torsdag den 5. april 2018

Bag of Holding og chokoladeæg (Magnus Chase, Discworld #2, Oliver Twist, Jon Pertwee (Doctor Who))

Der var engang en højtid. En højtid hvis rødder kunne spores tilbage til omtrent et halvt dusin forskellige religioner, inklusiv to af de helt store og så nogle fra oldtidens Europa. Men på trods af denne højtids langvarige historie, hvoruden hvilken vi ikke ville have "Always look on the bright side of life", så blev den nu engang fejret med tilbedelsen af en besynderlig hare, der tydeligvis ikke havde forstået, hvad det ville sige at være en hare, eftersom den lagde æg, der oven i købet var lavet af chokolade. God mad, diverse øl og krypterede breve var også en del af de moderne traditioner, og man kunne sagtens undre sig over, hvor pokker alt det mon var kommet fra. Og hvorfor og hvordan? Men på den anden side, så kunne det også være, at folk nogle gange bare har brug for at slappe af og få noget godt at spise, imens de nyder frihedens dage sammen med familien eller i selvskab med eksempelvis en god bog, et brætspil eller en tidsherre fra Galifrey. Sidstnævnte er faktisk også et acceptabelt valg.

Spearhead from Space - Terror of the Autons - The Three Doctors

Så har jeg bevæget mig ind i 70'ernes Doctor Who med farver, med dræbermannequiner og med "Doktor Smith. Doktor John Smith". Ja, det er en anderledes æra for serien, end hvad jeg tidligere har set. Doctor Who har altid forandret sig med tiden, og her er det ganske tydeligt, at spioner og hemmelige agenter var det helt store, da det blev skabt. I modsætning til tidligere så forholder Doktoren sig primært på jorden uden at forlade den, og det skaber nogle interessante historier. Samtidigt hænger det godt sammen med slutningen på den anden doktors tid i serien, og der er et mere sammenhængende plot samt mere faste rammer, der faktisk fungerer overraskende godt. Jeg er glad for, at serien med tiden vendte tilbage til sin gamle form igen, men der er meget at nyde, imens det står på. Her kommer mange af Doctor Whos mest genkendelige elementer også fra såsom den soniske skruetrækker, UNIT (den menneskelige organisation dedikeret til bekæmpe trusler fra rummet, som doktoren ofte arbejder sammen med, og som her anføres af den fremragende Brigadier Lethbridge-Stewart, der samtidigt skaber noget dejligt modspil for vores ynglings tidsherre) og selvfølgelig: The Master.

Personen, der besluttede sig for, at doktoren havde brug for en ligesindet og tilsvarende rival, fortjener en jelly baby. Jeg har kun fået en enkelt historie med ham (indtil videre), men Roger Delgado er dedikeret skræmmende i rollen. Han er kold og udregnende, han er karismatisk og intelligent, og så passer han bare godt sammen Jon Pertwees tredje doktor. Der er et troværdigt bånd imellem dem, der virkeligt får seeren til at tro på, at de er gamle venner, samtidigt med at fjendskabet ikke undermineres. Selv når han er omgivet af, lad os kalde dem ydmyge, effekter, så leverer han en solid optræden. Desuden så har han et flot overskæg.

Men angående den tredje doktor, så lad os da endelig lige snakke lidt om ham. Jeg må indrømme, at jeg mest af alt havde lyst til at fortsætte med nr. 2 efter at have set The War Games, og jeg kommer nok tilbage til ham inden alt for længe, men det tager nu alligevel ikke lang tid at vende sig til Pertwee. Der er lidt mere action helt over ham end de to forrige doktorer, men han kan samtidigt være fjollet, dramatisk, sjov og charmerende efter behov. Hvor Throughtons anden doktor var ens yndlings onkel og Hartnells var en striks, men kærlig bedstefar, så minder Pertwee mere om en sej lærer fra de tidlige klasser. Han har lidt tryllekunstner over sig og mere end en lille smule vis mentor. Sådan har jeg i hvert fald opfattet ham. Og okay, det kan godt, at det kun er mig, der ville have elsket at have ham som lærer i folkeskolen, eller som faktisk godt kan lide tryllekunstnere. Uanset hvad så fungerer han godt sammen med the Master, men der sker også noget magisk over The Three Doctors, hvor han optræder side om side med den allerede nævnte anden doktor.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg har det med at elske multi doktor historier, når forskellige inkarnationer af tidsherren møder hinanden. De er muligvis ikke allesammen lige gode, og efter at have reflekteret lidt har jeg også erkendt, at årets juleafsnit Twice Upon a Time var langt fra perfekt, selvom jeg nød det en hel del. Men dette er den første multidoktor historie af dem alle, og jeg fandt den yderst fornøjelig. Det var godt at se lidt mere af anden doktor, endda i farve, og skænderierne mellem Througton og Pertwees inkarnationer var både underholdende og interessante. Det var bare en skam, at Hartnell på et tidspunktet var for syg til for alvor at deltage i historien.

