#14 Litungul
Fortæller: Tash Rizzian
Periode: Baigh 1070AA
Placering: Pereturs Bjerge i Set
”Jeg har
begået en frygtelig fejl i et forsøg på at hjælpe” råbte jeg igen, da jeg var
igennem portalen og landede pladask på det hårde stengulv. Jeg nåede kun lige
at høre Abd Al-Makrs frustrerede råb, da portalen lukkede sig foran ham, og så
var jeg ellers helt alene i mørket. I flere sekunder lå jeg bare og træk vejret
dybt, imens mine øjne vænnede sig til mørket. Det gik meget langsomt, og efter
fem sekunder sagde jeg til mig selv ”du er en troldmand, nattesyn er for dværge”.
Så rejste jeg mig og skabte en kugle af lys i min højre hånd, som gjorde alt
omkring mig synligt. Det var et kvadratisk rum med vægge, gulv og loft af et
hårdt materiale, der lignede sten. Om det reelt var sten kunne jeg ikke vide.
Dette var ikke Mortlan, og tomrummet mellem verdenerne var et mærkeligt sted,
hvor ting sjældent var, som de fremstod. I det hele var rummet godt ti meter på
hvert led, en ganske almindelig størrelse for et parallelplan. Hos Magiens
Vogtere brugte de dygtigste lærere og højmagikerne ofte parallelplaner til at
skjule vigtige, værdifulde eller personlige ejendele for elever og eventuelle
tyve eller som et sted, hvor de kunne få et øjebliks stilhed og slappe af i
fred. Dette parallelplan var også ment til at opbevare noget værdifuldt og
vigtigt, men i hele det kvadratiske rum var der kun en genstand. En stor kiste
af træ og jern stod midt i rummet, og jeg følte mig uimodståeligt draget mod
den. En kraft og energi ulig noget, jeg tidligere havde mødt, steg op fra
kisten som en usynlig røg. Langsomt trådte jeg nærmere skridt for skridt, imens
mit hjerte bankede spændt. I netop det øjeblik havde jeg næsten glemt alt om
faren. Men kun næsten. Da min hånd lagde sig på kistens låg, fik jeg stød
gennem hele kroppen, men det føltes ikke ubehageligt og var slet ikke uventet.
Alt jeg følte var rå magt i dens reneste form. Uden yderligere tøven åbnede jeg
kisten.
En lysende
skikkelse sprang med det samme op fra kistens bund, og jeg trådte instinktivt
tilbage, men Litungul var ikke som, jeg havde forventet. Efter at have kigget
på djinnen i et par sekunder, må jeg indrømme, at jeg følte mig lettere
skuffet. Manden foran mig var høj, tynd og så ud til at være omkring de fyrre
år. Han havde et kort, brunt skæg og et gavtyvesmil, og hans klæder var brune
og sorte. Ved øjekast lignede han en helt almindelig mand. Men så åbnede han
øjnene og sukkede dybt. Et suks, som fik temperaturen i ”rummet” til at stige betydeligt, og hans øjne var ganske
anderledes fra Abd Al-Makr og den andens djinns, men samtidigt havde de en
strålende lighed. Det var som at sammenligne et slot med et skur eller et bjerg
med en bakke. Hvor de mindre djinners øjne havde brændt som bål, strålede
Litunguls som en stor skovbrand eller en drages åndedræt. Mødte man dem, kunne
man umuligt fravriste sig, medmindre han tillod det. Jeg følte mig så at sige
ikke længere så skuffet. Min fornemmelse sagde mig, at hvis Litungul virkeligt
ønskede det, kunne han tage form som en flammende orkan eller noget mindst lige
så imponerende, men så ville hans tilnavn nok ikke være den snedige. Almindelig
mand var måske alligevel det mest passende.
”Jeg
takker dig for den friske luft” sagde Litungul, hans stemme sendte bølger af
energi ud i rummet, men havde samtidigt en beroligende, nærmest bedøvende
effekt. ”Eller frisk og frisk” rettede djinnen så sig selv og kastede et blik
rundt på det lille rum ”end ikke jeg ved, hvorvidt luften i tomrummet er
frisk, selv når det drejer sig om et parallelt plan. Men nok om det”. Han
vendte atter sit gennemtrængende blik mod mig. ”Fortæl mig nu, hvad du befaler.
Jeg længes sådan efter at være fri fra dette uværdige… hylster. Det var måske
bedre end en lampe, som nogle af mine børn har været udsat for, men
firehundrede år i en kiste er skam heller ikke godt for nakken”.
