(Lige en lille kort note):
Så blev endelig færdig. Dette afsnit har taget en pokkers lang tid at skrive, men nu er det færdigt omsider. Det var fordi, at scenariet faktisk foregår inde i en P&P kampagne, vi har spillet i Mortlan. Det gør alle stort set alle Stenhal-kapitlerne, og mange af de nye karakterer var spillerkarakterer. Men efter dette afsnit og bare et mere, er det over. Det er langt mere besværligt at skrive, da jeg skal huske, hvad der skete til mange bordrollespils scenarier. Jeg har også været nødt til at redconne en hel del. Jeg håber heller ikke, det virker for mærkeligt, at en så stor og vigtig konflikt bliver en baggrunds handling i Dværgeplottet... nå men efter dette afsnit og bare et mere kan jeg gå tilbage til at skrive almindelige afsnit igen omsider.
#28 Charybdis
29.
Gar i et telt i Det Nordlige Dragefjeld få sekunder efter
Der var fuldstændigt stille. Selv vejret udenfor lod til at være
stoppet, hvor der før havde været et vildt stormvejr. ”Sig det en
gang til” hvæsede Marintra vredt uden at blinke en eneste gang
”gentag ellers får du en pil”. ”Kender nogen af jer denne
mand?” lød det forvirret fra Flammetand og de andre generaler ved
bordet. ”Ja” svarede Støvbold ”vi har haft flere møder med
denne mand. Først som en agent for Tidens Mestrer og senere som
vores fange... indtil han undslap under Slaget Ved Stenhal”. ”Og
han er en kriminel på flugt fra Det Grønne Broderskab” afbrød
Za-Sien hende ivrigt ”som jeg blev sendt til syden i første omgang
for at indfange i live”.
Han fandt også selv sin bue og rettede den mod et punkt mellem
Marintra og Rugbert, som om han ikke kunne beslutte sig for, hvem han
skulle sigte på. Da han var søn af selveste skytternes gud,
tvivlede Marintra på, at han ville ramme forbi, men han havde et
rygte for at være uheldig. ”Angående det...” sagde Rugbert
flabet ”så gjorde jeg altså ikke, hvad de end anklager mig for...
håber jeg da”. ”Nej!” lød det pludseligt fra Monolo Mortus,
som selv trak en daggert fra sit bælte og rettede den mod Za-Sien
”han kommer til at dø her og nu for at have dræbt Tsyseria”.
Der var endnu et øjeblik af fuldstændig stilhed, før den blev
brudt af Biskop Francois. ”Hvad er dette for noget?” udbrød han
med kontrolleret vrede ”allierede der trækker våben mod hinanden.
End dette kaos nu og få afgjort sagen på en retskaffen måde”.
”Bare rolig, Biskop Kærlighed” sagde Marintra og sænkede
langsomt sin bue ”ingen her kommer til at dø, før denne mand har
gentaget, hvad han netop sagde”. Også Za-Sien og Monolo sænkede
deres våben, men odderens øjne lynede af vrede. Der bredte sig et
selvsikkert smil på Rugberts læber. ”Tsyseria er i live” sagde
han smilende ”hun er i live og ombord på Charybdis. En fange af
Tidens Mestrer. Og jeg er den eneste i hele verden, der kan hjælpe
dig med at redde hende”. ”Og hvorfor skulle vi tro på et eneste
ord af hvad, du siger?” lød det kritisk fra Za-Sien med bifaldende
mumlen fra de fleste andre af Stenhals folk ”hvorfor skulle du
hjælpe os?”. Rugberts smil blegnede ikke i et eneste sekund.
”Fordi” sagde han langsomt ”hun ikke vil risikere, at jeg
faktisk taler sandt” og lavede et hovedkast i retning af Marintra.
