”En ikcedzap (opkaldt efter den lyd, væsnets navngiver lavede ved
opdagelsen) har form som en fasan, men den er langt større og langt mere
frygtindgydende. Ikcedzappen er almindeligvis omtrent to meter høj og en meter
bred. Den er også ofte meget beskidt, da den for det meste lever af restaffald
og kadavere, den finder rundt omkring. Derfor er de særligt almindelige efter krige,
hvor de har store buffeter at tage for sig af.
Dette vilddyr er samtidigt en farlig modstander, hvis
skarpe kløer har taget mange uforberedte jægere med den i døden, og derfor
vælger de fleste helt at undgå dem, lige bortset fra de modigste, dygtigste
eller de dummeste.”
Fortæller: Svartgrima
Periode: Xen 747FA
Placering: Frigusheim,
mellem Nissebjergene og Vinterskov
Jeg har ikke meget til overs for fjolser, fjog og fæhoveder.
Det virker måske for jer som en slem ting at sige, nu da de er døde, men det er
den eneste måde, jeg kan introducere dem på. For det var præcis den måde, de
introducerede sig selv over for mig på.
I et halvt år havde jeg rejst med dem, da det skete. Det var
mere en aftale baseret på pragmatik og behov end noget andet. For venskab og
fornøjelse var der ingen af os, der opnåede, det er der ingen tvivl om.
Jeg havde brug for penge og noget at tage mig til. De havde brug for en person med en hjerne blandt sig.
Jeg havde brug for penge og noget at tage mig til. De havde brug for en person med en hjerne blandt sig.
Før du koger over og siger, at jeg er uretfærdig, så lad mig lige stille dig et
spørgsmål: Tror du virkelig på, at det er nemmere for en af os at lære jeres ”almene
tungemål” eller "fredsmål", end det ville være for en af jer træstammer at lære prat-te-zhuna?
Hver evig eneste af jer forventer, at vi kan forstå, hvad I ævler på dette uforståelige blomster-sprog, men kun én eneste gang i mit liv har en af jer spurgt, hvor man kunne få undervisning i vores.
Vi har boet i landet længere end nogen af jer, men i stedet er det jeres sprog, alle forventes at forstå.
Hvorfor ikke omvendt? Eller hvis vi virkeligt skal gå tilbage til dette lands oprindelige tungemål, hvorfor så ikke urt-myak? Personligt taler jeg alle tre. Vil du gerne vide hvordan? Svaret er ganske simpelt. Det kaldes en uddannelse.
Hver evig eneste af jer forventer, at vi kan forstå, hvad I ævler på dette uforståelige blomster-sprog, men kun én eneste gang i mit liv har en af jer spurgt, hvor man kunne få undervisning i vores.
Vi har boet i landet længere end nogen af jer, men i stedet er det jeres sprog, alle forventes at forstå.
Hvorfor ikke omvendt? Eller hvis vi virkeligt skal gå tilbage til dette lands oprindelige tungemål, hvorfor så ikke urt-myak? Personligt taler jeg alle tre. Vil du gerne vide hvordan? Svaret er ganske simpelt. Det kaldes en uddannelse.
Men nok om det. Jeg havde en historie at fortælle. En
der forhåbentligt stiller jer til tilfreds, hvad jeres afdøde venner angår,
samtidigt med at den får jer til at lade mig være i fred. De var måske en flok
fjolser, men jeg krummede aldrig et hår på nogen af deres hoveder, med
undtagelse fra den ene gang hvor en fuld Knut forsøgte at blive lidt for
selskabelig.
Vi nåede frem til Argnars Tinde efter middag og fik
slået lejr på dens sneklædte top nær der, hvor den ender og fører ned i et farligt
dyb.
Derefter brød der en diskussion ud blandt de andre vagter. Det var ikke ligefrem nogen overraskelse. Det var altid samme emne, de diskutterede, de fjolser.
Få ting kunne få dem op at køre på samme måde som våbensnak. Det, kvindfolk og så lige vinters krig. Åh, guld hvor de elskede at snakke om vinters krig. En sag de ikke vidste zkwar om. Så var deres evige spyd-mod-sværd diskussion alligevel at foretrække.
Derefter brød der en diskussion ud blandt de andre vagter. Det var ikke ligefrem nogen overraskelse. Det var altid samme emne, de diskutterede, de fjolser.
Få ting kunne få dem op at køre på samme måde som våbensnak. Det, kvindfolk og så lige vinters krig. Åh, guld hvor de elskede at snakke om vinters krig. En sag de ikke vidste zkwar om. Så var deres evige spyd-mod-sværd diskussion alligevel at foretrække.
Det begyndte, da Sværd-Svend som sædvanligt var nødt
til at fremvise sit eneste personlighedstræk.
Snart havde han trukket Lille-Asgar og Thord Totand ind på sin side. Imod dem var Store-Asgar og Gramse-Knut, ja selv Gyldi-Tond-Helra var blevet involveret. Åndsvage gobling. Hun skulle aldrig have forladt sin stamme.
Men de råbte altså og skrålede, som kun mennesker kan gøre det. Misforstå mig ej. Folk skændes også derhjemme, men at have en diskussion om våben uden at tage et eneste i brug… jeg ser ikke idéen bag.
Selv sad jeg og var i gang med min første aftenøl, da de startede. Inden længe havde jeg fanget og nedlagt den femte. Én ting havde jeg savnet i min tid væk fra mit folks bjerge, og da vi to dage tidligere stødte på en handelsmand med den ægte vare direkte ud af Zhunazhong, kunne jeg ikke komme af med mine hårdt tjente mønter hurtigt nok.
Den femte var netop blevet tømt, og jeg var gået i gang med at slikke slatter op, da de valgte at involvere mig i deres håbløse diskussion.
