Til første del af denne historie
#29 En Skæbnesvanger og Ellers Virkeligt Irriterende Bog
”Skygge Paladinerne er en forholdsvis
ukendt orden, der oprindeligt rev sig løs fra Daggryets Krigere omkring Den
Røde Pest. Den opstod, da mange taere-dæmoner flygtede til overfladen, og
paladinernes stormester forbød dem at angribe dem, da dæmonerne ikke skadede
nogen og selv havde brug for hjælp. Mange paladiner blev derfor frustrerede og
brød ud fra resten af ordenen med Liadan Lisan i spidsen. De smed deres
ikoniske uniformer, inspirerende væsen og endda krigerens kodeks til siden i
bytte for hemmeligheder, plot og mystik. Skygge Paladinerne tilbeder også
Hegana, og de jager dæmoner med alle nødvendige midler. Det eneste, de
vedholder fra deres gamle orden, er hammeren, som de dog ofte bærer i
hemmelighed.”
Fortæller: Dogro
Mortus
Periode: Monic 1076AA
Placering: Kienzieht
Vi var, pænt sagt, i lidt af en kattepine. Rosa kæmpede
endnu med Frøken Luca, og det så ikke ud til at gå godt, alt imens en mindre
hær af zarrash dæmoner forsøgte at kæmpe sig ind i lageret til os. Jeg er ikke
nogen stor kriger, og det kommer jeg aldrig til at blive. Det er ikke et forsøg
på at være ydmyg fra min side. Det er et rent og skært faktum.
Faktisk kunne jeg knap nok overkomme at holde styr på det fæhoved til Engeldahl samt den syge dværg, Didgo. Især når jeg jo som altid forsøgte at holde bare en smule styr på mine egne noter imens, sådan at jeg en skønne dag kunne berette om fortællingen med størst mulig præcision. Men det måtte jeg opgive, og hvad, jeg fik nedskrevet, viste sig ikke til megen nytte senere hen.
Faktisk kunne jeg knap nok overkomme at holde styr på det fæhoved til Engeldahl samt den syge dværg, Didgo. Især når jeg jo som altid forsøgte at holde bare en smule styr på mine egne noter imens, sådan at jeg en skønne dag kunne berette om fortællingen med størst mulig præcision. Men det måtte jeg opgive, og hvad, jeg fik nedskrevet, viste sig ikke til megen nytte senere hen.
Lad mig vise, hvad jeg mener:
Stor ild… Rosa og Luca,
frem og tilbage. Dumme digter… skygge ved vindue. Dør slået op. Glasskær.
Dværg, taske. Brændte Øjenbryn. Av. Jeg bløder. Engeldahrl dæmonre væk, min
lut!
Uduelige digter….
Lys…
Hvor er vi?
Uduelige digter….
Lys…
Hvor er vi?
Den sidste sætning skrev jeg, da vi pludseligt befandt os,
ikke i lagerhuset, men i en mørk baggyde i regnen.
Der havde været et kort lysglimt, og så var omgivelserne forsvundet. Eller rettere sagt så var vi nok snarere forsvundet, og jeg kan forestille mig, at både Frøken Luca og dæmonerne nu følte sig rimeligt fjollede, som de stod der og kæmpede med den tomme luft.
”Hvor er vi?” spurgte Engeldahl og kiggede sig omkring. ”Hvad skete der?”.
”Tja” lød Fredegars stemme. ”Nogen var jo ligesom nødt til at redde jeres sølle skind, ikke sandt”.
”Teleportation” sagde Rosa alvorligt. ”Det er meget sjælden magi, kun få besidder. Hvordan i al verden…”.
Men så faldt hendes blik på Gabriella og bogen i hendes hænder.
”I stjal den” udbrød hun anklagende. ”Fredegar, din lille, luskede…”.
”Reddede vi ikke lige jeres liv” skyndte han sig at påpege. ”Jeg synes ikke rigtigt, at du behøver…”.
Hun rakte ud efter bogen, men vampyren skyndte sig at trække den til sig.
”Kraften i denne” sagde hun overvejende. ”Jeg har flere problemer, som den nok ville kunne løse for mig”.
”Giv mig den” insisterede Rosa. ”Nu”.
Jeg skyndte mig at træde til siden, så jeg ikke stod imellem dem. Det er ikke særligt hjælpsomt at stå i vejen.
”Kan du overhovedet gøre brug af den?” spurgte Gabriella. ”Du er måske en magiker, men disse runer her. Dem har du ingen magt over. Det har jeg derimod. Så måske burde jeg holde den i stedet”.
”Jeg vil ikke lade den bog ude af syne” svarede min ven. ”Ikke efter alt det vi har været igennem for den”.
”Sådan” bifaldt Engeldahl fra sit lille rottehul, henne bag nogle tønderne langs en af murene. ”Det er vores”.
”Du blander dig udenom” pegede vampyren anklagende på ham. ”Du har allerede lavet rigeligt af problemer”.
”Og problemerne er kun lige gået i gang for alvor” bemærkede Fredegar.
For enden af gaden stod der nu en lille samling mørkklædte skikkelser med trukne våben.
En af dem, en høj elver med et groft kulskæg, trådte frem mod os og gjorde sig umage, for at vi skulle se hammeren i hans hånd.
”Felix” sagde han, uden rigtigt at værdige os andre meget mere end et fjendtlig glimt. ”Vi har ledt efter dig”.
”Og nu har I fundet mig” svarede digteren, som skyndte sig at træde hen imod dem med et stort smil på læben.
”Det er godt at se dig, Dario. Du ved ikke, hvilken misforståelse, jeg er blevet blandet ind i. Det hele har været et stort pasticcio…”, og mere forstod jeg ikke, da han skiftede over til miz. På trods af sprogbarrieren så var det dog ganske klart, at han forsøgte at lægge så meget af skylden over på os som overhovedet muligt.
Men skygge paladinen så ikke tilfreds ud, da han var færdig med at snakke. Slet slet ikke tilfreds.
”Det er uhøfligt” sagde han ”at tale, sådan at dine venner ikke forstår det. Her troede jeg ellers, at dine forældre havde givet dig en god opdragelse. Det må jeg hellere fortælle dem, når jeg kommer hjem. Måske er de mere heldige med dine yngre søskende. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at smide alle dine kumpaner her i fængslet for at have stjålet din bog. Hvis der er en ting, jeg ved, Felix, så er det, at du uden tvivl er den mest skyldige af dem alle. Jeg kender alt til aftalen mellem dig og Xalcatora. Så nu følger du med os, hvis ikke du ønsker eksta besvær, min ven”.
Digteren blegnede og snoede sig en meter baglæns.
Dario trak vejret så tungt, at hans skæg blafrede, og så så han os an, hver især.
”Har nogen af jer tænkt sig at stoppe mig, hvis jeg forsøger på at fange ham?”.
Da jeg selv syntes, at sagen var ganske ligefrem, skyndt jeg mig at ryste på hovedet.
”I skal være mere end velkomne” fortalte jeg dem. ”Jeg vil endda gerne hjælpe til, hvis det er nødvendigt”.
Men der var nu én, som ikke var helt enig.
”Det kan I ikke” sagde Gabriella alvorligt. ”Hvis I lægger en hånd på ham, så kommer det til ende galt”.
”Truer du os, vampyr?” spurgte Dario. Han vendte hammeren i sin hånd.
”Nej, tværtimod” svarede Gabriella. ”Jeg forsøger at advare jer. Det her er præcis efter Xalcatoras plan. Digteren skylder hende penge, og hun har en ret til hævn. Sådan vil mange af dæmonerne se det. Hvis I tager ham, så vil hun gå lige igennem jer for at opnå den. Jeres død vil komme til at starte en krig”.
