Udmattet Bag of Holding (Valkyrien, Watchmen, Doctor Jekyll, Game of Thrones, Buffy Brætspil)

Så er alt efterhånden ved det gamle igen. Skolen er begyndt på ny, afleveringer regner ned fra himlen, og jeg forsøger at komme i gang med at arbejde på at arrangere fremtidige bordrollespil scenarier. Alligevel er der et par forskelle i dette, mit tredje gymnasieår, eller 3. g som det jo egentligt kaldes. Jeg er begyndt ude i Lyng til live rollespil hver torsdag, hvilket tager en del lektie og skrivetid, samtidigt med at en lille slyngel af hundeart er flyttet ind i vores hjem, hvor den er en evig pinsel og plage... når den altså ikke er nuttet. Min pointe værende at jeg har haft nogle travle og ret stressende uger her i starten af skoleåret, noget der har forhindret mig i at få skrevet et eneste indlæg hele August. Især denne uge har været lidt meget med flere sene aftener, og i øjeblikket sidder jeg med en kop te i hånden, en fysik aflevering, der kigger truende på mig, og en mild hovedpine. Men jeg kan ikke klare det længere. Jeg er nødt til at komme ud med et stk. Bag of Holding, før mængden af emner hober sig op, og et eller andet springer i luften inde i hovedet på mig. Det går ikke at udskyde det længere, så find dig hellere til rette i ventesæddet, fysik aflevering, for du kommer til at sidde der et godt stykke tid endnu.

Lad os først tage et kig på en af de ting, der i ugens løb har været med til at gøre mig umådeligt træt, men som jeg samtidigt ikke ville være gået glip af for noget som helst i verden. Selv ikke San Pellegrino med citronsmag.

Wagner: Valkyrien

Ja, du læste rigtigt. I tirsdags var jeg sammen med forældrene og min lillebror (vi var langt de yngste til stede) inde for at høre Wagners klassiske opera Valkyrien, den første del af Nibelungs Sagaen, som blev opført af Den Ny Opera i Esbjerg. Nu er der måske en eller to blandt læserne, der tænker: "virkelig? Opera? Du var inde for at lytte til opera?", hvorefter vedkommende kommer med en masse kommentarer om, hvor kedeligt det må have været. Som svar på det har jeg kun en ting at sige: "Vig bort fra min blog, din usle nidding!". For Valkyrien var en oplevelse som ingen anden. Og før du påstår aldrig at have hørt om denne klassiske opera, så lyt lige til følgende musikstykke og fortæl mig bagefter, at det er fuldkommen fremmed for dig.

Jeg elsker klassisk musik, og at høre Valkyriernes Ridt opført af et orkester var en mangeårig drøm. Nu er det et minde, jeg vil tage med mig i graven. Der var selvfølgelig også andre stærke øjeblikke i musikken, og selve sangen var ganske fremragende, selv hvis den var på tysk (som den også skulle være, alt andet ville være forkert. Jeg var dog alligevel glad for underteksterne), men dette var nok højdepunktet. Når det kommer til plottet og historien, så kendte jeg jo allerede en del i forvejen, men andre dele var jeg knap så bekendt med. Dette skyldes, at jeg allerede havde læst en mere nordisk udgave af Vølsung sagaen, som stykket er baseret på, imens dette omhandlede den tyske, samtidigt med at det var Wagners egen fortolkning naturligvis. Men sådan er det altid med mytologi. Odin var her Votan, Frigg blev til Fricka, og Sigurd Fafnerbane var Sigfried. 
Flere af karakterer så også en smule anderledes ud, end jeg havde forestillet mig, men det kommer selvfølgelig også an på kostumefolkene hos Den Ny Opera. Flere af dem var også gansk godt klædt på, men jeg syntes nu alligevel, at et par af rustninger kunne have været lidt bedre. Det er måske bare mig med mine standarder og min egen ringbrynje herhjemme, som hvisker negative ting til mig, men der var bare et par ting, der føltes forkerte. Jeg kunne godt have holdt til at se en enkelt ordenlig kofte blandt dragterne. Så meget betød det selvfølgelig ikke i sidste ende, og jeg kan godt forestille mig, at det måske havde været for besværligt og varmt at opføre den lange lange opera i tung rustning og uldklæder. For den var lang, sådan som en opera egentligt skal være. Det meste af tiden betød det ikke så meget, men jeg syntes nu alligevel, at der var et par øjeblikke, hvor det tog dem evigheder at få sagt selv de simpleste ting. Alt skulle synges på syv forskellige måder og overspilles til uendelighed, og det var ganske rigtigt en del af charmen, men omkring slutningen af stykket var der nu alligevel en scene, jeg syntes var omtrent et kvarter for lang. Den mening kan naturligvis også være forbundet til, hvor meget jeg faktisk skulle på toilettet på tidspunktet, så det er ikke til at sige. Men på trods af den scene og de få andre langtrukne øjeblikke, så beskadigede det slet ikke oplevelsen. Ikke blot er det lidt en del af traditionen, men selv hvis der var en smule fyld, så lød det hele jo godt. Alt var måske ikke Valkyriens Ridt, men dog imponerende uanset hvad.

