#36 Noget, noget, blod, vampyrer, plot og den slags
18.
Xen 1076AA, Elementernes By
Det var en sørgeligt udseende folk, som vendte tilbage i lejren den
eftermiddag. Za-Sien havde fået lagt sin brækkede arm i en
improviseret slynge, og Bruntop havde givet ham en mikstur, imens
Manwe trak en tæppeklædt fremmed med sig. Kiq blev straks meddelt
om deres ankomst, men han var ikke den eneste, som mødte op for at
tage imod dem. Mange havde hørt, hvad han havde sagt om, at de ville
tage sig af Blodbideren, og hvad enten de var håbefulde eller bare
nysgerrige, havde en folkemængde samlet sig for at høre nyt. Der
lød en hel del mumlen blandt folket ved synet af de udmattede
uhyre-jægere. ”Hvor er Blodbideren?” råbte en gobling ”er
uhyret dødt?”. ”Hvem er under tæppet?” råbte en anden. Begge
spørgsmål blev ignoreret. ”Lad mig komme forbi” lød det
pludseligt fra Kiq, som kæmpede sig igennem mængden og ned til dem.
”Hvor er Greku?” spurgte han, så snart han nåede ned til Trak.
Hans bror svarede ikke med det samme, og Kiqs håbefulde ansigt blev
dystert. ”Lad os tale et sted lidt mere privat” foreslog Trak
efter en mindre pause. ”Hvad skete der?” hviskede Greku alvorligt
og kiggede mistænksomt på personen under tæppet. ”Et andet sted”
vedblev Trak, da han fik øje på en anden person, som kæmpede sig
igennem mængden. ”Hvad har vi her?” spurgte shamanen Shaka
hånligt, da han nåede dem ”hvordan gik det med vore forsvundne
personer?
Jeg ser kun en person med jer, og vedkommende lader åbenbart til at være så sky, at han er nødt til at gemme sig under et tæppe. Jeg har nu svært ved at finde en positiv forklaring”. Greku skar tænder af vrede og knyttede en næve, men tvang så sig selv til at slappe af. ”Lad os gå” sagde han koldt til Trak og co.
Jeg ser kun en person med jer, og vedkommende lader åbenbart til at være så sky, at han er nødt til at gemme sig under et tæppe. Jeg har nu svært ved at finde en positiv forklaring”. Greku skar tænder af vrede og knyttede en næve, men tvang så sig selv til at slappe af. ”Lad os gå” sagde han koldt til Trak og co.
”Vampyrer”. ”Præcis” svarede Bruntop ”en mindre flok af
dem ledt af denne Blodbider”. De befandt sig nu i Kiqs telt.
Udenfor lød larmen fra endnu en af Shakas dommedagstaler. Kiq sad på
en skammel bagerst i teltet, hvor han med hjælp fra kontrollerede
vejrtrækninger undgik at gå amok. ”Og de har taget Greku som
fange?” sagde han ”de forventer at kunne kontrollere mig med
ham”. ”Noget i den stil” svarede Manwe, men stoppede så sig
selv. ”Hvad er der?” forlangte Kiq, som bemærkede, at elveren
tøvede. ”Greku er ikke kun deres fange” svarede Trak hæst ”de
har gjort ham til en af dem... han er en vampyr, Kiq”. Det var
dråben, der fik bægeret til at flyde over. Med ét rejste
Kiq-Nal-Tox sig op og sparkede til skamlen, så den fløj halvvejs
igennem lokalet, imens han skreg i fortvivlelse. ”Nej, nej, nej,
nej!” skreg han opslugt af vrede og benægtelse ”NEJ!”. Han
holdt dog hurtigt inde igen og frøs bare på stedet i nogle
sekunder, før han langsomt faldt i knæ og begyndte at græde. ”Han
er en vampyr...” sagde han efter nogle minutters stilhed og vendte
så blikket desperat mod Kiq ”men han er ikke død? Han er ikke en
