Talking about my generation... 60 år senere

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er glad for klassisk rock. Jeg elsker the Beatles, the Kinks, Rolling Stones og ikke mindst The Who. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide nyere musik. Jeg synes virkeligt, at Sabrina Carpenters tekster er fulde af humor og gode rim, og at Apacha er rige på digtekunst. Men klassisk rock rammer mig lige i hjertet. En del af det hænger nok sammen med min historiske interesse. Det fascinerer mig at se musik i en historisk kontekst og forstå, hvordan den svarer på samfundet omkring sig. Det er ikke mindre sandt om moderne sangtekster, men det er for mig med større afstand og overblik, når vi taler om forrige årtier. Dog kan sangtekster også skifte mening, efterhånden som tiden går. Netop derfor var det også en ganske særlig oplevelse at høre the Who live tilbage i sommers.

Det var i Milano d. 22. juli, altså dagen før min fødselsdag. Heldigvis var det lykkedes mig at overbevise min dejlige kæreste Nana-Margrethe om at smutte halvanden dag fra årets svigerfamilieferie i Italien. Det var første og sidste gang, jeg kommer til at høre the Who live. Roger Daltrey og Pete Townsend, der alene er tilbage ud af de fire oprindelige medlemmer, er oppe i årene, og i 2025 havde bandet derfor sin formelle afslutningsturne med titlen; ”The Song is Over”. Hvis de holder sig til det annoncerede, kommer koncerten i Milano helt specifikt til at være sidste gang, at Daltrey og Townsend nogensinde optræder sammen i Europa. Det var derfor en ganske særlig lejlighed.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var lidt nervøs for koncertens kvalitet. Ikke alle musikere oppe i årene formår at levere en engagerende optræden. Men the Who kunne stadigvæk noget. Ja, ganske vist nød de rigtigt godt af nogle lidt yngre backup musikere, inklusiv Pete Townsends lillebror Simon, men Roger og Pete havde lidt spræl tilbage. Der var guitarsoloer, og der blev sunget igennem. Men flere af bandets mest ikoniske sange føles også lidt spøjse, idet de opføres af mænd omkring de 80, netop fordi de handler så meget om ungdommelighed, frustration, kærlighed og energi. For eksempel indeholder det rocksymfoniske og meget ikoniske nummer Baba O’Riley teksten:

“Sally, take my hand
We'll travel south cross land
Put out the fire
And don't look past my shoulder
The exodus is here
The happy worlds are near
Let's get together
Before we get much older

Teenage wasteland
It's only teenage wasteland”

I sin oprindelige ungdommelige udgave indikerer teksten begyndelse på det, der kan blive et langt og lykkeligt forhold. Chancen for at skabe et nyt liv sammen og at efterlade fortid og arv bag sig. At slippe ud af det ”teenage wasteland”, de hidtil har befundet sig i og blive voksne sammen. Men når det er en 80-årig Roger Daltrey, der står på scenen og synger, så får det en helt anden klang.

”Let’s get together / Before we get much older” handler stadigvæk om ikke at spilde tiden, men tiden er lige pludseligt en del mere knap. Nu peges der på den korte tid, en 80-årig har tilbage, og ”the Exodus” og ”happy worlds” indikerer måske snarere den sidste rejse frem for muligheden for at flytte til en anden by eller land. Daltrey har selv spillet på denne ændring af tekstens betydning ved i nyere opførelser at kigge på sit ur, når han synger ”Before we get much older”. Som om den tid, der er tilbage, kan måles på et armbåndsur. Det, der før var årtier, kan nu blive til ”timer” fra det ene øjeblik til det andet. Oplagt synes jeg, at Danmarks Radio skulle overveje at bruge en nylig live-udgave af sangen til næste sæson af tv-programmet Hotel Romantik.

En opførelse fra 2019 sammen med Isobell Griffith Orchestra

Ligeledes er betydningen radikalt ændret i bandets gennembrudshit ”My Generation”, når de opfører det som ældre. Jeg er to dage for sent på den til jubilæet, men The Whos debutalbum The Who Sing My Generation udkom d. 03-12-1965, altså for tres år og få dage siden. Dengang var de alle teenagere, og den ungdommelige energi og vilje flød igennem deres projekter. Daltrey arbejdede på et stålværft og drømte om en vej ud af det hårde industri arbejde gennem musikken. Townsend, der altid har været bandets primære sangskriver, var droppet ud af universitet et år forinden for at dedikere sig selv til bandet og skriveriet. Sammen med Keith Moon og John Entwistle satsede de meget på rockmusikken uden nogen anelse om, det nogensinde ville lede til andet end at spille på lokale pubber samt til skolefester og bryllupper.

