PS (for pre scriptum i stedet for post, snydt): Åbenbart har der været rigtigt mange amerikanere inde på min blog her i december, eller det siger blogger i hvert fald. Det nærmer sig 4000 amerikanske sidevisninger nu. I starten tænkte jeg, at det måtte være et tilfælde, da det skete en dag, men nu er det den syttende dag i træk, ca. 100 amerikanere kigger forbi hver dag, så jeg ved ikke, hvad jeg skal tænkte. Hvordan kan de overhovedet forstå, hvad jeg skriver? Er det danske amerikanere? Finder de siden ved et tilfælde? Har blogger løjet? Hvis du skulle være en amerikaner, kunne jeg godt tænke mig at høre nærmere fra dig, så vil du være sød at kommentere indlægget?
If you are an american, why are you reading this danish blog? Could you please comment and explain, because I am pretty confused. Not in a bad way but stil... how come you found this blog?
Hvis det rent faktisk er blogger, der lyver, så kommer det her til at se rimeligt åndsvagt ud en dag... Nå men i gang med indlægget.
Dette var oprindeligt ment til at blive et kort indlæg med kun Fantastic Beasts og Våbenbrødre 5 (den der John Flanagan bog), men så fik jeg at vide, at som støtte på kickstarter kunne jeg se begge ZombieOrpheus nyeste værker denne weekend: JourneyQuest sæson 3 og Attacking the Darkness, og indlægget blev udsat. Attacking må dog komme med en anden gang, da jeg er ikke har fået set den endnu. Desuden kom jeg til at installere Dragon Age Origins igen så... ja... lige nu er det onsdag, og jeg regner med at udgive indlægget søndag eller lørdag, når jeg har set disse ting potentielt med min bror.
Så jeg har set frem til denne film i noget tid, men jeg har dog været en anelse bekymret fra tid til anden. Det bliver jeg som regel, når jeg skal se en spinoff, og Cursed Child gjorde alt andet end at berolige mig. Men nu har jeg set den og kan forsøge at danne en holdning uden påvirkning nogen andre steder fra og uden at sammenligne den med Harry Potter. Som om. Jeg kunne godt lide filmen, men jeg elskede den nok ikke lige så meget, som jeg ønskede eller havde håbet på. Jeg kunne godt lide hovedpersoner og det oprindelige koncept med, at Newt Scamander skulle finde magiske væsner og hjælpe dem, og man kunne virkeligt føle Newts kærlighed for disse væsner i filmen.
Der var også flere magiske væsner i filmen, som var ret fortryllende, og det var dejligt endelig at se en nifler på skærmen efter deres lille rolle i HP bøgerne, og jeg kunne også rigtigt godt lide buetullerne og flere andre af væsnerne. De fleste karakterer omkring Newt fungerede også godt såsom den elskværdige mugler Jacob (jeg nægter at kalde ham no-maj) og uheldige Tina Goldstein, men filmen var desværre ikke uden problemer. Det største af disse var nok, at den forsøgte at fortælle to forskellige historier på den samme tid. Der var tingen med de magiske væsner side om side med hele mugler-magi sikkerhedskrisen, men de to historier arbejdede ikke helt vildt godt sammen. Jeg ville nok have foretrukket kun at have historien om væsnerne som det centrale og måske et mugler-magi subplot omhandlende Jacob, og så kunne alt det der Grindelwald-stads gemmes til en anden gang, hvis det overhovedet skulle bringes op. Personligt syntes jeg ikke, det er så nødvendigt, fordi det bringer os lidt for tæt på prequel territorium, hvor en ung Dumbledore er uångåelig. Og det er kun noget, jeg ønsker, hvis det virkeligt kan gøres godt, hvilket jeg ikke finder nødvendigt at risikere. Desuden virker Newt bare ikke som den rette hovedperson i den historie. Jeg har ikke noget imod, at der skabes forbindelser til Grindelwald konflikten, når vi bare ikke trækkes direkte ind i den lige med det samme, hvis det overhovedet er nødvendigt. Men nu ser det ret uångåeligt ud, og jeg syntes egentligt ikke, det blev gjort helt vildt dårligt, men det virkede bare slet ikke nødvendigt.
