Fortællinger fra Mortlan #24 En Charlatan og Hans Samvittighed


#24 En Charlatan og Hans Samvittighed

”De Nordlige Stammer er et Mortlans mest selvstændige lande, som har meget lidt at gøre med andre end Keinzieht, den nordligste af bystaterne. De er et stolt jægerfolk med stærke traditioner, som går meget op i forfædrenes arv, spirituel vejledelse og balance i naturen. De er delt ind i mange stammer, hvoraf de vigtigste er Karyb, Aujag, Ujarak, Wapasha og Aqakuktuq.”

Fortæller: Dogro Mortus
Periode: Monic 1076AA
Placering: Omkring Keinzieht i det fjerne vesten

”Fredegar… din… forbandede… idiot!” råbte Rosa lettere muggent, idet hun stormede gennem skoven og forsøgte at undvige alle de mange svippende grene, som dosnen foran hende sendte tilbage. ”Hvad har jeg nu gjort?” spurgte han lige så irriteret, selvom jeg kan forestille mig, at han faktisk godt vidste, hvad det drejede sig om. ”Hvorfor stjal du deres krone?” spurgte elverkvinden ham anklagende. ”Du vidste, hvad der ville ske”. ”Nej, jeg gjorde ej” lød svaret. ”Vel gjorde du så”. ”Vel gjorde jeg ej”. ”Det gjorde jeg altså ikke… særligt meget” bed Fredegar hende af. ”Desuden synes jeg, de overreagerer”. ”Overreagerer!” udbrød Rosa, nu for alvor vredt. ”De er nisser, hvad havde du regnet med. Nej, at overreagere er at stjæle en guldkrone, fordi nogen snyder i kortspil”. I det fjerne kunne de begge høre de blodtørstige råb fra horden af vrede, bevæbnede nisser, der var lige i hælene på dem.

”De snød ikke bare i kortspil” rettede Fredegar hende. ”De brugte magi, hvilket er en uærlig form for snyd. Almindelig svindel kan jeg håndtere, men magisk svindel er altså snyd”. ”Du tabte syv bronzemønter” fnøs Rosa ”syv! Og du stjal dem tilbage igen bagefter”. ”Hvad så?” fortsatte dosnen ”min stolthed var såret. Jeg havde brug for erstatning, og jeg manglede en ny hat”. ”Nissehøvdingens guldkrone tæller IKKE som en ny hat… og hvorfor stopper du op?”. ”På grund af den dybe afgrund selvfølgelig” svarede Fredegar, og Rosa nåede lige præcis at gøre holdt selv, inden hun selv styrtede ned mod de kolde, våde klipper og den larmende flod halvtreds meter længere nede. ”Hvad gør vi så nu?” spurgte Rosa forpustet. Bag dem kunne de begge høre, at larmen fra nissejægerne nærmede sig hastigt. ”Du skal ikke kigge på mig” svarede Fredegar med løftede hænder. ”Jeg skaffede os nøglerne og en ny hat. Det må være din opgave at få os ud herfra. Kan du ikke tilkalde nogle ulve til at æde nisserne eller sådan noget?”. ”Uskyldige ulve skal ikke dø på grund af dig og dit behov for at provokere en hær af nisser” lød svaret. ”Uskyldige?” fnøs Fredegar. ”Ahhhh… virkeligt. Jeg er sikker på, at de har ædt nisser før. Hvem har ikke det… glem, jeg sagde den sidste del”.

Der stod Fredegar og Rosa Estella så, imens de mundhuggedes om, hvis skyld det var, og hvordan nissekød egentligt smagte, imens den vrede horde nærmede. Der tror jeg også, vi lige vil forlade dem en kort stund, for at du eller I, mit gode publikum, lige kan få en forklaring. Jeg er bange for, at jeg i min iver for at få fortalt en bestemt historie er kommet til at springe lige ind i den, men det duer naturligvis ikke.

Først er en introduktion måske på plads, for uden kendskab til personerne i en historie er den ikke meget værd. De to omtalte hovedpersoner i denne lille beretning er mine to gode venner Fredegar og Rosa Estella, som jeg måske tidligere har nævnt, men aldrig rigtigt fortalt særligt meget om. Det er dog meget vigtigt, at du får et indblik i dem, hvis du ønsker at forstå historien ordentligt. At forstå dem er måske for meget forlangt, nej, selv ikke jeg forstår altid mine to venner, da de til tider kan forekomme mig en tand… særlige.

Nå, først er der Fredegar, hvis efternavn jeg aldrig har hørt, og som, jeg tvivler på, overhovedet eksisterer, en dosne handelsmand fra Blæstens Øer udstyret med bakkenbarter, som oftere forhandler med røvere, uhyrer og hekse end mere traditionelle købere. Man siger jo almindeligvis, at tale er sølv, imens tavshed er guld, men i så fald er Fredegar vist mest til sølv. Han er en udmærket forretningsmand med god sans for forhandling, men han har det med til tider at lide af, hvad den gode Rosa kalder for ”impulsivt, oppustet, tyverisyndrom” eller IOT-syndromet, gerne med et ekstra ID- foran. Altså alle dosner føler sig til tider en smule fristet til at låne andre folks personlige genstande for sjov og spas, men Fredegar tager det altid et skridt eller sytten for langt.

