#2 Et nyt bekendtskab
Det tog dem en uge at nå tilbage til
Mzorg i Zrulf, hvor de havde deres base. Undervejs fortalte Marintra
dem om sin jagt efter Rugbert. Den skallede pyromantiker/skiderik var
flygtet til Frangica, hvor Marintra havde opsøgt ham med hjælp fra
Roi De Rat, og sammen med nogle andre havde hun kæmpet imod ham.
Marintra undlod dog at fortælle, hvordan det hele endte. Hun havde
ikke lyst til at indrømme, at Rugbert stadig var derude. Han var
måske holdt fanget af nogle nogenlunde pålidelige gødnings duer,
men hun kunne ikke lide det. Den eneste, hun delte sandheden med, var
Faros. De havde kendt hinanden for længe til, at der kunne være
nogen løgne imellem dem. ”Det var det rigtige, du gjorde” sagde
Faros venligt til hende, imens de sejlede forbi Troldmandsslottet
(hvor alle trylle-magi-bum-folkene boede) på højre hånd. ”Du er
en forbasket måge” mumlede hun til Faros, men det fjernede ikke
hans smil. Når først Faros var blevet stolt (som han kaldte det),
så stoppede han ikke med at smile. Hans dumme smil forvandt heller
ikke, før de nåede frem til Zrulfs kyst. De lagde til i Hzul, men
allerede her kunne man se krigens følger. Der lå syge og fattige
dværge ude på gaderne, og der var mange flere tiggere end
sædvanligt. Imens Marintra gik igennem gaden, kiggede hun nøje
efter folk, hun kendte. Da de var nået igennem hele byen, og de var
ude på landevejen, vendte Marintra sig imod Faros. ”Jeg så ikke
Gralt nogen steder” sagde hun ”hvor pokker er den kylling?”.
Faros ansigt blev med et trist, og Marintra forstod situationen.
”Hvad skete der?” spurgte hun lidt efter, imens de red videre på
nogle ponyer. ”Den nye leder af Hzuls bygarde anklagede ham for at
smugle natrina” sagde Faros ”der er nemlig kommet militærlov, så
det hele skal gives til hæren. Gralt blev dømt til druknedøden”.
Marintra gned sine fingre vredt imod hinanden. ”Hvordan ser det ud
på hjemmefronten?” spurgte hun lidt efter. ”Bedre” svarede
Faros ”men det er stadig ikke godt. Vi har mistet en stor del af
vores netværk”. Deres netværk var, hvad de brugte til at skaffe
information. De havde spioner gemt ud over hele Central Mortlan.
Efter at Tyvenes Broderskab havde trukket mange af deres folk ud på
grund af krigen, havde Marintra og Faros indsamlet resterne. Det lod
dog også til, at de havde mistet dem. ”Så skal der genopbygges”
sagde Marintra lidt efter ”og det skal være edderkohylende stort
denne gang. Der er mange, som har brug for vores hjælp”.
Det tog dem tre dage at komme til
Mzorg. Deres hjemby var en stor mineby, som havde været hjemsted for
adskillige legendariske smede. Baigh Jernhammer havde boet der, og
han var den, som havde udviklet teknikken til at forarbejde natrina.