”Det er noget værre ævl, og det ved du godt. Hverken Signy eller Hlín ville nogensinde gøre noget så dumt” råbte Sværd-Svend. ”Desuden har du aldrig set nogen af dem, det nægter jeg at tro på. Du stod stadigvæk derhjemme og passede svin, da krigen endte. Det ved vi allesammen”.
”Min farbror fortalte mig om dem” svarede Gramse-Knut ham. ”Begge Tvendesaxe kæmpede med spyd ved Slaget om Elven. Signy alene nedlagde nok femten modstandere med sit, før hun mistede det”.
”Du lyver, eller også ved du bare ikke en skid. Signy brugte ikke et spyd. Hun blev opfostret i Odarsted kongsgård blandt Kong Sigwulfs vikinger. Hun ville aldrig have fået den jævne mands våben. Nej, sværdet er det eneste, der egner sig til en heltinde som hende. Du har måske ikke set hende, men jeg er fra hovedstaden. Jeg ved, hvad kongens folk bærer i kamp. Jeg behøver ikke påstå at have bevidnet krigen”.
Gramse-Knut vidste ikke helt, hvad han skulle svare på det. Men så fik han øje på mig. ”Spørg nissen”.
De vendte sig straks mod mig, men ikke en af dem rørte sig. I flere sekunder kiggede de bare nervøst på hinanden. Det fik mit hjerte til at varme op.
”Hvorfor spørger du hende ikke selv, det er dig, der er så insisterende?” spurgte Sværd-Svend. ”Eller du tør måske ikke komme nær hende igen, efter hvad der skete sidste gang?”.
”Min arm var brækket i halvanden måned” svarede Gramse-Knut. ”Jeg fatter ikke, at Vagn ikke fyrede hende”.
”Tja, hun viste jo i hvert fald, at hun var i stand til at holde folk væk fra goderne” bemærkede Sværd-Svend. Omkring ham begyndte flere af de andre at grine. ”Men hvis du er bange, skal jeg nok gøre det. Halløj, Svartgrima, hvad siger du? Du var med ved Slaget om Elven, ikke? Brugte Signy et spyd eller ej?”.
Jeg rettede mig op og lod den tomme ølflaske falde til jorden. ”Det husker jeg ikke. Det er flere år siden. Jeg brugte det meste af den dag på at hakke svinehyrder i småstykker for at fodre dem til min ulv”.
Gramse-Knut knyttede hvad, han nok selv ville have kaldt en næve, men jeg i stedet vælger at betegne som en hudklump. Hverken Thord Totand eller Store-Asgar så glade eller muntre ud. Lille-Asgar lagde en hånd på sit sværdskæfte, og Gyldi-Tond-Helra kiggede spændt på. Kun Sværd-Svend, den nar, var helt rolig.
Hvor meget det end gør ondt at indrømme, så ville han nok have gjort en udmærket nisse.
”Det har jeg svært ved at tro på, at du ikke husker. Du flygtede uden tvivl, da du fik øje på tvendesaxene”.
”Eller også var de allerede flygtet fra Gutgols vrede?” foreslog jeg. ”Der skete mange ting den kamp-dag.
Men uanset hvad er jeres argumenter åndsvage. Det ændrer ikke på et våbens kvalitet, hvorvidt en af jeres store krigere har benyttet sig af det. Spørgsmålet er, hvad du kan gøre med det. Tag min økse, Thorun, her. Med den kan jeg flække de fleste kranier, mine hug er perfekte til en højde af et menneskeknæ, og desuden har jeg altid noget at hugge brænde med. Men hvis en af jer skulle få fat i min økse, tvivler jeg på, at I overhovedet ville kunne ramme et træ”.
Sværd-Svend tog et skridt nærmere. ”Er det en udfordring?” spurgte ham.
”Nej, jeg ser kun en lille slapsvans. Ikke noget jeg vil kalde en udfordring. Min mor kunne knække dig midt over, imens hun var gravid med tvillinger”.
”Det tænkte jeg nok” fnøs jeres nidding. ”Du har ikke andet end tomme ord at kaste nogen vegne. Så tæt på bjergene kunne du aldrig vove at gøre noget. Hvis freden skulle falde fra hinanden, ville dit folkefærd være fortabt”. Jeg fik hovedpine bare ved at høre ham bruge ordet.
”Fred-en” sagde jeg. ”Jeg er ikke bange for jeres falske ’fred’. Hvis noget ord er tomt, så er det det. Et ord I har konstrueret for en tilstand, der ikke findes”.
”Nå ja” nikkede Sværd-Svend med hån i tanke. ”Jeres ’barske’ sprog. Zantol så, eller hvad end I ellers kalder det”.
”Zantol er øl-pause. Kort rast i en konflikt, ofte til forhandling. Det er ikke fred. Denne ’fred’, I snakker om, er alle konflikters ikke-væren. Men I forstår ikke. Krig er en skikkelse, konflikt kan tage. Én skikkelse. Der er andre. I forstår ikke natur bag konflikt. Konflikt er liv mere end noget andet. Liv består af konflikt, af problemer… jeres ’fred’ er margth selv. Er ligesom den endelige død. Så faktisk er ’fred’ følge af krig mere end noget andet”.
Den skulle de lige have to gange, kunne jeg godt se. Ingen af dem lod til at forstå min sandhed. Det nåede de nok aldrig.
Jeg fik ikke tid til at forklare yderligere, for Vagn, lederen af vores karavane, og guldbæreren, dukkede op.