af dem... jeg mener; han ønskede at hjælpe jer, ikke sandt. De
holdt ham fanget”. ”Svært at sige” svarede Bruntop usikkert
”kunne have været en fælde...”. ”Nej” afbrød Trak ham
pludseligt og vendte sig mod sin bror ”det var ikke en fælde, det
er jeg helt sikker på. Jeg ved ikke, hvor meget det handlede om at
hjælpe os... men han ønskede at slippe fri, det ved jeg. Det er jeg
helt sikker på. Han var bange, tro mig. Jeg kan høre det på ham,
når han er bange... jeg skulle have befriet ham”. Der var endnu en
kort pause. ”Tak” sagde Kiq pludseligt og kiggede sin bror dybt i
øjnene ”tak for at fortælle sandheden”. Så trådte han et par
skridt længere ind i teltet og vendte sig imod dem alle igen. ”Vi
må lægge en plan” sagde han med genfunden beslutsomhed ”jeg
havde regnet med, at der kun var ét uhyre... en trussel. Men det her
er langt mere alvorligt. Denne flok kunne hurtigt vokse sig langt
større, hvis blot de inviterede de rette goblinger. Vi lever i en
hård tid, og jeg er bange for, at jeg kender flere goblinger og
trolde i lejren, der ikke ville takke nej til sådan et tilbud. Vi må
have en plan, og vi må vide mere vampyrerne”. ”Præcis”
indskød Bruntop ”Manwe, hvis du vil?”. ”Selvfølgelig” sagde
elveren og trak så den tæppeklædte skikkelse ind midt i teltet,
hvor han trak sløret til siden. Den sårede gobling vampyr kiggede
skræmt rundt på dem alle sammen. ”Gol?” sagde Kiq langsomt med
en smule genkendelse i stemmen, og vampyren begyndte straks at smile.
”Kiq!” udbrød han højt og faldt straks på knæ foran herren
over Elementens By ”hvor er det godt at se dig. Hvordan har du haft
det? Længe siden er det ikke?”. Så skiftede han pludseligt
toneleje og sprang et stykke i lydniveauet. ”Kiq” vrælede han
”gode gamle Kiq... vi er venner, er vi ikke? Du må ikke lade dem
skade mig. De her folk er tossede, siger jeg dig... de tror, jeg er
en vampyr eller sådan noget åndssvagt noget”. ”Du er en vampyr”
kommenterede Manwe, men Gol fortsatte bare. ”Red mig, Kiq”
tryglede han ”red mig!”. ”Kender du ham?” spurgte Za-Sien fra
teltets hjørne, hvor han sad på en anden skammel. ”Engang”
svarede Kiq ”en lille smule. Gol var en havnearbejder, jeg nogle
gange spillede kort med”. ”Vi var de bedste venner” forsikrede
vampyren ham desperat. ”Du snød” rettede Kiq ham ”og tabte
alligevel, hvorefter du forsøgte at stjæle mine penge, og jeg
arresterede dig. Blev du ikke forvist fra byen eller sådan noget?”.
Gol blev pludseligt mundlam og rettede blikket mod jorden. ”Fortæl
mig lige engang, hvordan han kan være til nogen nytte?” spurgte
Kiq småirriteret. ”Jov ser du” svarede Za-Sien ”ynkelig som
han måske er, så var Gol et medlem af Blodbiderens flok. Han nåede
kun at være der lige længe nok til at høre alt det vigtige, ikke
sandt?”. Gol fortsatte med at stirre ned i jorden. ”Det betyder,
at vi ikke brænder dig” opmuntrede Bruntop, og pludseligt blev Gol
fuld af energi og entusiasme igen. ”Selvfølgelig” sagde han
”selvfølgelig ved jeg det hele, hvad tror I dog om mig?”. ”At
du er en ynkelig, forræderisk sno og en kujon, som vil gøre alt for
at redde sit skind?” foreslog Za-Sien. ”Okay... måske lidt”
sagde Gol så ”eller måske lidt mere end lidt... så hvad kunne I
tænke jer at vide?”.
19.