Stemningen var rimeligt anspændt, da Rugbert langsomt blev inddraget
i de helt nødvendige dele af deres plan, som hans viden kunne
bidrage til. Der var selvfølgelig ikke en eneste person i rummet,
som stolede på ham, men de havde intet valg. Hans viden om Charybdis
og Brennus var stor og meget nyttig. Hans motivationer for at hjælpe
dem var også hurtigt blevet afsløret, og de var langt fra ædle,
men forståelige. ”Brennus har en blodmagiker” fortalte Rugbert
dem ”den dygtige slags som kan kontrollere enhver, hvis blod han
har. Så selvfølgelig har han fået noget af mit fra Brennus til,
hvis jeg skulle forråde dem. Ironisk ikke sandt”. ”Så du prøver
på at redde dit eget skind?” lød det hånligt fra Za-Sien ”din
usle...”. Men han lod ikke til at have et ord for, hvad Rugbert
var. ”Ja” svarede pyromantikeren ligeud ”jeg forsøger at redde
mit eget skind... og det meste af syden. Hvis Brennus lykkedes i at
åbne sin portal, vil det frangicanske kontinent og nok også det
settiske komme til at brænde. Jeg ved ikke med jer, men jeg kender
et værtshus eller to, jeg helst ser ikke brændt ned”. Monolo
kiggede tvivlende på ham, imens Za-Sien skulede, og Støvbold
sukkede. Marintra selv ignorerede bare alt det irrelevante, han havde
at sige. ”Lad os gå igennem planen en sidste gang, møgduer”
sagde hun beslutsomt og kiggede ud på den lille gruppe, som skulle
borde Charybdis sammen med hende. Der var Støvbold, Za-Sien, Monolo,
Aiola ”Helt-Sikkert-Ikke-En-Bortløben-Ashas-Prinsesse”, en
elverkvinde ved navn Contessa, en menneskekriger kaldt Kodin, Hr.
Gyldenduld samt en ”tyv” under navnet Erik Søn fra Stenhal. De
havde også deres egne motivationer for at nå frem til Charybdis
fangekælder, da en af deres egne samt Monolos fætter, Dogro, blev
holdt fanget ombord. ”Du har ret” sagde Støvbold og tog føringen
som Stenhals leder ”alle skal være helt klar over deres roller,
når vi slår til, imens slaget raser rundt om Charybdis”. Hun
pegede på plantegningen over det store skib foran sig og bankede let
på et stort rundt rum i midten. ”Når vi er kommet ombord, deler
vi os her. Monolo, Erik og Marintra går mod fangekælderen og får
befriet de tilfangetagne. Camilla er måske frustrerende, men hun er
en af vores egne”. Marintra modtog et smil fra Monolo, som hun ikke
gengældte og kastede i stedet i blik mod Erik Søn, som skulle
ledsage dem. ”Duer han til noget?” hviskede hun til Monolo ved
sin side. Dosnen trak let på skuldrene. ”Han har ikke været hos
os længe i Stenhal, men han har vist sit værd. Hans største talent
lader dog til at ligge i korttrick, bedrag og tyveri”. ”Jeg er
ingen tyv” hvæsede Erik, som overhørte deres hvisken.
”Selvfølgelig ikke” svarede Marintra ham ”og jeg er ikke en
elver”. ”Men du er jo ikke nogen elver” hviskede Monolo
forvirret. ”Selvfølgelig er jeg ikke det” svarede Marintra ”vær
nu ikke fjollet. Og hold venligst kæft begge to. Vi har en opgave”.
Støvbold hostede, falskt to gange irriteret og pegede igen på
plantegningen. ”Jeg selv vil sammen med Aiola, Kodin og vor kære
Rugbert her tage os af blodmagikeren, imens Za-Sien og Hr. Gyldenuld
leder de resterende til maskinrummet, hvor de vil genvinde Gyldenulds
plantegninger og sabotere Tidens Mestrers... hvad var det nu, de
hed?”. ”Kanoner er det rette substantiv” svarede Benjamin
Gyldenuld og rettede let på sin hat en smule utilpas, imens han
kiggede rundt på gruppen omkring sig. Han virkede stadig ikke tryk
ved planen, og Marintra vidste hvorfor. Han frygtede, at nogen ville
forråde ham og tage plantegningerne i stedet for at opfylde aftalen.
