#18 Gråtårn
”Blodmagi,
hmpf... Jeg har aldrig hørt magen til sludder. Det er noget være sjusk.
Blotmyter og eventyr, hvis du spørger mig. Ingen magiker har nogensinde kunnet
gøre sådanne ting, og det vil der heller aldrig være. Og disse Røde Jægere...
det skulle ikke undre mig, hvis de også vidste, at det var en løgn. De tjener
sikkert fedt på at klare paladinernes arbejde og kalde nekromanti for blodmagi.
Svindlere hele bundtet!” - Lycantropicus, højmagiker hos Magiens Vogtere
(1068AA)
Fortæller: Tash
Rizzian
Periode: Sulf 1071AA
Placering: Crymron
(Gråtårn)
Mine drømme bestod af mange små brudstykker af minder.
Det ene øjeblik sad jeg som en ung elver på nitten år til en
af mine første lektioner med Zok, og ved min side sad Lycan. ”Kan du tro det?”
havde min daværende bedsteven brokket sig over goblingen ”de har allerede
anskaffet en vikar for min far, selvom intet er bevist endnu. Jeg hørte endda
rygter om, at han allerede er blevet fastansat”. ”Hvorfor giver du ham ikke en
chance?” havde jeg spurgt ”jeg er også ked af det med din far, men giv ham nu
en chance”.
Det næste øjeblik var drømmen pludseligt sprunget mange
årtier frem, og jeg var i en helt anden samtale med min forhenværende ven. ”Du
indrømmer altså at have været i kontakt med den udstødte Zok-Jawa-Qul” sagde
højmagiker Lycantropicus højlydt og dramatisk, så alle de tilstedeværende ved
høringen kunne høre ham ”som efter at være blevet sendt bort til Solens Rige
fortsatte med at bryde reglerne, og som du tidligere har fået forbud mod at
kontakte”.
”Så hvordan vil du gøre det?” spurgte Carina. Vi stod på
Elwars kyst, hvor Magiens Vogtere netop havde sat mig af, og hvor jeg kom til
at se min kone for den sidste gang i mange år. ”Hvordan vil du finde Zok?”. Jeg
sukkede halvt opgivende, halvt overvejende, og blev så mødt af et af min kones
strenge blikke. ”Det ved jeg ikke endnu” svarede jeg hende og blev straffet med
et endnu hårdere blik. ”Find ud af det” sagde hun kommanderende, men hendes
stemme gik så over i et blidere toneleje ”og husk nu at passe på dig selv også.
Du ville ikke opnå meget, hvis du døde, før du nåede at komme på sporet af den
gamle gobling”. Jeg lo koldt, og hun lagde sin hånd på min hage. ”Du skal ikke
bekymre dig om Richaras” sagde hun forsikrende ”der sker ham ikke noget, imens
du er væk… han skal nok forstå, at det ikke var din skyld”.
Imens jeg var væk. Hun havde sagt det, som om jeg kun skulle
på en mindre ekspedition, der ikke kunne vare mere end et år maksimalt. Som om
jeg ikke havde forladt dem. Men det var jo, hvad jeg havde gjort. Hvis jeg bare
havde ladet sagen med Zok ligge… så ville alting have set meget anderledes ud
den dag i dag.
Jeg vågnede op lidt efter midnat. Mit hoved var ørt, min ryg
værkede, og der var ikke en eneste muskel i min krop, som ikke vred sig i
smerte. Men smerten var anderledes, den stammede nu fra udmattelse og mit fald,
ikke fra kampen med gnormen eller pilen. Mine sår havde lukket sig, og jeg
genkendte følelsen af ny hud skabt fra magi. Nogen havde healet mine sår.
Efter lidt tid opdagede jeg også en anden følelse, jeg først
havde taget for svimmelhed. Alt bevægede sig godt nok og op ned, men det var
ikke mit hoved, der spillede mig et puds. Jeg blev båret af sted af to
personer. To udmattede, trætte personer. Et øjeblik frygtede jeg, at det skulle
være himmelkrigerne, der havde fundet mig, men så stødte min næse på den
velkendte stank af alkohol. ”Kryster” hviskede jeg hæst og åbnede mine øjne. Ganske
rigtigt var den syge elver med den grå hat en af mine redningsmænd. ”Du kom
tilbage”. Han undgik mit blik, og jeg bemærkede, at hans øjne var røde og
fugtige. ”Nej, jeg gjorde ej” sukkede han ”jeg havde bare ikke andre steder at
løbe hen”. Uden at vide hvad jeg skulle sige til det, vendte jeg blikket
håbefuldt mod personen, som slæbte på mine ben… Og opdagede til min skuffelse,
at det ikke var Midea, men Valt’Er. Også han gjorde sit bedste for at undgå mit
blik. ”Hvor er alle de andre?” spurgte jeg desperat uden at få et svar. ”Kan du
gå?” spurgte Kryster i stedet, og jeg nikkede. ”Godt” mumlede alkoholikeren og
stoppede op ”vi har stadig et lille stykke vej endnu”.
