Tærter og pile
10. Byzan 1076 Anden Alder et sted
i Mizil.
Marintra betragtede bygningen med dyb
koncentration, imens hun nynnede små dele af ”Oppe på dragens
gamle bjerg”. Det var en gammel folkevise, som hun nød at nynne,
når hun skulle kæmpe imod folk. Marintra befandt sig netop oppe på
et tag sammen med Bruntop, som sad og så spændt ud med et glas med
en rødlig væske i hånden. Han var der for nødplanen, som Marintra
havde planlagt. I hendes hånd var hendes trofaste bue af snoet
maleriontræ. Den havde også små bånd fastgjort, som hun
indsamlede i de forskellige lande, hun drog til. Der var et af
natrina for Zrulf, et af myremalm for Mugball, sølv for Yngol, jern
(som hun havde fået af nogle tabarra, så det lyste grønt) for
Elwar, rødt blodstål (stjålet fra en rød ridder) for Frangica,
ørkenjern for Set, Ørkenia og Fyrk (alle de sandlande var sku' det
samme for Marintra), guld for Baksred, bronze for Frigusheim, perler
for Latynia, askejern for Ashas, silke for Blæstens Øer,
frostkrystal for Klippeøerne og endelig et stykke af et helligt træ
(det var lang historie, som involverede en fuld gris i en alt for
stor suppeterrin) for Vegarum. ”Da da gamle bjerg” mumlede
Marintra og trak en pil tilbage på strengen ”sidder der endnu en
dværg”. En dværgkriger var netop trådt ud af bageriet på den
anden side af gaden. ”Han er en lille smule fuld” mumlede
Marintra og slap pilen, som fløj lige ind i dværgens brystkasse.
Dværgen faldt om med det samme, og Marintra sprang ned fra taget.
Hun lavede et adræt rullefald, som bragte hende hele vejen frem til
bageriets bagindgang, hvor den døde vagt nu lå. Marintra havde i
løbet af ingen tid puttet den næste pil på strengen. I modsætning
til mange skytter, så bar hun intet kogger på sig, og hun havde i
stedet fire små bunder med pile på tre styks, hvorfra et var i
hånden. Marintra kiggede kort ned på den døde dværg, imens hun
spekulerede på, hvorfor han skulle arbejde sådan et sted. Bageriet
havde engang været et af Marintras spioners skjulesteder, men det
var for nyligt blevet ændret. En ukendt magt havde taget kontrol
over bygningen og brugt den til andre formål. Det var ikke Baldans
folk, som ellers havde skabt så mange problemer for dem. Nej det var
ikke Baldan, for Baldan hyrede ikke dværge. Han anså dem nemlig for
at være beskidte og under ham på adskillige måder (når først
Marintra havde klaret ham, så ville han være meget lille). De
skulle være forsigtige, for de havde ingen anelse om, hvem de havde
med at gøre. Det eneste, de vidste, var, at disse folk havde dræbt
Marintras. Så derfor lyttede hun forsigtigt efter en høj piben,
hvorefter hun gik ind ad døren. Da den endelig kom, og hun trådte
ind, var det første, hun fik øje på, Trak-Nal-Tox. Trak stod med
en blodig kniv i hånden, og der lå fire eller fem døde dværge
rundt om ham. ”Få dem til at forsvinde” hviskede Marintra, og
Trak bukkede ironisk. Imens Trak begyndte at slæbe dværgenes lig,
bevægede Marintra sig længere ind i bygningen. Der var ingen i det
næste rum, men bordene var fulde af dej og forskellige madvarer.
Rummet efter var fyldt med ovne, og der lå en masse tærter på et
bord i midten. Bagerst i dette rum stod der en dværg, som var ved at
tage en tærte ud af en ovn. Marintra fornemmede en velkendt lugt
over hele bageriet, men hun kunne ikke genkende den. Uden at lave den
mindste hørlige lyd bevægede Marintra sig frem imod dværgen med en
pil på strengen. Dværgen, som var en mand, bemærkede hende ikke og
gik i gang med at fifle med et eller andet. Bageren var iklædt nogle
rene hvide klæder, og han var helt skægløs (dette gjorde Marintra
utilpas). Der var en masse gamle ar i hans ansigt. Alt dette lagde
Marintra mærke til, da hun kom nærmere på ham. Han så ærligt
talt lidt grim ud, og Marintra lavede grimasser, da hun kom meget tæt
på ham. Så lagde hun mærke til, hvad han lavede. Bageren stod og
hældte en flaskes indhold ud over en tærterne. Indholdet af flasken
var en grøn syrlig væske, som Marintra genkendte med det samme.
”Formic-Blod” sagde hun anklagende og hævede det ene øjenbryn.
Bageren sprang tilbage og slog hovedet ind i en af ovnene. Han faldt
pladask på halebenet og krympede sig sammen af smerte. ”Hvad er
dit navn?” spurgte Marintra med en ikke særlig venlig attitude.
Dværgen placerede rystende sine hænder på Marintras fødder.
Marintra trak øjeblikkeligt sine fødder til sig. Hun stolede ikke
på bageren. ”Hvem er du?” spurgte hun vredt. ”A-A-Arolnar”
stammede dværgen ”vil du ikke nok skåne mig?”. ”Hvem arbejder
du for?” spurgte hun en smule mildere. ”Jeg kender ikke hans
navn” sagde Arolnar ”jeg fik bare penge for at bage tærter.
Vagterne betalte mig”. Marintra fnyste ad hans historie. ”Ved du,
hvad det der er?” spurgte hun og pegede på formic-blodet. Han
rystede på hovedet så mange gange, at Marinta næsten troede på
ham. ”Løb” sagde hun og gav ham et spark bagi ”hvis jeg
nogensinde ser dig igen, bliver du selv til en tærte. Roi de rat
maner”. Arolnar spænede
væk derfra, netop som Faros trådte ind i rummet. Faros stirrede på
Arolnar, men Marintra rystede på hovedet. Så vendte hun sig imod
formic-blodet. Hun havde haft meget dårlige oplevelser med dets
effekter før i tiden. Ikke mange vidste det, men fortyndet
formic-blod kunne gøre folk midlertidigt immune overfor sygdomme og
andre smitter såsom vampyrisme. Bieffekten var bare, at folk mistede
deres frie vilje. Og blodet i dette køkken var tydeligvis fortyndet,
det kunne hun se. Marintra ville hellere dø end lade det komme ud i
Zrulf, så hun måtte finde bagmanden bag dette. ”Vi har ingen spor
fundet” sagde Faros, da Arolnar var langt væk. ”Så giv Bruntop
ordren” sagde Marintra. Faros kiggede uforstående på hende. ”Men har vi jo bygningen tilbage” sagde han. Marintra rystede på hovedet.
”Der kan være fortyndet formic-blod overalt, så vi kan ikke være
sikre”. Faros så ud til at forstå, selvom han måske ikke var
enig. Så gik de begge ud derfra, imens Marintra overvejede mulige
skyldige. Hun havde dog stadig ingen ideer, da bygningen kort efter
sprang i luften takket være Bruntops færdigheder med alkymi.(--- Første afsnit Forrige Afsnit Næste Afsnit
Kommentarer
Send en kommentar