#15 Karavane i Crymron
” I det sydøstlige Mortlan
ligger området Crymron, hvor usikkerhed, splid og sagn hersker. Crymron er et
skjulested for mange politiske flygtninge, kriminelle og lykkeriddere. Det er her,
Mortlans hjemløse og desperate drager hen i søgen på et nyt hjem. Crymron er
nemlig et kaotisk og pengestyret område, der er delt ind i mange små lande,
hvor inkvisitorer fra Kahjn vandrer rundt som om, de ejer det hele. Crymron er
samtidigt et område fyldt med magiske trusler og massevis af uhyrer, eftersom
en af de fem porte til Herroth ligger i Kahjn. Området har også en stor samling
af blodmagikere.”
Fortæller: Tash Rizzian
Periode: Falk 1071AA (1067AA i
drøm)
Placering: Crymron
Jeg havde
den sædvanlige drøm på min fjerde nat i Crymron, da jeg lå og sov rullet ind i mit
tæppe midt i karavanelejren.
Som altid
startede den på en af altanerne tilbage på slottet udefra Elwars kyst, hvor en
stor del af Magiens Vogtere havde holdt til siden femhundrede år inde i den
første alder, og hvor jeg har både studeret, levet og undervist. Men det var
ikke en tilfældig altan. Den var altid den samme. Med en fremragende udsigt
over slotsgården, de andre tårne, murene, der omgav os, og endda en god del af
øen, vendte den mod syd fra den nordligste ende af skolen. Rundt omkring stod
diverse store krukker med den samme slags grå buks i. På buskene voksede der
smukke, sølvfarvede blade med en tynd, gylden kant. Drømmeblade blev de kaldt,
og af dem kunne man brygge en dejlig te, for hvilken min kone Carina havde en
forkærlighed. Desuden kunne bladene også bruges i flere eliksirer og miksturer,
hun kendte. Carina var altid typen, der værdsatte skønne ting endnu mere, hvis
de også besad praktiske egenskaber. Men denne drøm omhandlede ikke min kone. I
den sad jeg som sædvanligt og kiggede ud over gårdspladsen, hvor skolens mange
elever vandrede rundt ivrige efter at tilbringe deres frie aftenstid til det
fuldeste. Årets sidste eksamen var netop blevet afholdt for i år, og jeg var
ikke den eneste spændte Rizzian, nu da mange elever steg i grad og skulle begynde
på de ældre hold. ”Far?” sagde Richaras, som indtil nu havde siddet stille på
kanten af altanen, og vendte sit nittenårige, rødhårede hoved mod mig. ”Ja”
svarede jeg tålmodigt. ”Tror du, at jeg skal gå i en af dine nye klasser?”
spurgte han i et håbløs forsøg på at lyde henkastet. Det lykkedes ham
overhovedet ikke at skjule nervøsiteten. ”Som jeg efterhånden må have nævnt for
dig et dusin gange” sukkede jeg ”så er det op til højmagiker Nott at arrangere
eleverne i deres nye klasser, og jeg er langt fra den eneste lærer i
elementar-magi. Vær du bare rolig. Chancerne for, at du får din far som lærer,
er ikke særligt store”. Richaras rødmede og vendte sig bort. ”Desuden”
tilføjede jeg ”så bad du om en mester med fokus på luft, ikke sandt? Mit gæt
ville være, at du bliver tildelt til…”. Jeg blev straks tavs, da døren ud til
altanen blev smækket op. Richaras og jeg kom på benene, samtidigt med at seks
vagter trådte ud. De var klædt i rødt og blåt med hver sit eliksirbælte og hver
sin stav. ”God eftermiddag, mine herrer” sagde jeg lettere overrasket og
forvirret ”leder I efter nogen eller…”. ”Ja” sagde en velkendt, men uønsket stemme
rapt, da Lycan trådte ind ”og nu har vi vist fundet ham. Richaras, vil du være
så venlig at lade os være alene. Der er noget, jeg har brug for at diskutere
med din far”. Min søn kiggede nervøst på Lycan. ”Hvad vil du, hr. højmagiker?”
spurgte jeg med sammenbidte tænder. Lycantropicus kastede et kortvarigt blik på
Richaras, som dog blev stående ved min side, og sagde så med et suk ”nuvel,
hvis du insisterer på at være her… Tash Rizzian, du er under arrest for at
konspirere med forræderen og spionen Zok-Jawa-Qul og for at lække information
til ham. Mænd, pågrib ham!”.
