#27 Thorna den Knap-Så-Farlige
Den
12. Gar på et skib med kurs med Det Nordlige Dragefjeld
”Så fandt du noget hos ham Guldfyrsten?” spurgte Manwe og
kastede et træt blik ud mod den mørke horisont. Han så ikke ud til
at have fået megen søvn de sidste par nætter, og der var mørke
pletter under hans øjne. Det havde Marintra heller ikke selv fået
for den sags skyld. ”Der var nogle gamle breve i hans kælder”
svarede hun ”og de forklarede en del ting... måske endda flere end
jeg ønskede”. Manwe kiggede overrasket på hende i et par
sekunder, før han igen vendte blikket ned mod vandoverfladen under
dem. De havde sejlet i et par timer nu. ”Hvorfor gjorde de det så?”
spurgte han ”hvorfor måtte Elementernes By brænde?”. Marintra
sukkede dybt og lagde sine hænder på skibets ræling. ”De ønskede
at ende krigen” svarede hun ”flere af Brennuses, Tidens Mestrers,
økonomiske støtter blev svækkede af krigen. De tjente ikke nok
penge til at få alting til at køre rundt, så de måtte handle
hurtigt, de forbandede mus, og de lykkedes. Kolonikrigen, Den Store
Krig, der havde hærget hele verden i over tres år, endte med et
bogstaveligt brag”. Marintras stemme var fuld af ukontrolleret
vrede. ”Tænk engang at noget så modbydeligt blev gjort for at
ende en krig” udbrød hun vredt og kastede en af sine pile ned i
vandet. Så lo hun pludseligt bittert og uden glæde. ”Skæbnens
ironi” mumlede hun lavmælt ”måske er der nogle ting i verden,
der ikke burde have en humoristisk sans”. Manwe sagde ikke noget,
da han ikke mente at have de rette ord, hvis de overhovedet fandtes.
Folk havde spekuleret i de sidste tre år, hvem der havde antændt
natrinaet og dømt titusinde af goblinger til døden, men Manwe havde
aldrig ikke tænkt nærmere over det. Han havde været vred over det,
da han havde været Fenrik og troet, at han havde mistet sit kompagni
der, men det havde aldrig betydet så meget, hvem der havde gjort
det. Det havde bare været en handling af ondskab uden rationalitet
eller fornuft bag. Nu virkede det en smule bizart, at han blev en af
de første til at lære sandheden. ”Hvad så med dig?” spurgte
Marintra lidt efter ”er du nået frem til nogen konklusioner
angående dit eget liv?”. Manwe tøvede et øjeblik, før han
svarede. ”Jeg kan huske en hel del mere nu” begyndte han ”men
der er stadig store huller i min...”. ”Åh til Herroth med din
fortid” afbrød Marintra ham ”det er din fremtid, der betyder
noget i øjeblikket! Hvad vil du gøre nu? Hvilke planer har du? Har
du besluttet noget i forhold til din far? Hvilken farve kappe vil du
bære til det store skolebal? De vigtige ting”. Manwe vendte
blikket en smule bekymret mod hende. Det lod mere til, at hun
forsøgte at overbevise sig selv, da hun sagde, at fortiden ikke
betød noget, men han kommenterede det ikke. ”Tjaaa” svarede han
lidt efter ”jeg tager selvfølgelig med tilbage til Zrulf, når det
her er overstået. Nu da hele Bager-Tingen er ovre, kan vi måske
gøre noget godt for en gangs skyld. Hjælpe krigens ofre sådan som
det var meningen, vi skulle. Angående min far så er jeg endnu ikke
sikker på noget, men hvis han dukker op, ville jeg nok foretrække
at få muligheden for at tale med ham. Jeg har ingen anelse om, han
overhovedet kan huske mig. Og jeg tror, jeg går med en gul kappe”.
