Dagdriverne om Det Runde Bord

Som så mange andre voksede jeg op med historien om Kong Arthur, både i form af Disney filmen, men også til en skamfuld grad BBCs teenageserie. Det er en fortælling, der er blevet fortalt utallige gange, Hollywood gør f.eks. mindst ét forsøg pr. årti, men som efter min mening allerede er blevet gjort perfekt af henholdsvis Monty Python og ikke mindst T. H. White med The Once and Future King. 

Jeg var derfor på en gang nervøs og håbefuld, da jeg så, at John Steinbeck i sin tid kom med sit eget forsøg på historien: The Acts of King Arthur and His Noble Knights. Det var et fund i et antikvariat på mine vegne, som jeg ikke har fortrudt, men som jeg samtidigt er glad for, at jeg ikke betalte mere end en tyver for. Ikke at der er noget galt med bogen. Den indeholder, hvad titlen lover i form af riddere på eventyr og Pendragon-drama. Men ikke meget mere end det. Det er mest af alt en genfortælling, som desværre ikke rummer det sædvanligvis vittige Steinbeck sprog, de livlige karakterer eller det udpenslede miljø. Ikke i samme grad under alle omstændigheder.

Men så slog det mig. For Steinbeck havde jo allerede skrevet en noget nær perfekt nyfortolkning af de arthuriske myter. Men i denne vandrede ædle riddere, unge skønjomfruer og mytiske væsner ikke omkring.
I stedet var hans Albion befolket af krigsveteraner, ludere (han ville ikke have accepteret noget andet ord, den gode Steinbeck, så I må bære over med mit brug af det her) og ikke mindst dagdrivere.
Navnet på dette Albion var naturligvis Monterey, Californien, og i stedet for Det Runde Bord var der Dannys hus og Dagdriverbanden.

Ved første øjekast virker det måske til at være to helt forskellige historier. Den ene handler om en konge, hans krigere og adelsfolk, som altid er optagede af ære, hæder og ærlighed, imens Dagdriverbanden er bygget omkring en flok luskede, ofte fattige paisanoer, hvis største ambition i livet er at skaffe en dunk fuld af billig vin, de kan sidde og drikke i aftensolen.
Men begynder man først at tænke nærmere over det, bliver parallellerne slående.
Den måde de hjemløse dagdrivere en efter en søger tilflugt hos Kong Danny, de mange eventyr de kommer ud for, deres hellige gral-mission i at hjælpe Piraten med at skaffe et kors til kirken og ikke mindst Dannys død til sidst, som markerer afslutningen på deres Camelot, er alle taget direkte ud af myten.
Allerede på første side finder man en reference til Kong Arthur selv, der sammenligner Dannys historie med hans.

Spørgsmålet er så bare, hvorfor Steinbeck valgte at bygge sit Camelot op om disse luskede typer. Ofte søger de at bedrage hinanden, størstedelen af deres mad er stjålen, og de kommer konstant i slagsmål. Hvordan kan Arthurs ophøjede ædle ridder været blevet til denne håbløse vagabond, der tilsyneladende ikke har noget ærligt formål med eksistensen?

Det er måske først og fremmest en god idé at kigge tilbage på disse gamle riddere, før man dømmer de stakkels paisanoer alt for hårdt. For var Ridderne om Det Runde Bord nu også lige så ædle og gode, som folk ofte har det med at mindes?

”Den oprørte ikke min følsomhed som næsten alle børnebøger gjorde” skriver Steinbeck i forordet til sin mere traditionelle Kong Arthur fortælling. ”Det forekom mig ikke underligt at Uther Pendragon begærede sin vasals kone og tog hende ved et fupnummer. Det forfærdede mig ikke at se at der var onde riddere såvelsom ædle. I min egen by var der mænd, som var dydigt klædt, men som jeg vidste var onde […] Hvis jeg ikke kunne bestemme mig ved kærlighedens og loyalitetens korsveje, så kunne Lancelot heller ikke. Jeg kunne forstå Mordreds mørke, fordi han også eksisterede i mig; og der var noget af Galahad i mig, men måske ikke nok”.

De gamle myter handler ofte om forfærdelige gerninger, der bliver udført af tilsyneladende ædle mænd. Riddere der hugger hoveder af uskyldige ved fejltagelser, eller når de gribes af raserianfald.
Der gemmer sig mørke i mange af dem, der ellers skulle forestille sig at være samfundets reneste og mest retskafne. I mange udgaver af fortællingen er Lancelot den bedste og stærkeste ridder i hele landet, men det er samtidigt ham, der har en affære med Dronning Guinevere bag kongens ryg.
Mange af disse helte viser sig at være mere menneskelige, end man først skulle tro.
Steinbecks dagdrivere derimod viser sig at være heroiske.