Marintra selv havde ingen interesse i at få fat i dem. Rejsen fra
Klippeøerne til Latynia for mange år tilbage havde været mere end
nok tid sammen med dem, og hun ønskede ikke flere minder fra den del
af hendes liv. Hun var dog en smule bekymret for Manwe, som skulle
med til maskinrummet, men Za-Sien havde personligt spurgt om, Manwe
kunne komme i hans gruppe, og desuden var det ikke hendes beslutning.
Så længe de var sammen med folkene fra Stenhal, var hun ikke
chefen. ”Godt så” mumlede hun, da Støvbold var færdig med at
gennemgå planen ”hvis det var det, så lad os komme ud af dette
forbandede telt. Det føles som om, vi har været herinde i dagevis,
og daggryet kan ikke være mere end en time væk. Jeg har aldrig
troet, jeg skulle sige dette, men lad os så gå i krig”. Støvbold
hostede lettere irriteret to gange og hævede sit ene øjenbryn
rettet mod Marintra. ”Nå ja” sagde hun ”fint så” og trådte
nogle skridt tilbage med hænderne overgivende i vejret. Støvbold
smilede og sagde så: ”Godt så... lad os så i krig!”
Charybdis var et ganske enormt skib, som hovedsageligt bestod af
metal, og hvis dæk var en kæmpestor plads stor nok til at rumme en
hær, og det var lige, hvad den gjorde. Tusindvis af Brennuses
lakajer stod klar med trukne våben og i kamp formation, hvis nogen
fjender skulle nå ombord på selve skibet. Hovedparten af disse folk
var en desertør fraktion af De Røde Riddere, der var blev blevet
manipuleret til at melde sig ind i Tidens Mestrers rækker. Biskop
Francois, en af de tre generaler bag angrebet på Charybdis, havde
ledt længe efter en udvej, som ville lade dem skåne disse folk, da
mange trods alt ikke var klar over, hvad de egentligt havde gjort.
Ifølge den kriminelle Rugbert havde blodmagikeren også mange af dem
under sin kontrol, og til mod sætning fra Francoises røde riddere,
så havde disse ingen problemer med at dræbe gamle våbenbrødre og
venner. Eliphas bekymrede sig dog ikke meget om dette faktum. For ham
var de blot fjender. Ganske vist fjender som var blevet manipuleret
til at kæmpe for en anden side, men det betød blot, at de var svage
i sindet. Og Eliphas kunne ikke tolerere svaghed. ”Dyk!” råbte
han pludseligt til sin gruppe drageryttere, da flere kanonkugler skar
gennem luften med en overnaturlig fart mod dem, og hele gruppen,
inklusiv Eliphas selv, fik deres wyverner til at flyve stik nedad, så
de undgik at blive flået sønder og sammen. Der lød to skrig bag
Eliphas fra hans ildædere, men han viste ingen reaktion på at have
mistet dem og rettede straks kursen mod Charybdis igen. Gruppen af
drageryttere var nu under tohundrede meter fra skibet, og indtil
videre havde de mistet tyve krigere samt deres wyverner. Eliphas
havde aldrig set våben magen til disse kanoner, fjenden brugte, og
han havde personligt kæmpet under Kolonikrigen og set mange
skræmmende ting. Men han vidste, at de kunne besejres, da det ikke
var kanonerne selv, der skulle stoppes, men folkene som brugte dem.
Og det kunne Eliphas sagtens gøre med sit sværd. ”Venstre!”
brølede han, da endnu en salve af kanonkugler nærmede sig
faretruende . Samtlige ryttere forsøgte at undvige, men endnu tre af
hans af krigere mistede livet og faldt til deres grave på bunden af
havet. Men nu var de ikke langt væk fra Charybdis, og Flammetand,
lederen af ildæderne og Eliphas general, ledte samtidigt en gruppe
ind på en anden side af skibet, imens Ifenriel af Dragekulten tog
den tredje side. Den fjerde side var den bedst bevogtede, og den kom
der intet direkte angreb ved. Det var der, de havde sendt det lille
infiltrationshold. Eliphas håbede bare på, at Støvbold og hendes
tosser kunne få ordnet deres del af planen.