Jeg
vågnede pludseligt og satte mig op. Omkring mig gjorde en snes andre af
karavanens folk det samme. ”Op med jer, alle sammen!” råbte en stemme et sted
til højre, og nogen slog på en tromme i det fjerne. Stemmen tilhørte Jogge, en
kortklippet elver med et firkantet hoved, klædt i en halvt rød, halvt hvid
kofte med en brun hætte ned ad ryggen og en grøn hue på hovedet. Han var
karavanelederens højre hånd, og hvis man ellers troede på rygterne, så tog han
sig af de uofficielle problemer på diskret vis. Jeg kom straks op, pakkede mit
grej sammen i tasken og gik hen for at stille mig i den voksende kø af sultne folk,
som ventede på at få morgenmad. For enden af køen stod en morgensur gobling og
servede en brunlig, tyktflydende grødmasse, der så ud til at være en fjerdedel
klumper. På trods af madens uappetitlige udseende, tog jeg taknemmeligt imod en
portion og tog plads på græsset et stykke derfra. Her var allerede en anden
elver i en brun munkekåbe med grønne klæder nedenunder og en grå troldmandshat
på toppen, som selv sad med en portion grød i den ene hånd og en feltflaske af
metal i den anden. Mit første indskud var naturligvis, at han måtte være en
troldmand, men til min overraskelse følte jeg ingen magiske energi fra ham. Da
jeg satte mig på jorden, bemærkede jeg også den yderst stærke dunst af alkohol
og bræk, der steg op fra både ham og flasken. Nej tænkte jeg bare en
fulderik i sjove klæder. De er nok stjålne. Elveren lod knapt nok til at
bemærke mig, men han så også rimeligt svimmel ud. ”Godmorgen, hr. Rizzian” sagde
en anden stemme, og jeg vendte blikket bort fra drankeren. Det var Nicholai
Hrin eller bare Hrin, karavanens leder. Han var en lille, rødskægget mand altid
med et tørklæde rundt om hovedet, et ræveskind i bæltet og en sabel i skeden. Som
det ofte var tilfældet, stod Jogge bag ham. ”Hrin” hilste jeg og nikkede til
manden ”også en god morgen til Dem”. Hrin satte sig på græsset mellem mig og
Kryster, imens Jogge fortsat blev stående og holdt vagt. ”Du har vel ikke haft
nogen problemer, håber jeg?” sagde Hrin høfligt, og jeg rystede på hovedet. ”Godt
at høre. Nu har du været hos os i to dage, så jeg kunne godt tænke mig at høre,
hvor længe du tænker på at blive. Hvor er du på vej hen, Rizzian?”. ”Jeg leder
efter en person” svarede jeg ham og satte grøden fra mig i græsset ”en gobling
jeg engang kendte. Jeg har hørt, at han skulle være i Crymron et sted, men hvor
præcist… det ved jeg ikke”. ”Se nu her” sagde Hrin og fandt et kort frem fra
sit bælte, som han foldede ud i græsset mellem os. Det dækkede hele Crymron og
områdets mange, små lande, lige fra Baruna, hvor jeg var ankommet med skib fire
dage tidligere, til Cinator, Kahjn, Baksred eller Kodin, hvor vi var nu.
