Så er flyttepjattet i gang + Bag of Holding (Once and Future King/War for the Planet of the Apes)

Som titlen indikerer er jeg nu gået i gang med at pakke alle mine sager ned til, at jeg kan flytte hjemmefra i løbet af næste uge. Alene mine bøger, brætspil og tegneserier tog syv flyttekasser.

Så går turen ellers til Aarhus inden længe. Ikke at jeg har nået særligt interessant at skrive denne gang, jeg tænkte bare lige, at jeg ville dele denne information med arkivet...

Men nu, da jeg alligevel har din opmærksomhed, så kan jeg vel godt lige nå en lille bag of holding.

The Once and Future King

Så hænderne op, hvis du har set Disneys tegnefilms udgave af Sværdet i Stenen.
Bliv ved med at holde dem oppe, hvis du vidste, at den var baseret på en roman.
Fortsæt, hvis du derudover vidste, at bogen var del et af den første "moderne" roman-udgave af Kong Arthur legenden.
Og hvis du til sidst vidste, at Sværdet i Stenen som bog inkluderer kritik af kommunisme, talesprog fra 40'erne og Robin Hood udover dyreforvandlingerne naturligvis, så må du gerne holde dem oppe, så længe du har lyst til.

The Once and Future King er nemlig en mærkelig bog, især Sværd i Stenen, hvor ridderne kalder hinanden "Old Chap", og hvor selv dyrene omtaler politiske debatter fra det tyvende århundrede, en periode de også bruger "slang" fra. Særligt et tilfælde med en lettere upassende fugl (som dog også er ment til at være upassende) kom en del bag på mig. Som forfatteren T. H. White også selv indrømmer, så er han lidt af anakronist, som blander lidt sammen fra alverdens tidsperioder for at få sin historie til at være, som han vil have den. Samtidigt så er der også en række klicheer, vi har set mange sidenhen i fantasy-genren og endda eventyr.

På trods af alle disse problemer, så er det dog en fremragende fortælling. Menneskerne (og dyrene) er livlige, realistiske (for fantasy genren selvfølgelig) og komplekse, og så er der en masser eventyr og sjov at finde undervejs.
Selv må jeg indrømme, at jeg altid har været mere til beskidte ringbrynjer end omrejsende riddere i skinnende pladerustning, og at min yndlings fortolkning af Kong Arthur indtil nu har været Monty Pythons, men heldigvis fylder den del ikke så meget igen.
Der er selvfølgelig spandevis af dueller, turneringer og heltegerninger undervejs, men der er også Arthurs undervisning med Merlyn, der er diskussioner om magt og ret, og der er blodstrider mellem de forskellige familier.
Ligesom Don Quijote så bruger White også en god del tid på at satirisere den hellige ridder i skinnende rustning, dog på en måde der samtidigt viser en del kærlighed og respekt til gengæld.
Faktisk endte mange af de mere fjollede karakterer med at blive nogle af mine favoritter, da også de tilføjes en del dybde undervejs.

Som sagt så er værket inddelt i fem: The Sword in the Stone, The Witch in the Wood, The Ill-Made Knight, The Candle in the Wind og the Book of Merlyn.
Den første er den fremragende fortælling om Arthurs opvækst, hvor Merlyn forvandler ham til det ene dyr efter det andet, for at han kan lære at se verden fra mange forskellige perspektiver.

Del 2 er en lille smule mere seriøs, idet den fortæller om Arthurs tidlige dage på tronen, om en krig mod Skotland, om Orkney Klanens fire unge brødre, som en skønne dag kommer til at sidde ved det runde bord, og så om den fantastiske Kong Pellinore, der fjoller rundt med to af sine venner på omtrent fyrre sider. Tro mig, når jeg siger, at den bid af det er bedre, end den lyder.

Del 3 er bogen om Lancelot, og det er her, hvor man virkeligt får Camelot på sit højeste at se. Med alle eventyrene, de mange riddere, jagten på den hellige gral og så selvfølgelig dilemmaet med Lancelot og så kongeparret. Faktisk var det nok den del, jeg brød mig mindst om af de fem.
Jeg tror nok bare ikke, at jeg fandt den lige så interessant som de andre. Der skete en masse, men meget af det var bare det ene eventyr efter det andet og en masse klassisk Kong Arthur stof, som det nok var nødvendigt at komme igennem. Heller ikke for at sige noget ondt om Lancelot som hovedperson, men jeg kunne nu bedre lide Arthur.