(Så jeg havde skrevet den her ting om, at jeg virkeligt har læst mange John Flanagan bøger før i tiden og godt kunne lide dem, men det blev slettet, og jeg orkede ikke at skrive det igen.) Jeg blev for tre uger siden færdig med en lang og brav kamp, jeg har været i. Min modstander: Våbenbrødre 5 - Skorpionbjerget af John Flanagan. Som sagt har jeg læst en del John Flanagan bøger før i tiden, jeg godt kunne lide, men det var ikke tilfældet denne gang. Jeg har altid fundet små irriterende vaner ved Flanagan, men som regel kan jeg overse dem på grund af alt det gode i bøgerne. Det var dog ikke tilfældet her. Jeg ved ikke helt, om jeg bare er blevet for gammel til at læse John Flanagan, eller om jeg er blevet mere kritisk, eller om denne bog faktisk er langt værre end hans forrige værker. Jeg har forsøgt at tænke det igennem, men det selvfølgelig svært at være objektiv. Lige fra starten har jeg fundet Våbenbrødre ringere end Skyggens Lærling, og da jeg læste Kongens Ranger (som burde hedde Den Kongelige Ranger på dansk) tilbage i 2014, nød jeg den stadig på trods af min alder. Så jeg må altså konkludere, at Våbenbrødre i hvert fald er anderledes end Skyggens Lærling, og det giver mig en undskyldning for at holde min nostalgi for den oprindelige serie høj og hellig, så jeg kan angribe denne bog. Så hvorfor kunne jeg ikke lide Skorpionbjerget? Det skal jeg fortælle jer. Som sagt har John Flanagan mange til tider småirriterende vaner, jeg ofte har fundet repetetive, men som regel udskadeliggøres af alt det gode i bøgerne disse. I løbet af meget af denne bog følte jeg dog ofte, at den kun bestod af de dårlige vaner. Lad mig lige opremse dem: Han er meget glad for de samme løbende vittigheder over og over igen alt for meget (eks: discount Fred og George), han er meget glad for grej og gadgets, og så han kan godt komme til at skære tingene lidt ud i pap. Normalt går disse ting mig kun på fra tid til anden, og det ikke altid han gør dem dårligt. Jeg har som regel ikke noget imod det velbeskrevne grej, karaktererne får i hans tidligere romaner, men i denne bog... i denne bog... i denne bog betyder character development, at en karakter får et nyt våben. På et tidspunkt har en karakter lidt af en identitetskrise, og i stedet for at håndtere problem får denne person bare en opfindelse eller to, og så eksisterer problemet ikke længere. Det er ikke engang, fordi der er konsekvenser eller konflikter ved anskaffelsen af denne opfindelse (spoiler advarsel) ligesom i Percy Jackson ved Styx, Dødsregalierne i HP, Vand Skriftrullen i Avater eller lignende. Jeg nævnte specifikt disse, fordi de er ment til ca. den samme aldersgruppe, men de forstår at have konsekvenser og konflikt ved fremdrift. Men her er det bare "pif paf Deus Ex Machina bum!", og så er karakteren udviklet. Jeg har slet ikke lyst til at komme ind på, hvor åndsvag opfindelsen er, for det er ubegribeligt dumt, og det ingen mening. Pointen er, at der har var potentiale til rent faktisk udvikling af indre konflikt og løsning af denne i stil med hvad, Flanagan tidligere har gjort i Skyggens Lærling, som bare er bedre. Bagefter bliver det så skåret ud i pap for os af alle, hvordan at karakter har "udviklet" sig. Angående at skære alt ud i pap, så var der