Mordred, Morgan og Morgause: Den Mørke Side af Kong Arthurs Familie

Denne artikel er baseret på et foredrag, jeg holdt til Fantasyfestivalen 2025. Den dækker ca. halvdelen af foredraget, dvs. middelalderlitteraturhistorien bag Mordred, Morgan le Fay og Morgause; tre vigtige figurer fra Kong Arthur legenden, imens en opfølgende artikel her på bloggen vil dække karakterernes historie i tiden efter middelalderen.

Derudover er begge disse artikler også begyndelsen på en serie af danske artikler om Kong Arthur legenden, der skal tjene som en introduktion og en overbliksguide til fortællingerne, hvor der også er plads til at dykke ned i helt specifikke karakterer.

Frederick Sandys maleri af Morgan le Fay fra 1864

Introduktion

Så langt tilbage i historien som de skriftlige kilder rækker, finder vi mytologiske fortællinger om helteskikkelser, men ligeledes om skurke. Hvad ville Gilgamesh ikke være uden uhyret Humbaba? Eller Beowulf uden Grendel og dennes mor? For slet ikke at nævne Herakles uden de utallige uhyrer, han må bekæmpe, og gudinden Hera, der ofte står bag hans kvaler og prøvelser?

Mange mytologiske skurkeskikkelser er monstrøse som disse nævnte eksempler, men de kan ligeledes være mere jordnære og komme fra et sted tættere på heltens egen oprindelse. Sådan er det f.eks. tilfældet med Kong Arthur, en af middelalderens allermest populære helteskikkelser, og som fortsætter med at være en almindelig i moderne fiktion, særligt fantasygenren. Selvom Arthur til tider bekæmper drager eller fremmede herskere og onde riddere, så stammer hans mest ikoniske og fatale fjender nemlig fra hans egen nærmeste familie.

Hvis man har gjort sig bare en smule i fantasygenren eller reel middelalderlitteratur, kender man nok til navnene Mordred og Morgana, selv hvis det er perifært. Man ser måske ideen om en forræderisk ridder i sort rustning eller en forførende dyster troldkvinde vagt for sig, idet man hører disse navne, og søger man på enten det ene eller det andet navn på internettet, finder man utallige visuelle fortolkninger af dem begge. Mordred har f.eks. gennem årene både været animekarakter, superskurk, misforstået teenager og tragisk antihelt, men på tværs af nyfortolkningerne kan det være svært at overskue, hvad der egentligt er essensen i den originale karakter og ikke mindst, hvordan han har forandret sig gennem århundrederne. Det samme er ikke mindre sandt om Morgana, eller rettere sagt Morgan, som hun typisk kaldes i middelalderens litteratur. Hun har gennem årene været spillet af både Helen Mirren, Helena Bonham Carter, Lena Heady, Katie McGrath og Eva Green, men bag den moderne forståelse af karakteren og de mange Hollywood udgaver finder man en langt mere kompleks variation; nærmest et spektrum af forskellige tætbeslægtede figurer. Morgan kan eksempelvis være både godsindet healerske og forførende forræder; somme tider begge dele i det samme værk. Desuden må man endelig ikke glemme Dronningen af Orkney, Morgans jævnlige søster, der siden senmiddelalderen har båret navnet Morgause.

Nogle forskellige versioner af Morgan/Morgana gennem årene

Før vi for alvor kaster os over Mordred, Morgan og Morgause og deres udvikling gennem litteraturhistorien, vil det dog give mening med en kort introduktion til det arthurianske generelt.

Arthuriana

Kong Arthur legenden er et kompleks spindelvæv af fortællinger, mytiske figurer og værker med flere forskellige traditioner. De ældste forekomster fører generelt tilbage til den tidlige middelalder i Wales, imens det første længere bevarede værk, der beretter om Kong Arthurs historie fra vugge til grav, bliver skrevet i begyndelsen af 1100-tallet af den britisk-normanniske gejstlige Geoffrey af Monmouth. Hans Historia Regum Brittaniae foregiver at være en krønike over historiske begivenheder og kongeskikkelser, men den inkluderer bl.a. Arthur og adskillige andre mytologiske eller primært litterære figurer.

Derudover finder vi bl.a. det sidste store middelalder arthurværk i 1400-tallet, sammensat af ridderen Thomas Malory. Hans Le Morte D'Arthur er et monstrum af et værk, der drager på et utal af andre værker, og netop Malorys versioner af historierne behandles ofte som det "neutrale" udgangspunkt for moderne nyfortolkninger – selvom der i grunden ikke findes nogen neutral version af legenden. Malorys version er lige så særpræget som alle andre versioner fra middelalderen. Med andre ord findes der ikke én kanonisk version af historien.