Der gik et
par sekunder, før jeg genvandt fatningen og stoppede med at stirre helt paf på
manden foran mig. Det er trods alt ikke hver dag, man støder på den første
djinn, og han beder en om en befaling. Jeg forstod selvfølgelig godt, hvorfor
han gjorde det. Alle djinner kunne bindes og tvinges til at udføre tre
befalinger, men når disse var ført til ende, blev djinnen fri, uanset hvem
eller hvad der skulle være i vejen. Litungul selv havde sørget for dette, eller
sådan sagde de gamle myter i hvert fald. ”Før jeg gør noget som helst” sagde
jeg forsigtigt til den almægtige djinn ”så kunne jeg godt tænke mig nogle
svar”. Jeg vidste dog også, at jeg ikke kunne have alt for lang tid igen, før
det lykkedes Abd Al-Makr at åbne portalen. Han var måske blevet ramt af en
kastekniv, men Litunguls Broderskab var i for massivt til et overtalt til, at
Azmer kunne holde længe mod dem. Det virkelige spørgsmål var egentligt, hvor
lang tid det ville tage dem at huske, hvad jeg havde sagt som nøgleordet. Kun
Abd Al-Makr havde været nær mig, da jeg åbnede portalen, men kunne han huske
den præcise sætning? ”Spørg du bare løs, Tash Rizzian” sagde djinnen ”men du
gerne skynde dig lidt, jeg ville foretrække, at du befriede mig fremfor mine håbløse
fanatikere”. Hans toneleje havde ændret sig, og i stedet for at virke
beroligende gav den mig gåsehud. ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg uden at tænke, og
Litungul fnøs. ”De er idioter” svarede han og rystede på hovedet ”ikke meget
andet end finansierede røvere med for høje ambitioner. De ønsker mit lederskab
og min vejledelse, siger de, men hvad, de virkeligt bare vil have, er magt og
min hjælp til at opnå den. Jeg er ingen gud, og jeg indrømmer gerne, at jeg har
restriktioner. Den eneste grund til, at jeg endnu er i live, er diskretion”. Jeg
blev ganske forbløffet over at høre disse ord komme fra selveste Litungul, men
samtidigt forsøgte jeg at holde mig fokuseret. Tiden var som sagt knap. ”Du ved
ganske meget for nogen, der har været fanget i en kiste i trehundrede år, at
være” observerede jeg. Djinnen fangede straks, hvad jeg virkeligt mente. ”Dit
navn” sukkede djinnen og satte sig på kisten med benene over kors ”du ønsker en
bekræftelse af din teori uden at befale mig, ikke sandt? Jamen så lad mig give
dig den. For flere måneder siden havde jeg en gæst, du kender ganske godt. En
gobling ved navn Zok-Jawa-Qul. Han søgte en genstand blandt Arifs skatte. Først
nægtede jeg at hjælpe ham, medmindre han befalede mig. Men Zok vidste godt, at
jeg kun havde en befaling tilbage, og den gamle ræv stolede ikke på mig. Jeg er
dog en fornuftig djinn, som forstår sig på at slå en handel af. Så din mentor
var min gæst i nogle uger, og han fortalte mig meget om, hvordan tingene gik
til for sig i resten af Mortlan. Det lyder til, at I har en større krig i gang?
Er det virkeligt sandt, at Set er blevet delt over i to?”. Jeg nikkede, men
sagde ikke noget. Før jeg ankom til Trinolas, havde jeg set mere end rigeligt
af den store krig, som så mange kaldte den. Tanken om at denne krig i
øjeblikket bevægede sig mod Elwar og Yngol, hvor imellem min familie boede, var
ikke særligt betryggende. ”Hvad gik handlen ud på?” spurgte jeg for at genvinde
mit fokus. Carina var mere end rigeligt i stand til at tage vare på både sig
selv og Richaras. Ingen heks fra Itrildar var forsvarsløs. Litungul lod til at
opfatte, at mine tanker kortvarigt var andetsteds, men han besvarede blot
spørgsmålet. ”Jeg hjalp ham med at finde den stav, han søgte blandt Arifs
røvergods, samtidigt med at jeg fortalte, hvor han kunne finde den manglende
del. Til gengæld berigede han mig med sit selskab og spærrede mit fængsel inde
her”. ”Nævnte han for dig, at dine beundrere var på vej?” gættede jeg. Djinnen
nikkede med et smil. ”Hellere endnu halvtreds år i kisten end at få ødelagt mit
gode omdømme af dem, men vi lader til at være nået til det punkt i samtalen,
hvor du kun har et spørgsmål tilbage. Så stil det. Men denne gang vil jeg ikke
besvare det ud af godheden i mit hjerte. Denne gang må du befale mig”.
