#44 Manwe og Manwe
Den 3.
Falk 1074AA i Kramas regionen, Det Angloriske Imperium
”Godt så, lombrizes” bjæffede bjergtrolden og skubbede til
rækken af slaver ”frem med sig og lad det gå lidt tjept. I vil
vel ikke spilde jeres tid, vel. Under alle omstændigheder har I et
kvarter, før vi tager videre, så gør, hvad end I har brug for. Så
længe I ikke går i gang med at slå hinanden ihjel. Det kan vente
til arenaen”. De befandt sig i en dyb dal omgivet af de høje,
mørke bjerge, hvorfra de lokale trolde havde fået deres navn. Der
var allerede flere grupper af trælle til stede og selvfølgelig
deres fangevogtere. Nogle var nye ligesom den netop ankomne gruppe,
imens andre var hærdede og knækkede slaver, der for længe siden
havde lært, hvordan tingene foregik under troldenes regime, og
hvornår man skulle tage sig i agt for pisken.
Rækken af slaver ramlede ind i hinanden ved skubbet, og den forreste
blandt dem, en ung odder på ikke mere end sekstens somre, faldt
forover og landede med snuden begravet mellem en fremmed elvers
beskidte tæer. ”Pas på, hvor du falder, gnaver” sagde elveren
advarende, og odderen kom hurtigt på benene lige i tide til at undgå
et spark. ”Det var vel ikke ligefrem noget, jeg havde kontrol over”
svarede han igen med et smil, men elveren lod ikke til at finde det
særligt morsomt. ”Lad være med at spille smart” sagde han i et
truende tonefald ”din slags holder ikke særligt længe her i
forvejen, men jeg skal med glæde forkorte opholdet endnu mere”.
Den unge odder opgav forsøget på charme og spændte sine kløer,
klar til kamp. ”Rolig nu”. En anden og yngre elver var trådt ind
i mellem dem med løftede hænder, ikke til kamp, men til for at sige
fred. ”Bland dig udenom, knøs” snerrede den første elver ”det
er ikke din sag”, men den unge elver rykkede sig ikke ud af
flækken. ”Det bliver det hurtigt, hvis du starter noget, Antonius”
svarede han igen ”tænk dig nu om”. Den ældre elver så langt
fra tilfreds ud, men lod alligevel til at forstå meningen med den
yngres ord og vendte sig så om efter en lille truende gestus rettet
mod odderen.
Da han var gået, blev både odderen og den yngre elver mere rolige.
”Tag dig ikke af Antonius” sagde elveren ”han er selvfølgelig
nødt til at vise de nye, hvem der bestemmer, den idiot. Jeg fik den
samme tur, da jeg ankom for nogle måneder siden”. ”Og så er han
vel lige nødt til at håne gnaveren, ikke sandt?” spurgte odderen
sarkastisk. ”Tja” svarede den unge elver ”din slags er noget af
et sjældent syn i de fleste dele af verden. Endnu sjældnere her
skulle jeg mene, da de fleste af os er krigsfanger...”. ”Og vi
oddere er jo ikke ligefrem et krigerfolk” fuldendte den unge odder
sætningen ”eller det har jeg i hvert fald hørt, men personligt
har jeg heller aldrig mødt en anden”. ”Du er altså ikke fra
Flodlandet?” sagde elveren nysgerrigt, og odderen nikkede. ”Ikke
rigtigt nej. Jeg blev opfostret af en elver i Vegarum, en ranger...
jeg var hans lærling, indtil ja... det her skete”. Elveren nikkede
alvorsfuldt og kastede et blik på den bjergtroldene ikke langt
derfra, som stod og holdt øje med dem. ”Jeg var en soldat”
fortalte han odderen ”en sømand i krigen mod Anglor, men ja, du
kan selv se, hvordan det endte. Navnet er Manwe. Hvad med dig?”.
”Za-Sien” svarede odderen og rakte sin pote frem mod elveren, som
gengældte håndtrykket.
Den
18. Baigh 1076AA i Platnir hos Den Ensomme Skygge
Udtrykket af forbløffelse forsvandt hurtigt fra den ældre Manwes
forbrændte ansigt og blev erstattet af en maske, en facade der
stirrede truende på den yngre. Armbrøsten røg ligeledes op igen
peget mod odderens hoved. ”Hold dig hellere nede” advarede han
”hvis du altså vil undgå at få en bolt mellem øjnene”. Det
var et godt forsøg, men det var samtidigt forgæves og for sent.
Sønnen forstod og så lige igennem det.
