#42 Rlatos
Den
11. Baigh i den underjordiske by Rlatos mellem Zrulf og fastlandet
Tugy vågnede med ét sæt ved en pludselig lyd, men gjorde ikke
andet end langsomt at åbne sine øjne. Hun havde lært over de
sidste par dage, at vagterne ikke reagerede positivt på uventede
bevægelser, og de havde været ekstra mistænksomme, siden hun havde
forsøgt på at stjæle en kniv fra en af dem. Den oplevelse havde
samtidigt skænket hende et blåt øje og en flækket kindtand.
Ironisk nok var hun det eneste af børnene, som ikke havde mistet alt
mod over det. ”Vi ska' nok slip' væk næste gang” havde hun
hårdnakket insisteret med blodig mund ”Faros ska' nok kom' efter
os”. Det var dog ikke lykkedes hende at inspirere nogen af de
andre, og hvis hun skulle være helt ærlig med sig selv, så holdt
hun kun lige præcis facaden oppe. En eller anden var nødt til at
bevare lidt kampgejst, og siden Irram var blevet såret... siden
pilen var fløjet ud af mørket og havde boret sig ind i hendes side.
Siden da havde moralen ikke bare været lav, men død og begravet.
Ashas knægten kendt som Snothvalp havde ikke sagt et ord, siden det
var sket, og for en gangs skyld var Tugy ikke på nakken af ham. Han
havde haft ret. Hun kunne umuligt have reddet Skruml selv og klaret
ambassadøren. Det forstod hun godt nu, ja, alt var blevet ganske
klart for hende siden... Lad være med at tænke sådan,
insisterede en stemme i den lille tyvs hoved, men den var efterhånden
ved at synge på sidste vejrs, hun er ikke død. Det kan hun ikke
være, hører du mig? Hun er ikke død, og Faros kommer efter os...
Faros kommer...
Disse tanker ramte hende for hundrede og syttende gang, så straks
hun vågnede, og Tugy sad stille i flere minutter for at få styr på
sig selv, imens hun betragtede det mørke klippeloft mange mange
meter over sig. Hernede var det himlen, og det udsyn havde ikke
ligefrem hjulpet på børnenes humør. Hovedparten af dem var ganske
vist dværge, og flere havde tidligere boet blandt de underjordiske
byer, men Irram var på overfladen, og jo længere ned de kom, jo
længere fra hende kom de også. Hvilket er ligegyldigt, fordi hun
er d... ”Klap i” hviskede Tugy til sig selv og satte sig op.
Omkring hende lå hendes fostrebrødre og søstre i en stor bunke, og
hun kunne mærke en troldearm under sig. Hvis der havde været et
lyst punkt på hele deres tur til Rlatos, så havde det været, at
hun i det mindste var blevet genforenet med Skruml, sin bedste ven.
Hvor længe dette kom til at vare, var dog ikke til at sige. Faktisk
var Tugy rimeligt sikker på, at de snart ville blive skilt ad og
solgt til forskellige parter. Det Angloriske Imperium var måske
langt langt borte, men Rlatos var et rimeligt gråt område, når det
kom til ting såsom lovgivning, Thorhall traktaten, som forbød
slaveri, og alliancer samt bare almen moral og etik. Kort fortalt så
var det en røverhule, hvor man kom for at indgå diskrete handler og
undgå vagtsomme øjne. Det skulle ikke undre Tugy, hvis
slavehandlere fra vesten kom hertil for at udveksle fanger, før de
tog dem med tilbage til imperiet. Det kunne være dem, de ventede på
i netop dette øjeblik.