Det var svært at få noget som helst ud af mine to
”redningsmænd”, da vi gik videre, men en ting var ganske klart. Vi var de
eneste, som havde undgået inkvisitorerne. Meget andet ville de ikke fortælle
mig, udover at Kryster havde fundet mig og senere Valt’Er, som så havde taget
sig af mine sår. Satyren sagde ikke et ord og så kun frygtsomt på mig, som om
han regnede med, at jeg ville slå ham ihjel, hvilket jeg trods alt havde truet
ham med. Som konsekvens vidste jeg ikke helt, om jeg burde takke ham eller
undskylde. Det var måske heller ikke det rette tidspunkt til nogle af delene,
så i stedet nøjedes jeg med at spørge, hvordan han havde det, med reel
bekymring. Det var ikke satyrens skyld noget af det, der var sket, men vi var
alle tre trætte og ikke i humør til for mange unødvendige ord. Vores destination
var også åbenlys for mig, for hvor ellers skulle vi styre imod. Gråtårn hos
Gulkapperne. For første gang så jeg faktisk frem til ankomsten af mere end bare
sikkerhedsårsager. Jeg var træt, jeg var tørstig, og jeg havde brug for at tale
med nogen, som havde et bedre overblik af situationen. Indtil nu havde mit
primære mål været at få Midea i sikkerhed, imens mit sekundære havde været at
befri Zok, hvis muligheden bød sig. Nu så det ud til, at mine mål var smeltet
sammen og blevet et. Og hvis Gulkapperne skulle have friheden til at skade
andre, så kunne det lige så godt være inkvisitorer, når jeg forsøgte mig med
mit desperate redningsforsøg.
Landskabet blev hurtigt barskere, da det gik fra grå høje og
klipper til bjerge. Vi ville været faret vild rimeligt hurtigt, hvis ikke
Kryster havde kendt vejen. Han styrede os med få ord og lav energi gennem
kaosset af sten og udenom floden, der løb fra nord gennem bjergene og mod
kysten i syd. Ikke at jeg kunne se havet, for det var flere dagsrejser væk, og
selv hvis det ikke havde været tilfældet, så herskede der en ugennemtrængelig
tåge i bjergene. Den indhyllede både bjergene, floden og stenene og tillod ikke
en at se mere end fem-seks meter væk. Samtidigt tvang mørket mig til at
fremmane en kugle af lys, hvis skær blev reflekteret og kastet tilbage fra alle
retninger. På trods af mit begrænsede synsfelt syntes jeg dog at bemærke
skikkelser i tågen fra tid til anden, men hver gang forsvandt de, før jeg kunne
nå at reagere. Formen af skikkelserne holdt mig også fra at sige noget til de
andre, da jeg vidste, at der ikke var noget at gøre ved det. For selvfølgelig
var det ulve.
Tågen, mørket og det reflekterede lys var også skyld i, at
jeg ikke fik øje på Gråtårn, før vi var der. ”Her” sagde Kryster pludseligt,
men jeg kunne ikke se noget. To skridt senere kunne jeg ikke se andet. Som
navnet indikerede rejste der sig et bredt, truende tårn blandt de grå klipper. Ved
dets fod var en flad stentrappe, som førte op til en lille bevogtet port. Skikkelser
i mørkt tøj og bevæbnet med stave stod på trappen, og de løftede straks
stavene, klar til kamp, ved synet af os. ”Hvem der?” spurgte en af dem, en
kvindelig ashas med et sæt kolde øjne, og trådte frem fra mængden. ”Det er mig,
Bogdhana” sagde Kryster træt og trådte frem. Ashas kvinden viste tegn på genkendelse,
men blev ikke mere rolig. ”Tchórz” sagde hun i et mistroisk tonefald ”hvad
laver du her? Gemmer dig som sædvanligt?”. Krysters blik søgte straks hans
støvlesnuder, og jeg skyndte mig at tage over. ”Vi var på flugt fra
inkvisitorer” sagde jeg og trådte frem ”men vores gruppe faldt i et baghold til
gnormer, og vi blev spredt, da himmelkrigerne fandt os kort efter. Vi har
vandret i timevis nu og ville være taknemmelige for et sted at sove og hjælp
til at lokalisere vores venner”. Bogdhana vendte nu blikket mod mig og
inspicerede mig nøje for første gang. ”Dine klæder” sagde hun ”Magiens Vogtere,
ikke sandt?”. Jeg nikkede uden tøven, imens jeg fastholdt hendes blik. ”Er du
en vogter?” spurgte hun mistænksomt og trådte et skridt nærmere. ”Ikke længere”
svarede jeg kortfattet. ”Så en broder af vor sag?” foreslog Bogdhana, lidt mere
rolig. ”Nej” svarede jeg koldt ”jeg har intet med jer at gøre”. Hendes træk
blev atter fjendtlige, og jeg skyndte mig at tilføje ydmygt ”men jeg beder nu
alligevel om jeres hjælp mod vores fælles fjende samt logi for natten, og jeg
vil være helt ærlig over for jer. Jeg er måske ikke jeres ven som sådan, det
indrømmer jeg, men jeg er godt nok heller ikke inkvisitorernes”. Kryster
skævede nervøst til mig, og Valt’Er foldede hænderne, som om han bad, men
Bogdhana, hun begyndte bare at smile. ”Jeg sættes pris på din ærlighed,
eks-vogter” sagde hun ”og jeg respekterer dine hemmeligheder, hvis du ikke
ønsker at afsløre dem. I kan komme indenfor, så længe… ingen af jer bærer
plaga, vel?”. Jeg rynkede panden over det ukendte ord, men Kryster genvandt
endelig fatningen. ”Pesten” oversatte han, helt bleg i ansigtet ”hun referer
til hævnpesten fra Cinator. Nej, vi er raske, Bogdhana, som du udmærket selv
ved”. Ashas kvinden smilede fortsat og råbte så nogle ordrer til de andre
gulkapper. ”Jeg er nødt til at spørge” svarede hun ”men kom da endelig
indenfor. Vid dog, at vi vil holde skarpt øje med jer… især dig, Tchórz, du har
allerede skabt mere end rigelig problemer for os”.
