Hvordan deadlines (og Fastaval) gav mig skrivelysten tilbage

At skrive fylder meget i mit liv. Det giver mig glæde og energi i hverdagen, og jeg kan ikke forestille mig nogensinde ikke at skulle have lyst til det. Eller rettere sagt kan jeg faktisk forestille mig en tid, hvor lysten var svækket. Ikke døet helt ud. Men reduceret til en fjern drøm frem for noget, jeg bedrog jævnligt. Dette skete nemlig omkring 2022-2023 i slutningen af Corona pandemien, faktisk idet alting efterhånden kom tilbage til det gamle. Man skulle ellers have troet, at jeg ville have kæmpet mere med skrivelysten under selve lockdown, men det var ikke tilfældet. I 2022-23 afsluttede jeg litteraturhistoriestudierne, og på sin vis vidste jeg mere om litteratur end nogensinde før. Men det gjorde det også så meget sværere for mig at skrive. Heldigvis varede det ikke ved, og i dag kan jeg ikke holde fingrene fra tasterne.

Dette er historien om, hvordan jeg kæmpede med skrivelysten, hvordan mine forventninger til egne præstationer ramte mig, og ikke mindst om, hvordan jeg genvandt skrivelysten igen. Læs endelig med, hvis du selv står i en lignende situation eller bare er nysgerrig på min kreative proces, og hvordan den har udviklet sig gennem livet. Men til advarsel kommer den følgende tekst til at være lidt for detaljeret og lang til at være en generel motiverende tekst. Der medfølger heller ikke nogen tjekliste med 5 skarpe tips eller lignende. Dertil vil jeg blot svare, at du ikke er den tiltænkte læser. For jeg har udelukkende skrevet følgende blogindlæg for min egen skyld og for at dokumentere de tanker og følelser, jeg har om at skrive her i april 2026. Men jeg bliver selvfølgelig ikke ked af det, hvis du alligevel har lyst til at læse med.

Den tidlige skrivelyst

Så længe jeg kan huske, har jeg digtet historier og skrevet dem ned. Den første ”bog”, jeg nogensinde skrev, var et kompendium over fiktive hvaler kaldet ”prikhvaler”. Her tegnede jeg mest, men jeg navngav også hver hvalart, jeg opfandt (under den brede kategori, der var prikhvalerne) og kunne fortælle historierne om dem til mine forældre. Senere skrev jeg historierne om ”Fiske Hanse Janse Mansen”, en mand der arbejdede som borgmester i ”Djævleby”, og som kom ud for flere eventyr. Som kæledyr og følgesvende havde han en femørn og en hormonabe.

Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, så printede og hæftede jeg selv omkring tyve eksemplarer af den første Fiske Hanse Janse Mansen fortælling, der efterfølgende blev solgt på gaden og til mine familiemedlemmer. På sin vis kan man sige, at jeg tidligt i livet gjorde mig som selvudgivet undergrundforfatter. Jeg var omkring 8-9, da serien om Fiske Hanse Janse Mansen tog form, og indtægterne fra serien brugte jeg vist på at købe is til mig selv og mine venner.

Omslaget på den første Fiske Hanse Janse Mansen historie.

Fantasy og science fiction

Igennem den resterende barndom og teenageårene skrev jeg også. Meget. Det blev i særdeleshed til flere forsøg på fantasy litteratur, og især gik mange år med det evige romanprojekt Tronen af Træ, der faktisk endnu optog mig, da jeg startede med at studere på universitetet som nittenårig. Jeg må være gået igennem omkring femten udgaver af Tronen af Træ, og selvom jeg nu om dage ikke har den mindste interesse i, at bogen nogensinde skal udgives, så overvejer jeg kraftigt at få trykt et enkelt eksemplar til mig selv. Som noget jeg kan læse og genlæse med årene, når jeg har lyst til at genoplive den kreative stemme fra mine teenageår.

