Til første del af denne historie
#28 En dæmonfordrivelses Tjeneste
#28 En dæmonfordrivelses Tjeneste
”… symbolmagien
har samtidigt en vigtig underkategori, nemlig runeskriftrullerne. Disse magiske
skriftruller skabes med mægtige runer og kræver som regel særlig træning, før
man kan aflæse og benytte dem. Selve skriftrullerne kan så bruges til at udføre
ritualer med diverse effekter, som ikke dræner kasteren for magisk energi, men
derimod er mere tidskrævende end eksempelvis en besværgelse, og fra tid til
anden kan kræve andre små ofringer. Kort fortalt er de håndværkeren eller den
lærdes smutvej til magien” - fra Gin Blodrunes samlede værker (udgivet ved
hendes død i 830AA).
Fortæller: Dogro
Mortus
Periode: Monic 1076AA
Placering: Kienzieht
Rosa var ikke glad.
Nej, ved du hvad. Den sætning dækker det slet ikke.
Rosa havde mest af alt lyst til at kyle Fredegar i
havnebassinet og sejle hjem til Latynia uden ham.
”En vampyr” udbrød hun ved synet af Gabriella. ”Du sendte
bud efter en vampyr for at løse det her problem.
Et problem som udelukkende er din skyld til at starte med, og som du nu vælger at forværre”.
”Jeg ser ikke helt, hvordan det er min skyld, at Felix blev angrebet” svarede charlatanen hende igen.
”Hvis noget, så ligger skylden da hos de andre dæmoner. Eller lånehajen som sendte dem efter Engeldahl.
Han kunne vel også bare have ladet være med at låne de penge til at starte med, kunne han ikke?”.
”Det var dig, der opsøgte mig” bemærkede digteren fra sit hjørne. ”Du kunne bare have ladet være med at blive indblandet”.
”Vil du have min hjælp eller ej?” sagde Fredegar alvorligt og vendte sig om mod digteren. ”For hvis du vil, så tænker jeg, det nok er en dårlig ide at tale mig imod. Især nu da dit problem ser ud til at være vokset”.
”Og hvis I vil have min hjælp” bød Gabriella ind ”så foreslår jeg, at vi kommer i gang. Jeg har ikke hele dagen”.
Rosa gav sig til at se hende mistroisk an. ”Hvor kender du Fredegar fra?” spurgte hun.
”Hun er en gammel ven” skyndte handelsmanden sig at sige, men den tanke så ikke ud til at behage vampyren.
”Jeg skylder ham en tjeneste” sagde hun. ”Efter han hjalp mig ud af nogle problemer for en halv måned siden.
Faktisk er I meget heldige, at jeg stadigvæk er i Kienzieht i stedet for hjemme i Dionisio. Så hvis I ønsker at bruge heldet til noget, inden jeg bliver træt af jer alle sammen og skrider, så vil jeg råde jer til at komme til sagen”.
Fredegar og Rosa udvekslede blikke, som de så ofte gør det, og til sidst endte elveren med at give sig.
Hun opløste den magiske cirkel, som holdte vampyren ude og Felix inde.
”Den kære Engeldahl derovre” begyndte Fredegar at forklare. ”Han har et mindre problem… med en dæmon, der forsøger at overtage styringen. Du nævnte, at du havde en smule erfaring indenfor den slags”.
Gabriella travede henover gulvet, til hun nåede digteren, der nu lå ned, hvor han så ud til at være i endnu en konflikt med sit eget indre. Hun sank i knæ, gav sig til at inspicere hans sår og mumlede så nogle få uforståelige ord på det dæmoniske tungemål. Engeldahls mund bevægede sig, og en stemme lød, men det var ikke hans egen.
Vampyren svarede igen, men mere kom der ikke fra digterens besætter i denne omgang.
”Hmmm” sagde Gabriella og rejste sig så. ”Heldet er vist med os. Det er bare en smertedæmon”.
”Hvordan er det helt præcist heldigt?” forlangte Felix at få at vide. ”For jeg ser ikke, hvordan ordene smerte og held på nogen måde kan passe sammen. Især ikke når jeg ofret”.
”I er heldige” svarede vampyren. ”Fordi jeg kan hjælpe jer med det lille problem. Og jeg er heldig, fordi det maksimalt kommer til at tage to dage af min tid”.
”To dage!” udbrød digteren. ”Hvordan pokker kan du dog nogensinde kalde det for heldigt? Og hvad mener du med, at du kan hjælpe os? Jeg troede, du havde medbraft en, som faktisk vidste noget om sagen, Fredegar. Ikke hvad end hende her er for noget”.
Gabriella, der nu havde fundet en skriftrulle frem fra sin taske, sendte digteren et truende blik.
”Jeg er, hvad du har, er jeg bange for” fortalte hun i et ligegyldigt tonefald. ”Og jeg er en symbolmagiker. En runesmed. Ikke en forbandet paladin. Og skal jeg være helt ærlig, så har jeg langt bedre ting at tage mig til.
Så hvis du gerne vil tilkalde en hellig kriger for at løse sagen, digter, så skal du være mere end velkommen.
Jeg siger dig bare, at Skygge Paladinerne ikke sætter pris på folk, som laver aftaler med dæmoner.
Og du stinker langt mere af dæmon, end jeg nogesinde har gjort.
Men du lader mig bare vide, hvis du vil foretrække deres hjælp. Så skal jeg nok smutte”.
Digteren sank en klump og gav sig så med et lille nik.
”Grazie tante” sagde vampyren. ”Nå, er der så nogen af jer, der har noget reb?”.
Et problem som udelukkende er din skyld til at starte med, og som du nu vælger at forværre”.
”Jeg ser ikke helt, hvordan det er min skyld, at Felix blev angrebet” svarede charlatanen hende igen.
”Hvis noget, så ligger skylden da hos de andre dæmoner. Eller lånehajen som sendte dem efter Engeldahl.
Han kunne vel også bare have ladet være med at låne de penge til at starte med, kunne han ikke?”.
”Det var dig, der opsøgte mig” bemærkede digteren fra sit hjørne. ”Du kunne bare have ladet være med at blive indblandet”.
”Vil du have min hjælp eller ej?” sagde Fredegar alvorligt og vendte sig om mod digteren. ”For hvis du vil, så tænker jeg, det nok er en dårlig ide at tale mig imod. Især nu da dit problem ser ud til at være vokset”.
”Og hvis I vil have min hjælp” bød Gabriella ind ”så foreslår jeg, at vi kommer i gang. Jeg har ikke hele dagen”.
Rosa gav sig til at se hende mistroisk an. ”Hvor kender du Fredegar fra?” spurgte hun.
”Hun er en gammel ven” skyndte handelsmanden sig at sige, men den tanke så ikke ud til at behage vampyren.
”Jeg skylder ham en tjeneste” sagde hun. ”Efter han hjalp mig ud af nogle problemer for en halv måned siden.
Faktisk er I meget heldige, at jeg stadigvæk er i Kienzieht i stedet for hjemme i Dionisio. Så hvis I ønsker at bruge heldet til noget, inden jeg bliver træt af jer alle sammen og skrider, så vil jeg råde jer til at komme til sagen”.
Fredegar og Rosa udvekslede blikke, som de så ofte gør det, og til sidst endte elveren med at give sig.
Hun opløste den magiske cirkel, som holdte vampyren ude og Felix inde.
”Den kære Engeldahl derovre” begyndte Fredegar at forklare. ”Han har et mindre problem… med en dæmon, der forsøger at overtage styringen. Du nævnte, at du havde en smule erfaring indenfor den slags”.
Gabriella travede henover gulvet, til hun nåede digteren, der nu lå ned, hvor han så ud til at være i endnu en konflikt med sit eget indre. Hun sank i knæ, gav sig til at inspicere hans sår og mumlede så nogle få uforståelige ord på det dæmoniske tungemål. Engeldahls mund bevægede sig, og en stemme lød, men det var ikke hans egen.