Den
15. Gar i Zhar, en havneby nord for Braldirborg, Zrulf
”Og sørg for at være forsigtig med varerne” instruerede den
næstkommanderende til sine underordnede. Han var et menneske fra et
af de nordlige lande, der gik under navnet Finn Falkeøje. Navnet var
en reference til hans ene øje, som Finn for mange år siden havde
fået ødelagt i kamp, og ifølge historierne skulle det være
startet som et øgenavn, han aldrig var sluppet af med. ”Er det
forstået?” spurgte Finn med sin imitation af autoritet, og alle
arbejderne mumlede delvist enige. Finn kiggede irriteret på dem i et
øjeblik, før han åbenbart afgjorde med sig selv, at det måtte
være det bedste, han ville få fra dem, og gik inden for i
varehuset. Det var en stor lagerbygning på den mest skumle del af
Zhars havn, og det var lidt af et mirakel, at hele operationen ikke
var blevet opdaget af myndighederne endnu. I enhver anden situation
ville Faros mistænke, at de var blevet bestukket, men det virkede
ikke som tilfældet. Hvis man havde stil nok til at bestikke
myndighederne, havde man også stil nok til at være forsigtig med
sine ulovlige operationer og ikke hyre Thorna ”den Farlige” og
Finn Falkeøje til at få sagen gjort. Han havde nu rejst med gruppen
i de sidste par dage, siden han var blevet hyret i Braldirborg til
noget nemt og ”ufarligt” arbejde. En beskrivelse der stillede
spørgsmålstegn til Thornas egen ironiske sans. ”Gad vide, hvad
der egentligt er i de her kasser?” mumlede en arbejder til højre
Faros for hundrede og syvende gang og løftede op i en af kasserne
med Bagerens miksturer af fortyndet formic-blod. ”Det er ikke godt
at vide” svarede Faros, der selv havde bekræftet sin mistanke ved
den første givne lejlighed for flere dage tilbage. Han løftede også
selv op i en kasse, tog den ned fra vognen, den havde stået på, og
satte kursen mod det skumle varehus. Her blev alle kasserne
forsigtigt stablet i en stor bunke, imens Thorna deres ”skræmmende”
og ”berygtede” arbejdsgiver inspicerede dem. Da Faros først
hørte, hvordan Irram havde omtalte Thorna, havde han været kritisk,
selvom Irram sjældent tog fejl af den slags sager. Han havde
simpelthen ikke regnet med, at nogen kunne være så uduelig en
person til alting. Irrams beskrivelser havde vist sig at være
underdrivelser. Thorna var ikke uduelig til alting. Hun var ganske
dårlig til mange ting, men det store problem var, at hun troede
inderligt på, at hun var af verdensklasse, og den overvurdering
gjorde hende så meget værre. Af udseende lignede hun blot en ganske
almindelig dværgkvinde med håret flettet i metalringe, med mørke
klæder og med flere kostbare ringe på fingrene. I en rem bar hun
også en lille taske til sine besværgelsesbøger. Da Faros først
havde fået øje på dem, var han blot gået ud fra, at de var til
enkelte besværgelser, hun ikke selv havde indøvet, sådan som
almene magikere gjorde det. Det viste sig hurtigt, at Thorna ikke
kunne en eneste besværgelse uden ad. Og det gjorde hele denne sags
langt mere mistænksom. Hvordan kunne hun af alle personer havde fået
fat i næsten hovedparten af Bagerens prototyper? Det gav ingen
mening, medmindre der lå noget under. Og der måtte virkeligt ligge
noget under. ”Godt så” lød det højlydt og skingert fra Thorna,
da den sidste kasse var blevet sat på plads ”nu er arbejdet blevet
udført, mine tro undersåtter. Sejren er vores”. Der lød
forvirret mumlen blandt hver evig eneste arbejder, imens Finn
Falkeøje klappede ivrigt. Thorna nejede en smule elegant-agtigt og
fortsatte så med sin skingre stemme ”når først disse ulovlige og
yderste farlige varer er blevet solgt til de rette og mest
skumle personer i den kriminelle underverden, så vil vi alle blive
rige. Eller rettere jeg vil blive rig, og så vil den næste fase af
min store plan kunne begynde!”. Hun udstødte en hæs latter, der
nok var ment som en ond en af slagsen, men den udviklede sig til
hurtigt til en voldsom hosten. Finn skyndte sig straks at løbe frem
og klappe hende på ryggen. ”Kom væk fra mig, din uduelig...
håndlanger!” udbrød Thorna skingert og forsøgte at kæmpe sig
fri fra Finn, der sprang forskrækket til siden ”du vover ikke at
lægge en hånd på mig”. Finn rødmede straks og trådte
adskillige meter væk fra Thorna, som igen vendte sig mod arbejderne.