Så er der Rosa Estella, foruden hvilken vor gode handelsmand for længe siden ville have endt sine dage med en uheldig skæbne. Jeg kan godt lide at kalde hende for hans samvittighed, men hun er lige så meget hans storesøster som et moralsk kompas. Af de to handelspartnere er Fredegar naturligvis den dygtigste handelsmand, og hun kan sommetider være lidt for blød i forhandlinger, men hun er samtidigt styrken, og uden hendes magiske kundskaber ville mange situationer være endt en anelse katastrofalt. Samtidigt vil jeg dog også mene, at hun har brug for Fredegar på en mærkelig måde, og det må du aldrig fortælle hende, at jeg har sagt, for så slår hun mig sikkert.

Nå, der har vi dem, vores to hovedpersoner i denne lille fortælling. Der er selvfølgelig meget, jeg ikke har fortalt, men hver ting til sin tid, og nu ønsker jeg heller ikke at afsløre alle mine venners mørkeste hemmeligheder.

Hvad så med situationen, spørger du måske? Hvordan pokker kom de til at være i disse hersens problemer, de befandt sig i, da de var på flugt fra nisserne? Og hvad lavede de overhovedet i nærheden af nisser til at starte med? Det skal jeg nok komme til, hav lidt tålmodighed.
Så sagen er den, at jeg var draget til det fjerne vesten i Bystaterne på den anden side af Det Angloriske Imperium. En lang og besværlig rejse utvivlsomt, men også en der viste sig at være det hele værd. Det er en synd og skam, at det dystre slaveimperium skal adskille os fra en så beriget kultur og så fine byer, som landområderne der har at byde på. Ved samme lejlighed var Fredegar og Rosa draget med mig, da førstnævnte havde fået den ide, at han ville købe en ladning alkymiingredienser, som området producerer tonsvis af og lever godt på, sammen med nogle lokale oste, hvorefter han ville sejle dem hjem til Handelsrepublikken og sælge dem for gode summer med det mål at indbetale en gammel gæld. Alt gik efter hans plan og på trods af et par mindre besværligheder, fik de sikret deres last og gjordt sig klar til den lange hjemrejse, vi ventede blot på et sidste arrangement på en kro i Keinzieht, da ulykken ramte dem i kølvandet på nytåret.

Snart var besætningen og provianten til hjemrejsen borte, og der var ikke umiddelbart penge til at erstatte dem. Så det var i en handling af ren desperation, kan jeg kun gætte mig til, da Fredegar en forbandet dag opsøgte den tvivlsomme og upålidelige Felix Philip Leopold Engeldahl, en digter af navn udelukkende, hvis værker på ingen måde kan kaldes kunst, og som leverer så lidt mad på bordet, at manden ofte stjæler sig til føden af dovenskab og talentløshed. Rakkerpak… men det er ikke min rolle at dømme, blot at berette, og derfor vil jeg springe tilbage den dag, nogle få dage tidligere end hændelsen med nisserne, kronen og flugten gennem skoven.

”Fredegar” hilste den talentløse tølper, idet dosnen tog plads over for ham i det mørke, dystre kammer, der stank langt væk af beboerens uduelighed og lave værdi. ”Vær hilset, du fabelagtige dosne. Du kommer lige i rette tid. Jeg vil vove det gæt, at du har overvejet mit forslag?”. ”Det har jeg, og jeg har dømt det for at være dårligt og ilde udtænkt, din elendige slubbert. Forbandet være du og alle dine værker, ja selv dit pandakagedigt var ikke nær så godt, som det fik prestigen for at være. Det var blot fordi, det ikke var nær så rædsomt som alt det andet, du har forfattet. Vig bort, beskidte krapyl, jeg vil ikke have dig i mit åsyn”… var, hvad Fredegar sikkert ville have sagt, hvis ikke omstændighederne tvang ham til at handle irrationelt og smede et samarbejde med denne nederdrægtige skikkelse.

”Det har jeg, min gode Engeldahl” svarede han dog desværre i virkeligheden. ”Det lyder en anelse risikabelt, må jeg dog sige. Især med den andel du tilbyder mig”. ”Jeg ser ikke problemet med andelen, to femtedele lyder mere end retfærdigt i mine ører. Jeg har gjort alt det hårde arbejde, du ordner bare det allersidste element”. ”Noget du ikke selv kan tage dig af, så vidt jeg hører?” sagde Fredegar henkastet. ”Det hæver værdien en smule. For ikke at nævne det faktum, at du blev fanget i Aujag. Nisserne vil være på vagt, næste gang nogen forsøger sig. Har du overhovedet hørt noget fra din kontakt på det sidste?”. Digteren tøvede et øjeblik og knugede sine usle hænder. ”Jeg forstår, hvad du siger, Fredegar” svarede han en smule nervøst. ”Vi deler halv halv”. ”Eller rettere sagt får jeg tre femtedele, efter at du fortalt mig den reelle pris, din køber er villig til at betale” irettesatte handelsmanden ham til poetens skønne misfornøjelse. ”Du er desperat, Engeldahl, og jeg ønsker ærligt talt ikke at vide, hvad du er blevet blandet ind i. Men jeg har brug for pengene lige så meget som du, og uden mig kommer der slet ikke til at være nogen”.