Efter jeg endelig erklærede Tronen af Træ for færdig i 2019 og med ungdommelig optimisme forsøgte at få den udgivet, vendte jeg opmærksomheden imod novelle-formen. Jeg havde allerede skrevet flere novelle spin offs til Tronen af Træ (som en ægte George R. R. Martin), men nu blev det i stedet science fiction-noveller til universitetsmagasinet VISIR, hvor jeg igennem fire år sad i redaktionen. Her skrev jeg bl.a. på en føljeton ved navn Findes der kaffebarer på andre planeter?, som handlede om det københavnske rumvæsen Carl-Elias, men jeg fik desværre aldrig færdiggjort den. Generelt begyndte det med at færdiggøre skriveprojekter at drille mig i starten af 2020’erne, og det skulle blive en af mine største udfordringer i forhold til at vedligeholde skrivelysten.

Skrivebesvær og præstationsangst

Jeg bryder mig ikke begrebet ”skriveblokering”. Denne holdning skyldes ikke semantiske overvejelser, men blot selve ordets klang, samt at ”skriveblokering” som koncept forsøger at indkapsle et hav af forskellige årsager til, at man ikke får skrevet noget, i et enkelt ord. Ja okay, så jeg har måske alligevel en grad af semantisk utilfredshed med begrebet. Men uanset hvad har jeg aldrig selv brugt ordet om mine fejlslagne forsøg på at få skrevet. Det kunne ellers nemt benyttes om mine forsøg på at skrive i særligt 2022-2023.

I denne tid havde jeg travlt. For travlt. I starten af 2022 var jeg formand hos universitetsfredagsbaren ”KaserneBaren”, som jeg havde overtaget i starten af 2020, lige før pandemien begyndte. Det var en kamp at genopbygge foreningen efter pandemien, og jeg brugte utallige kræfter i 2022 på at rekruttere og oplære en ny bestyrelse, samtidigt med at jeg tilbragte efteråret 2022 med at pendle frem og tilbage mellem Aarhus og Odense, hvor jeg havde et praktikforløb. Weekenderne gik ofte med studiejobbet hos Faraos Cigarer. Dernæst fulgte et speciale, der skulle skrives i første halvdel af 2023.

I alt det her havde min fantasi lidt. Jeg var ellers vandt til, at den opdigtede historier til mig, når som helst jeg kedede mig. Eller selv hvis jeg havde det sjovt, så gjorde den, at jeg altid fik det lidt sjovere. Men i 2022 var den for det meste tavs, og det år blev det kun til to små digte fra min hånd af, imens min daværende skrivegruppe døde ud ved årets begyndelse.

Forsiden på mit litteraturhistoriespeciale

Derfor tog jeg et skrivekursus på aftenskole i første halvdel af 2023. Jeg tænkte, at det ville genstarte ilden i mig. Men selvom jeg hyggede mig på kurset, fik jeg faktisk aldrig skrevet den novelle færdig, som var mit projekt undervejs. Den ligger endnu ufærdig på mit OneDrive. Specialet havde første prioritet, og kurset lykkedes aldrig med at genstarte ilden, som jeg havde håbet på.

Til dels hang det også sammen med min egen selvforståelse. Nu var jeg (snart) uddannet litteraturhistoriker, og jeg burde vide, hvordan litteratur fungerer. Hvad der gør god litteratur god. Og måske hvordan man selv skrev den. Foruden aftenskolen i 2023 havde jeg også taget valgfag i Creative Writing undervejs på studiet. Men heller ikke dette fostrede nogensinde min kreative energi, på den måde som jeg havde håbet på. I stedet gav litteraturhistoriestudiet mig en slags præstationsangst. Nu burde jeg kunne skrive god litteratur. Jeg burde repræsentere alt det, jeg havde lært. Men den tankegang var vand snarere end benzin på min kreative glød.

Jeg begyndte efterhånden at tro, at min tid som kreativ skribent var forbi. Eller det vil sige, lige indtil jeg begyndte at skrive et rollespilsscenarie til…

Fastaval 2024

Jeg deltog for første gang på kongressen Fastaval i 2023, imens jeg skrev mit litteraturhistoriespeciale. For de uindviede vil jeg kort fortælle, at Fastaval er Danmarks største rollespils- og brætspilskongres, hvor der hvert år udkommer et utal af nye spil og rollespilsscenarier. Det er et kæmpemæssigt arrangement af slagsen, og alle de år, jeg har deltaget, er det foregået i Hobro.