Men nok om Doctor Who for denne gang, for der er også et par bøger på dagsordenen.
Faktisk føles det som om, jeg er kommet lidt mere i gang med at læse igen efter en mere langsom periode, og det er dejligt, for der er omtrent sytten bøger i min reol, jeg mangler, primært diverse af Steven King, men også både "Rosens Navn", "The Once and Future King", "Good Omens" og "Frankenstein". Jeg snublede også tilbage i vinteren inde i en bogbutik og kom til at ramme ind i The Ultimate Hitchhiker's Guide to the Galaxy til 50kr på originalsproget, så den må jeg også komme i gang med på et tidspunkt, da jeg kun har de oversatte versioner tidligere. Men en ting ad gangen.

Discworld #2 The Light Fantastic

Lad os starte ud med det mest positive. Tilbage i januar fik jeg læst den første bog i den bizare Discworld serie, og her i påsken fik jeg "kæmpet" mig igennem toeren på ca. to aftener. Dog var der ikke megen kamp involveret, for jeg overgav mig med glæde, og desuden var bogen ikke særligt lang. The Light Fantastic er en forsættelse på The Colour of Magic, og den går i gang lige, hvor den første bog sluttede, hvorefter man så følger Rincewind, den uduelige troldmand, og turisten Twoflower på deres efterfølgende utraditionelle eventyr. Heldigvis beholder den alle de stærkeste elementer fra den første bog, imens den bygger oven på, hvor etteren var en smule svag. Humoren er stærk med en masse god sarkasme og flere kærlige fantasy parodier undervejs, men i modsætning til den første bog, så føles det langt mere som én sammenhængende historie denne gang, i stedet for flere små. Derfor nød jeg den også mere, og selvom jeg ikke ligefrem vil sige, at fortællingen var en, der ramte mig dybt, så var karakterene mere udviklede, og så er der også et par mere alvorlige karakterøjeblikke. Især slutningen var overraskende rørerende med alt taget i betragtning. Alt i alt er det et skridt i den rigtige retning, og jeg kan ikke vente med at få fingrene i den næste bog i serien.

Oliver Twist

Men man kan åbenbart ikke nøjes med drager, levende tusindbenede kister og troldmænd her i livet, har jeg i hvert fald hørt, selv hvis jeg endnu ikke har nogen beviser derpå, så jeg fik også færdiggjort Oliver Twist her i ferien. Det og så skal jeg bruge den i et AT-forløb. Eller rettere sagt bruger jeg AT-forløbet som en undskyldning for at læse en smule Charles Dickens. En af de to ting.
Nu skal jeg nok forsøge at undlade at trække for meget af mine to analyser (nykritisk og socialhistorisk, undskyld) ind over.
Nå, hvad er der så at sige. Først og fremmest så vil jeg starte ud med et af de bedste elementer ved hele bogen. Charles Dickens måde at skrive på. Til tider kan han godt blive ført lidt på vildspor i sit eget sprogbrug, men han har så meget humor, så mange skarpe fortællerkommentarer og så megen charme, at historien bare flyder afsted. Til tider kan den være lidt tung og køre lidt for langt som sagt, men for det meste havde jeg ikke nogen problemer. Den måde, han skriver på, det føles bare sådan, som en historie bør fortælles. Ikke nødvendigvis skrives, men helt klart fortælles. Især af en 1800-tals britte.

Der er også adskillige charmerende personer at finde i bogen, blandt andet den unge gadetyv The Artful Dodger, men desværre var Oliver selv for det meste lidt tør. Han var ikke så slem, som jeg havde frygtet, og han har da sine mere interessante øjeblikke samt lidt af et temperament især i starten, men hans rolle er nu engang den af et offer, som tjener at tale børnearbejderens sag i industrialiseringens England. Han er godhjertet og ren og behandles dårligt af folk fra adskillige folkelag, samtidigt med at flere omkring ham forsøger at udnytte ham til selv at tjene penge. Verdenen rundt om ham virker også nogle gange en smule overdrevet, eksempelvis da lederne af et arbejdshus for unge begynder at flippe helt ud, da han spørger efter lidt ekstra at spise, men Dickens skriver det som sagt med en sådan charme, at man godt kan tilgive det.