Felixs blik flakkede arrigt, men Fredegar vidste allerede, at sejren var hans. Det var blevet alment kendt, at digteren på det sidste var faldet i unåde hos en eller anden magtfuld lånehaj, og nu vovede kun de færreste på egnen at hjælpe ham. Det var ikke i Keinzieht, at poeten havde kontakter, nej, de fleste af disse boede længere nordpå og tættere på grænsen, men det måtte utvivlsomt være det første sted, denne lånehaj ville lede efter ham, så Engeldahl måtte undgå sine faste kontakter i øjeblikket, både for sin egen og deres sikkerhedsskyld. Desværre vidste den gode Fredegar ikke helt, hvem denne lånehaj var, og han regnede derfor med, at vedkommende ikke ville blive et problem, hvis han hurtigt fik løst situationen. Men det skal vi nok komme tilbage til.

I hvert fald endte Felix ”Fupmager” med at acceptere Fredegars betingelser, og kort efter drog dosnen og hans trofaste forretningspartner af sted mod Aujag, den nærmeste og sydligste af de nordlige stammer i Det Vestlige Vildnis, hvis den sætning ellers giver mening for nogen af læserne. Sagen var nemlig den, at den elendige Engeldahl havde slået en handel af med nogle… lyssky typer blandt stammener, og at de sammen havde planlagt erhvervelsen af en værdifuld genstand, hvis oprindelige ejer på tidspunktet var for mig ukendt, da jeg ligesom Fredegar ikke så nogen årsag til at grave dybere i hvad, der kun kunne føre til yderligere problemer.

Det havde så været Engeldahls rolle at overtage besiddelse af omtalte værdigenstand i Aujag, hvorefter han skulle bringe den til sin forudaftalte køber. Noget slynglen mislykkedes i. Jeg kender ikke de specifikke detaljer, men nu var Postyrets Poet jagtet af både nisser og lånehajen.

”Kunne du ikke bare lade mig om at tale uden at afbryde denne ene gang?” spurgte Fredegar hviskende, da han og Rosa to dage senere befandt sig i udkanten af Aujag, netop som en lille flok tungt bevæbnede, knæhøje (for elveren) nisser besluttede sig for, at de vist nok så en smule interessante ud. ”For dét ender jo altid godt” bemærkede Rosa tørt. ”Eller vent… nej, det gør det vist aldrig”. ”Shhh” tyssede dosnen på hende, og straks efter benyttede han sig af sit veltrænede smil. ”God eftermiddag, I gæve gutter” hilste han energisk på de morderiske nisser. ”Skønt vejr, ikke sandt?”. ”Det sner, har sneet i adskillige dage og ser ikke ud til at stoppe med at sne før en gang i næste måned” svarede en af nisserne muggent med en tung kølle knuget mellem sine hænder. Hans tale var præget af både nissernes eget sprog og de lokale stammesprog, noget der resulterede i en ganske usædvanlig dialekt. ”Alt er koldt og vådt, og vi sidder fast med dødkedelig vagttjeneste. Nævn en eneste god ting ved situationen”. ”Tja” svarede Fredegar med et smil ”når tingene virkeligt er så ubehagelige og triste, som du udtrykker dem, så er der kun en fornuftig mulighed i sigte”. ”Margka?” foreslog en af nisserne med en ivrig glød i blikket og et klap på sin økse. ”Zan” rettede Fredegar ham på nissesproget til vagternes overraskelse. ”Zantol ghoz lrozo, bor zhat”. De observerede dosnen nysgerrigt i flere sekunder, hvorefter de alle tre så brød ud i latter. ”Jamen, selvfølgelig” sagde ham med køllen ”gæstfrihed og alt det der. Kom da endelig med indenfor”. ”Hvad sagde du til dem?” hviskede Rosa en smule mistroisk til Fredegar, imens nisserne førte dem hen mod et stort langhus, hvorfra der kunne høres sang, råb og smerteskrig. ”Jeg foreslog forhandlinger og et spil kort” svarede Fredegar ”eller det ville jeg have gjort, hvis nissesproget ellers indeholdt et ord for forhandling eller fred for den slags skyld”. ”Hvad foreslog du da så?” spurgte elveren alvorligt med en truende hvæsen. ”Fredegar!”. ”Tag det nu roligt” svarede dosnen en smule defensivt. ”Hvorfor er du altid på nakken af mig? Jeg foreslog bare, hvad enhver bør sige til nisser for at berolige dem i situationer som disse. Ølpause”.