Vampyren svarede igen, men mere kom der ikke fra digterens besætter i denne omgang.
”Hmmm” sagde Gabriella og rejste sig så. ”Heldet er vist med os. Det er bare en smertedæmon”.
”Hvordan er det helt præcist heldigt?” forlangte Felix at få at vide. ”For jeg ser ikke, hvordan ordene smerte og held på nogen måde kan passe sammen. Især ikke når jeg ofret”.
”I er heldige” svarede vampyren. ”Fordi jeg kan hjælpe jer med det lille problem. Og jeg er heldig, fordi det maksimalt kommer til at tage to dage af min tid”.
”To dage!” udbrød digteren. ”Hvordan pokker kan du dog nogensinde kalde det for heldigt? Og hvad mener du med, at du kan hjælpe os? Jeg troede, du havde medbraft en, som faktisk vidste noget om sagen, Fredegar. Ikke hvad end hende her er for noget”.
Gabriella, der nu havde fundet en skriftrulle frem fra sin taske, sendte digteren et truende blik.
”Jeg er, hvad du har, er jeg bange for” fortalte hun i et ligegyldigt tonefald. ”Og jeg er en symbolmagiker. En runesmed. Ikke en forbandet paladin. Og skal jeg være helt ærlig, så har jeg langt bedre ting at tage mig til.
Så hvis du gerne vil tilkalde en hellig kriger for at løse sagen, digter, så skal du være mere end velkommen.
Jeg siger dig bare, at Skygge Paladinerne ikke sætter pris på folk, som laver aftaler med dæmoner.
Og du stinker langt mere af dæmon, end jeg nogesinde har gjort.
Men du lader mig bare vide, hvis du vil foretrække deres hjælp. Så skal jeg nok smutte”.
Digteren sank en klump og gav sig så med et lille nik.
”Grazie tante” sagde vampyren. ”Nå, er der så nogen af jer, der har noget reb?”.
Vi bandt Engeldahl på hænder og fødder midt i lokalet, så
han ikke kunne røre sig ud af flækken.
Faktisk sagde han ikke særligt meget til det, da han lod til at være optaget af endnu en indre konflikt mod sin gæst, og der kom ikke rigtigt andet ud af ham end en lille smule savl.
De mange kulturelle oplevelser, den gode mad og de smukke sommeraftener har måske alle sammen være ting, jeg vil mindes med fornøjelse, når jeg engang tænker tilbage på mit ophold i Bystaterne. Men dette øjeblik er nu alligevel et, jeg vil tage med mig i graven.
Da slamberten var blevet bundet og godt og grundigt fastgjort, gav Gabriella sig så til at tegne en cirkel med et gråligt pulver rundt om ham, hvorefter hun så stillede sig foran ham.
”Så, hvad har du faktisk tænkt dig at gøre?” spurgte Rosa på dette tidspunkt. ”Hvis du ikke kan fordrive dæmonen, så hvad vil du så gøre ved den? Overtale den til at gå sin vej”.
”Snarere irritere den væk” svarede Gabriella. ”Eller lad os bare sige, at jeg begrænser dens muligheder, indtil den kun har en tilbage, hvis den vil overleve”.
Hun løftede skriftrullen op og foldede den ud, så en masse sorte runer kom til syne. ”Per favore”.
Med ét begyndte runerne at gløde, og vampyren begyndte en lavmælt messen på miz, imens hun holdt blikket skarpt rettet mod den opspændte digter. Felixs legeme vred sig, og dæmonen i hans indre begyndte igen at tale.
Denne gang lød stemmen dog døsig, ja næsten søvnig. Som om dæmonen lige var vågnet.
Sådan blev det ved i omkring fem minutter. Gabriella messede, runerne lyste op, Engeldahl rørte på sig, og dæmonen blev med at lyde mere og træt. Den sidste gang, hun gentog ritualet, sagde den ikke noget som helst, og i stedet gabte Felix blot søvnigt og åbnede øjnene. ”Faldt jeg i søvn?”.
Faktisk sagde han ikke særligt meget til det, da han lod til at være optaget af endnu en indre konflikt mod sin gæst, og der kom ikke rigtigt andet ud af ham end en lille smule savl.
De mange kulturelle oplevelser, den gode mad og de smukke sommeraftener har måske alle sammen være ting, jeg vil mindes med fornøjelse, når jeg engang tænker tilbage på mit ophold i Bystaterne. Men dette øjeblik er nu alligevel et, jeg vil tage med mig i graven.
Da slamberten var blevet bundet og godt og grundigt fastgjort, gav Gabriella sig så til at tegne en cirkel med et gråligt pulver rundt om ham, hvorefter hun så stillede sig foran ham.
”Så, hvad har du faktisk tænkt dig at gøre?” spurgte Rosa på dette tidspunkt. ”Hvis du ikke kan fordrive dæmonen, så hvad vil du så gøre ved den? Overtale den til at gå sin vej”.
”Snarere irritere den væk” svarede Gabriella. ”Eller lad os bare sige, at jeg begrænser dens muligheder, indtil den kun har en tilbage, hvis den vil overleve”.
Hun løftede skriftrullen op og foldede den ud, så en masse sorte runer kom til syne. ”Per favore”.
Med ét begyndte runerne at gløde, og vampyren begyndte en lavmælt messen på miz, imens hun holdt blikket skarpt rettet mod den opspændte digter. Felixs legeme vred sig, og dæmonen i hans indre begyndte igen at tale.
Denne gang lød stemmen dog døsig, ja næsten søvnig. Som om dæmonen lige var vågnet.
Sådan blev det ved i omkring fem minutter. Gabriella messede, runerne lyste op, Engeldahl rørte på sig, og dæmonen blev med at lyde mere og træt. Den sidste gang, hun gentog ritualet, sagde den ikke noget som helst, og i stedet gabte Felix blot søvnigt og åbnede øjnene. ”Faldt jeg i søvn?”.
”Hvad så nu?” spurgte Rosa, da vampyren lidt efter pakkede
skriftrullen væk igen. ”Var det det? Er dæmonen væk?”.
Gabriella svang sin taske over ryggen og mødte druidens blik. ”Niksen” svarede hun. ”Den sover stadigvæk trygt inde i jeres kære lille digter. Men for nu er der ikke mere, jeg kan gøre ved det, så I må hellere bare vente.
Så skal jeg nok komme tilbage i morgen og gøre arbejdet færdigt”.
”Nu stopper du lige en halv” sagde Rosa alvorligt, og hun greb ud efter vampyren, før hun kunne nå at gå sin vej.
”Og forklarer bare noget af, hvad du har gjort. For indtil videre har du ikke sagt en eneste ting. Hvem tror du lige, du er? Du sagde selv, at du kom her på grund af en tjeneste, du skyldte Fredegar. Men så synes jeg godt nok også, du skylder en forklaring. For alt vi ved, så kan du have gjort ingenting… eller måske endda have forværret tingene. Det kunne være, du regner med, at du bare kan smutte, og at dæmonen så dræber os alle sammen, imens vi sover”.
Gabriella gengældte Rosas blik og trak så sin arm til sig.
”Dræbt?” sagde hun. ”Af en smertedæmon? Hvis det skulle være tilfældet, så ville jeg blive imponeret.
Fortalte jeg jer ikke, at det var en harmløs parasit. Så længe det ikke er lykkedes den rent faktisk at fuldføre en besættelse, så er den hverken til skade for omverdenen eller endda ofret. Hvilket den vil være fuldstændigt ude af stand til, eftersom jeg har svækket den og gjort den slap som en fed adelsmand i en tid, hvor sport ikke er på mode”.
”Og ja” tilføjede hun. ”Jeg kom for at hjælpe, fordi jeg skyldte Fredegar en tjeneste. Men det her er ikke mit speciale. Jeg kan kun svække dæmonen, så den bliver ude afstand til at besætte jeres digterven, og hver gang holder det i fireogtyve timer ad gangen. Parasitdæmoner har en ret begrænset levetid, når de ikke har besat nogen, og den bliver derfor tvunget til at flygte fra ham engang i morgen. Hvor jeg så nok skal stå klar til at binde den.
