#24 En Charlatan og Hans Samvittighed
Fortæller: Dogro
Mortus
Periode: Monic 1076AA
Placering: Omkring
Keinzieht i det fjerne vesten
”Fredegar… din… forbandede… idiot!” råbte Rosa lettere
muggent, idet hun stormede gennem skoven og forsøgte at undvige alle de mange
svippende grene, som dosnen foran hende sendte tilbage. ”Hvad har jeg nu
gjort?” spurgte han lige så irriteret, selvom jeg kan forestille mig, at han
faktisk godt vidste, hvad det drejede sig om. ”Hvorfor stjal du deres krone?”
spurgte elverkvinden ham anklagende. ”Du vidste, hvad der ville ske”. ”Nej, jeg
gjorde ej” lød svaret. ”Vel gjorde du så”. ”Vel gjorde jeg ej”. ”Det gjorde jeg
altså ikke… særligt meget” bed Fredegar hende af. ”Desuden synes jeg, de
overreagerer”. ”Overreagerer!” udbrød Rosa, nu for alvor vredt. ”De er nisser,
hvad havde du regnet med. Nej, at overreagere er at stjæle en guldkrone, fordi
nogen snyder i kortspil”. I det fjerne kunne de begge høre de blodtørstige råb
fra horden af vrede, bevæbnede nisser, der var lige i hælene på dem.
”De snød ikke bare i kortspil” rettede Fredegar hende. ”De
brugte magi, hvilket er en uærlig form for snyd. Almindelig svindel kan jeg
håndtere, men magisk svindel er altså snyd”. ”Du tabte syv bronzemønter” fnøs
Rosa ”syv! Og du stjal dem tilbage igen bagefter”. ”Hvad så?” fortsatte dosnen
”min stolthed var såret. Jeg havde brug for erstatning, og jeg manglede en ny
hat”. ”Nissehøvdingens guldkrone tæller IKKE som en ny hat… og hvorfor stopper
du op?”. ”På grund af den dybe afgrund selvfølgelig” svarede Fredegar, og Rosa
nåede lige præcis at gøre holdt selv, inden hun selv styrtede ned mod de kolde,
våde klipper og den larmende flod halvtreds meter længere nede. ”Hvad gør vi så
nu?” spurgte Rosa forpustet. Bag dem kunne de begge høre, at larmen fra
nissejægerne nærmede sig hastigt. ”Du skal ikke kigge på mig” svarede Fredegar
med løftede hænder. ”Jeg skaffede os nøglerne og en ny hat. Det må være din
opgave at få os ud herfra. Kan du ikke tilkalde nogle ulve til at æde nisserne
eller sådan noget?”. ”Uskyldige ulve skal ikke dø på grund af dig og dit behov
for at provokere en hær af nisser” lød svaret. ”Uskyldige?” fnøs Fredegar. ”Ahhhh…
virkeligt. Jeg er sikker på, at de har ædt nisser før. Hvem har ikke det… glem,
jeg sagde den sidste del”.
Der stod Fredegar og
Rosa Estella så, imens de mundhuggedes om, hvis skyld det var, og hvordan nissekød
egentligt smagte, imens den vrede horde nærmede. Der tror jeg også, vi lige vil
forlade dem en kort stund, for at du eller I, mit gode publikum, lige kan få en
forklaring. Jeg er bange for, at jeg i min iver for at få fortalt en bestemt
historie er kommet til at springe lige ind i den, men det duer naturligvis
ikke.
Først er en
introduktion måske på plads, for uden kendskab til personerne i en historie er
den ikke meget værd. De to omtalte hovedpersoner i denne lille beretning er
mine to gode venner Fredegar og Rosa Estella, som jeg måske tidligere har
nævnt, men aldrig rigtigt fortalt særligt meget om. Det er dog meget vigtigt,
at du får et indblik i dem, hvis du ønsker at forstå historien ordentligt. At
forstå dem er måske for meget forlangt, nej, selv ikke jeg forstår altid mine
to venner, da de til tider kan forekomme mig en tand… særlige.
Nå, først er der
Fredegar, hvis efternavn jeg aldrig har hørt, og som, jeg tvivler på,
overhovedet eksisterer, en dosne handelsmand fra Blæstens Øer udstyret med
bakkenbarter, som oftere forhandler med røvere, uhyrer og hekse end mere
traditionelle købere. Man siger jo almindeligvis, at tale er sølv, imens
tavshed er guld, men i så fald er Fredegar vist mest til sølv. Han er en
udmærket forretningsmand med god sans for forhandling, men han har det med til
tider at lide af, hvad den gode Rosa kalder for ”impulsivt, oppustet,
tyverisyndrom” eller IOT-syndromet, gerne med et ekstra ID- foran. Altså alle
dosner føler sig til tider en smule fristet til at låne andre folks personlige
genstande for sjov og spas, men Fredegar tager det altid et skridt eller sytten
for langt.
