#16 Kryster og Kobbel
”De rene og
oprindelige varulve er vrede sjæle, der er undsluppet Herroth gennem en af
portene til Mortlan og nu lever et forbandet liv. Der er ingen kur for dem, og
de frygter evig og altid sølvet, som er Amaloshs metal.”
Fortæller: Tash
Rizzian
Periode: Sulf (tredje
forårs måned) 1071AA
Placering: Crymron
(Nolgar)
Vi nåede så langt som tre eller fire gader, før Kryster ikke
kunne mere. Pludseligt stoppede han brat op, styrtede ind i en lille gyde og
gav sig til at kaste op. Først tog jeg det blot for at være flere tømmermænd,
men det blev hurtigt tydeligt, at der var noget helt galt. Det var ikke bræk,
men blod, og elverens vejrtrækning var blevet desperat. Han hev efter vejret i
tydelige smerter. Midea og jeg for straks til hans side. ”Tash” sagde min gamle
elev ”han er syg… han har…”. ”Ja” svarede jeg, da jeg omsider lagde to og to
sammen. Jeg forstod nu den manglende følelse af magisk energi omkring Kryster,
da han alligevel havde vist sig at være en magiker. Jeg forstod den
fornemmelse, jeg havde haft om, at noget var helt galt ved Kryster, og jeg vidste,
hvor jeg havde oplevet den før. ”Kryster
er virkeligt syg…” havde Kobbel sagt, og nu jeg vidste nu med hvad. Det var
malerionsyge, en ubehagelig sygdom både elever og lærere fik blandt vogterne
fra tid til anden. Maleriontræet har et utal af magiske egenskaber, men først
og fremmest besidder det energi. Det er grunden til, at vi ofte vælger malerion
til vores stave, men det er også af den grund, at vores eliksirer indeholder
træets blågrønne blade, så vi kan genvinde opbrugt magiske energi. Man skal dog
være forsigtig med miksturerne og kun bruge i små mængder ad gangen. En
tommelfingerregel angiver fem som det absolutte maksimum på et døgn. Kroppen
har nemlig ikke godt af en overdosis, som vil medføre, hvad vi har valgt at
kalde malerionsyge. I stedet for at genopfylde en troldmands magiske reserver,
så oversvømmer sygdommen dem, så de ikke kan tappes af uden et større besvær.
Et smertefuldt besvær. Magikerens egen energi stritter imod, og enhver
besværgelse vil gøre skade på kasteren. Det hjalp nok heller ligefrem på sagen,
at Kryster stadigvæk var stangstiv. ”Op med dig” sagde jeg blidt, men
insisterende til drukkenbolten og tog min arm under hans skulder ”vi må videre,
før inkvisitorerne kommer. Tilbage til karavanen”. Han nikkede kvalmt, og med
Mideas hjælp fik jeg ham rettet op og ført ud af gyden.
Turen tilbage til lejren var et mareridt. Hver eneste gang
vi drejede om et af Flækkes mange gadehjørner, så jeg inkvisitorer for mig alle
vegne. Som regel viste det sig bare at være de lokale eller andre rejsende, men
en enkelt gang eller to syntes jeg at ane en reel inkvisitor, hvorefter jeg
styrede os i en helt anden retning. Desuden var min tillid til de lokale heller
ikke den højeste. Dette skulle trods alt forestille at være Nolgar, røvernes
land. Lad mig bare sige, at da vi endeligt nåede tilbage til lejren, fjernede
en god del af anspændtheden sig fra mine skuldre. Ikke det hele vel at mærke.
Aldrig før havde jeg mødt en inkvisitor, men som sagt havde jeg allerede hørt
om deres effektivitet og viljestyrke. Vi kunne ikke for alvor vide os sikre i
karavanen. Selv ikke når det kun drejede sig om de to. Hvis det altså kun drejer sig om to hviskede en bekymret tanke i
mit sind.
