#27 En Uheldig Optræden
Fortæller: Dogro
Mortus
Periode: Monic 1076AA
Placering: På ”La Belle
Parola”-kroen i Kienzieht
Det er altid en mærkelig fornemmelse at sidde og vente på at
skulle optræde, uanset hvor langt inde i sin karriere, man så end er. Er man
netop startet, frygter man ikke at gøre noget indtryk og hurtigt at blive glemt
igen, imens man frygter at skuffe, hvis folk har hørt gode ting om en på
forhånd. Nogle gange ved man ovenikøbet ikke, hvad situationen er, før man går
i gang. Sådan havde jeg det eksempelvis, dengang jeg skulle optræde på ”La
Belle Parola” i Kienzieht. Godt nok havde jeg i løbet af vore rejse til
Bystaterne optrådt på mindst et dusin forskellige steder efterhånden, men noget
sagde mig, at dette ville komme til at blive anderledes. Jeg kunne ligesom
fornemme det over stedet eller måske endda lugte det lidt på kroværtens dyre
lavendellys, for slet ikke at nævne alle de gode ting, jeg havde hørt om
stedet. Mange gange havde man fortalt mig i de andre bystater, at ”La Belle
Parola” skulle nås, inden jeg vendte snuden hjemad, og derfor havde jeg
besluttet mig for at gemme det bedste til sidst.
Jeg må nok indrømme, at jeg skylder Fredegar en smule tak
for at have arrangeret min optræden på kroen den aften. Værten og ejeren,
Niccolo de’Balsamo, havde nemlig allerede lagt en plan for det næste halve år
frem, men takket være min vens indflydelse, lykkedes det ham at få mig flettet
ind i planen nogle få dage før vores afgang. Det gjorde mig derfor en smule
ondt, at hverken Fredegar eller Rosa rent faktisk kunne være tilstede under
mine to tildelte timer på scenen, men jeg kunne nu engang respektere, at de
havde ”arbejde” at tage sig af, for hvordan skulle vi ellers nogensinde komme
hjem igen.
På tidspunktet havde jeg heller ikke endnu fundet ud af, at
Fredegars arbejde involverede en aftalte med Engeldahl, for i så fald tror jeg,
jeg ville have sagt noget til det. Jeg vidste udmærket, at den indbildske svindler
ikke ville føre til andet end problemer, men desværre var jeg ikke blevet
indviet i sagen. I stedet havde jeg brugt de sidste par dage og nætter for at
forberede mig på denne vigtige aften på kroen i en tilstand af lykkelig
uvidenhed blandet med en smule nervøsitet.
Så jeg udvalgte altså min fineste røde hat, tog min elskede
lut på ryggen og fik frasorteret den bedste korte fortælling fra mit repetoire
i et håb om at imponere. Det startede også med at gå godt. De’Balsamo, som var
en noget massiv, om end snedig og høflig herre, tog godt imod mig og fik mig
introduceret, og jeg tog scenen i brug uden nogen form for fjendtlighed fra
publikummets side. Desværre varede det ikke ved.
Jeg var nået halvvejs igennem en nyfortolkning af sagaen om
”Porkors Bedrageren” i sangform, da jeg første gang hørte latter blandt publikummet,
hvilket ikke helt passede ind, efter min mening, i denne tragiske fortælling om
mord, politik og forrædderi. Men jeg undlod nu engang at sige noget til det, og
jeg fortsatte min sang i håbet om, at det kun ville være den ene gang. Det
kunne trods alt være, at de havde grinet af noget andet.
Så heldig var jeg dog ikke, og flere gange lød der en
forstyrrende fnisen, der voksede i både udbredelse og lydniveau for hver gang,
den hørtes, indtil den til sidst overdøvede min musik. Der må jeg indrømme, at
det simpelthen blev for meget for mig. Så jeg rejste mig, stoppede med at
spille og rensede ganen med et opmærkskrævende host. Straks vendte det
distraherede publikum deres blikke tilbage mod mig, og jeg sendte dem et
venligt smil. ”Der er vel ikke nogen, du kunne være så venlige at fortælle mig,
hvad der er så morsomt?” spurgte jeg høfligt. ”Jeg sætter sådan pris på en god
spøg, ser I”. Der var en lavmælt mumlen på uforståeligt miz, det lokale sprog,
som jeg desværre ikke kender særligt meget af, selvom det er på min liste, og
jeg hørte nogle få ekstra latterudbrud. ”Åh, ikke noget. Niente” var der en
lokal herre i en gulgrøn vest, der svarede mig. ”Bare den gode mand her, der
påpegede, at der vist eksisterer flere forskellige udgaver af den historie”. Han
kastede et blik mod højre, hvor der stod en kappeklædt mand med ansigtet skjult
bag sin røde og orange hætte. Det var umuligt at se nogen tydelige karaktertræk
i halvmørket, men alene den tofarvede kappe gjorde, at jeg sagtens kunne
genkende den uduelige slambert.