Så er der Rosa
Estella, foruden hvilken vor gode handelsmand for længe siden ville have endt
sine dage med en uheldig skæbne. Jeg kan godt lide at kalde hende for hans
samvittighed, men hun er lige så meget hans storesøster som et moralsk kompas. Af
de to handelspartnere er Fredegar naturligvis den dygtigste handelsmand, og hun
kan sommetider være lidt for blød i forhandlinger, men hun er samtidigt
styrken, og uden hendes magiske kundskaber ville mange situationer være endt en
anelse katastrofalt. Samtidigt vil jeg dog også mene, at hun har brug for
Fredegar på en mærkelig måde, og det må du aldrig fortælle hende, at jeg har
sagt, for så slår hun mig sikkert.
Nå, der har vi dem,
vores to hovedpersoner i denne lille fortælling. Der er selvfølgelig meget, jeg
ikke har fortalt, men hver ting til sin tid, og nu ønsker jeg heller ikke at
afsløre alle mine venners mørkeste hemmeligheder.
Hvad så med
situationen, spørger du måske? Hvordan pokker kom de til at være i disse
hersens problemer, de befandt sig i, da de var på flugt fra nisserne? Og hvad
lavede de overhovedet i nærheden af nisser til at starte med? Det skal jeg nok
komme til, hav lidt tålmodighed.
Så sagen er den, at
jeg var draget til det fjerne vesten i Bystaterne på den anden side af Det
Angloriske Imperium. En lang og besværlig rejse utvivlsomt, men også en der
viste sig at være det hele værd. Det er en synd og skam, at det dystre slaveimperium
skal adskille os fra en så beriget kultur og så fine byer, som landområderne
der har at byde på. Ved samme lejlighed var Fredegar og Rosa draget med mig, da
førstnævnte havde fået den ide, at han ville købe en ladning
alkymiingredienser, som området producerer tonsvis af og lever godt på, sammen
med nogle lokale oste, hvorefter han ville sejle dem hjem til Handelsrepublikken
og sælge dem for gode summer med det mål at indbetale en gammel gæld. Alt gik
efter hans plan og på trods af et par mindre besværligheder, fik de sikret
deres last og gjordt sig klar til den lange hjemrejse, vi ventede blot på et
sidste arrangement på en kro i Keinzieht, da ulykken ramte dem i kølvandet på
nytåret.
Snart var besætningen
og provianten til hjemrejsen borte, og der var ikke umiddelbart penge til at
erstatte dem. Så det var i en handling af ren desperation, kan jeg kun gætte
mig til, da Fredegar en forbandet dag opsøgte den tvivlsomme og upålidelige
Felix Philip Leopold Engeldahl, en digter af navn udelukkende, hvis værker på
ingen måde kan kaldes kunst, og som leverer så lidt mad på bordet, at manden
ofte stjæler sig til føden af dovenskab og talentløshed. Rakkerpak… men det er
ikke min rolle at dømme, blot at berette, og derfor vil jeg springe tilbage den
dag, nogle få dage tidligere end hændelsen med nisserne, kronen og flugten
gennem skoven.
”Fredegar” hilste den talentløse tølper, idet dosnen tog
plads over for ham i det mørke, dystre kammer, der stank langt væk af beboerens
uduelighed og lave værdi. ”Vær hilset, du fabelagtige dosne. Du kommer lige i
rette tid. Jeg vil vove det gæt, at du har overvejet mit forslag?”. ”Det har
jeg, og jeg har dømt det for at være dårligt og ilde udtænkt, din elendige slubbert.
Forbandet være du og alle dine værker, ja selv dit pandakagedigt var ikke nær
så godt, som det fik prestigen for at være. Det var blot fordi, det ikke var
nær så rædsomt som alt det andet, du har forfattet. Vig bort, beskidte krapyl,
jeg vil ikke have dig i mit åsyn”… var, hvad Fredegar sikkert ville have sagt,
hvis ikke omstændighederne tvang ham til at handle irrationelt og smede et
samarbejde med denne nederdrægtige skikkelse.
”Det har jeg, min gode Engeldahl” svarede han dog desværre i
virkeligheden. ”Det lyder en anelse risikabelt, må jeg dog sige. Især med den
andel du tilbyder mig”. ”Jeg ser ikke problemet med andelen, to femtedele lyder
mere end retfærdigt i mine ører. Jeg har gjort alt det hårde arbejde, du ordner
bare det allersidste element”. ”Noget du ikke selv kan tage dig af, så vidt jeg
hører?” sagde Fredegar henkastet. ”Det hæver værdien en smule. For ikke at
nævne det faktum, at du blev fanget i Aujag. Nisserne vil være på vagt, næste
gang nogen forsøger sig. Har du overhovedet hørt noget fra din kontakt på det
sidste?”. Digteren tøvede et øjeblik og knugede sine usle hænder. ”Jeg forstår,
hvad du siger, Fredegar” svarede han en smule nervøst. ”Vi deler halv halv”. ”Eller
rettere sagt får jeg tre femtedele, efter
at du fortalt mig den reelle pris, din køber er villig til at betale”
irettesatte handelsmanden ham til poetens skønne misfornøjelse. ”Du er
desperat, Engeldahl, og jeg ønsker ærligt talt ikke at vide, hvad du er blevet
blandet ind i. Men jeg har brug for pengene lige så meget som du, og uden mig
kommer der slet ikke til at være nogen”.