Watchmen


I den anden halvdel af sommerferien fortsatte jeg så med min nye tegneserie hobby, og da jeg fik den kritiske anerkendte og rimeligt elskede Watchmen i fødselsdagsgave, gik jeg altså i gang med den. Hvilket jeg er umådeligt glad for, at jeg gjorde. Opdelt i tovl kapitler fortæller Watchmen en tragisk, intrigefyldt og langsom, men spændende historie i en alternativ virkelighed, hvor superhelte har eksisteret i flere omgange og dermed har ændret verdenshistorien (eksempelvis ved at deltage i Vietnam Krigen). Der kigges især på de politiske effekter, superhelte bringer med sig, og det er en interessant fortolkning af konceptet, der sidenhen har inspireret en masse andre tegneserier i genren. Watchmen blev skrevet af Allan Moore i 80'erne og er siden blevet anerkendt som en af de bedste tegneserier nogensinde, og jeg vil sige, at hvis jeg skulle læse én enkelt superhelte tegneserie, så er jeg glad for, at det blev denne. Den er overraskende nem at komme ind i på de trods af det komplicerede plot, og jeg elskede virkeligt, at der kun var tolv kapitler, og at historien ved vejs ende var færdig og ikke behøvede at fortsætte i al uendelighed som de fleste andre tegneserier. I Watchmen finder man en sammenhængende fortælling med adskillige lag, der langsomt udfolder sig, hvor intet fortælles udnødvendigt, og alt i sidste ende får en betydning. Det er som at læse en roman, og jeg elskede, at der imellem hvert kapitel var ca. 4-5 siders prosa eksempelvis i form af uddrag fra avis artikler og en selv biografi fra universet, der gav ekstra baggrundsviden og en stærkere knyttelse til hovedpersonerne. Dette skift mellem tegneserie og prosa var behageligt, og sammen med historiens struktur danner det et samlet spind af røde tråde, der betaler sig i tifold ved slutningen, når alt afsluttes, uden at der er behov for en efterfølger.
Selvfølgelig er jeg nødt til at have et billede af Rorschac. Selv hvis man prøver at sprede sit fokus til alle hovedpersonerne, så kommer man ufrivilligt tilbage til ham hele tiden.
De første par kapitler af Watchmen er mere langsomme i det, og de bygger langsomt op til anden halvdel, som gør, at efter et vidst punkt i bogen, affyres plottwist og tragisk øjeblik efter øjeblik i en fantastisk, tilfredsstillende og smertefuld (på den gode måde) strøm. Der er flere nævneværdige øjeblikke i tegneserien, som ikke blot er stærke i historiens kontekst, men også smukt tegnede og meningsfulde i sig selv, og hvori man både får de værste og de bedste sider af menneskeheden at se. Grå moral, umulige dilemmaer og farerne ved et compromis er centrale temaer i fortællingen, men det, der virkeligt driver den fremad, er som i enhver anden god historie naturligvis hovedpersonerne. Hver af de seks centrale karakterer og tragiske skikkelser, man følger, repræsenterer et eller andet aspekt i debatten, og de har hver sin mening og pointe at komme med. De fungerer perfekt sammen, og jeg er glad for, at der blev valgt lige det antal. En karakter mindre ville ikke have været helt nok. En mere havde nok været unødvendig, selv hvis den måske var blevet interessant. Fokusset skifter imellem Rorschac, Nite Owl, Silk Spectre, Dr. Manhattan, Ozymandias og the Comedian på en effektiv måde. Hver gang man føler, at en karakter er langt vigtigere end en anden, vendes det på hovedet, og så får man mere information om den "glemte" hovedperson.

Jeg ved ikke, hvad der er mere at sige efterhånden, udover at Watchmen er en sand fryd at læse, selv for folk uden megen erfaring med tegneserier eller superhelte. Har man set en enkelt film eller to, er det nok til, at man kan forstå meget af det. Tegneserien benytter nemlig det til sin fordel, at folk allerede ved, hvad en superhelt er, og at man allerede kender så mange typiske historier om dem. Den undgår alle disse ting, samtidigt med at den også refererer til dem og ærer dem på sin egen måde. Jeg kan klart anbefale Watchmen til enhver, som er villig til at læse en mørk, satirisk og meget deprimerende fortælling, hvori der stilles spørgsmål til ikke blot selve konceptet med en superhelt, men også regeringen, ideologier og politik generelt, uden at udelukkende argumentere for en side af sagen.