”Sidder I bare her og dovner den af? Hvad er det lige, jeg betaler jer? Folk er trætte, sultne og kolde, og vi har intet brænde. Se så at lette bagdelen og få samlet noget. Jeg er ligeglad, hvem af jer der ordner det, men få fundet en økse og ordnet det, inden vi alle fryser ihjel”. Så smuttede han igen for at ordne andre sager, og vi vagter var alene tilbage.
”Det lød som om, det hastede” bemærkede Sværd-Svend. ”I så fald må det hellere være en, der kan ’ramme et træ’”.
Snart havde han trukket Lille-Asgar og Thord Totand ind på sin side. Imod dem var Store-Asgar og Gramse-Knut, ja selv Gyldi-Tond-Helra var blevet involveret. Åndsvage gobling. Hun skulle aldrig have forladt sin stamme.
Men de råbte altså og skrålede, som kun mennesker kan gøre det. Misforstå mig ej. Folk skændes også derhjemme, men at have en diskussion om våben uden at tage et eneste i brug… jeg ser ikke idéen bag.
Selv sad jeg og var i gang med min første aftenøl, da de startede. Inden længe havde jeg fanget og nedlagt den femte. Én ting havde jeg savnet i min tid væk fra mit folks bjerge, og da vi to dage tidligere stødte på en handelsmand med den ægte vare direkte ud af Zhunazhong, kunne jeg ikke komme af med mine hårdt tjente mønter hurtigt nok.
Den femte var netop blevet tømt, og jeg var gået i gang med at slikke slatter op, da de valgte at involvere mig i deres håbløse diskussion.
”Det er noget værre ævl, og det ved du godt. Hverken Signy eller Hlín ville nogensinde gøre noget så dumt” råbte Sværd-Svend. ”Desuden har du aldrig set nogen af dem, det nægter jeg at tro på. Du stod stadigvæk derhjemme og passede svin, da krigen endte. Det ved vi allesammen”.
”Min farbror fortalte mig om dem” svarede Gramse-Knut ham. ”Begge Tvendesaxe kæmpede med spyd ved Slaget om Elven. Signy alene nedlagde nok femten modstandere med sit, før hun mistede det”.
”Du lyver, eller også ved du bare ikke en skid. Signy brugte ikke et spyd. Hun blev opfostret i Odarsted kongsgård blandt Kong Sigwulfs vikinger. Hun ville aldrig have fået den jævne mands våben. Nej, sværdet er det eneste, der egner sig til en heltinde som hende. Du har måske ikke set hende, men jeg er fra hovedstaden. Jeg ved, hvad kongens folk bærer i kamp. Jeg behøver ikke påstå at have bevidnet krigen”.
Gramse-Knut vidste ikke helt, hvad han skulle svare på det. Men så fik han øje på mig. ”Spørg nissen”.
De vendte sig straks mod mig, men ikke en af dem rørte sig. I flere sekunder kiggede de bare nervøst på hinanden. Det fik mit hjerte til at varme op.
”Hvorfor spørger du hende ikke selv, det er dig, der er så insisterende?” spurgte Sværd-Svend. ”Eller du tør måske ikke komme nær hende igen, efter hvad der skete sidste gang?”.
”Min arm var brækket i halvanden måned” svarede Gramse-Knut. ”Jeg fatter ikke, at Vagn ikke fyrede hende”.
”Tja, hun viste jo i hvert fald, at hun var i stand til at holde folk væk fra goderne” bemærkede Sværd-Svend. Omkring ham begyndte flere af de andre at grine. ”Men hvis du er bange, skal jeg nok gøre det. Halløj, Svartgrima, hvad siger du? Du var med ved Slaget om Elven, ikke? Brugte Signy et spyd eller ej?”.
Jeg rettede mig op og lod den tomme ølflaske falde til jorden. ”Det husker jeg ikke. Det er flere år siden. Jeg brugte det meste af den dag på at hakke svinehyrder i småstykker for at fodre dem til min ulv”.
Gramse-Knut knyttede hvad, han nok selv ville have kaldt en næve, men jeg i stedet vælger at betegne som en hudklump. Hverken Thord Totand eller Store-Asgar så glade eller muntre ud. Lille-Asgar lagde en hånd på sit sværdskæfte, og Gyldi-Tond-Helra kiggede spændt på. Kun Sværd-Svend, den nar, var helt rolig.
Hvor meget det end gør ondt at indrømme, så ville han nok have gjort en udmærket nisse.
”Det har jeg svært ved at tro på, at du ikke husker. Du flygtede uden tvivl, da du fik øje på tvendesaxene”.
”Eller også var de allerede flygtet fra Gutgols vrede?” foreslog jeg. ”Der skete mange ting den kamp-dag.
Men uanset hvad er jeres argumenter åndsvage. Det ændrer ikke på et våbens kvalitet, hvorvidt en af jeres store krigere har benyttet sig af det. Spørgsmålet er, hvad du kan gøre med det. Tag min økse, Thorun, her. Med den kan jeg flække de fleste kranier, mine hug er perfekte til en højde af et menneskeknæ, og desuden har jeg altid noget at hugge brænde med. Men hvis en af jer skulle få fat i min økse, tvivler jeg på, at I overhovedet ville kunne ramme et træ”.
Sværd-Svend tog et skridt nærmere. ”Er det en udfordring?” spurgte ham.
”Nej, jeg ser kun en lille slapsvans. Ikke noget jeg vil kalde en udfordring. Min mor kunne knække dig midt over, imens hun var gravid med tvillinger”.
”Det tænkte jeg nok” fnøs jeres nidding. ”Du har ikke andet end tomme ord at kaste nogen vegne. Så tæt på bjergene kunne du aldrig vove at gøre noget. Hvis freden skulle falde fra hinanden, ville dit folkefærd være fortabt”. Jeg fik hovedpine bare ved at høre ham bruge ordet.