For noget eller nogen ventede de i hvert fald på. Alle børnene og
deres fangevogtere befandt sig i, hvad der på overfladen ville blive
kaldt for en dal, et stykke fra hovedbyen. Et par af vagterne havde
et bål i gang, hvor de var ved at lave mad, imens de resterende
enten var på udkig eller lå og sov. Hovedparten af dem var dværge,
men de var tydeligvis af forskellige nationaliteter, og kun en
håndfuld af dem lod til at tale anglorisk. De var ambassadørens
nærmeste og dem med det bedste udstyr, naturligvis, og af dem var
der en seks-syv stykker. Resten måtte være lokale dværge, som
sikkert havde manglet lidt penge på lommen. De var bare desperate
forbrydere uden evnerne eller hjernen til bedre arbejde, og Tugy
kunne se på deres svage vilje samt mangel på rygrad nær
ambassadøren, at de ikke var nogen rigtig trussel. Men det behøvede
de heller ikke at være, for de angloriske dværge, diamant-dværge
som de blev kaldt, var rimeligt alvorlige på egen hånd. Under deres
brune frakker havde de tykke læderrustninger og sommetider
ringbrynje, og de bar alle et fint, bredt ethånds sværd. De ville
være drømmeofre for de fleste tyve, observerede Tugy med
professionel interesse, for deres sværd var alle overbroderede, og
parerstængerne farvede med sølv og guld. Det var ikke sølle
bondeknolde, de havde med at gøre, nej, de var enten adelige eller
ud af rige købmandsfamilier. Slavehandlende familier.
Ambassadøren
selv, som de andre dværge tiltalte ”Señor Djulidur”, var uden
tvivl også vandt til at blive behandlet som en fra overklassen. Tugy
forstod ganske vist ikke, hvad han sagde til sine folk, men han havde
ingen tålmodighed i sin stemme og da slet ingen respekt til overs
for de hyrede lokale svende. Han sad bare der i sin blå kåbe og
kiggede surt og tvært på enhver, der så meget som kastede et
enkelt blik i hans retning. I øjeblikket lod han til at være endnu
mere utålmodig end sædvanligt, og han blev med at spørge en af
sine vagter om noget. ”¿Cuando
llega?”. Men hans vagter trak blot på skuldrene med undskyldende
miner.
Aftenen
den 18. Baigh 1076AA i Platnir, Mugball
De
fulgte Regins instruktioner og kom snart ind i et af Platnirs mest
kringlede kvarterer. Stenhuse alle vegne og gaderne fyldte med
gnavne, hårdkogte støvdværge, som alle kiggede mistroisk efter
dem, præcis som Regin havde advaret dem, at de ville. ”Det hjælper
nok heller ikke ligefrem, at jeg er tilstede” mumlede Za-Sien ”men
lad dem bare stirre”. ”Shhh” tyssede Monolo på ham, der ledte
an, og stoppede op på et gadehjørne. På højre hånd lå der en
lille klinik, og foran dem var der derimod en lang række af mørke
stenhuse. ”Han burde befinde sig i et af disse” mindede dosnen
dem alle tre om, på trods af at de havde hørt det fra Regin
samtidigt med ham. ”Vi kan ikke bare vade ind” sagde Za-Sien. ”En
plan, ja” bifaldt Bruntop, og han gav sig til at rode sin eliksir
taske igennem. Monolo kiggede en smule nervøst på dværgens
beslutsomme mine og vendte sig så mod Manwe, hvor han forventede at
finde et lignende blik. Til hans overraskelse stod elveren helt
optaget og stirrede ned mod klinikken, hvor en lyshåret elverkvinde
netop var gået ind. ”Manwe?” kaldte Monolo ”det der kan du
gøre senere. Vi har en opgave at udføre, husker du nok. Med din far
og alt det der”. ”Hvad?” spurgte elveren fraværende og rystede
sig så vågen igen ”jov, ja, lad os komme i gang. En plan, sagde
du?”.
Tilbage
i Rlatos den 11. Baigh 1076AA
Det
smertefulde skrig fra et nederlag blev kastet i ansigtet på dem,
netop som de trådte ind i hulen. Det blev fulgt af et buldrende
bifald fra publikum og derefter brok fra dem, der havde tabt penge på
kampen. ”Ahhh” sukkede Jarskon ”den lyd havde jeg næsten
savnet”. Bag dem blev døren straks lukket af en vagt, imens en
anden kom hen for at tage imod dem. Det var en stor og muskuløs
gobling med en bar overkrop dækket i tatoveringer og to økser
hængende ned ad siden. Alt i alt en ganske almindelig gut på steder
som disse. ”Hvad har vi her?” spurgte han med et grynt og harkede
så en slimklat op ”to fremmede og en tredjestands. Hvad vil I
her?”. Marintra holdt munden lukket, ganske klar over at goblingen
ikke vil lytte til hende alligevel på grund af hendes
brændemærkninger i ansigtet, og Jarskon foretrak at være
inkognito, så Faros tog ordet. ”Jeg er skam ingen fremmed” sagde
han ”bare fordi du er så grøn som et spædbarn på æblerov”.