Xen 1076AA under Braldirborgs fattige kvarter
”Så hvordan går det med Tugy?” spurgte Irram og kastede et blik
hen på den lille dværgpige, som sad og snakkede med sine venner
trolde pigen Skruml og ashas drengen Snothvalp. ”Nu håber jeg
virkeligt, du ikke har fået hende i for mange problemer”. Der var
blanding af strenghed og omsorg i hendes stemme, som Faros kendte alt
for godt. ”Ingen problemer” svarede han med et smil ”det lover
jeg... jeg underviser hende bare. Lærer hende et par nyttige ting”.
”Et par nyttige ting for en tyv eller en spion” bed Irram ham af
”jeg troede, at dine dage som tyv var talte”. ”Professionelt i
hvert fald” svarede Faros tankefuldt ”men mit nye erhverv, som
vidst ikke har en officiel titel, kan sommetider kræve lidt kendskab
til mere listige og snu fremgangsmåder. Ikke ulig hvad du har gjort
med børnene”. ”Jeg har lært dem at overleve” fnøs Irram ”et
sæt egenskaber du har haft rigelig gavn af, hvis jeg husker
rigtigt”. ”Ganske rigtigt” brummede Faros næsten uforståeligt
bag det røde skæg ”men hvad jeg lærer hende har lidt mere
finesse og stil over sig. Jeg giver hende en mulighed for et liv
efter barndommen”. ”Og får rigeligt ud af det til gengæld, hvis
jeg ikke tager helt fejl” kommenterede kobolden og nussede sine
knurhår ”og som du har erfaret, så jeg tager jeg ikke fejl”.
Faros begyndte først at smile, så at le, og Irram sluttede sig
hurtigt og ufrivilligt til ham. ”Det har jeg erfaret, ja” sagde
han, da han færdig med at grine ”men jeg lover dig, at jeg gør
dette lige så meget for Tugys eget bedste. Hun ville heller aldrig
have valgt at hjælpe mig, hvis hun ikke havde haft lyst til det...
og angående børnenes eget bedste; hvor længe har du tænkt dig, at
I skal bo hernede? Der er beskidt, mørkt og koldt, og jeg tror
virkeligt, jeg kunne finde jer et bedre sted. Jeg tilbød også Tugy,
Skruml og Snothvalp, at de kunne overnatte på kroen, men de ville
ikke skilles fra deres venner og da slet ikke fra dig”. ”Det ved
jeg ikke” svarede Irram overvejende ”jeg har altid haft noget for
underjordiske, beskidte steder, eller også er jeg bare nostalgisk”.
”Men du har ret” sagde hun pludseligt med stor alvor ”jeg er
nødt til at finde dem et andet hjem. Der er en eller anden på
gaderne, som kidnapper hjemløse børn, og jeg ønsker ikke at miste
flere”. ”Ambassadøren” konkluderede Faros, og kobolden
nikkede. ”Du har hørt om ham, kan jeg se. Den Angloriske
Ambassadør bliver han kaldt, fordi han ifølge rygterne kidnapper
børnene og sælger dem som slaver på den anden side af Det Vestlige
Ocean i Anglor. Mange er bange for ham og af god grund. Jeg har endda
gjort det til en regel, at ingen må færdes alene længere, hvis han
nu skulle slå til. Forbandede slavehandler. Han skulle vel ikke være
på jeres liste, vel?”. ”Vores liste?” sagde Faros uforstående.
”Ja, du ved, hvad jeg mener” forklarede Irram med et håndkast
”jeres liste over heltedåder, der skal begås, og skurke, der skal
puttes i jorden. I må da have en til at holde styr på ting”.