Men indtil da er der ikke mere, jeg kan gøre for jer, og eftersom mit selskab ikke er værdsat, så kan jeg vel lige så godt tilbringe dem sammen med en god flaske vin andetsteds. Eller måske endda imens jeg laver noget vigtigt.
Så hvad lyder dommen, elver? Har jeg din allernådigeste tilladelse til at gå?”.
På dette tidspunkt kunne jeg godt mærke, at situationen var ved at blive en smule seriøs, så jeg skyndte mig at gøre, hvad jeg nu engang gør bedst.
”Selvfølgelig må du gå” sagde jeg til Gabriella. ”Og du skal have tak for den hjælp, du har leveret her til aften.
Det har været rigtigt værdsat, og vi ser frem til at møde dig igen i morgen”.
Pludseligt begyndte vampyren at grine.
”Spar mig for dit ævl” sagde hun, da latteren var kølet en smule ned igen. ”Jeg skal nok smutte. Men det der behøver du ikke udsætte mig for. Ikke alle adelige holder af bardesavl på deres bagdele, ser du. Ellers tak”.
Jeg trådte fornærmet et skridt tilbage og besluttede at lade sagen ligge. Magen til uforskammethed havde jeg sjældent set. Hun kunne få lov at sejle i egen sø, kunne hun.
”Så hvis der ikke er mere” sagde hun og kastede et sidste hånligt blik rundt i lageret. ”Så ville jeg egentligt fordufte”. Og før jeg fik set mig om, var hun væk igen.
Gabriella svang sin taske over ryggen og mødte druidens blik. ”Niksen” svarede hun. ”Den sover stadigvæk trygt inde i jeres kære lille digter. Men for nu er der ikke mere, jeg kan gøre ved det, så I må hellere bare vente.
Så skal jeg nok komme tilbage i morgen og gøre arbejdet færdigt”.
”Nu stopper du lige en halv” sagde Rosa alvorligt, og hun greb ud efter vampyren, før hun kunne nå at gå sin vej.
”Og forklarer bare noget af, hvad du har gjort. For indtil videre har du ikke sagt en eneste ting. Hvem tror du lige, du er? Du sagde selv, at du kom her på grund af en tjeneste, du skyldte Fredegar. Men så synes jeg godt nok også, du skylder en forklaring. For alt vi ved, så kan du have gjort ingenting… eller måske endda have forværret tingene. Det kunne være, du regner med, at du bare kan smutte, og at dæmonen så dræber os alle sammen, imens vi sover”.
Gabriella gengældte Rosas blik og trak så sin arm til sig.
”Dræbt?” sagde hun. ”Af en smertedæmon? Hvis det skulle være tilfældet, så ville jeg blive imponeret.
Fortalte jeg jer ikke, at det var en harmløs parasit. Så længe det ikke er lykkedes den rent faktisk at fuldføre en besættelse, så er den hverken til skade for omverdenen eller endda ofret. Hvilket den vil være fuldstændigt ude af stand til, eftersom jeg har svækket den og gjort den slap som en fed adelsmand i en tid, hvor sport ikke er på mode”.
”Og ja” tilføjede hun. ”Jeg kom for at hjælpe, fordi jeg skyldte Fredegar en tjeneste. Men det her er ikke mit speciale. Jeg kan kun svække dæmonen, så den bliver ude afstand til at besætte jeres digterven, og hver gang holder det i fireogtyve timer ad gangen. Parasitdæmoner har en ret begrænset levetid, når de ikke har besat nogen, og den bliver derfor tvunget til at flygte fra ham engang i morgen. Hvor jeg så nok skal stå klar til at binde den.
Men indtil da er der ikke mere, jeg kan gøre for jer, og eftersom mit selskab ikke er værdsat, så kan jeg vel lige så godt tilbringe dem sammen med en god flaske vin andetsteds. Eller måske endda imens jeg laver noget vigtigt.
Så hvad lyder dommen, elver? Har jeg din allernådigeste tilladelse til at gå?”.
På dette tidspunkt kunne jeg godt mærke, at situationen var ved at blive en smule seriøs, så jeg skyndte mig at gøre, hvad jeg nu engang gør bedst.
”Selvfølgelig må du gå” sagde jeg til Gabriella. ”Og du skal have tak for den hjælp, du har leveret her til aften.
Det har været rigtigt værdsat, og vi ser frem til at møde dig igen i morgen”.
Pludseligt begyndte vampyren at grine.
”Spar mig for dit ævl” sagde hun, da latteren var kølet en smule ned igen. ”Jeg skal nok smutte. Men det der behøver du ikke udsætte mig for. Ikke alle adelige holder af bardesavl på deres bagdele, ser du. Ellers tak”.
Jeg trådte fornærmet et skridt tilbage og besluttede at lade sagen ligge. Magen til uforskammethed havde jeg sjældent set. Hun kunne få lov at sejle i egen sø, kunne hun.
”Så hvis der ikke er mere” sagde hun og kastede et sidste hånligt blik rundt i lageret. ”Så ville jeg egentligt fordufte”. Og før jeg fik set mig om, var hun væk igen.
Hun tog den kortest mulige rute gennem byen, men hun holdt
sig nede på jorden.
Muligvis ville hun skynde sig, men hun ønskede heller ikke at tiltrække sig nogen uønsket opmærksomhed.
Gabriella havde nemlig travlt. Hun havde netop fundet sig en ledetråd, der måske kunne vise sig at blive nyttig, men den måtte blive brugt med det samme, hvis ikke den skulle gå tabt.
Derfor skyndte hun sig frem mod Den Grå Skildpadde, hvor hun skulle mødes med en af sine kontakter.
Muligvis ville hun skynde sig, men hun ønskede heller ikke at tiltrække sig nogen uønsket opmærksomhed.
Gabriella havde nemlig travlt. Hun havde netop fundet sig en ledetråd, der måske kunne vise sig at blive nyttig, men den måtte blive brugt med det samme, hvis ikke den skulle gå tabt.
Derfor skyndte hun sig frem mod Den Grå Skildpadde, hvor hun skulle mødes med en af sine kontakter.
Kienzieht er måske
ikke Dionisio, hvor dæmonerne kan leve i fred, for det meste uden at blive
forstyrret af resten af bystatens borgere, og hvor adskillige familier af
vampyrer endda sidder på en stor del af magten.
Alligevel har de dog deres afkroge og deres mødesteder i nabobyerne, og særligt Kienzieht forsøger at holde sig neutral i striden mellem de dæmonfri og de dæmonfyldige bystater, mellem skygge paladiner og vampyrfamilierne. Det siges endda, at Sølv-Unionen aktivt forsøger at begrænse indflydelsen af begge parter på byen. Derfor er begge parters tilholdssteder i byen også nødt til at være så neutralt udseende som muligt.
Både dæmoner og skygge paladiner lader dog til at have tolket et ’neutralt udseende’ som kro, og Den Grå Skildpadde er netop sådan en.
Alligevel har de dog deres afkroge og deres mødesteder i nabobyerne, og særligt Kienzieht forsøger at holde sig neutral i striden mellem de dæmonfri og de dæmonfyldige bystater, mellem skygge paladiner og vampyrfamilierne. Det siges endda, at Sølv-Unionen aktivt forsøger at begrænse indflydelsen af begge parter på byen. Derfor er begge parters tilholdssteder i byen også nødt til at være så neutralt udseende som muligt.
Både dæmoner og skygge paladiner lader dog til at have tolket et ’neutralt udseende’ som kro, og Den Grå Skildpadde er netop sådan en.
Nogle få hoveder kiggede op, da hun trådte ind, men ingen
lod til at tage nogen særlig notits. Hun var efterhånden ved at blive et helt
vandt syn derinde, og kromanden nikkede en enkelt gang ved synet af hende.