alt for meget fyld i form af beskrivelser og given information, man allerede kendte til. Ved bogens slutning bliver man stadig mindet om, at Lydia har været jæger og så videre, på trods af at alle allerede ved dette. Det er bare fyld, man allerede har hørt, og det fungerer bedre at vise det end at fortælle det om og om igen. Dette var et af mine største problemer ved bogen, og jeg vil hurtigt lige opremse et par andre. Skurken var fuldstændigt elendig (var der fem minutter og døde, problem løst), der var alt for åbenlyse og direkte referencer til Skyggens Lærling (misforstå mig ej, jeg elsker referencer, jeg laver dem selv hele tiden, næsten lige så ofte som Garrus Vakarian kaliberer ting, men de er bedst, når de er gjort snedigt, humoristisk eller diskret i stedet for: "hej med dig, du minder mig om denne karakter fra denne serie, og I er helt sikkert lige stærke. KUNNE DET IKKE VÆRE SJOVT, HVIS I KÆMPEDE EN VENLIG TRÆNINGSKAMP, HA HA HA HA HA HA, KUNNE DET IKKE VÆRE SJOVT), og for det tredje så var der adskillige besøg af Deus Ex Machina. Og nå ja, tvillingerne... jeg hader dem virkeligt efterhånden. Så samlet set var jeg ikke ligefrem begejstret for bogen, og jeg har nok ikke tænkt mig at læse flere John Flanagan bøger nogensinde. Ahhh... sikke en dejlig positiv anmeldelse, ikke sandt? Er det ikke godt at vide, at jeg åbenbart ikke har noget bedre at tage mig til i livet end at kritisere middelmådige "fantasy" romaner til 12-13 årige. Åh nej... jeg er blever ramt af internetsyge.
Og så er JourneyQuest 3 ude for de af os, som støttede sæsonen på kickstarter. Den officielle premiere er vidst til februar eller sådan noget. Det betød også, at jeg ikke har fået sæsonen i afsnitsformat, men klippet sammen som en film på ca. 2 timer. Så ja, nu har jeg fået den set efter at have ventet, siden kickstarteren endte sidste vinter. Jeg havde næsten glemt, at jeg ventede på den, da jeg pludseligt fik en email om, at jeg kunne se denne weekend. Så hvad syntes jeg? Jeg synes, at verden ville være et bedre sted, hvis ZombieOrpheus (folkene bag denne serie) havde et budget svarende til en almindelig tv series. De første 10-15 min af sæsonen var okay, men da historien først var kommet i gang, gik det bedre. Men for at sige citere Silver Tom fra sæsonen: "I am figuratively drowning in subplots". Dem var der nemligt mange af, som der tidligere har været, men jeg tror først, det var da, jeg oplevede det som en film, at de gik mig på.
De første to sæsoner så jeg lige i træk og i afsnitsformat, men som en film var det måske for mange subplots. Dog gjorde sæsonen langsomt det, at den skildte sig af med flere af dem og klargjorde alting for en potentielt sæson 4. Jeg kunne rigtigt godt lide meget af sæson 3, da jeg fik en masse payoff for sæson 1-2, men samtidigt resulterede det meste af dette kun i yderligere buildup til fremtiden. JourneyQuest 3 - The Pale Lady, som den fulde titel faktisk er, handler mest om karakterøjeblikke og sætter alt op til den store skæbne og fortælling, vi er blevet lovet siden sæson 1. Det er lidt ligesom med Daenerys eller den udøde vinterkrig i ASOIAF/Game of Thrones. "They are comming and it is going to be awesome", men vi har lige brug for en pokkers masse subplots til at sætte alt op.