”Grøn?” sagde goblingen skarpt ”hvad skal det betyde, makker?
Har du måske et problem med mig, hva? For hvis du prøver på at
provokere, så ka' du få lov at hilse på mine økser ude i gyden om
et øjeblik”. ”Jeg siger, at du er ny” sukkede Faros ”og at
jeg plejede at komme her før i tiden. Under alle omstændigheder så
er jeg her for at tale med ejeren, hvis hun ellers er hjemme”.
Goblingen kastede mistænksomt et blik rundt, som om han regnede med
at blive overvåget. Så vendte han bagefter snuden frem mod Faros
igen, så Jarskon og til sidst Marintra, hvor hans øjne klistrede
sig til hendes blå streger i adskillige sekunder. ”Sikke et
dejligt vejr vi har i dag” sagde han en smule usikkert, og Faros
måtte kæmpe for at afholde sig selv fra at smile. Det lykkedes ikke
helt for Marintra, og hendes latter blev kun mere livagtigt, da
goblingen sendte hende et truende blik. ”Hør her” sukkede Faros
”jeg ved godt, at normer og skikke kræver den slags, men i dag er
virkeligt ikke den rette til åndssvage løsenet. Jeg kender ikke
svaret, og nej, jeg har ærlig talt ikke gidet bruge tid på at
skaffe det. Så hvorfor springer vi ikke denne del over og hopper
direkte til den del, hvor du fører mig til din chef”. Goblingen
kiggede overrumplet på den rødskæggede dværg og trådte tøvende
et halvt skridt bagud, imens hans hænder bevægede sig ned mod
økserne. ”Prøv endelig” kommenterede Faros ”for jeg kan love
dig for, at Polly ville begræde min død mere end din”. Ved
chefens rigtige navn slukkedes lyset i goblingens øjne helt, og hans
arme faldt opgivende ned langs siderne. ”Godt så” sagde Faros
”før os til din leder”. ”Det er desuden solskin” hviskede
Marintra, da hun passerede forbi goblingen ”på den der mørke
stenhimmel udenfor”.
”Du
skulle da bare have skrevet på forhånd, at du kom forbi” sagde
Polly Ato muntert, da hun, Faros, Jarskon og Marintra lidt efter sad
på en altan over den lille arena, hvorfra de tidligere havde hørt
et skrig. På tribunen hele vejen rundt om den sad folk fra Rlatos'
første og anden stand, det vil sige de rige forbrydere og politiske
flygtninge, som styrede byen, og så selvfølgelig deres håndlangere.
Hovedparten af de tilstedeværende fra første standen var desuden
medlemmer af Tyvenes Broderskab, som Faros og Marintra engang selv
havde været det, og som Polly fortsat var. ”Det blev en sidste
øjebliks ting” svarede Faros hende, og den gamle dosne kvinde
smilede. ”Hvornår er det ikke det med jer to?” spurgte hun. Så
blev hendes blik hårdt, og det fæstnede sig ved Jarskon. ”Jeg
ville bare ønske, at I kunne have medbragt lidt pænere selvskab”.
”Tro mig” mumlede Jarskon ”jeg kunne også forestille mig mere
behagelige steder at befinde mig. Steder hvor alle og enhver ikke
ønsker mig død”. ”Men jeg ønsker dig skam heller ikke død,
krakkensøn” svarede Polly muntert ”nej, det er ikke sådan, vi
gør tingene i broderskabet som regel. Vi har standarder, og vi ser
dine funktioner for øjeblikket. Nej, indespærret i Zrulfs mørkeste
fangehul ville være meget mere passende”. Jarskon reagerede slet
ikke på hendes ord, og hun vendte sig i stedet mod Faros og
Marintra, nu med munter mine igen. ”Men hvordan kunne I gøre det
mod mig?” spurgte hun anklagende ”I kommer ikke på besøg, I
ikke så meget som skriver til mig. I tredive år har jeg kendt jer
to, og så er der ikke en af jer, som tænker på at fortælle mig,
at Tsyseria er i live. Man må indrømme, at man føler sig lidt
forsømt, når man er nødt til at finde ud af den slags via spioner.
