#25 Sigmund Evig-Dømt
”Sigmund Evig-Dømt er en udbredt folkefortælling om en
nordisk mand ved navn Sigmund, en lejesoldat, svindler og en skamløs tyv, som
stjæler en øjensynlig værdifuld krystal fra en gammel kvinde, fordi ”den
skinnede sådan”, hvorefter han forbandes af kvinden, der viser sig at være
Kragekonen i forklædning. Hans straf bliver, at hans skal lide over et tusinde
forfærdelige skæbner. ”Aldrig ældes, men altid dø” som en af sangene formulerer
det. For det er primært via sang, at Sigmund fortælling er blevet videreleveret,
selv hvis nogle individer flere gange gennem historien har påstået at løbe ind
i den Evig-Dømte.”
Fortæller: Kvad med
ukendt forfatter og et utal af forskellige melodier samt senere fortolkninger i
folkesange.
Oprindelse: Myten
opstår ca. 750FA (midtvejs gennem den første alder), men kvadets oprindelsesår
er ikke erindret.
Kom her, og hør, mine
gæve godtfolk
Kom, og lyt til den
sande fortælling
Om manden hvis hjerte
ofte mødte en dolk
Om manden der stjal
fra en gammel kælling
Hans navn var Sigmund,
den snu, den listig’
Klædt i grønt med sort
en hat og et venligt smil
Fra enhver han stjal,
han var altid dristig
Dengang han var evig heldig,
undveg hver en pil
Men én forbrydelse
hans skæbne forseglede
Snedigt og lumsket
han udvalgte en gammel kone
Fra hende en
skinnende, smuk krystal han negled’
Men gerningen blev
straffet, han fik en gæld at afsone
”Aldrig skal du
ældes, men altid og evigt vil du dø
Et tusinde skæbner
vil ej være nok, din elendige kanalje
Du tølperiske tyv,
dine mange fjender skal snart stå i kø
Forbandet være du, der
skal bære døden som en medalje
Dit trofaste sværd
vil fremover aldrig vige fra din side
Se det dog ikke så
muntert, for tyven vil nu frygte striden
Hver gang du det
trækker, skal du komme til at lide
Igen og igen du vil
falde, og det vil fortsætte gennem tiden”
Allerede den aften
mødte Sigmund Amalosh for første gang
Den listige svindler
snød i spil og blev stukket med en kniv
Om morgen han vågnede,
men fik kort efter knust hovedet af en tang
Døden blev snart hans
kendte ven, idet hans forlod liv efter liv
Der fandtes intet
skjul for Sigmund, for buer intet læ
Engang han lige
præcis overlevede en salve i ryggen
Hvorefter en gut ved
navn Hvad kastede en kniv i hans knæ
Altid han kom
tilbage, selv når der ikke var magi i bryggen
I frygten for smerte
flygtede Sigmund til skoven
Her søgte han at
finde fred, at leve bare en enkelt dag
Han var træt af
landet, en bonde havde most ham under ploven
Men i naturens rige
blev han mødt af én, som ikke fandt ham svag
En hornet, pelset
minotaur, en prægtig vogter og kriger
Mødte Sigmund muntert
i skoven og kløvede hans krop
Mens den mægtige
modstander ler, Sigmund kun skriger
Snu en fjende, forbandelsen
kendte, tog ham til sin bjergtop
Der minotauron søgte
mangen en udfordring dag efter dag
Længe havde udyret ledt
efter en modstander værdig
En fjende, en rival, en
udfordrer som kunne klare et nederlag
Stavkamp, sværd,
økser og næver, bæstet var evig ihærdig
Sigmunds ben blev
trampet, hans knogler blev knust
Hver dag og nat i
hulen den Evig-Dømte øksen frygtede
Han kæmpede for sin
frihed og ramte jorden med et prust
Det tog tre måner,
før Sigmund endelig flygtede
Dernæst søgte den
engang tyv at ændre sit fag
Sværdet blev gemt, og
på kroen han slæbte
Et halvt års tid han
levede, ja indtil en skønne dag
Døden ham indhentede,
uanset hvad han tilstræbte
Jo mer’ man udskyder
det onde, jo værre vil det blive
Det er gode ord at
huske, som Sigmund havde forglemt
Tidligere han altid undveg,
dengang han almindeligt var i live
Han fandt ro i kroens
larm, men det endte rigtigt slemt
Åh, så mange skæbner
på en skrækkelig dag alene
Om morgenen han først
skæbnesvangert snubled ind i bålet
En utilfreds kunde valgte
dernæst hans øje og en ske at forene
Og da Sigmund rykkede
en keddel, han led under stålet
Ja, sådan fortsatte
den forbandedes mange liv
Enhver kamp, ethvert
våben Sigmund afvæbne
Sten, klo, nål, reb,
næb, ja endda siv
For sådan afgjorde
Kragekonen hans skæbne
Andre historier
Kommentarer
Send en kommentar