Vagten blev slået i gulvet, før han overhovedet nåede at bemærke
noget eller pille sin næse færdigt. ”Ad...” hviskede Marintra
og sprang hen over den bevidstløse kriger, før hun hjalp de andre
med at løfte op i ham, og med fælles hjælp blev han skjult under
et par borde. Infiltrationsholdet var efterhånden nået et godt
stykke ombord på skibet, og det var nu tid til at dele holdet. ”Vi
mødes tilbage her, når vores separate opgaver er blevet fuldført”
mindede Støvbold dem alle om, før hun sammen med Aiola, Kodin og
Rugbert satte kursen mod det sted på skibet, blodmagikeren skulle
befinde sig. Marintra kiggede en sidste overvejende gang efter
Rugbert, og hun var ikke den eneste. Za-Sien så meget utilpas ud ved
at skulle lade ham ude af sit syn i den næste halve times tid. ”Uden
ham vil jeg aldrig komme med i Det Grønne Broderskab” hviskede han
til Manwe, før de to sammen med Contessa og Benjamin Gyldenuld
begyndte at snige sig mod maskinrummet, der var placeret dybt nede i
skibet. Manwe kunne nu godt huske fra sin tid som slave i Det
Angloriske Imperium, at det altid havde været Za-Siens drøm at
blive en sand ranger og slutte sig til broderskabet, eftersom han var
blevet opdraget af en. Åbenbart var han efter at være hjemvendt fra
sin slavetid blevet givet et tilbud. Det Grønne Broderskab havde i
øjeblikket ekstremt travlt med at rydde op efter Kolonikrigen,
ligesom Marintra og co. havde gjort det, så det meste af hierarkiet
var et stort rod. Så han var blevet givet et simpelt tilbud fra en
ranger kaptajn. Bring os Rugbert, og du vil blive et medlem,
og ingen ville kunne betvivle hans medlemskab efter sådan en
handling. Og nu da Rugbert var blevet taget af fjendelisten, stod
Za-Sien på usikker grund. Det var bare ikke det rigtige tidspunkt at
tænke på den slags. ”Kan du fortælle os noget, om disse kanoner,
der kunne vise sig nyttigt?” spurgte Contessa henvendt til Benjamin
Gyldenuld. Den fine herre fra Latynia, som i den snigende anledning
havde udskiftet sin høje hat med en mørk hætte, rettede lidt på
sine briller og sagde så nervøst ”undgå at beskadig tønderne,
eller hvad der er i dem”. ”Hvorfor?” lød det straks fra
Za-Sien ”hvad der er i tønderne?”. ”Så længe de ikke
beskadiges, så behøver du ikke være bekymret” sagde Benjamin
beroligende, som havde misforstået hensigten bag Za-Siens spørgsmål.
Odderen skulle lige til at spørge igen, da der pludseligt kom lys
længere fremme i passagen. ”Maskinrummet” hviskede Hr. Gyldenuld
og rettede endnu en gang på sine briller ”fremragende. Godt så...
jeg foreslår, at...”, men han blev straks afbrudt af Za-Sien. ”Jeg
har kommandoen, og vi gør ikke noget, før jeg har fået set nærmere
på situationen”. Han faldt ned på alle fire og sneg sig hen til
et sted, hvor passagen tog et sving, hvorfra han kunne kigge direkte
ind i maskinrummet. Det var et stort cirkulært rum med mange tønder,
borde fyldt med værktøj og forskellige stykker metal, og bagerst i
rummet var der en stor mærkværdig metalkasse, hvorfra der kom en
summende lyd. Midt i rummet stod der en typisk dværg videnskabsmand
med monokel, flere tasker end det burde være fysisk muligt og et
fint sæt værktøj af natrina i hænderne. Han stod og biksede med
et langt metalrør, som Za-Sien genkendte som en kanon fra Benjamins
beskrivelser. Bag ham var der en håndfuld arbejdere, som var ved at
konstruere endnu en kanon. Et lille stykke derfra stod også fire
fodsoldater og snakkede, men der lod ikke til at være flere.