Hun gav sig så til at søge efter sin kontaktperson, en halvblodsvampyr ved navn Marco, men han var ikke at finde nogen steder, så hun tog plads i deres sædvanlige hjørne og satte sig til at vente.
Men han dukkede ikke op, og hun begyndte snart at bekymre sig. Hun skulle også lige til at rejse sig igen, da en dosne tog plads ved siden af hende og gav sig til at skænke hende et glas rødvin.
”Jeg er overrasket over, at det tog dig så længe at finde mig” sagde hun. ”Eller det ville jeg være, hvis jeg troede på bare halvdelen af, hvad du påstår om dig selv”.
”Overdrivelse fremmer forståelsen” svarede Fredegar hende igen. ”Enten det eller også så lyver jeg bare.
Jeg har ofte svært ved at kende forskel. Men jeg vil gå lige til sagen: Du ved, hvem det er, som Engeldahl skylder penge”.
Gabriella løftede glasset op og tog en tår. ”Det gør jeg” indrømmede hun og tog så endnu en.
”Og noget siger mig, at du udelukkende tog med for at gengælde tjenesten, fordi du øjnede en mulighed”.
”Jeg gengælder altid tjenester” svarede vampyren. ”Men jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg skyldte dig noget, Fredegar. Måske hjalp du mig ud af en knibe, men så vidt jeg husker, fik du også selv noget ud af det. Og hvis ikke jeg havde været der, så ville det måske være dig, som endnu sad i den fængselscelle”.
”Godt ord igen” nikkede dosnen. ”Men betyder det så, at du ikke har tænkt dig at give mig et navn?”.
”Det har jeg ikke besluttet mig for endnu” svarede Gabriella.
”Hvilket vil sige, at du ikke har besluttet dig for, om det mon kan komme til at gavne dig” oversatte Fredegar.
De tog begge to en slurk af deres vinglas samtidigt og satte dem så fra sig i tide til at se de to nyankommne an.
Det var to taere dæmoner, sorthudede, hornede krigere med mælkehvide irisfri øjne. De havde kurs lige hen mod Gabriella, og de så langt fra venligtsindede ud.
”Nå da da” sagde den ene af dem, uden skyggen af den lokale accent i sin stemme. ”Hvad har vi så her? Tænk engang, at du tør komme ud i det fri, efter at vores frue Xalcatora markerede dig. Du leder måske efter din lille ven? Jeg er ked af at skuffe dig, men ham kommer du ikke til at se igen, lige foreløbig”.
Den anden dæmon begyndte at grine hysterisk, og han klappede den anden på ryggen. Imens viste Gabriella ingen tegn på følelser. ”Hvad har I gjort ved Marco?” spurgte hun dem roligt.
”Tja” svarede den første taere med et ubehageligt smil. ”Spørgsmålet er vel snarere, hvad vi ikke har gjort ved ham, tænker jeg. Og hvad vi mon kan finde på at gøre ved dig, når du sådan præsenterer dig selv så fristende”.
Han skar tænder, samlede Gabriellas vinglas op og tømte det i ét drag, imens hans makker fortsat lo.
”I kommer ikke til at gøre noget som helst” fortalte vampyren ham, endnu helt afslappet. ”I ville aldrig vove at lægge fingre på en ke’Jareb, I usle stronzinos! Leccaculo!”.
Smilet forsvandt fra dæmonens læber, men han mistede ikke helt modet. ”Vi er ikke i Dionisio” mindede han hende om. ”Din familie har ikke mere at skulle have sagt på disse kanter, end vi har… og desuden så ved alle jo, at du er det sorte får blandt din slægt. Faktisk ville dine søskende måske endda takke os, hvis vi fik skilt dig ad vejen. Der ville i hvert fald være mere at arve for deres vedkommende en skønne dag”.
Han rakte ud efter en dolk på sit ben og trådte nærmere Gabriella, der tilsvarende havde taget en ring af sin halskæde, som hun havde sat på fingeren i stedet.
”I så fald ville det jo nok være det optimale tidspunkt for jeres frue at fuldføre sin trussel” påpegede Fredegar.
De to dæmoner kiggede forvirret op. ”Hvad snakker du om?” spurgte den første.
”Ikke noget, ikke noget” skyndte dosnen sig at sige. ”Det vedrører selvfølgelig ikke mig, det her. Jeg sagde bare, at du havde ret. At det ville være det perfekt tidspuntk for Fru Xalcatora at slå til. Sikke en skam at hun ikke rent faktisk er tilstede for at gøre noget ud af det, men det skal hun nok nå en dag. Med gode mænd som jer til at holde øje med byttet og sørge for, at ingen andre blander sig, så kan hun nok forholde sig helt roligt.
Jeg mener, hvem kunne dog være dum nok til at røre et hår på hendes hoved, når jeres frue har lovet at straffe enhver, der skulle komme hende i forkøbet”.
Begge taere så nu lettere nervøse ud. ”Du lyver” udbrød den første, og Fredegar trak på skuldrene.
”Du ved det bedre end jeg, men jeg troede egentligt, vi var på samme side her. Du sagde det jo lige selv, at din frue havde mærket den gode frøken ke’Jareb her”.
”Det…” sagde dæmonen forvirret. ”Det var bare en…”. Men han tav så og sank en klump. ”Det har du ret i, dosne. Og jeg skal nok love dig, at jeg kommer til at være der for at overvære det, når vores frue endelig besluttet sig for, at du er værd at spilde tid på. Og indtil da… så husk bare på, hvad vi gjorde ved go gamle Marco, ikke?”.
Men den anden taere var allerede spurtet ud af kroen, og den tilbageværende havde efterhånden ikke meget ansigt tilbage at tabe, så til sidst endte han også bare med at følge efter.
”Så” sagde Fredegar, da de nu havde hjørnet alene for dem selv igen. ”Det er altså Fru Xalcatora”.
”Xalcatora” bekræftede Gabriella.
”Det vigtigste tilbageværende spørgsmål er jo så bare, hvorfor hun valgte at låne penge ud til en doven, upålidelig søn af nabobyen og rivalens mest magtfulde mand”.
”Fordi hun forsøger at starte en krig” svarede vampyren.
Hun gav sig så til at søge efter sin kontaktperson, en halvblodsvampyr ved navn Marco, men han var ikke at finde nogen steder, så hun tog plads i deres sædvanlige hjørne og satte sig til at vente.
Men han dukkede ikke op, og hun begyndte snart at bekymre sig. Hun skulle også lige til at rejse sig igen, da en dosne tog plads ved siden af hende og gav sig til at skænke hende et glas rødvin.
”Jeg er overrasket over, at det tog dig så længe at finde mig” sagde hun. ”Eller det ville jeg være, hvis jeg troede på bare halvdelen af, hvad du påstår om dig selv”.
”Overdrivelse fremmer forståelsen” svarede Fredegar hende igen. ”Enten det eller også så lyver jeg bare.
Jeg har ofte svært ved at kende forskel. Men jeg vil gå lige til sagen: Du ved, hvem det er, som Engeldahl skylder penge”.
Gabriella løftede glasset op og tog en tår. ”Det gør jeg” indrømmede hun og tog så endnu en.
”Og noget siger mig, at du udelukkende tog med for at gengælde tjenesten, fordi du øjnede en mulighed”.
”Jeg gengælder altid tjenester” svarede vampyren. ”Men jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg skyldte dig noget, Fredegar. Måske hjalp du mig ud af en knibe, men så vidt jeg husker, fik du også selv noget ud af det. Og hvis ikke jeg havde været der, så ville det måske være dig, som endnu sad i den fængselscelle”.
”Godt ord igen” nikkede dosnen. ”Men betyder det så, at du ikke har tænkt dig at give mig et navn?”.
”Det har jeg ikke besluttet mig for endnu” svarede Gabriella.
”Hvilket vil sige, at du ikke har besluttet dig for, om det mon kan komme til at gavne dig” oversatte Fredegar.