Mit første Fastaval var en god, men overvældende oplevelse. Jeg kendte ingen andre deltagere og følte mig lidt ensom, når jeg ikke var i gang med et rollespil. Først på sidste dag havde jeg så småt lært nogle få andre mennesker lidt at kende. Men alligevel fik jeg blod på tanden, for rollespilsscenarierne og kulturen omkring dem imponerede mig. Jeg havde spillet meget rollespil gennem årene, men ikke meget som dette, og da jeg var så heldig at falde i snak med den erfarne fastavalsgænger Anne Vinter Ratzer på sidste dagen, greb jeg chancen for at pitche min scenarieide til hende. Det skulle være en arthuriansk ridder romance, som middelalderforfatteren Chretien de Troyes skrev dem. Hendes entusiasme for ideen gav mig det mod, jeg behøvede for at sende en synopsis ind, og jeg var så heldig at komme med på scenarieprogrammet for Fastaval 2024. Den produktive og venlige Troels Ken Pedersen var endda så god at give mig feedback på synopsen, inden jeg sendte den ind.

Men nu gjaldt det rent faktisk. Nok kunne jeg få ideer, men kunne jeg også realisere dem? Med et fastavalsscenarie var der en reel deadline og et etableret publikum. Jeg ville måske ikke få mange hold med et niche debutantscenarie, men dog skulle jeg skrive noget, som kom ud i verden. Så jeg lagde kræfterne i og holdt mig selv i gang i den lange proces. Der blev ideudviklet, skrevet og spiltestet. To højdepunkter var i særdeleshed at deltage i forfatterweekenden, hvor jeg kunne få feedback fra flere af de garvede forfattere, men også at få tildelt en sparringspartner. Jeg var så heldig at have den dygtige Simon Steen Hansen, og hans entusiasme og velvilje undervejs i forløbet hjalp mig med at komme i mål. Jeg havde skrevet en del rollespilsscenarier gennem årene til privat brug, men aldrig før havde jeg oplevet at få hjælp bag om scenerne, og det at tage rollespil så seriøst, uden at fjerne passionen, gjorde, at man virkeligt følte sig som en forfatter. For det er man jo egentligt.

Kærlighedsbreve mellem en nonne og en ridder kom med på Fastaval 2024, og det var en fest. Det ville være løgn, hvis jeg påstod, at dommerjuryens reaktion på scenariet ikke påvirkede min oplevelse, for rollespillet blev nomineret til to priser. Men det vigtigste var, at jeg havde skrevet noget, som andre mennesker også engagerede sig i, og at jeg ligeledes kunne engagere mig i noget, som andre i miljøet havde skrevet. Det gjorde hele forskellen for mig. Ikke (kun) fordi jeg fik ros. Men fordi jeg havde fundet et kreativt miljø, hvor man fik mindst lige så megen kreativ energi tilbage, som man selv leverede. Og hvor alle er passionerede omkring det, man laver der. Som scenarieforfatter til Fastaval blev jeg genforelsket i at skrive.

Skruttenborg, Merlin og Monopolet, Det runde bord og videre

Efter Fastaval 2024 havde jeg straks lyst til at skrive endnu et scenarie til det følgende år. Men jeg endte med at lade være. Til dels fordi jeg skulle skrive historiespeciale i løbet af efteråret, da jeg snart var færdig med min anden kandidatgrad. Men også fordi jeg havde lovet min kæreste Nana-Margrethe, at jeg ikke ville tage på Fastaval i 2025, så vi kunne bruge påsken sammen i et sommerhus, som vi plejede. Det løfte endte jeg med ikke at overholde, hvilket ikke var særligt pænt af mig. Til trods for dette svigt har hun været så sød at bidrage med kreativ opbakning og grafiske evner til mit seneste fastavalsprojekt, ligesom hun gjorde det ved Kærlighedsbreve mellem en nonne og en ridder. Hvad skulle jeg dog gøre uden hende?