Felixs blik flakkede arrigt, men Fredegar vidste allerede,
at sejren var hans. Det var blevet alment kendt, at digteren på det sidste var
faldet i unåde hos en eller anden magtfuld lånehaj, og nu vovede kun de
færreste på egnen at hjælpe ham. Det var ikke i Keinzieht, at poeten havde
kontakter, nej, de fleste af disse boede længere nordpå og tættere på grænsen,
men det måtte utvivlsomt være det første sted, denne lånehaj ville lede efter
ham, så Engeldahl måtte undgå sine faste kontakter i øjeblikket, både for sin
egen og deres sikkerhedsskyld. Desværre vidste den gode Fredegar ikke helt,
hvem denne lånehaj var, og han regnede derfor med, at vedkommende ikke ville
blive et problem, hvis han hurtigt fik løst situationen. Men det skal vi nok
komme tilbage til.
I hvert fald endte
Felix ”Fupmager” med at acceptere Fredegars betingelser, og kort efter drog
dosnen og hans trofaste forretningspartner af sted mod Aujag, den nærmeste og
sydligste af de nordlige stammer i Det Vestlige Vildnis, hvis den sætning
ellers giver mening for nogen af læserne. Sagen var nemlig den, at den elendige
Engeldahl havde slået en handel af med nogle… lyssky typer blandt stammener, og
at de sammen havde planlagt erhvervelsen af en værdifuld genstand, hvis
oprindelige ejer på tidspunktet var for mig ukendt, da jeg ligesom Fredegar
ikke så nogen årsag til at grave dybere i hvad, der kun kunne føre til
yderligere problemer.
Det havde så været
Engeldahls rolle at overtage besiddelse af omtalte værdigenstand i Aujag,
hvorefter han skulle bringe den til sin forudaftalte køber. Noget slynglen
mislykkedes i. Jeg kender ikke de specifikke detaljer, men nu var Postyrets Poet
jagtet af både nisser og lånehajen.
”Kunne du ikke bare lade mig om at tale uden at afbryde
denne ene gang?” spurgte Fredegar hviskende, da han og Rosa to dage senere befandt
sig i udkanten af Aujag, netop som en lille flok tungt bevæbnede, knæhøje (for
elveren) nisser besluttede sig for, at de vist nok så en smule interessante ud.
”For dét ender jo altid godt” bemærkede Rosa tørt. ”Eller vent… nej, det gør
det vist aldrig”. ”Shhh” tyssede dosnen på hende, og straks efter benyttede han
sig af sit veltrænede smil. ”God eftermiddag, I gæve gutter” hilste han
energisk på de morderiske nisser. ”Skønt vejr, ikke sandt?”. ”Det sner, har
sneet i adskillige dage og ser ikke ud til at stoppe med at sne før en gang i
næste måned” svarede en af nisserne muggent med en tung kølle knuget mellem
sine hænder. Hans tale var præget af både nissernes eget sprog og de lokale stammesprog,
noget der resulterede i en ganske usædvanlig dialekt. ”Alt er koldt og vådt, og
vi sidder fast med dødkedelig vagttjeneste. Nævn en eneste god ting ved
situationen”. ”Tja” svarede Fredegar med et smil ”når tingene virkeligt er så
ubehagelige og triste, som du udtrykker dem, så er der kun en fornuftig
mulighed i sigte”. ”Margka?” foreslog en af nisserne med en ivrig glød i
blikket og et klap på sin økse. ”Zan” rettede Fredegar ham på nissesproget til
vagternes overraskelse. ”Zantol ghoz lrozo, bor zhat”. De observerede dosnen
nysgerrigt i flere sekunder, hvorefter de alle tre så brød ud i latter. ”Jamen,
selvfølgelig” sagde ham med køllen ”gæstfrihed og alt det der. Kom da endelig
med indenfor”. ”Hvad sagde du til dem?” hviskede Rosa en smule mistroisk til
Fredegar, imens nisserne førte dem hen mod et stort langhus, hvorfra der kunne
høres sang, råb og smerteskrig. ”Jeg foreslog forhandlinger og et spil kort”
svarede Fredegar ”eller det ville jeg have gjort, hvis nissesproget ellers
indeholdt et ord for forhandling eller fred for den slags skyld”. ”Hvad
foreslog du da så?” spurgte elveren alvorligt med en truende hvæsen.
”Fredegar!”. ”Tag det nu roligt” svarede dosnen en smule defensivt. ”Hvorfor er
du altid på nakken af mig? Jeg foreslog bare, hvad enhver bør sige til nisser
for at berolige dem i situationer som disse. Ølpause”.
”Jeg tror, jeg springer over” sagde Rosa, da dosnen ikke
længe efter forsøgte at uddele kort til hende. De befandt sig nu i selskab med
adskillige andre nisser inde i langhuset, hvor høvdingen åbenbart afholdt et
efter-efter-efter-nytårsgilde. “God ide” bifaldt Fredegar og gav sig til at
række kort til de tre nisser. ”Der er ingen grund til at fornærme vores værter
med dine elendige dragehale evner… desuden kan du tage dig et kig rundt
omkring. Se, om du ikke kan finde ud af noget om Engeldahls partner. Dværgkvinde
ved navn Ino… nala… Ino…”. Han tav, imens han forsøgte at erindre navnet. ”Inola”
bød Rosa en smule utilfredst ind. ”Vi kommer hele denne vej, og så glemmer du
navnet”. ”Vel, gjorde jeg ej” fnøs Fredegar ”jeg havde det lige på tungen. Men
tag du hellere og find hende, så forsøger jeg at få noget ud af nisserne imens…
om det så værende småpenge eller information”. ”Du er ikke min chef, Fredegar” brokkede
elveren sig, som hun havde gjort det så mange gange tidligere. ”Fint, fint”
mumlede dosnen med skyggen af et gammelt smil over sine læber. ”Hvad vil du da
så gøre?”.