”Fred-en” sagde jeg. ”Jeg er ikke bange for jeres falske ’fred’. Hvis noget ord er tomt, så er det det. Et ord I har konstrueret for en tilstand, der ikke findes”.
”Nå ja” nikkede Sværd-Svend med hån i tanke. ”Jeres ’barske’ sprog. Zantol så, eller hvad end I ellers kalder det”.
”Zantol er øl-pause. Kort rast i en konflikt, ofte til forhandling. Det er ikke fred. Denne ’fred’, I snakker om, er alle konflikters ikke-væren. Men I forstår ikke. Krig er en skikkelse, konflikt kan tage. Én skikkelse. Der er andre. I forstår ikke natur bag konflikt. Konflikt er liv mere end noget andet. Liv består af konflikt, af problemer… jeres ’fred’ er margth selv. Er ligesom den endelige død. Så faktisk er ’fred’ følge af krig mere end noget andet”.
Den skulle de lige have to gange, kunne jeg godt se. Ingen af dem lod til at forstå min sandhed. Det nåede de nok aldrig.
Jeg fik ikke tid til at forklare yderligere, for Vagn, lederen af vores karavane, og guldbæreren, dukkede op.
”Sidder I bare her og dovner den af? Hvad er det lige, jeg betaler jer? Folk er trætte, sultne og kolde, og vi har intet brænde. Se så at lette bagdelen og få samlet noget. Jeg er ligeglad, hvem af jer der ordner det, men få fundet en økse og ordnet det, inden vi alle fryser ihjel”. Så smuttede han igen for at ordne andre sager, og vi vagter var alene tilbage.
”Det lød som om, det hastede” bemærkede Sværd-Svend. ”I så fald må det hellere være en, der kan ’ramme et træ’”.
Indtil videre lyder det ikke til, at alle mine udsagn
hænger sammen, det forstår jeg godt. Da jeg vandrede afsted for at finde
brænde, havde jeg også lyst til at lade dem finde ’fred’, det skal ikke være en
hemmelighed. Men det var nu ikke mig, der endte med at hjælpe dem dertil.
De sendte Gyldi-Tond-Helra med mig for at finde det
nødvendige træ. Hun havde det med at gøre næsten alt, hvad der var forlangt af
hende. Ingen rygrad, ingen modvilje. Personligt tror jeg ikke, det har gavnet
Frost-Klan at have så mange stille år, ikke at være med i vinters krig. For Gyldi-Tond-Helra
voksede op med heltehistorier uden selv at se nogen kampe eller krigere på nær
hold. Hun drømte om ære, hæder og andet ævl.
Hvis blot hun havde mistet en slægtning i kamp, var hun aldrig draget bort for at blive eventyrer.
Hun snakkede på hele vores gåtur til dal-træer. Om hendes holdning, hendes mening, hendes beundring af, hvad der var sagt og sket. Hun havde hørt om en duel, jeg kæmpede i vinters krig, og ville lade mig vide, hvor meget hun elskede min bedrift. Opfattede det knap nok, da jeg begyndte at fylde brænde i hendes favn.
”Har du grob?” spurgte jeg, både for at hun skulle tie, men også fordi jeg var tørstig.
”Grob? Hva? Nej, hvorfor skulle jeg have det med mig her?”.
”For at drikke” svarede jeg. ”Hvad skulle man ellers med grob? Men tilbage i vores lejr så?”.
Hun rystede med sit hoved. ”Nej, ikke på en arbejdstur. Ikke når det er vigtigt at være opmærksom”.
”Jeg er opmærksom på grob” svarede jeg og tog et par snif, men hun lugtede ikke godt nok til at have noget på sig. Dog fangede jeg en anden fært, en der fik mit blod til at vågne. ”Tilbage til vores lejr” sagde jeg.
”Jeg har jo sagt, at jeg ikke har noget” sagde Gyldi-Tond-Helra stædigt. ”Desuden har vi slet ikke nok brænde”.
”Brænde kan vente” svarede jeg. ”Noget bevæger sig mod de andre. Noget stort og stinkende. Smid brænde på jorden og tag dit spyd”.
Hvis blot hun havde mistet en slægtning i kamp, var hun aldrig draget bort for at blive eventyrer.
Hun snakkede på hele vores gåtur til dal-træer. Om hendes holdning, hendes mening, hendes beundring af, hvad der var sagt og sket. Hun havde hørt om en duel, jeg kæmpede i vinters krig, og ville lade mig vide, hvor meget hun elskede min bedrift. Opfattede det knap nok, da jeg begyndte at fylde brænde i hendes favn.
”Har du grob?” spurgte jeg, både for at hun skulle tie, men også fordi jeg var tørstig.
”Grob? Hva? Nej, hvorfor skulle jeg have det med mig her?”.
”For at drikke” svarede jeg. ”Hvad skulle man ellers med grob? Men tilbage i vores lejr så?”.
Hun rystede med sit hoved. ”Nej, ikke på en arbejdstur. Ikke når det er vigtigt at være opmærksom”.
”Jeg er opmærksom på grob” svarede jeg og tog et par snif, men hun lugtede ikke godt nok til at have noget på sig. Dog fangede jeg en anden fært, en der fik mit blod til at vågne. ”Tilbage til vores lejr” sagde jeg.
”Jeg har jo sagt, at jeg ikke har noget” sagde Gyldi-Tond-Helra stædigt. ”Desuden har vi slet ikke nok brænde”.
”Brænde kan vente” svarede jeg. ”Noget bevæger sig mod de andre. Noget stort og stinkende. Smid brænde på jorden og tag dit spyd”.