Jeg indså,
at jeg var blevet narret. Alt jeg havde opnået ved at tale med ham var at miste
dyrebar tid og at få svar på spørgsmål, jeg næsten kunne have sagt mig selv.
Der var selvfølgelig den del med staven, den var ny, men når jeg endelig fandt
Zok, kunne han lige så godt have fortalt mig det… hvis jeg finder Zok tænkte jeg, og jeg måtte desværre give mig selv
ret. Hvis jeg brugte den sidste befaling på at få hans location, så ville Abd
Al-Makr sandsynligvis stadig have mig omringet på ingen tid. Jeg kunne umuligt
nå at undslippe… medmindre jeg beordrede ham til at tage mig til Zok. Men så
var der Azmer, hvis han ellers stadig var i live. Jeg kendte heller ikke Didgo
så godt, men jeg foretrak dog, at han ikke døde. Med ét genlød noget, Abd
Al-Makr havde sagt til mig dagen forinden, i mit hoved. ”Jeg kender til Deres søn Richaras og Deres kone Carina, og jeg sværger
overfor Dem, at hvis De så meget som træder på en mistænksom måde, så vil De
ikke være den eneste Rizzian involveret i sagen”. Og netop som portalen
åbnede sig, og Abd Al-Makr trådte ind med et triumferende smil, besluttede jeg
mig for en befaling. ”Sørg for, at Litunguls Broderskab aldrig kommer til at
skade nogen som helst nogensinde igen” beordrede jeg, og den nyankomne djinn
stoppede helt bleg op på stedet. ”Som De ønsker, min herre” sagde Litungul med et lille buk og sit eget smil, der
reflekterede det, Abd Al-Makr havde haft få sekunder tidligere. Den første
djinns form ændrede sig i et blændende lysglimt, og jeg hørte et skrig fra
dennes øverste præst, da han blev kastet tilbage gennem portalen.
Da jeg
genvandt synet og trådte tilbage gennem portalen højst et minut senere, var
Arifs skattekammer et ganske andet landskab. Alle vagterne var døde og spredt
ud over hele hulen, hvor de lå på må og få, alle med blege ansigter og tomme
blikke. Abd Al-Makr selv lå to meter tilbage fra portalen. Han havde skjult ansigtet
i sine hænder, og rædsel var malet i det. Rædsel og chok. ”Tash” kaldte en
stemme, og jeg vendte mig straks væk fra den døde kultleder. Det var Azmer. Han
lå såret ved siden af langbordet med et blåt, opsvulmet øje, en blodig arm og
adskillige lange og dybe rifter i den højre kind. Lidt derfra var Didgo, som lå
på maven, men dog ikke så nær slemt tilredt ud. ”Klarer du den?” spurgte jeg
vandringsmanden og knælede ved hans side. Min vejleder lo en dyb og udmattet
latter, imens han pegede først på sit blå øje og så sin sårede kind. ”Om jeg
klarer den?” sagde han og begyndte så at grine på ny. ”Prøv du hellere at
spørge dværgen. Han har ikke lavet andet end at jamre, siden han blev slået
ned”. En anelse nysgerrig trådte jeg hen for at inspicere Didgo, og som befalet
gav han straks sig til at hyle på settisk. ”Hvad siger han?” spurgte jeg Azmer,
der var kommet på benene. ”Han påstår at være døende og siger, at vi skal lade
ham være i fred” oversatte min vejleder for mig ”eller også beder han om at få
et spark i bagdelen. Jeg kommer altid til at bytte rundt på de to ting”. Ved
lyden af Azmers stemme vendte Didgo sig straks om på ryggen. ”De er væk!” råbte
han overrasket og kastede blikke ud til begge sider. Dværgen havde en enkelt
rids i panden og en blodig læbe, men det var intet i forhold til Azmer. Han kom
hurtigt på benene, børstede sand af sig og mumlede noget i stil med
”undvigelses taktik”. Min vejleder lo en sidste gang og lagde så til min store
overraskelse sin hånd på Didgos skulder på en venskabelig måde. ”Jeg er
imponeret, dværg” sagde han med et smil ”ikke over din taktik, men over din
viljestyrke. Jeg havde ikke regnet med, at du besad nogen overhovedet, men du
forsøgte alligevel at kæmpe ved min side, da det kom til stykket. Du er ikke
fuldstændigt uduelig”. Så vendte Azmer sig mod mig med et mere alvorligt blik. ”Men
lad os nu høre historien om dit møde med selveste Litungul” sagde han alvorligt
og lagde så hånden på sin blodige kind ”nogle af os har gjort lidt for at lade
den udfolde sig”. Jeg nikkede. Min vejleder havde helt ret. Uden ham ville jeg
aldrig være nået ind til Litungul før Abd Al-Makr. ”Godt, godt” sagde Didgo og
bed sig i underlæben ”men før vi går i gang… resten af broderskabet… er de?”. Jeg
nikkede igen. ”Så lad os finde nogle flasker, før vi går i gang” sagde Didgo
med et suk ”jeg bemærkede, at Abd Al-Makr havde en yderst fremragende vin fra
Frangica”.