Kobbel mødte os ved lejrens udkant med en bekymret mine, som
straks skiftede til skræmt, da alkymisten fik øje på Krysters elendige
tilstand. Han mumlede et eller andet på crym og løb os så i møde. ”Hvad er der
sket?” spurgte han mig og tog imod den syge elver fra Midea, som han betragtede
mistænksomt. ”Inkvisitorer” svarede jeg ham ”to af dem. Vi undslap med Krysters
hjælp”. Kobbel bandede, bed tænderne sammen og sukkede så dybt. ”Du må hellere
se at komme over til Hrin” sagde han så til mig og pegede i retning af vor
leders telt ”vi kommer så snart, vi kan, men Kryster trænger til noget ekstrakt
af zingar rod”. Jeg nikkede forstående, zingar roden havde en naturlig
modvirkende effekt til magi og kunne dæmpe malerionsyges effekter samt hjælpe
med at kurere sygdommen, og satte så kurs mod Hrin. ”Kom med” sagde jeg til
Midea, som så rimeligt utilpas ud, og vinkede ad hende.
Til min overraskelse var der en vagt uden for Hrins telt,
noget der kun skete, når han afholdt et møde. Men vagten så blot på os en enkelt
gang, som om han havde afventet os, og trådte så til siden. ”Hr. Rizzian” hilste
Hrin med et nik, då jeg trådte indenfor ”og med en gæst kan jeg se”. Samlet i
teltet var Hrin med Jogge ved sin side som sædvanligt samt en håndfuld af andre
nomader fra karavanen. Der var syv stykker i alt. Jeg genkendte to eller tre af
dem som magikere og antog derfor, at de resterende måtte være ligeså. ”Hrin,
Jogge” hilste jeg ”dette er Midea, en gammel ven, jeg løb ind i for en time
siden”. ”Endnu en magiker antager jeg” sagde Hrin, og Midea nikkede nervøst.
”Jamen så vedrører det også Dem, min gode frøken” nikkede han og vendte sig så
spørgende mod mig ”du skulle vel ikke have set Kryster?”. Jeg ventede nogle få
sekunder med at svare, da alle mulige paranoide tanker pludseligt dukkede op i
min hjerne. ”Jov…” svarede jeg og åbnede min hånd ”vi stødte på ham inde i
byen, hvor vi også mødte nogle inkvisitorer”. Hrin bemærkede min kampklare
besværgelseshånd og fnøs. ”Bare rolig” sagde han med et smil ”jeg ikke har
tænkt mig at udlevere jer til dem, hvis det er, hvad du tror”. Hans ord
forsikrede mig på ingen måde, men da jeg kiggede over på de andre magikere, så
jeg, at ikke en af dem virkede anspændte. De kendte alle Hrin bedre, end jeg
gjorde. Jeg havde snakket med nogle få af dem, og de havde virket som
fornuftige folk. Deres tillid i Hrin fik mig alligevel til at slappe en smule
af. ”Godt så” fortsatte Hrin med et nyt smil, da jeg lod min hånd blive slap
igen ”nu da vi alle er på samme side, så er det på tide, at vi… åh, Kryster og
Kobbel, godt at se jer… nå som jeg sagde, så må vi handle nu, hvis vi ikke vil
have, at I alle bliver fanget”. ”Bliver fanget af hvad?” spurgte Kryster, der
nu så anelse bedre ud ”kan vi ikke undgå to inkvisitorer?”. ”Sagtens” svarede
Hrin denne gang uden et smil på læberne ”men sidste gang jeg talte, var der
godt halvtreds af dem lige uden for byen”.