I den anden ende af langhusets spisesal var der en mindre
forsamling af særligt vigtige nisser, nemlig høvdingens nærmeste støtter og
mest trofaste voldsmænd. Selve høvdingen, en gammel, rynken nisse med en gylden
krone på hovedet, hverken larmede eller gjorde meget, men hans selskab både
støjede, drak og åd også mere end rigeligt på egen hånd. I stedet for at
deltage i festlighederne var høvdingen nemlig optaget af en lavmælt, men
alvorlig samtale med sin gæst, en bistert udseende ashas kvinde i en hvid
pelskåbe. ”Slap nu af, min fine ven” sagde høvdingen i et afslappet forsøg på
at berolige modparten. ”Du skal nok få, hvad du er ude efter, men hver ting til
sin tid”. Samtalen foregik på fredsmål, da ashas kvinden hverken talte
nissernes tungemål eller det lokale stammesprog. ”Tiden er nu” svarede gæsten
utålmodigt og skarpt med en stærk accent med rod i modersmålet miz. ”Og din
især er ved at løbe ud, hvis du altså ønsker en belønning. Ellers løser jeg
sagen selv, og det vil du komme til at fortryde, mærk dig mine ord”. Høvdingen
rettede sig en smule op på sin lille trone og foldede så sine hænder, ganske afslappet,
men samtidigt tydeligvis krænket. ”Truer du mig, min kære frøken Luca… må jeg
kalde dig Dorathea?”. Der kom intet mundtligt svar fra adelskvinden, men hendes
øjne sagde mere end tusinde ord. ”Jamen fint da” sukkede høvdingen og trak på
skuldrene. ”Frøken Luca, så. Uanset hvad, så må jeg fortælle Dem, at jeg ikke
er meget for trusler. Så hvorfor ændrer vi ikke lige tonen og finder ud af
tingene på en civiliseret måde, sådan som jeg har hørt, at I gør det nede i
jeres fine bystater. Ellers, hvis det ikke passer Dem, kan vi afgøre tingene på
nissemåden. Mine drenge burde kunne finde økser og knive frem rimeligt hur… nej
vent, de sidder allerede med dem, klar til at patere enhver, der irriterer mig.
Så før du begynder at komme med ildeudtænkte trusler, burde du måske anse din
situation lidt nærmere”.
Disse ord fik frøken Lucas bistre blik til at blegne, og
høvdingens mund formede et selvtilfreds smil, samtidigt med at hans blik
bevægede sig væk fra gæsten og fæstnede sig ved et punkt på gulvet til højre
for ham. ”Se her” hviskede han muntert til frøken Luca og samlede et
kyllingelår op fra bordet foran sig, som han kastede fra sig med præcision. Det
klaskede ned på trægulvet, hvor det lå for sig i snavset i flere sekunder,
imens frøken Luca kiggede forvirret og en smule forstyrret på sin vært. ”Vent
et lille øjeblik” opfordrede høvdingen hende, og fra sine spidse tænder skabte
han en overraskende smuk fløjten. Som var det startsignalet til et kapløb, blev
kyllingelåret med det samme angrebet fra alle sider. Omringet og magtesløst forsvandt
det bid for bid. ”Hvad siger du så?” spurgte høvdingen entusiastisk, men blev
kun mødt af frøken Lucas utilpasse blik. ”Ikke meget for rotter antager jeg?
Se, der er ellers en ny én… den spiser dog ikke. Måske er den genert. Den skal
nok lige vende sig til stedet… kunne du tænkte dig at holde den?”. ”Hold op!”
udbrød frøken Luca med et hvin og et voldsomt ryk. ”Du bringer ikke det skadedyr
i nærheden af mig, for så sværger jeg, at jeg brænder det… og hele hytten ned
om nødvendigt. Jeg skal nok samarbejde, men hold for Moniems skyld det ækle
bæst væk”. ”Som De ønsker, frøken Luca” smilede høvdingen, og han satte den
lille rotte fra sig. ”Så lad os da i stedet tale forretning, men på civiliseret
vis”. Hænderne blev genfoldet og ansigtet givet en overvejende mine, idet
nissen fortsatte sin talen. ”De tekster De er ude efter” sagde han langsomt. ”De
er meget mulige for mig at anskaffe”. ”Men jeg troede…” afbrød frøken Luca,
hvorefter hun pludseligt tav ved mindet om høvdingens tidligere kommentarer. ”Tyven
Inola er pågrebet” forsikrede nissen hende. ”Og alt skal nok gå, som jeg har
planlagt det. Den del, jeg er mere interesseret i at tale om, er den belønning,
De nævnte, og som allerede blev lovet i din første besked. Husk på, at det ikke
er let en ting, De beder mig om. Skrifterne er hellige for Wapasha stammen, og
de vil søge hævn, hvis de opdager, at jeg har haft noget som helst med deres
forsvinden at gøre. Hvis jeg på den anden side leverede dem tilbage til stammen…
tja, så ville de måske værdsætte det. Det kunne ikke skade at have en tjeneste
til gode hos shamanerne”. ”Du behøver ikke uddybe din pointe yderligere” afbrød
frøken Luca. ”Den er gået ind. Hvad er det, du ønsker til gengæld?”.