”Heltedåder?” gentog Faros kritisk ”næppe. Jeg tror, du har
misforstået noget”. ”Har jeg det?” pressede Irram med hævet
øjenbryn og knurhår ”det lyder ellers som lige præcis, hvad I
går og laver. Hørte jeg ikke netop, hvordan en røver kaldt Torben
Kræmmerslagter blev stoppet af dine folk uden for byen for fire dage
siden. Jeg kan forestille mig, at de bønder og minearbejdere, han
ikke kom til røve, plyndre og myrde, ville finde det bare en anelse
heltedådeagtigt”. ”Hørte du om det?” spurgte Faros
overrasket. Han havde allerede lagt sagen bag sig. ”Tja... jeg
hørte ikke, at det var jer helt præcist, men jeg snakkede med en af
disse ikke-døde-og-ikke-plyndrede minearbejdere, og de lod til at
være meget taknemmelige. De havde lagt mærke til en gobling, en
odder og en elver i området, og jeg lagde to og to sammen. De
virkede meget taknemmelige, da jeg fortalte, hvem der havde gjort
det”. ”Du gjorde HVAD!” udbrød Faros pludseligt, og alle
børnenes øjne blev straks vendt mod ham. ”Øh” sagde han og
hviskede så ”du gjorde hvad!”. ”Åh, slap af” fnøs Irram ad
ham på ny ”de kommer ikke løbende fulde af taknemmelighed eller
sådan noget. Jeg sagde, I havde travlt, og det havde de egentligt
også. Men det hjalp dem at vide, hvem der havde gjort det, og det
hjælper jer til gengæld”. ”Men vi gør ikke det for nogens
anerkendelse” protesterede Faros ”ellers tak, og det var slet
ikke meningen, at nogen skulle vide, hvem vi var”. ”Så du kunne
snige dig væk og blive glemt af alle igen, ligesom da du var en tyv.
Jeg er ked af det, men i denne branche køber det dig ikke mange
tjenester, da du ikke leverer stjålne varer tilbage til nogen. Tænk
på det som tjenester, hvis du vil, for at bevare din professionelle
tilgang til alting, men faktum er, at du har brug for forbindelser,
øjne og ører, måske endda lidt assistance eller kontanter en
skønne dag. Det her kan være en start, hvis du ønsker det. Lad
folk hjælpe jer tilbage. Lad dem hjælpe jer med at hjælpe dem”.
”Måske” sagde Faros overvejende ”det kunne måske godt
virke... jeg ønsker bare ikke at modtage betaling for...”.
”Selvfølgelig kan det virke” sagde Irram ”jeg tager jo aldrig
fejl. Desuden behøver du ikke afkræve ting af folk, som ikke ønsker
at betale tilbage. Der er mange folk, som ønsker at gengælde
tjenester. Lad dem gøre det. Det hjælper jer, og det lader dem
finde en smule fred eller følelse af at have gjort noget selv”.
18.
Xen 1076AA tilbage i Elementernes By
Det var sent på eftermiddagen, da mødet med Kiq endelig blev hævet,
og deres strategi var på plads. Den var både bygget på Gols
påstande, de andres observationer af vampyr-reden og Kiqs spejderes
rapporter. Nu sad Trak, Za-Sien, Bruntop og Manwe og fik sig et hvil
og noget at spise, før de skulle tilbage i kamp. ”Hvordan har
armen det?” spurgte Manwe henvendt til odderen, imens de hurtigt
tyggede en smule brød i sig. ”Brækket” svarede Za-Sien ”stadig
væk sjovt nok”. ”Så bør du nok holde dig ude af kampen”
foreslog Bruntop og vandt hurtigt et gnavent blik fra odderen. ”Nå,
det siger du?” knurrede han ”jeg kan stadig kæmpe med denne
her”. Han fandt et pusterør frem fra sin taske og viftede med den
foran dværgens næse, imens han halvt forventede yderligere modstand
fra ham. ”Lad ham dog bare” lød det pludseligt fra Trak til de
tre andres overraskelse. ”Desuden” tilføjede goblingen ”kan
han vise sig nyttig igen... det er min måde at takke for at redde
mig fra Yenna på forresten”. ”Men” skyndte han sig at sige ved
synet af odderens lumske smil ”mere får du ikke”. Za-Sien
stirrede et kort overblik overvejende på goblingen en smule
anspændt, men slappede så pludseligt af. ”Man må tage, hvad man
kan få” konkluderede han med et hurtigt smil, der straks forsvandt
igen ”hvem ved? Måske får jeg endda lov til at redde dit sårbare
skind en anden gang, og jeg kan få en hel takketale?”. ”Drøm du
bare videre” svarede goblingen, men blev så pludseligt tavs. Han
sukkede og stirrede ind i flammerne på bålet foran sig. ”Greku...”
sagde han langsomt, og både Za-Sien og Manwe blev begge tavse og
lyttede opmærksomt. Bruntop vidste allerede, hvad han skulle til at
sige, men var også helt stille. Goblingen sukkede på ny, tog en dyb
indånding og begyndte så at tale. ”Han var min ven engang, min
bedsteven endda, og vi arbejdede side om side i bygarden i mange år.