”Her”
sagde Hrin og lagde sin finger på et af de midterste lande ”Grolanar. Et
rimelig kedeligt sted det meste af tiden. Skove og marker så langt øjet rækker,
men landet er beboet af både goblinger og oddere. Hvis du leder efter en
gobling, ville det være et godt sted at starte. Desuden er de nordlige lande
ikke de sikreste i øjeblikket, da Cinator lige er kommet ud af sin anden borgerkrig inden for de sidste elleve år, og Kahjn er Himmelkrigernes land. Vi
er på vej til Grolanar lige nu for at handle, hvis du er interesseret”. Jeg
overvejede hurtigt hans tilbud. Bare fordi Grolanar var et gobling beboet land
betød det ikke, at Zok ville være der, men så igen… jeg havde ingen anelse om,
hvor han var, og man skulle jo starte et sted. Desuden havde jeg hørt om
situationen i Cinator, og jeg måtte give Hrin ret. Hvis det kunne undgås, ville
jeg helst ikke dertil. Og Kahjn… tja, lad mig bare sige, at selv i Central
Mortlan, hvor jeg kom fra, kunne man høre skrækhistorierne om Himmelkrigernes
land og de frygtede inkvisitorer. ”Det tror jeg faktisk, at jeg er” svarede jeg
karavanelederen ”for en tid i hvert fald”. Hrin smilede. ”Dejligt at have dig
ombord” sagde han og gav mig et godt, solidt håndtryk ”du virker som den
fornuftige type, men lad mig alligevel gå igennem reglerne bare for en god
ordens skyld. Så længe du bærer dit eget læs og gør din del for fællesskabet,
uanset om det betyder donationer til fælleskassen, indsamling af brænde eller
tjenester såsom lægehjælp, så er du velkommen hos os og får to daglige
måltider. Men hvis du skader et medlem af karavanen uanset dit motiv, dømmer
jeg sagen og finder en passende straf, hvis det er nødvendigt. Bliver du taget
i at stjæle, er det ud. Er det forstået?”. Jeg nikkede. ”Godt” sagde Hrin og
knipsede så med fingrene, som om han lige kom i tanke om noget ”ydermere så har
vi et par særregler angående magikere som dig selv. Jeg har intet imod magi,
der udføres med gode hensigter, og jeg har absolut intet til overs for
inkvisitorerne, men hvis vi kommer i nærheden af nogen, så hold din magi til
dig selv, hvis du kan. Det er sjældent, vi tager helt til Kahjn, men vi har fra
tid til anden været nær grænsen, og sommetider sendes der også inkvisitorer
længere væk, hvor deres orden egentligt ikke burde have nogen magt. Hvis vi
møder nogen, så lad dem være, og lad mig klare det, hvis der opstår problemer”.
Jeg nikkede igen. ”Som det sidste” tilføjede han ”så er blodmagi ikke tilladt i
lejren, medmindre jeg personligt tillader det og holder opsyn. Forstået?”. ”Jeg
er ikke blodmagiker” svarede jeg ham hårdt af ren refleks. ”Okay, okay” sagde Hrin
med et smil ”det var ikke for at provokere dig. Jeg ved godt, at I Magiens
Vogtere typer har forbudt den slags… personligt er jeg heller ikke ligefrem
vild med tanken, men det her er trods alt Crymron. Blodnymfernes indflydelse er
stor, det ville være dumt at glemme, og jeg foretrækker ikke at stå på dårlig
fod med deres tjenere”. ”Nå” sagde han så og rejste sig op ”jeg må videre. Vi
ses nok senere, Hr. Rizzian”.
Efter at Hrin
var gået med Jogge luntende efter sig, samlede jeg atter min grød op og
fortsatte med at spise. Da jeg var omtrent halvvejs færdig, skete der dog en
udvikling hos den fulde elver med den grå hat. Først begyndte han at hoste
voldsomt, så kastede han sig til jorden og begyndte at kaste op. Jeg satte
hurtigt grøden fra mig igen og kom på benene. ”Rolig, rolig” sagde jeg ikke
særligt roligt til elveren, som kom til at vælte feltflasken, så dens mørkerøde
indhold blev spredt ud over græsset. Drukkenbolten brækkede sig igen, og jeg
greb hurtigt fat i hans skuldre for at holde ham oprejst. ”Kryster!” kaldte en
fremmed stemme pludseligt, og en lille mand i sort og hvidt løb hen mod os. ”Ikke
nu igen… Kryster, slap af, jeg kommer!”. Det tog mig lige et sekund at indse,
at det var elveren, han kaldte Kryster. Da den lille mand nåede frem til os,
tog han også fat i den fulde elver og gav ham en rød eliksir at drikke. Den kom