Jeg fik ikke set meget af tårnet i mine første timer der,
for vi blev med det samme ledt til et sovekammer med flere køjer. Her fik jeg
hurtigt lagt sværd, bælte, taske og kniv på en stol, hvorefter jeg klædte mig
af og sprang i seng, mit hoved var tømt for alle paranoide tanker. Mine
virkelige problemer kunne jeg ikke gøre noget ved nu og her, og selv hvis
Gulkapperne skulle forråde mig, så var jeg ikke i form til at kæmpe imod. Jeg
havde bare brug for søvn.
Jeg nåede lige at få et par timer på øjet, da en stille gråd
vækkede mig. Den var næsten lydløs, men dybfølt og gammel. Gammel i den
forstand at den havde været længe undervejs og nu ikke kunne stoppe igen. Jeg
åbnede mine søvnige øjne og satte mig ret op i køjen. På gulvet sad en
sammenkrøbet skikkelse med benene knuget ind til brystkassen og langsomme
tårer, der sneg sig ned af ansigtet. I hånden havde personen en flaske, endnu
uåbnet. Det var Kryster.
”Jeg gjorde ikke noget”. Hans stemme var skrøbelig og
ustabil, men for en gangs skyld ædru. Kryster kiggede ikke op, men jeg vidste,
at det var mig, han talte til. Det var ikke kun fordi, at Valt’Er endnu lå og
sov i køjen over ham. Nej, det var noget i hans stemme, der sagde mig det. ”Jeg
gjorde ikke noget” sagde han igen ”forstår du mig, jeg gjorde intet. Ikke noget
som helst”. ”Hvad er det, du ikke har gjort?” spurgte jeg med en hvisken. ”Ikke
på den måde” svarede han og lavede et lille ryst på hovedet ”jeg har gjort
masser af forkerte ting i mit liv… men jeg gjorde intet. Jeg lå bare i buskene
og skjulte mig… der var tid nok. Jeg havde set inkvisitorerne før de andre, jeg
kunne have advaret dem. Jeg kunne have trukket en anden med mig ind i busken og
hjulpet nogen… men jeg lå der bare i buskene… da inkvisitorerne omringede dem.
Da de ramte Jogge med lyn og torden… da de bandt ham… de greb Midea og slæbte
hende med sig… da de tog Kobbel, min eneste ven… jeg gjorde intet. Forstår du,
hvad jeg siger? Intet overhoved. Ikke engang se på, kunne jeg”.
”Midea” hviskede jeg, og for første gang kiggede Kryster op
på mig. ”Hun var stadig i live” sagde han og sank en klump ”de tog hende i
live… og Kobbel og Jogge og alle de andre. De løb lige fra det ene baghold til
det andet, og jeg gjorde intet, imens Steffan ofrede sit liv”. Jeg overvejede
at sige noget til elveren, men jeg vidste ikke, hvad det skulle være. Jeg havde
ikke lyst til at lyve og fortælle Kryster, at han intet kunne have gjort, for
det lod ikke helt til at være tilfældet. På den anden side så begik han kun en
enkelt fejl, det kunne alle have gjort. Noget sagde mig dog, at der måtte ligge
mere under dette udbrud. At han ikke var færdig med at tale, og at han havde
brug for at få noget ud. Det viste sig, at jeg havde ret.
”Tchórz” sukkede han bittert ”kujon, kryster, det kaldte
mine forældre mig, da jeg blev født. De tog mig til den her store spåmand i
Morghana, Baltzer hed han, og bad ham om at forudse min skæbne, give mig et
passende navn. Tchórz”. Kryster fnøs og raslede med flasken i sin hånd. ”Jeg
hadede det, da jeg voksede op. Jeg var kendt som kujonen af de fleste, og tja,
selv mine egne forældre kunne ikke komme udenom mit navn. Til sidst besluttede
min mor sig for, at Kryster i det mindste lød bedre end Tchórz. Min far var
mindre hensynsfuld, han kunne ikke vente med at få sig en ny søn efter mig, en
som ikke var bundet af skæbnen til at skuffe ham. Jeg ønskede intet andet end
at modbevise spåmanden, trodse min skæbne og vise alle, hvad jeg duede til. Jeg
var en tåbe, præcis som jeg var en kujon”.
Kryster snøftede og sank endnu en klump. ”Da jeg var ganske
lille, blev mine magiske kræfter opdaget, og så sørgede min far ellers for at
få mig sendt til Kresimir, vor landsbys troldmand. Og ikke den slags I ville
sætte pris på hos vogterne, kan jeg godt fortælle dig. Vi boede nær Morgain
skoven, og Kresimirs løsning til skovens mørkere magter var at forhandle med
dem. Udveksle information og venskab i bytte for sikkerhed. Ja, min kære
læremester var en nekromantiker. Og ganske velinformeret når det kom til
dæmoner for den sags skyld. Det var velsagtens en åben hemmelighed hos os, og
jeg ved, hvad du må tænke. Men det var den verden, vi kendte”.