Nogle akademikere har gennem historien forsøgt at identificere eller udpensle ideen om den såkaldte ”historisk Arthur”, som skulle have levet omkring år 500, men grundlaget for at rekonstruere en konkret historisk Arthur er relativt mangelfuldt. Vi kan spore opfindelsen af mange centrale elementer i den kendte Arthur historie, såsom Lancelot, Den Hellige Gral osv., og hvornår disse tilføjes til legenden, og dette vil sige, at hvis der rent faktisk fandtes en ”ægte Kong Arthur” ville han kun indeholde en lille håndfuld af de fortællinger og elementer, som vi nu om dage forbinder med legenden. Derudover er der en afstand på flere århundreder imellem den tid, hvor Arthur skulle have levet, og hvornår historierne er blevet skrevet, der gør det umuligt for alvor at vide mere end få elementer om en ”historisk Arthur”.

I stedet kan man betragte Kong Arthur som ”en kopi af en kopi uden noget endegyldig original udgave”, for at parafrase Helen Fultons formulering, og når det kommer til legenden og de mange forskellige historier herunder, foretrækker jeg selv at beskrive Kong Arthur og co. som et Lego sæt uden et endegyldigt sæt af instruktioner. Der er generelle tendenser, og man kan se flere andre personers forsøg på at samle klodserne, men i sidste ende gør hver fortolkning tingene på sin egen måde. Ligesom så mange andre mytologier opfordrer Arthur-legenden til kreative nyfortolkninger, men f.eks. historien om Odysseus har noget tættere på én klar kanon takket være, at Odysseen er så meget mere populært et værk i forhold til alternativerne.

Men hvad da med forræderen Mordred og troldkvinden Morgan? Hvor passer de ind i denne bunke af mytologiske legoklodser. Noget af det helt definerende for disse figurer er, at de indgår i Kong Arthurs nære familie. I kan her se et stamtræ baseret på Thomas Malorys Le Morte D’Arthur fra senmiddelalderen, som viser de konkrete relationer mellem Arthur, Mordred, Morgan og Morgause, men også andre vigtige figurer fra legenden.

Arthurs familie

Kong Arthur selv er søn af den forrige konge, Uther Pendragon, men typisk er han ikke vokset op på dennes hof. I sin tid som konge forelsker Uther sig i Arthurs moder, hvis navn er Igraine, men da Igraine allerede er gift, må han ty til alternative midler for at opnå hende. Igraines mand er Gorlois, hertugen af Cornwall, med hjemme på slottet i Tintagel, og han er en af Uthers fjender. I nogle fortolkninger er der en mulighed for at stifte fred imellem de to, men Uther forkaster denne mulighed til gengæld for chancen for at kunne opnå den skønne Igraine.

Uther vinder selvfølgelig krigen over Gorlois af Cornwall, men han kan simpelthen ikke vente på at ligge med Igraine, til sejren er hans, så han får troldmanden Merlin til at fortrylle hans udseende, så han ligner Gorlois selv. Med denne forklædning drager Uther til Tintagel, hvor han tages imod, som var han hertugen selv, og han tilbringer natten sammen med Igraine, der tager ham for værende sin mand.

Næste morgen er han borte igen, og Igraine chokeres, da hun modtager nyheden om sin mands død samme nat. Har det mon været hans genfærd, som besøgte hende? Eller hvad er der foregået? Hun finder desuden ud af, at hun er blevet gravid i løbet af denne skæbnesvangre nat. Men der går ikke længe, før hun får sandheden at vide. Uther selv fortæller hende, at det var ham, der besøgte hende i Gorlois skikkelse, og efterfølgende bliver de to gift. Men da Igraine føder en sund og rask dreng, bliver han ført bort af troldmanden Merlin, der forlangte barnet som betaling af Uther, til gengæld for at han fortryllede ham til at ligne Gorlois. Herefter opfostres Arthur hos ridderen Ector, og hans sande ophav afsløres først for ham senere, efter han er blevet konge.

Dette er den grundlæggende historie om Kong Arthurs undfangelse, og de overordnede træk går nærmest uændret igen i alle versioner af legenden siden Geoffrey af Monmouth. Det er på flere måder en grum historie, der i vores moderne forståelse kan betegnes som seksuelt overgreb, og den bliver også præsenteret som udspekuleret og negativt i noget af middelalderens litteratur. Hvad der varierer især, er præcis hvilke søskende, Arthur har. Allerede fra de tidligste versioner har Arthur nemlig søskende, helt specifikt søstre, frem for brødre (om end nogle walisiske kilder nævner 1-2 brødre uden nogen detaljerigdom), og hos Thomas Malory finder vi den mest almindelig familie-komposition for Arthur.