Som album skiller debuten på mange måder sig ud fra bandets senere udgivelser. Der er covere og blues sammen med rocken, og flere af sangene skrev Townsend bevist i et forsøg på at efterligne stilen fra the Kinks. Det er også det album, hvor bandet var mest dedikeret til mod-kulturen i Storbritannien. Denne bevægelse er svær at beskrive, men den var fremadrettet (mod står for modernist), ekspressiv og ikke mindst ung, imens den dyrkede det eksplosive udtryk. Der gik ikke længe, før the Who omfavnede andre stilarter og endda beskrev dem selv som ”post-mod”, men trods dette har bandet i mange årtier været symbol på selve bevægelsen.

Det er altså i denne kontekst, at Townsend skrev megahittet ”My Generation”, hvis tekst stadigvæk taler til nutidens ungdom:

People try to put us d-down (Talking’ ‘bout my generation)

Just because we get around (Talkin’ ‘bout my generation)

Things they do look awful c-c-cold (Talkin’ ‘bout my generation)

I hope I die before I get old (Talkin’ 'bout my generation)

Sangen indkapsler den udødelige ungdommelige vrede og frustration, som følger med til hver generation, men også de uundgåelige generationskløfter, der opstår. Den svarer på ”de voksne”, som taler ned om ungdommen og deres seksuelle frisind, imens den også beskriver alderdommen som en skæbne værre end døden. Dernæst spiller andet vers på, hvordan ungdommen bør fornærme den ældre generation. Det, der kommer tæt på at blive et ”fuck of”, forvandler sig det mere magtfulde og poetiske ”fade away”. Som alle generationer skal vores forældre engang svinde bort til ingenting. Det er ungdommen og deres handlinger i sig selv en påmindelse om.

Why don’t you all f-f-fade away (Talkin’ ‘bout my generation)

And don’t try to dig what we all s-s-say (Talkin’ ‘bout my generation)

I’m not tryin’ to cause a big s-s-sensation (Talkin' 'bout my generation)

I’m just talkin’ ‘bout my g-g-g-generation (Talkin’ ‘bout my generation)

“My Generation” er en simpel, men effektfuld sang, og ligesom ”Baba O’Reilly” indikerer den noget helt andet, når den opføres af gamle mænd. I stedet bliver det nu en sang om de ældre, der svarer på senere generationers kritik eller forargelse ved dem. Det er f.eks. helt almindeligt, at yngre mennesker ikke har lyst til at tænke på det faktum, at deres bedsteforældre kan have et sexliv; således er ”Just because we get around” endnu rig på betydning.

Men sangen kan også handle om alt, der var galt med samfundet i 60-erne-70-erne, da the Who var på toppen og det, som tidens ungdom ikke opnåede. Om generationer der ikke fik gjort nok for klimaet, som udkæmpede krige, der i retroperspektiv forekommer problematiske, og som ikke opnåede den samme inklusivitet og omfavnelse, vi i 2025 forestiller os, at vi har opnået. Trods den ungdommelige energi og visioner har verden endnu problemer, og det kan være let at pege fingre ad tidligere generationer.

”My generation” minder os også om, at vores generation ikke er den første til at gøre op med vores forældre og bedsteforældre. Vi er blot den nyeste i en uendelig serie af generationer, der har forestillet sig en anderledes fremtid. Men uanset hvad kommer vi en dag til selv at blive gamle, medmindre vi dør unge. For selvom Daltrey har sunget ”I hope I die before I get old” siden 60’erne, så står han her endnu. Man kan godt forbande de ældre, men de færreste af os har rent faktisk lyst til at dø, inden vi når den alder. Det er en sætning, der bliver skønt ironisk, når den ældre Daltrey synger den med et glimt i øjet. En dag bliver det uden tvivl os, som ungdommen peger på, idet vi finder os i hans sted.

Her opførerer Townsend og Daltrey nummeret i 2015.

Noget andet, der har ændret sig, er, hvordan vi omtaler the Whos musik. Vi kalder den for klassisk rock, men da den udkom, blev den ofte omtalt som popmusik. Tidligt i deres karriere optrådte bandet jævnligt i det populære BBC-program, der hed Top of the Pop. Men sådan går det jo med alting, efterhånden som årene farer forbi. Engang vil Sabrina Carpenter og Aphacas sange uden tvivl også blive betragtet som gamle klassikere.