”Hun kan bare komme an” var der en af de andre skygge paladiner, der råbte.
Men selv jeg var begyndt at indse, at det måske ikke var så god en ide alligevel at overgive Engeldahl til disse folk.
”Hvis ikke I udleverer ham, så bliver vi nødt til at gå lige igennem jer” advarede Dario. ”Vi vil ikke tøve”.
”Nej, selvfølgelig ikke” brød Fredegar ind, og han skyndte sig at træde hen foran os andre. ”Men er det måske ikke en fejltagelse. Prøv engang at tænke på alt det, I går glip af ved ikke at tøve. At tøve er vel at tænke, det siger jeg altid, og at tænke det har aldrig slået nogen ihjel. I skulle selv prøve på det en gang. For hvis du tog og tænkte lidt, så ville I netop indse det åbenlyse. Hvad er det åbenlyse, spørger I måske?”.
Han ventede et øjeblik og begyndte så at gestikulere, da ingen af skygge paladinerne sagde noget.
”Hvad… hvad er det åbenlyse?” spurgte Dario.
”Aha, jeg er glad for, at du spørger” fortsatte Fredegar. ”Det åbenlyse er selvfølgelig, at jeg er alt for kæphøj lige nu for en, som er trængt op i en krog af en flok skræmmende dæmonjægere at være. Så derfor må jeg altså have noget i baghånden. Et trick, en plan. En svindelstreg”.
Den lod han lige Dario og kompagni tænke over i nogle sekunder.
”Har du da det?” spurgte en af dem så, lidt paft.
”Naturligvis” nikkede handelsmanden. ”Og mit trick er, at det i virkeligheden ikke er mit, men min kære veninde Rosas, så tag endelig og skænk hende hele jeres ubegrænsede opmærksomhed, og giv hende en stor hånd”.
Han trådte til siden og trak Rosa frem mod dem i stedet. Straks løftede krigerne deres våben mistænksomt. Hun vinkede til dem.
Der var et lysglimt, og så var de væk.
”Godt klaret, alle sammen” sagde Fredegar, idet Gabriella sneg den omdiskutterede bog ned i tasken. ”Og lad os så komme væk herfra, før dæmonerne dukker op, for jeg tror simpelthen ikke på, at den kommer til at virke to gange”.
Der havde været et kort lysglimt, og så var omgivelserne forsvundet. Eller rettere sagt så var vi nok snarere forsvundet, og jeg kan forestille mig, at både Frøken Luca og dæmonerne nu følte sig rimeligt fjollede, som de stod der og kæmpede med den tomme luft.
”Hvor er vi?” spurgte Engeldahl og kiggede sig omkring. ”Hvad skete der?”.
”Tja” lød Fredegars stemme. ”Nogen var jo ligesom nødt til at redde jeres sølle skind, ikke sandt”.
”Teleportation” sagde Rosa alvorligt. ”Det er meget sjælden magi, kun få besidder. Hvordan i al verden…”.
Men så faldt hendes blik på Gabriella og bogen i hendes hænder.
”I stjal den” udbrød hun anklagende. ”Fredegar, din lille, luskede…”.
”Reddede vi ikke lige jeres liv” skyndte han sig at påpege. ”Jeg synes ikke rigtigt, at du behøver…”.
Hun rakte ud efter bogen, men vampyren skyndte sig at trække den til sig.
”Kraften i denne” sagde hun overvejende. ”Jeg har flere problemer, som den nok ville kunne løse for mig”.
”Giv mig den” insisterede Rosa. ”Nu”.
Jeg skyndte mig at træde til siden, så jeg ikke stod imellem dem. Det er ikke særligt hjælpsomt at stå i vejen.
”Kan du overhovedet gøre brug af den?” spurgte Gabriella. ”Du er måske en magiker, men disse runer her. Dem har du ingen magt over. Det har jeg derimod. Så måske burde jeg holde den i stedet”.
”Jeg vil ikke lade den bog ude af syne” svarede min ven. ”Ikke efter alt det vi har været igennem for den”.
”Sådan” bifaldt Engeldahl fra sit lille rottehul, henne bag nogle tønderne langs en af murene. ”Det er vores”.
”Du blander dig udenom” pegede vampyren anklagende på ham. ”Du har allerede lavet rigeligt af problemer”.
”Og problemerne er kun lige gået i gang for alvor” bemærkede Fredegar.
For enden af gaden stod der nu en lille samling mørkklædte skikkelser med trukne våben.
En af dem, en høj elver med et groft kulskæg, trådte frem mod os og gjorde sig umage, for at vi skulle se hammeren i hans hånd.
”Felix” sagde han, uden rigtigt at værdige os andre meget mere end et fjendtlig glimt. ”Vi har ledt efter dig”.
”Og nu har I fundet mig” svarede digteren, som skyndte sig at træde hen imod dem med et stort smil på læben.
”Det er godt at se dig, Dario. Du ved ikke, hvilken misforståelse, jeg er blevet blandet ind i. Det hele har været et stort pasticcio…”, og mere forstod jeg ikke, da han skiftede over til miz. På trods af sprogbarrieren så var det dog ganske klart, at han forsøgte at lægge så meget af skylden over på os som overhovedet muligt.
Men skygge paladinen så ikke tilfreds ud, da han var færdig med at snakke. Slet slet ikke tilfreds.
”Det er uhøfligt” sagde han ”at tale, sådan at dine venner ikke forstår det. Her troede jeg ellers, at dine forældre havde givet dig en god opdragelse. Det må jeg hellere fortælle dem, når jeg kommer hjem. Måske er de mere heldige med dine yngre søskende. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at smide alle dine kumpaner her i fængslet for at have stjålet din bog. Hvis der er en ting, jeg ved, Felix, så er det, at du uden tvivl er den mest skyldige af dem alle. Jeg kender alt til aftalen mellem dig og Xalcatora. Så nu følger du med os, hvis ikke du ønsker eksta besvær, min ven”.
Digteren blegnede og snoede sig en meter baglæns.
Dario trak vejret så tungt, at hans skæg blafrede, og så så han os an, hver især.
”Har nogen af jer tænkt sig at stoppe mig, hvis jeg forsøger på at fange ham?”.
Da jeg selv syntes, at sagen var ganske ligefrem, skyndt jeg mig at ryste på hovedet.
”I skal være mere end velkomne” fortalte jeg dem. ”Jeg vil endda gerne hjælpe til, hvis det er nødvendigt”.
Men der var nu én, som ikke var helt enig.
”Det kan I ikke” sagde Gabriella alvorligt. ”Hvis I lægger en hånd på ham, så kommer det til ende galt”.
”Truer du os, vampyr?” spurgte Dario. Han vendte hammeren i sin hånd.
”Nej, tværtimod” svarede Gabriella. ”Jeg forsøger at advare jer. Det her er præcis efter Xalcatoras plan. Digteren skylder hende penge, og hun har en ret til hævn. Sådan vil mange af dæmonerne se det. Hvis I tager ham, så vil hun gå lige igennem jer for at opnå den. Jeres død vil komme til at starte en krig”.
”Hun kan bare komme an” var der en af de andre skygge paladiner, der råbte.
Men selv jeg var begyndt at indse, at det måske ikke var så god en ide alligevel at overgive Engeldahl til disse folk.
”Hvis ikke I udleverer ham, så bliver vi nødt til at gå lige igennem jer” advarede Dario. ”Vi vil ikke tøve”.