Samtidigt så lider JourneyQuest af det faktum, at budgettet desværre ikke tillader mere end dette per sæson. Lider er måske ikke det rette ord, da sæson 3 var god, men hvis bare de kunne lave 5 timers sæsoner eller for slet ikke at nævne en almindelig 15-20 timers sæson i stedet, så ville historien bevæge sig fremad meget hurtigere. Og så ville jeg ikke blive nødt til at vente på 2018-19 for at få sæson 4 hvis ikke længere. Jeg håber dog virkeligt, at den kommer, og at serien når at afslutte, så den ikke pludseligt bliver glemt og efterladt med en eller to sæsonner tilbage. Denne sæson var vidst allerede længere end tidligere og i hvert med bedre billedkvalitet, men jeg drømmer bare om, hvad de kunne gøre med et mere almindeligt budget. Jeg tror, meningen var, at der skulle være fem sæsoner i det hele. Det lyder i teorien også til at være realistisk, hvis de næste to sæsoner enten bliver længere eller mere plottunge. Jeg kunne som sagt godt lide sæson 3, men det handlede mest om karakterene, og der var kun få elementer, hvor plottet virkeligt kom videre. Men alt er efterhånden sat op til den store konflikt, vi er blevet lovet fra starten af, så hvis verden lige kan tage sig sammen og give ZombieOrpheus lov til at gøre resten af serien til en realitet, så ville det være dejligt. Så alt i alt kunne jeg rigtigt godt lide sæson 3, men jeg tror, jeg vil kunne lide den bedre på et ukendt punkt i fremtiden, hvor hele serien er færdig, og den kan fungere som et sollidt midtpunkt. Et komplet JourneyQuest maraton med en reel slutning lyder slet ikke så ringe endda. Forresten er Carrow efterhånden min yndlingskarakter. Det er måske en mærkelig slutning på indlægget, men det skulle siges. Og det er i det mindste en bedre slutning, end hvis der skete noget i stil med
If you are an american, why are you reading this danish blog? Could you please comment and explain, because I am pretty confused. Not in a bad way but stil... how come you found this blog?
Hvis det rent faktisk er blogger, der lyver, så kommer det her til at se rimeligt åndsvagt ud en dag... Nå men i gang med indlægget.
Dette var oprindeligt ment til at blive et kort indlæg med kun Fantastic Beasts og Våbenbrødre 5 (den der John Flanagan bog), men så fik jeg at vide, at som støtte på kickstarter kunne jeg se begge ZombieOrpheus nyeste værker denne weekend: JourneyQuest sæson 3 og Attacking the Darkness, og indlægget blev udsat. Attacking må dog komme med en anden gang, da jeg er ikke har fået set den endnu. Desuden kom jeg til at installere Dragon Age Origins igen så... ja... lige nu er det onsdag, og jeg regner med at udgive indlægget søndag eller lørdag, når jeg har set disse ting potentielt med min bror.
Fantastic Beasts and Where to Find Them
Så FB (Fantastic Beasts og ikke fjæsbog) er endelig kommet ud, og jeg har endeligt set den et godt stykke efter, den havde premiere. Man ikke altid komme til forpremiere. Især når man ind og se en film med sin familie, hvoraf en søster er lille og har en sengetid, der ikke tillader sene biografture om tirsdagen, og den anden er en bror på efterskole. Så det blev sidste weekend, jeg fik set den. Jeg var nødt til at få det gjort, inden Rogue One kom ud, som jeg dog heller ikke skal se til forpremiere. Jeg har to venner, der skulle, men jeg nupper den i juleferien. Det bliver nok endnu en familietur, og jeg må bare prøve at undgå spoilers indtil da. Men tilbage til filmen.
Våbenbrødre 5 - Skorpionbjerget (eller noget...)