Resten af samtalen kender jeg ikke til, for inden høvdingen
kunne nå at svare, drog iagttageren (og dermed min kilde) videre. Vedkommende
havde lært alt, hvad der var nødvendigt at vide, så lad os derfor springe
videre i fortællingen. Frøken Dorathea af den rige Luca familie, Dionisios regerende
adelsslægt, var nemlig ikke den eneste gæst hos nisserne. I ”kælderen” under
langhuset, hvor de vigtigste af høvdingens ufrivillige besøgende blev
opbevaret, befandt der sig nemlig i øjeblikket to kroppe, hvoraf den ene endnu
trak vejret. Ejeren af omtalte legeme regnede dog ikke med at have megen tid
igen og var ærligttalt rimeligt frygtsom for hvilken skæbne, han havde i vente,
noget der kun er forståeligt med hans daværende situation taget i betragtning. For
det første blev han holdt imod sin vilje i et fangehul styret af nisser. For
det andet så var hans tidligere ven og cellekammerat gået bort natten over
takket være hendes sår og kulden. Og for det tredje så havde han bare en lang historie
med at blive forfulgt af uheld.
Han vågnede denne grå og triste eftermiddag ved en ganske
lavmælt, men samtidigt velkendt og let genkendelig lyd. Gæsten, der var en
dværg af sydlig herkomst, skal det lige bemærkes, åbnede træt og forsigtigt
øjnene, men det tog ham ikke længe at blive fuldstændig vågen. Længe havde han
en forfærdelig sult plaget ham, og han havde mange års træning i at fange
rotter, en træning han havde anskaffet sig som hjemløs på gaderne i Pereturs
By, Sets hovedstad. Det var godt nok flere år siden, han sidst var blevet
tvunget til at leve af de mørke gnavere, men den slags gik aldrig væk, og
dværgen erindrede det hele, som havde han lært det dagen før. Tålmodigt ventede
han med et halvsovende blik og en afslappet, men beredt krop, imens rotten sneg
sig ind i cellen og nærmede sig Inolas forfrosne lig, ganske målrettet. Lige
før den nåede frem til hende, gjorde den dog pludselig holdt og gav sig til at
betragte hende nysgerrigt. I samme øjeblik sprang dværgen til handling.
Angrebet kom helt bag på rotten, og de mørke, ivrige hænder
lukkede sig hastigt om den som tremmer. Det lille væsen snappede og kradsede
for at komme fri, men det var helt forgæves, da dværgen var vandt til den slags
og vidste præcis, hvordan han skulle holde bæstet, så det ikke kunne bide ham. Smilende
skulle han lige til at vride halsen om på byttet, da en pludselig kraft kom ud
af ingenting og ramte ham i brystkassen med følelsen af et spark. Dværgen blev
kastet tilbage og ramte først lammende ind i stenvæggen, hvorefter han faldt
til jorden og slog hovedet på en sten. Hans blik blev sløret af smerten, og han
kunne derfor kun lige fornemme omridset af en fremmed skikkelse foran sig, der
øjnesynligt var kommet ud af ingenting. En elverkvinde klædt i mørk uld med et
pint udtrykt i ansigtet som befandt sig lige der, hvor rotten havde været få
sekunder tidligere.
”Ahhhh…” beklagede dværgen sig med hænderne på sin
usædvanligt store og nu også blodige tud. ”Av, av, av, av for Al’Ahmar da også.
Khara!”. ”Shhh” tyssede elverkvinden på ham. ”Vær stille, ellers hører nisserne
dig”. ”Vær stille” brokkede dværgen sig fornærmet. ”Du sparkede mig i ansigtet!”.
”Og du forsøgte at spise mig”. ”Ja, men…” begyndte han igen, men tav så. ”Det
var ikke… det var… det tæller ikke… og hvem er du egentligt?”. ”Rosa Estella”
lød svaret. ”Hvad med dig?”. ”Didrik-Dolgo” sagde dværgen og kom på benene. ”Men
de fleste kalder mig Didgo”. ”Jaså… godt, Didgo” sagde Rosa og vendte blikket
mod den døde dværgkvinde. ”Jeg antager, at det er Inola”. Didgo nikkede
langsomt. ”De bankede hende efter flugtforsøget og efterlod os så bare hernede.