Tsk, tsk, tsk, folk er ikke, hvad de har været, er de vel?”. Faros
og Marintra udvekslede pinlige tavse, blikke, imens Polly betragtede
dem med sine rynkede hænder foldet. Til sidst åbnede Marintra
munden for at tale, men Polly kom hende hurtigt i forkøbet. ”Ah,
jeg driver gæk med jer. Jeg forstår det udmærket. I har haft
rigeligt at se til, kan jeg forestille mig, med jeres nye karriere og
alt det der. Så er der ikke altid tid til at holde kontakten til
gamle venner, især da de omtalte fortsat er med i en organisation,
man selv forlod. Men bare rolig. I forlod Tyvenes Broderskab rent og
redeligt af egen vilje, og det respekterer vi. I skal altid være
velkommen, så længe I overholder reglerne. Vi er civiliserede og
fornuftige folk, og i modsætning til visse andre efterlader vi ikke
venner på egne ben, når skuden brænder”. Hun sendte Jarskon
endnu et hårdt blik, som han koldt besvarede. ”Så hvad er det, I
vil mig, når det ikke er at besøge en gammel ven?” spurgte hun
lidt efter atter vendt mod Faros og Marintra. ”Vi leder efter nogle
udlændinge, diamant-dværge” fortalte Faros hende ”de har nogle
fanger blandt sig, som de har tænkt sig at sælge, når først de
når tilbage vestpå. Det kan vi ikke tillade”. ”Selvfølgelig
ikke” svarede Polly og hidkaldte en tjener med et klap, som kom ind
og serverede en skål tørret frugt for dem. ”I ønsker naturligvis
min hjælp til at lokalisere disse udlændinge”. Faros nikkede, og
Marintra fyldte munden med tørrede tranebær, imens Jarskon
betragtede kampen i arenaen under dem. I øjeblikket var det stor
køllebevæbnet trold, der kæmpede mod en mindre flok af ishipazi.
Sidst nævnte var slimede, skællede uhyrer indsvøbt i rustninger af
mange sammenklistrede småsten, som både olddværgene og
jerndværgene ofte havde problemer med. De var forbitrede pestilenser
mere end reelle trusler for det meste, men i større flokke kunne de
sagtens være farlige, som trolden i arenaen netop beviste ved at få
sin pandeskal flækket midt over. ”Det skal jeg også nok hjælpe
jer med” sagde Polly ”og jeg har allerede et spor, der kan føre
jer i den rette retning. En troldkvinde skulle være kommet i
problemer med dem og søgte mine folks beskyttelse. Desværre for
hende så vi ikke rigtigt noget potentiale i hende, og hun kunne ikke
betale os noget nævneværdigt”. ”Hun kunne måske være
interesseret i at få dem sat ud af spillet ligesom os” bemærkede
Faros, og Polly nikkede. ”Hun var en dværg... Thorna hed hun vist,
og så havde hun en anden med sig. En fyr med et dårligt øje... lad
mig se... ja, Finn”. Faros sukkede højlydt over de velkendte
navne, og Polly smilede. ”Men før I går” sagde hun så, og
hendes smil forsvandt for at blive erstattet af en forretningsmæssig
mine ”så husk lige, at denne ene gang måske var på huset, men
ikke kun på grund af gode gamle dage. I kører jeres egen ting nu,
og det respekterer jer, men jeg vil fortsat vedligeholde kontakt,
både personligt og erhvervsmæssigt. Jeg kommer måske og beder jer
om en tjeneste en dag, under rimelige forhold naturligvis, og det
kunne lige så vel være jer, der igen fik brug for min hjælp”.
”Naturligvis” svarede Faros, selvom han følte sig en smule
nervøs ved tanken om igen at skulle arbejde sammen med broderskabet.