Her har Arthur tre halvsøstre, som hans moder Igraine fik med sin første mand Gorlois af Tintagel, og deres navne er Morgan, Elaine og Morgause. Derudover har han flere nevøer gennem sine søstre. Morgause er mor til hele fem drenge; den berømte Gawain, Gaheris, Agravian, Garreth og ikke mindst Mordred selv, imens Morgan kun har et enkelt barn, nemlig ridderen Ivan (Ywain/Owain), også kendt som løveridderen. Arthurs tredje søster i denne konstellation, ved navn Elaine, har også en riddersøn med tilknytning til Det Runde Bord, Galeschin, men generelt set er Elaine og Galeschin mindre og overordnet set ubetydelige figurer.

Derimod får både Morgans og ikke mindst Morgauses sønner store roller at spille i legenden og ikke mindst en stor efterfølgende tradition, hvilket betyder, at de jævnligt bliver inkluderet i nyfortolkninger. Gawain er f.eks. almindeligvis en af Arthurs største og bedste riddere, kun overgået af Lancelot og Galahad, og han er hovedperson i flere arthurianske fortællinger, såsom Gawain og Den Grønne Ridder. Generelt set spiller nevøer en stor rolle i Arthur Legenden, hvilket vidner om den politiske fordel, det var at have en stærk familie i middelalderen, og flere akademikere henviser specifikt til søstersøn-morbror dynamikken som særligt vigtig i det arthurianske (Brandon 2024).

Men hvor Gawain traditionelt set ses som en helt, er hans broder Mordred derimod en af legendens ultimative skurke. Også han er ridder af Det Runde Bord, men han forråder Arthur, og de to ender med at give hinanden banesår i Camlann Slaget, der er legendens storslåede finale. Morgans rolle som søster derimod kan være ret varieret. Somme tider er hun på Arthurs side, men ligesom Mordred kan hun også være en forræder, der plotter hans nederlag, og som benytter sig af trolddom for at opnå sine målsætninger.

I begyndelsen

Der er referencer til en Medraut (en slags proto-Mordred) i flere af de tidligste walisiske kilder, som også nævner Arthur, men foruden at han falder ved Camlann Slaget ligesom Arthur, fortælles der ikke meget om Medraut. Det nævnes f.eks. ikke, om han og Arthur kæmpede på samme side eller imod hinanden. Ligesom Arthur tilskrives Medraut dog generelt positive egenskaber, og det kunne tyde på, at han har været en slags walisisk sagnhelt – desværre er der ikke bevaret nogle længere fortællinger med ham i centrum fra før Geoffrey af Monmouths tid.

Tilsvarende finder vi også i de tidlige walisiske myter en skikkelse ved navn Modron, der kan være en forgænger til troldkvinden Morgan. Hun er en positiv figur, nærmest en mindre gudinde, og gift med kongen Uriens, hvilket højmiddelalderens Morgan også bliver.

Men generelt finder man kun brudstykker, før vi når frem til Geoffrey af Monmouth og hans storværk Historia Regum Britanniea fra begyndelsen af 1100-tallet. Monmouths værk blander historisk fakta med myter og litterære påfund, og det er besværligt at vide præcis, hvor meget Geoffrey selv har opdigtet. Hans Arthur fortælling er på mange måder grundlæggende for alle senere udgaver.

En moderne statue af Geoffrey af Monmouth fra Monmouthshire i England

Allerede hos Geoffrey er Mordred Arthurs nevø og bror til helten Gawain. Der fortælles ikke meget om Mordreds liv eller ungdom, men da Arthur må drage udenlands for at bekrige en fjende, efterlader han Mordred som regent, hvilket indikerer, at denne Mordred har været anerkendt som intelligent og pålidelig. Der går dog ikke lang tid, før Mordred misbruger sin onkels tillid og gennemfører et kup i Arthurs fravær. Han vil selv være konge og desuden vil han gerne gifte sig med Guinevere, der er Arthurs hustru, og dermed hans egen tante. Dette forræderi leder endegyldigt til, at både Arthur og Mordred falder i samme slag. Men hvor Mordred er endegyldigt død, føres Arthur i stedet med båd til den fortryllede ø Avalon, hvor det siges, at hans sår vil blive helbredt, så han en dag kan vende tilbage.

Geoffreys version af Mordred har til mor en af Arthurs søstre, som i denne version hedder Anna. Hun er dronning af Orkney Øerne og gift med Kong Lot, og det er denne figur, der senere udvikler sig til karakteren Morgause, men her i sin tidligste kendte version er Anna fraværende i selve handlingen, foruden at være moder til Mordred og Gawain.

