#26 Gråspurve med... spor
Natten
til den 11. Gar under Parin, Frangicas hovedstad
Det havde været nemt at bryde ind i Guldfyrstens hus. Det havde ikke
krævet andet end fokus, og i øjeblikkeligt havde Marintra ikke
andet end fokus. Siden hun havde fået at vide, at Rugbert var på
fri fod, havde hun hele tiden været tvunget sig selv til at fokusere
på andre ting. På at hjælpe med at bryde ind i Guldfyrstens hus,
på at finde den hemmelig dør under Guldfyrstens seng, på at følge
den hemmelige passage og på at bryde massevis af låse op. De havde
allerede funder mere end rigeligt til at hjælpe Stenhals sag mod
Guldfyrsten, men det interesserede ikke Marintra vildt meget. De
eneste ting hun ønskede at vide angående Tidens Mestrer var, hvor
Rugbert befandt sig, og hvorfor de sprang Elementernes By i luften.
Hun bekymrede sig ikke meget om det faktum, at Brennus, lederen af
Tidens Mestrer og den mystiske dosne, hun havde set i Yngol, i
virkeligheden var en søn af den øverste gud Amalosh, og at han
ønskede at invadere Mortlan. Det var andres sager og en historie,
hun ikke selv spillede en særligt stor rolle i. Tunnelen under
Guldfyrstens hus havde ført den lille gruppe ind mod Parins centrum,
hvor Syndors Tempel lå, og det blev snart ganske klart for alle, at
det var, hvor den førte dem hen. Det gav også ganske god mening,
når Biskop Callistus havde været et medlem af Tidens Mestrer.
Ifølge Monolo var han blevet fundet død tidligere på dagen, så
Tidens Mestrer havde åbenbart skillet sig af med ham. Hvilket må
betyde, at han vidste for meget, tænkte Marintra for sig selv,
og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det kunne være.
Ifølge Za-Sien holdt Tidens Mestrer i øjeblikket til på et enormt
skib ved navn Charybdis, som de havde fundet plantegninger over i
Guldfyrstens hus. Der måtte Rugbert også gemme sig, men det ville
være umuligt at angribe ham lige nu. Za-Sien og de andre ønskede
skaffe sig allierede på Rotternes Konges råd og fjerne Tidens
Mestrers støtter, så i øjeblikket var deres mål forbundet til
Marintras. ”Jeg var endnu ikke ankommet til Stenhal” hviskede
Monolo Mortus, Faroses spion, til Marintra, imens de sneg sig
forsigtig frem gennem den underjordiske tunnel ”da de fangede
Rugbert. Hvis jeg havde været der, skulle jeg nok have sørget for,
at han kom til at dø”. Monolo, der i mange år havde været
Tsyserias lærling, var en venligt udseende dosne med et varmt smil,
men tanken om Rugbert på fri fod lod til at genere ham mindst lige
så meget som Marintra. Hun sukkede ved dosnens ord og svarede ”men
det var jeg, og af en eller anden muset grund er han stadig i live.
Jeg lod Støvbold overtale mig til at lade ham leve. De ville holde
ham fanget, fortalte de mig, de forbandede egern... men der er endnu
tid til at rette op på fejltagelsen”. Hun trak en pil frem fra et
af sine bundter og pillede let ved den. ”Når tiden kommer” sagde
Monolo bestemt ”så har jeg din ryg. Han kommer til at dø”.
8. Gar
1076AA i Braldirborg, Zrulf
”Så... dit er navn er Tugy?”. Dværgpigen trak uforpligtende på
skuldrene ”måske”. Faros tog plads på jorden over for hende og
Snothvalp, der havde siddet og fortalt nogle af deres venner, om hvad
de havde overhørt fra de voksnes samtale. Snothvalp kiggede ret
skræmt på Faros, men han ignorerede det. ”Hvor er du fra, Tugy?”
spurgte Faros venligt, men hun gjorde blot endnu et kast med
skuldrene og svarede flabet ”rundt omkring”. Faros kunne
fornemme, at denne metode ikke ville nytte noget. ”Hvorfor stjal du
min pung, Tugy?”. Han sagde det ikke på nogen måde vredt, men
Tugy lod alligevel til at blive en smule nervøs ved spørgsmålet.