”Nå, så det mener han” nikkede jeg, fortsat smilende. ”Tja,
det har han nok ret i. Han burde i hvert fald kende noget til det selv, når man
tænker på, hvor elendigt det gik for ham, da han skulle skrive sin poetiske
tolkning. Det er selvfølgelig ikke til at sige, om han forhastede sig med
oversættelsen, eller om han bare ikke er særligt god til old elvinorisk, men af
en eller anden årsag endte han med at erstatte Prins Nepolios sværd med et stykke
is”. For mine øjne så jeg den såkaldte digters ansigt antage farven af en
slatten majroe, og jeg skyndte mig at levere det opfølgende stød. ”Selvfølgelig
påstod han senere hen, at det faktisk havde været en metafor. Eller var det mon
et ordspil, han svarede. Ærligttalt forstod jeg ikke et eneste ord af, hvad han
sagde, da han simpelthen var så perpleks af sin egen fejltagelse, at han ikke
engang kunne se, at han havde taget hatten omvendt på. Men sådan går det jo,
når amatørerne forsøger at række ud efter selveste solen uden at ville gøre det
nødvendige forarbejde. Kender jeg den kære Felix ret, så har han nok været for
travlt optaget af at konsumere umådelige mængder alkohol fremfor at arbejde. For
hvordan skulle han dog ellers glemme sin egen talentløshed længe nok til at ville
give sig i kast med en af klassikerne?”.
Der lød endnu engang latter omkring os. I dette tilfælde var
jeg bare ikke målet, men igangsætteren. Felix Philip Leopold Engeldahl kastede
selv et overvejende blik rundt i salonen, som om han frygtede, at en af hans
mange fjender skulle springe frem og overfalde ham, (for en fanatiker kunne det
næppe være i hans tilfælde, eftersom han kun har meget få) men så lod han til
at beslutte sig for et eller andet, og han trak hætten tilbage og trådte op på
scenen for at stille sig foran mig. Sikke dog et ynkeligt skue, han udgjorde,
som han stod der med sine overpompøse poseærmer, sine dyre ruskinds handsker og
sine fravestrålende fjer i hatten. Det var næsten som om, at han forsøgte at
gemme sig selv bag sine penge. ”Dogro” hilste han køligt på mig, og publikum
blev helt stille med forventningsfulde miner. Selv De’Balsamo smilede, og han
viste ingen tegn på at ville afbryde os, utvivlsomt fordi dette lille
sammenstød nok ville få folk til at tale om hans establishment i dagevis. ”Du
skulle nødigt snakke om at være amatør” fortsatte digteren spydigt. ”Så vidt
jeg forstår, så blev du kun accepteret på dit akademi i første omgang, fordi en
af dine venner bestak administratorens assistent. Jeg, på den anden side, blev
indskrevet på universitet i Marrai, allerede da jeg var fem år gammel, og i
hele femten år studerede jeg poesi, historie og sprogskunst der”. ”Og alligeve
fik du erstattet det legendariske Foedus, gudedræberen, med et stykke is. Godt
nok har jeg ikke studeret elvinorisk på noget universitet, men i det mindste
kan jeg kende gladi fra glacio. Det kan måske også skyldes det
faktum, at jeg faktisk har noget
mellem ørene”.
Publikum klappede, og en enkelt tilskuer hujede imponeret,
hvilket kun fik Engeldahl til at blive yderligere rød i hovedet. ”Jeg begik en
enkelt fejl” indrømmede han og lod så til at genvinde fatningen. ”Men jeg står
ved mine og gør, hvad jeg kan for at rette op på dem. Jeg er trofast over for
mine tilhængere, hvilket jo desværre ikke kan siges om alle. Muligvis kalder du
det her for en verdensrejse, det du er ude på, men vi ved godt, at det er
virkeligehden er fordi, at ingen kan udholde at have dig boende i mere end
nogle få måneder ad gangen, før de vil af med dig igen”.