Kryster vendte for anden gang blikket mod mig, og jeg
bemærkede hans røde øjne. ”Jeg er også en nekromantiker” indrømmede han tungt
”det er over er år siden, jeg sidst har praktiseret noget af det, men jeg har
tilbragt megen tid sammen med dæmoner, udøde og endda nogle vampyrer. Jeg
kender deres sprog, deres magi, og jeg har haft både venner og fjender blandt
dem. Vil du tillade mig at fortsætte, eller har du allerede hørt nok til at kunne
dømme mig til døden?”. En anelse overrumplet og overrasket nikkede jeg en
enkelt gang og hviskede ”fortsæt bare”.
”Den gode gamle Kresimir forhandlede altså med dæmonerne i
skoven, men han var ikke dum. Han vidste, hvilke han kunne stole mere på end
andre, og hvilke han helt skulle undgå. Han forsøgte også at lære mig at gøre
det samme, men som sagt var jeg ung, dum og havde et behov for at bevise mit
værd. Jeg drog sommetider længere ind i skoven, end han ønskede. Talte med
væsner, han ikke mente, jeg var klar til. Men min store skæbne, som Baltzer
havde spået mig, hændte først for lidt over elleve år siden nær enden af
Cinators første borgerkrig. Desertører fra krigen var på vej mod vores by, og
min far og Kresimir var taget ud for at forhandle. Se, om de ikke kunne skræmme
dem væk med trusler om dæmoner. Min gamle læremester havde ganske rigtigt også
lavet et par alliancer, som måske kunne holde os sikre, men selvfølgelig så jeg
min store chance netop der. Jeg frygtede måske også, at Kresimirs dæmoner ikke
ville være nok, men det var mest mit ønske om at trodse skæbnen, der styrede
mig den dag. Så jeg vandrede ind i skoven, ind i Morgains mørkeste hjerte, hvor
de fæleste og mest magtfulde skabninger hviler. Her havde jeg været en enkelt
gang tidligere, hvor jeg var stødt på en indespærret dæmon ved navn
Forrådnelse”.
Kryster samlede sin hat op fra gulvet og gav sig til at
pille ved den, som han havde gjort det den aften i sumpen. ”Man skulle tro, at
navnet havde advaret mig” sagde han bittert ”men jeg havde på det tidspunkt for
længst vænnet mig til deres dystre navne. Den venligste dæmon, jeg nogensinde
har mødt, blev kaldt Nyresvigt. Jeg vidste ganske rigtigt, at Forrådnelse var
noget særligt, og jeg mistænkte rigtigt nok, at han var en undar, en af nekromantiens
højdæmoner. Hvad, jeg ikke vidste, var, at han var en de første undarer, en søn
af Urgundar og en af de stærkeste. Selv de andre dæmoner var bange for ham, og
det var en af disse, faktisk hans egen kusine Grituq, som et tusinde år
tidligere havde spærret ham inde i hjertet af Morgain”.
”Jeg var ikke helt dum” sukkede Kryster bittert efter en
lille pause ”og jeg sørgede for, at Forrådnelse ikke ville kunne skade mig. Jeg
ville være i stand til at binde ham igen, hvis noget skulle gå galt. Jeg troede,
jeg havde alt under kontrol. Så jeg løslod dæmonen altså ganske selvtilfreds,
og så for Forrådnelse ellers på desertørerne, som netop skulle til at angribe
landsbyen. Jeg var henrykt. Jeg havde reddet dagen. Men Forrådnelse kendte mig,
han havde set ind i min sjæl, og han kendte min skæbne. Så efter at have dræbt
vores fjender, vendte han sig mod min landsby. Dels fordi han havde brug for
udøde tjenere, dels fordi han havde været indespærret så længe, og dels fordi
han vidste, hvad jeg ville gøre ved det. Ingenting”.
Kryster lagde hatten fra sig og gav sig igen til at pille
ved den lukkede flaske. Hans fingre trommede hurtigt. ”Jeg frøs” fortalte han
”først var jeg ude af stand til at gøre noget, og jeg så bare på, da han dræbte
Kresimir. Da han bagefter vendte sig mod min far, gjorde jeg det. Jeg fuldførte
min skæbne og vendte halen mellem benene. Tchórz”.
Elveren løftede flasken i vejret og snøftede igen. ”Kort
efter sluttede borgerkrigen, og så dukkede pesten op. Hævnpesten kaldte folk
den, men kun jeg kendte den virkelige årsag. Det var Forrådnelse. Han havde
brug for døde for at skabe sin hær, så han skabte en forbandet sygdom og lod
den gøre det hårde arbejde. Sidste år slog han så til, da Cinator igen kom i
borgerkrig. Han dræbte tusindvis, Tash, besatte kongen og har nu skabt sit eget
lille kongerige i Crymron. De Dødes By var min skyld, og hvad har jeg gjort,
siden Forrådnelse dræbte mine forældre? Drukket, fortrængt og skjult mig. Jeg
har endda solgt et par andre magikere til inkvisitorerne… kun blodmagikere og
nekromantikere… andre folk som mig… det var derfor, de kastede mig en pung
tilbage i Flække, de genkendte mig fra tidligere”.