”Nej, selvfølgelig ikke” brød Fredegar ind, og han skyndte sig at træde hen foran os andre. ”Men er det måske ikke en fejltagelse. Prøv engang at tænke på alt det, I går glip af ved ikke at tøve. At tøve er vel at tænke, det siger jeg altid, og at tænke det har aldrig slået nogen ihjel. I skulle selv prøve på det en gang. For hvis du tog og tænkte lidt, så ville I netop indse det åbenlyse. Hvad er det åbenlyse, spørger I måske?”.
Han ventede et øjeblik og begyndte så at gestikulere, da ingen af skygge paladinerne sagde noget.
”Hvad… hvad er det åbenlyse?” spurgte Dario.
”Aha, jeg er glad for, at du spørger” fortsatte Fredegar. ”Det åbenlyse er selvfølgelig, at jeg er alt for kæphøj lige nu for en, som er trængt op i en krog af en flok skræmmende dæmonjægere at være. Så derfor må jeg altså have noget i baghånden. Et trick, en plan. En svindelstreg”.
Den lod han lige Dario og kompagni tænke over i nogle sekunder.
”Har du da det?” spurgte en af dem så, lidt paft.
”Naturligvis” nikkede handelsmanden. ”Og mit trick er, at det i virkeligheden ikke er mit, men min kære veninde Rosas, så tag endelig og skænk hende hele jeres ubegrænsede opmærksomhed, og giv hende en stor hånd”.
Han trådte til siden og trak Rosa frem mod dem i stedet. Straks løftede krigerne deres våben mistænksomt. Hun vinkede til dem.
Der var et lysglimt, og så var de væk.
”Godt klaret, alle sammen” sagde Fredegar, idet Gabriella sneg den omdiskutterede bog ned i tasken. ”Og lad os så komme væk herfra, før dæmonerne dukker op, for jeg tror simpelthen ikke på, at den kommer til at virke to gange”.
Vores næste gemmested
kom til at blive et gadehjørne nede på havnen. Og ja, jeg ved, hvad du tænker.
Det er ikke ligefrem det mest originale eller kreative eller i det mindste bare
brugbare sted. Faktisk er jeg rimeligt sikker på, at vi blev set af så godt som
alle, der kom forbi os, imens vi sad derinde. Ikke fordi vi ikke forsøgte på at
gemme os. Det skyldtes derimod Gabriella og Rosas voldsomme skænderi over
skæbnebogen.
”Og hvad får vi så helt præcist ud af, at du holder den?
Intet” argumenterede Gabriella.
”For den er jo så sikker i dine hænder” svarede Rosa. ”Du som netop indrømmede, at du gerne ville beholde den”.
”Jeg sagde, at den kunne blive nyttig, og at jeg ville elske et øjeblik til at kigge nærmere på den. Teleportation er kun en ud af mange gaver, den gemmer på”.
”Der skulle vel ikke være noget, som kunne hjælpe os i øjeblikket?” spurgte Fredegar, men hun svarede ikke.
Det var der dog en anden, som gjorde i stedet.
”Det fører dem kun nærmere” sagde Didgo. ”Bogens retmæssige ejere. Hver gang dens kraft bruges”.
”Hvad siger du?” spurgte Fredegar. ”Kan de lugte det eller hvad?”.
”Noget i den stil” svarede dværgen. ”De er allerede i byen, og de skal nok finde den før eller senere”.
”Så længe det er efter, vi har fået den til sælgeren” sagde handelsmanden. ”Burde vi egentligt ikke finde ham, hva Engeldahl? Engeldahl?”.
Men digteren var i stedet helt optaget af at sidde og stirre håbefuldt ned mod havnen, mod et lille hurtigt skib.
Det krævede ingen magiske kræfter for at aflæse hans tanker.
”Der kan du lige tro nej” sagde Fredegar til ham. ”Det har du ikke lyst til. Tro mig”.
”Dæmonen er svækket mindst et halvt døgn endnu” svarede han i et tonefald, der indikerede, at han mest talte til sig selv. ”Med det rette skib burde der være tid nok til at nå tilbage til Marrai. Væk fra Kienzieht og dæmonerne”.
”Og lige i favnen på din gode gamle, i øjeblikket rimeligt skuffede ven; Dario” nikkede Fredegar. ”Sammen med resten af gutterne. De er sikkert ellevilde efter at se dig, tror du ikke også det?”.
Digteren sank en klump og lod sine skuldre synke sammen.
”Så i stedet for at give os i kast med den slags håbløse ideer, kunne du så ikke være god og pege os i retning af sælgeren, så vi kan få alt det her overstået?” foreslog Fredegar. ”Vi får vores penge, du kan betale Xalcatora, og så har hun ikke længere en god grund til at bruge dig til at starte en krig. Alle vinder”.
Didgo sendte ham et uenigt blik.
”Så godt som alle sammen” rettede handelsmanden det til. ”Og med omstændighederne taget i betragtning, så synes jeg faktisk, at fem ud af seks er rimeligt godt gået”.
”Vi skal først mødes om nogle timer” fortalte Engeldahl. ”Og jeg havde lovet, at jeg ville komme alene”.
”Og jeg lovede, at jeg aldrig nogensinde, igen, ville spille dragehale om Dogros ejendele” svarede Fredegar. ”Men alligevel havde jeg nær tabt hans lut den anden dag”.
”Hov!” udbrød jeg, da jeg forstod, hvad han havde sagt. Men Fredegar var allerede langt videre i samtalen.
”… jeg gav ham også et glas vin bagefter som tak. Det overordnede er, at det nogle gange betaler sig at bryde løfter. Så længe man bare kun gør det en lille smule”.
Engeldahl sank endnu en klump.
”Min lut” sagde jeg. ”Du satsede min lut”. Jeg kunne lige så godt have været stum.
”Så lad os da skynde os” gav digteren sig. ”Men hvis han er sur, så giver jeg dig skylden”.
Fredegar bukkede for ham og trådte til siden for at gøre plads. ”Efter Engeldahl, folkens”.
Gabriella og Rosa satte skænderiet på hold for at følge med, men Didgo blev stående tilbage alene i nogle sekunder, usikker på hvad han skulle gøre. Han var lige ved at forsvinde ud af syne, da han alligevel besluttede sig for, at han ikke ville efterlades. Jeg bemærkede også en fjern, grønklædt skikkelse, der stod og holdt øje med os, men som tilsyneladende blev stående for sig selv længere
”For den er jo så sikker i dine hænder” svarede Rosa. ”Du som netop indrømmede, at du gerne ville beholde den”.
”Jeg sagde, at den kunne blive nyttig, og at jeg ville elske et øjeblik til at kigge nærmere på den. Teleportation er kun en ud af mange gaver, den gemmer på”.
”Der skulle vel ikke være noget, som kunne hjælpe os i øjeblikket?” spurgte Fredegar, men hun svarede ikke.
Det var der dog en anden, som gjorde i stedet.
”Det fører dem kun nærmere” sagde Didgo. ”Bogens retmæssige ejere. Hver gang dens kraft bruges”.
”Hvad siger du?” spurgte Fredegar. ”Kan de lugte det eller hvad?”.
”Noget i den stil” svarede dværgen. ”De er allerede i byen, og de skal nok finde den før eller senere”.
”Så længe det er efter, vi har fået den til sælgeren” sagde handelsmanden. ”Burde vi egentligt ikke finde ham, hva Engeldahl? Engeldahl?”.