Der var
ikke et eneste levende medlem af Litunguls Broderskab tilbage i lejren, da vi
kom ud af mineskakten. Litungul selv var heller ikke at se, men han havde nok
stadig lidt arbejde foran sig. Min befaling havde teknisk set inkluderet hele
broderskabet. Ingen af os havde dog særligt megen lyst til at spise blandt de
døde, så vi fandt vores ting samt noget rent tøj, en smule mad og den omtalte
vin, og så satte vi os til at spise middag et stykke uden for lejren. Jeg
fortalte dem begge hele historien med hver eneste detalje. Det var måske
uforsigtigt af mig, men jeg var for udmattet til at være paranoid, og desuden
havde de fortjent sandheden. Selv Didgo. Da min beretning var nået til vejs ende,
var vi alle tavse for en tid. Azmer så tankefuld ud, som om han overvejede et
eller andet, imens Didgo havde et udtryk af erindring over sig. ”Hvad vil du så
gøre nu?” spurgte min vejleder ”tage hjem til din familie?”. ”Det kan jeg
desværre ikke” svarede jeg ham ”bortvisning fra Magiens Vogtere er på livstid,
og for nu er deres plads endnu hos vogterne. Jeg regner med at se dem igen en
skønne dag, men det er nok først om flere år… desuden er mit arbejde endnu ikke
færdigt”. ”Så du vil fortsætte med at lede efter din læremester?” sagde Azmer.
”Ja” sukkede jeg ”men det er svært at sige, hvor han kan være henne, og i
hvilken retning jeg bør rejse”. ”Der tror jeg måske, at jeg kan hjælpe” sagde
Didgo ivrigt som ved en pludseligt indskydelse ”hvad sagde du nu, at hans navn
var igen?”. ”Zok-Jawa-Qul” svarede jeg en anelse usikker på, hvor dette førte
hen. Didgo begyndte straks at smile, da han hørte navnet. ”Selvfølgelig!”
udbrød han og sprang op. ”Selvfølgelig hvad?” spurgte jeg forundret. ”Din
læremester, goblingen” svarede Didgo ”jeg mødte ham for et stykke tid tilbage,
kort før jeg sluttede mig til den karavane, som førte mig herhen”. ”Gjorde du
det?” spurgte en anelse forundret over denne pludselige og yderst belejlige,
lidt for belejlige kunne man næsten sige, nyhed ”og du har ikke nævnt det
tidligere fordi…”. ”Fordi du ikke sagde mig hans navn” svarede Didgo fornærmet
igen ”broderskabet udspurgte mig også flere gange om, hvad jeg havde lavet, før
jeg blev karavanevagt. Jeg troede, de kendte til den gang, hvor jeg kom til at
snige mig ind i faraoens have… det var derfor, at lederen af karavanen var så
opsat på at hyre mig og så pludseligt ønskede at fyre mig, da vi kom nær
bjergene! Altså det med Zok. Glem, hvad jeg sagde om faraoen”. ”Er du nu helt
sikker på, at…” begyndte jeg, da jeg fandt historien lidt for mistænksom, men
Didgo lod sig ikke røre. ”Hør nu på mig” sagde han ”jeg mødte din læremester,
ham sokkefyren ude østpå i Glashjem. Han ønskede at forlade landet og sejle til
Crymron, men der var vist en eller anden vigtig person i byen, som ledte efter
ham og havde udsendt en arrestordre. Det var helt sikkert nogen fra Litunguls
Broderskab. Så jeg mødte din læremester, og jeg kender nogle få på den egn, som
ikke er bedstevenner med loven. Din ven betalte mig for at skaffe ham i kontakt
med de rette”. ”Det…” sagde jeg langsomt ”giver faktisk en smule mening. Hvis
det er sandt, så må han altså være taget til Crymron”. Jeg forsøgte at holde
mig rolig, da det ikke var til at sige, om det overhovedet havde været den
samme gobling, vi talte om, og Crymron måske ikke var den virkelige
destination. Men det var bedre end ingenting, og det gav mig en lille smule
håb. ”Ved du hvad, Didgo?” spurgte jeg ”jeg tror, Azmer havde ret. Du er ikke
fuldstændigt uduelig”.