”Halvtreds!” udbrød en af de andre magikere chokeret ”hvad i
Moniems navn laver halvtreds inkvisitorer på denne egn?”. ”Det er en
fangetransport” svarede Hrin ”jeg vil antage, at de har været ude for at
indsamle og har slået sig sammen på hjemrejsen. Halvtreds inkvisitorer samt
mindst hundrede riddere og en håndfuld alkymister. Der ligger en mindre hær
ikke langt herfra, som blokerer al færdsel mod nord og vest. Vi kan ikke komme
forbi uden at blive inspiceret, og selv det vil være billigt sluppet. Derfor
har jeg taget en beslutning. Når vores handel her er overstået, vil karavanen
rejse tilbage til Grolanar og derefter videre til Kodin. Der vil vi vente på
jer, hvis I klarer den, men for nu er jeg bange for, at jeres tid med karavanen
er ovre”. Stilhed fulgte Hrins ord. Ligesom jeg vidste de andre magikere, at
han havde ret, og at det var vores bedste mulighed. Alligevel var deres frygt
langt større end min. Forskellen lå i tilhørsforholdet. Flere af disse magikere
havde tilbragt adskillige år i denne karavane. Nomadegruppen var deres hjem og
betød tryghed og sikkerhed for trusler såsom netop inkvisitorerne. Men det var
ikke længere tilfældet. ”Jogge” sagde Hrin efter en lille pause ”jeg tænker
Gråtårn”. ”Gråtårn” istemte elveren med et kort nik. ”Jamen så” sagde
karavanelederen bestemt og kommanderende ”vil jeg råde jer til at komme i gang.
I har ti minutter til at pakke det vigtigste, og så vil Jogge ellers lede jer
gennem røvernes land”.
Det tog ikke mere end tre at pakke mine få ejendele. Jeg
havde en lille taske med nogle få bøger og et ekstra sæt tøj med nogle tæpper
surret fast bagpå. Midea derimod havde ikke andet end det tøj, hun bar, så jeg
gav hende et par ekstra tæpper, jeg havde købt i Grolanar. Da det var gjort,
begav vi os over til karavanens proviantvogne, hvor vi fik udleveret så meget,
vi kunne bære. ”Her” sagde jeg til Midea og kastede et æble til hende ”du ser
sulten ud”. Det var en underdrivelse. Da vi var nået frem til lejren, havde jeg
bemærket, hvor udhungret hun lod til at være. Jeg tvivlede på, at hun havde
fået et ordentlig måltid mad i løbet af den sidste uges tid. Taknemmeligt gav
hun sig også straks til at gumle æblet i sig, hvilket ikke tog længe. ”Det er
ikke så smart kun at fylde æbler i en tom mave” lød en anden stemme. Det var
Kobbel, der sammen med Kryster også var kommet hen for at få proviant. Han
rakte et stykke brød til min gamle lærling, som hun uden tøven begyndte at
fortære med den samme fart som æblet. ”Så du undslap fra inkvisitorer, korrekt?”
sagde den bebrillede alkymist. Midea holdt et kort øjeblik inde med at spise og
kiggede blegt på den lille mand, før hun nikkede hurtigt og så kastede sig over
brødet på ny. ”Hvis du ikke gider snakke om det, er det fint med mig” sukkede
Kobbel ”det er din sag. Men hvis du har nogen praktisk viden, så burde du nok
alligevel fortælle det til Jogge, inden vi tager af sted”. ”Skal du med?”
afbrød jeg ham lettere overrasket ”du er ingen magiker”. ”Nej” svarede Kobbel
med et nik ”men jeg forlader ikke Kryster, før han er rask. Han er min patient
og min ven. Desuden har jeg altid godt kunnet tænke mig at besøge Gråtårn”. ”Hvorfor?”
spurgte jeg nysgerrigt ”hvad er der i Gråtårn?”. ”Viden” sagde Kobbel vagt og
skyndte sig pludseligt at løfte op i sin taske ”men nu ser det minsandten ud
til at være tid til afgang. Jogge vinker ad os. Kom så”.
