede goblingen. ”Jeg har kun nogle få minutter”.
”Og du vælger at spilde dem på
den taber?” mumlede Regin. ”Hvad skal det betyde?” spurgte
dosnen fornærmet, og den nye krovært trak på skuldrene. ”Ikke
noget. Bare at han kunne bruge dem på bedre ting såsom at møde den
nye medarbejder på Smeden Datter og bestille et eller andet”. ”Jeg
har måske lige tid til et enkelt krus” bifaldt goblingen. ”Men
uden løg”. ”Det samme her, men med ekstra ingen løg” meldte
Marintra sig ind i samtalen, da hende, Faros, Tsyseria og Bruntop kom
hen til baren. ”En omgang på huset kan jeg næsten gætte mig til”
sagde Regin, som gik i gang med at skænke op. ”Som din nye chef
ville jeg råde dig til det” svarede Faros ham med et smil. ”Det
her skal nok blive sjovt”. ”Åh nej” sukkede Regin, da han
indså, hvad det betød.
”Hvornår sejler skibet?” spurgte
Tsyseria og tog imod et krus. ”Om ikke alt for længe” svarede
dosnen. ”Faktisk er jeg ved at være sent på den”. ”Og der har
vi en af efternølerne” observerede Regin, da Za-Sien sluttede sig
til dem. ”Hvad skulle det være? Jeg ved, at I oddere deler
dosnernes holdning til øl. Kan jeg byde på noget frugtsaft måske?”.
”Bare vand” svarede odderen. ”Manwe kommer ikke ned. Jeg
forsøgte at tale til ham, men han trængte virkeligt til noget
søvn”. ”Det er helt fint” sagde Monolo med et smil. ”Lad ham
hellere sove”.
”Sådan der” sagde Regin, da han
delte de sidste drikkevarer ud. ”En skål for stedets nye
krovært... og også lidt for Monolo for at være så god at give
plads til forbedring”. Tsyseria sendte ham et arrigt blik. ”En
skål for Monolo” rettede hun ham ”og også en lille smule for
Regin, selvom han er en fladpande”. ”Skål!” sagde alle de
andre i kor, og krusene blev slået sammen, sådan at Regins:
”skål... hvem, hvad!” blev overdøvet. Da de hver især havde
taget en slurk, satte de krusene fra sig og tog afsked med dosnen en
efter en. ”Pas nu på dig selv” sagde Trak og lagde en hånd på
Monolos skulder. ”Jeg kan prøve” svarede dosnen ”men ingen
løfter”. Dernæst overrakte Bruntop en taske med eliksirer til
Monolo som afskedsgave med kommentaren ”kunne blive nyttige”.
Marintra stjal hans næse og gav ham et overkompliceret og
fuldstændigt improviseret håndtryk, imens Faros nøjedes med et
normalt et af slagsen. ”Hvis jeg finder noget i Scienca, skal jeg
nok skrive” lovede dosnen ham. ”Det kan jeg være, det er lidt
nemmere at finde ud af ting om olddværgene i en mindre koloni”.
”Godt” sagde Faros ”og ikke for at gentage Trak, men pas på nu
dig selv. Crymron er et farligt sted. Især nu hvor Jarskon er vendt
tilbage dertil”. ”Jeg skal nok forsøge” lo Monolo ”og ellers
har jeg en fætter eller fire i området. Udover Dogro er der også
en lejesoldat og en håndfuld ty... tyende”.
”Så er øjeblikket omsider
oprundet” sagde han dramatisk, da turen kom til Za-Sien. ”De
sidste to følgesvende fra Stenhal skilles. Efter denne dag vil vores
gamle fællesskab kun eksistere i vore hjerter”. ”Lad venligst
være med det der” sagde odderen irriteret. ”Skal vi ikke bare
nøjes med et håndtryk?”. ”Jov, lad os det”. Til sidst var der
kun Tsyseria tilbage. ”Tja” sagde Monolo. ”Det er nok en
naturlov, at man gemmer det bedste til sidst”. De to gamle venner
omfavnede hinanden, og elverkvinden lod en hånd løbe gennem den
unge dosnes hår. ”Jeg ved ikke rigtigt om, jeg ville kalde en
afsked for det bedste” kommenterede hun. ”Du ved, hvad jeg mener”
vrissede dosnen som respons. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan blive
længere... men verden kalder på mig, og jeg kan ikke holde mig
tilbage. Jeg skal nok komme tilbage en dag, og i mellemtiden må du
venligst gerne lade være med at dø igen. Det ville jeg sætte pris
på”. ”Jeg skal prøve” svarede Tsyseria.