ned med det samme, og så faldt elveren tilbage på bagdelen, hvor han sad et
stykke tid og træk vejret dybt. Den lille mand i sort og hvidt, som så ud til
at være en læge, satte sig ved siden af ham og rettede på sine små, runde
briller. Jeg bemærkede, at han om halsen bar en halskæde med adskillige små
fuglekranier. ”Tak skal du ha” sagde lægen og hjalp elveren op at stå ”Kryster
er virkeligt syg… det har han været i en tid nu”. Jeg skævede til den nu tomme
feltflaske i græsset. Denne læges definition af ”syg” var vist lidt anderledes
fra min. ”Jeg er for resten Pandion Hali…” begyndte lægen, men elveren ved navn
Kryster rystede pludseligt voldsomt på hovedet. ”Hvor er jeg, Kobbel?” spurgte
han. ”Vi er stadigvæk i Kodin” svarede lægen, hvis navn enten måtte være
Pandion Hali-et-eller-andet eller Kobbel ”men vi skal af sted snart. Vi må
hellere se at få pakket dine ting. Snupper du lige din flaske?”. Kryster
fangede læderremmen, som sad på feltflasken, og haltede så af sted sammen med
lægen. Tilbage stod jeg omgivet af væltet grød, bræk, vin og… jeg vendte
blikket mod græsset og lod mine fingre løbe gennem en brækfri, rød plet. Det
var ikke bare vin, det var blod. Havde denne Kryster mon hostet blod op? Eller var det også i feltflasken?
hviskede en stemme inde i midt hoved. Uanset hvor det var kommet fra, så var
der et eller andet galt med denne Kryster… jeg havde bare en fornemmelse over
ham… noget velkendt men jeg kunne ikke lige sætte min finger på det. Der var
bare noget helt galt. Da lægen og drukkenbolten var ude af synsvidde, vendte
jeg tilbage til min egen grød, men havde ikke længere den samme appetit.
Den samme
dag ankom vi til Grolanars grænse, og dagen efter igen rejste vi ind i dette
centrale skovrige. Hvor end jeg kom hen, spurgte jeg efter en gobling shaman
med Zoks beskrivelse, men det viste sig rimeligt håbløst. Grolanar var fyldt
med goblinger, og der var ligeledes rigeligt med shamaner. Men bortset fra det
så begyndte jeg faktisk helt at nyde tilværelsen som nomande på denne del af
rejsen. Grolanar var et ganske behageligt land, og det var et dejligt, varmt
forår. Men intet varer for evigt, og efter to uger var tiden kommet til at
forlade skovlandet. Dog ikke sådan som Hrin oprindeligt havde planlagt det. Vi
fik nyhederne at vide en sen aften, da der blev kaldt til samling. ”Godt så,
folkens” sagde Hrin ”der er dukket en mulighed op for at gøre en god handel, og
den kunne indtjene os penge nok til at komme igennem de næste mange måneder,
men den er risikabel, og derfor bør det være en fælles beslutning”. En mumlen
spredte sig straks blandt de tilstedeværende nomader. Jeg bemærkede både
Kryster og Kobbel i mængden, og som sædvanligt stod Jogge ikke langt fra sin
anfører. ”Hvis vi investerer lidt i noget medicin, burde vi kunne sælge det for
en masse i Flække” fortalte Hrin, og hviskeriet blev straks intensiveret. ”Jeg
ved godt, hvad I tænker” sagde Hrin og gav tegn til stilhed ”det betyder
Nolgar. Og jeg ved også udmærket, hvilken frygt det navn måtte give mange af
jer, og tro mig, når jeg siger, at jeg personligt kender alt til den frygt. Jeg
har været i Nolgar flere gange, og det ved jeg, at flere af jer også har. Det
er ikke kønt, men det er dueligt, og vi skal knap nok over grænsen. Desuden er
Flække fredet grund for banderne, det ved alle. Og hvis vi kan levere denne
medicin, så vil det løse en masse problemer for os”. De mange nomader og
handelsrejsende begyndte igen at diskutere overalt omkring mig. ”Det er alt for
farligt” hørte jeg en sige, imens andre rystede på hovedet og insisterede på
nødvendigheden. Da diskussionerne til sidst havde varet længe nok, kaldte Hrin
til afstemning. Personligt undlod jeg at stemme, da jeg for det første ikke
kendte nok til landet og for andet ikke følte, at jeg havde retten, når jeg kun
var et midlertidigt medlem af karavanen. Det endte med at blive et knebent ja,
og så satte vi altså kurs mod Nolgar, røvernes land.