”Manwe” sagde han roligt ”læg våbenene fra dig. Vi er her
ikke for at skade dig”. Bruntop gryntede uenigt, men sagde ikke
noget, og Den Ensomme Skygge forblev, som han var, med sit kortsværds
klinge på dværgens hals. ”Gå jeres vej” knurrede han ”I får
kunne denne ene advarsel. Gå jeres vej nu, ellers kommer det til at
ende grimt”. ”Grimmere end sidste gang?” spurgte Bruntop
køligt. Den Ensomme Skygge lavede en hæslig grimasse, der nok var
tænkt til at være et smil, men som blev forvrænget af hans hærgede
ansigt. Han var virkeligt ”grim” fra sidste gang, som
alkymisten hentydede til, og han var måske undsluppet eksplosionen
under dinorens slot med livet i behold, men udseendet var ikke fulgt
med. Ikke blot manglede han en halv læbe overlæbe og en stor bid af
næsen, han så også langt ældre ud. Sidste gang Manwe havde set
sin fader, havde hans hår været gråsprængt. Nu var det ved at
blive tyndt og hvidt. Det ville have været en usædvanlig udvikling
for et menneske i løbet af få måneder, ikke engang et halvt år
fra Zyval til Baigh. For en elver var det helt utænkeligt.
Unaturligt.
”Meget grimmere” svarede den ældre Manwe alvorligt ”mit fjæs
har måske ikke megen skønhed tilbage at give af, men I unge folk
kan der endnu gøres en del ved... måske lige med undtagelse fra
odderen. Gå jeres vej. Nu!”. Men ingen af dem rørte sig ud af
flækken. ”Far...” begyndte den yngre Manwe at sige, men den
ældre afbrød ham straks. ”Hold op!” snerrede han alvorligt
”ikke et ord til, er du med? Jeg ved ikke, hvad du tror, du husker,
eller hvad du antager, men gør dig selv en tjeneste, og glem det
hele. Gå din vej og kom ikke tilbage”. ”Det kommer ikke til at
ske” svarede Bruntop og Manwe i munden på hinanden, af hver sin
årsag. ”Jeg er nødt til at snakke med dig” sagde den yngre
Manwe ”jeg har så mange spørgsmål”. ”Desuden” tilføjede
alkymisten og skar tænder ”så kan vi ikke bare lade dig gå. Du
skabte en del postyr i Zrulf. Skadede folk”. Den ældre Manwe
sukkede bittert. ”Hvis det ikke kan være anderledes” sagde han
endegyldigt ”så lad os endeligt gøre det her”.
Den Ensomme Skygge gik i gang. I en bevægelse sendte han armbrøstens
bolt mod odderen, som måtte undvige, sparkede dværgen tilbage og
drejede sit kortsværd for at parere Monolos håbløse hug og afvæbne
ham på samme tid. Så trådte han til siden for at undgå Za-Siens
opfølgende pil, som han selv besvarede med en kastekniv. Odderen var
måske en halvgudesøn af skytternes gud, Sagittarius, og optrænet
af rangeren Garion, men hans modstander havde over et årtusinds
erfaring.
Halvguden bukkede sig sammen af smerte, og klinger mødtes i luften.
Øverst var Manwes tohånds sværd, og nederst var Manwes kortsværd
støttet af armbrøsten. ”Jeg vil ikke dræbe dig, knægt” sagde
Den Ensomme Skygge, og hans forbrændte overlæbe bevægede sig på
grotesk vis. ”Men hvis du insisterer på at gøre det her, så kan
jeg ikke love, at du ikke kommer til skade”. Sønnen svarede ham
igen med et arrigt brøl og en hurtig serie af hug, stød og stik.
Først undveg og parerede faderen med lethed, men for hvert angreb
blev det hårdere, og hans åndedræt blev tungere. Hans kræfter
svandt hurtigt, imens den yngre Manwe besad ungdommens kræfter og
styrke. Men det var ikke bare det. En dyrisk vildskab havde grebet
ham, og han tænkte ikke længere klart.
Han
var tilbage i slavearenaen i Kramas, hvor de havde tvunget ham til at
kæmpe mod de andre trælle. Fem runder i arenaen havde han overlevet
ved at tage slavers liv. Så var han pludseligt omgivet af ild,
flammer og brand. Han var tilbage i skoven den nat, hvor han og
Za-Sien var undsluppet fra de angloriske bjergtrolde, efter at de
havde været den næste planlagte kamp i arenaen. Men troldene
indhentede dem, og i deres iver for at forhindre de udslupne slavers
flugt havde en af troldene startet skovbranden. Det handlede ikke
længere om at genindfange dem. Det var en sag om stolthed og
prestige. Ingen slave var nogensinde sluppet ud af Kramas ad anden
vej ind gennem sejre i arenaen, og det måtte forblive sådan.