Krysters greb om flasken fejlede, og den ramte stengulvet,
dog uden at knuses. Febrilsk gav han sig til at rode efter den i mørket, men
stoppede så pludseligt op, trak hånden til sig og tog en dyb indånding. ”Kobbel
er den eneste anden, jeg har fortalt det til” hviskede han hæst ”og han er min
eneste ven, den eneste som betyder noget. Jeg ved godt, at jeg ikke fortjener
det, men lad mig hjælpe med at få dem tilbage… med at redde dem. Lad mig
forsøge på at gøre noget rigtigt for en gangs skyld. For den første gang i mit
liv. Hvis jeg skulle overleve, kan du gøre med mig, som du vil. Vær min dommer,
Tash, jeg beder dig bare om denne ene ting, og jeg ved ikke, hvor megen nytte
jeg vil være til… jeg ved dog, at du ikke kan gøre det alene”.
Stilhed fulgte Krysters ord, idet jeg reflekterede over hans
fortælling, og han selv fortsat blev siddende på stengulvet med blikket klistret
til vinflasken, kun få meter væk. Lige uden for rækkevidde. Hans ansigt tegnede
et blandet billede med flere sider. Det ene øjeblik knitrede hans øjne ivrigt
og grådigt efter flasken, men så blev de pludseligt tunge og fulde af afsky.
Både mod flasken og ham selv. Hans fingre rystede af abstinenser, men de var
også fugtige af tårer. En sidste dråbe hang fra hans næsetip, og da den til
sidst faldt, endte stilheden.
Jeg rejste mig fra sengen, hjalp så Kryster op at stå og
trådte som det tredje hen til hans svaghed. Hurtigt greb jeg den og vendte mig
så igen mod elveren. Som han stod der helt oprejst i mørket, lignede han næsten
et spøgelse, helt bleg og plaget af gamle minder. Det var han måske også en vis
forstand. Faktisk mindede han mig lidt om en af mine gamle elever, og da den
tanke slog mig, besluttede jeg mig for, hvad jeg skulle gøre. Hvis han var en
elev, kunne jeg lige så godt spille rollen som lærer. Med flasken højt i hånden
sagde jeg så til ham ”du har trukket et af de kortere strå, når det kommer til
skæbner, Tchórz. Du har også begået flere fejl, det er tydeligt, og du har ikke
gjort noget for at rette op på nogen af dem. Det er dog ikke ovre endnu. Du har
ikke helt tabt endnu, selvom det kan se sådan ud. Samtidigt er du også langt
fra noget, der bare minder lidt om sejr. Jeg vil være helt ærlig overfor dig,
Kryster. Det ser ikke godt ud, men det kunne være værre. Du har en chance nu,
måske din sidste chance, for at gøre noget ved det. Tag imod den. Tag det
første skridt”. Jeg satte flasken tilbage på gulvet og bemærkede, hvordan hans
desperate øjne fulgte den. ”Få noget søvn, og så vil vi tage et kig på
situationen i dagens lys. Men jeg advarer dig, Tchórz. Hvis du rører flasken,
er du fortabt, det er jeg sikker på. Så kan jeg ikke bruge dig til noget. Lad
den være. Lad den blive det første skridt”. Jeg trådte tilbage til køjerne og
satte mig ned på min, imens Kryster fortsat stod og kiggede skiftevis mellem
mig og vinflasken. ”En sidste ting” sagde jeg så og sendte ham et smil ”jeg
ved, du kan gøre det. Jeg så det i dig tilbage i Flække, da du kom til min og
Mideas undsætning. Du har det i dig. Du kan endelig trodse skæbnen, som du
ønskede. Stoppe med at være en kujon”.
Hans sultne blik falmede og blev erstattet af træthed. Efter
et sidste kig på flasken, satte han sig så tilbage på sin køje, rystende over
hele kroppen, og lagde sig til at sove. Selv faldt jeg i søvn lige med det
samme og vågnede først op mange timer senere. Solen skinnede ind ad et vindue i
tårnet, og jeg satte mig gabende op. Kryster lå ikke i køjen ved siden af mig,
og først blev jeg bange, men så kiggede jeg til højre og begyndte at smile.
Flasken stod fortsat på gulvet, uåbnet og urørt.
Stadig en smule søvnig, men ivrig efter at komme i gang og
med fornyet energi kom jeg hurtigt i tøjet uden alt for mange smertende muskler
og spændte mine våben fast. Derefter samlede jeg mine resterende ting sammen og
begav mig ud på gangen, hvor jeg stødte på Kryster og Valt’Er. De havde også
samlet alle deres ting og lod netop til at have afsluttet en diskussion, da jeg
kom ud til dem. Til min fortsatte lettelse virkede Kryster klar i hovedet og
fri for sin sædvanlige stank af alkohol. ”Tash” hilste han med et nervøst nik
efterfulgt af en diskret krampetrækning gennem ansigtet ”vi diskuterede lige
situationen”. ”Og inkvisitorerne” tilføjede satyren lettere kvalmt ”Kryster
fortalte mig, at du havde tænkt dig at gøre et eller andet, og… og… jeg ville
bare sige, at… jeg skal nok være med”. Gårsdagens hændelser skyllede straks ind
over mig som en bølge. ”Angående det jeg sagde i går…” begyndte jeg, men
satyren rystede bare på hovedet og afbrød mig. ”Du skal ikke tænke på det”
sagde han med et opmuntrende smil fra Krysters side ”jeg forstår godt, at du
var under pres og bekymret for Midea… skal vi ikke bare glemme det og…”. Han
tav, som om han ledte efter de rette ord, men lod så til at give op halvvejs
igennem og rakte mig i stedet hånden. ”Venner?” foreslog han, og jeg gengældte
håndtrykket. ”Venner”.