Men digteren var i stedet helt optaget af at sidde og stirre håbefuldt ned mod havnen, mod et lille hurtigt skib.
Det krævede ingen magiske kræfter for at aflæse hans tanker.
”Der kan du lige tro nej” sagde Fredegar til ham. ”Det har du ikke lyst til. Tro mig”.
”Dæmonen er svækket mindst et halvt døgn endnu” svarede han i et tonefald, der indikerede, at han mest talte til sig selv. ”Med det rette skib burde der være tid nok til at nå tilbage til Marrai. Væk fra Kienzieht og dæmonerne”.
”Og lige i favnen på din gode gamle, i øjeblikket rimeligt skuffede ven; Dario” nikkede Fredegar. ”Sammen med resten af gutterne. De er sikkert ellevilde efter at se dig, tror du ikke også det?”.
Digteren sank en klump og lod sine skuldre synke sammen.
”Så i stedet for at give os i kast med den slags håbløse ideer, kunne du så ikke være god og pege os i retning af sælgeren, så vi kan få alt det her overstået?” foreslog Fredegar. ”Vi får vores penge, du kan betale Xalcatora, og så har hun ikke længere en god grund til at bruge dig til at starte en krig. Alle vinder”.
Didgo sendte ham et uenigt blik.
”Så godt som alle sammen” rettede handelsmanden det til. ”Og med omstændighederne taget i betragtning, så synes jeg faktisk, at fem ud af seks er rimeligt godt gået”.
”Vi skal først mødes om nogle timer” fortalte Engeldahl. ”Og jeg havde lovet, at jeg ville komme alene”.
”Og jeg lovede, at jeg aldrig nogensinde, igen, ville spille dragehale om Dogros ejendele” svarede Fredegar. ”Men alligevel havde jeg nær tabt hans lut den anden dag”.
”Hov!” udbrød jeg, da jeg forstod, hvad han havde sagt. Men Fredegar var allerede langt videre i samtalen.
”… jeg gav ham også et glas vin bagefter som tak. Det overordnede er, at det nogle gange betaler sig at bryde løfter. Så længe man bare kun gør det en lille smule”.
Engeldahl sank endnu en klump.
”Min lut” sagde jeg. ”Du satsede min lut”. Jeg kunne lige så godt have været stum.
”Så lad os da skynde os” gav digteren sig. ”Men hvis han er sur, så giver jeg dig skylden”.
Fredegar bukkede for ham og trådte til siden for at gøre plads. ”Efter Engeldahl, folkens”.
Gabriella og Rosa satte skænderiet på hold for at følge med, men Didgo blev stående tilbage alene i nogle sekunder, usikker på hvad han skulle gøre. Han var lige ved at forsvinde ud af syne, da han alligevel besluttede sig for, at han ikke ville efterlades. Jeg bemærkede også en fjern, grønklædt skikkelse, der stod og holdt øje med os, men som tilsyneladende blev stående for sig selv længere
nede ad havnen.
”Vi er der næsten” fortalte Engeldahl, ikke alt for længe
efter, da vi rundede et gadehjørne. ”Det er ovre i baggården bag banken
derovre. Så snart vi er derovre, burde vi være sikker. Xalcatora kan ikke
risikere at provokere Kienziehts magthavere, så dum kan hun umuligt være”.
Han pegede over på en sølvgrå bygning, hvor der var posteret et halvt dusin byvagter med hellebarder.
”Hvad med dem?” spurgte jeg. ”Tror du, at de bare vil lukke os indenfor?”.
”Det ved jeg ikke” svarede digteren. ”Og jeg vil lige minde jer allesammen om, at det ikke var min ide”.
”Vi skal nok finde ud af noget” sagde Fredegar. ”Det gør jeg altid”.
”Hvis det er, hvad du vil kalde det for” mumlede Rosa. ”Men hvad med denne her køber? Betaler han bare med det samme eller hvad? Hvor godt kender du ham, Engeldahl?”.
Men digteren svarede ikke. Han var igen blevet helt bleg, og da vi andre kiggede op mod banken, så vi hvorfor.
”Forbandede mær” snerrede Gabriella. ”Lige da jeg var et skridt foran… hvad laver hun her…”.
Det var der ikke nogen af os, der havde noget særligt godt svar på, men landet lå, som det gjorde.
Der var Xalcatora, Engeldahls dæmoniske lånehaj, og hun var i fuld samtale med en ældre herre.
”Åh nej” sagde digteren og bandede. ”Nej, nej, nej. Hvordan kan… forbandede forræder”.
”Din køber tager jeg det” gættede Fredegar. ”Der sank det skib vist… og med det skatten”.
”Nej” rystede Engeldahl på hovedet, da den ældre herre trådte smilende indenfor igen. ”Der må være andre, som vil være villige til at betale for bogen. I sagde det selv; dens magt er… fabelagtig. Ubesejrelig”.
”Ja” nikkede Rosa. ”Og jeg er sikker på, at du kan finde en ny køber til den slags varer på denne tid af natten uden at få struben skåret over i processen”.
Digteren trak sig sammen og søgte endnu i et nyt hjørne, hvor han kunne gemme sig. Han var nær ved at ramle ind i mig.
Han pegede over på en sølvgrå bygning, hvor der var posteret et halvt dusin byvagter med hellebarder.
”Hvad med dem?” spurgte jeg. ”Tror du, at de bare vil lukke os indenfor?”.
”Det ved jeg ikke” svarede digteren. ”Og jeg vil lige minde jer allesammen om, at det ikke var min ide”.
”Vi skal nok finde ud af noget” sagde Fredegar. ”Det gør jeg altid”.
”Hvis det er, hvad du vil kalde det for” mumlede Rosa. ”Men hvad med denne her køber? Betaler han bare med det samme eller hvad? Hvor godt kender du ham, Engeldahl?”.
Men digteren svarede ikke. Han var igen blevet helt bleg, og da vi andre kiggede op mod banken, så vi hvorfor.
”Forbandede mær” snerrede Gabriella. ”Lige da jeg var et skridt foran… hvad laver hun her…”.
Det var der ikke nogen af os, der havde noget særligt godt svar på, men landet lå, som det gjorde.
Der var Xalcatora, Engeldahls dæmoniske lånehaj, og hun var i fuld samtale med en ældre herre.
”Åh nej” sagde digteren og bandede. ”Nej, nej, nej. Hvordan kan… forbandede forræder”.
”Din køber tager jeg det” gættede Fredegar. ”Der sank det skib vist… og med det skatten”.
”Nej” rystede Engeldahl på hovedet, da den ældre herre trådte smilende indenfor igen. ”Der må være andre, som vil være villige til at betale for bogen. I sagde det selv; dens magt er… fabelagtig. Ubesejrelig”.
”Ja” nikkede Rosa. ”Og jeg er sikker på, at du kan finde en ny køber til den slags varer på denne tid af natten uden at få struben skåret over i processen”.
Digteren trak sig sammen og søgte endnu i et nyt hjørne, hvor han kunne gemme sig. Han var nær ved at ramle ind i mig.
”Nå” sagde Gabriella, da den diskussion ligesom var lagt på hylden (og dermed
gjorde plads til en anden).
”Så må vi hellere bare se at komme væk herfra. Og med vi, mener jeg mig og skvattet derovre ved væggen”.
”Så det mener du?” nikkede Rosa. ”Og hvordan har du dog fået den tanke ind i hovedet?”.
”Lige nu” svarede vampyren. ”Er der to ting, som jeg ikke kan risikere, at Xalcatora får fingrene i. Det er ham der, hvor nyttesløs han så end er, og så skæbnebogen. Jeg har ikke lyst til at forestille mig den i hendes hænder”.