De tog begge to en slurk af deres vinglas samtidigt og satte dem så fra sig i tide til at se de to nyankommne an.
Det var to taere dæmoner, sorthudede, hornede krigere med mælkehvide irisfri øjne. De havde kurs lige hen mod Gabriella, og de så langt fra venligtsindede ud.
”Nå da da” sagde den ene af dem, uden skyggen af den lokale accent i sin stemme. ”Hvad har vi så her? Tænk engang, at du tør komme ud i det fri, efter at vores frue Xalcatora markerede dig. Du leder måske efter din lille ven? Jeg er ked af at skuffe dig, men ham kommer du ikke til at se igen, lige foreløbig”.
Den anden dæmon begyndte at grine hysterisk, og han klappede den anden på ryggen. Imens viste Gabriella ingen tegn på følelser. ”Hvad har I gjort ved Marco?” spurgte hun dem roligt.
”Tja” svarede den første taere med et ubehageligt smil. ”Spørgsmålet er vel snarere, hvad vi ikke har gjort ved ham, tænker jeg. Og hvad vi mon kan finde på at gøre ved dig, når du sådan præsenterer dig selv så fristende”.
Han skar tænder, samlede Gabriellas vinglas op og tømte det i ét drag, imens hans makker fortsat lo.
”I kommer ikke til at gøre noget som helst” fortalte vampyren ham, endnu helt afslappet. ”I ville aldrig vove at lægge fingre på en ke’Jareb, I usle stronzinos! Leccaculo!”.
Smilet forsvandt fra dæmonens læber, men han mistede ikke helt modet. ”Vi er ikke i Dionisio” mindede han hende om. ”Din familie har ikke mere at skulle have sagt på disse kanter, end vi har… og desuden så ved alle jo, at du er det sorte får blandt din slægt. Faktisk ville dine søskende måske endda takke os, hvis vi fik skilt dig ad vejen. Der ville i hvert fald være mere at arve for deres vedkommende en skønne dag”.
Han rakte ud efter en dolk på sit ben og trådte nærmere Gabriella, der tilsvarende havde taget en ring af sin halskæde, som hun havde sat på fingeren i stedet.
”I så fald ville det jo nok være det optimale tidspunkt for jeres frue at fuldføre sin trussel” påpegede Fredegar.
De to dæmoner kiggede forvirret op. ”Hvad snakker du om?” spurgte den første.
”Ikke noget, ikke noget” skyndte dosnen sig at sige. ”Det vedrører selvfølgelig ikke mig, det her. Jeg sagde bare, at du havde ret. At det ville være det perfekt tidspuntk for Fru Xalcatora at slå til. Sikke en skam at hun ikke rent faktisk er tilstede for at gøre noget ud af det, men det skal hun nok nå en dag. Med gode mænd som jer til at holde øje med byttet og sørge for, at ingen andre blander sig, så kan hun nok forholde sig helt roligt.
Jeg mener, hvem kunne dog være dum nok til at røre et hår på hendes hoved, når jeres frue har lovet at straffe enhver, der skulle komme hende i forkøbet”.
Begge taere så nu lettere nervøse ud. ”Du lyver” udbrød den første, og Fredegar trak på skuldrene.
”Du ved det bedre end jeg, men jeg troede egentligt, vi var på samme side her. Du sagde det jo lige selv, at din frue havde mærket den gode frøken ke’Jareb her”.
”Det…” sagde dæmonen forvirret. ”Det var bare en…”. Men han tav så og sank en klump. ”Det har du ret i, dosne. Og jeg skal nok love dig, at jeg kommer til at være der for at overvære det, når vores frue endelig besluttet sig for, at du er værd at spilde tid på. Og indtil da… så husk bare på, hvad vi gjorde ved go gamle Marco, ikke?”.
Men den anden taere var allerede spurtet ud af kroen, og den tilbageværende havde efterhånden ikke meget ansigt tilbage at tabe, så til sidst endte han også bare med at følge efter.
”Så” sagde Fredegar, da de nu havde hjørnet alene for dem selv igen. ”Det er altså Fru Xalcatora”.
”Xalcatora” bekræftede Gabriella.
”Det vigtigste tilbageværende spørgsmål er jo så bare, hvorfor hun valgte at låne penge ud til en doven, upålidelig søn af nabobyen og rivalens mest magtfulde mand”.
”Fordi hun forsøger at starte en krig” svarede vampyren.
Jeg satte mig op og gabte, da der lød en forsigtig banken på
døren. Ikke at jeg var faldet i søvn selvfølgelig.
Lad os i stedet kalde det for en kort pause for mine øjne.
”Hvem er det?” spurgte jeg Rosa, som var listet hen mod døren. Hun svarede ikke, og jeg overvejede at følge efter hende, men besluttede det nok alligevel var bedre, at jeg blev og holdt øje med Engeldahl.
Der blev endnu en gang banket på døren, lige som hun nåede frem til den, en smule højere end før.
Med en trukket kniv gav hun sig til at åbne den, og så snart den stod på klem, rakte hun ud og trak så en lille skikkelse indenfor.
Det var en dværg. En svedende, mørkhudet dværg med rødlige øjne. Han rallede, da han trak vejret.
”Didgo” sagde Rosa, da det lykkedes hende at genkende ham. ”Hvad laver du her?”.
”Vand” var alt, hvad han kunne få fremstammet, og efter at have fået ham ført ned bagerst i lageret til os andre, fik Rosa rakt ham en flaske, som han tømte i et drag.
”Hvad er der galt med ham?” spurgte Engeldahl fra sin cirkel. ”Er han syg? For så må du gerne holde ham væk fra mig. Jeg er allerede ved at blive besat af en dæmon, og jeg er ikke sikker på, at jeg klare mere oven i det”.
Jeg sendte slamberten et alvorligt blik for at få ham til at tie stille.
”Jeg antager, at det her er denne Didrik-Dolgo, du mødte nordpå” sagde jeg. Rosa nikkede.
”Desværre ja” mumlede dværgen. Han havde lagt den tomme flaske fra sig og taget plads på gulvet.
”Men jeg skulle aldrig have hjulpet dig med at få fat i den bog… og dig, Engeldahl. Alt det her er din skyld.
Hvis ikke du havde narret Inola til at stjæle den, så ville hun stadigvæk være i live”.
”Hvad skal det betyde, din lille…” snerrede digteren. ”Jeg synes ikke, jeg fortjener det her ærligttalt. Alt jeg gjorde var at komme med et forretningsforslag. I kunne bare have undladt at takke ja. Jeg sendte endda hjælp.
Hvis ikke det havde været for min gode ven Rosa her, så kan jeg forstå, at du stadigvæk ville sidde i en af nissernes celler, imens du langsomt frøs ihjel”.
”Hellere død end det her” sagde Didgo. Han åbnede for sin skjorte, sådan at en masse tykke røde streger kom til syne over hele hans overkrop. ”De fandt mig… shamanerne fra Wapasha Stammen, og de forbandede mig.
Og hvis ikke de får skæbnebogen tilbage, så vil de bare blive med at forbande den næste og den næste, indtil nogen makker ret. Hører I mig? Vi er nødt til at aflevere den tilbage”.
”Og hvordan skal vi helt præcist så løse det her problem?” svarede Engeldahl ham igen. ”Det kan godt være, at dit liv står på spil på den ene side, men uden bogen så er det mit, der ryger. Desuden gik I med på planen.
Du skal nok stadigvæk få din andel, når det er overstået, og så kan du måske få råd til en eller anden, som kan hæve din forbandelse”.
”Du forstår det slet ikke” sagde dværgen. ”Det er ikke kun mig. Du er den næste Engeldahl, og efter det kommer sikkert Rosa og alle andre, der har været involveret. De vil have bogen tilbage. Uden hele sættet fungerer skæbnebøgerne ikke, som de skal. Uden dem kan shamanerne ikke holde balance i nord… så giv mig nu bogen, og så skal jeg nok aflevere den tilbage”.