Monolo stoppede op et halvt sekund,
da han nåede udenfor, og tog en dyb vejrtrækning. I det fjerne
kunne han mærke det evige kald, som alle dosner oplevede på et
eller andet tidspunkt i livet. Formålet med deres skabelse.
Eventyrets kald og opdagelsernes invitation. ”Skal du virkeligt af
sted?” peb en lille, forsigtig stemme til venstre for ham, og han
vendte sig med et smil mod Skruml, den lille troldepige. Hun var i
selskab med Raz, Tugy og de andre hjemløse. ”Det er jeg bange for”
svarede han, og hun kiggede trist ned i jorden. ”Dog vil jeg mene,
at der er tid til en sidste historie på gåturen ned til havnen.
Hvis I altså er interesserede?”. Forslaget blev mødt med et
bifald. ”Jamen så” sagde Monolo muntert. ”Lad os da endelig
komme af sted. Har jeg nogensinde fortalt jer om dengang, jeg narrede
to byvagter i Frangica til at løbe i ring i en halv time”.
Da dosnen var forsvundet, tømte Trak
resten af krusets indhold i et drag. ”I må hellere komme i gang”
sagde han så til Faros og Tsyseria. ”Jeg har altså kun øjeblikke,
så drop ventetiden”. ”Komme i gang med hvad?” spurgte Marintra
nysgerrigt. ”Hvad snakker møgduen om?”. ”Lige et øjeblik”
sagde Tsyseria, hvorefter hun forsvandt ind på lageret i ganske kort
tid og snart efter dukkede op igen med en lang stofindpakket
genstand, som hun rakte til Marintra. ”Det skulle I da ikke have
gjort” udbrød Blækblink ”en dims! Jeg altid aldrig ønsket mig
en dims”. ”Åben den nu bare” sukkede Trak. Med et stort smil
gjorde Marintra, som der blev sagt, og hun udstødte faktisk et lille
gisp ved synet af indholdet. ”Nej” sagde hun overrasket og
taknemmeligt. ”Nej, det kan ikke. Den må godt nok have været dyr
og ikke bare et lille dyr som en hare, men haljamar dyr eller sådan
noget i den stil”. ”Jeg kendte en, som skyldte mig en tjeneste”
forklarede Faros. ”Tro endelig ikke, at jeg har brugt penge på
dig”. ”Lad være med at lytte til ham, Blækblink” sagde
Tsyseria og gav ham en albue i siden, imens Marintra nøje
inspicerede den blå bue. ”Han arbejdede hårdt på at skaffe den
til dig”. ”Den er i hvert en fald en skønhed” erkendte Za-Sien
næsten højtideligt. ”For ikke at nævne vandkrystallernes magiske
egenskaber” tilføjede Bruntop. ”Den skal nok blive nyttig, hvis
jeg bliver tørstig” mumlede Marintra til alkymistens utilfredshed.
”Det er ikke helt sådan, det fungerer. Krystallerne kommer fra
døde vand elementar ånder, og deres magi er skyld i, at buens
projektiler kan passere direkte igennem...”. ”Tak” afbrød
Marintra ham ”allesammen, tak skal I have for den. Men forklaringen
kan vente til senere. Lige nu har jeg mest lyst til at afprøve den”.
”Så lad os da gå nedenunder” foreslog Tsyseria. ”Kunne det
tænkte sig, at andre måske måtte få lov til at affyre et enkelt
skud?” spurgte Za-Sien ivrigt. ”Især hvis vedkommende nu faktisk
er en søn af skytternes gud”. Marintra lyttede dog ikke rigtigt
til ham, for i netop det øjeblik tænkte hun ikke særligt meget på
selve buen, men snarere folkene omkring sig. For lige der i det
øjeblik havde hun en fornemmelse af uovervindelighed. Der var intet,
som kunne stå i vejen for dem. Hverken Prins Gjortnal, Gwora eller
noget pokkers mechai oprør. De havde måske meget at nå i
fremtiden, men lige her og nu var hun ikke særligt bekymret. Hele
verden kunne bare komme an. Især musene måtte gerne komme an, jo
før, jo bedre og jo blodigere.
Kommentarer
Send en kommentar