Netop som jeg havde sagt ordene, hørte jeg pludseligt en
fremmed stemme synge. Den var meget barnlig, men for dyb til at stamme fra et
rent faktisk barn. Ordvalget var heller ikke noget, jeg normalt ville forvente
fra en voksen, og hverken sangen eller sangeren var ligefrem nogen fryd for
ørene. Faktisk var den rimeligt forstyrrende og fik det til at løbe koldt ned ad
ryggen på mig. Jeg husker ikke hele sangen nu, for den var kaotisk, fjollet og
makaber på samme tid, men dette er, hvad jeg erindrer:
”En, to, tre, fire
Dryp, dryp, dryp,
dryp
De skær, de snitter,
og de stikker
Dryp, dryp, dryp,
dryp
Hver en dråbe af det våde,
af det røde
Dryp, dryp, dryp,
dryp
Indtil Simple Tom er
tom
I hans lille hjerte
Er der intet rødt
En, to, tre, fire
Dryp, dryp, dryp,
dryp
De hvisker, de
tisker, og de mumler
Dryp, dryp, dryp,
dryp
Med kvindernes
skjulte stemmer, stille tys
Dryp, dryp, dryp,
dryp
Indtil Simple Tom er
fuld
I hans lille hoved
Er der hemmeligheder”
Først kunne jeg ikke se sangeren, og ud fra Valt’Er og
Kryster forstyrrede miner gættede jeg på, at det forholdt sig på samme måde for
dem. Alligevel var noget andet over elverens blik ganske kort. Et glimt af
genkendelse efterfulgt at frygt. Jeg nåede ikke at spørge ham på det tidspunkt,
hvad det betød, for da kom sangeren endelig til syne.
En ung mand, et menneske på ikke mere end seksten eller
sytten år, kom gående stille og roligt ned ad gangen, imens han sang. Hans træk
var ligesom sangen både barnlige og forstyrrende, for selvom han havde noget
ungt og naivt over sig, så viste hans øjne tegn på alderdom, og han havde for
mange ar til, at man kunne tælle dem. Hans tøj var simpelt med grønne bukser og
en sort og hvid skjorte med poseærmer, men det hele var indhyllet i en blodrød
kappe, og indenunder den havde han en ekstra brun uldhætte. Da han kom henimod
os, skiftede han fra sang til øjensynlig tilfældig mumlen. ”Edderkop, edderkop,
kravl derop” lo han og gav sig til at krybe afsted uden at ænse os. ”Hvis
Mitram ikke ønskede at blive en køter, skulle han ikke have opført sig som en”.
Han skiftede til en høj kravlen, nærmest som en hund. ”Død og natrina, sådan
ender man en krig, åbenbart… stakkels goblinger”. Han lagde sig på ryggen og
lukkede øjnene, som var han død. Efter cirka ti sekunder sprang han op og stå
igen. ”Honning og malerion… simpel opskrift selv for Simple Tom”. Han begyndte
at slentre gennem gangen i en mærkelig, tilfældig gangart, som hele tiden
skiftede, imens han blev ved med at mumle for sig selv. ”Eriksen er ikke Erik
Søn, og Erik Søn er ikke tyv… siger han i hvert fald… De to slavevenner, en
udenfor sin tid og den anden en fortabt ranger, sådan nogle forskellige fædre.
Altså ikke ringbrynje og sandaler til den store ting? Hvorfor beder hun om, at
man skal hilse bedstemor? Laver mælkebøtten fiskesuppe til sine venner? Shaka
har en dårlig indflydelse på fordøjelsen… hvis vinden er død, hvorfor lever den
så stadigvæk? Nemesis af blodsugere, men ikke sig selv? Især sig selv! Hvorfor
kogegruppe… de koger aldrig noget. Støvlerne vil stjæle fra rotten og komme i
gæld til huen for at overleve… en risikabel ed… selvfølgelig bærer osten ham
ikke… alle vil vide, at hun shrakirens datter…”.
Den unge mand var næsten forsvundet ud af syne igen, da han
pludseligt stoppede og gik baglæns tilbage til os, som om han først havde fået
øje på os nu. Først vendte han sig mod Valt’Er, der stod og skævede nervøst til
os. ”Hvad laver han dog her?” spurgte knægten sig selv og prikkede til et af
satyrens horn ”så langt fra sin skov. Dette er ikke bjørnenes land. Ingen
tabarra her. Kun kvinderne!”. Han lo med en barnlig klang og kiggede så på
Kryster. ”Denne ved det hele, kender sine fejl… men det gør kvinderne skam
også. De ved, at han løslod den rådne, den mørke, den dødekonge”. Kryster
rystede en smule ved knægtens ord, men blev stående fast uden at blinke alt for
meget. Drengen vendte hurtigt blikket fra ham igen med en ubekymret og
ligegyldig mine. Han kiggede nu på mig med et undersøgende blik. ”Du er ny her”
hviskede han, og hans øjne funklende ”men du har allerede set dem, og du ved,
hvad de betyder”. Pludseligt hylede han højlydt i en imitation af en ulv, og
jeg hoppede overrasket en halv meter bagud. ”Du har set dem, fordi de ville
advare dig” hviskede han ”du kan ikke redde dem. Det er for sent for dem begge”.