Det forhindrede hende dog ikke i at være kæphøj. ”Fordi jeg
kunne” fnøs hun ”Irram havde sagt, vi skulle holde udkig efter
dig. Jeg tænkte, at jeg ville kigge lidt med fingrene. Se om du var
værd at holde udkig efter”. ”Og var jeg så det?” spurgte
Faros. Der bredte sig et selvtilfreds smil på pigens læber. ”Syv
sølv og fire bronze” svarede hun ligegyldigt ”det er ikke en
formue, men det er vel penge”. Hun indså straks den fejl, hun
havde begået. ”Og jeg som troede, at jeg havde talt forkert”
sagde Faros, nu var det hans tur til at smile ”for jeg kunne have
svoret på, at der ikke kun var fem sølv og to bronze i pungen”.
Tugy skulede irriteret og rakte to sølvmønter frem til Faros, som
hævede sit ene øjenbryn skeptisk. ”Og de sidste to
bronzemønter?”. ”Gebyrer” svarer Tugy kæphøjt ”for at
tælle efter for dig”. Faros lod sagen ligge. Han kunne godt
undvære to bronzemønter, og han ønskede ikke at miste en potentiel
ressource. ”Hvorfor er du her stadigvæk?” spurgte Tugy lidt
efter ”du har fået dine penge tilbage, smut så!”. ”Men jeg
vil gerne sidde og blive inspireret af din uhøflighed” svarede
Faros ”du er i sandhed en kunstens mester”. Tugy sukkede, rystede
på hovedet og lænede sig tilbage på jorden. ”Dit tab, makker”.
Hun begyndte at fløjte for sig selv, men det lød halvhjertet, og
hun holdt kort efter inde igen. ”Vil du ikke gerne holde op?”
spurgte hun arrigt og satte sig så hurtigt op, at Snothvalp sprang
skræmt til siden. ”Holde op med hvad?” spurgte Faros uskyldigt.
Tugy slog irriteret armene ud som for at gestikulere og udbrød
frustreret ”det hele. Med at være her. Hvad det er, du gør! Kan
du ikke bare gå, gamle mand”. Faros smilte igen og hjalp Snothvalp
op og stå. ”Kunne du tænke dig et arbejde, Tugy, du ærværdige
Uhøflighedens Mester?”.
Bruntop pakkede den tomme flaske med medicin væk i sin taske, som
han havde uddelt af til nogle af de syge børn. Et af børnene, en
massiv, grå trolde pige, de andre kaldte Skruml, greb fat i Bruntops
hånd, da han forsøgte at lukke tasken. ”Tak” hviskede hun
udmattet og sendte ham et smil. Hun havde været et af de første
børn, Bruntop havde givet medicin til, og han vidste ikke rigtigt,
hvordan han skulle reagere på hendes ene, simple, men overvældende
ord. ”Det skal du ikke bekymre dig, lille pige” sagde han, selvom
hun var mindst lige så stor som Bruntop selv. Skruml sendte ham
endnu et smil, lagde sig ned på sit tæppe og lukkede øjnene. ”Men
du fortjener lidt tak” lød det fra Irram selv, der var kommet hen
for at se, hvad Bruntop gav børnene ”det er længe siden, nogen
ude fra har vist mine børn nogen form for venlighed. Det er godt for
dem at se, at det ikke er alle, der er en fuldstændigt selvisk
kalb”. ”Har der været mange af den slags?” spurgte
Bruntop en smule usikkert, som ikke vidste, hvad en kalb var.
