#30 Og nu...
5. Tova 1076AA på et skib med
kurs mod Central Mortlan
”Så nu
er det altså umuligt for dig at blive et medlem af Det Grønne
Broderskab?” spurgte Manwe forsigtigt. Han havde ventet med det
spørgsmål i dagevis, da Za-Sien havde været vred og bitter siden
deres afrejse fra Stenhal efter sejrsfesten. De var rejst af sted kun
to dage efter Slaget Ved Charybdis, da selveste shrakiren fra Ashas
pludseligt var dukket op for at redde sin datter fra ”kidnappere”
og bringe hende hjem. I virkeligheden havde hun selvfølgelig ikke
behov for at blive reddet, men det vidste han ikke, og hverken
Marintra, Monolo, Za-Sien eller Benjamin Gyldenuld havde noget ønske
om at blive blandet ind så vigtige politiske affærer. De sidste par
dage havde de så tilbragt ombord på det skib, der skulle sejle
Marintra og Manwe tilbage til Zrulf. De havde selvfølgelig fået
selvskab af Tsyseria, som var meget syg og svag, men i live til
Marintras store glæde. Elveren tog selvfølgelig også al Marintras
tid, så derfor havde Manwe hovedsageligt tilbragt de sidste par dage
i selvskab med Monolo, Za-Sien og Benjamin Gyldenuld. Både Monolo og
Gyldenuld var i fremragende humør, og de tre havde spillet kort
sammen flere gange, men Za-Sien søgte konstant isolation. Lige nu
stod og Manwe på skibets dæk og kiggede ud mod den røde aftensol.
”Det var Garion, han hed, ikke sandt?” spurgte Manwe ”elveren
der opfostrede dig og trænede dig til at blive en ranger”. ”Ja”
sukkede Za-Sien ”det var Garion. Det fortalte jeg dig, dengang vi
var slaver sammen”. ”Det kan jeg godt huske” fortalte Manwe ham
”og jeg ved, hvor meget han må betyde for dig”. ”Det gør du
virkeligt ikke” bed Za-Sien ham af ”Garion var som en far for
mig. Han var den eneste i hele mit liv, som aldrig nogensinde har
været vred på mig. Som virkeligt har accepteret mig. Jeg er en
bitter, ensom ikke-rigtigt-en-odder med temperamentsproblemer. Det
ved jeg godt. Det forhindrede mig i at finde et hjem på Stenhal
eller i at få rigtige venner dernede. Hvis jeg skal være ærlig, så
savner jeg nogle af folkene derfra, men det var for det bedste, at vi
delte os. Vi skændtes hele tiden, og på den front hjalp jeg ikke
ligefrem. Jeg ville aldrig have fundet et hjem dernede... men hos
rangerne. Hvis jeg havde bragt Rugbert til rangerne, kunne jeg være
med i Det Grønne Broderskab. Jeg kunne være sammen med Garion og
finde min plads i verden... men nu... nu har jeg ikke nogen”. Manwe
følte et stik af smerte ved odderens ord. ”Du har mig” sagde han
”jeg er stadig din ven”. ”Nåh ja” lo odderen ”vennen som
ikke kan huske mig”. ”Men jeg kan huske dig” svarede Manwe igen
en smule fornærmet ”de fleste af mine minder fra tiden som slave
er begyndt at vende tilbage. Og du behøver ikke være alene mere.
Tag med os til Zrulf. Jeg lover dig, at du vil finde en plads der”.
Za-Sien kiggede overvejende på elveren i nogle sekunder. ”Okay så”
sagde han til sidst ”jeg giver det én chance”.
Tsyseria
satte sig pludseligt op. Hun var fuldstændigt bleg og dækket i
sved, og hun havde ingen anelse om, hvor hun var henne. Langsomt
kiggede hun rundt i rummet, hun befandt sig i. Det så ud til at være
en lille kahyt på et skib, og hun kunne ganske rigtigt mærke alting
bevæge sig i takt med havets bølger. Langsomt og forsigtigt
forsøgte hun at fjerne tæppet over sig og sætte sig helt op. Det
gik stille og roligt, men hun kunne lige klare det. Da det var gjort,
tog hun en dyb indånding og satte begge sine fødder på gulvet. Hun
faldt med det samme forover og landede med et brag på gulvet.