”Jeg tror, jeg springer over” sagde Rosa, da dosnen ikke længe efter forsøgte at uddele kort til hende. De befandt sig nu i selskab med adskillige andre nisser inde i langhuset, hvor høvdingen åbenbart afholdt et efter-efter-efter-nytårsgilde. “God ide” bifaldt Fredegar og gav sig til at række kort til de tre nisser. ”Der er ingen grund til at fornærme vores værter med dine elendige dragehale evner… desuden kan du tage dig et kig rundt omkring. Se, om du ikke kan finde ud af noget om Engeldahls partner. Dværgkvinde ved navn Ino… nala… Ino…”. Han tav, imens han forsøgte at erindre navnet. ”Inola” bød Rosa en smule utilfredst ind. ”Vi kommer hele denne vej, og så glemmer du navnet”. ”Vel, gjorde jeg ej” fnøs Fredegar ”jeg havde det lige på tungen. Men tag du hellere og find hende, så forsøger jeg at få noget ud af nisserne imens… om det så værende småpenge eller information”. ”Du er ikke min chef, Fredegar” brokkede elveren sig, som hun havde gjort det så mange gange tidligere. ”Fint, fint” mumlede dosnen med skyggen af et gammelt smil over sine læber. ”Hvad vil du da så gøre?”.

I den anden ende af langhusets spisesal var der en mindre forsamling af særligt vigtige nisser, nemlig høvdingens nærmeste støtter og mest trofaste voldsmænd. Selve høvdingen, en gammel, rynken nisse med en gylden krone på hovedet, hverken larmede eller gjorde meget, men hans selskab både støjede, drak og åd også mere end rigeligt på egen hånd. I stedet for at deltage i festlighederne var høvdingen nemlig optaget af en lavmælt, men alvorlig samtale med sin gæst, en bistert udseende ashas kvinde i en hvid pelskåbe. ”Slap nu af, min fine ven” sagde høvdingen i et afslappet forsøg på at berolige modparten. ”Du skal nok få, hvad du er ude efter, men hver ting til sin tid”. Samtalen foregik på fredsmål, da ashas kvinden hverken talte nissernes tungemål eller det lokale stammesprog. ”Tiden er nu” svarede gæsten utålmodigt og skarpt med en stærk accent med rod i modersmålet miz. ”Og din især er ved at løbe ud, hvis du altså ønsker en belønning. Ellers løser jeg sagen selv, og det vil du komme til at fortryde, mærk dig mine ord”. Høvdingen rettede sig en smule op på sin lille trone og foldede så sine hænder, ganske afslappet, men samtidigt tydeligvis krænket. ”Truer du mig, min kære frøken Luca… må jeg kalde dig Dorathea?”. Der kom intet mundtligt svar fra adelskvinden, men hendes øjne sagde mere end tusinde ord. ”Jamen fint da” sukkede høvdingen og trak på skuldrene. ”Frøken Luca, så. Uanset hvad, så må jeg fortælle Dem, at jeg ikke er meget for trusler. Så hvorfor ændrer vi ikke lige tonen og finder ud af tingene på en civiliseret måde, sådan som jeg har hørt, at I gør det nede i jeres fine bystater. Ellers, hvis det ikke passer Dem, kan vi afgøre tingene på nissemåden. Mine drenge burde kunne finde økser og knive frem rimeligt hur… nej vent, de sidder allerede med dem, klar til at patere enhver, der irriterer mig. Så før du begynder at komme med ildeudtænkte trusler, burde du måske anse din situation lidt nærmere”.

Disse ord fik frøken Lucas bistre blik til at blegne, og høvdingens mund formede et selvtilfreds smil, samtidigt med at hans blik bevægede sig væk fra gæsten og fæstnede sig ved et punkt på gulvet til højre for ham. ”Se her” hviskede han muntert til frøken Luca og samlede et kyllingelår op fra bordet foran sig, som han kastede fra sig med præcision. Det klaskede ned på trægulvet, hvor det lå for sig i snavset i flere sekunder, imens frøken Luca kiggede forvirret og en smule forstyrret på sin vært. ”Vent et lille øjeblik” opfordrede høvdingen hende, og fra sine spidse tænder skabte han en overraskende smuk fløjten. Som var det startsignalet til et kapløb, blev kyllingelåret med det samme angrebet fra alle sider. Omringet og magtesløst forsvandt det bid for bid. ”Hvad siger du så?” spurgte høvdingen entusiastisk, men blev kun mødt af frøken Lucas utilpasse blik. ”Ikke meget for rotter antager jeg? Se, der er ellers en ny én… den spiser dog ikke. Måske er den genert. Den skal nok lige vende sig til stedet… kunne du tænkte dig at holde den?”. ”Hold op!” udbrød frøken Luca med et hvin og et voldsomt ryk. ”Du bringer ikke det skadedyr i nærheden af mig, for så sværger jeg, at jeg brænder det… og hele hytten ned om nødvendigt. Jeg skal nok samarbejde, men hold for Moniems skyld det ækle bæst væk”. ”Som De ønsker, frøken Luca” smilede høvdingen, og han satte den lille rotte fra sig. ”Så lad os da i stedet tale forretning, men på civiliseret vis”. Hænderne blev genfoldet og ansigtet givet en overvejende mine, idet nissen fortsatte sin talen. ”De tekster De er ude efter” sagde han langsomt. ”De er meget mulige for mig at anskaffe”. ”Men jeg troede…” afbrød frøken Luca, hvorefter hun pludseligt tav ved mindet om høvdingens tidligere kommentarer. ”Tyven Inola er pågrebet” forsikrede nissen hende. ”Og alt skal nok gå, som jeg har planlagt det. Den del, jeg er mere interesseret i at tale om, er den belønning, De nævnte, og som allerede blev lovet i din første besked. Husk på, at det ikke er let en ting, De beder mig om. Skrifterne er hellige for Wapasha stammen, og de vil søge hævn, hvis de opdager, at jeg har haft noget som helst med deres forsvinden at gøre. Hvis jeg på den anden side leverede dem tilbage til stammen… tja, så ville de måske værdsætte det. Det kunne ikke skade at have en tjeneste til gode hos shamanerne”. ”Du behøver ikke uddybe din pointe yderligere” afbrød frøken Luca. ”Den er gået ind. Hvad er det, du ønsker til gengæld?”.