Til gengæld optræder Morgan mere direkte hos Geoffrey. Hun hedder i denne version Morgen, der betyder ”af havet”, og det er hende, som skal helbrede Arthur på øen Avalon. Hun siges at have magiske kræfter og en stor visdom, men til gengæld er hun på dette tidspunkt ikke Arthurs søster ligesom Anna. I stedet er hun sin egen karakter, der bor sammen med sine otte søstre i Avalon, og hendes primære rolle er som healerske i epilogen til Geoffreys værk; Vita Merlini. Der er flere forskere, der har foreslået, at Geoffrey har fundet inspiration i den oldgræske troldkvinde Kirke i sin udformning af Morgen (Larrington 2006), og der er da også flere ligheder, heriblandt tilværelsen på en ø sammen med mange andre kvinder, den medicinske viden og de overnaturlige kræfter. Muligvis har Geoffrey altså kombineret egenskaber fra Kirke med den walisisk-mytologiske figur Modron.

Overordnet set finder vi hos Geoffrey af Monmouth primært en Mordred, som vi kan genkende i moderne tid, men mindre så Arthurs søstre. Anna er knap nok en karakter, imens troldkvinden Morgen er en godsindet healerske uden familiær relation til Arthur. Dette skulle dog ændre sig meget i de efterfølgende århundreder af middelalderen.

Dronningen af Orkeny: fra Anna til Morgause

Lad os begynde med den søster, som er mor til både Mordred, Gawain og flere andre kongelige nevøer. Dronningen af Orkney kaldes hun altid, men hendes fornavn kan variere en del. Nu om dage er det mest almindelige navn Morgause, hvilket hun hedder hos Thomas Malory, og dette kaldes hun i nærmest alle moderne nyfortolkninger, og således vil jeg også bruge dette navn om hende.

Middelalderens Morgause er ikke nogen troldkvinde, men først og fremmest defineret som værende en moderfigur og en forførende kvinde. Alle hendes sønner spiller vigtige roller i Kong Arthur legenden, ikke blot Gawain og Mordred, hvilket er tilfældet hos Geoffrey såvel som Malory, men der sker særligt to vigtige ændringer i forhold til Morgauses historien gennem middelalderen; hvordan hun dør, og hvordan sønnen Mordred bliver undfanget.

Som nævnt er Mordred hos Geoffrey af Monmouth blot Arthurs nevø, men der går ikke længe, før middelalderværkerne gør ham til både nevø og uægte søn. Mordred bliver således til det incestuøse resultat af en affære mellem Arthur og hans halvsøster Morgause. Til Arthurs forsvar gøres det typisk klart i middelalderlitteraturen, at han ikke på forhånd var bevidst omkring sin relation til Morgause, da han endnu ikke havde fået at vide, hvem der var hans biologiske mor, men trods dette får affæren store konsekvenser.

I flere udgaver af legenden fortæller troldmanden Merlin direkte, at det er på grund af denne synd, at Arthurs rige en dag skal falde. Således kan Mordred forstås som Guds straf over for Arthur, og hos Thomas Malory formulerer troldmanden det således; ”But ye have done a thing late that God is displeased with you, for ye have lain by your sister, and on her ye have gotten a child that shall destroy you and all the knights of your realm” (Malory, 1. bog, 20. kapitel).

Men Arthur er ikke den eneste unge mand, som Morgause begærer. Hun er netop kendt som en kvinde med stor appetit for elskere, men da hun begår den fejltagelse at tage en elsker fra en familie, som hendes egne sønner er i blodfejde med, får det fatale konsekvenser. Sent i flere udgaver af legenden indleder Morgause en affære med ridderen Lamorak, der er søn af den mand, som engang dræbte hendes egen mand Lot. Og da de to elskende, Morgause og Lamorak, bliver taget bogstaveligt talt med bukserne nede af hendes søn Gaheris, bliver han grebet af blindt raseri. I Gaheris øjne forråder hun sin slægt ved at ligge med et medlem af denne fjende-familie, og han hugger straks hovedet af hende.

Morgause bliver dræbt af sin søn Gaheris, imens hun er i seng med elskeren Lamorak

Det er en grusom død for Morgause, men den indkapsler hendes to bærende temaer slående; den forførende kvinde og moderen til en forræder. Man kan da stille spørgsmålet, hvem der er den ultimative forråder; Morgause for at have forbrudt sig imod sin families fejde eller Gaheris for at have myrdet sin egen moder i koldt blod? Morgause historie kan således læses som en advarsel for kvinder i forhold, hvem de tager som elskere, eller endda en generel advarsel imod at være for promiskuøse, men fra et moderligt perspektiv kan den måske også ses som overvejelse omkring voldelige sønner og komplekse loyalitetsspørgsmål samt ikke mindst en opfordring til at holde sine affærer godt skjult. Hendes død spejler også, hvordan hendes anden søn Mordred senere vil give sin far Arthur et banesår.