Deres kodeks er måske usagt, men det er ikke desto mindre gældende.
Først og fremmest kommer det til syne i deres gavmildhed. De deler altid deres vin og mad med hinanden, og da en lokal mor til ni mister sin livsnødvendige forsyning af bønner, starter de et togt mod resten af byen for at kunne brødføde familien, indtil hendes madkammer er blevet fyldt.
Selvom de ofte stjæler sig til føden og helst undgår at arbejde mere end en dag eller to ad gangen, er bandens medlemmer aldrig grådige, og Danny kan slet ikke overkomme tanken om at arve to huse i starter af historien. Han bliver næsten lettet, da det ene af dem brænder ned, og alligevel savner han livet i skovene, da han bor i det andet. Han kan ikke håndtere tanken om rigdom og er langt mere tilfreds med at leve på kanten, hvor der er langt flere eventyr.
Da Pilon i første omgang tilbyder Piraten en plads i deres hjem, har dagdriverne planer om at stjæle hans skat, men så snart de lærer nærmere om historien, får de ondt af ham, og i stedet kæmper de længe for at hjælpe ham med at fuldføre hans mission. De forventer ingen belønning og er end ikke i stand til at gå med ind i kirken, da korset bliver doneret, da de ikke føler sig anstændige nok i deres usle pjalter.
Sidst, men ikke mindst understreges Dannys status som folkekonge i afslutningen af bogen, da halvdelen af Tortilla Flat inviteres til fest hos ham, hvorefter den anden halvdel dukker op alligevel.
Alle ønsker at vise, at de er Dannys ven og holder af ham. Der slagtes dusinvis af kyllinger, der købes et hav af vin, og selv den lokale købmand, som banden så mange gange har udplyndret for at få morgenmad, dukker op for at være selskabelig. Selvom dagdriverne ikke bidrager til samfundet på traditionel vis, så er de med til at skabe liv, spænding og lykke.
Det bliver årtiets fest, og Dannys dramatiske død, som følge af hans længsel efter det frie, vilde liv, ender med at gøre ham til en legende, der kun vokser med tiden.

Hvor de gamle Kong Arthur myter romantiserede riddere, adelen og krigsførelse, så gør Steinbeck det samme for de lavere stillede i samfundet, dem uden megen materiel værdi eller nogen tilsyneladende magt.
Dagdriverbanden er en omvending af klassiske idealer og selve romantiseringen.
Den viser, at helte ikke nødvendigvis er dem, der ud af til virker ædle. Hans helte behøver end ikke være rene og ædru, men alligevel er der intet andet ord for dem end det: helte.
Steinbecks fortælling indeholder nye myter til en ny tid. En tid hvor der ikke længere var riddere og et behov for at høre om deres komplekse liv, et behov for på en gang at ophøje dem og gøre dem menneskelige. I stedet havde man paisanoer, vagabonder, skøger og andre folk på kanten.
Folk hvis liv var fulde af eventyr og spænding og så meget anderledes fra almenhedens.
Man havde ofte set dem eller hørt om dem, men man havde også et behov for at have dem menneskeliggjort. For at vise at der var mere til dem, end hvad man først lagde mærke til, men måske også for at få afklaret noget af deres mystik.

Steinbeck fortsætter dette arbejde i sine andre bøger, særligt Cannery Row serien, og han lader til at have en forkærlighed, ikke blot for disse folk, men også for deres liv i sig selv.
Der er noget smukt i deres simple tilværelse, deres almene lykke og deres oprigtighed over alt andet. De ved godt, de ikke er samfundets ædleste borgere, f.eks. plages Pilon, Dannys højre hånd, ofte af dårlig samvittighed over sine mangler, men de påstår heller aldrig at være mere, end de er, og på trods af at ingen forventer noget fra dem, er de i stand til at handle heroisk.
De er ægte, de har ikke noget behov for uanede rigdomme og succes på verdensplan for at være glade, og vigtigst af alt så er de i live. Så levende at de i sidste ende kommer til at leve for evigt.

Det her er historien om Danny og om Dannys venner og om Dannys hus. Det er en historie om hvordan de tre dele smeltede sammen og blev til ét, så når man i Tortilla Flat taler om Dannys hus, mener man ikke en konstruktion af træ med gammel hvidtekalk der drysser af i flager, helt overgroet af en oldgammel castiliansk rose. Nej, når man snakker om Dannys hus, er det underforstået at man hentyder til en enhed hvis dele udgøres af mænd, fra hvem sødme og glæde, filantropi og, til sidst, en mystisk sorg udsprang. (John Steinbeck, Dagdriverbanden)