”Ja” svarede Irram ligeud ”Braldirborg er fyldt med dem. De er
alle vegne. Der både den her slavehandler fra Det Angloriske
Imperium, som kidnapper børn, flere andre bastarder og en hel del
svindlere af den værste slags. Så sent som i sidste uge var der en
tøs, der forsøgte at hyre mine børn til at flytte varer for dem
diskret, da hun mente, at de ikke ville blive opdaget. Jeg takkede
nej med det samme, og hun truede mig med en eller anden ved navn
Arolnars vrede...”. ”Arolnar!” udbrød Bruntop så højt, at
flere af de sovende børn vågnede. Han dæmpede straks stemmen og
spurgte hviskende ”ved du, hvad det var for nogle varer, gode
frue?”. Irram kiggede nysgerrigt på Bruntop et par sekunder, før
hun svarede. ”Nej. Jeg ønskede ikke at have noget med tøsen at
gøre, så jeg spurgte ikke”. Bruntops ivrighed dæmpede straks en
smule af, og han spurgte håbefuldt ”du ved heller ikke, hvor de
blev opbevaret, vel?”. Irram lagde hovedet på skrå og strakte
sig. ”Det gør jeg som sådan ikke, men jeg kender dværgen, der
forsøgte at hyre os. Thorna den Farlige kalder hun sig selv ganske
uoriginalt. En svindler, en snydepels og en kujon, hvis der
nogensinde var en. Hun er intet andet end en lakaj, som tjener den
højestbydende. Hun kan en smule magi, men hun er ingen reel trussel,
hvis man bare er forsigtig. Det burde ikke være så svært at finde
ud af, hvor de bliver opbevaret”. ”Hvad råber du sådan op
over?” spurgte Trak, som netop var kommet over til dem. Bruntop
smilede. ”Jeg tror, vi har fundet ud, hvem der har resten af det
fortyndede formic-blod”.
Den
11. Gar til Roi de Rats møde
Beviserne mod Guldfyrsten havde været endegyldige og stålsikre.
Resten af rådet, selv de mest modvillige, havde anerkendt, at han
var et medlem af Tidens Mestrer. ”Og nu er tiden kommer til at
beslutte os for en handling” sagde Rotternes Konge dramatisk. Han
var placeret i midten af det mørke, underjordiske kammer, hvorfra
han tiltalte hele rådet med undtagelse af Guldfyrsten, som han havde
fået ført bort ”de, som ønsker at modarbejde Tidens Mestrer og
stoppe dem, før deres endelig plan bliver ført ud i livet, kan
blive og høre, hvad en af mine gæster har at fortælle. Resten af
jer kan gå”. Der var ikke en person til stede, som gik. Selv de,
som ingen interesse havde, blev, men det var mest ud af frygt for at
fornærme Rotternes Konge. Man forlod aldrig et af hans rådmøder,
før han gav sin tilladelse. ”Godt så” sagde den almægtige,
maskerede dosne ”lad os begynde. I har allerede hørt om Tidens
Mestrers store krigsskib, Charybdis, og hvordan skibet tilsyneladende
har meget avancerede mekaniske våben, hvis lige vi aldrig har set
før. For at fortælle os mere om dette, har jeg inviteret Benjamin
Gyldenuld fra Latynia”. Rotternes Konge trådte tilbage i
skyggerne. Frem trådte i stedet den frakkeklædte mand med den høje,
sorte hat, som Marintra havde spurgt om dagen forinden. Han så
ganske utilpas ud i omstændighederne, og han virkerede heller ikke
til at passe ind. ”Vær hilset, vær hilset” hilste han og
løftede på hatten ”mit navn er Benjamin Gyldenuld af Latynia og
så videre og videre. Jeg er udmærket klar, at I må være højest
forvirrede over, hvad jeg laver til dette møde, men jeg har noget
ganske vigtigt at fortælle jer alle angående de avancerede våben,
som Tidens Mester har i besiddelsen. De er af olddværge oprindelse,
og planerne dertil er langt fra nye. Olddværgene har haft disse
våben i over et århundrede, men for længe siden blev en kopi af
plantegningerne bragt op til overfladen, hvor snedværgene så fik
fat i dem”. Marintras mave trak sig pludseligt sammen, da hun
indså, hvad det var for nogle plantegninger, han snakkede om. ”Min
familie” fortsatte Benjamin Gyldenuld ”anskaffede sig disse
planer for en række år tilbage, men de blev stjålet fra os af
Tidens Mestrer, og vi ønsker dem tilbage. I bytte for et løfte om
at planerne vil havne i min varetægt, vil jeg assistere jeres angreb
på denne Charybdis. Få mig ombord på skibet, og jeg vil sabotere
olddværgenes våben og skaffe planerne tilbage”. Og jeg som
håbede, at dette var overstået, tænkte Marintra i sit stille
sind. Hun havde virkeligt håbet på aldrig at skulle konfronteres
med det faktum, at hun havde givet Jarskon plantegningerne til at
lave kanoner.
Kommentarer
Send en kommentar