Finte, hug, parade. Han pressede sin fader tilbage og gav ham kun få
muligheder for angreb med kortsværdet. Et kort øjeblik bød
muligheden sig, men Den Ensomme Skygge holdte igen i sidste øjeblik
med et blik af bitter fortrydelse i ansigtet. Det var først senere,
at sønnen forstod hvorfor. Angrebet ville nemlig have været
dræbende.
Den
ildeudtænkte plan var også lige ved at lykkedes for trolden, for
midt i de brølende flammer, de døende træer og den kaotiske jagt
indhentede en trold Manwe, da han lå og ventede på Za-Sien i en
gammel lade dybt inde i skoven. Havde det ikke været odderens
pludselige ankomst, havde den massive kriger dræbt ham, men
halvguden skyndte sig hurtigt af sted igen efter at have fyldt
angriberen med pile. Med løftet om at vende tilbage, spænede han ud
i den brændende skov for at lede dem bort fra den sårede elver. Men
han vendte aldrig tilbage til laden, for snart efter brød også den
i brand, og den sårede elver var ikke i nogen stand til at flygte.
Bygningen brændte hastigt ned omkring ham, og snart brændte han
også selv. Han kunne ikke gøre andet end at skrige i smerte,
ligeglad med hvem der end måtte høre ham, for hans knuste legeme
var døden nær.
Faderen havde nu kun ganske få kræfter tilbage, og han gryntede
smertefuldt, hver gang han undveg eller parerede.
Manwes
blik formørkedes, og han forventede at høre Herroths kalden. I
stedet lød en mandsstemme over ham, og en af de brændende bjælker,
som havde ramt, blev kastet til siden. ”Det her var ikke meningen!”
råbte mandestemmen vredt ”du lovede nåde”. ”Jeg lovede en ny
begyndelse. En chance for at starte forfra. Hvad der blev af den,
havde intet med mig at gøre” svarede en kvindestemme. Et lysskær
flakkede og oplyste redningsmanden, men hans ansigt kunne ikke ses,
for det var skjult bag en metallisk kranie-maske. ”Gør det igen!”
råbte Den Ensomme Skygge arrigt, men tilføjede så bedende ”hvis
mine tjenester nogensinde har betydet noget for dig, så gør dette
for mig. Vær nådig, min frue”. ”Det skal ske igen” svarede
Hegana, Mørkets Gudinde og Nattens Fyrstinde. ”Men mind mig ikke
om dit arbejde i min tjeneste, og jeg vil ikke minde dig om de
forbrydelser, jeg har overset og tilgivet for din skyld. Næste gang
vil det ikke virke. Verden er et farligt sted, Manwe, og din søn vil
ikke blive lovet sikkerhed, uanset hvor jeg placerer ham. Selv mine
helligste steder kan vanhelliges af vold, som du nok husker”.
Den Ensomme Skygges kortsværd faldt til jorden, og elveren selv
vaklede bagover, for udmattet til at kæmpe videre. Men sønnen var
stadig fuldstændigt opslugt af vrede. ”Manwe!”. Råbet vækkede
ham lige så effektivt som iskoldt vand, og elveren stoppede op, lige
før han nåede at svinge sit sværd en sidste afgørende gang mod
den besejrede snigmorders blottede strube. Farverne dansede for hans
syn hele vejen rundt om ham, og sveden løb som en flod. Hvad var der
sket med ham?
”Manwe?” lød stemmen igen, og han opdagede til sin overraskelse,
at det var Bruntop. Dværgen med den største motivation for at dræbe
Den Ensomme Skygge havde netop nu reddet den gamle snigmorders liv.
Den yngre Manwe sænkede forpustet sværdet og tørrede sveden af
panden med en rystende hånd. Hvad end, det var, der havde grebet
ham, så var det ovre nu.
”Du reddede mit liv” røg det ud af sønnen, før han kunne nå
at tænke sig om eller bearbejde, hvad han lige havde set. ”Jeg
tror nu, at det var gode gamle Bruntop, der reddede mit liv” fnøs
Den Ensomme Skygge med tydelig smerte i stemmen, og dværgens øjne
flakkede faretruende. ”Jeg vil med den yderste fornøjelse afslutte
det selv, men lad os nu se”. ”Ja, lad os” sagde den ældre
Manwe med et forstyrrende smil ”den sidste ting jeg har at se frem
til. Hvem det kommer til at blive? Uanset hvad har jeg ikke mere end
en uge eller to tilbage, er jeg bange for. Så hvad siger du, dværg?