”Hmmm... det går for langsomt... alt for langsomt” mumlede
dværgen højlydt ”hvis blot man kunne bytte nogle af disse
arbejdere til mechai... ville gøre alting meget nemmere”. Ser
man det, tænkte Za-Sien, Rugbert lader faktisk til at have
fortalt sandheden. De regnede virkeligt ikke med, at nogen kendte den
vej ombord på skibet. De har knap nok orket postere vagter her.
Odderen vendte sig om og skulle til at snige sig tilbage til de
andre, da hans legendarisk uheld slog til, og han snublede over en
hidtil uset skammel. Der lød et brag i den stille passage, da
odderen faldt til jorden, og et råb fra videnskabsmandens vagter, da
de så ham. ”Så for Køter...” knurrede Za-Sien og trak straks
sin bue for at sætte en pil på strengen. ”Grib odderen” lød
det arrigt fra videnskabsmanden ”sørg for, at han ikke generer
mig”. ”Dobbelt Køter” snerrede odderen, da alle fire
fodsoldater trak blankt og stormede frem mod ham, imens alle
arbejderne kiggede skræmte til. Han nåede at affyre sin første
pil, før de havde taget mere end to skridt, og den borede sig ind i
skulderen på en kriger. Men da han forsøgte at trække sin anden
pil, opstod der komplikationer, da han var landet på sit kogger.
”Tredobbelt Køter” gryntede Za-Sien, da han var ved at snuble
igen på vejen op, før det endeligt lykkedes ham at placere den
anden pil på strengen. I mellemtiden var to af de resterende
fodsoldater nået frem til Za-Sien, imens den sidste knælede over
sin sårede kammerat. Za-Sien affyrede straks sin anden pil og ramte
endnu en kriger, men sekundet efter blev triumfen brudt, da den anden
kriger svingede en økse mod odderen. Han havde ikke tid til at
springe til siden, men i det sidste sekund glimtede en klinge, og
økseslaget blev stoppet. Det var Manwes tohånds sværd i hænderne
på dets ejer, som straks gik til modangreb på krigeren, imens Hr.
Gyldenuld hjalp Za-Sien op og stå, og Contessa assisterede Manwe med
en smule magi. ”Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstod det
taktiske element i den plan” kommenterede Gyldenuld og rettede
endnu en gang på sine briller ”var vi overraskelsesmonumentet?”.
”Åh hold din kæft” bandede Za-Sien og rettede på sit kogger.
Han trak derefter en pil dog uden at sigte på noget bestemt mål med
det samme, da Manwe kæmpede indædt mod en kriger, imens Contessa
holdt den sidste optaget med en smule frost magi. I stedet vendte
odderen så blikket mod den anden soldat, han havde skudt, som nu var
ved at komme på benene igen. Za-Sien sendte straks en anden pil i
ham, og han faldt død til jorden. Så vendte han blikket mod
videnskabsmanden og sigtede en pil mod ham. ”Nej!” udbrød
Gyldenuld pludseligt ”skyd ham ikke. Han kan fortælle mig, hvor
plantegningerne er”. Za-Sien bandede for sig selv, men sænkede
samtidigt buen en lille smule. ”Rør jer ikke” råbte han
advarende til dværgen og arbejderne, samtidigt med at Contessa og
Manwe færdiggjorde deres modstandere. Videnskabsmanden havde
desperat været ved at dreje håbløst på kanonen for at vende den
mod Za-Sien og Gyldenuld. Han holdt straks inde og faldt ned på
gulvet bag kanonen som for at skjule sig. Odderen løb hurtigt hen
til den, sprang elegant over kanonen og landede lige foran dværgen.
”Jeg sagde, at du ikke skulle røre dig” sagde han småirriteret
og hævede endnu en gang sin bue ”fortæl mig nu. De plantegninger
du har brugt til at konstruere disse våben. Hvor er de henne?”.
Dværgen kiggede overvejende på odderen i et sekund, men han sagde
intet. I stedet vendte Za-Sien sig så mod arbejderne, som alle var
krøbet i skjul bag nogle borde. ”Hvor er de?” spurgte han. ”I
æsken” hviskede en af dem skræmt og pegede mod et lille skrin,
der lå i den anden ende af rummet på et bord ved siden af nogle
tønder. Za-Sien skulle lige til at sætte kursen mod det, men
Gyldenuld sprang ham hurtigt i forkøbet og løb hen til skrinet.