Du er den første person, jeg har set hele dagen. Jeg havde ærligttalt regnet
med at se dig tidligere. Var du kommet i går, havde hun måske overlevet”. ”Du
har altså afventet mig?” sagde Rosa overrasket. ”Tja, måske ikke lige dig, men
du ved… en eller anden… interesseret person. Du ved, hvad jeg mener”. ”Det tror
jeg faktisk ikke, at jeg gør” kommenterede hun en anelse forvirret. ”Du er ude
efter bogen” forklarede Didgo kortfattet. ”Hvem er ikke det efterhånden? Den
forbandede ting har ikke bragt andet end problemer med sig, og jeg advarede
hende. Jeg sagde til Inola, at hun ikke skulle lytte til Engeldahl. Det ender
aldrig godt, når man blander religiøse fladpander ind i sine affærer, tro mig,
det ved jeg alt om”. Han sukkede smertefuldt, og der var gammelt ubehag at
spore i hans blik, idet han vendte det mod sin døde ven. Der hvilede det et
kort øjeblik, før han atter tog ordet. ”Nå” sagde han. ”Lad os bare springe
frem til den sidste del af samtalen, for jeg er ikke i humør til alt det
unødvendige bavl. Jeg ved, hvor bogen er, og hvis du får mig ud herfra, skal
jeg nok vise dig, hvor du kan finde den. Aftale?”.
Det var en noget så utilfreds Rosa Estella, der bagefter
fandt Fredegar igen og fortalte ham alt, hvad der var sket. ”Det lader i hvert
fald til, at Engeldahl har udeladt en detalje eller to” gav dosnen hende
tøvende ret. ”Detalje?” fnøs hun. ”Jeg vil ikke ligefrem kalde det for en
detalje, at vi i virkeligheden er her for at afhente en hellig tekst stjålet
fra Wapasha Stammen”. Fredgar lagde en hånd på hagen. ”Tja, måske er detalje
ikke helt det rette ord, men det ændrer ikke på tingene. Selv hvis vi ikke
kendte omstændighederne helt, så havde vi begge en fornemmelse af, hvad vi meldte
os til”. ”Din ide” påmindede Rosa ham. ”Ja” nikkede han alvorligt. ”Men så vidt
jeg husker var det også den eneste ide, som kunne få styr på vores planer. Vi
står allerede i gæld nok derhjemme, og får vi ikke fuldført denne handelsrejse,
så ser jeg ikke, hvordan vi kan få den betalt”. ”Du har ret” sukkede Rosa. ”Men
det ændrer ikke på, at jeg slet ikke bryder mig om det”. ”Hvilket er ganske
godt” sluttede Fredegar med et smil. ”For jeg er bange for, at jeg til gengæld
nyder situationen lidt for meget. Spændingen, kaosset, eventyret… trangen til
at tie stille lige nu, før du vælger at slå mig i ansigtet”. ”Den sidste bør
nok være din primære motivation” sagde Rosa skarpt. ”Det har du nok ret i”
mumlede handelsmanden. ”Det ændrer dog ikke på, at vi behøver en plan”. ”Du
distraherer nisserne, imens jeg får ham ud derfra?” sagde Rosa med et ofte
brugt blik, som var det en selvfølge. ”Ender det ikke altid med at være vores
plan i sidste ende alligevel? Først får jeg dog brug for nøglerne til
fangehullet, hvis jeg skal få Didgo ud uden at lar…”. Før hun kunne nå at
fuldføre sætningen, rakte Fredegar et tungt nøglebundt frem mod hende. ”Hvilket
du allerede har stjålet” sukkede hun. ”Selvfølgelig. Jeg antager, at du også
allerede har en ide til, hvordan du vil distrahere alle nisserne?”. ”Udford
høvdingen og alle hans vigtigste folk til dragehale” sagde han med løftede
hænder. ”Arranger det sådan, at flere af dem kommer i slåskamp. Bare rolig, jeg
har styr på tingene. Jeg har gjort det her hundredevis af gange før”. ”Det er
den del, der bekymrer mig” bemærkede Rosa.
Didgo kiggede nervøst op, da hun trådte ind i kælderen kort
tid efter. ”Endelig” sagde han utålmodigt. ”Jeg var begyndt at frygte, at du
ikke ville komme tilbage”. ”Jeg var kun væk i en halv time” svarede Rosa, idet
hun gav sig til at åbne celledøren. ”Du er ikke den mest tålmodige dværg i
verden, er du?”. ”Jeg kan sagtens være tålmodig” sagde han en smule fornærmet. ”Men
der kom en anden for at besøge mig, imens du var borte. En sur ashas kvinde”. ”Frøken
Luca” gættede Rosa sig til, og hun gjorde et kort holdt, før hun blev færdig
med at åbne døren. ”Jeg antager, at hun kom med et andet tilbud til dig”. ”Ja,
ja, ja” sagde Didgo nervøst. ”Men jeg foretrækker dit, så du skal ikke være
bange for, at jeg har forrådt dig eller sådan noget. Du gav mig måske en
blodnæse, men i det mindste tilbød du mig frihed i stedet for at komme med
trusler”. ”Nå, den slags tilbud” sagde Rosa, stadig forsigtigt, men mindre
mistroisk end før. ”Så lad os da få dig ud herfra, før den gode frøken vender
tilbage”. ”Sød musik i mine ører” svarede Didgo. Elverkvinden åbnede celledøren
for ham, og da de listede sig gennem kælderen, syntes hun at kunne ane
Fredegars højlydte stemme fra salen over dem. I sit stille sind bad hun til
Bearon om, at han bare denne ene gang kunne holde sig til sin opgave uden at
lave ravage i den. Men den slags har ikke den store effekt på ham. Når Fredegar
først har set sit snit til at lave ballade, så kan selv ikke guderne komme i
vejen for ham.