”Så hvad
vil du gøre nu?” spurgte jeg Azmer den næste morgen. Vi havde allerede pakket
vores ting og var næsten klar til at rejse af sted. Den første dagsrejse ville
vi foretage sammen, men vi havde planlagt at skilles i Sandhul. Min vejleder
ville der sørge for, at jeg fandt et skib med kurs mod østkysten, og det ville
være enden på vores rejsefællesskab. ”Tage en kort ferie” svarede den mørke
vandringsmand ”få en læge til at kigge på det her”. Han pegede på sin kind. ”Og
derefter finde en ny klient. Forhåbentlig en hvis kurs ikke bringer mig forbi
hverken djinner eller kulter. Der er altid behov for mørke vandringsmænd i et
land som Set, og ellers kunne jeg altid forsøge mig med nabolandene”. ”Angående
det” sagde jeg og fandt min pung frem ”så skylder jeg dig vist en velfortjent
betaling”. Men Azmer rystede blot på hovedet. ”Behold du dine penge” sagde han ”jeg
har allerede fundet min betaling og lidt ekstra til at dække et lægebesøg fra
hulens beholdning. Det ser heller ikke ud til, at du har meget tilbage. Måske
burde du finde noget, der kan finansiere din rejse østpå”. Jeg havde helt glemt
alt om Arif skat. ”Det burde jeg måske” svarede jeg ham overvejende ”men
hvorfor har du ikke taget mere selv? Der er nok rigdom derinde til at gøre dig
velhavende resten af livet”. Azmers ansigt blev som refleks hårdt og koldt. ”Jeg
behøver ingen rigdom” sagde han ”hvis jeg søgte penge, ville jeg have taget
imod Abd Al-Makrs tilbud. Jeg har bare brug for arbejde, noget at tage mig til.
Didgo kan beholde resten af skatten, hvis han nogensinde får den ud derfra, men
jeg mistænker, at han kommer til at forsvare den inden længe, hvis han ønsker
at beholde den”. ”Det har du nok ret i” svarede jeg ”hulens placering kan ikke
forblive en hemmelighed særligt længe, når han kommer slæbende på alt, hvad han
kan bære”. ”Så” sagde Azmer lidt efter ”du skal til Crymron nu… jeg misunder
dig ikke”. Ved de ord kom jeg i tanke om, hvad Abd Al-Makr havde sagt til den
mørke vandringsmand. ”Er det sandt, at du boede der engang?” spurgte jeg
forsigtigt. Azmer nikkede. ”Fra jeg var ganske ung til for få år siden var jeg
et medlem af De Røde Jægere” svarede han med gammel smerte i stemmen ”så slemt
er stedet egentligt ikke, hvis man bare kan styre udenom blodmagikerne, varulvene,
græs dværgene og inkvisitorerne… men jeg har ikke planer om at vende tilbage
dertil, hvis jeg kan undgå det”. ”Hvad skete der?” spurgte jeg, men blev
øjeblikkeligt klar over, at han ikke ville svare. Azmers blik formørkedes. ”Du
virker til at være en anstændig mand, Tash” sagde han ”men det må blive en
historie til en anden gang… hvis vi mødes igen”. Jeg nikkede for at vise min
forståelse. Det var ikke min sag, og i modsætning til min historie, så lød den
til at være ovre. Desuden havde jeg andre ting at tænke på. Min historie var
som sagt langt fra ovre, og skæbnen ville snart føre mig til Crymron, en mytisk
verdensdel splittet i mange små, krigsførende lande stiftet af politiske
flygtninge og oldgamle magikere. Men alt det skal jeg nok komme til. Lad mig
dog blot hurtigt sige, at det ikke lykkedes mig at undgå disse inkvisitorer,
Azmer nævnte. Jeg lærte åbenbart intet fra hans advarsel mod Litunguls
Broderskab.
Tashs Historie
Afsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Kommentarer
Send en kommentar