Resten af samtalen kender jeg ikke til, for inden høvdingen kunne nå at svare, drog iagttageren (og dermed min kilde) videre. Vedkommende havde lært alt, hvad der var nødvendigt at vide, så lad os derfor springe videre i fortællingen. Frøken Dorathea af den rige Luca familie, Dionisios regerende adelsslægt, var nemlig ikke den eneste gæst hos nisserne. I ”kælderen” under langhuset, hvor de vigtigste af høvdingens ufrivillige besøgende blev opbevaret, befandt der sig nemlig i øjeblikket to kroppe, hvoraf den ene endnu trak vejret. Ejeren af omtalte legeme regnede dog ikke med at have megen tid igen og var ærligttalt rimeligt frygtsom for hvilken skæbne, han havde i vente, noget der kun er forståeligt med hans daværende situation taget i betragtning. For det første blev han holdt imod sin vilje i et fangehul styret af nisser. For det andet så var hans tidligere ven og cellekammerat gået bort natten over takket være hendes sår og kulden. Og for det tredje så havde han bare en lang historie med at blive forfulgt af uheld.

Han vågnede denne grå og triste eftermiddag ved en ganske lavmælt, men samtidigt velkendt og let genkendelig lyd. Gæsten, der var en dværg af sydlig herkomst, skal det lige bemærkes, åbnede træt og forsigtigt øjnene, men det tog ham ikke længe at blive fuldstændig vågen. Længe havde han en forfærdelig sult plaget ham, og han havde mange års træning i at fange rotter, en træning han havde anskaffet sig som hjemløs på gaderne i Pereturs By, Sets hovedstad. Det var godt nok flere år siden, han sidst var blevet tvunget til at leve af de mørke gnavere, men den slags gik aldrig væk, og dværgen erindrede det hele, som havde han lært det dagen før. Tålmodigt ventede han med et halvsovende blik og en afslappet, men beredt krop, imens rotten sneg sig ind i cellen og nærmede sig Inolas forfrosne lig, ganske målrettet. Lige før den nåede frem til hende, gjorde den dog pludselig holdt og gav sig til at betragte hende nysgerrigt. I samme øjeblik sprang dværgen til handling.

Angrebet kom helt bag på rotten, og de mørke, ivrige hænder lukkede sig hastigt om den som tremmer. Det lille væsen snappede og kradsede for at komme fri, men det var helt forgæves, da dværgen var vandt til den slags og vidste præcis, hvordan han skulle holde bæstet, så det ikke kunne bide ham. Smilende skulle han lige til at vride halsen om på byttet, da en pludselig kraft kom ud af ingenting og ramte ham i brystkassen med følelsen af et spark. Dværgen blev kastet tilbage og ramte først lammende ind i stenvæggen, hvorefter han faldt til jorden og slog hovedet på en sten. Hans blik blev sløret af smerten, og han kunne derfor kun lige fornemme omridset af en fremmed skikkelse foran sig, der øjnesynligt var kommet ud af ingenting. En elverkvinde klædt i mørk uld med et pint udtrykt i ansigtet som befandt sig lige der, hvor rotten havde været få sekunder tidligere.
”Ahhhh…” beklagede dværgen sig med hænderne på sin usædvanligt store og nu også blodige tud. ”Av, av, av, av for Al’Ahmar da også. Khara!”. ”Shhh” tyssede elverkvinden på ham. ”Vær stille, ellers hører nisserne dig”. ”Vær stille” brokkede dværgen sig fornærmet. ”Du sparkede mig i ansigtet!”. ”Og du forsøgte at spise mig”. ”Ja, men…” begyndte han igen, men tav så. ”Det var ikke… det var… det tæller ikke… og hvem er du egentligt?”. ”Rosa Estella” lød svaret. ”Hvad med dig?”. ”Didrik-Dolgo” sagde dværgen og kom på benene. ”Men de fleste kalder mig Didgo”. ”Jaså… godt, Didgo” sagde Rosa og vendte blikket mod den døde dværgkvinde. ”Jeg antager, at det er Inola”. Didgo nikkede langsomt. ”De bankede hende efter flugtforsøget og efterlod os så bare hernede. Du er den første person, jeg har set hele dagen. Jeg havde ærligttalt regnet med at se dig tidligere. Var du kommet i går, havde hun måske overlevet”. ”Du har altså afventet mig?” sagde Rosa overrasket. ”Tja, måske ikke lige dig, men du ved… en eller anden… interesseret person. Du ved, hvad jeg mener”. ”Det tror jeg faktisk ikke, at jeg gør” kommenterede hun en anelse forvirret. ”Du er ude efter bogen” forklarede Didgo kortfattet. ”Hvem er ikke det efterhånden? Den forbandede ting har ikke bragt andet end problemer med sig, og jeg advarede hende. Jeg sagde til Inola, at hun ikke skulle lytte til Engeldahl. Det ender aldrig godt, når man blander religiøse fladpander ind i sine affærer, tro mig, det ved jeg alt om”. Han sukkede smertefuldt, og der var gammelt ubehag at spore i hans blik, idet han vendte det mod sin døde ven. Der hvilede det et kort øjeblik, før han atter tog ordet. ”Nå” sagde han. ”Lad os bare springe frem til den sidste del af samtalen, for jeg er ikke i humør til alt det unødvendige bavl. Jeg ved, hvor bogen er, og hvis du får mig ud herfra, skal jeg nok vise dig, hvor du kan finde den. Aftale?”.