”Jeg har det” sagde han forsikrende, men det var vidst mest til
sig selv. Han vendte hurtigt ryggen til dem og åbnede skrinet, imens
ingen uønskede øjne kunne kigge med. ”De er her” sagde han
begejstret lidt efter og jublede ”de er her virkelig... åhhh...
jeg turde næsten ikke håbe på dette. Og det er ikke engang en
kopi... altså selvfølgelig er det ikke en kopi, vi fik gjort det
umuligt med magi for længe siden... men jeg frygtede alligevel”.
Han fjernede skrinets indhold og stak det i sin lomme, før han igen
sluttede sig til Za-Sien, Manwe og Contessa, som stod foran
videnskabsmanden. ”Godt klaret, alle sammen” udbrød han glad og
smilede selvtilfreds ”vi gjorde det”. ”Ikke takket være dig”
mumlede Za-Sien for sig selv, før han vendte sig mod
videnskabsmanden og alle arbejderne. ”Vi må hellere komme tilbage
til de andre” sagde Za-Sien ”men først...”. Han vendte sig
igen mod videnskabsmanden, som endnu ikke havde sagt et eneste ord
til dem, og med en enkelt bevægelse trak han en pil og skar halsen
over på ham. ”Hvad laver du?” udbrød Manwe chokeret, da dværgen
faldt blødende og døende til jorden. ”Hvad mener du?” spurgte
Za-Sien ligegyldigt ”han var vores fjende. Nu er han det ikke
længere”. ”Men...” udbrød Manwe, men han var ikke i stand til
at sige yderligere. ”Det var vel... nok for det bedste” lød det
fra langsomt fra Hr. Gyldenuld, der både så forstyrret og kvalm ud
”han havde bygget massevis af kanoner til Brennus. Men hans viden
døde med ham”. ”Ikke helt” sagde Za-Sien koldt og satte pilen
på sin buestreng, hvorefter han rettede den mod arbejderne, som alle
sad og rystede ad frygt ”de hjalp ham med at bygge disse
katastrofemaskiner. De kender hans hemmeligheder”. Der lød en
lavmælt hulken fra flere af arbejderne, da Za-Sien trak strengen
tilbage. ”Stop!” udbrød Hr. Gyldenuld pludseligt ”du behøver
ikke dræbe dem. De har ikke gjort noget...”. ”De arbejder for
Brennus, vores fjende. Og i modsætning til Rugbert er de ikke til
nogen hjælp til os” fnøs Za-Sien irriteret, men han skød ikke
”giv mig en god grund til at skåne dem”. ”De er bare arbejdere
for Herroth da også!” råbte Manwe chokeret og stillede sig ind
foran odderens bue ”de har ikke gjort noget galt. De er altså ikke
Tidens Mestrer. Bare almindelige, hyrede arbejdere”. Za-Sien
sænkede langsomt buen, men hans blik var blevet koldere end
sædvanligt. ”Fint” knurrede han vredt ”men hvad vil I så gøre
med dem? De kender også hemmelighederne til at skabe disse kanoner.
Var det ikke dig, Hr. Gyldenuld, som ønskede at bevare denne
hemmelighed?”. Hr. Gyldenuld så i et øjeblik ud til at være i
tvivl, men så lyste han pludseligt op, da han fik en ide. ”De kan
komme og arbejde for mig” udbrød han lettet og vendte sig mod
arbejderne ”hvem af jer kunne tænke sig et arbejde”. Samtlige
arbejdere rakte straks hånden i vejret uden så meget som et sekunds
tøven. ”Godt så” lo Hr. Gyldenuld lettet ”det løser vidst
det problem”. ”Tjaaa...” sukkede Za-Sien irriteret og lagde
pilen tilbage i sit kogger ”eller også skaber du et helt nyt
problem, som jeg ikke vil løse for dig. Skal vi så se at komme
tilbage til de andre, hvis alle her er færdige med at være
tøsedrenge?”.