Han var ikke bange, for han stolede på Polly, så meget som man nu
kunne tillade sig i den branche altså. Bare nervøs. Det havde været
et svært liv at opgive, og han havde ikke lyst til at blive trukket
tilbage ind i det igen. ”Godt så” sagde Polly og vendte for
sidste gang blikket mod Jarskon. ”Lige en sidste ting” sagde hun
til ham ”hvis du på nogen måde forråder, efterlader eller skader
en af dem, så har vi ledige pladser i ringen. Tro mig, når jeg
siger, at dine skrig ville bringe mig større fornøjelse, end hvis
selveste gudinden Monica sang for mig”. Hun lavede et hovedkast
imod den døde trold, som de mange stenklædte ishipazi hvæsede
vredt ad med løftede hænder, hvorpå der sad blodige sten som
kløer. ”Det kunne jeg aldrig drømme om” svarede Jarskon svarede
tørt ”ikke når du kommer med så høflige trusler”.
Den
18. Baigh 1076AA i Platnir hos Den Ensomme Skygge
Manwe berørte forsigtigt sit arrede ansigt, ganske klar over at det
ville gøre ondt, men samtidigt ude af stand til at lade være.
Hurtigt trak han hånden væk igen og rystede smerten af sig. Hvad
han ikke ville gøre for en god flaske vin og en dygtig troldmand til
at se på såret. Desværre var ingen af delene noget, der kunne
skaffes på denne egn og da slet ikke for de småsummer, han ejede.
Nej, samarbejdet med Arolnar havde været en stor fiasko. Han havde
håbet på at få Gjortnals økonomiske støtte som dinor, men det
var gået helt til Herroth. Faktisk havde han ikke set noget gå
værre, siden dengang hans gamle ven Lukas havde forsøgt at
konvertere en flok dæmoner til lysgudens tro. Eller dengang de
sammen havde kæmpet mod en basilisk. Manwe kom helt til at smile
over de gamle minder, men det gik hurtigt over igen. Lukas var død.
Det var alle hans gamle venner, og det havde de været i over et
årtusinde. Et årtusinde hvor han, Manwe, havde udført Heganas
handlinger og tjent hendes sag. Hvor han havde været Den Ensomme
Skygge, en af de mest frygtede snigmordere i hele Mortlan. Et
årtusinde hvor han havde haft en sag at kæmpe for. Det var kun et
halvt år siden nu, at det var ophørt, og at han havde forladt
mørkets gudindes tjeneste. Manwe havde siden erfaret, at han ikke
kunne fungere uden en sag efter al den tid.
Klodset rakte elveren ud efter den mørke flaske på bordet foran sig, og han kom til at slå ind i sin gamle kranie-maske med de mærkelige G'er. Den havde han ikke båret siden eksplosionen i Braldirborg, der havde taget hans ene øje fra ham og vansiret resten af hans ansigt. Den fungerede stadigvæk fint, det ville den utvivlsomt stadig gøre længere efter hans død, præcis som den var blevet skabt længe før hans fødsel, men masken var heller ikke den samme længere. Før i tiden havde den tilbudt sikkerhed, uanet viden og tryghed, når han arbejde. Nu ønskede den kun at give ham mareridt. Manwe trak proppen af flasken og tog en dyb slurk af den tunge, stærke væske, før flere uønskede tanker kunne nå ham.