Alt var godt. Eller det troede jeg virkeligheden”. Han holdt en
kort pause og rejste sig op. ”Hans far var i gæld... meget stor
gæld til nogle knap så venlige folk, og Greku forsøgte at låne
penge af mig til at få det løst... det var en stor sum, alt for
stor mente jeg, især når han ikke ville fortælle mig, hvad de
skulle bruges på. Så i stedet for at få pengene på en lovlig
måde, gjorde han tjenester for lånehajen. Den slags tjenester, der
kunne få ham låst inde i lang tid. Og det gjorde de også til
sidst. Jeg opdagede, hvad der foregik... og så fik jeg ham
arresteret. Jeg var vred og følte mig forrådt for hvad, han havde
gjort, men han accepterede arrestationen lige med det samme. Alt han
gjorde var at bede mig om at tage mig af hans forældre, når han røg
i spjældet, og at betale resten af deres gæld af”. Trak stoppede
op og kiggede endnu en gang ind i flammerne. ”De blev fundet døde
to måneder senere, og jeg besøgte dem ikke en eneste gang efter
arrestationen. Nu er Elementernes By udslettet, jeg bor i Zrulf,
imens Greku er blevet en vampyr og er i et forhold med min bror...
jeg skulle ikke have efterladt tilbage i fængslet, det fortjener han
ikke. Det er for sent for hans forældre, men hvis min bror er
heldig, så er det ikke for sent for Greku”. Pludseligt rejste han
sig, nikkede en enkelt gang til sine venner og bevægede sig i
hurtige skridt gennem lejren hen mod Shakas telt.
20.
Xen 1076AA på Braldirborgs palads
Dinor Mågens den syvende gabte udmattet, da han endelig trådte ud
fra rådskammeret, hvor han siddet i forhandlinger hele dagen.
Støvdværgene ønskede hjælp mod ildtroldene som sædvanligt, der
var hungersnød i Elwar, og Gyldenulds slægten fra Latynia ønskede
at forny adskillige handelsaftaler. Samtlige sager var nu løst (for
i dag i hvert fald), og dinoren var træt. ”Tjarn” kaldte han
søvnigt, og vagtkaptajnen kom hurtigt hen til ham med fire andre
bevæbnede vagter ”eskorter mig til mine kvarterer, tak”.
”Selvfølgelig, deres højhed” sagde vagtkaptajnen og bukkede.
”Hvordan går det med vore venner på prøveløsladelse?” spurgte
dinoren hviskende, da han og vagtkaptajnen gik side om side. ”De
går stadig kun efter små fisk” svarede Tjarn ”men jeg skulle
mene, de snart er klar til en større udfordring”. ”Godt godt”
svarede Mågens med et smil ”hvad er det nu, de kalder ham... ham
ambassadøren... hvis du kunne lokke nogle af Faros' håndlangere til
at motivere ham lidt, ville slavehandleren ikke leve læn...”. Han
stoppede pludseligt op, da en skygge løb forbi den lille gruppe fem
meter længere fremme. ”Hvad i hele hule Herroth!” udbrød
Dinoren ”fang ham!”, og flere af vagterne skyndte sig af sted. De
forsvandt hurtigt af syne, og dinoren blev langsomt rolig igen. ”Hvad
tror du...” spurgte han og vendte sig mod sin vagtkaptajn, da der
pludseligt lød et brag. Tjarn havde løftet sit skjold lige i rette
tid til at blokere en pil fra at gennembore dinorens kranie.
Kommentarer
Send en kommentar