(Så jeg havde skrevet den her ting om, at jeg virkeligt har læst mange John Flanagan bøger før i tiden og godt kunne lide dem, men det blev slettet, og jeg orkede ikke at skrive det igen.) Jeg blev for tre uger siden færdig med en lang og brav kamp, jeg har været i. Min modstander: Våbenbrødre 5 - Skorpionbjerget af John Flanagan. Som sagt har jeg læst en del John Flanagan bøger før i tiden, jeg godt kunne lide, men det var ikke tilfældet denne gang. Jeg har altid fundet små irriterende vaner ved Flanagan, men som regel kan jeg overse dem på grund af alt det gode i bøgerne. Det var dog ikke tilfældet her. Jeg ved ikke helt, om jeg bare er blevet for gammel til at læse John Flanagan, eller om jeg er blevet mere kritisk, eller om denne bog faktisk er langt værre end hans forrige værker. Jeg har forsøgt at tænke det igennem, men det selvfølgelig svært at være objektiv. Lige fra starten har jeg fundet Våbenbrødre ringere end Skyggens Lærling, og da jeg læste Kongens Ranger (som burde hedde Den Kongelige Ranger på dansk) tilbage i 2014, nød jeg den stadig på trods af min alder. Så jeg må altså konkludere, at Våbenbrødre i hvert fald er anderledes end Skyggens Lærling, og det giver mig en undskyldning for at holde min nostalgi for den oprindelige serie høj og hellig, så jeg kan angribe denne bog. Så hvorfor kunne jeg ikke lide Skorpionbjerget? Det skal jeg fortælle jer. Som sagt har John Flanagan mange til tider småirriterende vaner, jeg ofte har fundet repetetive, men som regel udskadeliggøres af alt det gode i bøgerne disse. I løbet af meget af denne bog følte jeg dog ofte, at den kun bestod af de dårlige vaner. Lad mig lige opremse dem: Han er meget glad for de samme løbende vittigheder over og over igen alt for meget (eks: discount Fred og George), han er meget glad for grej og gadgets, og så han kan godt komme til at skære tingene lidt ud i pap. Normalt går disse ting mig kun på fra tid til anden, og det ikke altid han gør dem dårligt. Jeg har som regel ikke noget imod det velbeskrevne grej, karaktererne får i hans tidligere romaner, men i denne bog... i denne bog... i denne bog betyder character development, at en karakter får et nyt våben. På et tidspunkt har en karakter lidt af en identitetskrise, og i stedet for at håndtere problem får denne person bare en opfindelse eller to, og så eksisterer problemet ikke længere. Det er ikke engang, fordi der er konsekvenser eller konflikter ved anskaffelsen af denne opfindelse (spoiler advarsel) ligesom i Percy Jackson ved Styx, Dødsregalierne i HP, Vand Skriftrullen i Avater eller lignende. Jeg nævnte specifikt disse, fordi de er ment til ca. den samme aldersgruppe, men de forstår at have konsekvenser og konflikt ved fremdrift. Men her er det bare "pif paf Deus Ex Machina bum!", og så er karakteren udviklet. Jeg har slet ikke lyst til at komme ind på, hvor åndsvag opfindelsen er, for det er ubegribeligt dumt, og det ingen mening. Pointen er, at der har var potentiale til rent faktisk udvikling af indre konflikt og løsning af denne i stil med hvad, Flanagan tidligere har gjort i Skyggens Lærling, som bare er bedre. Bagefter bliver det så skåret ud i pap for os af alle, hvordan at karakter har "udviklet" sig. Angående at skære alt ud i pap, så var der alt for meget fyld i form af beskrivelser og given information, man allerede kendte til. Ved bogens slutning bliver man stadig mindet om, at Lydia har været jæger og så videre, på trods af at alle allerede ved dette. Det er bare fyld, man allerede har hørt, og det fungerer bedre at vise det end at fortælle det om og om igen. Dette var et af mine største problemer ved bogen, og jeg vil hurtigt lige opremse et par andre. Skurken var fuldstændigt elendig (var der fem minutter og døde, problem løst), der var alt for åbenlyse og direkte referencer til Skyggens Lærling (misforstå mig ej, jeg elsker referencer, jeg laver dem selv hele tiden, næsten lige så ofte som Garrus Vakarian kaliberer ting, men de er bedst, når de er gjort snedigt, humoristisk eller diskret i stedet for: "hej med dig, du minder mig om denne karakter fra denne serie, og I er helt sikkert lige stærke. KUNNE DET IKKE VÆRE SJOVT, HVIS I KÆMPEDE EN VENLIG TRÆNINGSKAMP, HA HA HA HA HA HA, KUNNE DET IKKE VÆRE SJOVT), og for det tredje så var der adskillige besøg af Deus Ex Machina. Og nå ja, tvillingerne... jeg hader dem virkeligt efterhånden. Så samlet set var jeg ikke ligefrem begejstret for bogen, og jeg har nok ikke tænkt mig at læse flere John Flanagan bøger nogensinde. Ahhh... sikke en dejlig positiv anmeldelse, ikke sandt? Er det ikke godt at vide, at jeg åbenbart ikke har noget bedre at tage mig til i livet end at kritisere middelmådige "fantasy" romaner til 12-13 årige. Åh nej... jeg er blever ramt af internetsyge.
