Jeg fik noget udgivet i et universitetsblad.

Alle børn har brug for Stoffer

Af Valdemar Lenschow

Ja, titlen var udelukkende til for at fange din opmærksomhed, og ja, nu da jeg har den, så vil jeg gerne snakke lidt om verdens bedste tegneserie: Sten og Stoffer.

Jeg elskede skolebiblioteket på Nørre Bølling Skole. Ikke på grund af deres rent faktiske bøger, og det var faktisk heller ikke fordi, man kunne sidde derned i fred i frikvartererne, uden hverken lærere eller elever kunne finde og tvinge en til at gå udenfor og være social. Nej, det var fordi, de havde samtlige Sten og Stoffer tegneserier på lager, og jeg tror, jeg læste dem alle sammen igennem to gange fra ende til anden i løbet af tredje klasse.

Det var min fars gamle album derhjemme, som startede interessen, og han kunne godt lide at bruge eksempler fra tegneserierne til at beskrive alt, hvad jeg foretog mig. Det var lige fra dengang, da bilruden gik i stykker under mystiske omstændigheder til, da jeg bestilte noget med posten, som jeg gik og ventede på i to uger, og som min far siden hen har omtalt som propelhat-ferien. Faktisk tror jeg bare, at han synes, jeg mindede lidt for meget om Sten til tider.

For Sten er en lille møgunge. Han fører sneboldkampe med alle og enhver, der kommer inden for rækkevidde, han forsøger at lyve sig til flere julegaver, han låser sin babysitter ude af huset, og så laver han aldrig lektier.

Men samtidigt er han en fantasifuld lille dreng med et uskyldigt barnesind, som repræsenterer både de bedste og de værste egenskaber i børn. Hans sneboldkampe ender som regel med at gå galt for ham, når han lyver i juletiden, så er det i hans tyve sider lange breve til julemanden, han vil ikke tvinges i seng af babysitteren, og hvad lektier angår, så var der vel ikke nogen, der tog dem seriøst i første klasse alligevel.

For netop ikke at tage livet alt for seriøst, det er meget af det, som Sten og Stoffer handler om.
Ofte kritiseres han af de vokse, særligt hans far, for ikke at bruge sin tid på mere fornuftige ting frem for at sidde og se tegnefilm om rumvæsner. Han bruger også sine dagdrømme om at være ”Rumagenten Spiff” til at slippe væk fra klasseværelset, hvor verden omkring ham bliver til en del af fantasien. Noget som jeg selvfølgelig aldrig har gjort som lille… eller ind imellem når det er fredags undervisning. Voksne bliver til menneskeædende rumvæsner og regnestykker til besværlige gåder, hvor livet står på spil. Fantasien er et af de vigtigste elementer i tegneserien, og Sten har spandevis af den. Det er her så, at tigeren kommer ind i billedet.

Sten er sjældent uden Stoffer, og han er den perfekte ven. Han er blød og god at kramme, han er ofte med på selv den værste af Stens planer, og så ønsker han sig ikke meget mere ud af tilværelsen end nogen at lege med, en smule solskin og så en dåse tunfisk. Samt, fra tid til anden, damer.

Hvor Sten er kynisk, impulsiv og grådig, så er Stoffer velovervejet, afslappet og klar på at hjælpe. Uden at gå for meget ind i det tørre og kedelige af sagen, så lad os bare sige, at de begge to er filosoffer. Sten er meget pragmatisk, nægter at tage ansvar og ignorerer ofte de dele af verden, som han ikke gider, imens Stoffer er mere ansvarlig, i hvert fald tidligt på dagen.

Men på trods af hans overskuds attitude og tilsyneladende livserfaring, så går det fuldstændigt galt, hver gang han forsøger at hjælpe Sten med at lave lektier.

Han forklarer matematik, sådan som en lille dreng forestiller sig, at det bør lyde, og derfor er det selvfølgelig noget værre sludder. Men det giver mening for Sten, når han hører det, og det er så hans undskyldning, når han dagen efter står med en opgave i skolen, som absolut ingen mening giver.
Sten ser verden på én bestemt måde, en måde der passer til en seksårig dreng, og derfor struktureres det meste af tegneserien efter denne synsvinkel, og det er netop det, der giver Sten og Stoffer dens specifikke charme. Sten og Stoffer er måske en sjov tegneserie, en rigtigt sjov en, men det der virkeligt gør den til noget særligt er venskabet imellem de to hovedpersoner.

Stoffer er ikke en magisk tiger, der kun kommer til live, når voksne kigger væk, men den er heller ikke bare et fantasifoster eller en leg. Han er en del af Stens verden, og tigeren hjælper ham med at nyde barndommen så længe, den varer. Deres venskab er fyldt med eventyr, leg og en hel del skænderier, præcis som alle gode venskaber, men der er samtidigt plads til omsorg og en dyb forståelse.

Da striberne fra tid til anden bliver mere seriøse, som da Sten finder en såret vaskebjørn, han er ude af stand til at hjælpe, og som ender med at dø, så er det Stoffer, der trøster ham. Da der var har været et indbrud i familiens hjem, så er tigeren det første, Sten bekymrer sig om.

Når man læser Sten og Stoffer som lille, som forstår man ikke altid alt, der bliver sagt og foregår i dem. Faktisk er det sjældent, men man får fat i nok af humoren til at nyde dem, og den hyggelige stemning holder en fast. Men når man så er blevet lidt ældre og genlæser dem, så er det, at man virkeligt fanger ikke blot al den skjulte satire, men hvad Stoffer egentligt repræsenterer. Det kan selvfølgelig også bare være, at det er mig, som bliver nostalgisk, og som ønsker mig tilbage til en simplere tid, hvor jeg ikke havde andet at tænke på end at få bygget min Lego Star Destroyer færdig og at udskyde mine lektier.

Men jeg synes virkeligt, at der er noget magisk over venskabet mellem den lille fantasifulde dreng og hans plystiger, som ofte fortæller meget om livet selv, ting der gælder for både voksne og børn, og når jeg sætter mig ned med et af mine album, så føler jeg mig bare tryg og fri for alle verdens bekymringer, imens jeg følger på dem på deres eventyr og deres kampe mod onde snemænd, endnu ondere skolelærere, kedelige forældre og selvfølgelig nabopigen Susie.

Det ville måske være plat og uoriginalt at sige, at Stoffer er Stens uskyld og barnlighed inkarneret.
Men på den anden side så ville det også være fuldstændigt sandt, rimeligt sødt og velfortjent.

Så det er derfor, at alle børn har brug for en udgave af Stoffer i deres liv, og derfor jeg i samtaler om tegneserier har det med at sige ”ja, ja, Watchmen var da meget god, men har du læst Sten og Stoffer?”.