”Hmmm, som om” sagde Engeldahl. ”Du vil bare have den for dig selv. Jeg ser lige igennem dig. Mig kan du ikke narre”.
”Hvad jeg er mere interesseret i” brød Rosa ind i samtalen. ”Er hvordan du fandt frem til os”.
”Bogen” svarede Didgo. ”Siden de kontaktede mig… siden det her skete med mig, så har jeg kunnet føle den. Jeg fulgte blot efter fornemmelsen”.
”Og jeg” sagde Frøken Luca fra den anden ende af lageret. ”Fulgte efter dig”.
Lad os i stedet kalde det for en kort pause for mine øjne.
”Hvem er det?” spurgte jeg Rosa, som var listet hen mod døren. Hun svarede ikke, og jeg overvejede at følge efter hende, men besluttede det nok alligevel var bedre, at jeg blev og holdt øje med Engeldahl.
Der blev endnu en gang banket på døren, lige som hun nåede frem til den, en smule højere end før.
Med en trukket kniv gav hun sig til at åbne den, og så snart den stod på klem, rakte hun ud og trak så en lille skikkelse indenfor.
Det var en dværg. En svedende, mørkhudet dværg med rødlige øjne. Han rallede, da han trak vejret.
”Didgo” sagde Rosa, da det lykkedes hende at genkende ham. ”Hvad laver du her?”.
”Vand” var alt, hvad han kunne få fremstammet, og efter at have fået ham ført ned bagerst i lageret til os andre, fik Rosa rakt ham en flaske, som han tømte i et drag.
”Hvad er der galt med ham?” spurgte Engeldahl fra sin cirkel. ”Er han syg? For så må du gerne holde ham væk fra mig. Jeg er allerede ved at blive besat af en dæmon, og jeg er ikke sikker på, at jeg klare mere oven i det”.
Jeg sendte slamberten et alvorligt blik for at få ham til at tie stille.
”Jeg antager, at det her er denne Didrik-Dolgo, du mødte nordpå” sagde jeg. Rosa nikkede.
”Desværre ja” mumlede dværgen. Han havde lagt den tomme flaske fra sig og taget plads på gulvet.
”Men jeg skulle aldrig have hjulpet dig med at få fat i den bog… og dig, Engeldahl. Alt det her er din skyld.
Hvis ikke du havde narret Inola til at stjæle den, så ville hun stadigvæk være i live”.
”Hvad skal det betyde, din lille…” snerrede digteren. ”Jeg synes ikke, jeg fortjener det her ærligttalt. Alt jeg gjorde var at komme med et forretningsforslag. I kunne bare have undladt at takke ja. Jeg sendte endda hjælp.
Hvis ikke det havde været for min gode ven Rosa her, så kan jeg forstå, at du stadigvæk ville sidde i en af nissernes celler, imens du langsomt frøs ihjel”.
”Hellere død end det her” sagde Didgo. Han åbnede for sin skjorte, sådan at en masse tykke røde streger kom til syne over hele hans overkrop. ”De fandt mig… shamanerne fra Wapasha Stammen, og de forbandede mig.
Og hvis ikke de får skæbnebogen tilbage, så vil de bare blive med at forbande den næste og den næste, indtil nogen makker ret. Hører I mig? Vi er nødt til at aflevere den tilbage”.
”Og hvordan skal vi helt præcist så løse det her problem?” svarede Engeldahl ham igen. ”Det kan godt være, at dit liv står på spil på den ene side, men uden bogen så er det mit, der ryger. Desuden gik I med på planen.
Du skal nok stadigvæk få din andel, når det er overstået, og så kan du måske få råd til en eller anden, som kan hæve din forbandelse”.
”Du forstår det slet ikke” sagde dværgen. ”Det er ikke kun mig. Du er den næste Engeldahl, og efter det kommer sikkert Rosa og alle andre, der har været involveret. De vil have bogen tilbage. Uden hele sættet fungerer skæbnebøgerne ikke, som de skal. Uden dem kan shamanerne ikke holde balance i nord… så giv mig nu bogen, og så skal jeg nok aflevere den tilbage”.
”Hmmm, som om” sagde Engeldahl. ”Du vil bare have den for dig selv. Jeg ser lige igennem dig. Mig kan du ikke narre”.
”Hvad jeg er mere interesseret i” brød Rosa ind i samtalen. ”Er hvordan du fandt frem til os”.
”Bogen” svarede Didgo. ”Siden de kontaktede mig… siden det her skete med mig, så har jeg kunnet føle den. Jeg fulgte blot efter fornemmelsen”.
”Og jeg” sagde Frøken Luca fra den anden ende af lageret. ”Fulgte efter dig”.
”Så vær lige god og forklar mig, hvorfor hun er nødt til at
gøre alting så kompliceret” sagde Fredegar til Gabriella.
De to befandt sig nu ude på gaden igen, og de styrede imod et andet af dæmonernes tilholdssteder i byen.
Vampyren havde trukket en højrød hætte godt ned over ansigtet på trods af, at det var midt om natten, og der ingen solstråler var, men hun bevægede sig alligevel så hurtigt, at dosnen måtte gøre sig anstregelser for at følge med.
”Hvis hun bare dræbte Engeldahl, så ville få fra Dionisio følge hende. Selv nogle af mine mest blodtørstige slægtninge kunne nok finde på at genoverveje, om hun havde opført sig… retskaffent. Men hvis han derimod døde ved et ’uheld’, imens hun forsøgte at indkræve sine udlånte penge fra ham…”.
”Så ville alt være i orden, og så kan resten af dæmonerne med ro i sjælen støtte hende” afsluttede Fredegar. ”Jeg forstår. Egentligt en fin taktik som sådan. Bortset fra det faktum at det hele hviler på, at Felixs forældre skulle være ude efter hævn, samt at de er i stand til at overtale skygge paladinerne til at støtte dem”.
”Xalcatora skal nok have sat tingene i bevægelse, sådan at det ikke går galt” svarede Gabriella. ”Hun har altid været en fremragende skakspiller”.
”Aha, ja, hmmm” sagde Fredegar. ”Og hvor længe tænker du så helt præcist, der kommer til at gå, før denne krig går i gang, hvis Engeldahl skulle dø?”.
Vampyren greb fat i den lille handelsmand og trak ham så med sig ind i en lille baggyde, hvor hun løftede ham op imod en gammel stenvæg.
”Hvis du tænker på bare at lade ham dø og stikke af herfra, så kan du godt glemme det” advarede hun ham.
”Selvfølgelig vil jeg da ikke gøre det” skyndte Fredegar sig at pibe, og hun løsnede grebet i ham en smule.
”Dog vil jeg gerne påpege, at jeg ikke er særligt meget for krigszoner eller krig generelt set. Jeg har prøvet at være i nærheden af en før, og det er ikke noget, jeg har lyst til at prøve igen. Men hvis du tror, jeg bare vil efterlade en handelspartner til den sikre død, så kender du mig slet ikke”.
Gabriella gav slip på ham og sukkede så.
”Handelspartner?” gentog hun. ”Du har endnu ikke fortalt mig, hvad det er for et stykke arbejde, I to arbejder på sammen”.
”Og det har jeg heller ikke tænkt mig at involvere dig i” svarede han. ”Du har dine hemmeligheder og sager, jeg ikke blander mig i. Det respekterer jeg. Men jeg har samtidigt mine egne. Jeg mener; man kommer jo helt sikkert til at vide en ting eller to, når man har set lige så meget, som jeg har”.
Vampyren sukkede igen og gav ham et paf på hovedet. Men Fredegar begyndte bare at smile.
Det smittede, indtil Gabriellas ansigt få sekunder senere frøs. Hun duftede lidt, hendes øjne skærpedes, og hun vendte sig så rundt i en bevægelse med en hånd hævet, lige i tide til at hilse på en gammel kroget kvindeskikkelse med skelethvid hud. Hun stod lidt længere nede ad gyden, klædt i en sort kjole, der lige akkurat skjulte hendes sorte lædervinger. Men hendes snoede horn derimod var fortsat tydelige, og de var vendt lige imod vampyren.