Eller
Nolgar var egentligt ikke så meget et land, som det var en stor ødemark fyldt
med røverhuler, gamle ruiner og grotter. Landet havde ingen officiel leder, men
så vidt jeg havde hørt, så kæmpede flere bander konstant om overhånden. Andre,
mindre fraktioner var vist også til stede eksempelvis i den nordvestlige del af
landet, hvor vi styrede imod. Her på grænsen til Grolanar lå en række gårde, og
Flække var deres værn mod røverne. Byen var, som Hrin havde nævnt, fredet grund
for røverne, da de her havde mulighed for at handle og sælge deres røverkoster,
og desuden holdt byen et militær af fornuftig størrelse til at holde de få bander
væk, som ikke forstod den uskrevne regel. Byen var og er en rotterede, et
tilflugtssted for de desperate og en korsvej mellem Nolgars bander og Grolanars
goblinger. Det var så i enden af april, vi nåede frem til byen for at sælge
medicinen, en opgave Hrin og hans folk straks tog til sig til. I mellemtiden
besluttede jeg mig for at udforske byen. Grolanar havde ikke givet mig en
eneste ledetråd i retning af min gamle læremester, så måske var en rotterede
netop det rette sted at lede. Men efter at have vandret mere eller mindre
tilfældigt rundt på byens gader i nogle timer, besluttede jeg for at gøre det
på en mere behagelig måde. Jeg fandt altså en kro, hvor jeg fik mig et varmt
måltid mad og noget at drikke, så jeg kunne samle tankerne. Nu er sagen bare
den, at kroer ikke altid er de bedste steder, hvis man ønsker fred og ro.
”Har du
bestilt frisk ørred og øl?” nærmest råbte en af tjenerne af mig i et forsøg på
at overdøve de mange andre gæster. Jeg nikkede og tog imod tallerken, krus og
bestik, men da jeg fik øje på fisken, stoppede jeg op. ”Den er altså ikke
frisk” klagede jeg til tjeneren, men han trak blot på skuldrene, som om han
ikke kunne høre mig, imens larmen fortsatte fra alle sider. ”Det bliver otte
bronze!” forlangte han. Jeg sukkede, rakte manden pengene og vendte blikket mod
min langtfra friske fisk. Så samlede jeg Zoks journal op fra bordet og lukkede
den i. Jeg havde netop været ved at læse om den gamle goblings første møde med
de frosne krigere for så mange år siden. Irriteret, men sulten gav jeg mig så
til at spise. Den første bid var dog først lige kommet ned, da en eller anden
ramte ind i mig. ”Av!” protesterede jeg og vendte mig mod vedkommende. Det var
Kryster, der var kommet haltende oppe fra bardisken. Feltflaske havde han atter
i hånden, og en frisk aroma af alkohol steg op fra den. Han havde vist lige
fået den genopfyldt. Uden at sige et ord dumpede den falske troldmand ned ved
siden af mig, hvor han i store drag satte sig til at tømme flasken. Jeg sukkede
endnu en gang og forsøgte at vende min opmærksomhed tilbage til maden, men det
kunne jeg af en eller anden grund ikke. Som jeg tidligere havde bemærket, hang
der en mærkværdig fornemmelse over drukkenbolten nærmest som en lille tordensky.
Det var ikke ligefrem magi, men jeg mente alligevel at have oplevet
fornemmelsen før for flere år siden, jeg kunne bare ikke mindes hvor. Noget
føltes galt… forkert, men hvorfor kunne jeg ikke forklare.
Jeg tog
mig selv i at stirre på Kryster og forsøgte igen at vende opmærksomheden
tilbage mod min mad, men netop da bemærkede jeg den. Stilheden. Forundret
kastede jeg et blik ud over hele lokalet, hvor alle gæsterne fortsat sad, men
hver og en af dem var stoppet op. Ingen talte, ingen spiste, ingen drak. Ingen
så meget som hviskede. I stedet sad alle med blikkene stift rettet ned i
bordene. Eller det var heller ikke helt rigtigt. Ingen kiggede på noget
bestemt, men på samme tid observerede alle på hele krostuen det samme via
diskrete, stjålne blikke. Alles fulde opmærksomhed var nemlig rettet mod de to
nyankomne mænd, som for kort tid siden var trådt ind på kroen. På de to
inkvisitorer.