Aldrig i mit liv havde jeg set en så stor fugl før. Den
må have været fem gange så høj som mig. Næsten dobbelt så høj som Gyldi, og hun
var en gobling. Selv i forhold til Store-Asgar må den have været massiv, høj som
en trold, og den var i hvert fald gået lige igennem ham. Hans stumper var
spredt i hvid sne, hvor de dannede et mønster.
De nyttesløse fjer var dækket af blod, og dens hals var omslynget af indvolde. Alene det dræber-næb, den havde, så ud til at værre større end mig.
Vores lejr var et værre rod. Alt var væltet, rundt omkring lå flere af dens afdøde ofre. Nogle var vist stadig i live, men det var svært at sige. Henne ved den stejle klippekant lå et knækket spyd og en afbidt arm. Selv var det store udyr i gang med at æde Gramse-Knuts hjerte. Det må jeg give den: Den kendte til det bedste kød på et byttedyr.
Gyldi var lige ved at vælte, da hun så vores ikke-lejr. ”Hvad er det for en rædsel?” spurgte hun.
Jeg blev overrasket. Jeg havde regnet med, at alle goblinger kendte til dette rovdyr.
”Mit folk kalder dem ’wolram-te-shindenarth’. Det betyder ’vilddyr-af-lig’. De er ådelsædere og vokser sig fede, farlige og flere under krig. Kød-bjerg her må have taget for sig under vinters krig. Den ser ud til at kunne sluge mig i en mundfuld”.
Gyldi begyndte på en ustyrlig rysten, og hun kom til at ramme et træ med sit spydskaft. Kød-bjerg kiggede op og søgte det omgivende terræn med sit blik. Øjne så store som ølkrus. Med kløer der kunne skære i jern.
Efter et øjeblik gav den op og begyndte igen at flå Ej-Længere-Gramse-Knuts rester.
”Den er farlig, ja” fortalte jeg min våbensøster. ”Men det skal du ikke tænke på. Den fanger os, hvis vi løber. Den slår os ihjel, uanset hvad vi gør. Medmindre vi slår den ihjel først. Så tænk ikke på andet end at dræbe Kød-bjerg”.
Gyldi forsøgte at nikke, men kunne ikke. I det øjeblik kunne hun nok godt have brugt en smule grob.
”Hvad er planen?” spurgte hun. ”Det har jeg sagt” svarede jeg. ”Vi dræber Kød-bjerg uden at dø selv. Kom”.
Jeg tog et skridt frem fra træ og i syn, men uden at lave lyd. ”Stille. Helt stille. Hvis den ikke hører os, får den ikke mulighed for at dræbe”.
Gyldi fulgte efter, men langsomt. Hun rystede stadig. Jeg burde bare have efterladt hende til sig selv.
De nyttesløse fjer var dækket af blod, og dens hals var omslynget af indvolde. Alene det dræber-næb, den havde, så ud til at værre større end mig.
Vores lejr var et værre rod. Alt var væltet, rundt omkring lå flere af dens afdøde ofre. Nogle var vist stadig i live, men det var svært at sige. Henne ved den stejle klippekant lå et knækket spyd og en afbidt arm. Selv var det store udyr i gang med at æde Gramse-Knuts hjerte. Det må jeg give den: Den kendte til det bedste kød på et byttedyr.
Gyldi var lige ved at vælte, da hun så vores ikke-lejr. ”Hvad er det for en rædsel?” spurgte hun.
Jeg blev overrasket. Jeg havde regnet med, at alle goblinger kendte til dette rovdyr.
”Mit folk kalder dem ’wolram-te-shindenarth’. Det betyder ’vilddyr-af-lig’. De er ådelsædere og vokser sig fede, farlige og flere under krig. Kød-bjerg her må have taget for sig under vinters krig. Den ser ud til at kunne sluge mig i en mundfuld”.
Gyldi begyndte på en ustyrlig rysten, og hun kom til at ramme et træ med sit spydskaft. Kød-bjerg kiggede op og søgte det omgivende terræn med sit blik. Øjne så store som ølkrus. Med kløer der kunne skære i jern.
Efter et øjeblik gav den op og begyndte igen at flå Ej-Længere-Gramse-Knuts rester.
”Den er farlig, ja” fortalte jeg min våbensøster. ”Men det skal du ikke tænke på. Den fanger os, hvis vi løber. Den slår os ihjel, uanset hvad vi gør. Medmindre vi slår den ihjel først. Så tænk ikke på andet end at dræbe Kød-bjerg”.
Gyldi forsøgte at nikke, men kunne ikke. I det øjeblik kunne hun nok godt have brugt en smule grob.
”Hvad er planen?” spurgte hun. ”Det har jeg sagt” svarede jeg. ”Vi dræber Kød-bjerg uden at dø selv. Kom”.
Jeg tog et skridt frem fra træ og i syn, men uden at lave lyd. ”Stille. Helt stille. Hvis den ikke hører os, får den ikke mulighed for at dræbe”.
Gyldi fulgte efter, men langsomt. Hun rystede stadig. Jeg burde bare have efterladt hende til sig selv.
Vi nåede en væltet vogn og søgte ly. Den var færdig
med et måltid og skulle videre til næste ret. Jeg så ikke hvem, men der lød et
kvalt smerteskrig.
”Du holder Kød-bjerg på afstand med dit spyd. Jeg kommer bagfra med min økse” hviskede jeg.
Spyd-gobling så ud til at forstå. Men ville hun også handle? Det bekymrede mig.
Vi gik hver sin vej rundt om vognen. Jeg først, derefter hende.
Jeg passerede gennem rød-hvid sne til knæene forbi flere ofre. Blandt dem var Vagn og Thord Totand.
Også Sværd-Svends skikkelse fik jeg øje på, men han var ikke død. Ikke helt endnu.