”Åh, hold nu op, Gabriella” rystede dæmonen på hovedet ved synet af dem. ”Som om du nogensinde kunne have bare den mindste chance for at gøre nogen skade på mig med dén ring. Lad nu bare være med at forsøge, min tøs.
Så er du sød”. Men vampyren sænkede ikke sin hånd.
”Gør du, som du vil” sagde dæmonen. ”Hvis det får dig til at føle dig tryg. Men du kan være helt rolig. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget”.
”Det er ikke helt, hvad vi har hørt” bemærkede Fredegar. Vampyren sendte ham et blik for at få ham til at tie stille, men som altid virkede det ikke. ”Vi stødte nemlig på to af dine venner, ser du. To hyggelige gutter. Rigtigt flinke fyrer. Men de nævnte bare, at du havde udstedt en trussel mod min klient her”.
”Undskyld mig, men jeg tror ikke, vi har mødt hinanden før” smilede dæmonen. ”Mit navn er Xalcatora. Fru Xalcatora helt præcist”. Hun rakte en lille vissen hånd ud mod handelsmanden.
Han tog kærligt imod den og gav den et lille kys. ”Mig en fornøjelse. Jeg har hørt så meget om dem.
Mit navn er Dogro. Jeg er frøken ke’Jarebs advokat”.
”Advokat?” gentog dæmonen. ”Jeg mindes ikke at have hørt noget om nogen privat advokat”.
”Det er en nylig arrangering” svarede Fredegar. ”Jeg blev ansat i starten af måneden”.
”Javel, jeg forstår” nikkede Fru Xalcatora. ”I så fald, hr. Dogro, så håber jeg, de er klar over, at deres klient står og retter et våben imod mig i dette øjeblik. Et primitivt, improviseret våben muligvis, men ganske vist et våben”.
”Det er jeg naturligvis” sagde dosnen. ”Men som de selv sagde, så kan hun umuligt gøre nogen skade på dig med det. Og desuden medbringer du jo selv et langt mere magtfuldt våben, blot med at være til stede, hvis De ellers vil undskylde ordvalget”.
”Touché” sagde dæmonen med et lille smil. ”Men nu hvor jeg er her, så lad mig endelig fortælle jer, hvordan tingene står, og hvad der kommer til at ske nu. Jeg skal nok finde den usle lille mandsling af en digter, Gabriella, og når jeg gør det, så er han færdig. Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at læse jeres tanker for at finde ham. Så megen respekt vil jeg vise jer, men det er kun et spørgsmål om tid. Grundet den samme respekt så vil jeg råde dig til at blande dig udenom, for jeg ønsker ikke, at der skal ske dig noget ondt, mit kære barn. Du er måske en smule forvirret, men du er stadigvæk en af os, og med tiden skal du nok forstå nødvendigheden af mine planer. Det var heller ikke en trussel, jeg udsendte, det må de to tosser have misforstået. Jeg forsøgte blot at fortælle folk, at jeg havde udpeget dig som en, der ikke må lide skade”.
Med et ”addio” vendte dæmonen sig så om for at flyve sin vej igen, men lige før hun nåede væk, fik hun kastet et sidste tilbage på dosnen og vampyren. ”Hov, og Fredegar” kaldte hun. ”Det er lidt skuffende at høre, at du har skiftet både navn og karrierre. Du var ellers sådan en dygtig erhverver af værdifulde genstande, og jeg glædede mig til at se, hvad du skulle finde på næste gang. Men uanset hvad så takker jeg mange gange for at have så godt som leveret skæbnebogen direkte i mit skød. Den kommer uden tvivl til at blive nyttig i kampen mod Marrai. Jeg er sikker på, at din lille veninde nok skal overrække den til mig, hvis jeg spørger hende pænt”.
Før Fredegar kunne nå at sige noget til gengæld, var dæmonen så væk igen, og tilbage stod kun en meget utilfreds Gabriella. ”Hvad var det for noget, hun lige sagde?”.
De to befandt sig nu ude på gaden igen, og de styrede imod et andet af dæmonernes tilholdssteder i byen.
Vampyren havde trukket en højrød hætte godt ned over ansigtet på trods af, at det var midt om natten, og der ingen solstråler var, men hun bevægede sig alligevel så hurtigt, at dosnen måtte gøre sig anstregelser for at følge med.
”Hvis hun bare dræbte Engeldahl, så ville få fra Dionisio følge hende. Selv nogle af mine mest blodtørstige slægtninge kunne nok finde på at genoverveje, om hun havde opført sig… retskaffent. Men hvis han derimod døde ved et ’uheld’, imens hun forsøgte at indkræve sine udlånte penge fra ham…”.
”Så ville alt være i orden, og så kan resten af dæmonerne med ro i sjælen støtte hende” afsluttede Fredegar. ”Jeg forstår. Egentligt en fin taktik som sådan. Bortset fra det faktum at det hele hviler på, at Felixs forældre skulle være ude efter hævn, samt at de er i stand til at overtale skygge paladinerne til at støtte dem”.
”Xalcatora skal nok have sat tingene i bevægelse, sådan at det ikke går galt” svarede Gabriella. ”Hun har altid været en fremragende skakspiller”.
”Aha, ja, hmmm” sagde Fredegar. ”Og hvor længe tænker du så helt præcist, der kommer til at gå, før denne krig går i gang, hvis Engeldahl skulle dø?”.
Vampyren greb fat i den lille handelsmand og trak ham så med sig ind i en lille baggyde, hvor hun løftede ham op imod en gammel stenvæg.
”Hvis du tænker på bare at lade ham dø og stikke af herfra, så kan du godt glemme det” advarede hun ham.
”Selvfølgelig vil jeg da ikke gøre det” skyndte Fredegar sig at pibe, og hun løsnede grebet i ham en smule.
”Dog vil jeg gerne påpege, at jeg ikke er særligt meget for krigszoner eller krig generelt set. Jeg har prøvet at være i nærheden af en før, og det er ikke noget, jeg har lyst til at prøve igen. Men hvis du tror, jeg bare vil efterlade en handelspartner til den sikre død, så kender du mig slet ikke”.
Gabriella gav slip på ham og sukkede så.
”Handelspartner?” gentog hun. ”Du har endnu ikke fortalt mig, hvad det er for et stykke arbejde, I to arbejder på sammen”.
”Og det har jeg heller ikke tænkt mig at involvere dig i” svarede han. ”Du har dine hemmeligheder og sager, jeg ikke blander mig i. Det respekterer jeg. Men jeg har samtidigt mine egne. Jeg mener; man kommer jo helt sikkert til at vide en ting eller to, når man har set lige så meget, som jeg har”.
Vampyren sukkede igen og gav ham et paf på hovedet. Men Fredegar begyndte bare at smile.
Det smittede, indtil Gabriellas ansigt få sekunder senere frøs. Hun duftede lidt, hendes øjne skærpedes, og hun vendte sig så rundt i en bevægelse med en hånd hævet, lige i tide til at hilse på en gammel kroget kvindeskikkelse med skelethvid hud. Hun stod lidt længere nede ad gyden, klædt i en sort kjole, der lige akkurat skjulte hendes sorte lædervinger. Men hendes snoede horn derimod var fortsat tydelige, og de var vendt lige imod vampyren.
”Åh, hold nu op, Gabriella” rystede dæmonen på hovedet ved synet af dem. ”Som om du nogensinde kunne have bare den mindste chance for at gøre nogen skade på mig med dén ring. Lad nu bare være med at forsøge, min tøs.
Så er du sød”. Men vampyren sænkede ikke sin hånd.
”Gør du, som du vil” sagde dæmonen. ”Hvis det får dig til at føle dig tryg. Men du kan være helt rolig. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget”.
