Middelalderlig

Vores logo er af by_sisselaia

Podcasten Middelalderlig begyndte som et samarbejde mellem Horsens Middelalderfestival og Aarhus Studenterradio- og Podcast, dengang jeg var chefredaktør i organisationen. Middelalderlig handler kort fortalt om både middelalderhistorie og dansk middelalderisme; og den udsprang fra et ønske om at skabe større dialog og forbindelse imellem den middelalderforskning, der finder sted på universiteterne, og den praktiske middelalderisme, man f.eks. kan finde på Horsens Middelalderfestival. Således tackler vi i et afsnit typisk det samme emne fra flere forskellige sider med gæster af varierende baggrund. Vi ønsker ikke at rangere historisk autenticitet imellem forskellige projekter, men at forstå og formidle intentionerne bag f.eks. et middelalderistisk orkesters projekt, og sætte dette i kontekst af den viden, vi har om den historiske middelalder.

Middelalderlig Live på Dokk1 i februar 2025.
Fra venstre imod højre ses Valdemar, Lasse og Morten

I redaktionen på Middelalderlig er vi mig selv (Valdemar), Morten Ring Jørgensen og Lasse Hørlyck Holmelund, men derudover har vi til tider også hjælp fra gæsteproducenter og så projektkoordinatorerne på Horsens Middelalderfestival. Her på bloggen gives der indimellem indblik i produktionen bag podcasten. Du kan lytte til podcasten her, men derudover er man meget velkommen til at kontakte os på Middelalderlig@gmail.com, hvis man har spørgsmål, forslag, ris eller ros til podcasten.

Indimellem optager vi live afsnit, f.eks. på Dokk1 i 2025, foran et live publikum, og skulle man som bibliotek eller anden kulturinstitution/festival være interesseret i et sådan arrangement og samarbejde, er man ligeledes meget velkommen til at kontakte os.

Kommentarer

Populære opslag