Hvordan nogen kunne
tro på sådan en absurd påstand, ved jeg ikke, men af en eller anden grund var
der nogle få medlemmer af publikum, der gav sig til at le. Højst sandsynligvis
fordi Engeldahl havde betalt dem for at støtte ham, men nok om det. Kort
fortalt så lukkede han megen upålidelig information ud den aften, hvorefter jeg
besvarede med tilsvarende, men dog korrekt fakta, som jeg maksimalt har pyntet
en lille smule på, fordi jeg følte mig krænket. Sådan stod det på i godt en
halvtimes tid, og det var først, da jeg berørte hans indtægt og herkomst, at
nogen fra publikums side valgte at træde ind.
”Jeg ville næsten være imponeret over dine fine klæder”
fortalte jeg ham for øjnene af salonens mange gæster. ”Hvis altså der bare var
den mindste chance for, at du havde betalt for dem med lovligt erhvervede
midler. Det siger jo sig selv, at du har været nødt til at finde dig en anden
beskæftigelse med din uduelige digtekunst, men hvis man først kigger nærmere på
din baggrund, så forstår jeg faktisk også valget af tyveri. Jeg mener; dine
forældre er jo bankfolk, ikke sandt? Caterina Louise har nok allerede lært dig
at tømme folks lommer, da gæster gik forbi dig i vuggen som lille”. ”Bastardo!”
råbte Felix vredt til svar, og i et øjeblik så det ud til, at han skulle til at
lange ud efter mig. ”Du lader mamma ude af det her. Hun er den reneste sjæl,
man kan forestille sig, så du skal ikke komme her og antyde sådan noget merda,
bare fordi din egen var en indavlet rotte”. ”Hvad skal det pjat dog betyde?”
spurgte jeg overrasket og en lille smule usikker. Den beskidte tølper smilede
bare til mig, og han rettede en smule selvsikkert på tøjet, inden han svarede. ”Alle
ved, hvad man siger om Mortus familien” fortalte han afslappet. ”Når en dosne
bliver født, kaster guderne med en mønt. Lander den på højkant, slipper verden
for endnu en Mortus. Det er nok derfor, at I alle skynder jer med at komme ud i
verden som unge. Både fordi I ikke ønsker at blive evigt kendt som ’granfætter
nummer fjorten’, men også på grund af kvinderne. Hvor romantisk kan det trods
alt blive, når man er beslægtet med over halvdelen. På den anden side så hjalp
det nok en del med at få afgjort, hvad du skulle hedde, at begge dine forældre
hed Mortus i forvejen. Må jeg bare lige have lov at spørge: Fætter og kusine?
Eller var de endnu tættere på hinanden?”.
For det meste ser jeg
mig selv som den overbærende type. Jeg sætter pris på en god spøg, det gør jeg
virkeligt, men nogle gange bliver det bare for meget. Især når idioter såsom
Engeldahl blander sig i sager, de ikke forstår sig på, og hvor det ikke nytter
noget at forklare dem, at Mortus slægten blev splittet op for mange hundrede år
siden, og at der intet blod havde været blandet imellem dem i meget lang tid,
før mine forældre blev først forlovet og så gift. Mangel på forstand eller bare
på viljen til at lytte er jeg nemlig ikke god til at håndtere. Faktisk havde
jeg nok slået Engeldahl i hovedet, hvis ikke et kåbeklædt medlem af publikum
havde gjort mig den tjeneste at springe op og stikke ham med en kniv i benet
først.
”Ak og ve!” skreg Engeldahl, forståeligt nok, da klingen
ramte hans lår. Faktisk er jeg fristet til at sige, at det var den første
fornuftige ting, han havde sagt hele dagen. Godt nok brød jeg mig ikke særligt
meget om manden, men alle har vel en ret til at vise deres utilfredshed, når de
bliver angrebet af en mørk skikkelse med en kniv. Jeg må også indrømme, at jeg
selv blev en smule skræmt ved oplevelsen. Ikke så meget det faktum, at
Engeldahl blev angrebet, men snarere angriberens mangel på et ansigt. Hvor det burde
være, var der i stedet et mørkt hul dækket af skygger, og hele den fremmedes
skikkelses syntes at flimre. Jeg har personligt været i Cinator kort efter
landets anden borgerkrig og Williamsborgs fald, og tro mig, når jeg siger, at
jeg sagtens kan genkende en dæmon, når jeg ser en.