Det er interessant, at Morgause – trods forbrydelsen af sin families blodfejde – aldrig forråder sin bror Arthur i middelalderlitteraturen. Tværtimod virker hun ikke til at have andet end kærlighed til overs for ham… det er udelukkende Mordred, ud af mor og søn, som er Arthurs fjende i middelalderens kilder, ikke hans mor. Hun kan således ikke siges at være nogen sand skurk, men derimod en lille kompleks karakter, der indirekte får stor betydning på historien gennem sine sønner.

Kong Arthurs søn, majdagsmassakren og Ødipus

Hvordan Mordred undfanges, ændrer naturligvis Morgause som karakter, men ikke mindst ridderen selv. Det får en stor effekt på legenden, idet han bliver Arthurs søn, frem for blot at være nevø. I nogle, særligt tidlige udgaver af historien, har Arthur andre sønner såsom den uægte søn Arthur the Lesser, Amr eller Llachleu, men Mordred er den ultimativt vigtigste og mest populære (blandt forfattere og digtere snarere end faderen) søn, som Arthur har haft.

Han er en tragedie-figur, fordi han forråder og dødeligt sårer sin egen fader, men derudover er der også indlejret en tragisk ide i selve Mordred, idet Arthur nærmest aldrig har noget barn med sin hustru Guinevere. Med andre ord har Arthur et barn fra den kortlivede affære med sin egen søster, som bringer ham stor ulykke, imens han ikke kan nyde nogen glæde eller tryghed ved at have en mere traditionel og legitim arving. At Mordred er Arthurs søn hæver ham desuden i status over kongens andre nevøer såsom Gawain, særligt hvis Mordred er den eneste søn.

En illustration af Mordred fra Howard Pyles berømte Arthur genfortælling fra starten af 1900-tallet.

Med Mordred som Arthurs søn følger også en af de mest dystre handlinger, som middelalderens Arthur nogensinde har været skyld i; majdagsmassakren. Denne episode udelades ofte fra moderne genfortolkninger, idet den kan risikere at gøre Kong Arthur for usympatisk som helt. Selv hos f.eks. Thomas Malory bruges der ikke mange sætninger på den, og som Marie Nelson har bemærket, så formulerer Malory episoden på en måde, der indikerer, at han ikke er enig i handlingen, men at skylden heller ikke bør lægges udelukkende på Arthur (Nelson 2000).

Majdagsmassakren finder sted, kort tid efter Arthur finder ud af, at Morgause er hans søster, og at han har begået en synd i form af incest. Han rådes da af Merlin til at dræbe den spæde Mordred, og Arthur befaler, at alle spædbørn født i løbet af majdagsfesten, hvor netop Mordred er født, skal placeres på et skib (eller tømmerflåde), som dernæst skubbes ud i havet uden besætning. Alle spædbørnene omkommer da også – på nær et enkelt. Selvfølgelig overlever Mordred selv den grumme affære, og han bliver gennem flere år opfostret hos en jævn fiskerfamilie, før han kan vende tilbage til Orkney og sin moder Morgause.

Majdagsmassakren er en usædvanlig episode af flere årsager. Bl.a. forklares det ikke, hvorfor Arthur vælger at skille sig af med den spæde Mordred på denne måde frem for en mere målrettet fremgangsmåde. Mulige forklaringer kunne nok være, at Arthur ikke ønsker at rette opmærksomhed imod særligt Mordred og historien bag dennes ophav, men det er stadigvæk en meget drastisk metode, han tager i brug. Til gengæld så kan majdagsmassakren bruges til at understøtte Mordreds motiver som karakter; den gør, at han ikke blot er en forråder, men et forsøgt offer. På sin vis kan det siges, at Arthur forråder Mordred først, og at den uægte søn er i sin fulde ret til at søge hævn senere i livet. Det er en kort episode, som man nemt kan glemme i kontrast til resten af den kæmpemæssige legende, men hvis man fokuserer på denne ud fra et moderne perspektiv, er det den ellers typisk idealfigur Arthur, der bliver skurken. Det er en radikalt anderledes historie, end hvad man finder hos Geoffrey af Monmouth, hvor Mordred blot forråder sin onkel for at opnå magt og et ægteskab med Guinevere.