Vil du gøre det nu, eller skal vi vente lidt?”.
”Tilbage i skoven!” brød den yngre Manwe utålmodigt ind ”du
reddede mig ud af ilden”. Za-Sien, der var kommet på benene igen
og nu støttede sig til Monolo, kiggede nysgerrigt op. ”Kramas?”
sagde han bekymret ”men jeg efterlod dig da i en lade, hvor du
sagde, du ville være i sikkerhed”. ”Den brændte ned” svarede
Manwe, og odderens blik falmede skyldigt. ”Det var ikke din skyld,
du havde dig selv at tænke på... men jeg ville være død, hvis han
ikke var dukket op”. Den ældre Manwes ansigt vred sig i ubehag og
noget, mindede om sorg eller opgivelse, da den yngre pegede på ham.
”Du kom for at beskytte mig”.
Tavshed sænkede over det lille hus, som Manwe stod der og stirrede
på Manwe, imens Za-Sien kiggede mørkt på loftet, og Bruntop
fingerede ved en af sine bomber. Det var lykkedes ham at lægge sin
hævntørst til siden for Manwes skyld. For nu i hvert fald. ”Det
gør mig ondt at høre” sagde Den Ensomme Skygge til sidst ”tro
mig, når jeg siger, at jeg er virkeligt ked af det”. Så steg hans
stemme et par lydniveauer, og han tordnede vredt. ”Det er noget
værre møg!”. Han lod et øjeblik til at glemme alt om sine
manglende kræfter og sin udmattelse, idet han sendte en stol
flyvende gennem rummet. ”Hvad snakker du om?” spurgte sønnen, en
smule skræmt over det pludselige vredesudbrud. ”Hvis du husker så
meget... hvis du husker så langt tilbage, så er det kun et
spørgsmål om tid... det er noget MØG!”. Den anden stol i rummet
fulgte den første, men denne gang ramte trætheden igen Den Ensomme
Skygge, og han krympede sig sammen i smerte med en hånd på hjertet.
Den yngre Manwe vidste ikke, hvordan han skulle reagere. En del havde
af havde lyst til at løbe til hans side. Den anden del af ham var
bange for at gøre det. ”Pokkers” hviskede faderen forpustet og
faldt tilbage med ryggen lænet mod væggen. ”Øh, folkens...”
brød Monolo forsigtigt ind, men Bruntop tyssede straks på ham. Den
Ensomme Skygge var begyndt at græde. ”Det er bare lige fordi...”
insisterede dosnen og pegede tilbage mod udgangen ”der sidder altså
en broxa og stirrer på os”.
Det gjorde der ganske rigtigt også. Lige på dørkarmen sad en af de
mærkværdige hybrider mellem fugle og flagermus, som heksene fra
Itrildar skabte med magi og benyttede som livslange følgesvende. Den
stirrede opmærksomt på dem med sine mørke, nysgerrige øjne, og
gennem dem blev også de betragtet af bæstets ejer, hvis sjæl den
delte. ”Hun er her” sagde den ældre Manwe hæst, og han kom med
stort besvær på benene. ”Heksen”.
Sekundet efter blev de alle fem kastet i gulvet, da en
kraftbesværgelse slog til, og en høj, ranglet kvindeskikkelse
dukkede op i døråbningen. Det var en elverkvinde i mørke klæder,
og idet hendes blik faldt på Den Ensomme Skygge, lyste det ivrigt
op. ”Forræder!” råbte hun ”din tid er kommet. Du kommer til
at lide for dit forræderi mod Hegana, det sværger jeg”. Broxaen
hoppede ned på hendes skulder, hvorfra den hvæsede fjendtligt i
retning af den ældre Manwe. Før Le Fey kunne nå at kaste endnu en
besværgelse, kom dosnen dog på benene. ”Hej, mit navn er Monolo
Mortus” sagde han muntert og rakte hånden ud imod hende ”jeg
tror ikke, vi har mødt hinanden før”. Heksen betragtede ham
overvejende i få sekunder, og til højre for Manwe kunne elveren
samtidigt høre Bruntop rasle med et eller andet. ”Jeg er Bella
Theodora le Fey, Heganas udvalgte tjener og talerør. Dosne, jeg
ønsker dig intet ondt, men hvis du kommer i mellem mig og mit bytte,
vil jeg ikke tøve”. Monolo gav sig til at komme med et eller andet
længere, komplekst og ekstremt vagt svar, men Manwe lyttede kun til
Bruntops hvisken. ”Tag din far og kom væk herfra... men lad ham
ikke slippe væk. Hvis du bare så meget som forsøger, Skygge, så
skal jeg nok hjælpe hende med at finde og dræbe dig”. Så
færdiggjorde han sin raslen og kylede en bombe hen for fødderne af
heksen.