Så da jeg nu så den mørke dæmon der foran mig, gjorde jeg
det eneste fornuftige, jeg lige umiddelbart kunne komme i tanke om. Jeg samlede
min skammel op fra gulvet og kylede den efter angriberen. Jeg kan måske ikke
lide Engeldahl, men jeg bryder mig nu en hel del mindre om dæmoner, og desuden
skulle den ikke have den fornøjelse at gøre det af med ham, før jeg var færdig
med at fornærme ham.
En smule irriteret vendte dæmonen så sit mørke blik imod mig,
men pludseligt begyndte den at udstøde en hæslig, kold latter, og før jeg
vidste af det, var yderligere fem skygger dukket op blandt publikum. Alle havde
nu trukket to sorte sabler hver, knivene var åbenbart blevet lagt på hylden, og
jeg ved ærligttalt ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis ikke der var dukket
hjælp op i netop det øjeblik. Mit umiddelbare gæt ville være enten at blive
slået ihjel eller at flygte.
Men heldigvis trådte Rosa Estella ind ad døren i samme
sekund, og det tog ikke megen overvejelse fra hendes side, før hun havde fået
set situationen an og taget en beslutning. Med en løftet hånd og et befalende
ord på tabarra ai linga, de gamle bjørnes sprog, lykkedes det hende at hidkalde
en mægtig kugle af lys. ”Ivris!”. Straks blev dæmonerne kastet til siden, og
flere af dem ramte hårdt ind i bagvæggen. Bagefter rakte en af dem et
rundtosset hoved i vejret, og den sendte vrede, nej snarere hadefulde blikke i
retning af min ven. Det var ganske tydeligt, at den var skuffet over ikke at
have fået lov til at benytte sig af sine flotte sabler. ”Fredegar” kaldte
druiden, og den anstændigt proportionerede handelsmand skyndte sig ind bag
hende, imens han forsøgte at få sin monokel til at blive siddende. ”Hvad sker
der?” spurgte han nysgerrigt, men så snart han fik øje på dæmonerne, skyndte
han sig i stedet at pakke monoklen væk i en forlomme igen. ”Hvad er det her?”
spurgte han ud i rummet med et stort smil. ”Min fødselsdag?”. Til svar råbte en
skygge et eller andet efter ham på dæmonsproget, idet den sprang frem mod ham,
klar med med begge sine sabler. Instinktivt veg Fredegar tilbage, og han søgte
skjul bag Rosa, som endnu en gang kastede en besværgelse af magisk lys. Denne
ramte kun én enkelt dæmon, men til gengæld frøs den i luften, da dens klinger
endnu var en halv meter fra hende, og så gav den sig pludseligt til at skrige i
en uforståelig vrælen (som naturligvis godt kan have betydet et eller andet på
dæmonernes tungemål, som jeg dog ikke taler, selvom det kunne være interessant
at lære. Faktisk burde jeg næsten putte det på listen også).
Men skriget ophørte hurtigt, og dæmonen fordampede for
øjnene af dem. Tilbage var kun en smule sort pulver, der faldt til jorden, hvor
det tog form som en lille mørk sten. ”Hvad synes du om fødselsgaven?” spurgte
Rosa, og Fredegar trådte selvsikkert frem igen. ”Strålende” nikkede han og
skyndte sig at stikke stenen i lommen. ”Jeg elsker ’ikke at dø’. Lige hvad jeg
havde ønsket mig”. Han sendte et udfordrende blik i retning af de resterende
dæmoner, og helt synkront forsvandt de ud gennem bagvæggen som smalle skygger
gennem de bittesmå sprækker. ”Og kom ikke tilbage” kaldte Fredegar efter dem,
før han så skyndte sig op til Engeldahl og mig. ”Jeg ved ikke, hvor længe vi
har” skyndte han sig at sige til os. ”Men en ting er sikkert; de kommer uden
tvivl tilbage lige om lidt”. Han satte sig ned ved siden af den fortsat
klynkende digter, der klamrede sig til sit sårede ben. ”Åh slap af, Engeldahl”
sagde han og samlede kniven op, der var faldet på gulvet. ”Det er kun en lille
ridse. Så ondt kan det heller ikke gøre”. Digteren bed sammen og nikkede et par
gange, men det var tydeligt, at han ikke var enig med Fredegar.