Eftersom jeg ikke skrev et scenarie til 2025, måtte jeg finde en anden måde at bruge min nyvundne kreative energi. Derfor kastede jeg mig over forlaget Krabats skrivekonkurrence i 2024, der gik ud på at skrive en børnekortroman, og det lykkedes mig at sende et ganske hæderligt værk ind inden deadline, hvis jeg selv skal sige det. Ganske vist vandt Von Skruttenborgs ridderfærd ikke, men hvad skidt. Det var en af mine sjoveste skriveoplevelser hidtil, og jeg genbrugte flere af ideerne til at lave et børnerollespil i 2025, som hedder Riddermester Skruttenborgs hemmelighed. Allervigtigst var det nok, at Krabats konkurrence fik mig til at indse, hvad jeg kan udføre, når jeg har en konkret deadline og benspænd at arbejde ud fra. Tekster, der ellers ligger ufærdige i årevis, har det med at skrive sig selv, når der er en tydelig målstreg markeret i kalenderen. Det var det samme, som jeg havde oplevet med mit første fastavalsscenarie.

Det, jeg nu mangler at lære, er at arbejde videre med en tekst efter endt deadline og et eventuelt afslag. Jeg havde straks ideer for, hvordan Von Skruttenborg kunne videreudvikles, efter jeg fik afslaget fra Krabat, men jeg fik ikke gjort meget ved det. Men det kommer jeg forhåbentligt til at lære her i 2026. Her skal jeg nemlig i samarbejde med min medforfatter (og gamle barndomsven) Anders Winther videreudvikle på rollespillet Merlin og Monopolet, som vi havde med på Fastaval i år.

Det er en skør lille komedie, der efterligner formatet fra et vist radioprogram, og det er vores erklærede intention, at der ikke blot skal udkomme fastavalsscenariet, men yderligere 4-5 scenarier i samme serie. Ganske vist har vi ikke nogen reel deadline derpå, men der hviler en vis vægt på dette løfte. Vi var nemlig så heldige at vinde juryens specialpris på Fastaval 2026, bl.a. fordi vi havde pitchet dette udvidede koncept, som involverer, at andre kan sende dilemmaer ind til spillet, som vi vil inkludere. Så det er et løfte, der forpligter, og i forhold til at få færdiggjort projektet, må det være næsten lige så godt som en deadline. Faktisk er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi nok skal få ført det udvidede projekt ud i livet. Mere om dette projekt følger snart på bloggen.

Et lykkeligt forfatterpar med hver sin guldpingvin under armen. Vi vandt nemlig også deltagernes pris. Skud ud til René Toft, der var sparringspartner på Merlin og Monopolet. Men derudover værdsætter jeg også alle de andre skønne forfattere, som har skrevet scenarie til 2026. Uden jer ville det ikke have været nær den samme fest at lave rollespil.

Også på novellefronten har deadlines hjulpet mig på det seneste. I år har jeg både skrevet og sendt noveller ind til Science Fiction Cirklens årlige antologi og til mikrotidsskriftet Det runde bord. For nu har jeg fået afslag fra Science Fiction Cirklen, men den venlige modtagelse har givet mig mod på at prøve igen næste år med en redigeret udgave af min tiltænkte novelle. Til gengæld udkom novellen ”Hvor hulen lå” hos Det runde bord i lørdags som del af deres temanummer med fokus på romantasy. Det er ellers ikke en genre, jeg beskæftiger mig særligt meget med, men da jeg så deres open call, tog jeg det som en udfordring og skrev så en novelle på en enkelt aften.