”Den hører ikke til i nogen af vores hænder” peb Didgo.
”Og da slet ikke dine” sagde Rosa. ”Jeg ved ikke, hvad der bør gøres med den endnu, men du skal ikke tage den”.
Hun åbnede munden for at sige mere, men begyndte så at hoste voldsomt i stedet. ”Giv mig den”.
En ildkugle dukkede op i hendes hånd. Ikke at Rosa kunne finde på at bare angribe hende, men det vidste Gabriella selvfølgelig ikke.
Modvilligt åbnede vampyren sin taske for at hive skæbnebogen frem… men hun fandt ikke noget i den.
”Fredegar!” udbrød hun anklagende, men handelsmanden skyndte sig at trække uskyldigt på skuldrene.
”Troede I virkeligt, at I kunne snyde mig så nemt? At I bare kunne behandle mig sådan?”.
Alle vendte blikket mod Engeldahl, som nu stod med bogen i sin ene hånd og sin kniv i den anden. Han var blegere end nogensinde, og han blinkede nervøst, som om han havde fået noget i det ene øje.
”Felix” sagde Rosa og tog et skridt hen imod ham. ”Lad nu være med at gøre noget dumt. Giv mig bogen”.
”Eller hvad?” spurgte han. ”Jeg har magten her. Og jeg siger jer, at I må bruge denne forbandede tingest til at løse mine problemer. I sagde, at den indeholdte magt. Så brug den mod Xalcatora. Udslet hende”.
”Hendes død ville udløse en krig lige så meget som din” sagde Gabriella. ”Din idiot”.
”Hellere hendes end min” snøftede digteren. ”Jeg har tænkt at forblive blandt de levende. Så hvis I vil have bogen, så må I hellere gøre, som jeg siger. For ellers så er der ingen, der får den. Tænk jer nu om, og lad være med at gøre noget, I vil komme til at fortryde”.
”Såsom det her?” spurgte jeg og svang min lut. Engeldahl sagde en meget poetisk lyd og gik i gulvet.
Eller rettere sagt styrtede han ned i stenvejen. Jeg må indrømme, at det gjorde ondt at mishandle et så trofast instrument på den måde, men på den anden side så føltes det også godt, og det er jeg sikker på, at min gode ven kunne forstå.
Rosa og Gabriella sprang frem for at gribe bogen, men Fredegar kom dem i forkøbet.
”Ikke mere af det der, i to” sagde han. ”Det hjælper ikke nogen, at I skændes sådan… måske bortset fra hende”.
Han pegede. Jeg sukkede. Rosa trådte frem for at tage sig af det. Frøken Luca gned hævngerrigt hænderne sammen.
”Tredje gang er lykkens gang” sagde hun. ”Spørgsmålet er så bare, om det bliver min lykke eller din”.
Men før kampen kunne nå at begynde, så valgte Xalcatora pludseligt at slutte sig til selskabet fra den modsatte side. Gabriella trådte desperat frem mod hende for at tale til hende, og tilbage sad så jeg selv, Fredegar og Didgo så sammen med den bevistløse digter. Tingene så, for anden gang den nat, rimeligt sorte ud, og alt jeg kunne gøre var at forsøge på at vække Engeldahl, som jeg netop selv havde slået bevistløs.
”Er der nogen af jer, der har noget vand?” spurgte Fredegar, men det var der ikke. ”Hov vent, hvad er det her?”.
Han lagde digterens hoved på siden, så en rødlig, tyk streg på hans hals kom til syne. Den så ud til at fortsætte neduder skjorten, præcis som Didgos.
”Forbandelsen” forklarede dværgen ganske rigtigt også. ”Straffen for at stjæle en af de syv. Inden længe vil det sprede sig til alle, der har været involveret. Din veninde er den næste”.
Han pegede på Rosa, som faktisk var begyndt at se en lille smule bleg ud.
”Og det er shamanerne, som står bag?” spurgte Fredegar. ”Vil de stoppe det, hvis de får deres bog tilbage?”.
”Det fortalte en af dem mig” svarede Didgo. ”Men jeg kan ikke love noget”.
Fredegar sukkede. ”Åh, pokkers” sagde han. ”Så må jeg hellere tage og gøre noget dumt”.
”Så må vi hellere bare se at komme væk herfra. Og med vi, mener jeg mig og skvattet derovre ved væggen”.
”Så det mener du?” nikkede Rosa. ”Og hvordan har du dog fået den tanke ind i hovedet?”.
”Lige nu” svarede vampyren. ”Er der to ting, som jeg ikke kan risikere, at Xalcatora får fingrene i. Det er ham der, hvor nyttesløs han så end er, og så skæbnebogen. Jeg har ikke lyst til at forestille mig den i hendes hænder”.
”Den hører ikke til i nogen af vores hænder” peb Didgo.
”Og da slet ikke dine” sagde Rosa. ”Jeg ved ikke, hvad der bør gøres med den endnu, men du skal ikke tage den”.
Hun åbnede munden for at sige mere, men begyndte så at hoste voldsomt i stedet. ”Giv mig den”.
En ildkugle dukkede op i hendes hånd. Ikke at Rosa kunne finde på at bare angribe hende, men det vidste Gabriella selvfølgelig ikke.
Modvilligt åbnede vampyren sin taske for at hive skæbnebogen frem… men hun fandt ikke noget i den.
”Fredegar!” udbrød hun anklagende, men handelsmanden skyndte sig at trække uskyldigt på skuldrene.
”Troede I virkeligt, at I kunne snyde mig så nemt? At I bare kunne behandle mig sådan?”.
Alle vendte blikket mod Engeldahl, som nu stod med bogen i sin ene hånd og sin kniv i den anden. Han var blegere end nogensinde, og han blinkede nervøst, som om han havde fået noget i det ene øje.
”Felix” sagde Rosa og tog et skridt hen imod ham. ”Lad nu være med at gøre noget dumt. Giv mig bogen”.
”Eller hvad?” spurgte han. ”Jeg har magten her. Og jeg siger jer, at I må bruge denne forbandede tingest til at løse mine problemer. I sagde, at den indeholdte magt. Så brug den mod Xalcatora. Udslet hende”.
”Hendes død ville udløse en krig lige så meget som din” sagde Gabriella. ”Din idiot”.
”Hellere hendes end min” snøftede digteren. ”Jeg har tænkt at forblive blandt de levende. Så hvis I vil have bogen, så må I hellere gøre, som jeg siger. For ellers så er der ingen, der får den. Tænk jer nu om, og lad være med at gøre noget, I vil komme til at fortryde”.
”Såsom det her?” spurgte jeg og svang min lut. Engeldahl sagde en meget poetisk lyd og gik i gulvet.
Eller rettere sagt styrtede han ned i stenvejen. Jeg må indrømme, at det gjorde ondt at mishandle et så trofast instrument på den måde, men på den anden side så føltes det også godt, og det er jeg sikker på, at min gode ven kunne forstå.
Rosa og Gabriella sprang frem for at gribe bogen, men Fredegar kom dem i forkøbet.
”Ikke mere af det der, i to” sagde han. ”Det hjælper ikke nogen, at I skændes sådan… måske bortset fra hende”.
Han pegede. Jeg sukkede. Rosa trådte frem for at tage sig af det. Frøken Luca gned hævngerrigt hænderne sammen.
”Tredje gang er lykkens gang” sagde hun. ”Spørgsmålet er så bare, om det bliver min lykke eller din”.