Det var en noget så utilfreds Rosa Estella, der bagefter fandt Fredegar igen og fortalte ham alt, hvad der var sket. ”Det lader i hvert fald til, at Engeldahl har udeladt en detalje eller to” gav dosnen hende tøvende ret. ”Detalje?” fnøs hun. ”Jeg vil ikke ligefrem kalde det for en detalje, at vi i virkeligheden er her for at afhente en hellig tekst stjålet fra Wapasha Stammen”. Fredgar lagde en hånd på hagen. ”Tja, måske er detalje ikke helt det rette ord, men det ændrer ikke på tingene. Selv hvis vi ikke kendte omstændighederne helt, så havde vi begge en fornemmelse af, hvad vi meldte os til”. ”Din ide” påmindede Rosa ham. ”Ja” nikkede han alvorligt. ”Men så vidt jeg husker var det også den eneste ide, som kunne få styr på vores planer. Vi står allerede i gæld nok derhjemme, og får vi ikke fuldført denne handelsrejse, så ser jeg ikke, hvordan vi kan få den betalt”. ”Du har ret” sukkede Rosa. ”Men det ændrer ikke på, at jeg slet ikke bryder mig om det”. ”Hvilket er ganske godt” sluttede Fredegar med et smil. ”For jeg er bange for, at jeg til gengæld nyder situationen lidt for meget. Spændingen, kaosset, eventyret… trangen til at tie stille lige nu, før du vælger at slå mig i ansigtet”. ”Den sidste bør nok være din primære motivation” sagde Rosa skarpt. ”Det har du nok ret i” mumlede handelsmanden. ”Det ændrer dog ikke på, at vi behøver en plan”. ”Du distraherer nisserne, imens jeg får ham ud derfra?” sagde Rosa med et ofte brugt blik, som var det en selvfølge. ”Ender det ikke altid med at være vores plan i sidste ende alligevel? Først får jeg dog brug for nøglerne til fangehullet, hvis jeg skal få Didgo ud uden at lar…”. Før hun kunne nå at fuldføre sætningen, rakte Fredegar et tungt nøglebundt frem mod hende. ”Hvilket du allerede har stjålet” sukkede hun. ”Selvfølgelig. Jeg antager, at du også allerede har en ide til, hvordan du vil distrahere alle nisserne?”. ”Udford høvdingen og alle hans vigtigste folk til dragehale” sagde han med løftede hænder. ”Arranger det sådan, at flere af dem kommer i slåskamp. Bare rolig, jeg har styr på tingene. Jeg har gjort det her hundredevis af gange før”. ”Det er den del, der bekymrer mig” bemærkede Rosa.

Didgo kiggede nervøst op, da hun trådte ind i kælderen kort tid efter. ”Endelig” sagde han utålmodigt. ”Jeg var begyndt at frygte, at du ikke ville komme tilbage”. ”Jeg var kun væk i en halv time” svarede Rosa, idet hun gav sig til at åbne celledøren. ”Du er ikke den mest tålmodige dværg i verden, er du?”. ”Jeg kan sagtens være tålmodig” sagde han en smule fornærmet. ”Men der kom en anden for at besøge mig, imens du var borte. En sur ashas kvinde”. ”Frøken Luca” gættede Rosa sig til, og hun gjorde et kort holdt, før hun blev færdig med at åbne døren. ”Jeg antager, at hun kom med et andet tilbud til dig”. ”Ja, ja, ja” sagde Didgo nervøst. ”Men jeg foretrækker dit, så du skal ikke være bange for, at jeg har forrådt dig eller sådan noget. Du gav mig måske en blodnæse, men i det mindste tilbød du mig frihed i stedet for at komme med trusler”. ”Nå, den slags tilbud” sagde Rosa, stadig forsigtigt, men mindre mistroisk end før. ”Så lad os da få dig ud herfra, før den gode frøken vender tilbage”. ”Sød musik i mine ører” svarede Didgo. Elverkvinden åbnede celledøren for ham, og da de listede sig gennem kælderen, syntes hun at kunne ane Fredegars højlydte stemme fra salen over dem. I sit stille sind bad hun til Bearon om, at han bare denne ene gang kunne holde sig til sin opgave uden at lave ravage i den. Men den slags har ikke den store effekt på ham. Når Fredegar først har set sit snit til at lave ballade, så kan selv ikke guderne komme i vejen for ham.