”Er der nogen spørgsmål, ondeste af de onde undersåtter, før
den næste fase af planen begynder?”. ”Altså jeg ha' et
spørgsmål” sagde en af arbejderne og trådte frem ”hvornår
blir' vi betalt?”. Der lød bifaldende mumlen fra hver evig eneste
arbejder, imens Thornas blik blev koldt og hårdt. ”Utaknemmelige
skarn!” udbrød hun mere skingert end nogensinde før ”hvor vover
du, Wilhelm? Dig som jeg har brødfødt og skaffet arbejde i disse
trænge tider. Hvor vover du at afbryde mig?”. Wilhelm åbnede
munden for at kræve sin betaling endnu en gang, da der pludseligt
lød et højt bank bank fra en af kasserne. Thorna vendte sig
forvirret imod den. ”Finn?” spurgte hun nervøst ”hvad er det
for en lyd?”. ”Øhhh...” svarede Finn usikkert ”det lyder som
en bankelyd?”. ”Men hvor kommer den fra?” spurgte Thorna
irriteret. ”Deeee... det ved jeg altså ikke, Thorna” svarede
Finn. Thorna sukkede frustreret. ”Er du både halvblind, halvt døv
og halvt dum, eller hvad? Find ud af, hvilken kasse det kommer fra!
Og lad være med at kalde mig for Thorna foran andre folk, det er
ikke særligt intimiderende”. ”Undskyld Thorn... Thorhalls Frygt”
undskyldte Finn, der udmærket viste, at Thorna aldrig havde været i
Thorhall. Han fandt hurtigt frem til den kasse, som bankelyden kom
fra, på trods af sin halvblindhed. ”Det er den her” informerede
han Thorna stolt, som blot rystede irriteret på hovedet. ”Så åben
den dog for alle de mægtigste eder og bandeord da også!”. Men nu
var Wilhelm ved at blive utålmodig. ”Nu syns' jeg altså snart, at
det her begynder at bli' for mejd'” sagde han langsomt ”jeg ku'
altså virkelig' godt tænk' mig li'som at bli' betalt, ik'”. ”Du
skal nok få din forbandede betaling!” råbte Thorna vredt som svar
”så snart jeg har fundet ud ad, hvad der laver den bankelyd”.
Faros måtte bruge al sin viljestyrke på at holde sin latter inde. I
mellemtiden havde Finn fået lukket kassen op, og han skulle lige til
at løfte skindet væk fra dens indhold, da en skygge pludseligt
sprang op fra den, greb Finn og placerede en kniv på mandens hals.
”I er ved at drive mig til vanvid!” udbrød Trak-Nal-Tox
forbitret og sendte vrede blikke mod Thorna ”forestil jer at
tilbringe fire timer i en kasse, imens jeg har skullet høre på jer.
Holder du aldrig nogensinde kæft, din tosse?”. Thorna kiggede overrasket og
forvirret på Trak i et par sekunder. ”Finn” sagde hun så ”der
er en kniv på din hals”. ”Det er jeg udmærket klar over” peb
Finn foran Trak. ”Så gør dog noget ved det, Finn” udbrød
Thorna både frustreret, skingert og panisk på samme tid. ”Så
hold dog din kæft, sagde jeg” bed Trak hende af ”og Faros, lidt
hjælp her?”. ”Jeg er på det, jeg er på det” svarede Faros
med et smil skjult bag sit røde skæg. Imens de havde skændtes,
havde han bevæget sig nærmere Thorna, og han nu ganske nær hende
med en kastekniv i sin ene hånd. Bruntop stod også klar skjult lidt
længere væk bag nogle andre kasser. ”Drop det” sagde Faros
venligt men kommanderende til Thorna, som knap nok havde nået at
åbne sin besværgelsesbog ”kan vi ikke bare undgå vold for en
gangs skyld?”. Thorna kiggede skræmt fra Finn, til Trak og tilbage
på Faros igen i et par sekunder, før hun endeligt pakkede bogen væk
til Finns lettelse. ”Du vinder denne gang, Røde” sagde hun
bittert, men der var en smule bizar glæde i hendes ord ”men mærk
dig mine ord, jeg vil vende tilbage!”. Faros tog tasken med bøgerne
fra hende, og så lod de Finn og Thorna gå. De var ingen trussel.
”Lad os så se at få pakket disse kasser af vejen, før rent
faktisk fare melder sig på banen” sagde Trak irriteret, da de var
gået ”skurke er ikke, hvad de har været”. ”Betyder det så,
at jeg ik' blir' betalt?” lød det muggent fra Wilhelm, der som den
eneste arbejder var stædigt blevet tilbage.
29.