Men før kampen kunne nå at begynde, så valgte Xalcatora pludseligt at slutte sig til selskabet fra den modsatte side. Gabriella trådte desperat frem mod hende for at tale til hende, og tilbage sad så jeg selv, Fredegar og Didgo så sammen med den bevistløse digter. Tingene så, for anden gang den nat, rimeligt sorte ud, og alt jeg kunne gøre var at forsøge på at vække Engeldahl, som jeg netop selv havde slået bevistløs.
”Er der nogen af jer, der har noget vand?” spurgte Fredegar, men det var der ikke. ”Hov vent, hvad er det her?”.
Han lagde digterens hoved på siden, så en rødlig, tyk streg på hans hals kom til syne. Den så ud til at fortsætte neduder skjorten, præcis som Didgos.
”Forbandelsen” forklarede dværgen ganske rigtigt også. ”Straffen for at stjæle en af de syv. Inden længe vil det sprede sig til alle, der har været involveret. Din veninde er den næste”.
Han pegede på Rosa, som faktisk var begyndt at se en lille smule bleg ud.
”Og det er shamanerne, som står bag?” spurgte Fredegar. ”Vil de stoppe det, hvis de får deres bog tilbage?”.
”Det fortalte en af dem mig” svarede Didgo. ”Men jeg kan ikke love noget”.
Fredegar sukkede. ”Åh, pokkers” sagde han. ”Så må jeg hellere tage og gøre noget dumt”.
”Halløj” råbte han og trådte ud, midt på den lille vej, hvor
han stod lige imellem Rosa og Frøken Luca på den side og Gabriella og Xalcatora
på den anden. Han løftede skæbnebogen højt i vejret. ”Jeg har hørt, at nogen af
jer godt kunne være interessede i den her. Hvad siger I? Har jeg nogen bud?”.
”Fredegar” hvæsede Rosa og Gabriella i munden på hinanden, men før de kunne nå at gøre noget, løftede Xalcatora en hånd og leviterede dem ud til siden med en enkelt afslappet bevægelse. ”Du var ved at sige?”.
”Ja” nikkede Fredegar. ”Jeg var ved at sige, at I egentligt gerne må få den her. For mine venner og jeg, eller mest mig nok, vi er ved at være godt trætte af den. Den har ikke bragt os andet end besvær, og nu har I ihærdigt fortalt os, hvor meget I gerne kunne tænke jer den. Så jeg tænkte, at den nok ville bedre stillet i jeres hænder”.
Med de ord lagde han bogen på jorden og tog et skridt tilbage fra den.
Både Xalcatora og Frøken Luca stirrede mistænksomt på ham.
”Hvad er det her?” spurgte den ene. ”Tror du virkeligt på, at vi er så dumme” sagde den anden. ”Du forsøger at narre mig med et trick”.
”Selvfølgelig er der et trick” nikkede Fredegar. ”Men det er et ganske simpelt et. Fru Xalcatora, så vidt jeg forstår det, så forsøger du på at starte en krig mellem Dionisio og Marrai, ikke sandt? Ville det ikke være en lille smule svært, hvis du ikke længere havde hele din egen bystat bag dig? Såsom hvis du nu kom til at myrde eller bare skade et medlem af en vigtig slægt deraf”.
Han rakte hånden ud imod Frøken Luca, som stod og trippede nervøst.
”Dit problem, min kære frøken, er derimod, at du ikke står nogen chance imod Xalcatora i en kamp” fortsatte Fredegar. ”Men at du alligevel har tænkt dig at gøre dit bedste og ikke vil give op. Det har du i hvert fald vist i din forfølgelse af os, vil jeg sige… så ja, jeg vil bare overlade sagen i jeres hænder. Så må I finde ud af, hvad I vil gøre”.
Han trådte helt væk fra bogen, tilbage til os, sådan at den nu lå uhindret imellem dæmonen og adelskvinden.
Men ingen rørte sig, selvom Luca fortsat stirrede opsat på trofæet, som nu var så godt som inden for rækkevidde.
”Du tror, du er så snedig” sagde hun til Fredegar. ”Gør du ikke?”.
”Jeg er ikke meget for tro” svarede handelsmanden. ”Mere for at vide. Men lige nu er det ikke min snedighed, vi skal anskue, men jeres”.
Hun sagde noget på miz til Xalcatora. Dæmonen svarede. Jeg kiggede først på Gabriella og så Engeldahl efter en oversættelse, men ingen af dem tilbød nogen, hverken i øjeblikket eller senere hen, så derfor må deres ord forblive ukendte for både dig og mig. Men talte, det gjorde de i hvert fald. Lige indtil de stoppede.
De havde begge været klar til at kaste en besværgelse, men dæmonen viste sig at være den hurtigste.
Hvor Luca kastede en ildkugle, skabte hun blot en usynlig barriere imellem sig selv og sin modstander.
En barriere som havde bogen på hendes side.
Før nogen kunne nå at gøre noget, havde hun den i hænderne. Luca var begyndt at nedbryde besværgelsen.
Der var ikke tid nok.
Xalcatora skabte endnu en barriere imellem os hende, før hun så åbnede bogen.
Og netop som Luca fik udslettet den første, så forsvandt den unge adelskvinde i nattens tredje lysglimt.
”Fredegar” hvæsede Rosa og Gabriella i munden på hinanden, men før de kunne nå at gøre noget, løftede Xalcatora en hånd og leviterede dem ud til siden med en enkelt afslappet bevægelse. ”Du var ved at sige?”.
”Ja” nikkede Fredegar. ”Jeg var ved at sige, at I egentligt gerne må få den her. For mine venner og jeg, eller mest mig nok, vi er ved at være godt trætte af den. Den har ikke bragt os andet end besvær, og nu har I ihærdigt fortalt os, hvor meget I gerne kunne tænke jer den. Så jeg tænkte, at den nok ville bedre stillet i jeres hænder”.
Med de ord lagde han bogen på jorden og tog et skridt tilbage fra den.
Både Xalcatora og Frøken Luca stirrede mistænksomt på ham.
”Hvad er det her?” spurgte den ene. ”Tror du virkeligt på, at vi er så dumme” sagde den anden. ”Du forsøger at narre mig med et trick”.
”Selvfølgelig er der et trick” nikkede Fredegar. ”Men det er et ganske simpelt et. Fru Xalcatora, så vidt jeg forstår det, så forsøger du på at starte en krig mellem Dionisio og Marrai, ikke sandt? Ville det ikke være en lille smule svært, hvis du ikke længere havde hele din egen bystat bag dig? Såsom hvis du nu kom til at myrde eller bare skade et medlem af en vigtig slægt deraf”.
Han rakte hånden ud imod Frøken Luca, som stod og trippede nervøst.
”Dit problem, min kære frøken, er derimod, at du ikke står nogen chance imod Xalcatora i en kamp” fortsatte Fredegar. ”Men at du alligevel har tænkt dig at gøre dit bedste og ikke vil give op. Det har du i hvert fald vist i din forfølgelse af os, vil jeg sige… så ja, jeg vil bare overlade sagen i jeres hænder. Så må I finde ud af, hvad I vil gøre”.
Han trådte helt væk fra bogen, tilbage til os, sådan at den nu lå uhindret imellem dæmonen og adelskvinden.
Men ingen rørte sig, selvom Luca fortsat stirrede opsat på trofæet, som nu var så godt som inden for rækkevidde.
”Du tror, du er så snedig” sagde hun til Fredegar. ”Gør du ikke?”.