Men netop som han satte flasken tilbage på bordet, hørte han en
næsten lydløs bevægelse komme oppe fra taget, og hans hånd
rykkede sig fra flasken til den ladte armbrøst ved siden af. Han var
omringet, vidste han, så det kunne ikke være hverken Le Fey eller
Cerin. Ikke medmindre de havde fået forstærkninger. De kunne
selvfølgelig også arbejde sammen, men det tvivlede Manwe stærkt
på. Tiden listede sig langsomt af sted, imens Manwe sad der med den
ene hånd på armbrøsten og den anden på sit ene kortsværd. Til
sidst gled hans dør lydløst op efter at være blevet dirket, og ind
trådte en lille skikkelse i en fin læderfrakke med en tricorne på
hovedet. ”Hej” sagde dosnen venligt ”mit navn er Monolo
Mortus”. Dette uventede udfald kom helt bag på Manwe, og i et
øjeblik var han lige ved at miste overblikket. Da en ung elver få
sekunder efter kom stormende ind med et tohånds sværd i hånden,
samtidigt med at en dværg sprang frem med en bombe i hver hånd, og
en odder bueskytte kravlede ind gennem et hul i taget, genvandt han
dog kontrollen på ingen tid. Før de kunne nå at gøre noget, fik
han sendt den unge elver bagud med et spark, rettet armbrøsten mod
odderens hoved og placeret sit kortsværds klinge på dværgens
strube. ”Ikke hurtigt nok” bemærkede han med et fnys ”tæt på,
men ikke helt nok”. Så genkendte han Bruntops hadefulde mine og
mente at forstå situationen. ”Så dagens første besøg er et
hævntogt” sagde han ”som om jeg ikke havde nok fjender ude efter
at komme mig til livs i forvejen, men jeg forstår udmærket. Jeg
ville også ønske hævn, hvis nogen havde fyldt mine årer med
ufortyndet formic blod. Lad os nu se, hvordan det går for dig”.
”Ja, lad os endelig” lød en lille stemme til højre for Den
Ensomme Skygge, og da han kiggede ned, fik han øje på dosnen, som
stod med et kortsværd rettet mod hans brystkasse. Manwe var lige ved
at komme til at grine ved synet, for Mortus stod og rystede over hele
kroppen. ”Du er ingen kriger” sagde elveren ”smut du hellere,
før du kommer til skade”. ”Ingen behøver at komme til skade”
lød så det fra elveren med tohånds sværdet, som Manwe havde
sparket væk uden rigtigt at kigge nøje på. Han havde tidligere
bemærket ham en enkelt gang eller to i selvskab med Marintra og
Faros, men ved ingen af lejlighederne havde han virkeligt fået
kigget nærmere på elveren, der nu stod foran ham med et hævet
tohånds sværd. ”Dig” sagde Manwe ved den pludselige
genkendelse, og han lod ufrivilligt armbrøsten synke. ”Ja” sagde
den anden Manwe ”mig”.
I
Rlatos den 11. Baigh 1076AA igen igen
Det tog dem ikke længe at finde Thorna ”Den Farlige” og Finn
Falkeøje, for ikke blot havde Polly en god fornemmelse af, hvor de
befandt sig, så reagerede de også med det samme, de fik øje på
Faros. ”Nej, ikke nu” sagde Thorna pludseligt med sin skingre
stemme ”ikke Røde. Ikke allerede. Jeg er ikke klar. Hævnens time
er endnu ikke kommet oprunden. Finn, så gør dog noget for pokker!”.
Mortlans værste troldkvinde gav sig til at bladre sin
besværgelsesbog igennem, uden hvilken hun ingen magi kunne kaste,
imens hendes næstkommanderende kiggede desperat rundt med sit ene
fungerende øje. ”Hold nu op, Thorna” sagde Faros småirriteret
og trådte hurtigt hen til de to tosser, hvor han skubbede Finn til
siden og tog besværgelsesbogen fra hende. ”Jeg har ikke rigtigt
tid til det her. Vi leder efter en anglorisk slavehandler ved navn
Djulidur og hørte, at du havde mødt ham. Hvor er han?”. Thorna
skævede nervøst til Finn, som sank en klump og rystende løftede
sine hænder op, klar til slåskamp. ”Jeg ved ikke, hvad du snakker
om, Røde” svarede Thorna, nu både hæst og skingert. ”Jeg har
overhovedet ingen anelse. Nej. Slet ingen. Anelse. Overhovedet altså.
Niks”. Faros sukkede irriteret, for han vidste, at tiden var ved at
løbe ud for dem, hvis ikke Ambassadøren allerede var rejst videre.
De måtte finde ham nu, ellers ville han aldrig få Tugy at se igen.