”Det er ikke helt, hvad vi har hørt” bemærkede Fredegar. Vampyren sendte ham et blik for at få ham til at tie stille, men som altid virkede det ikke. ”Vi stødte nemlig på to af dine venner, ser du. To hyggelige gutter. Rigtigt flinke fyrer. Men de nævnte bare, at du havde udstedt en trussel mod min klient her”.
”Undskyld mig, men jeg tror ikke, vi har mødt hinanden før” smilede dæmonen. ”Mit navn er Xalcatora. Fru Xalcatora helt præcist”. Hun rakte en lille vissen hånd ud mod handelsmanden.
Han tog kærligt imod den og gav den et lille kys. ”Mig en fornøjelse. Jeg har hørt så meget om dem.
Mit navn er Dogro. Jeg er frøken ke’Jarebs advokat”.
”Advokat?” gentog dæmonen. ”Jeg mindes ikke at have hørt noget om nogen privat advokat”.
”Det er en nylig arrangering” svarede Fredegar. ”Jeg blev ansat i starten af måneden”.
”Javel, jeg forstår” nikkede Fru Xalcatora. ”I så fald, hr. Dogro, så håber jeg, de er klar over, at deres klient står og retter et våben imod mig i dette øjeblik. Et primitivt, improviseret våben muligvis, men ganske vist et våben”.
”Det er jeg naturligvis” sagde dosnen. ”Men som de selv sagde, så kan hun umuligt gøre nogen skade på dig med det. Og desuden medbringer du jo selv et langt mere magtfuldt våben, blot med at være til stede, hvis De ellers vil undskylde ordvalget”.
”Touché” sagde dæmonen med et lille smil. ”Men nu hvor jeg er her, så lad mig endelig fortælle jer, hvordan tingene står, og hvad der kommer til at ske nu. Jeg skal nok finde den usle lille mandsling af en digter, Gabriella, og når jeg gør det, så er han færdig. Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at læse jeres tanker for at finde ham. Så megen respekt vil jeg vise jer, men det er kun et spørgsmål om tid. Grundet den samme respekt så vil jeg råde dig til at blande dig udenom, for jeg ønsker ikke, at der skal ske dig noget ondt, mit kære barn. Du er måske en smule forvirret, men du er stadigvæk en af os, og med tiden skal du nok forstå nødvendigheden af mine planer. Det var heller ikke en trussel, jeg udsendte, det må de to tosser have misforstået. Jeg forsøgte blot at fortælle folk, at jeg havde udpeget dig som en, der ikke må lide skade”.
Med et ”addio” vendte dæmonen sig så om for at flyve sin vej igen, men lige før hun nåede væk, fik hun kastet et sidste tilbage på dosnen og vampyren. ”Hov, og Fredegar” kaldte hun. ”Det er lidt skuffende at høre, at du har skiftet både navn og karrierre. Du var ellers sådan en dygtig erhverver af værdifulde genstande, og jeg glædede mig til at se, hvad du skulle finde på næste gang. Men uanset hvad så takker jeg mange gange for at have så godt som leveret skæbnebogen direkte i mit skød. Den kommer uden tvivl til at blive nyttig i kampen mod Marrai. Jeg er sikker på, at din lille veninde nok skal overrække den til mig, hvis jeg spørger hende pænt”.
Før Fredegar kunne nå at sige noget til gengæld, var dæmonen så væk igen, og tilbage stod kun en meget utilfreds Gabriella. ”Hvad var det for noget, hun lige sagde?”.
Jeg ved ikke helt,
hvad der er at sige om Frøkens Lucas mangel på diskretion. En psykolog kunne
nok have snakket i evigheder om et overset syvende barn med et ønske om
anerkendelse og bare en lille smule grandios i livet, men personligt vil jeg
nøjes med at sige, at det var pokkers heldigt for os, at hun ikke bare havde
sneget sig uset ind og havde kastet sine besværgelser, før nogen af os opdagede
hende.
I stedet for at gøre
dette var hun nemlig begyndt at udfordre Rosa til en duel om bogen, og før jeg
fik set mig om, fløj besværgelser frem og tilbage gennem lagerhuset. Selv havde
jeg også rigeligt at se til, da både Engeldahl, Didgo og Rosas taske var blevet
efterladt i min varetægt, så du må undskylde mig, hvis jeg ikke fik noteret så
mange detaljer omkring selve duellen.
”Vi er nødt til at komme væk herfra” sagde Didgo for
hundredeogsyttende gange, da Rosa kun lige akkurat fik blokeret en af Frøken
Lucas ildkugler. ”For en gangs skyld er jeg enig med den tossede dværg” lød det
fra Engeldahl. ”Hvis de bliver ved meget længere, så styrter taget ned i
hovedet på os”.
”Nu holder I to jer bare helt i ro” fortalte jeg dem begge i et så kommanderende tonefald, som jeg kunne mønstre. ”Og vi efterlader ikke bare min ven herinde, er det forstået”.
Netop som jeg sagde det, lykkedes det Rosa at presse Luca op mod lagerets bagvæg, og elveren rykkede frem for at udnytte sin fordel. ”Kom nu, kom nu” hviskede jeg, og midt i al spændingen kom jeg til at begå en fejltagelse.
Jeg glemte helt at holde øje med Didgo, og han udnyttede med det samme muligheden for at åbne Rosas taske og række ind efter bogen.
Men han fandt den ikke.
”Nu holder I to jer bare helt i ro” fortalte jeg dem begge i et så kommanderende tonefald, som jeg kunne mønstre. ”Og vi efterlader ikke bare min ven herinde, er det forstået”.
Netop som jeg sagde det, lykkedes det Rosa at presse Luca op mod lagerets bagvæg, og elveren rykkede frem for at udnytte sin fordel. ”Kom nu, kom nu” hviskede jeg, og midt i al spændingen kom jeg til at begå en fejltagelse.
Jeg glemte helt at holde øje med Didgo, og han udnyttede med det samme muligheden for at åbne Rosas taske og række ind efter bogen.
Men han fandt den ikke.
”Hun talte sandt” sagde Gabriella ved synet af lagerhuset,
længere nede ad gaden. ”Se der”.
Over bygningen svævede der nemlig en sværm af zarrash dæmoner, den samme slags som havde angrebet os på ”La Bella Parola”, og denne gang var der mindst fem gange så mange.
”Vi kan umuligt nå derind i tide” afgjorde vampyren. ”Og jeg har intet på mig, der kan hjælpe. Porca miseria!”.
Hun stirrede opgivende frem for sig, velvidende at der ikke var noget nu, som kunne forhindre en krig imellem hendes hjemby og Marrai. Velvidende at Xalcatora havde vundet.
”Hvad med den her?” spurgte Fredegar, idet han rakte en gammel, slidt bog med et gustent skindomslag frem mod hende. ”Så vidt jeg kan forstå, så indeholder den vist en lille smule magiske runer”.
Over bygningen svævede der nemlig en sværm af zarrash dæmoner, den samme slags som havde angrebet os på ”La Bella Parola”, og denne gang var der mindst fem gange så mange.
”Vi kan umuligt nå derind i tide” afgjorde vampyren. ”Og jeg har intet på mig, der kan hjælpe. Porca miseria!”.
Hun stirrede opgivende frem for sig, velvidende at der ikke var noget nu, som kunne forhindre en krig imellem hendes hjemby og Marrai. Velvidende at Xalcatora havde vundet.
”Hvad med den her?” spurgte Fredegar, idet han rakte en gammel, slidt bog med et gustent skindomslag frem mod hende. ”Så vidt jeg kan forstå, så indeholder den vist en lille smule magiske runer”.
En Uheldig Affære i Kienzieht
Del 1 - En Charlatans og Hans Samvittighed Del 2 - En Uheldig Optræden Del 3 - En Dæmonfordrivelsestjeneste Del 4 - En Skæbnesvanger og Ellers Virkeligt Irriterende Bog
Andre historier:
Kommentarer
Send en kommentar