”Tsyseria?” hørte hun en velkendt stemme kalde, men hun var
allerede for travlt optaget af at kaste op til at svare. Det gjorde
ondt i hele hendes krop, og brækket fortsatte bare med at flyde.
Pludseligt mærkede hun to hænder gribe fat i sine skuldre og løfte
hende op på sengen igen. ”Lad være” hviskede hun til billedet
af den skallede pyromantiker i sit hoved ”lad mig så være!”.
Hun kæmpede så vildt, hun kunne, men det endte bare med at føre
til yderligere opkast. ”Shhhhh” lød en beroligende stemme over
hende, og en dejlig hånd klappede hende på ryggen, til det var
ovre. Så blev Tsyseria igen lagt ned på sengen, og en dværgkvinde
med blå tatoveringer i ansigtet satte sig ned ved siden af hende.
”Blækblink?” hviskede Tsyseria og lukkede øjnene træt ”er
det dig?”. ”Ja” hviskede Marintra beroligende ”det skal nok
gå alt sammen”.
28.
Tova 1076AA i Braldirborg
”Nu kommer de” sagde Trak til Bruntop og Faros, som ventede
spændt. De tre befandt sig i kælderen på en lille kro i
Braldirborg ved navn Smedens Datter, som Faros for nyligt havde
opkøbt med sine resterende midler. Købet samt konstruktionen under
kroen havde krævet de fleste af hans penge, men han mente selv, at
det var det hele værd. I kælderen var der en skjult dør i den
bagerste stenvæg i typisk dværgstil, som kun kunne benyttes af dem,
som kendte den rette sten at trykke på. ”Faros, Trak, Bruntop.
Godt at se jer” lød det muntert fra Manwe, som var den første til
at komme ned ad trappen. Ved hans side var en bistert udseende odder,
som Faros godt kunne gætte identiteten på. Efter de to kom Monolo,
som Faros ikke havde set siden Tsyserias begravelse. Han havde siden
da fungeret som deres spion, og han havde rapporteret al nyttig
information til dem, efterhånden som han havde rejst rundt i
Mortlan. Det var godt at se den bizart klædte dosne igen, og Faros
gav ham et forsigtigt håndtryk, da han ikke ønskede at knuse den
lille dosne fuldstændigt. ”Hvor er herskerinden?” lød det fra
Bruntop, da alle havde hilst på Manwe, Monolo og Za-Sien. ”Hun
kommer lige om lidt” sagde Manwe ”men det tager lidt længere tid
at komme ned ad trapperne, når hun skal hjælpe.... hun sagde, at
hun ikke ville have nogen ekstra hjælp”. Og netop som han havde
talt ud, dukkede Marintra og Tsyseria op for bunden af trappen. Faros
frøs med et til is og måbede. ”Hvordan?” spurgte han ude af
stand til at begribe, hvad han så. ”Du får hele historien senere”
hviskede Manwe til ham ”men var der ikke noget, du ville vise os”.
”Jov, selvfølgelig” sagde Faros og gik helt automatisk hen for
at åbne den hemmelige stendør. Den gled straks til siden, og bag
den blev et stort hulerum åbenbaret. Det var noget af en grotte, og
en lille underjordisk flod løb lige forbi dem et kort stykke længere
fremme. Over den gik en bro, som førte hen til tre korridorer
adskilt af træmure med et våbenarsenal til højre, et
planlægningsrum med et rundt bord og massevis af kort, og det
venstre rum indeholdte et ildsted samt mange kedler, alkymi flasker
og ingredienser. Det måtte være ment for Bruntop. Til højre på
deres side af floden var der en træningsplads med mange skydeskiver,
og på den anden side var en urtehave med en helt masse gule svampe.
Faros havde længe ventet på at kunne afsløre deres nye skjulested,
og han havde endda klargjort et lille oplæg, men han var fortsat
helt mundlam. ”Øh....” sagde han tøvende ”ja... det er altså
det”. ”Fremragende” sagde Marintra ”jeg har altid ønsker mig
en det”.
Kommentarer
Send en kommentar