Hvad, jeg dog ikke helt så meget kan tilgive, er det indskudte romantiske subplot mellem to mindre vigtige karakterer, noget jeg aldrig havde forestillet mig fra Oliver Twist. I sidste ende virker det vel også til at give fin mening, men i det hele taget, må jeg indrømme, at jeg fandt delene blandt de finere folkelag lidt mere tørre end alt, hvad der har med Fagins tyve eller med selve børnearbejdet at gøre. Det er bare ikke nær så interessant, og selv om der er en eller to behagelige karakterer, som også ender med at spille fornuftige roller i historien, så var de dele bare ikke nær så stærke. Nej, det gode kød er mest blandt tyvene, som måske er meget luskede og tydeligvis onde for det meste, men som alligevel har en smule dybde gemt i sig.

Magnus Chase and the Ship of the Dead

Så er vi ved det sidste for denne gang, og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg haft lidt svært ved at vide, hvad præcis jeg skulle sige om Rick Riordans tredje bog i hans serie af moderne genfortællinger af den nordiske mytologi. Jeg voksede op med hans Percy Jackson bøger (det samme, men med græsk mytologi), som jeg virkeligt elskede, og som jeg stadigvæk holder meget af frem til denne dag. Senere læste jeg hans triologi om egyptisk mytologi, som jeg nød, men dog lidt gik hen og glemte alt om igen. Heldigvis blev jeg så positivt overrasket over de første to bøger i denne nye serie, da det, for mig i hvert fald, virkede som om, han forsøgte sig med nogle nye ting og byggede op til en længere serie igen. Derfor havde jeg også set frem til den tredje bog, The Ship of the Dead, selvom jeg må indrømme, at titlen gjorde mig en lille smule bekymret. "Hvis det er meningen, at den sidste bog skal handle om ragnarok i en eller anden forstand" tænkte jeg "er det så ikke lidt tidligt at bringe Naglfar ind?. Men jeg regnede samtidigt med, at han havde en løsning til det. Den første havde trods alt klaret skærene og var sluppet afsted med Fenris Ulven indenfor visse rammer. Den sidste havde også brugt nogen tid på at bygge denne situation op. Desuden tænkte jeg, at det vel ikke kunne skade at introducere Helheim for alvor og få nogle flere ragnarok elementer stillet på plads, så egentligt endte jeg med at gå rimeligt optimistisk ind i bogen alligevel.

Hvad tænkte jeg så, da den var færdig. Tja, altså jeg syntes ikke ligefrem, at jeg ville kalde den dårlig eller ringe eller så skuffende endda igen. Den gjorde nogle sunde ting for karaktererne for at udvikle dem videre, og det kunne jeg rigtigt godt lide. Det var heller ikke fordi, at plottet ikke havde nogle gode sider, selvom det var lidt ustabilt. Alt i alt tænkte jeg, at den fungerede fint som et midtpunktet i serien. Her kommer så lige en meget mild spoiler, ikke for bogen som sådan, men mere bare for virkeligheden, men nu er du advaret. Det var den sidste bog i serien.

Åh møg...

For pludseligt blev denne bogs okay slutning til en rimeligt tam en. Jeg ved ikke engang helt, hvorfor det er den sidste bog, det giver ingen mening. Hvorfor bruge så lang tid på at uddybe karakternes baggrundshistorier og introducere potentiale, hvis det alligevel er slut lige om lidt. Så burde fokus, noget af det i hvert fald, have været på at opbygge spænding, for det var der ærgeligt nok ikke særligt meget af i den her. Hvis der overhovedet var noget altså. Okay, nu er jeg måske lidt for hård, men hvis jeg skal være helt ærlig, så blev jeg ved med at glemme alt om, at det hastede med endemålet for heltene. Jeg synes bare, at det, der skete med karaktererne, var langt mere interessant. Jeg vidste mere eller mindre præcis, hvad der ville komme til at ske til sidst, fordi det stort kun kunne gå én vej. Jeg regnede med, at der ville være mere senere hen. Det er der så åbenbart ikke.