Han kiggede på mig og hostede noget blod. ”Hjælp” sagde han. ”Hjælp mig”. Hans ryg var hvilet op ad en tønde, og hans brystkasse blevet flænset af Kød-bjerg, men ikke dødeligt. Den gemte ham til senere.
”Shhh” sagde jeg. ”Stille. Skal ramme et træ”.
Gyldi var gået i position med sit spyd. Hun rystede stadig, men larmede i det mindste ikke.
Kød-bjerg havde sin ryg til gobling-spyd. Alt for optaget af sit måltid så det ud til. Indtil videre var alt godt. Jeg listede tættere på dens front, men uden at blive set.
Min økse og mine hænder var klar til at angribe. Jeg nikkede til spyd-gobling, der svarede igen.
Hun trådte frem mod Kød-bjerg og jog sit spyd mod det enorme legeme. Men Kød-bjerg var beredt.
Han drejede rundt og fangede Gyldis spyd i sit næb. Knuste det i hundrede splinter. Gyldis blod blev koldt.
Hun vendte sig og spænede, alt hvad hun kunne. Jeg gjorde noget dumt og sprang frem, for sent og for langt, for at ramme Kød-bjerg. Fik min økse i hans side, men det var kun en skramme. En anelse blod og så var han over mig. Fugl-kløer skar mig. Min ringbrynje Dagarr tog den største smerte, men også min arm blev ramt. Blod løb ned i sne igen, og jeg sprang til den ene side bag nogle kasser.
Kød-bjergs næb nærmede sig. Jeg kunne lugte dens ånde. Det var som en død ged, der havde ligget under jord i mange måneder. Ren råd og ikke på en god måde. Jeg greb en kasse til skjold og lykkedes at undgå dens bid.
Men Kød-bjerg var stærk, og jeg blev kastet tilbage. Tilbage mellem træer, sten og sne. Jeg blev slået til blods, både mit hoved, min brystkasse og min anden arm. Mit syn blev svimmelt, igen ikke på en god måde, og jeg havde svært ved at komme op.
”Du holder Kød-bjerg på afstand med dit spyd. Jeg kommer bagfra med min økse” hviskede jeg.
Spyd-gobling så ud til at forstå. Men ville hun også handle? Det bekymrede mig.
Vi gik hver sin vej rundt om vognen. Jeg først, derefter hende.
Jeg passerede gennem rød-hvid sne til knæene forbi flere ofre. Blandt dem var Vagn og Thord Totand.
Også Sværd-Svends skikkelse fik jeg øje på, men han var ikke død. Ikke helt endnu.
Han kiggede på mig og hostede noget blod. ”Hjælp” sagde han. ”Hjælp mig”. Hans ryg var hvilet op ad en tønde, og hans brystkasse blevet flænset af Kød-bjerg, men ikke dødeligt. Den gemte ham til senere.
”Shhh” sagde jeg. ”Stille. Skal ramme et træ”.
Gyldi var gået i position med sit spyd. Hun rystede stadig, men larmede i det mindste ikke.
Kød-bjerg havde sin ryg til gobling-spyd. Alt for optaget af sit måltid så det ud til. Indtil videre var alt godt. Jeg listede tættere på dens front, men uden at blive set.
Min økse og mine hænder var klar til at angribe. Jeg nikkede til spyd-gobling, der svarede igen.
Hun trådte frem mod Kød-bjerg og jog sit spyd mod det enorme legeme. Men Kød-bjerg var beredt.
Han drejede rundt og fangede Gyldis spyd i sit næb. Knuste det i hundrede splinter. Gyldis blod blev koldt.
Hun vendte sig og spænede, alt hvad hun kunne. Jeg gjorde noget dumt og sprang frem, for sent og for langt, for at ramme Kød-bjerg. Fik min økse i hans side, men det var kun en skramme. En anelse blod og så var han over mig. Fugl-kløer skar mig. Min ringbrynje Dagarr tog den største smerte, men også min arm blev ramt. Blod løb ned i sne igen, og jeg sprang til den ene side bag nogle kasser.
Kød-bjergs næb nærmede sig. Jeg kunne lugte dens ånde. Det var som en død ged, der havde ligget under jord i mange måneder. Ren råd og ikke på en god måde. Jeg greb en kasse til skjold og lykkedes at undgå dens bid.
Men Kød-bjerg var stærk, og jeg blev kastet tilbage. Tilbage mellem træer, sten og sne. Jeg blev slået til blods, både mit hoved, min brystkasse og min anden arm. Mit syn blev svimmelt, igen ikke på en god måde, og jeg havde svært ved at komme op.
Heldigvis for mig var Kød-bjerg ikke efter mig. Det
var knapt så heldigt for Gyldi. Jeg hørte hendes skrig, da jeg nåede tilbage
til vores lejr. Her fandt jeg Thorun, min økse på blodig jord, som var faldet
fra mig. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde, før Kød-bjerg kom tilbage, så
jeg skyndte mig at gå i gang. Gyldi skreg igen.
Først blev mine sår forbundet med nogle stofrester. Kunne ikke risikere at miste min bevidsthed på grund af blodmangel.
Derefter fandt jeg noget godt, tykt reb. Jeg havde kun en idé. Den var ikke god, men kunne måske virke.
Først blev mine sår forbundet med nogle stofrester. Kunne ikke risikere at miste min bevidsthed på grund af blodmangel.
Derefter fandt jeg noget godt, tykt reb. Jeg havde kun en idé. Den var ikke god, men kunne måske virke.
Jeg bandt en reb-ende om den spydspids, der engang
havde været i brug af Gyldi. En lille smule træ sad endnu fast, et stort nok
skafte til min plan. Den anden ende blev bundet til en tønde, som jeg skubbede
ud mod den stejle kant på Argnars Tinde. Dernæst fandt jeg enkelt øl, den
sidste jeg havde. Den bundede jeg.