Mzorg var en bjergby, som var omringet af klipper til den ene side og
træer til den anden. Rundt om selve byen lå der adskillige gårde,
som dog var i ret dårlig tilstand i øjeblikket. Marintra så et par
af dværgenes kvæglignende, gråhudede klippedyr, men der plejede at
være mange flere. Da de nåede selve byen, så det ikke meget bedre
ud. Her var der også tiggere overalt, men Marintra genkendte denne
gang et par af deres spioner. De var stadig kun to dråber i det hav
af spioner, som de engang havde haft. Marintra havde tænkt sig at
komme efter dem, som havde skadet hendes folk. Ingen rørte hendes
ravne, uden at hun stak øjnene ud på dem og drak deres øl (hvis
den var god). Det tog ikke særligt længe, før de nåede frem til
skjulestedet. Deres skjulested var gemt i en gammel mine, og byen
havde hundredvis, så ingen lagde mærke til den. De havde en indgang
i en butik, som Faros ejede. Det var denne, de brugte for at komme
ned til skjulestedet. De trådte blot ind i butikken, hvor arbejderne
hilste på dem, og så gik de ned i kælderen for at se på specielle
varer. Her var der en faldlem skjult under nogle kister, som de
hurtigt fik ryddet væk. Så kravlede de ned ad en stige og efter en
kort gåtur under jorden, kom de frem til skjulestedet. Marintra var
glad for at, alt var på plads. Hun havde indrettet skjulestedet, så
det lignede en krostue. Der var mange borde, en bardisk, nogle tønder
øl (Marintra valgte selv øllet), et ildsted og andre sædvanlige
kroting. Hun havde oven i købet hyret en barde til at spille for
dem, når de var i skjulestedet. ”Hej Brildur din svampekrage”
råbte Marintra ad barden, da de trådte ind. ”Det er godt at se
dig chef” svarede Brildur og trak en lut frem. Marintra gik
derefter over i hjørnet, hvor hun havde et stort kort over alle de
folk, som skulle fjernes. Hun stregede Rugberts navn ud og tilføjede
et nyt under mulige fjender: Mester Smith. Bagefter tilføjede hun
hele den gruppe, hun havde mødt i Frangica, under mulige venner.
”Sådan” mumlede hun, da hun var færdig ”jeg kan lide at
mumle” (det kunne hun virkelig, for folk anede ikke, hvad hun
sagde). ”Det kan jeg høre” sagde en ny stemme, som Marintra
absolut ikke havde hørt før. Hun vendte sig øjeblikkeligt rundt,
og der sad allerede en pil på strengen. ”Hvem er du? Hvad er du?
Og hvorfor lugter du af sild?” råbte hun ad den fremmede elver,
som stod bevæbnet inde i hendes skjulested. ”Hvem er frøken
Asarn?” spurgte elveren og pegede på Marintras tavle. ”Hvem er
du?” råbte Marintra igen ”svar ellers kommer du til at hilse din
bedstemor fra mig”. ”Min bedstemor er skam i live” sagde
elveren. Marintra var et halvt sekund fra at gennembore ham med pile,
da Faros trådte ind foran. ”Vent!” råbte han, og Marintra
sænkede buen. ”Dette er Fenrik” forklarede han og pegede på
elveren, som var klædt i en læderrustning og havde et tohåndssværd
af natrina ned ad ryggen. ”Jeg kender ingen ved navn Fenrik”
sagde Marintra og snøftede ”gør du det elver?”. ”Jeg er
Fenrik” sagde han forvirret. Marintra prikkede en enkelt gang på
sin næsetip og sagde ”det tror du måske, men du skulle bare
vide”. Så puttede hun pilen tilbage i kogeret og rakte hånden
frem. ”Du er måske Faros nye måge?” spurgte hun. ”Det kan man
vel kalde det” svarede ikke-Fenrik tøvende. ”Fenrik er blevet
sat til at opbygge vores forsvar rundt i byen, imens jeg ser til
netværket” forklarede Faros og pegede på ikke-Fenrik. ”Det
lyder som noget sundt motion” sagde hun henvendt til ikke-Fenrik
”du ser ud til at kunne bruge det”. I virkeligheden var
ikke-Fenrik faktisk i fremragende form, og han så aldeles muskuløs
ud. ”Hvad skal vi så se til først?” spurgte Faros, da
ikke-Fenrik gik. ”Jeg vil gerne høre, hvad bagerne har at sige”
svarede Marintra med smalle øjne, som iagttog ikke-Fenrik. Så førte
Faros hende over til et kortrum, som de havde separat til at lægge
planer. Han viste hende hurtigt, hvor mange agenter de havde tilbage.
Tallene så virkeligt dårlige ud, men Marintra begyndte at beordre
en masse nye planer, imens Brildur spillede på lut i baggrunden.
Marintra kunne godt lide at have en dejlig baggrundsmusik, når hun
arbejdede. Det motiverede hende. ”Det er godt at være hjemme”
sagde hun, da de blev færdige med dagens arbejde mange timer senere.
Kommentarer
Send en kommentar