Udover majdagsmassakren finder vi også andre elementer i høj-og-senmiddelalderens arthurværker, der nuancerer Mordred. Han er bl.a. ikke blot nogen negativ figur, men tilskrives ofte en lang række af positive egenskaber og beskrives som en dygtig, intelligent og modig ridder. Han skulle angiveligt være en del mere sympatisk (og til tider mere heroisk end Arthur) i skotske genfortællinger af legenden, hvilket kan hænge sammen med, at Mordred og hans brødre siges at komme fra Orkney Øerne i Skotland. Derfor vil nogle altså også se ham en skotsk modstandsfigur over for det mere engelske ikon, der er Arthur (om end Arthur selvfølgelig er fjende af angelsakserne og af walisisk-romersk herkomst, så er han gennem historien blevet brugt utallige gange som et engelsk ikon og endda propagandistisk motiv).

Lig hvordan Morgen hos Geoffrey af Monmouth kunne siges at minde om den oldgræske troldkvinde Kirke, så kan man også trække tråd fra Mordred tilbage til en oldgræsk figur, nemlig den mest tragiske af alle tragiske oldgræske helte; Ødipus. Ødipus er især kendt for at gøre to forfærdelige handlinger udvidende; han dræber sin egen biologiske far, idet han møder ham på korsvejen mellem Theben og Korinth, og så gifter han sig med sin biologiske mor, fordi han er opfostret af et andet par, som han tager for at være sine biologiske forældre. Ødipus kaldes den ultimative tragiske helt, fordi han ikke selv styrer imod nogen af disse handlinger, men forsøger at undgå dem, bl.a. idet han i et forsøg på at undgå en profeti rejser bort fra Korinth, hvor han er vokset op. Ødipus tragedie bunder altså udi, at den er skæbnepålagt og uundgåelig.

Til kontrast er der kun én uvidende overtrædelse forbundet til Mordred, nemlig hans undfangelse, idet hans forældre ikke ved, at de er biologisk søskende (men dog at de har en affære bag om ryggen på Morgauses mand). Derefter tager Mordred selv beslutningerne om, at han vil dræbe sin far, og gifte sig med Guinevere, fuldt velvidende om den familiære forbindelse. Men derudover spejler deres handlinger hinanden. Ødipus opnår sin biologiske faders trone i Theben; Mordred søger at erobre sin biologiske faders trone. Ødipus gifter sig med sin biologiske mor Iocaste; Mordred søger at gifte sig med Guinevere, hvilket ikke er ensbetydende med biologisk incest, men dog social.

Hvis Ødipus er den ultimative tragiske helt, fordi han begår disse to overtrædelser uvidende, så kan Mordred altså kaldes for den ultimative tragiske skurk, idet han velvidende udfører de samme handlinger. Men særligt hvis majdagsmassakren indgår i den historie, man læser, så kan man alligevel finde en vis sympati for Arthurs søn.

Den mageløse Morgan le Fay

Ud af Mordred, Morgan og Morgause så er troldkvinden Morgan le Fay uden tvivl den mest komplekse figur. Morgan (Morgen/Morgana) kan både være ven eller fjende af sin halvbror, men hun er altid kendetegnet ved sin evne til at udføre trolddom. Denne trolddom kan bruges til at helbrede og læge sår, til at gøre skade eller til at skjule og afsløre hemmeligheder.

Blandt hendes trolddomsbedrifter finder vi bl.a. et fortryllet drikkehorn, som man kan ikke drikke af uden at spilde, hvis man er sin ægtefælle utro; både i handling eller tanke. Dette horn planlægger Morgan at sende til Camelot, til svigerinden Guinevere, som hun ikke bryder sig om, for at afsløre dennes affære med ridderen Lancelot, men ved et uheld havner hornet i stedet i Cornwall hos Kong Mark, hvis hustru Isolde også har en affære.

Foruden drikkehornet interesserer Morgan sig også for utroskab og at afsløre utroskab andetsteds, idet hun fortryller en dal, sådan at utro mænd ikke kan forlade den igen; den kaldes bl.a. ”Val des faux amants”. Trods denne optagethed med emnet er Morgan dog ikke sky for selv at tage sig hemmelige elskere bag om ryggen på sin mand, Kong Uriens, og hun begærer bl.a. forgæves Ridder Lancelot gennem flere af middelalderens værker. Lancelot viser sig dog, ulig så mange andre, at være sit hjertes udkårne Dronning Guinevere tro, hvilket blot imponerer Morgan, så hun vil have ham endnu mere, men det lykkes hende aldrig. Til Morgans forsvar er Uriens også hende utro; han får endda en søn med sin elskerinde, som han navngiver det samme som sit barn med Morgan! Således findes der to halvbrødre i arthurlegenden ved navn Ywain Løveridderen og Ywain Bastarden.