I mellemtiden forsøgte Rosa at tage sig af den utilfredse
De’Balsamo, der sammen med de tilbageværende gæster ikke lod til at være
særligt ivrig efter at lade os blive der meget længere. ”Dæmonerne gik efter de
to” sagde han ivrigt og pegede i retning af Engeldahl og, på uretfærdigvis,
også mig. ”Så se hellere at få dem ud herfra, før der bliver mere ballade. Det
her er et fint establishment, og de eneste konflikter, jeg ønsker herinde, er
af æstetisk karakter. Så tag nu og smut, før jeg tilkalder bygarden”. Dog har
Rosa aldrig været særligt god til at tage imod ordrer af nogen slags, og hun
blev straks en smule rød i hovedet. ”Før du tilkalder bygarden?” gentog hun
arrigt. ”Glem endelig ikke, hvem der fik dæmonerne væk fra din forbandede kro
igen, din utaknemmelige… Havde det ikke været for mig, ville du lige nu stå i
langt større problemer. Desuden er vi gæster her, og jeg synes ikke, du kan
tillade dig at…”. ”Undskyld, undskyld, undskyld” skyndte Fredegar sig at bryde
ind, og han sprang ind imellem den store krovært og elverkvinden. ”Du må
virkeligt undskylde min veninde Rosa her. Hun har den her ting, hvor hun åbner
munden, og der kommer en masse lyde ud, der lyder lidt som ord, men som i
virkeligheden ikke er andet end bavl. Munddiarré kalder jeg det for. Rosa, smut
du hellere over og kig på Engeldahl, du har bedre forstand på den slags end jeg”.
Som jeg sagde, så er Rosa ikke særligt god til at tage imod
ordrer, heller ikke fra Fredegar, men gør dog undtagelser i ny og nær, selvom
der oftest kommer til at være konsekvenser senere hen. Dette tilfælde var en
sådan gang, og hun trak sig tilbage til mig og den jamrende digter, imens
Fredegar lagde en venskabelig hånd på vores værts skulder og gik i gang med at
tale med. Hvad, der blev udvekslet imellem dem, har jeg aldrig nogensinde
fundet ud af, men den evigmuntre handelsmand kom ikke længe efter tilbage med
et stort smil på læberne og nogle gode nyheder. ”Jeg har fået løst det”
fortalte han. ”Og vores gavmilde vært har givet mig en adresse, hvor vi kan
genne os, imens vi finder ud af, hvad vi gør nu. Det er et gammelt lagerhus på
’Mocenigo’-vej”. Han fremviste selvtilfredst en stor rusten nøgle. ”Disse
dæmoner kender allerede til kroen her, så det duer ikke særligt meget som
gemmested alligevel, vel?”. Jeg nikkede. Det gav en vis mening. Spørgsmålet var
bare… ”hvad du var nødt til at give for det?” spurgte Rosa mistænksomt. ”Ikke
mere en fem procent” svarede handelsmanden med et nik, der fik digteren til at
blegne en lille smule. ”Og bare rolig, det skal nok gå ud af din andel, så du
behøver ikke bekymre dig”. Han klappede Engeldahl knap så blidt på det sårede
ben, og straks vred digteren sig i smerte. ”Tag det nu lige lidt roligt”
skyndte Fredegar sig at sige. ”Så hårdt var det altså heller ikke”. Det lod
Engeldahl dog til at være uenig i, og han kastede sig pludseligt ned på gulvet,
hvor han rullede rundt, imens han udstødte et skingert skrig. Ubehaget lod dog
ikke længere til at komme fra benet, men fra hans indre, hvor en dæmon var
travlt optaget af at besætte ham. Så meget kunne jeg alligevel analysere mig
frem til ud fra hans pludseligt sorte øjne.
Så hvad bør man helt
præcise gøre, når ens selverklærede ærkefjende bliver stukket med en forbandet
kniv, og en ’smertedæmon’ forsøger at låne hans fysiske legeme? De fleste ville
nok juble og benytte sig af lejligheden til at gå ud og fejre det på deres
yndlingsværtshus. Personligt var jeg ikke rigtigt i stand til den slags, sådan
som tingene stod, er jeg dog bange, eftersom 1) at mit yndlingsværtshus lå
omtrent 1000km derfra i Latynia og 2) at mine venner åbenbart havde slået en
handel af med omtalte ærkefjende, der var nødvendig for at sikre os rejsen
hjemad. Jeg tror godt, at du godt kan se det dilemma, som jeg stod i.