”Lad mig” sagde Jarskon pludseligt, trådte så frem og greb
Thornas hals. ”Hvor er Djulidur” spurgte han køligt, imens
Thorna kæmpede for at få vejret og langsomt blev bleg af
luftmangel. ”Svar mig nu”. ”Jarskon!” udbrød Marintra
overrasket, men hun holdt alligevel Finn tilbage. Faros reagerede
derimod. ”Hvad tror du, at du laver?” spurgte han vredt og rev
Jarskons arm væk. Krakkensønnen sendte ham et intenst blik og trak
armen til sig igen. ”Finder ud af, hvor slavehandleren er”
svarede han koldt ”vi har ikke megen tid, din idiot. Det ved du
også selv, og jeg vil hellere komme til at dræbe denne ubrugelige
usling, end jeg vil stå og gøre ingenting, imens tiden løber fra
os”. Thorna tog sig til halsen, imens hun blegt og skrækslagent
kiggede mellem Jarskon og Faros. ”Desuden” tilføjede
krakkensønnen ”så ved hendes kumpan det sikkert også”. ”Jeg
skal nok fortælle det, jeg skal nok fortælle det” skyndte Thorna
sig at hoste frem. ”Nej, du vil ej” rettede Jarskon hende ”du
vil føre os derhen og det nu”. Hun nikkede ivrigt, samlede
besværgelsesbogen op og gav sig straks til at føre an. ”Næste
gang må du gerne advare mig, inden du gør den slags” hviskede
Faros til krakkensønnen, da de kort efter fulgte i hælene på
Thorna og Finn. ”Og spilde tiden” fnøs Jarskon ”jeg troede, at
du havde travlt med at redde dine hjemløse, eller har jeg
misforstået noget?”. ”Det har du ikke” svarede Faros ham ”men
jeg må indrømme, at jeg er overrasket over din dedikation til at
finde slavehandleren”. Han modtog straks et advarende blik fra
Marintra, der bekræftede en del rygter om Jarskons fortid. ”Jeg
har mine motivationer, og du har dine” svarede krakkensønnen og
forhindrede så yderligere spørgsmål ved at sætte farten op. ”Kom
nu, Røde” kaldte Thorna lidt længere fremme, da hun bemærkede,
at han sakkede agterud ”vi må skynde os”. ”Jeg hedder altså
Faros” svarede den rødskæggede dværg muggent, imens han
overvejede situationen.
Den
13. Baigh 1076AA i Braldirborg på Smedens Datter
”Hvordan har hun det?” spurgte Tsyseria, da Trak kom til syne på
krostuen. Han havde lige været nede for at tjekke op på Irram, der
befandt sig nede i skjulestedet. Efter Faros, Marintras og Jarksons
afrejse fire dage tidligere, havde Tsyseria tilkaldt en lokal læge.
Det havde ikke været en, hun som sådan kendte, men alt måtte være
mere pålideligt end en af Jarksons rejsefæller, havde hun ment.
”Hun sover” svarede goblingen ”og hun er helt rolig denne
gang... så det går i det mindste lidt bedre”. Tsyseria nikkede og
foldede det eksemplar af Braldirs Folk, dværgenes avis, hun netop
havde læst til ende, sammen. Der var ikke som sådan nogen store
nyheder, udover at en af de faste journalister ved navn Tilda Bjerg
Jorak var forsvundet. ”Nå” gabte elveren træt ”det må også
være sengetid efterhånden”. De sidste gæster havde forladt
krostuen få øjeblikke tidligere, og det var godt over lukketid. Men
netop som Tsyseria havde sagt de skæbnesvangre ord, blev døren
slået op, og ind løb Tjarn, dinorens vagtkaptajn. Han greb hurtigt
et bord og gav sig til at barrikadere indgangen efter sig. ”Hvad
sker der?” spurgte Tsyseria noget forundret, imens Trak langsomt
nærmede sig dværgen med begge sine våben trukne. ”Snigmordere”
svarede vagtkaptajnen ”de har forfulgt mig siden slottet nu... jeg
havde ikke andre steder at gå hen”. Så faldt han forover, og
Tsyseria bemærkede, at vagtkaptajnen havde en armbrøst bolt dybt
begravet i højre lår. Surt for ham.
Kommentarer
Send en kommentar