Det var også i sidste øjeblik, som det jo ofte er, at vi
forlod lejren. Ifølge Steffan, en selvudnævnt og selvtrænet troldkarl fra
Frigusheim, var et halvt dusin inkvisitorer netop mødt op for at afhøre Hrin,
da vi sneg os væk. For at vække mindre opmærksomhed begav vi os gennem det
meste af Flække i stedet for at rejse direkte ud fra lejren, sådan at vi kom ud
af byen i den sydøstlige ende. Og så var vi ellers ude af det eneste ”sikre”
sted, Nolgar havde at byde på. På venstre hånd kunne man se en lang flod, der
løb parallelt med vores planlagte rejse, og bag floden lå en stor, grå slette. ”Den
værste del af Nolgar” informerede Steffan os ”hvor de fleste af røverne holder
til. Der er en grund til, at Grolanars goblinger kalder den for Togternes
Slette”. ”Fordi de ingen fantasi har?” foreslog Midea. ”Også det” smilede
Steffan, men blev så straks alvorlig igen og vendte blikket mod højre. Her
kunne jeg se en skov, som løb længere mod syd, end mine øjne kunne opfatte, og
mod nordvest fortsatte den til Grolanars grænse. ”Lad mig gætte” sagde Midea
”Plyndrings Skoven?”. ”Stridighedernes Skov” rettede Kryster hende ”men ja… jeg
har været der før, det er ikke et rart sted”. ”Vores kurs er ligeud” sagde
Jogge ”så hold op med at sludre og kom af sted”. Han hentydede til en stor,
ubehageligt udseende ødemark, der lå midt imellem floden og skoven. Ved enden
af ødemarken skulle en række bjerge ligge, og de var vort mål. ”Vi må hellere
gøre, som han siger” sagde Kobbel og lavede et hovedkast mod Jogge, der
allerede vandrede af sted sammen med de andre ”det er enten ødemarken eller
inkvisitorerne. Og i forhold til de forbandede æselhuller så har vi ikke meget
at frygte fra ødemarken”.
Imens vi gik, fortalte Midea mig, hvad hun egentligt lavede
i Crymron, og bagefter gjorde jeg ligeså. ”Thadrun og jeg blev sendt ud af
vogterne for at kontakte Evienne af Fruesø og Morge le Fey” fortalte hun ”nogle
af højmagikerne var interesserede i en profeti, Evienne spåede for nogen tid
siden, og de kunne godt tænke sig at have den arkiveret. Men da vi nåede frem
til Cinator, var borgerkrigen der allerede brudt ud. I starten havde vi tænkt
os at søge gæsteophold i Nivian under Eviennes beskyttelse, men så langt nåede
vi aldrig”. Midea tav og blev langsomt helt ligbleg. ”Jeg ved ikke, hvad du har
hørt om borgerkrigen, Tash…” sagde hun langsomt. ”Kun rygter hist og her på min
rejse i Grolanar. Noget med en dæmon, en pest og en afsat herskerfamilie”
svarede jeg hende, og hun nikkede. ”For elleve år siden mistede Ashkargars
slægt magten, og en menneskekonge tog over. Omtrent samtidigt begyndte tegn på
en pest at sprede sig, og folk mente, at det var en straf for forræderiet. En
forbandelse. For nogle måneder siden lod det også til, at kongen selv var
blevet syg, for han blev pludseligt meldt død midt i borgerkrigen. Krigen så ud
til at være ovre… indtil en ny hær pludseligt dukkede op. En hær af dæmoner,
udøde og vampyrer… Thadrun og jeg undslap den kun med nød og næppe ved at
flygte vestpå, men der stødte vi på inkvisitorerne. Dengang var der kun
fire-fem af dem, men de tog os alligevel til fange uden problemer. Vi havde
ikke en chance”. Midea tav igen, og jeg trykkede hendes hånd. ”Det er ikke din
skyld” sagde jeg i et forsøg på at virke beroligende, men det virkede ikke, og
hun brød straks ud i gråd. ”De har stadig Thadrun” græd hun fortvivlet og
omfavnede mig, imens jeg aede hende forsigtigt ”jeg skulle være blevet hos ham…
men jeg stak af, da vi nåede til udkanten af Cinator igen… jeg stak af og
efterlod dem der. Jeg efterlod Thadrun”. ”Det er ikke din skyld” hviskede jeg
igen, men hun blev bare ved. ”Tash” sagde hun med en skrøbelig stemme ”der er
en ting mere… inkvisitorerne… blandt de andre… de havde også Zok”.
Vi vandrede hele den første nat uden nogen rast, imens jeg
tænkte over, hvad Midea havde fortalt mig. Det var det første spor efter Zok,
jeg havde fundet efter flere uger i Crymron. Og jeg kunne ikke gøre noget ved
det. For det første var det inkvisitorerne, der havde ham, og uanset hvor meget
jeg ønskede at befri både ham og Thadrun, så vidste jeg, at det var umuligt. På
egen hånd i hvert fald. For det andet så var vi nu på flugt fra de selvsamme
inkvisitorer, og min første prioritet måtte være at få Midea i sikkerhed. Det
var frustrerende. Der var gået to måneder siden, jeg havde talt med Litungul og
Didgo, og da jeg endelig hørte nyt om Zok, var der intet, jeg kunne gøre.