I det hele taget er Det runde bord et rigtigt fint og meget ungt mikrotidsskrift med fokus på de fantastiske genrer som fantasy, science fiction og gyser. Oplægget er lille og arbejdet ubetalt, men der er passion og talent blandt både redaktionen og bidragsyderne. Hvis du selv skriver fantastisk fiktion, vil jeg klart anbefale at sende noget ind til deres næste open call. Det kommer jeg i hvert fald selv til at gøre igen. Ja, faktisk har jeg allerede skrevet et udkast til en ny novelle, da redaktørerne fortalte mig i lørdags lidt om det tema, de har i tankerne til næste nummer. Gud ske tak og lov for, at der findes mikrotidsskrifter og undergrundslitteratur i det hele taget. Et sted hvor blot skrivelysten og passionen kan være drivkraft, uden at det handler om indtjening. Jeg har ingen forestillinger om, at jeg engang skal tjene reelle penge på at skrive fiktion. Nej, jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg elsker at engagere mig i kreative miljøer.

Men hvad er jeg så egentligt? Jeg skriver og udgiver lidt hist og pist for sjov uden at medregne økonomi som nogen drivende faktor. Er jeg da forfatter? Ja, hvad…

… vil det egentligt sige at være forfatter?

Dette spørgsmål har ofte optaget mig. Som voksen har jeg hidtil aldrig haft lyst til at kalde mig selv forfatter. Måske scenarieforfatter i den specifikke kontekst af at være på Fastaval et år, hvor jeg har skrevet et scenarie. Men ellers ikke. Hvorfor egentligt ikke det?

Er man forfatter, imens man skriver, eller når man har udgivet noget? Hvis én person udgiver en roman tidligt i livet og så aldrig skriver noget igen, er de da forfatter resten af livet? Eller var de kun forfatter, imens de skrev romanen og efterfølgende, imens de promoverede den?

Eller behøver man endda have udgivet noget for at være forfatter? Rådfører sig med ordnet.dk, gives der to mulige definitioner. Enten kan en forfatter være en person, som helt eller delvist ernærer sig ved at skrive romaner, digte, skuespil, artikler osv. Eller også kan en forfatter defineres i relation til en specifik tekst. Tager man den første definition, så er der en økonomisk vinkel gældende. I så fald er jeg usikker på, om jeg (eller så mange andre skrivende kreative mennesker i Danmark) nogensinde vil blive forfatter.

Men i stedet tror jeg, at jeg vil kigge tilbage i min egen bibliografi for at konstatere, om jeg er forfatter eller ej. På forsiden af ”Fiske Hanse Janse Mansen” står der angivet ”Forfatter Valdemar møller rygaard lenschow”. Jeg var ikke i tvivl dengang. Jamen skid hul i det hele så.

Her ses en selvsikker 8-årig undergrundsforfatter.
Hver dag drømmer jeg om at blive mere som ham.

Jeg er åbenbart forfatter og har været det siden 8-års alderen, og hvis du føler dig som en forfatter, så lad ikke andre mennesker sige dig imod. Det er ikke en beskyttet titel, og skulle folk, der tjener penge på at skrive, være utilfredse med, at du kalder dig for en forfatter, så lad dem vide, at de bare skal føle sig heldige over, at de er landet, som de er. De er helt sikkert skidedygtige, men det er der faktisk virkeligt mange kreative mennesker, der er. Fiske Hanse Janse Mansen, Det runde bord og alt anden undergrundslitteratur længe leve.

(Mon ikke Fiske Hanse Janse Mansen skal vende tilbage i et fastavalsscenarie engang?)

Skriv for pokker

Men hvorfor optager disse tanker mig så meget her i 2026? Det skyldes nok mit genoptagede kreative virke og til dels både Fastaval og Det runde bord. Men derudover er jeg også begyndt på noget, som jeg ikke for alvor har prøvet kræfter med, siden jeg var nitten år gammel. En roman til unge og voksne. Det er intimiderende, og jeg forventer et afslag, når jeg engang sender den ind til et forlag. For ja, selvfølgelig skriver jeg, fordi der er en skrivekonkurrence i gang.