Det var selvfølgelig
heller ikke fordi, at nogen egentligt spurgte om min mening til tingene, jeg
fulgte bare sådan lidt efter Rosa, der trak den sårede digter med sig i retning
ad dette tomme lagerhus, vi pludseligt havde fået lov til at benytte os af i
bytte for 5%. Af hvad helt præcist vidste jeg ikke, og det var jo heller ikke
ligefrem fordi, nogen havde tilbudt mig så meget som ét enkelt procent af noget
som helst, så jeg forsøgte at lade være med at tænke over det. Det var dog svært,
for eftersom Rosa mest talte til Engeldahl under gåturen, havde jeg ikke så
meget andet at tage mig til udover at tænke.
Fredegar var smuttet.
Han skulle ’ud’, havde han sagt, for at finde en eller anden, han kendte, som
vist nok kunne hjælpe med vores lille dæmonproblem. Hvem vidste jeg ikke, og
jeg nåede heller ikke at spørge, før han var forsvundet. Rosa virkede også en
smule utilfreds med hans mangel på forklaring, men vi havde som sagt ikke megen
tid, for dæmonerne kunne når som helst vende tilbage, og de havde måske fået
hentet nogle flere venner i mellemtiden, hvis vi var uheldige. Dog kunne man
aldrig vide med Fredegars kontakt. Alle mulige mærkelige folk og væsner skylder
ham altid tjenester, og de er ikke allesammen lige behagelige.
Under alle omstændigheder nåede vi frem til lagerhuset uden
besvær, og nøglen virkede heldigvis. Efter så at have fået låst os indenfor,
fik Rosa placeret Engeldahl i et hjørne, hvorefter hun så begyndte at gå i ring
foran ham, imens hun mumlede et eller andet for sig selv. ”Hvad laver du?”
spurgte jeg nysgerrigt og på ingen måde distraherende vis. ”Det får du at se”
lød svaret, og det måtte jeg stille mig tilfreds med for nu. Heldigvis gælder
for nu, efter min opfattelse i hvert fald, ikke mere end højst to minutter. ”Kaster
du en besværgelse?”. Denne gang undlod hun bare helt at svare med et andet end
et ondt blik, og jeg forsøgte at være stille, indtil hun blev færdig med, hvad
det nu end var, hun lavede. ”Er det mod dæmonen?”. ”Vil du så være stille?”
hvæsede Rosa arrigt ad mig, og jeg skyndte mig at træde nogle skridt tilbage
for at gemme mig bag nogle tønder. Der sad jeg så i nogle få minutter mere,
indtil jeg følte, det var sikkert at komme frem igen. Nu var Engeldahl kommet
på benene, og han stod og kiggede overvejende omkring sig, helt uden sorte
øjne. ”Det er en magisk cirkel” fortalte Rosa ham, idet han rakte en hånd ud i
luften og lod til at støde på en usynlig mur. ”Den lader ikke dæmoner passere ind,
så længe jeg står i vejen for at opretholde den”. Nu bevægede jeg også den
næsten gennemsnitlige form, der udsprang rundt om Rosa med nogle få meters
radius, og som pressede Engeldahl op mod hjørnet som en flue i kanten af et
edderkoppespind. Den eneste måde, han ville kunne komme ud, var ved at bryge
igennem enten muren eller den magiske cirkel.
”Så jeg er en dæmon nu?” sagde digteren en anelse irriteret.
”Det var ikke helt sådan, jeg havde håbet, at denne dag ville gå”. ”I så fald
havde det nok været en god ide at undlade at tiltrække dig selv opmærksomhed,
ikke?” bemærkede Rosa, og jeg skyndte mig at nikke enigt. ”Du kunne bare have
tiet stiller under min optræden”. ”Kunsten krævede, at jeg lagde ord på dine
fejltagelser” svarede tølperen igen, og jeg skulle lige til at levere et
sollidt modargument, da Rosa trådte imellem os med løftede hænder. ”Ti stille,
begge to” advarede hun gnavent. ”Jeg har ikke fået særligt megen, eller rettere
sagt ingen, søvn i nat, så jeg orker virkeligt ikke at høre på det der lige nu.
Dogro, jeg er nødt til at blive her, så kan du ikke smutte hen til døren og
holde udkig, hvis der nu skulle komme nogen. Dukker der en dæmon op, så løber
du bare ind i cirklen til mig”. ”Det skal jeg nok” svarede jeg og gjorde så,
som der blev sagt.