Han må dog alligevel have forstået alvoren ved situationen, for både Rosa og Didgo nåede uskadte ud af nissestammen, og der gik ikke længe, før de vandrede rundt i skoven i søgen efter den skjulte bog. ”Hvor langt er der igen?” spurgte hun dværgen. Der var stadig rester af mistro at finde i hendes stemme, og den tog til i styrke, efterhånden som de kom længere og længere væk fra stammen. ”Ikke langt” svarede Didgo. ”Men nu er det altså din tur til at være tålmodig. Vi kunne jo ikke bare skjule bogen hvor som helst. Det ville ikke gøre os meget godt, hvis en nisse faldt over den, ville det?”. Han gjorde straks holdt, da han kom til en stor bautasten. ”Hvad er der?” spurgte Rosa. Han tyssede på hende som svar. ”Skal lige tænke”. Så gav han sig til at tælle på fingrene og gik til venstre om stenen. Efter omtrent tredive skridt stoppede han op igen og gav sig til at undersøge jorden rundt om sig. ”Sådan” sagde han til sidst, da hans blik fæstnede sig på en gammel, rådden træstub, som han hurtigt kastede til siden. ”Her er den”. Han fremdrog en en lille sæk, som var grundigt bundet og lukket. ”Hvor belejligt” kommenterede en selvtilfreds stemme bag Didgo, og dværgen vendte sig rundt på stedet, fuldkommen bleg i ansigtet. ”Det ville også have været en skam, hvis vi kom hele denne vej for ingenting” sagde Dorathea Luca, storsmilende. ”Jeg må indrømme, at jeg havde min tvivl efter det første lange stykke, og jeg spurgte mig selv, om jeg virkeligt bare var blevet narret. Det er ren og skær fryd at erfare, at det ikke var tilfældet”. Så smeltede hendes smil, og hun rakte en grådig, men elegant hånd ud mod Didgo. ”Ræk mig bogen, dværg, jeg advarer dig kunne denne ene gang”. Hendes anden hånd blev holdt med stive fingre på en ganske unaturlig måde, der kun kunne indikere, at hun var klar til at kaste en besværgelse, hvis han nægtede. Didgo sank en klump og kastede et blik over skuldren, men Rosa var i midlertid forsvundet, og han valgte med en rysten at adlyde adelskvinden. ”Dygtig hund” sagde frøken Luca, og hendes smil vendte tilbage, da bogen kom i hendes besiddelse. Hendes blik blev helt opslugt af den, og en flamme blev antændt i dem. ”En af de syv Skæbnebøger…” sukkede hun. ”Du ved ikke, hvor længe jeg har ønsket mig dette relikvie… men det vedrører vel egentligt ikke dig”. Hun vendte blikket tilbage mod dværgen. ”Hvor er din veninde egentligt henne?” spurgte hun med mild nysgerrighd. ”Veninde?” sagde Didgo uskyldigt, men frøken Luca fandt det ikke spor morsomt. ”Bare lad være. Jeg så jer sammen, jeg fulgte efter jer. Tror du måske, at hun så mig og stak halen mellem benene uden at advare dig. Sikke fine venner du har dig, dværg”. Didgo svarede ikke, men løftede bare langsomt hænderne mod himlen i overgivelse.
Frøken Luca nåede dog ikke at fælde nogen dom over ham, for sekundet efter gav hun et hvin fra sig efterfulgt af et hyl af smerte. ”Beskidte udyr”. En lille, sort rotte var sprunget op fra skovbunden og havde bidt hendes hånd, så bogen faldt til jorden. Ashas kvinden hævede hænderne i vrede for at udslette dyret med sin magi, men så langt nåede hun aldrig, da en pludselig sværm af halvt lysende bier faldt over hende. ”Che cavolo!” bandede hun højlydt på miz, men begyndte så på en smertens hylen og hvæsen, imens hun svingede hænderne rundt i forsøget på at kaste sin besværgelse. Didgo stod og betragtede dette, fuldkommen lamslået, da en hånd greb hans, og han hørte ordet: ”løb!”. Mere skulle der ikke til at få ham til at tage benene over nakken, og både han og Rosa var nået om på den anden side af bautastenen, da frøken Luca fik gjort det af med den sidste bi. ”Hvordan i Litunguls navn… hvordan?” hostede han, dog uden at stoppe op. ”Du har set mig forvandle mig selv til en rotte, og så spørger du om det?” hvæsede Rosa irriteret. ”Løb nu bare, og så kan du måske forsøge at regne hele druide tingen ud senere”. Et godt stykke bagude kunne frøken Lucas vrede udråb høres, og de skyndte sig at sætte hastigheden op.