Ved daggry fandt vi en mindre grotte, vi kunne hvile os i,
blandt en masse tilgroede høje. ”Vent her” sagde Jogge til de andre ”Kobbel,
Tash og jeg tjekker lige, om hulen er sikker, før vi alle stormer derind”. Jeg
nikkede til ham og kløede irriteret mine søvnige øjne. Det var efterhånden ved
at være morgen, og solen kunne lige anes på horisonten. Dens stråler nåede dog
ikke særligt langt ind i højen. Omtrent syv-otte meter inde i hulen blev vi
mødt af et tungt, omgivende mørke. ”Lys?” foreslog jeg, men Jogge rystede på
hovedet. Så løftede han hånden for at få os til at vente og sneg sig så selv
længere ind i hulen. Den kortklippede elver forsvandt hurtigt ude af syne, da
han smeltede sammen med skyggerne. Der ventede Kobbel og jeg så i nogle få
minutter, indtil Jogge dukkede op igen øjensynligt ud af ingenting fem meter
længere inde. ”Der er noget herinde” fortalte elveren ”kun en enkelt person
lader det til og noget, der minder lidt for meget om et lig, så man kan aldrig
vide. Ku’ være en anden rejsende, ku’ også være en røver. Tvivler dog på, at
det sku’ være en inkvisitor, men som jeg sagde. Man kan aldrig vide”. ”Hvad
tænker du?” spurgte Kobbel og fandt en lille skindbold frem fra sin taske
”røgbombe?”. ”Hold den klar” svarede Jogge ”men lad os lige finde ud af, hvem
det er, før vi uheldigvis starter en krig”. Så vendte han blikket mod mig. ”Vær
klar med dit sværd og dit hokus pokus, hvis der opstår problemer. Jeg sniger
mig lige ind på plads, og så kommer I ind og snakker lidt. Sørg for, at han ser
jer komme”. Jeg nikkede og skabte en kugle af lys fra min hånd.
Efter at Jogge endnu en gang var listet bort, gik Kobbel og
jeg side om side ind i grotten. Vejen førte nedad og afslørede snart et større
kammer, end nogen af os havde regnet med. Det var nogenlunde rundt med
adskillige vandpytter og en lille underjordiske kilde, som løb fra den ene ende
til den anden. Omkring hulens midte lå det omtalte lig med hovedet begravet i
en vandpyt. Skikkelsen så ikke særligt stor ud, ikke stor nok til at være
hverken et menneske eller en elver i hvert fald.
Forsigtigt bevægede jeg mig
nærmere på den døde, imens jeg lagde mærke til adskillige usædvanlige detaljer.
Jeg ville først have taget skikkelsen for værende en gobling i mørke
pelsklæder, men det var ikke sagen. I stedet voksede den sorte, ulveagtige pels
ud fra den dødes ryg, og da jeg knælede ved siden af den døde, bemærkede jeg
hånden. Hvor neglene ellers burde sidde, var der skarpe kløer, som også bragte
ulve på tankerne, og på sin midterste finger havde den afdøde en gylden ring.
Jeg kunne øjeblikkeligt fornemme magisk kraft fra denne, ringen måtte have et
symbol af en art. ”Det er en gnorm” sagde Kobbel og samlede en bue op, som
havde ligget nær den døde ”en race af forbandede magikerjægere. En unaturlig
blanding af ulv og gobling med bedre forstand på alkymi og runer, end de
fortjener. Rådne skiderikker. De og inkvisitorerne ville komme storartet ud af
det med hinanden, hvis ikke Himmelkrigerne betragtede dem som misfostre og
vanskabninger”. Imens Kobbel talte, opfattede jeg en lettere klodset bevægelse
et stykke bag ham og vendte mig langsomt mod den. ”Kom frem” sagde jeg, og
Kobbel vendte staks om på stedet med røgbomben klar. ”Vi ønsker ingen konflikt”
sagde jeg og gav lægen hånd tegn til at være rolig ”vis dig, så vi kan
introducere os ordentligt for hinanden. Jeg antager, at det var dig, som dræbte
gnormen”. Endnu en gang så jeg bevægelse blandt skyggerne, og en fremmede
dukkede frem fra mørket.
