Nørden bag bloggen

FantasyNørden begyndte som et lille skriveprojekt, da jeg var omkring 12 år gammel og meget entusiastisk omkring alt relateret til Tolkien, Doctor Who, Firefly, diverse superhelte, Harry Potter og klassisk fantasy rollespil. I bloggens tidlige år var jeg med til at stifte og drive den lillebitte rollespilsforening Folding Rollespil, der holdte til i Åttebjerge i nærheden af Brørup. Indlæggene fra denne mere uskyldige tid er stadigvæk at finde herinde.

Her ses jeg (venstre) som barn sammen med min
lillebror Kristian i et spil Lord of the Rings Strategy
Battle Game.

Gennem gymnasietiden og de første par år af universitetet fortsatte jeg trofast bloggen med et par indlæg om året; en god blanding af anmeldelser, essays og lidt noveller. Men det begyndte at blive svært at finde tid, i takt med at jeg fik mere ansvar med studiejob hos Faraos Cigarer, bestyrelsesposter i skiftevis fredagsbar og studenterradioen, og skulle skrive større universitetsopgaver.

Da jeg genstartede bloggen i 2025 som færdiguddannet, besluttede jeg mig for at ændre formatet en smule. Nu er jeg voksen, dobbelt cand. mag i historie og litteraturhistorie og arbejder professionelt med kultur og historieformidling. Min litterære smag har udvidet sig og til dels modnet, men mange af de gamle interesser fylder stadigvæk i mit hjerte. Hvor Tolkien var det dominerende for mig som barn og teenager, har jeg siden kastet mig over Kong Arthur Legenden i dens varierende afskygninger, hvilket jeg bl.a. har skrevet speciale om på litteraturhistorie. Jeg spiller stadigvæk rollespil, heriblandt som jævnlig deltager (og til tider forfatter) på Fastaval - Danmarks største brætspils og rollespilskongress. I mit første Fastavalsscenarie kombinerede jeg den faglige og personlige interesse i Arthur, idet jeg skrev "Kærlighedsbreve mellem en nonne og en ridder", der var en arthuriansk ridderfortælling med den romantiske kærlighed i højsædet.

Nede og hente snacks i Rema 1000,
inden Horsens Middelalderfestival 2024
gik i gang.

Jeg er også podcaster gennem mange år og producerer pt. Middelalderlig i samarbejde med Horsens Middelalderfestival, hvor jeg er kommet gennem en lang årrække, men tidligere har jeg bl.a. lavet Kulturkultisterne, der drejede sig om kultfilm. Begge kan findes på Spotify sammen med andre udgivelser, jeg har produceret, da jeg var chefredaktør hos Aarhus Studenterradio- og Podcast.

Derudover er jeg helt igennem jysk, født i Esbjerg, vokset op i Vejen Kommune og universitetsuddannet i Aarhus. Jeg kommer fra en familie med tradition for jagt og fiskeri, er glad for at være udendørs og løber halvmaraton en gang eller to om året.

Bloggen handler nu om en blanding af forskellige, men for mig beslægtede emner; Kong Arthur Legenden (og anden mytologi), middelalderreenactment, mine rollespilsprojekter, de forskellige podcasts, jeg arbejder på, og så min generelle involvering i det kulturelle Danmark. Indimellem sniger dig sig en anmeldelse, en novelle eller et digt med.

Hvis man synes nogle af de emner, jeg skriver om eller fortæller om på podcastplan, er spændende, kan man derudover hyre mig som foredragsholder eller formidler, hvilket du kan læse mere om her.

Tak for at læse med
Mvh. Valdemar

Find mig på instagram

Kommentarer

Populære opslag