Han må dog alligevel have forstået alvoren ved situationen,
for både Rosa og Didgo nåede uskadte ud af nissestammen, og der gik ikke længe,
før de vandrede rundt i skoven i søgen efter den skjulte bog. ”Hvor langt er
der igen?” spurgte hun dværgen. Der var stadig rester af mistro at finde i
hendes stemme, og den tog til i styrke, efterhånden som de kom længere og
længere væk fra stammen. ”Ikke langt” svarede Didgo. ”Men nu er det altså din
tur til at være tålmodig. Vi kunne jo ikke bare skjule bogen hvor som helst.
Det ville ikke gøre os meget godt, hvis en nisse faldt over den, ville det?”. Han
gjorde straks holdt, da han kom til en stor bautasten. ”Hvad er der?” spurgte
Rosa. Han tyssede på hende som svar. ”Skal lige tænke”. Så gav han sig til at
tælle på fingrene og gik til venstre om stenen. Efter omtrent tredive skridt
stoppede han op igen og gav sig til at undersøge jorden rundt om sig. ”Sådan”
sagde han til sidst, da hans blik fæstnede sig på en gammel, rådden træstub,
som han hurtigt kastede til siden. ”Her er den”. Han fremdrog en en lille sæk,
som var grundigt bundet og lukket. ”Hvor belejligt” kommenterede en
selvtilfreds stemme bag Didgo, og dværgen vendte sig rundt på stedet,
fuldkommen bleg i ansigtet. ”Det ville også have været en skam, hvis vi kom
hele denne vej for ingenting” sagde Dorathea Luca, storsmilende. ”Jeg må
indrømme, at jeg havde min tvivl efter det første lange stykke, og jeg spurgte
mig selv, om jeg virkeligt bare var blevet narret. Det er ren og skær fryd at
erfare, at det ikke var tilfældet”. Så smeltede hendes smil, og hun rakte en
grådig, men elegant hånd ud mod Didgo. ”Ræk mig bogen, dværg, jeg advarer dig
kunne denne ene gang”. Hendes anden hånd blev holdt med stive fingre på en
ganske unaturlig måde, der kun kunne indikere, at hun var klar til at kaste en
besværgelse, hvis han nægtede. Didgo sank en klump og kastede et blik over
skuldren, men Rosa var i midlertid forsvundet, og han valgte med en rysten at
adlyde adelskvinden. ”Dygtig hund” sagde frøken Luca, og hendes smil vendte
tilbage, da bogen kom i hendes besiddelse. Hendes blik blev helt opslugt af
den, og en flamme blev antændt i dem. ”En af de syv Skæbnebøger…” sukkede hun. ”Du
ved ikke, hvor længe jeg har ønsket mig dette relikvie… men det vedrører vel
egentligt ikke dig”. Hun vendte blikket tilbage mod dværgen. ”Hvor er din
veninde egentligt henne?” spurgte hun med mild nysgerrighd. ”Veninde?” sagde
Didgo uskyldigt, men frøken Luca fandt det ikke spor morsomt. ”Bare lad være.
Jeg så jer sammen, jeg fulgte efter jer. Tror du måske, at hun så mig og stak
halen mellem benene uden at advare dig. Sikke fine venner du har dig, dværg”.
Didgo svarede ikke, men løftede bare langsomt hænderne mod himlen i
overgivelse.
Frøken Luca nåede dog ikke at fælde nogen dom over ham, for
sekundet efter gav hun et hvin fra sig efterfulgt af et hyl af smerte. ”Beskidte
udyr”. En lille, sort rotte var sprunget op fra skovbunden og havde bidt hendes
hånd, så bogen faldt til jorden. Ashas kvinden hævede hænderne i vrede for at
udslette dyret med sin magi, men så langt nåede hun aldrig, da en pludselig sværm
af halvt lysende bier faldt over hende. ”Che cavolo!” bandede hun højlydt på
miz, men begyndte så på en smertens hylen og hvæsen, imens hun svingede hænderne
rundt i forsøget på at kaste sin besværgelse. Didgo stod og betragtede dette,
fuldkommen lamslået, da en hånd greb hans, og han hørte ordet: ”løb!”. Mere
skulle der ikke til at få ham til at tage benene over nakken, og både han og
Rosa var nået om på den anden side af bautastenen, da frøken Luca fik gjort det
af med den sidste bi. ”Hvordan i Litunguls navn… hvordan?” hostede han, dog
uden at stoppe op. ”Du har set mig forvandle mig selv til en rotte, og så
spørger du om det?” hvæsede Rosa irriteret. ”Løb nu bare, og så kan du måske
forsøge at regne hele druide tingen ud senere”. Et godt stykke bagude kunne
frøken Lucas vrede udråb høres, og de skyndte sig at sætte hastigheden op.