Gar i et telt i Det Nordlige Dragefjeld
Stemningen i lejren havde været anspændt i dagevis nu, og den lod
nu til at være nær bristepunktet, da daggryet ville lede angrebet
på Charybdis med sig. Der var mange tusinde krigere i lejren af
forskellige oprindelser, men hovedparten bestod af De Røde Riddere
ledt af deres nye biskop Francois, den lokale dragekult og ildæderne
ledt af deres leder, Flammetand den Genfødte. Ildæderne var ulig
nogen Marintra nogensinde havde set før i sit liv, medmindre man
tællede mødet hos Roi de Rat med, hvor der trods alt havde været
tre af dem til stede. Hun havde ikke spurgt helt vildt meget ind til
deres opstandelse, men de var åbenbart en ny race i Mortlan sådan
da. Ifølge nogle af de historier hun havde hørt, havde de rødhudede
goblinger været forbandede i form af de underjordiske gravrøvere,
indtil de spiste nogle døde gudedrager, fik hævet forbandelsen og
rød hud ellers sådan noget. Som sagt interesserede det ikke
Marintra helt vildt meget. I øjeblikkeligt tænke hun ikke på meget
andet end at dræbe Rugbert, som måtte være ombord på Charybdis,
og denne enorme hær havde tænkt sig at angribe Charybdis i morgen,
så derfor var Marintra deres allierede. I øjeblikket befandt hun
sig i et telt sammen med Biskop Francois, dragekultens leder
elverkvinden Ifenriel, og denne mystiske Flammetand, som alle tre var
klædte i rustning. Francois var i klassisk Rød Ridder pladerustning
med et smukt sværd ved siden, imens Flammetand var klædt i det
sjældne, stærke og mørke metal, dragestål, og Ifenriel bar rød
og orange læder rustning. De tre generaler stod med et bord i mellem
dem, hvorpå et kort over Dragefjeldet var på. I teltet var også
adskillige af folkene fra Stenhal inklusiv Støvbold, Za-Sien og
Monolo samt den fornemme Benjamin Gyldenuld, en udsending fra
Rotternes Konge ved navn Bert, Marintra selv, krigeren Eliphas, der
tjente Flammetand og tidligere havde været oppe at skændes med
Støvbold, og så Manwe. Den sidste times tid var blevet brugt på at
planlægge morgenens angreb på Charybdis, hvor Brennus og de
resterende Tidens Mestrer måtte befinde sig. Indtil videre var
planen som følger: Den store hær ville angribe Charybdis fra alle
sider anført af Francois, Flammetand og Ifenriel, og imens ville
gruppen fra Stenhal sammen med Hr. Gyldenuld, Marintra og Manwe snige
sig ombord på Charybdis. Det var planen, at de skulle sabotere
kanonerne og genanskaffe Gyldenulds plantegninger, så deres side
ville have en chance i det større slag, hvor de skulle tage sig af
selve Tidens Mestrer. En del af Marintra ønskede blot at droppe
planen undervejs og gå direkte efter Rugbert, men tanken om at disse
kanoner var baseret på plantegningerne, som hun havde stjålet til
Jarkson mange år tidligere, gav hende alligevel en anelse
skyldfølelse. Men kun lige nok til forsinke hendes hævntogt med et
kort stykke tid. Hver evig eneste gang hun lukkede øjnene, kunne hun
se den skaldede Rugbert for sig og hans tørre, sarkastiske smil.
Høre hans arrogante stemme. Lugte den velkendte røg, der ofte hang
over pyromantikere. Det var som om, at han altid var til stede... og
da Marintra åbnede øjnene denne gang, forsvandt han ikke. Han stod
virkeligt foran hende. Uden at tænke sig om, satte hun på et
splitsekund en pil på strengen og rettede den lige mod Rugberts
strube, samtidigt med at Monolo gav et vredens hyl fra sig, og resten
af teltets folk blev opmærksomme på den pludselige fjende i deres
midte. ”Dig” hvæsede Marintra hadefuldt ”denne gang vil ingen
ord udefra rede dig, møgegern!”. Men Rugbert smilte blot arrogant,
omendt lidt forsigtigt, som altid og slog et smæk med tungen. ”Godt
at vide” sagde han og lagde armene fredeligt ned til siden ”for
denne gang vil mine egne ord redde mig. Din elskede Tsyseria er
stadig i live, og jeg er den eneste, der kan hjælpe dig med at redde
hende”.
Kommentarer
Send en kommentar