Til min forundring og overraskelse var det en satyr. Dem med
klove og gedehorn ved du nok. Jeg er sikker på, at du må have set et billede i
en bog engang. Det var i hvert fald en satyr i en grøn kåbe. Han havde en
rygsæk på, en panfløjte knuget i den sin hånd og nogle amuletter om halsen, men
så ud til at være ubevæbnet. Langsomt fortsatte han med at gå os i møde, indtil
vi ikke var mere end tre meter fra ham. Så greb han pludseligt den ene af sine
amuletter, trak den af og løftede den udstrakt mod os. ”Vig bort, varulve!”
skreg han hæst og viftede med amuletten, som så ud til at være af sølv. ”Øhhh…”
svarede jeg en anelse overrumplet ”hvorfor tror du, at vi er varulve?”. ”Aha!”
skreg han triumferende ”præcist hvad en varulv ville have sagt! I er to af dem,
I forbandede måneskiftere! I har fulgt i jeres broders spor, men vogt jer, for
jeg dræbte ham med dette stykke sølv, præcis som jeg vil ende jeres liv. Vig
bort, sagde jeg!”. Situationens absurditet ramte mig, og jeg kunne ikke holde
et smil tilbage. ”Aha!” blev satyren ved ”ondskabens smil. Jeg ser lige igennem
Dem, min fine ven. Flygt nu, varulve, hvis I har jeres liv kært! Ellers ender I
som jeres broder”. Kobbel sukkede dybt og trådte så helt tæt på satyren, som
desperat slog med amuletten i alle retninger. ”Vi er ikke varulve, din
fladpande” vrissede lægen og tog amuletten fra ham ”desuden er det der ovre en
gnorm. Sølv virker ikke på dem, du slog ham bare hårdt nok i baghovedet”. Satyren
kastede sig først skrækslagent til gulvet, da Kobbel snuppede hans amulet, men
løftede derefter langsomt hovedet op mod den bebrillede alkymist. ”Sølv virker
skam på alle uhyrer” peb han efter en lille, men rimeligt pinlig pause på
satyrens vegne. ”Sludder og vrøvl” fnøs Kobbel ”hvem har bildt dig sådan noget
ind? Kom nu op og stå”.
Jogge kom hurtigt tilbage. Efter at have identificeret
satyren som fuldstændigt ufarlig, havde han kigget nærmere på resten af hulen
for at sikre sig, at den ikke havde nogle hemmelige indgange. Da det var gjort,
fik vi alle vore sager bragt indenfor, og så fik vi os et sent måltid, imens
Jogge lagde planer. Satyren tog taknemmeligt imod en middagsinvitation fra
undertegnede, og så sluttede han sig ellers til Midea, Kobbel, Kryster og mig
selv. Hans navn viste sig at være Valt’Er, hvilket egentligt bare er en sær
satyrmåde at skrive Valter på. Satyren Valter fortalte os så lidt om sin
uheldige ankomst til Crymron efter at have overlevet et skibbrud, og om hvordan
han havde været fuldstændig elendig til at klare sig selv her, som hans lille
varulve-opstød havde vist. Både inkvisitorer, røvere og rent faktiske varulve
havde været efter ham, og nu søgte han et sikkert sted. ”Gråtårn” fortalte Valt’Er,
der jo også var vores destination ”hvor end jeg er kommet hen, har jeg hørt det
sted omtalt som en ren utopi for os magikere. En by uden bekymringer,
problemer, inkvisitorer eller varulve”. ”Jeg ved ikke helt med et, to og fire”
bød Kryster ind, der som sædvanligt sad med en halvdrukket flaske vin ”faktisk
ved jeg med sikkerhed, at der er varulve i Gråtårn, men du har ret i det med
inkvisi… kvisito… torerne”. Han hikkede voldsomt og snøftede. ”Men hvad er det
egentligt?” spurgte jeg, før samtalen kunne nå at skifte emne ”hvem bor i
Gråtårn, som har magten til at modstå Himmelkrigerne?”. Øjeblikkeligt blev
Kryster bleg, og Kobbels blik søgte jorden. En ubehagelig mistanke sneg sig ind