Før jeg kunne nå at tænke for meget over, hvad han havde
sagt, eller svare, dukkede endnu en person op i gangen hos os. Det var en lille
mand i rødt og sort tøj med de samme poseærmer som knægten. Ved siden havde han
et fyldt pilekogger, og i hånden havde han en bue. Manden sagde ikke noget, og
man kunne kun lige ane hans ansigt under den røde hætte, men drengen vendte sig
straks mod ham. ”Oliver, Oliver, Oliver” sagde han og nikkede ”Tavse Oliver.
Det er tid. Tom kommer nu”. Så løb han til mandens side som en hund til dens
herres, og snart var de begge væk.
”Hvad eller hvem i Moniems navn var det?” spurgte jeg ud i
luften, så snart de var forsvundet. Spørgsmålet var primært rettet mod Kryster,
der trods alt havde vist genkendelse, da denne Simple Tom først var kommet til
syne. ”Ikke noget godt” svarede han og sank en klump ”ikke noget behageligt i
hvert fald. Det ser ud til, at vi ikke er de eneste gæster her i Gråtårn. Kvindernes
Tjenere er her også. Blodmagikere af den mest magtfulde slags”.
Kryster nåede ikke at uddybe, da Bogdhana fandt os. ”Tash,
Tchórz, satyr” hilste hun og vendte så blikket udelukkende mod mig ”du nævnte i
går aftes, at du ønskede hjælp i at lokalisere inkvisitorerne, som havde fanget
jeres venner”. Jeg nikkede. ”Det ville jeg sætte stor pris på”. ”Jamen i så
fald” sagde ashas kvinden ”så kan vi hjælpe hinanden, ser det ud til. Himmelkrigerne
er blevet fundet, og der er ved at blive lagt en angrebsplan sammen med nogle
allierede. Hvad siger du, eks-vogter? Kan du kæmpe side om side med dine svorne
fjender?”. ”I er ikke mine svorne fjender” svarede jeg hende ”jeg er måske ikke
henrykt over hele jeres… broderskab”. En del af mig skreg i protest, da jeg
sagde det, men resten af mig bad den del om at klappe i. De havde taget os ind
midt om natten og undladt at stille for mange spørgsmål. Desuden havde jeg brug
for deres samarbejde for både Midea, Thadrun og Zoks skyld. Jeg ville hellere
æde al den stolthed, jeg nogensinde havde ejet, i mig, end jeg ville lade den
komme i vejen for at redde dem. ”Men i dag er jeres i hvert fald jeres ven”
fortsatte jeg efter en lille indre kamp ”for hvis jeg havde en svoren fjende,
så ville det være inkvisitorerne og deres slags”. Bogdhana nikkede. ”Det er
acceptabelt” svarede hun ”og vi kan bruge alle de magikere, der er til
rådighed. Følg med mig til mødet, denne vej”. Hun vendte sig om for at lede an,
men jeg var ikke færdig. ”Vent lige” sagde jeg ”jeg er ikke den eneste, som
skal med”. Hun stoppede op og rettede et nysgerrigt blik mod Valt’Er. ”Vil
satyren også kæmpe?” spurgte hun forundret ”interessant”. ”Ja” skyndte jeg mig
at svare ”Valt’Er er en dygtig healer, men han er ikke den eneste. Kryster
kæmper også ved min side”. Både elveren og ashas kvinden reagerede overrasket
på hver sin måde. Kryster blev rød i kinderne og begyndte at smile forundret og
taknemmeligt, men Bogdhana spærrede blot begge sine øjne helt op og begyndte at
le, som om jeg havde sagt noget morsomt. ”Tchórz” fnøs hun leende ”den er god
med dig”. ”Jeg er seriøs” insisterede jeg uden skyggen af et smil, og hendes
latter døde hen. ”Du vil have Tchórz til at kæmpe ved din side?” sagde hun
kritisk ”du ved godt, at drukkenbolten stikker af ved første givne lejlighed”. ”Nej,
han gør ej” svarede jeg ”og lad os nu komme til det møde, du nævnte, før det er
bliver for sent”. Bogdhana kiggede på mig i flere sekunder, som om jeg var
tosset, og trak så til sidst bare på skuldrene. ”Fint” svarede hun ”det er dig,
det kommer til at gå ud over, når han flygter, ikke mig”.
Mødet foregik højt oppe i tårnet, i et stort, rundt lokale,
hvori der var samlet adskillige magikere. Hovedparten af dem måtte være
gulkapper, og flere af dem bar også deres karakteristiske… gule kapper. En
anden gruppe var dog også til stede, den gruppe Kryster havde omtalt, og som
både Simple Tom og den tavse bueskytte tilhørte. Deres leder var en gobling i
skind og læder med sort krigsmaling i ansigtet og en tyk hætte i nakken. Han
var bevæbnet med en enkelt dolk som det eneste. Det eneste fysiske våben i
hvert fald. For det var tydeligt, at han var en magiker, fra den aura, der hang
over ham. Den føltes forstyrret på en måde, unaturlig og fremfor alt oldgammel.