”Har du bare tænkt dig at stå der?” spurgte Sværd-Svend. ”Den kommer snart tilbage. Du lod den bare dræbe Gyldi. Hvordan kunne du gøre det? Jeg troede, I skulle forestille at være et krigerfolk. Aldrig flygte fra en kamp. Og du lod hende bare dø uden at gøre noget. Vi hørte hendes skrig. Ved Hildurs klinge, har du ingen ære, kvinde?”.
Jeg slog min tomme flaske mod en sten, til jeg havde en glaskniv. Havde lagt Thorun fra mig ved et træ. Prøvede min nye glaskniv af i den ene hånd og Gyldis spydspids i den anden.
”Er det også, hvad du bare har tænkt dig at gøre igen her? Se på, imens jeg dør. Så kan du få lov at være den eneste tilbage. Få ret i dit møg med krig og fred. Er det en eller anden sindssyg nisse-ting, du har gang i?”.
”Jeg har gang i en plan, så jeg ikke dør” svarede jeg ham. ”Hvis du gerne vil indvies, siger du bare til”.
Det fik ham til at blive tavs. Han kiggede på mig med al sin opmærksomhed. Han ville gerne leve. Klog dreng.
”Kød-bjerg har spist mange. I vinters krig og nu. Han er stor og stærk, men langsom. Fed. Ingen wolram-te-shindenarth kan flyve. De har for små vinger og for meget kød. Men ham her er værre end de fleste. Når han først er faldet, får han svært ved at rejse sig igen”.
”Har du bare tænkt dig at stå der?” spurgte Sværd-Svend. ”Den kommer snart tilbage. Du lod den bare dræbe Gyldi. Hvordan kunne du gøre det? Jeg troede, I skulle forestille at være et krigerfolk. Aldrig flygte fra en kamp. Og du lod hende bare dø uden at gøre noget. Vi hørte hendes skrig. Ved Hildurs klinge, har du ingen ære, kvinde?”.
Jeg slog min tomme flaske mod en sten, til jeg havde en glaskniv. Havde lagt Thorun fra mig ved et træ. Prøvede min nye glaskniv af i den ene hånd og Gyldis spydspids i den anden.
”Er det også, hvad du bare har tænkt dig at gøre igen her? Se på, imens jeg dør. Så kan du få lov at være den eneste tilbage. Få ret i dit møg med krig og fred. Er det en eller anden sindssyg nisse-ting, du har gang i?”.
”Jeg har gang i en plan, så jeg ikke dør” svarede jeg ham. ”Hvis du gerne vil indvies, siger du bare til”.
Det fik ham til at blive tavs. Han kiggede på mig med al sin opmærksomhed. Han ville gerne leve. Klog dreng.
”Kød-bjerg har spist mange. I vinters krig og nu. Han er stor og stærk, men langsom. Fed. Ingen wolram-te-shindenarth kan flyve. De har for små vinger og for meget kød. Men ham her er værre end de fleste. Når han først er faldet, får han svært ved at rejse sig igen”.
Kød-bjerg trådte tilbage ind i vores gamle lejr. Mere blod
prydede hans gråbrune fjer. Et grønt øre hang fast i den klæbrige masse. Men
alligevel så han stadig sulten ud. Han gik rundt for en tid og ledte efter mere
at spise. Efter overskudne rester. Der var da også lidt af Lille-Asgar at
finde, som han slugte, men det var også det. Efter det blev han mørk i sinde. Han
var endnu ikke mæt. Krig havde gjort ham grådig. Han var vant til aldrig at
sulte. Jeg var vist ikke alene i at have problemer med ’fred’ som idé.
Efter en lille rum tid fik han øje på Sværd-Svend. Hans blik blev låst fast, hans ivrige, gule øjne smagte allerede hans kød. Hvert skridt, han tog, kastede sne, død og træ til siden. Sværd-Svend så ikke særligt modig ud. Men han rystede heller ikke. Lod til at have forstået at der kun var en ting, der betød noget, hvis man ville overleve.
Kød-bjerg nåede nær den stejle skrænt, ikke langt fra Sværd-Svend, der lå ved dens kant med den vigtige tønde ved sin side. Jeg holdt både glaskniv og spydspids klar.
”Hvad glor du på, din grimme kylling!” råbte Sværd-Svend. ”Du ligner en fasan, der har indset, hvor fuld af møg den faktisk er. Jeg har set mere skræmmende kløer på en regnorm end på dig”.
Hans ord ophidsede en allerede ivrig Kød-bjerg. Dens gule øjne tordnede. Fugl tog et skridt videre. Jeg tog femten.
Kød-bjerg så mig ikke komme. Under ham gled jeg i rød-hvid sne. Her skar jeg først hul med glaskniv og jog så reb-spydspids ind lige bagefter. Før han kunne nå at få ram på mig, sprang jeg tilbage til et træ, hvor Thorun lå.
”Hils Hel på vejen” kaldte Sværd-Svend. Han sparkede, og tønde trillede ud over dyb kant.
Kød-bjerg hvinede, da det trak i hans ben. Han var stærk nok til at kæmpe imod, men Gyldis spydspids sad godt begravet, og det var en tung tønde. Han greb fat i jord, sten og rod under sne, men væltede alligevel.
Denne gang kunne han ikke kaste mig til siden.
Det tog ét hug med Thorun, så var hans afskyelige hoved og krop to legemer hver for sig.
Den enorme, blodige fuglekrop blev trukket efter den tunge tønde og faldt mod hårde klipper mange meter nede.
Intet var genkendeligt efterfølgende. Kød-bjergs store hoved sad alene tilbage og stirrede på mig med sine betændelsesgule øjne. De var stadigvæk sultne.