Del 4 er så historiens tragiske ende, og den var fremragende. Meget kortere end del 3 og samtidigt meget bedre, men alligevel en direkte fortsættelse. Gammelt had fra de tidligere dele koger her over, og alt, hvad ridderne kæmpede i del tre for at skabe, bliver støv. Her falder alt fra hinanden, og især slutningen ramte mig virkeligt. Den sidste samtale Kong Arthur har i den var rent ud sagt smuk.

Del 5 er lidt mærkeligt i forhold til de andre, da den oprindeligt ikke blev udgivet på grund af papirmangel, bortset fra noget af den, som er blevet inkorporeret i Sværdet i Stenen.
Den fungerer dog stadigvæk som en fin epilog, men det er også tydeligt at mærke, at den skrevet under en hård tid i forfatterens liv, hvor hans menneskesyn var lavere end på noget andet tidspunkt.

Udover alt dette så har White også en meget charmerende skrivestil, selvom man til tider bliver bombarderet med en del historieundervisning lige efter hinanden, og det er ikke svært at se, hvorfor dette værk har inspireret så mange andre fantasy bøger gennem tiden.

War for the Planet of the Apes

Sidste år var det meningen, at jeg skulle have været inde i biografen med min onkel for at se den nyeste planet i Abernes Film... øh, den nyeste film i Abernes Planet serien, altså den tredje med Andy Serkis i hovedrollen, som fortæller historien om chimpansen Cesar, og hvordan det egentligt blev til Abernes Planet. Men det nåede vi ikke på grund af forskellige ting, og derfor har jeg gået et helt år og ærgret mig over, at jeg aldrig fik set War for the Planet of the Apes. Indtil nu altså.

Først og fremmest er det nok en god ide, at jeg bemærker, hvor misledende titlen egentligt er.
Jeg mener, det burde jo faktisk være hestene, der gør oprør, sådan som de bliver tvunget til at ride rundt med gorillaer på ryggen... og desuden så er det ikke rigtigt en krigsfilm.
Der er ganske vist en krig til stede i filmen, men i forhold til abe-mod-menneske kampe, så ville forgængeren Dawn nok bedre kunne blive kaldt for War.

I stedet er det en meget personlig rejse for Cesar, vores centrale abe, og i modsætning til de to forgængerfilm, så deler han ikke rigtigt rollen som hovedperson med noget menneske, noget der godt kunne argumenteres for i både etteren og toeren, dog mest i den første.

Nej, denne gang handler det næsten udelukkende om aberne, selvom der selvfølgelig også er en håndfuld desperate mennesker tilstede, anført af Woody Harrelson, og jeg synes, det er en god måde at slutte triologien af på ved at lade dem skinne lidt.

Aberne var klart den bedste del af toeren, og alle de overlevende er her tilbage, samtidigt med at der er ny tilføjelse eller to. De er grundigt udpenslede karakterer med både historie, følelser og fremragende skuespil bag sig.

Men at Andy Serkis talentfulde skuespil bliver skjult bag en computergeneret maske er vel næppe en ny ting.

Desværre er War ikke helt så lige så god som toeren, ifølge min ydmyge mening i hvert fald.
Det er en stærk film, men den har et par logiske smuthuller undervejs, og den er heller ikke helt lige så original som de to første film i triologien, for ikke at nævne, at den ikke er særligt diskret med sin symbolik. Heldigvis distraherer det fremragende skuespil, de imponerende effekter (helt seriøst; kig lige på den abe) og de smukke optagelser som regel fra den lille håndfuld af skønhedspletter.
Det skader heller ikke, at baggrunden som regel er dækket af skinnende hvid sne så langt, som øjet rækker, og alt i alt er det en værdig afslutning for serien.

Indtil der bliver lavet en ny film om en seks-syv år eller sådan noget naturligvis, for sådan fungerer Hollywood jo.