Dr. Jekyll and Mr. Hyde (and Other Stories)

Efter den spanske klassiker Don Quijote de La Mancha og Watchmen, der er en helt anden form for klassiker, fik jeg også læst en tredje klassiker her i sommerferien. Det var den engelske science fiction historie fra 1886, som revolutinerede genren, og hvis arv har påvirket så mange andre værker: The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. En relativt kort, men velskrevet historie, som alle i hele verden nok har fået spoilet efterhånden. Den er dog stadig en fornøjelse at læse, selv hvis man ser overraskelsen nærme sig på horisonten og bare venter på, at den kommer. Konceptet i fortællingen er nemlig stadigvæk relevant og værd at opleve på skrift. Hvis du læser dette og rent faktisk ikke ved, hvad plottwistet er eller ligeledes aldrig har hørt om Dr. Jekyll & Mr. Hyde, så skynd dig ud for at finde bogen, så du kan læse den. Jeg er ligeglad med, om du rent faktisk har en interesse i at gøre det, eller om du normalt læser mange bøger. Det er din pligt at gøre det, når så mange andre går i gang med den velvidende, hvad historien egentligt handler om. Afsted med sig.


Udover Dr. Jekyll var der også et par andre historier i samlingen, hvoraf en var rimeligt forstyrrende (på den gode måde), en var skrevet i en stærk skotsk accent, som jeg ikke forstod meget af, og resten var rimeligt afslappende læsning, men som jeg sidenhen har glemt næsten alt om. Hovedbegivenheden er virkeligt Dr. Jekyll, som coveret til venstre også lidt indikerer. Det er måske endda en skam, at bogen starter ud med denne historie, for alt derefter virker blegt og meningsløst.

Så er der kun to ting tilbage på listen, men før jeg går i gang med at diskuttere Game of Thrones, vil jeg lige snige et brætspil ind, så jeg ikke slutter af med noget, de fleste er ligeglade med. Det handler om at fastholde opmærksomheden så længe som muligt og at bruge alle kneb dertil.

Buffy the Vampire Slayer som brætspil

I sommerferien anskaffede jeg mig en rimeligt nørdet genstand til min samling af rimeligt nørdede genstande. Det var den nye brætspils udgave af Buffy the Vampire Slayer, en tv serie jeg faldt for i starten af anden g, og som nu står og pryder min hylde i form af et bokssæt og det omtalte brætspil (jeg mangler kun en vinyl figur). Som den hungrende fan jeg er, der ønskede flere eventyr i Sunnydale, købte jeg altså brætspillet, da jeg havde læst, at det var sjovt. Noget der viste sig at være fuldkommen sandt. Buffy som brætspil er primært sjov i ren form, og det er fyldt med referencer og humor fra serien, samtidigt med at det prøver at gøre noget i Buffys ånd. Det er derfor et lidt utraditionelt brætspil, hvor man arbejder sammen alle spillerne imod en npc skurk og en masse "badies" (ja, der ikke mangel på Buffy-speak), uden at der går helt bordrollespil i den. Man spiller som op til seks medlemmer af Scooby banden (Buffy, Willow, Xander, Giles, Spike og Angel, altså de fire oprindelige og de to med mest fanstøtte) og kan kæmpe imod en række "big bads" fra serien, der inkluderer The Master, Borgmesteren og The First Evil. Konceptet med at arbejde sammen allesammen lyder måske lidt tamt (jeg modtog flere kommentarer fra familiemedlemmer om, at "man jo ikke kan spille om penge"), men det er alligevel sjovt og kan være udfordrende, hvis man sætter sværhedsgraden nok op.

Samtidigt med at man bekæmper hovedskurken, er der også flere dæmoner og vampyrer i spil, som konstant forsøger at sætte tænderne i nogle dejligt sprøde "townies". Lykkedes det for dem at dræbe nok, har man tabt. Der er også event kort og en bunke "monster of the week", der skal besejres, og naturligvis kan det ske, at en spiller midlertidigt bliver ond, for det ville trods alt ikke være Buffy uden. Det er et morsomt spil, hvor samarbejde virkeligt udgør en vigtig rolle og en stor del af sværhedsgraden. Hvor svært det ellers er kan afgøres af, hvor mange event kort der trækkes og sådan noget, men arbejder man ikke sammen, bliver det altså bare meget mere interessant og ofte umuligt at komme igennem. Meget af hvad der sker i spillet er tilfældigt, og det skaber en god variation fra spil til spil, men jeg synes nu alligevel, at et par karakterer og uhyrer mangler. Jeg ville personligt elske en udvidelspakke eller to. Muligvis en med ekstra scoobier (Oz, Anya, Tara, Dawn og selvfølgelig Cordy) + ekstra monster of the week kort, og så kunne der samtidigt blive lavet en Angel udvidelse. Alt jeg siger er bare, at jeg ville elske at kunne spille som Lorne. Spørgsmålet er bare, om spillet kommer til at sælge godt nok til at muliggøre det.