”Vi klarede det” jublede Richi, en ildæder i gruppen til venstre
for Eliphas, da hæren landede på Charybdis ”lad os nu vise dem
vores stål. Richi kommer efter jer!”. Han sprang straks af sin
Wyvern og stormede frem mod horden af fjendtlige tropper. Eliphas
selv hoppede også af sin Wyvern og trak sit flammende sværd, Den
Gyldne Tand, og ledte sin gruppe mod fjendens hær. ”For
Flammetand! For ildæderne!” råbte han ”lad os vise dem, hvem
der besidder magten!”. Få sekunder efter var der kamp hele vejen
rundt om. Hans sværd skar, parerede og huggede konstant, og fjende
efter fjende faldt til ham. Vi kan vinde dette slag, tænkte
Eliphas fuld af sejrsrus efter at hugget sin femte fjende ned, og
ingen fjende vil nogensinde kunne måle sig med os. Det vil denne
sejr vise alle. Vi er rene. Vi har ingen svaghed.
”Stop lige der, afskum!” råbte en af fængselsvagterne vredt og
pegede sin økse mod dosnen ”hvem er du, og hvad laver du her?”.
Dosnen vendte sig langsomt rundt med et venligt, men lidt for
optimistisk smil på læben. Han var klædt ganske bizart i silkekåbe
og læderfrakke med en tricorne på hovedet. ”Hej” sagde han ”mit
navn er Monolo Mortus” og rakte sin hånd frem. Fængselsvagten
spyttede for fødderne af dosnen og trådte nærmere ”dit navn
betyder ikke en skid. Du er en af de forbandede Stenhal-folk, er du
ikke?”. Monolo rynkede let på næsen og hævede sit ene øjenbryn.
”Hvis mit navn ikke betyder noget, hvorfor spurgte du så efter
det?”. Vagten tøvede et øjeblik, før han så svarede ved at
spytte på dosnen endnu en gang. ”Det var ikke særligt høfligt.
Nå man lad komme til sagens kerne. Jeg er her, fordi du holder en af
mine mest dyrebare venner fanget samt min fætter, Dogro... og
desuden bliver du slået ned sådan cirka nu”. Der lød et klonk,
og vagten gik i gulvet, da hans hoved mødte Marintras næve. ”Av”
hvæsede Marintra ”han var forbandet tykhovedet, egernet. Havde han
ikke været det, var din plan nok heller ikke virket, møgdue”.
”Men den virkede jo” sagde Monolo uden bekymring og sendte sin
chef et glad smil ”lad os nu få reddet Tsyseria og min fætter...
og Camilla selvfølgelig”. Marintras hjerte begyndte at galoppere,
da Monolo sagde hendes navn... altså Tsyserias, ikke Camillas.
Indtil nu havde hun gjort, hvad hun gjorde bedst og holdt
fjollefacaden oppe, men nu var de lige uden for fangekælderen, hvor
Tsyseria ifølge Rugbert burde befinde sig. Hun er i live,
havde Marintra mindet sig selv de sidste mange timer gang på gang,
hun er virkelig i live. Men inderst inde kunne hun ikke tro på
det. Hvordan kunne det være tilfældet efter al den tid. Hvorfor
skulle Tidens Mestrer og Brennus have holdt hende i live. Rugbert
havde muligvis ikke dræbt hende, man han kunne umuligt vide, om der
var sket noget med hende, efter han havde overladt hende i hænderne
på Brennus. Brennus ønskede trods alt at invadere Mortlan med en
hær af mytiske, sagnvæsner eller sådan noget, så hvorfor skulle
han have holdt hende i live så længe. ”Lad os få dem ud” sagde
hun med falsk overbevisning til jubeloptimisten Monolo, hvorefter hun
vendte sig mod deres medsammensvorne, Erik Søn. ”Hvordan går det
med nøgletolden, Eriksen?”. ”Mit navn er Erik SØN” lød
det irriteret fra ”tyven”, som sad og biksede med låsen til
fangekælderen ”og jeg er lige ved at være færdig... sådan der”.
Døren gik op. ”Så er det nu, at det gæller” sagde Marintra
”nej vent... gæller er de der fisketing... åh glem det”.
Kommentarer
Send en kommentar