De løb og løb og løb, indtil de ikke var langt borte fra
Aujag Stammen. Den vrede adelskvinde kunne ikke længere høres, og det var et
stykke tid siden, de sidst havde gjort det, men der var ingen garanti for, at
faren var passeret. Tværtimod kunne det betyde, at hun var ude på et eller
andet, men noget sagde nu Rosa, at frøken Luca ikke ville have helt lige så
nemt ved at finde vej igennem skoven, som de havde haft det, selv hvis deres
fodspor kunne anes i sneen. ”Her må jeg så insistere på, at vi skilles, Didgo”
sagde Rosa, efter hun havde kigget hele vejen rundt efter andre tilstedeværende
uden at finde en eneste nisse. ”Nej, nej, nej” rystede dværgen på hovedet. ”Jeg
har ikke lyst til at løbe ind i hende tossen på egen hånd”. ”Hvem tror du, hun
helst vil følge efter?” fnøs Rosa. ”Dig der egentligt ikke har gjort hende
noget, eller mig der sendte en magiske bisværm efter hende, og som har denne”.
Hun klappede bogen i sine hænder. Didgos ansigtsudtryk gik hurtigt fra at være
nervøst til en smule håbefuldt. ”Du siger noget” gav han hende ret. ”I så fald
siger jeg held og lykke og øh…”. Han fuldførte ikke sætningen, men vendte sig
straks om og spænede af sted mod syd. ”Jamen farvel da” sagde Rosa en smule paf
og gav sig så også selv af sted mod det aftalte mødested med Fredegar. ”Lad os
nu bare håbe, at han har holdt fingrene for sig selv” mumlede hun til sig selv
og bad endnu en gang til Naturfaderen i sit stille sind.
Som vi allerede ved,
så var både den bøn og den forrige nyttesløse. For nu er vi nemlig tilbage ved begyndelsen
på vores historie. Som I måske erindrer, befandt Fredegar og Rosa, Charlatanen
og Samvittigheden, sig på en klippekant i besiddelse af en stjålen nissekrone,
imens høvdingens vrede horder nærmede sig hastigt. Vi vil springe en god del af
deres mundhuggeri over, da jeg ærligttalt tror, der har været nok af den slags
i historien allerede, og gå direkte videre til deres flugt.
”Ahhh!” skreg dosnen, da et spyd skar igennem luften og
begravede sig ved siden af hans venstre fod. ”Så gør det dog, Rosa. Hvad
betaler jeg dig egentligt for?”. ”Du betaler mig ikke” lød det vrede svar. ”Og
du er IKKE min chef!”. Netop som hun sagde det, kom en nisse tilsyne mellem
træerne, og et gennemborende smil dukkede op på dens læber. ”Rosa?” sagde
Fredegar nervøst. ”Vil du ikke være sød at ordne det?”. Men da han kiggede
tilbage var hun væk. ”Typisk” fnøs dosnen. ”Klassisk fugleflugt”. Nissen var i
midlertid begyndt at kalde på forstærkninger, og inden længe stod der fem af
dem og betragtede ham ivrigt. ”Zok” hilste Fredegar med et smil og en fremrakt
hånd, som nisserne betragtede hånligt. ”Salve. Buenos dias. Ciao. Bonjour. Ni
hao. Salvar. Hyggehejsa. Hov, hvad er det?”. Fredegars anden hånd, som havde
været inde i jakkelommen, sprang pludseligt frem, og med sig bragte den en
kastekniv. Nisserne dukkede sig instinktivt, men ingen af dem var det udtænkte
mål, og i stedet faldt en gennemboret grankogle ned fra en af trætoppene. De
kiggede lidt småforvirret på den i nogle sekunder, men vendte så igen
opmærksomheden tilbage mod Fredegar… der i mellemtiden var forsvundet.
”Du er så heldig, at det rent faktisk virkede” hviskede Rosa
i en blanding af lettelse og frustration til Fredegar. ”Shhh” svarede han og
pegede op på klippekanten over dem. ”De er der stadigvæk”. ”De kan umuligt høre
os over denne larm” kommenterede elverkvinden. Hun hentydede naturligvis til
den fossende, vilde bjergflod, de stod på bredden af. ”Måske ikke” gav dosnen
hende ret. ”Det er dog nok en god ide at komme videre alligevel, før de regner
den ud”. ”Jeg tvivler nu på, at en så idiotisk plan vil falde dem ind, selv
hvis de er nisser” svarede Rosa tørt. ”Det virkede da” beklagede Fredegar sig. ”Jeg
havde fuld tiltro i dine evner til at levitere mig ned, efter jeg sprang”. ”Og
du må hellere takke Bearon for, at jeg overhovedet nåede at gribe dig. Et halvt
sekund længere, og så var du blevet kvast på klipperne” fortsatte Rosa, dog
ikke længere helt så hårdt. ”Du må desuden takke ham yderligere for, at jeg
ikke lod friste til at lade det ske”.
En Uheldig Affære i Keinzeht
Del 1 - En Charlatans og Hans Samvittighed Del 2 - En Uheldig Optræden Del 3 - En Dæmonfordrivelsestjeneste Del 4 - En Skæbnesvanger og Ellers Virkeligt Irriterende Bog
Andre historier:
Kommentarer
Send en kommentar