Der sad jeg så i adskillige timer, imens aftenen blev til
nat, og ventede på, at noget skulle ske. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle
tænke om hele affæren, men helt tilfreds, det var jeg i hvert fald ikke. Der
passerede adskillige folk forbi ude på gaden, imens jeg sad der i døråbningen
og ventede, men til at starte med lagde jeg ikke særligt mærke til nogen af
dem. En mørkhudet dværg med et enormt overskæg der og en pjusket tigger her,
men jeg begyndte med tiden at bide mærke i en bestemt skikkelse, der gik igen
adskillige gange. Det var en ung ashas kvinde, tydeligvis af fin slægt (det
kunne man nemlig se på den arrogante gangart og det befalende blik, hun sendte
folk for at få dem til at træde til siden), i en nydelig hvid pelskåbe.
Personligt anede jeg ikke, hvem det var endnu på dette tidspunkt, men da jeg
bemærkede hende for femte gang, smuttede jeg tilbage til Rosa og fortalte, hvad
jeg havde sat. ”Frøken Luca” genkendte hun beskrivelsen med alvorlig stemme. ”Så
for pokker. Hmmm… jeg tror, det er bedre, hvis du bliver indenfor i så fald,
for en lille stund. Luk døren og sæt dig herhen, så må jeg bare være klar, hvis
der sker noget”.
Jeg gjorde igen, som der blev sagt, denne gang dog med en
smule mere god vilje, og jeg tog plads imellem Rosa og Engeldahl. Sidstnævnte
sad og nynnede lidt for sig selv med lukkede øjne. Han så voldsomt koncentreret
ud, og der lød sved ned ad panden på ham. ”En lille øvelse, jeg gav ham”
fortalte Rosa mig. ”Jeg forstår mig måske ikke på at fordrive dæmoner, men jeg
har hørt, at det her hjælper med at holde dem ude. Midlertidigt i hvert fald”. ”Gad
vide, om det virker” mumlede jeg lidt for mig selv og tav så. Jeg var ikke helt
sikker på, om øjeblikket var det rette, men der var nu et spørgsmål, jeg havde
villet stille hende eller Fredegar i nogle timer efterhånden. ”Hvorfor har I
dog lavet en aftale med den slambert?”. Rosa sukkede. ”Det var Fredegars ide”
startede hun med at svare, som hun så ofte gjorde det. ”For at få løst
pengeproblemet til hjemrejsen. Du ved efter, at Leonardo fik overtalt resten af
besætningen til at tage vores mad, en del af lasten og stikke af”. Hun sukkede
igen og roddede lidt op i sit hår. ”Det var min fejl” indrømmede hun en smule
bittert. ”Hvis ikke jeg havde ansat den forræder, ville det ikke være sket, og
så ville vi allerede være klar til at sejle hjemad i morgen tidlig. Men på
grund af mig risikerer vi snart at blive hængende her et godt stykke tid endnu.
Det kan jeg love dig for, at banken derhjemme ikke vil blive særligt glade for.
Og Fredegars ide var den eneste, for lad os erkende det; han er trods alt den
bedste til den slags”. ”Så, så” sagde jeg blidt til min ven og klappede hende
på skulderen. ”Som om han ikke også har lavet fejltagelser. Mange af dem så
vidt jeg husker”. ”Det har han i hvert fald” nikkede Rosa, og et glimt af uro
passerede gennem hendes blik.