Nu er jeg måske så heller ikke længere den helt optimale målgruppe, det indrømmer jeg. Primært fordi jeg kender alle myterne, som genfortælles undervejs og derfor begynder at gætte mig halvvejs i mål, så snart bestemte navne begynder at dukke op. Men det kunne jeg sagtens have tilgivet, det lover jeg. Problemet med "The Ship of the Dead" var simpelthen bare, at... der var ikke nogen konsekvenser, noget som jeg ellers synes, at Percy Jackson håndterede rimeligt flot for en ungdomsserie at være. Intet dårligt skete for alvor dog her, hvis nogen tog en beslutning. Der var aldrig noget, som vendte tilbage for at bide hovedpersonerne bagi, hvilket lidt underminerede hele udviklingen af karaktererne. Samtidigt så synes jeg ikke rigtigt, at bogen rigtigt gjorde brug af de værktøjer, den havde til stede. Der var så meget potentiale, hvis den bruger ikke så meget af det. Oven i det så er den faktisk heller ikke særligt lang, en del kortere end den forrige og langt overlegne bog, som ikke engang havde en nær så stor historie. Så var der også en næsten fuldstændigt ligegyldig cameo undervejs, der fyldte to-tre kapitler, og som måske var behagelig fanservice, men som i sidste ende betød intet. Med en smule justering kunne den både have været behagelig og relevant for plottet.

Jeg havde sådan håbet på, at denne bog ville bryde ud af Riordan formlen en smule, og jeg synes ikke engang, det er særligt meget at forlange. Han har gjort det før, det var en af grundene til, at Percy Jackson fungerede så godt som en serie. Alle bøgerne genfortalte måske diverse historier fra den græske mytologi, imens de sendte unge halvguder ud på missioner, men undervejs prøvede den også lidt noget at variere sig selv. Ikke på revolutionerende vis, men nok til at det betød noget. Femmeren nok mest af alt, men både toeren, treeren og fireren havde hver især et eller andet i deres plot, der fik dem til at stikke ud fra resten af serien. Det har "Ship of the Dead" ikke rigtigt, vil jeg argumentere for. Jeg ville have elsket, hvis han forsøgte sig noget lidt andet med denne bog, bare et eller andet. Men nej.

Som det sidste så var skurkene nu altså en smule uduelige. Som i ret meget. Det var jo heller ikke fordi, at hans forrige serier gjorde sine mytologiske skikkelser til hverken Smeagol, Hannibal Lector eller noget medlem af Lannister familien. Men det hjalp en hel del, at han skabte dødelige, som de kunne omgås, og som kunne afspejle heltene. Det havde selv Kane Chronicles. Det havde de to forrige bøger i serien også, hvilket var et af de bedste elementer, men hvor det blev af denne gang, det ved jeg ikke. Det var ikke engang fordi, at Riordan havde været nødsaget til at gøre særligt meget for at få bare en kort tilstedeværelse (host host, Helheim, host host). Ellers så må jeg indrømme, at jeg nok bare ikke er særligt stor fan af hans Loke. Faktisk kan jeg næsten bedre lide Marvel udgaven end, hvad denne bog har at byde på. Det gjorde ondt at skrive, og jeg er ked af det, Rick. Men i mine øjne så virker denne udgave simpelthen bare for... simpel. Hans motivationer giver fin mening, og han besidder mange af de egenskaber, jeg godt kan lide ved Loke. Han er måske bare lidt for ond til min smag. Og det er ikke fordi, at jeg har noget imod Loke som ond, for han kan skam være en snog, en rotte og en uduelig slyngel. Jeg kan bare godt lide at se nogle positive træk ved ham, for dem har han trods alt fremvist i mytologien fra tid til anden, det første af hvilke kunne være en smule intelligens. For her var han bare lidt for dum faktisk. Eller måske bare lidt for "muhahaha" ond. Jeg synes bare, han hører mere til et sted i baggrunden med en plan. Jeg ved det ikke. Han virkede bare ikke for mig, hvilket var lidt af en skam, for jeg synes at erindre, at jeg godt kunne lide ham i de første to. Mere end her under alle omstændigheder.

Det er måske også uretfærdigt, når det er en karakter, jeg har så mange tanker om i forvejen, og som jeg allerede har en yndlingsudgave af, og ja, jeg er udmærket klar over, at Valhalla versionen også er et langt stykke fra de oprindelige myter. Jeg synes bare, han bedre fanger de mange forskellige aspekter af karakteren på samme tid, selv hvis han til gengæld er lidt for god. Men tja, det er svært at sige, og måske har jeg bare for høje forventninger og et nostalgisk syn på karakteren.

Så kort fortalt, for denne anmeldelse blev pludseligt meget længere, end jeg havde regnet med, og klokken er efterhånden mange, så var det en underholdende og som altid sjov bog med en håndfuld gode karakterer. Jeg ville bare have ønsket, at der havde været lidt mere spænding, lidt mere liv og lidt flere nye ideer i den, samt at han faktisk havde gjort noget med sine karakterer, for det her tjente bare ikke som en særligt tilfredsstillende slutning, plotmæssigt.