”Jeg er ikke meget for tro” svarede handelsmanden. ”Mere for at vide. Men lige nu er det ikke min snedighed, vi skal anskue, men jeres”.
Hun sagde noget på miz til Xalcatora. Dæmonen svarede. Jeg kiggede først på Gabriella og så Engeldahl efter en oversættelse, men ingen af dem tilbød nogen, hverken i øjeblikket eller senere hen, så derfor må deres ord forblive ukendte for både dig og mig. Men talte, det gjorde de i hvert fald. Lige indtil de stoppede.
De havde begge været klar til at kaste en besværgelse, men dæmonen viste sig at være den hurtigste.
Hvor Luca kastede en ildkugle, skabte hun blot en usynlig barriere imellem sig selv og sin modstander.
En barriere som havde bogen på hendes side.
Før nogen kunne nå at gøre noget, havde hun den i hænderne. Luca var begyndt at nedbryde besværgelsen.
Der var ikke tid nok.
Xalcatora skabte endnu en barriere imellem os hende, før hun så åbnede bogen.
Og netop som Luca fik udslettet den første, så forsvandt den unge adelskvinde i nattens tredje lysglimt.
”Jeg har altid drømt om at besidde teleportationens magt”
sagde Xalcatora, da hun nu vendte sig om imod os, med et uendeligt overskud i
blikket. ”Der er ikke mange døre, som den ikke åbner for. Men lad os da se,
hvad bogen ellers gemmer på. Der skal nok være noget heri, som jeg kan bruge
til at gøre en ende på denne sag”.
Hun hidkaldte en ny magisk barriere, netop som Rosa kastede endnu en udmattet besværgelse på den forhenværende, og gav sig så til at bladre afslappet igennen skæbnebogen.
”Det der vil de ikke bryde sig om” mumlede Didgo. Fredegar begyndte at smile, da han øjensynligt fik øje på et eller andet længere nede ad gaden. ”Det er det, jeg regner med”.
Selv nåede jeg kun lige at fange et enkelt glimt af den grønklædte shaman, før hun så stod lige bag ved dæmonen.
Det var den første gang i mit liv, jeg så en jætte. Eller måske var det i virkeligheden en elver med jætteblod i årene? Uanset hvad så kom synet bag på mig.
Det var ikke så meget pelsen og det barske udseende. Eller de intelligente øjne og den tydelige værdighed.
Det var den perfekte blanding af de to elementer, der ramte mig så hårdt. Hun var både smuk og rædselsvækkende på samme tid. Elegant og vild. Samt helt igennem fyldt med vrede.
”Tyv” sagde hun. Hun slog sin stav i jorden, og som følge blev Xalcatora løftet nogle meter op i luften. Bogen lå for sig selv på jorden. ”Du har vanhelliget Wapashas mest hellige eje. Fornærmet ånderne”.
Hun løftede en hånd op mod dæmonen, som var begyndt at vibrere i luften, og som i et kort øjeblik blev uklar.
”Vent!” råbte dæmonen. ”Det var ikke mig. Tyvene er derovre. Straf dem i stedet. Jeg har ikke gjort jer noget”.
”Krig” svarede shamanen upåvirket. ”Din intention var krig. Du ville vende et balancens værktøj til at skabe splid. Det værdsætter ånderne ikke. Eller min orden. Høvdingen vil gerne tale med dig”.
Før Xalcatora kunne nå at få endnu et ord ud, forsvandt hun i den blå luft.
Shamanen trådte så hen til den nedfaldne bog, som hun forsigtigt samlede op og børstede ren for jord.
Ingen af os turde rigtigt sige noget. Selv Didgo var stille, selvom han gjorde sit bedste for at sende undskyldende, bedende blikke i retning af shamanen.
Men hun kiggede ikke engang op på os, før hun vendte sig om for at gå sin vej. Som om vi ikke var besværet værd. Når alt kommer til alt, så har jeg det egentligt meget fint med det.
Hun hidkaldte en ny magisk barriere, netop som Rosa kastede endnu en udmattet besværgelse på den forhenværende, og gav sig så til at bladre afslappet igennen skæbnebogen.
”Det der vil de ikke bryde sig om” mumlede Didgo. Fredegar begyndte at smile, da han øjensynligt fik øje på et eller andet længere nede ad gaden. ”Det er det, jeg regner med”.
Selv nåede jeg kun lige at fange et enkelt glimt af den grønklædte shaman, før hun så stod lige bag ved dæmonen.
Det var den første gang i mit liv, jeg så en jætte. Eller måske var det i virkeligheden en elver med jætteblod i årene? Uanset hvad så kom synet bag på mig.
Det var ikke så meget pelsen og det barske udseende. Eller de intelligente øjne og den tydelige værdighed.
Det var den perfekte blanding af de to elementer, der ramte mig så hårdt. Hun var både smuk og rædselsvækkende på samme tid. Elegant og vild. Samt helt igennem fyldt med vrede.
”Tyv” sagde hun. Hun slog sin stav i jorden, og som følge blev Xalcatora løftet nogle meter op i luften. Bogen lå for sig selv på jorden. ”Du har vanhelliget Wapashas mest hellige eje. Fornærmet ånderne”.
Hun løftede en hånd op mod dæmonen, som var begyndt at vibrere i luften, og som i et kort øjeblik blev uklar.
”Vent!” råbte dæmonen. ”Det var ikke mig. Tyvene er derovre. Straf dem i stedet. Jeg har ikke gjort jer noget”.
”Krig” svarede shamanen upåvirket. ”Din intention var krig. Du ville vende et balancens værktøj til at skabe splid. Det værdsætter ånderne ikke. Eller min orden. Høvdingen vil gerne tale med dig”.
Før Xalcatora kunne nå at få endnu et ord ud, forsvandt hun i den blå luft.
Shamanen trådte så hen til den nedfaldne bog, som hun forsigtigt samlede op og børstede ren for jord.
Ingen af os turde rigtigt sige noget. Selv Didgo var stille, selvom han gjorde sit bedste for at sende undskyldende, bedende blikke i retning af shamanen.
Men hun kiggede ikke engang op på os, før hun vendte sig om for at gå sin vej. Som om vi ikke var besværet værd. Når alt kommer til alt, så har jeg det egentligt meget fint med det.
Vi tog ikke tilbage
til La Belle Parola. Ikke blot fordi at visse personer havde været skyld i, at
dæmonerne havde angrebet sted, men også fordi Fredegar havde lovet de’Balsamo fem
procent af noget, som nu var ingenting.
I stedet fandt vi den nærmeste kro og fik os et tomands-og-et-tremandsværelse. Gabriella var allerede smuttet på det tidspunkt, og jeg kom til at tilbringe natten sammen med en snorkende slambert og stinkende dværg, men jeg var for træt til at beklage mig.
I stedet fandt vi den nærmeste kro og fik os et tomands-og-et-tremandsværelse. Gabriella var allerede smuttet på det tidspunkt, og jeg kom til at tilbringe natten sammen med en snorkende slambert og stinkende dværg, men jeg var for træt til at beklage mig.
Den næste morgen
skyndte Engeldahl sig så at fordampe. Han havde travlt med at få opsøgt sine ”kontakter”,
som han kaldte dem. Jeg kan forestille mig, at han allerede var i gang med at
overveje, hvordan han nu skulle tjene sin gæld sammen til når, hvis Xalcatora
nogensinde vendte tilbage.
Didgo blev og spiste morgenmad med os. Han var kommet i meget bedre humør, mest af alt fordi han lod til at være blevet rask. Han indikerede også knap så diskret, at han gerne ville have et lift tilbage til Oranori, Frangica, Latynia, Zrulf eller måske De Enøjede Øer. Hvor som helst vi skulle hen, så længe det ikke var her. Han var også villig til at arbejde gratis på turen.