Nå, men videre til den sidste ting, som jeg faktisk overvejede at udelade, da alle andre taler om det alligevel.

Game of Thrones sæson 7 (ingen spoilers, bare rolig, medboglæsere)

Nu er HBOs store tv fortolkning af George R. R. Martins jo for alvor kommet foran bøgernes plot, noget de allerede begyndte på for nogle sæsonner siden, og serien viser altså ikke længere, hvad der "virkeligt" skete... i virkeligheden altså, som bøgerne jo er. Om det er en god eller dårlig ting kan diskutteres til døde. Personligt synes jeg, at fortolkninger bør variere en smule, da det er et andet medie, og der skal være plads til forandringer, så længe essensen holdes i live. Jeg er også meget glad for, at tv serien forhåbenligt ikke har spoilet alt for meget i de kommende to bøger. På den anden side kunne jeg virkeligt godt have tænkt mig at se Lady Stoneheart og Jamies "samtaler" med Illyn Payne i serien. Men sådan er verden nu engang bare.

Der er dog ikke andet at gøre end at kigge på det, vi så endte med at få i form af sæson 7, som for mig i hvert fald var en af de mest blandede sæsonner til dato. Altså det er utvivlsomt, at det tekniske og rent mediemæssige er blevet langt bedre, efterhånden som serien er kommet fremad. Jeg har set ting i denne sæson, jeg aldrig havde forestillet mig at se på tv, og som efterlod mig en tilstand af måløshed. Jeg var skam også underholdt hele vejen i gennem sæsonnen, men nogle ting har desværre forstyrret mig. For det første er der antallet af afsnit. Sæsonnen var langt mere fokuseret end andre, hvilket både var en god og en dårlig ting. På den ene side var der intet af det unødvendige fyld, som tidligere sæsonner har været tvunget til at indeholde. Det betød dog også, at nogle ting føltes forhastede, og at hvisse historier ikke fik den tid, de fortjente. Megen af intrigen og det langsomme rænkespil var forsvundet, og det fandt jeg meget trist. Det havde altid været den stærkeste del af tidligere sæsonner eller bøgerne for den sags skyld. Det skal dog ikke betyde, at det var helt borte, eller at der ikke var noget godt i sæsonnen. Der var masser af gode øjeblikke, og flere af de mindre historier fik faktisk tiden til at bevæge sig fremad på tilfredstillende vis. Nogle blev dog bare nødt til at blive ofret, og der var flere karakterer, hvor jeg ikke rigtigt syntes at se eller høre noget til dem gennem det meste af sæsonnen. Enten havde de ikke noget at lave, eller også fik man det bare ikke at se.
Betragt engang eunukkens hungrende blik, hvori hans tøst efter mere tid og flere replikker kan bemærkes.
Der var også flere lidt for forudsigelige øjeblikke i sæsonnen, som egentligt ikke var dårlige, men bare skuffende i forhold til, hvad der tidligere har været, og hvad bøgerne/virkeligheden har præsenteret. Egentligt kan sæsonnen repræsenteres af to forskellige afsnit, som hver viser en side af den. Spoils of War indeholder både de nye tekniske vidundere og fortidens historiemæssige fortælleteknikker, og det afsnit var uden tvivl sæsonnens højdepunkt. Et vist andet afsnit, lad os kalde det for Lynravns afsnittet, viste sig at være en smuk og spændende oplevelse fyldt med action, hvor mange gamle elementer til gengæld blev stukket i ryggen, og hvor plottet udfoldede sig i en ret linje i modsætning til det tidligere spind af tråde, liv og skæbner, der gjorde hele affæren så interessant til at begynde med.

Det lyder også til, at sæson er en smule forsinket (der er en god chance for, at vi får endnu en bog inden da), og jeg kan heller ikke rigtigt se, hvordan de skal afslutte historien på kun seks afsnit. Seks! Hvordan skal de dog nogensinde få tid til at implementere Tom Bombadil eller Voldemorts baggrundhistorie...

Kommentarer