Efter en lille rum tid fik han øje på Sværd-Svend. Hans blik blev låst fast, hans ivrige, gule øjne smagte allerede hans kød. Hvert skridt, han tog, kastede sne, død og træ til siden. Sværd-Svend så ikke særligt modig ud. Men han rystede heller ikke. Lod til at have forstået at der kun var en ting, der betød noget, hvis man ville overleve.
Kød-bjerg nåede nær den stejle skrænt, ikke langt fra Sværd-Svend, der lå ved dens kant med den vigtige tønde ved sin side. Jeg holdt både glaskniv og spydspids klar.
”Hvad glor du på, din grimme kylling!” råbte Sværd-Svend. ”Du ligner en fasan, der har indset, hvor fuld af møg den faktisk er. Jeg har set mere skræmmende kløer på en regnorm end på dig”.
Hans ord ophidsede en allerede ivrig Kød-bjerg. Dens gule øjne tordnede. Fugl tog et skridt videre. Jeg tog femten.
Kød-bjerg så mig ikke komme. Under ham gled jeg i rød-hvid sne. Her skar jeg først hul med glaskniv og jog så reb-spydspids ind lige bagefter. Før han kunne nå at få ram på mig, sprang jeg tilbage til et træ, hvor Thorun lå.
”Hils Hel på vejen” kaldte Sværd-Svend. Han sparkede, og tønde trillede ud over dyb kant.
Kød-bjerg hvinede, da det trak i hans ben. Han var stærk nok til at kæmpe imod, men Gyldis spydspids sad godt begravet, og det var en tung tønde. Han greb fat i jord, sten og rod under sne, men væltede alligevel.
Denne gang kunne han ikke kaste mig til siden.
Det tog ét hug med Thorun, så var hans afskyelige hoved og krop to legemer hver for sig.
Den enorme, blodige fuglekrop blev trukket efter den tunge tønde og faldt mod hårde klipper mange meter nede.
Intet var genkendeligt efterfølgende. Kød-bjergs store hoved sad alene tilbage og stirrede på mig med sine betændelsesgule øjne. De var stadigvæk sultne.
Jeg fik fundet noget mere stof, så jeg kunne lave bandager
til Sværd-Svend.
Han beklagede sig ikke, da jeg rørte ved hans sår, selvom det må have gjort ondt.
”Vi overlevede” sagde han. ”Men hvorfor? Da udyret først dukkede op og angreb, kæmpede vi alle sammen imod. Vi var den langt i overtal. Jeg kan ikke forstå, hvordan den udslettede os med så lidt besvær. Vi burde have været beredt. Det var vores arbejde, og alle disse folk er døde, fordi vi ikke passede det ordenligt. Åh, i guder… Knut, Thord, begge Asgarer, Vagn og alle de andre. Jeg havde ikke regnet med… jeg havde ikke troet”.
”Der er ikke noget at gøre ved det” fortalte jeg ham. ”Få noget søvn, så du ikke slutter dig til dem. Nogen må overleve”. Han havde ikke lyst til at høre efter, men lå alligevel ikke længe efter og snorkede.
Han beklagede sig ikke, da jeg rørte ved hans sår, selvom det må have gjort ondt.
”Vi overlevede” sagde han. ”Men hvorfor? Da udyret først dukkede op og angreb, kæmpede vi alle sammen imod. Vi var den langt i overtal. Jeg kan ikke forstå, hvordan den udslettede os med så lidt besvær. Vi burde have været beredt. Det var vores arbejde, og alle disse folk er døde, fordi vi ikke passede det ordenligt. Åh, i guder… Knut, Thord, begge Asgarer, Vagn og alle de andre. Jeg havde ikke regnet med… jeg havde ikke troet”.
”Der er ikke noget at gøre ved det” fortalte jeg ham. ”Få noget søvn, så du ikke slutter dig til dem. Nogen må overleve”. Han havde ikke lyst til at høre efter, men lå alligevel ikke længe efter og snorkede.
Han burde stadigvæk være i live. Jeg tjekkede til ham
for en halv time siden, og jeg har holdt ham tæt på denne ild, for at han ikke
skulle fryse. Brænde var der rigeligt af til to. Alligevel ved jeg ikke, om han
havde overlevet, hvis I ikke var kommet. Ved stadig ikke om han kommer til at gøre
det meget længere, men I kan gøre et forsøg. Jeg er ikke nogen læge. Han er
jeres ven, ikke min.
Ingen årsag til at takke mig. Ikke et eneste ord behøver I komme med, nej, nej, det har I forstået på forhånd, kan jeg se.
Men hvis det var alt, så tror jeg egentligt, jeg vil se, om jeg ikke kan finde noget at drikke til turen.
Ja, jeg smutter. Jeg skal hjemad. I tror jo ikke på mig, og der er ikke noget arbejde her for mig længere alligevel.
Desuden tror jeg det er bedre, jeg er ikke her blandt de døde. Det kan være, I har bedre held ved at lade dem finde fred, hvis jeg ikke er her.
Ingen årsag til at takke mig. Ikke et eneste ord behøver I komme med, nej, nej, det har I forstået på forhånd, kan jeg se.
Men hvis det var alt, så tror jeg egentligt, jeg vil se, om jeg ikke kan finde noget at drikke til turen.
Ja, jeg smutter. Jeg skal hjemad. I tror jo ikke på mig, og der er ikke noget arbejde her for mig længere alligevel.
Desuden tror jeg det er bedre, jeg er ikke her blandt de døde. Det kan være, I har bedre held ved at lade dem finde fred, hvis jeg ikke er her.
Andre historier:
Kommentarer
Send en kommentar