De løb og løb og løb, indtil de ikke var langt borte fra Aujag Stammen. Den vrede adelskvinde kunne ikke længere høres, og det var et stykke tid siden, de sidst havde gjort det, men der var ingen garanti for, at faren var passeret. Tværtimod kunne det betyde, at hun var ude på et eller andet, men noget sagde nu Rosa, at frøken Luca ikke ville have helt lige så nemt ved at finde vej igennem skoven, som de havde haft det, selv hvis deres fodspor kunne anes i sneen. ”Her må jeg så insistere på, at vi skilles, Didgo” sagde Rosa, efter hun havde kigget hele vejen rundt efter andre tilstedeværende uden at finde en eneste nisse. ”Nej, nej, nej” rystede dværgen på hovedet. ”Jeg har ikke lyst til at løbe ind i hende tossen på egen hånd”. ”Hvem tror du, hun helst vil følge efter?” fnøs Rosa. ”Dig der egentligt ikke har gjort hende noget, eller mig der sendte en magiske bisværm efter hende, og som har denne”. Hun klappede bogen i sine hænder. Didgos ansigtsudtryk gik hurtigt fra at være nervøst til en smule håbefuldt. ”Du siger noget” gav han hende ret. ”I så fald siger jeg held og lykke og øh…”. Han fuldførte ikke sætningen, men vendte sig straks om og spænede af sted mod syd. ”Jamen farvel da” sagde Rosa en smule paf og gav sig så også selv af sted mod det aftalte mødested med Fredegar. ”Lad os nu bare håbe, at han har holdt fingrene for sig selv” mumlede hun til sig selv og bad endnu en gang til Naturfaderen i sit stille sind.

Som vi allerede ved, så var både den bøn og den forrige nyttesløse. For nu er vi nemlig tilbage ved begyndelsen på vores historie. Som I måske erindrer, befandt Fredegar og Rosa, Charlatanen og Samvittigheden, sig på en klippekant i besiddelse af en stjålen nissekrone, imens høvdingens vrede horder nærmede sig hastigt. Vi vil springe en god del af deres mundhuggeri over, da jeg ærligttalt tror, der har været nok af den slags i historien allerede, og gå direkte videre til deres flugt.

”Ahhh!” skreg dosnen, da et spyd skar igennem luften og begravede sig ved siden af hans venstre fod. ”Så gør det dog, Rosa. Hvad betaler jeg dig egentligt for?”. ”Du betaler mig ikke” lød det vrede svar. ”Og du er IKKE min chef!”. Netop som hun sagde det, kom en nisse tilsyne mellem træerne, og et gennemborende smil dukkede op på dens læber. ”Rosa?” sagde Fredegar nervøst. ”Vil du ikke være sød at ordne det?”. Men da han kiggede tilbage var hun væk. ”Typisk” fnøs dosnen. ”Klassisk fugleflugt”. Nissen var i midlertid begyndt at kalde på forstærkninger, og inden længe stod der fem af dem og betragtede ham ivrigt. ”Zok” hilste Fredegar med et smil og en fremrakt hånd, som nisserne betragtede hånligt. ”Salve. Buenos dias. Ciao. Bonjour. Ni hao. Salvar. Hyggehejsa. Hov, hvad er det?”. Fredegars anden hånd, som havde været inde i jakkelommen, sprang pludseligt frem, og med sig bragte den en kastekniv. Nisserne dukkede sig instinktivt, men ingen af dem var det udtænkte mål, og i stedet faldt en gennemboret grankogle ned fra en af trætoppene. De kiggede lidt småforvirret på den i nogle sekunder, men vendte så igen opmærksomheden tilbage mod Fredegar… der i mellemtiden var forsvundet.


”Du er så heldig, at det rent faktisk virkede” hviskede Rosa i en blanding af lettelse og frustration til Fredegar. ”Shhh” svarede han og pegede op på klippekanten over dem. ”De er der stadigvæk”. ”De kan umuligt høre os over denne larm” kommenterede elverkvinden. Hun hentydede naturligvis til den fossende, vilde bjergflod, de stod på bredden af. ”Måske ikke” gav dosnen hende ret. ”Det er dog nok en god ide at komme videre alligevel, før de regner den ud”. ”Jeg tvivler nu på, at en så idiotisk plan vil falde dem ind, selv hvis de er nisser” svarede Rosa tørt. ”Det virkede da” beklagede Fredegar sig. ”Jeg havde fuld tiltro i dine evner til at levitere mig ned, efter jeg sprang”. ”Og du må hellere takke Bearon for, at jeg overhovedet nåede at gribe dig. Et halvt sekund længere, og så var du blevet kvast på klipperne” fortsatte Rosa, dog ikke længere helt så hårdt. ”Du må desuden takke ham yderligere for, at jeg ikke lod friste til at lade det ske”.

En Uheldig Affære i Keinzeht

Andre historier:

Kommentarer