Gulkappernes lokale leder, en menneskekvinde med østlige
aner, begyndte mødet med at fortælle om hæren af himmelkrigerne, og hvad de
vidste. Det lod til, at de ikke var kommet videre siden i går på grund af
problemer med gnormerne, som de nu så også havde fået slået ihjel. Gulkappelederens
rapport var hurtigt ovre, og den manglede flere vigtige detaljer såsom størrelsen
af hæren, og hvor de opbevarede fangerne.
Jeg var heller ikke den eneste, der bemærkede dette, og
goblingen trådte hurtigt frem og pointerede dette. ”Jeg antager, at du tilbyder
din… hjælp, Kesserick?” sagde Gulkappelederen forsigtigt. ”Kedeldrik” mumlede
Simple Tom højlydt. Goblingen, hvis navn måtte være Kesserick, smilede over
enten gulkappens eller Toms ord, muligvis begge, og sagde så i et høfligt
toneleje ”hvis min hjælp altså er ønsket, min gode vært. Tidligere har jeg
modtaget… uønskede kommentarer om mine metoder”. Der blev helt stille blandt
alle gulkapperne, og flere af dem skævede nervøst til hinanden. ”Vi har intet
forbud imod blodmagi, Kesserick” sagde gulkappernes leder, nu smule en bleg,
efterfulgt af endnu et ”Kedeldrik” fra Tom. ”Nej” svarede Kesserick Kedeldrik ”men I har restriktioner. I
har begrænsninger, og I har kun den halve kunst. De blodmagikere, der skjuler
sig i jeres rækker, har ikke accepteret sandheden. De tjener ikke kvinderne,
blodnymferne, og mange af dem er bange for at gøre det. De slagter svin og kvæg
for at udøve deres almene magi med ekstra energi, magisk kraft. Vi ser den hele
sandhed og tjener Crymrons herskere direkte. Vi er deres sendebude, deres
repræsentanter. De taler til os gennem deres udvalgte talerør, deres seer, og
vi modtager deres gaver. Mange af jer frygter denne magt, forsøg ikke at benægte
det”. Goblingens stemme blev mere og mere fanatisk og opstemt, idet han talte,
og til sidst ændrede den sig helt. Hans stemme blev mørk og fuld af foragt, af
had. ”Så hvis I ønsker at modtage vores hjælp, modtage vores herskerinders
hjælp, jeres herskerindernes hjælp, så vil jeg ikke høre en eneste
nedværdigende, modbydelig eller rådden kommentar, er det forstået? Hvis nogen
af jer ønsker at udfordre kvinderne, så gør det med respekt og viljestyrke.
Ikke som kujoner der skjuler sig bare andre. Hvis nogen af jer har noget at
skulle af sagt, så vil jeg anbefale, at de gør det NU!”. Han brølede de sidste
af ordene, og flere af de tilstedeværende sprang skræmte en meter eller to
tilbage. Men der var ingen, som kom med nogen indvendinger. Jeg overvejede det
et halvt sekund, for jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville kunne lide, hvor
dette førte hen. Jeg havde dog samtidigt brug for at være til stede, hvis jeg
ville redde nogen som helst. Jeg vidste heller ikke, hvor magtfuld denne Kesserick
var, men alle gulkapperne lod til at være bange for ham, og det var ikke et
godt tegn.
”Dejligt, dejligt” mumlede Kesserick Kedeldrik smilende, da ingen sagde ham imod eller sagde noget som
helst andet for den sags skyld. Så trak han sin dolk og løftede den mod loftet.
”Kvinder” sagde han højtideligt og med lukkede øjne ”blodnymfer, herskerinder
af Crymron, jeg er jeres ydmyge tjener. Skænk os en gave, som I så mange gange
har gjort det tidligere”. Så tog han en dyb vejrtrækning og pustede afslappet ud
igen, hvorefter han vendte sig mod sine følgesvende med blikket rettet mod en
specifik person blandt dem. ”Tom” kaldte han kommanderende, og den unge og
gamle knægt rystede ved lyden af sit navn. ”Ikke nu, Kedeldrik” mumlede han
”ikke allerede. Vær nu sød”. Goblingen skænkede ham et irriteret blink og
nikkede så til den tavse bueskytte. ”Kom med ham, Oliver”.
Tom blev slæbt ind i midten af rummet, men på trods af sine
modsigelser, gjorde han ingen modstand. Han fortsatte bare med at mumle,
hurtigere og hurtigere. Så rakte Kesserick Kedeldrik
ud mod Tom og tog fat i hans underarm. Ligesom knægtens ansigt var den dækket
af uttalige ar. ”Tal til os, vores herskerinder” sagde Kesserick, imens resten
af hans folk dannede en cirkel omkring goblingen og Tom, der stadig mumlede for
sig selv. Så sænkede kultlederen knivbladet og skar til. Tom skreg af smerte,
og ved siden af mig gik der et spjæt igennem Kryster, imens Valt’Er kiggede
helt væk, ligbleg af ubehag. ”Tal!” råbte Kesserick Kedeldrik en gang til, og så blev Tom med ét helt stille.
Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv Afsnit 2 - Vandringsmanden Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs EventyrAfsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron Afsnit 8 - Kryster og Kobbel Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 10 - Gråtårn Afsnit 11 - De Røde og De Hvide Ulve Afsnit 12 - Xenrons Arving
Kommentarer
Send en kommentar