De var
klædt fra top til tå i pladerustninger af lyst stål med deres gudinde Volkias
symbol i guld på brystkassen, et mægtigt lyn. Over brystkassen og lige under
våbenmærket havde de hver et eliksirbælte med diverse, farvede miksturer, og i
bælterne var der gyldne hakker med magiske runer og sten. Deres ansigter kunne
ikke ses, for som enhver anden inkvisitor fra himmelkrigerne havde de udtryksløse
stålmasker på, der dækkede hele ansigtet. Langsomt travede inkvisitorerne
gennem krostuen, imens deres skjulte øjne afsøgte de mange gæster. Jeg tog en
dyb indånding og forsøgte at berolige mig selv. Så længe jeg ikke gjorde noget
drastisk, burde de umuligt kunne fornemme min tilstedeværelse blandt så mange
folk. Magikere kunne måske fornemme, at andre var magikere, men det virkede ikke
altid lige godt og kun, når den første magiker fokuserede specifikt på den
anden. Jeg forsøgte altså at passe ind og undveg inkvisitorernes blikke præcist
som de mange andre gæster på kroen. Det virkede også, og snart stod begge
inkvisitorer ved krodisken, hvor de lod til at have spørgsmål til værten. Jeg
sukkede lettet og kiggede ud over rummet, men frøs så pludseligt. En skikkelse
havde netop sneget sig ud af døren… jeg havde kun lige nået at få et kort glimt
af vedkommendes ansigt, men hvad jeg havde set… kunne det virkeligt være sandt?
Hurtigt og uden at bekymre mig for meget om inkvisitorerne skyndte jeg mig
efter skikkelsen.
Det
lykkedes mig at indhente personen, da vedkommende skyndte sig ind på en
sidegade et lille stykke fra kroen. Før skikkelsen nåede at forsvinde igen,
lagde jeg min hånd på dennes skulder, som straks drejede rundt på stedet af
chok og løftede en flammende hånd op mod mit ansigt. ”Hold dig væk!” hvæsede en
skræmt kvindestemme, men tav så pludseligt i genkendelse. ”Tash!”. Midea
omfavnede mig, imens hun smilede henrykt. ”Åh, du skræmte mig virkeligt. Jeg
troede et kort sekund, at du var en inkvisitor, der havde indhentet mig”. Min
gamle elev trak sig så væk fra mig igen, imens hun fortsat smilede. Hendes lyse
hår var blevet kortklippet, og hun havde en grå hætte over hovedet, men ellers
lignede hun præcist den unge elverpige, jeg for så mange siden havde haft som
elev. ”Hvad laver du I Crymron?” spurgte jeg hende forundret, men glad. Hun
åbnede munden for at svare, men lukkede den så straks igen, samtidigt med at
hendes blik fæstnede sig ved et eller andet bag mig. Jeg vendte om på stedet og
fik til min forundring øje på Kryster, der svimmelt kom vraltende ind i gyden. ”Kom
ikke nærmere” advarede jeg ham. Mine instinkter havde fortalt mig i dagevis, at
der var noget helt forkert over elveren, og jeg havde ingen grund til at stole
på ham. Kryster kiggede blegt på mig med en maske af usikkerhed og noget andet,
jeg med det samme identificerede. Frygt. ”Inkvisitorer” sagde han hæst og
vaklede bagud med tydelig kvalme ”der kommer inkvisitorer”. Netop som han havde
sagt ordene, dukkede endnu to personer op i gyden foran os. Jeg kunne føle min
puls stige og høre blodet pumpe i mit hoved. Midea tog sin i hånd i min. Det
var de to inkvisitorer fra kroen.
Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv Afsnit 2 - Vandringsmanden Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs EventyrAfsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron Afsnit 8 - Kryster og Kobbel Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 10 - Gråtårn Afsnit 11 - De Røde og De Hvide Ulve Afsnit 12 - Xenrons Arving
Kommentarer
Send en kommentar