Morgans fascination med utroskab og kærlighed er både spændende og kompliceret. Vi kan eventuelt tolke hendes egen utroskab som en befriende feministisk handling; hun lever i en verden, hvor mænd som hendes ægtefælle Uriens alligevel har elskere, så hvorfor skulle hun ikke også gøre det? Dertil kommer, at hun skaber Val des faux amants for at straffe sin tidligere elsker Guiomar, fordi han har forladt hende tilovers for en anden kvinde, på sin kusine Guineveres opfordring. Hun skader endda ikke mændene, som er fanget i dalen, men sørger for, at de har mad og underholdning nok, imens de er hendes fanger. Så langt kan Morgans kærlighedsetik godt være forståelig i et moderne perspektiv. Men dog falder den også uden for, idet hun flere gange prøver på at tvinge Lancelot til at indgå i et forhold med hende, og idet hun ligefrem forsøger at myrde sin ægtemand.

Morgan tager sin elsker Guiomar på fersk gerning.

Hvor de begge er kendetegnet ved at være elskere og have affærer, så fylder moderskabet ikke nær så meget hos Morgan som søsteren Morgause. I Chretien De Troyes mesterværk Løveridderen, hvor hendes søn er hovedpersonen, nævnes hun kortvarigt, idet hun sender sin søn en mikstur, der skal kurere hans kærlighedssyge. Men derudover ses det i flere versioner, at hun bliver uvenner med sin søn, idet hun forsøger at myrde Uriens, og at Ywain forhindrer hende i det. Mest af alt ser man dog ikke, at moderskabet spiller nogen essentiel rolle i middelalderens litteratur.

Caroline Larrington argumenterer i bogen King Arthur’s Enchantresses for, at Morgan ikke kan kaldes for en heks, men at hun i stedet er en troldkvinde, eftersom hendes evner ikke kommer fra et dæmonisk udgangspunkt, men gennem hendes egen dannelse og visdom. Desuden benyttes begrebet heks eller witch ikke rigtigt om hende i middelalderens kilder.  Somme tider har Morgan en relation til troldmanden Merlin som hans lærling eller elskerinde, men det hænder ligeledes ofte, at der ikke er en forbindelse imellem Merlin og hendes trolddom. Den er helt hendes egen.

Tilnavnet ”Le Fay”, som Morgan får i flere versioner gennem middelalderen, kunne indikere, at hun var en fe eller anden overnaturlig skikkelse, men hun er typisk blot et menneske. Fey eller fay kunne netop blot betyde en kvinde med stor lærdom og trolddomsevner. Det hænder dog, at Morgan er mindre menneskelig og mere guddommelig, ligesom hun til sin vis er det hos Geoffrey af Monmouth, men i så fald er der mindre sandsynlighed for, at ægteskabet til Uriens og søsterskabet til Arthur fylder i historien. Til gengæld er hun så typisk mere tilknyttet den mytiske ø Avalon, hvor Arthur skal bringes hen efter sin kamp med Mordred, og denne hersker hun i flere versioner som øens dronning. Som hersker af Avalon bliver Morgan desuden, i nogle fortællinger fra senmiddelalderen, elsker af selveste Holger Danske, der forvilder sig frem til øen.

Apropos begrebet ”fey” så hedder Morgan i de italienske oversættelser, genfortællinger eller videre optrædener Fata Morgana, og netop herfra kommer begrebet, der bruges om synsbedrag. Dette hænger sammen med, at øen Avalon siges at kunne blive usynlig eller i hvert fald meget svær at få øje på, og at troldkvinden mange steder kan mestre illusionstrolddom.

Den mest skurkagtige version af Morgan finder vi, idet hun i nogle fortællinger forsøger at orkestrere sin bror Arthurs død. Dette søger hun bl.a. at opnå ved at stjæle Excallibur og dets tilhørende magiske sværdskede fra Arthur, som hun giver til sin elsker Acolon, hvorefter hun organiserer, at Acolon og Arthur skal kæmpe imod hinanden. Men da Acolon indser, hvem han kæmper imod (Arthur er naturligvis i forklædning), nægter han at fuldføre gerningen, da han ikke vil dræbe sin egen konge.

Senere sender Morgan en gave til Arthur som undskyldning for forræderiet; en smuk kappe, som Arthur glædeligt tager imod. Han skal til at tage den på, da troldkvinden Nimue (en version af The Lady of the Lake) advarer ham imod at gøre det og i stedet får budbringeren til selv at tage kappen. Kappen er selvfølgelig forhekset, så budbringeren bryder ud i brand og dør smertefuldt på stedet.