Hun greb pludseligt ud efter sin uldne taske og åbnede den,
idet hun ledte efter et eller andet. Dog blev hun hurtigt stillet tilfreds, da
hun fik fat i en lille, men gammel og slidt bog med et gustent skindomslag, som
hun lagde i sit skød. ”Jeg blev lige bange i et øjeblik for, at han skulle have
taget den” indrømmede hun. ”Jeg ved godt, at det er fjollet, men du ved,
hvordan det er. Han skal altid befamle alting så længe som muligt”. ”Så det er
målet i jeres lille aftale med Engeldahl?” spurgte jeg og betragtede den nøje. ”Den
ser ikke ud ad meget, men det gør vigtige ting sjældent”. ”Frøken Luca kaldte
det for en skæbnebog” fortalte Rosa mig, og jeg frøs straks på stedet. ”Af hvad
gjorde hun?” udbrød jeg forskrækket, imens jeg kiggede frem og tilbage mellem elveren
og bogen. ”Vær så sød at fortælle mig, at det var en spøg, og at I ikke har en
stjålet en af de syv”. ”Jeg har ikke stjålet noget” svarede Rosa mig en smule
fornærmet igen. ”Jeg afhentede den bare… ude i en skov. Men hvorfor? Hvad
betyder det?”. ”Nu ved jeg selvfølgelig ikke så meget om sagen” svarede jeg
hende en anelse nervøst, og i baggrunden så Engeldahl ud til at have åbnet det
ene øje for at kunne følge med. ”Men hvis det her er, hvad jeg tror, det er…
jeg har hørt om skæbnebøgerne, Rosa. De er hellige relikvier for stammerne
længere nordpå, og hvis I har haft bare den mindste hånd med i tyveriet af en
af dem, så kommer de til at gå efter blodhævn, medmindre den bliver leveret
tilbage”. ”Der er mægtige åndemanere deroppe, Rosa” fortalte jeg hende. ”Og
shamaner og magikere som kan sende alverdens skidt efter jeg, hvis de finder ud
af det. Hvis det virkeligt er en af de syv skæbnebøger, så er jeg bange for, at
du er nødt til at aflevere den tilbage”. ”Du skal ikke lytte til ham” skyndte
Engeldahl sig på lusket vis at bryde ind i samtalen. ”Shamanerne kan slet ikke
spore nogen så langt, det lover jeg. Der kommer ikke til at ske jer noget, så
snart vi har fået afleveret den til min køber”.
Rosa kiggede usikkert fra mig til Engeldahl og tilbage igen.
Men inden hun kunne nå at sige noget, frøs hun pludseligt og vendte blikket mod
døren. Selv hørte jeg ikke noget, men elvere plejer nu engang at have en del bedre
sanser end os andre, og Rosa var skarpere end de fleste. Nok en selvfølge af at
være vokset op sammen med Fredegar, kan jeg forestille mig. Uanset hvad så stoler
jeg nu mere på hendes årvågenhed end min egen, og da hun hviskede ”rør dig ikke”,
gjorde jeg mit bedste for at ligne en del af gulvet.
Selv bevægede hun sig forsigtigt fremmad i retning af en
lille sidedør, sådan at hun lige forblev inde i den magiske cirkel. Den burde
egentligt være låst, det havde vi tjekket, da vi kom ind. Nu gled den dog
lydløst, og en hatteklædt skikkelse i min egen højde trådte indenfor. ”Fredegar”
sagde Rosa, da hun genkendte ham. ”Er du alene? Jeg troede, du ville hente en,
der kunne hjælpe os med det her rod”. ”Jeg sendte hende i forvejen” svarede han
og kastede et blik rundt i lagerhuset. ”Jeg regnede egentligt med, at hun
allerede ville være her”.
”Og her har I mig” lød en fremmed, feminin stemme fra
mørket, og vi vendte alle blikket mod et af lagerets andre hjørner. ”Jeg har været
her i et lille stykke tid, men jeg besluttede, det var bedre at vente på
Fredegar i stedet for bare at springe frem og skræmme jer. I virker trods alt
ikke særligt imødekommende med den der magiske cirkel, og desuden tænkte jeg,
at det ville være bedst at undgå nogen misforståelser”. Hun trådte frem og
lagde en hånd på den usynlige mur, der omgav mig, Fredegar og Rosa, og i lyset
fra handelsmandens netop tændte lampe kom hun ordenligt til syne. Den røde
kjole var meget typisk af moden her i bystaterne, og den kunne faktisk også
være blevet fundet i mange andre af verdens civilisationer. Den var simpel og
praktisk og kunne have tilhørt hvem som helst. Hendes medaljon derimod var lidt
mere genkendelig med dens otte ringe, men hvis jeg skal være helt ærligt, så
lagde jeg nu mest mærke til hendes tænder, hendes røde øjne og hendes blege
hud.
”Nå, fjerner I den barriere eller hva?” spurgte vampyreren
utålmodigt. ”Nu tænker jeg efterhånden, at jeg har ventet længe nok. Så hvis I
vil have hjælp til den dæmon, skal det være nu”. ”Det her er Gabriella”
introducerede Fredegar hende. ”Jeg tænkte, at der vel ikke er noget bedre mod én
dæmon end en anden dæmon”.
En Uheldig Affære i Kienzieht
Del 1 - En Charlatans og Hans Samvittighed Del 2 - En Uheldig Optræden Del 3 - En Dæmonfordrivelsestjeneste Del 4 - En Skæbnesvanger og Ellers Virkeligt Irriterende Bog
Andre historier:
Kommentarer
Send en kommentar