Men jeg skriver ikke for forlagets skyld i sidste ende, blot min egen. Konkurrencen er mest af alt en undskyldning for at motivere mig selv. Jeg har en fest med at skrive, og jeg kan ikke give slip. På hverken den ufærdige roman, på mine noveller eller på mine rollespilsscenarier. Selv ikke på de digte, som opstår i ny og næ (ja digter tør jeg nok aldrig kalde mig selv uanset hvad). Hvis der er gået en uge, uden jeg har skrevet noget, sitrer det i hele min krop for at komme tilbage til det. Og heldigvis ved jeg nu, at der er en vej tilbage, hvis skrivelysten engang skulle sygne hen igen. Det kommer den uden tvivl til på et tidspunkt, efterhånden som livet går sin gang. Men jeg tror ikke et sekund på, at det ikke nok skal gå over igen.

Efterhånden som litteraturhistoriestudiet er kommet lidt på afstand, tror jeg også, at præstationsangsten er falmet. Jeg har endnu min viden om og forståelse for litteratur. Men jeg frygter ikke længere, at der er noget, jeg ikke kan leve op til. Det er voldsomt befriende.

Nu skrev jeg indledende, at jeg ikke ønskede at opremse en masse gode råd til at skabe skrivelyst, men jeg kan alligevel ikke dy for mig for at nævne tre ting. For det første er det vigtigt (i hvert fald for mig) at indgå i et kreativt miljø, hvor du har mulighed for at drøfte dit projekt med andre. Giv og få feedback, eller hav i det mindste blot nogle afslappede samtaler om projektet. Det giver både motivation og glæde. For det andet så kan deadlines være en stor hjælp. I den forbindelse vil jeg for det tredje gerne påpege, at det at skrive ikke er noget, som kommer fra det høje. Ganske vist har nogle mennesker en bedre fantasi eller sproglig intelligens end andre.

Men hvis man ikke får sat sig ned for at skrive eller reserveret tid til det, så kommer man ikke til at gøre det. Hvis man udelukkende venter på, at inspirationen rammer, så kommer der til at gå lang tid mellem skrivesessionerne. Denne pointe hænger meget sammen med min egen erfaring med deadlines, men jeg vil også gerne udnytte lejligheden til at citere en 1800-tals forfatter, som jeg har kær, nemlig Anthony Trollope, der skrev omkring 47 romaner i løbet af sin livstid. Efter hans død udkom selvbiografien, hvori han beskrev sin daglige skriveproces, og trods dens meget hverdagslige struktur blev værket voldsomt kontroversielt. Mange mente nemlig, at Trollope havde fjernet al mystikken fra det at være forfatter ved at afsløre, at skrivekunst var et tidskrævende håndværk ligesom alt andet.

Trollopes proces gik ud på at stå op tidligt hver morgen omkring kl. 5 og dernæst at drikke en kande kaffe, imens han skrev frem til klokken 8. Så fik han morgenmad og gik ud for at møde dagen, hvor han typisk hentede sin inspiration. Hvis han havde svært ved at skrive dialog, førte han samtaler med sine fiktive karakterer, imens han gik en tur i skoven.

“It had at this time become my custom,—and is still my custom, though of late I have become a little lenient of myself—to write with my watch before me, and to require of myself 250 words every quarter of an hour. This division of time allowed me to produce over ten pages of an ordinary novel volume a day, and if kept up through ten months, would have given as its results three novels of three volumes each in the year.”

Trollopes målsætning var da også økonomisk. Han ønskede tidligt i livet at kunne leve af at være forfatter, men hans første adskillige romaner tjente ham nærmest ingen penge. Men selv hvis man ikke tænker økonomisk på det, så er der en pointe i at forstå Trollopes skrivefilosofi. Vigtigst af alt så husk at finde tid til at skrive. Man bliver kun god til noget, hvis man får gjort det en masse, og når man skriver, så giver det ofte ideer og lyst til flere projekter. Og hvis du føler skriveblokering, så skriv alligevel. Selv hvis det er dårligt. Du kan eventuelt tage en tår af saften fra Odins røvhul og skrive dårligt med vilje. Så længe du får skrevet, for pokker!

Så god skrivelyst til enhver, der måtte læse med, især hvis I kæmper med det. Hvis ikke andre, så håber jeg på, at mit fremtidige jeg læser dette indlæg, hvis det engang skulle se sort ud. Det skal nok gå, du. Bare sæt tid af, når der er overskud til det, og skriv dig i gang igen.