Historierne om først det stjålne sværd og så den forheksede kappe er del af samme sekvens, der slutter med en tredje episode, i hvilken Morgan atter lykkes i at stjæle Excaliburs magiske skede (som gør, at den, der bærer skeden, aldrig for alvor kan komme til skade i kamp) og kaster den langt ud i en sø, hvor Arthur aldrig kan få skeden tilbage igen. For ikke at blive fanget af sin bror forvandler hun sig selv og flere af sine folk til sten som en slags camouflage, indtil Arthur er draget videre i jagten på hende.

Ved disse komplotter er Morgan for alvor fjende af sin broder Arthur, og hun har ofte blot det motiv, at hun gerne vil øge sin egen magt og placere en, hun har mere indflydelse på på tronen i stedet. Typisk drømmer hun ikke selv om at blive dronning, sådan som hun oftere gør det i moderne genfortolkninger af historien. Men betyder det så, at der findes to forskellige udgaver af Morgan; enten som fjende af sin bror eller som den gode healerske, der læger Arthurs sår i Avalon efter kampen med Mordred? Ikke helt, for i nogle fortællinger (bl.a. Le Morte D’Arthur) tjener Morgan begge roller, om end slutningen er mere ambivalent i forhold til, om det lykkes hende at helbrede sin bror eller ej, og hvad hendes intentioner egentligt er. Det er ikke ualmindeligt, at bror og søster er blevet gode venner igen hen imod slutningen af legenden, til trods for de adskillige forræderier og mordforsøg, som Morgan har stået for. Måske har de blot været udtryk for lidt god gammeldags søskende rivalisering?

Uanset hvad er Morgan i middelalderlitteraturen aldrig den kraft, der står bag Mordred eller Arthurs endegyldige fald. Hun kan måske være en skurk eller udfordre status quo, men hun er ikke nogen endegyldig trussel imod Arthur og hans rige. Og mest af alt så tør det siges, at Kong Arthur litteraturen som helhed ikke ville være nær den samme uden hende.

Fortsættes

Her runder jeg af for denne gang, og resten af mit foredrag fra Fantasyfestivalen må derfor gengives i en opfølgende artikel. Her kommer jeg bl.a. ind på Mordred, Morgan og Morgause hos forfatterne T. H. White, Mary Stuart, Sophie Keetch og Marion Simmer Bradley samt filmen Excalibur og BBC tv-serien Merlin. I forhold til det oprindelige foredrag så udvider jeg lidt i forhold til de enkelte værker, jeg her nævner, men det generelle formål er det samme; nemlig at afdække disse karakterers overordnede historie i moderne genfortolkninger, og at vise, hvordan mytologiske figurer kan ændre sig radikalt på baggrund af nyere tilføjelser eller justeringer.

Jeg håber, du vil læse med, når det udkommer, men ligeledes når jeg skriver andet om Kong Arthur legenden i fremtiden. Hvis du synes, at mit foredrag fra Fantasyfestivalen lyder spændende, så kan jeg uden tvivl lokkes til at gentage succesen andetsteds, hvis der er interesse nok. Derudover kan jeg helt sikkert også lokkes til at fortælle om andet fra Kong Arthur legenden.

På baggrund af noget respons, jeg fik på festivalen, leger jeg med tanken om at skrive en dansksproget genfortælling af Arthur, men det ville være et massivt projekt, så det er ikke garanteret, at det bliver til noget. Men tanken frister mig.

Litteraturliste og anbefalet læsning

Brandon, Jessika. “Sister’s Son: Aspects of Mordred and the Avunculate in La Mort le Roi Artu and the Stanzaic Morte Arthur”. Arthuriana. Vol. 34. No. 2. Scriptorium Press. 2024.

De Troyes, Chrétien. Arthurian Romances. Red. af William W. Kibler & Carleton W. Carroll. Penguin Books. 1991

Franke, Christina. “Mordred: The Making of a Villain”. Hanover College. https://vault.hanover.edu/~battles/arthur/mordred.htm

Fulton, Helen. A Companion to Arthurian Literature. Wiley-Blackwell. 2009.

Geoffrey of Monmouth. Historia Regum Britannie. Oversat af Lewis Thorpe. Penguin Books. 1966

Hildebrand, Kristina. “The Other Cornwall Girl”. Journal of the International Arthurian Society. Vol. 6. No. 1. De Gruyter. 2018

Larrington, Carolyne. King Arthur’s Enchantresses – Morgan and Her Sisters in Arthurian Tradition. I. B. Tauris. 2006

Malory, Thomas. Le Morte D’Arthur. The Modern Library. Ca. 1485/1995

Nelson, Marie. “King Arthur and the Massacre of the May Day Babies: A Story Told by Sir Thomas Malory, Later Retold by John Steinbeck, Mary Stewart, and T. H. White”. Journal of the Fantastic in the Arts. Vol. 11. No. 3 (43). International Association for the Fantastic in the Arts. 2000