Didgo blev og spiste morgenmad med os. Han var kommet i meget bedre humør, mest af alt fordi han lod til at være blevet rask. Han indikerede også knap så diskret, at han gerne ville have et lift tilbage til Oranori, Frangica, Latynia, Zrulf eller måske De Enøjede Øer. Hvor som helst vi skulle hen, så længe det ikke var her. Han var også villig til at arbejde gratis på turen.
Han fulgte også efter
os med ned på havnen bagefter, hvor skibet lå, som skulle føre os tilbage til mere
hjemlige egne. Men problemet var ikke gået væk i løbet af natten. Vi manglede stadigvæk
kapitalet til at betale for proviant og besætning. Jeg havde lidt at skyde i,
men det var ikke nok. Havde de spurgt mig tidligere, havde jeg nok haft mere,
men beklagevis havde jeg brugt en god del af mine penge på lidt af hvert under
mit ophold i bystaterne.
Imens vi stod og
ventede på, at et eller andet skulle falde ud af himlen og redde os, dukkede
Gabriella op for at tage afsked.
Her i morgensolens hårde lys havde hun trukket den røde
hætte godt nedover hovedet, og hun havde tykke læderhandsker på. Fredegar var
den første til at hilse på hende, men hun virkede ikke særligt begejstret.
”Jeg rejser tilbage til Dionisio” fortalte hun. ”Nogen bør vide, hvad der er sket med Xalcatora. Jeg ville bare sikre mig, at I var uden for rækkevide, når I fik skylden lagt på jer. Hvis I er langt væk, så bliver mine fjender nemlig distraherede i længere tid, hvis de vil tage ud for at jage jer”.
”Din omtanke gør mig helt blød om hjertet” sagde Fredegar. ”Tænk, at du husker på dine venner”.
”Vi to” svarede hun. ”Er ikke venner. Jeg skyldte dig en tjeneste. Vi fik begge løst vores problemer. Du er en lille nar”. ”Dig derimod” tilføjede hun og rakte hånden til Rosa. ”Dig kan jeg godt lide. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du spilder tiden sammen med ham”.
”Tja, nogen er vel nødt til at passe på ham” sagde Rosa. Hun gengældte håndtrykket. Fredegar surmulede.
Vampyren nikkede derefter ganske kort til mig, ignorede helt Didgo og forsvandt i mængden.
”Jeg rejser tilbage til Dionisio” fortalte hun. ”Nogen bør vide, hvad der er sket med Xalcatora. Jeg ville bare sikre mig, at I var uden for rækkevide, når I fik skylden lagt på jer. Hvis I er langt væk, så bliver mine fjender nemlig distraherede i længere tid, hvis de vil tage ud for at jage jer”.
”Din omtanke gør mig helt blød om hjertet” sagde Fredegar. ”Tænk, at du husker på dine venner”.
”Vi to” svarede hun. ”Er ikke venner. Jeg skyldte dig en tjeneste. Vi fik begge løst vores problemer. Du er en lille nar”. ”Dig derimod” tilføjede hun og rakte hånden til Rosa. ”Dig kan jeg godt lide. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du spilder tiden sammen med ham”.
”Tja, nogen er vel nødt til at passe på ham” sagde Rosa. Hun gengældte håndtrykket. Fredegar surmulede.
Vampyren nikkede derefter ganske kort til mig, ignorede helt Didgo og forsvandt i mængden.
”Nå, tilbage til vores problem” sagde Rosa så. ”Hvordan har
vi tænkt os at komme væk herfra? Skibet sejler jo ikke af sig selv, og selv
hvis det gjorde det, så ville det ikke blive en sjov tur uden proviant til de
næste par måneder”.
”Det er et godt spørgsmål” svarede Fredegar og trak på skuldrene.
Hun sendte ham et alvorligt blik, og han gentog bevægelsen.
”Hvorfor er det lige mig, som skal have svaret?” spurgte han. ”I andre må da også kunne komme på noget”.
”Hmmm…” vrissede Rosa. ”Fredegar…”.
”Hvad? Jeg mener det; jeg er helt sikker på, at I har masser af fremragende ideer. Kom endelig med dem”.
”Fredegar… jeg gider ikke det her…”.
”Nej, nej, sig endelig frem. Jeg lover, at jeg nok skal være opmærksom. Jeg venter spændt. Kom så”.
”Vi… vi har ikke…”.
”Hvad siger du?”.
”Vi har ikke nogen ideer… hvad… tænker… du… lille… nar?”.
”Undskyld, jeg hørte dig ikke helt. Hvad sagde du?”.
”Jeg spurgte bare… om du måske ikke havde noget… du… er altid så go… go… god til ideer”.
”Jamen, hvis I ikke har noget” svarede Fredegar med et smil. ”Så skal jeg da prøve”.
Han åbnede sin taske og løftede en lille gylden krone frem, som han lod snurre rundt om sin finger et par gange.
”Denne her for eksempel” sagde han. ”Denne sjældne nissekrone, den kunne måske få os frem til De Enøjede Øer i hvert. Og det er jo en tredjedel af vejen. Derefter kan vi nok finde ud af noget til at få os videre. Jeg har hørt, at de altid leder efter gode pirater på de egne”.
”Fredegar!”.
”Hvad? De leder efter gode pirater. Fordi der er dusører på dem. Hvad troede du da, at jeg mente?`”.
”Det er et godt spørgsmål” svarede Fredegar og trak på skuldrene.
Hun sendte ham et alvorligt blik, og han gentog bevægelsen.
”Hvorfor er det lige mig, som skal have svaret?” spurgte han. ”I andre må da også kunne komme på noget”.
”Hmmm…” vrissede Rosa. ”Fredegar…”.
”Hvad? Jeg mener det; jeg er helt sikker på, at I har masser af fremragende ideer. Kom endelig med dem”.
”Fredegar… jeg gider ikke det her…”.
”Nej, nej, sig endelig frem. Jeg lover, at jeg nok skal være opmærksom. Jeg venter spændt. Kom så”.
”Vi… vi har ikke…”.
”Hvad siger du?”.
”Vi har ikke nogen ideer… hvad… tænker… du… lille… nar?”.
”Undskyld, jeg hørte dig ikke helt. Hvad sagde du?”.
”Jeg spurgte bare… om du måske ikke havde noget… du… er altid så go… go… god til ideer”.
”Jamen, hvis I ikke har noget” svarede Fredegar med et smil. ”Så skal jeg da prøve”.
Han åbnede sin taske og løftede en lille gylden krone frem, som han lod snurre rundt om sin finger et par gange.
”Denne her for eksempel” sagde han. ”Denne sjældne nissekrone, den kunne måske få os frem til De Enøjede Øer i hvert. Og det er jo en tredjedel af vejen. Derefter kan vi nok finde ud af noget til at få os videre. Jeg har hørt, at de altid leder efter gode pirater på de egne”.
”Fredegar!”.
”Hvad? De leder efter gode pirater. Fordi der er dusører på dem. Hvad troede du da, at jeg mente?`”.
En Uheldig Affære i Kienzieht
Del 1 - En Charlatans og Hans Samvittighed Del 2 - En Uheldig Optræden Del 3 - En Dæmonfordrivelsestjeneste Del 4 - En Skæbnesvanger og Ellers Virkeligt Irriterende Bog
Andre historier:
Kommentarer
Send en kommentar