på mig som en edderkop, der langsomt kravlede op ad min rygrad. ”Tash, nu er
der noget vigtigt, du må forstå” sagde alkymisten langsomt, idet han kiggede
mig dybt i øjnene ”og det er, at vi ikke har dine dyrebare vogtere her i
Crymron. De kan ikke dække hele Mortlan, og selv hvis de var her, ville de nok
ikke turde gøre særligt meget ved det”. Min mave krummede sig sammen, og jeg
knyttede instinktivt min højre hånd. Selv efter at Magiens Vogtere havde afsat
og bortvist mig, må jeg indrømme, at jeg betragtede mig selv som en af dem. Jeg
var opvokset med vogternes budskab om sikker magi, om kontrol og om den rette
benyttelse af magisk kraft. Jeg troede fuld og fast på vogternes idealer, selv
om jeg vidste, at de ikke altid blev udført til perfektion i virkeligheden.
Langt fra. Men idealerne var der som grundideen bag ordenen. Det var heller
ikke fordi, jeg ikke havde respekt for andre magikersamfund, min egen kone var
da fra Itrildar, hvor de selv styrer deres egne sager uden nogen indblanding
fra vogternes side. Men uanset hvad så var Magiens Vogtere hundrede gange bedre
end den gruppe. Hundrede gange bedre
end den modbydelige, kaotiske ”orden”, der kaldte sig selv for…
”Gulkapperne” sagde jeg sammenbidt ”vi søger tilflugt hos
Gulkapperne”. Kobbel nikkede uden at sige mere. På min venstre hånd bemærkede
jeg, hvordan Valt’Er kiggede forvirret mellem os, imens Midea så ud til at være
lige så oprørt som mig. På min højre var Kryster fortsat bleg, og han undveg
øjenkontakt. ”Vi søger tilflugt hos en gruppe af magthungrende galninge”
forsatte jeg ”som har dræbt hundredvis, hvis ikke tusinder af uskyldige i hvad,
de selv mener at være en retfærdig sag. Under krigen har de slået sig sammen i
små kulter, hvor de har forsøgt at dræbe deres vej til magten. De har vendt alt
for mange mod os, de andre magikere. Og som om det ikke var nok, så praktiserer
de både blodmagi og nekromanti endda uden regulering eller bare den mindste
smule regler. Modbydelige grene af magien, som aldrig burde have eksisteret”. Kryster
hikkede, da jeg sagde den sidste del, men jeg ignorerede ham og holdt fortsat
blikket rettet mod lægen. Blodet pumpede voldsomt i mine årer, og jeg havde
hidset mig godt op. Jeg var klar til at høre en hvilken som helst undskyldning,
lægen havde til sit forsvar. Han forholdte sig dog helt roligt og trak
opgivende på skuldrene. ”Jeg har ikke lyst til at skændes med dig, Tash” sagde
han ”men jeg tror nu alligevel, du forsimpler sandheden en smule. Et råddent
æble kan ofte få en hel kurv til at virke dårlig udefra. Du har selvfølgelig
ret i, at der har været mange rådne æbler i denne specifikke kurv, men hvis du
mener, de virkeligt er så afskyelige og modbydelige, hvad vil du så gøre? Dit
valg ligger mellem Gråtårn, inkvisitorerne eller røverne. Hvad siger dine
dyrebare idealer dig? Til hvilket sikkert sted vil de mon føre dig? Du behøver
ikke at kunne lide det, men Gråtårn er din eneste mulighed”
Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv Afsnit 2 - Vandringsmanden Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs EventyrAfsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron Afsnit 8 - Kryster og Kobbel Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 10 - Gråtårn Afsnit 11 - De Røde og De Hvide Ulve Afsnit 12 - Xenrons Arving
Kommentarer
Send en kommentar