JourneyQuest (sæson) 3
Og så er JourneyQuest 3 ude for de af os, som støttede sæsonen på kickstarter. Den officielle premiere er vidst til februar eller sådan noget. Det betød også, at jeg ikke har fået sæsonen i afsnitsformat, men klippet sammen som en film på ca. 2 timer. Så ja, nu har jeg fået den set efter at have ventet, siden kickstarteren endte sidste vinter. Jeg havde næsten glemt, at jeg ventede på den, da jeg pludseligt fik en email om, at jeg kunne se denne weekend. Så hvad syntes jeg? Jeg synes, at verden ville være et bedre sted, hvis ZombieOrpheus (folkene bag denne serie) havde et budget svarende til en almindelig tv series. De første 10-15 min af sæsonen var okay, men da historien først var kommet i gang, gik det bedre. Men for at sige citere Silver Tom fra sæsonen: "I am figuratively drowning in subplots". Dem var der nemligt mange af, som der tidligere har været, men jeg tror først, det var da, jeg oplevede det som en film, at de gik mig på.
De første to sæsoner så jeg lige i træk og i afsnitsformat, men som en film var det måske for mange subplots. Dog gjorde sæsonen langsomt det, at den skildte sig af med flere af dem og klargjorde alting for en potentielt sæson 4. Jeg kunne rigtigt godt lide meget af sæson 3, da jeg fik en masse payoff for sæson 1-2, men samtidigt resulterede det meste af dette kun i yderligere buildup til fremtiden. JourneyQuest 3 - The Pale Lady, som den fulde titel faktisk er, handler mest om karakterøjeblikke og sætter alt op til den store skæbne og fortælling, vi er blevet lovet siden sæson 1. Det er lidt ligesom med Daenerys eller den udøde vinterkrig i ASOIAF/Game of Thrones. "They are comming and it is going to be awesome", men vi har lige brug for en pokkers masse subplots til at sætte alt op.Samtidigt så lider JourneyQuest af det faktum, at budgettet desværre ikke tillader mere end dette per sæson. Lider er måske ikke det rette ord, da sæson 3 var god, men hvis bare de kunne lave 5 timers sæsoner eller for slet ikke at nævne en almindelig 15-20 timers sæson i stedet, så ville historien bevæge sig fremad meget hurtigere. Og så ville jeg ikke blive nødt til at vente på 2018-19 for at få sæson 4 hvis ikke længere. Jeg håber dog virkeligt, at den kommer, og at serien når at afslutte, så den ikke pludseligt bliver glemt og efterladt med en eller to sæsonner tilbage. Denne sæson var vidst allerede længere end tidligere og i hvert med bedre billedkvalitet, men jeg drømmer bare om, hvad de kunne gøre med et mere almindeligt budget. Jeg tror, meningen var, at der skulle være fem sæsoner i det hele. Det lyder i teorien også til at være realistisk, hvis de næste to sæsoner enten bliver længere eller mere plottunge. Jeg kunne som sagt godt lide sæson 3, men det handlede mest om karakterene, og der var kun få elementer, hvor plottet virkeligt kom videre. Men alt er efterhånden sat op til den store konflikt, vi er blevet lovet fra starten af, så hvis verden lige kan tage sig sammen og give ZombieOrpheus lov til at gøre resten af serien til en realitet, så ville det være dejligt. Så alt i alt kunne jeg rigtigt godt lide sæson 3, men jeg tror, jeg vil kunne lide den bedre på et ukendt punkt i fremtiden, hvor hele serien er færdig, og den kan fungere som et sollidt midtpunkt. Et komplet JourneyQuest maraton med en reel slutning lyder slet ikke så ringe endda. Forresten er Carrow efterhånden min yndlingskarakter. Det er måske en mærkelig slutning på indlægget, men det skulle siges. Og det er i det mindste en bedre slutning, end hvis der skete noget i stil med
Kommentarer
Send en kommentar