Hun nåede lige at bemærke den, og så ramte en tyk damp hende i
ansigtet, som spredte sig og indhyllede hele lokalet i
ugennemtrængelig tåge. Manwe kunne ikke sin egen hånd for sig, men
han mærkede i stedet en andens på sin skulder, som førte ham frem.
Omkring sig hørte Manwe lyden af en slåskamp, hvori deltagerene
absolut intet kunne se, imens han krøb fremad. ”Lad hende ikke
kaste magi!” råbte Monolo ”vent, jeg har hende” efterfulgt af
Za-Siens mugne ”siden hvornår blev hun til en odder?”.
”Undskyld” hørtes Monolos svar, da Manwe nåede ud af døren
lige bag Manwe.
Faderen var blegere end nogensinde, hans øjne var blevet blodskudte,
og det var kun med sønnens hjælp, at han overhovedet kom på
benene. ”Kom så” opfordrede Manwe Den Ensomme Skygge og tog ham
under armen ”løb”. Det blev til en ganske besværlig fremfærd,
og de var kun lige nået halvvejs ned ad gaden, da broxaens skrig
hørtes bag dem. Den var fløjet ud af tumulten i huset og indsatte
nu en jagt på dem. Den lod dog ikke til at være interesseret i at
angribe, blot i at forfølge og observere.
Manwe og Manwe stoppede op på gadekrydset, og sønnen ville til at
dreje til venstre ned mod klinikken, men faderen nægtede at gå den
vej. ”Nej” sagde han hæst med en sidste rest af beslutsomhed i
stemmen ”ikke den vej”. De løb i stedet ned ad en anden mindre
gade, imens broxaen forsat svævede over hovedet på dem. De mistede
hurtigt al hastighed og stoppede til sidst helt op, da Den Ensomme
Skygge snublede og trak sin søn ned i støvet sammen med sig. Begge
Manweer gryntede af smerte, men den ældste gryntede højest og
efterfulgte det med et dybt suk. Han rystede nu over hele kroppen, og
hans blodskudte øjne så søvnige ud. ”Pokkers også” sagde han
og tog en dyb indånding ”jeg troede, jeg havde længere tid.
Mindst en dag eller to. Et par uger hvis jeg var heldig. Nå, jeg har
ikke noget at klage over. Jeg har levet mere end fire gange så lang
tid, som den heldigste og sundeste elver i Yngol overhovedet kunne
drømme om”. Hans søn forsøgte at hjælpe ham på benene igen,
men Den Ensomme Skygge rystede ham stædigt væk, knyttede begge sine
næver og rejste sig så op med sine allersidste kræfter. Han ville
selv rette ryggen og se døden i øjnene.
Længere nede ad gaden var heksen kommet til syne, atter med broxaen
på sin skulder. Den yngre Manwe rakte ud efter sit sværd, men
indså, at han havde tabt det tilbage i huset, da besværgelsen havde
kastet dem alle i gulvet. ”Hold dig væk” sagde han i stedet og
rettede knytnæverne op mod Le Fey. ”Glem det, knægt” sagde den
ældre Manwe og lagde en rystende hånd på hans knyttede næve ”min
tid er kommet, og det er der ikke noget at gøre ved. Det er kun
naturens gang, og min tjeneste hos Hegana har kun udsat det
uundgåelige”. Heksen løftede sin ene hånd, og en flamme kom til
syne i den. ”Det der vil dog ikke nytte dig noget” sagde Den
Ensomme Skygge med et medfølende smil ”det er jeg bange for, at
intet af alt det her vil. Desværre. Det er helt mærkeligt
egentligt. Lige nu ville jeg næsten ønske, at jeg faktisk havde
forrådt Nattens Fyrstinde. På den måde ville min død faktisk
hjælpe nogen”. ”Skån mig for dine bedrageriske ord, skygge”
sagde heksen vredt, men der var alligevel et spor af usikkerhed i
hendes stemme. ”Og sønnike” sagde den ældre Manwe søvnigt og
lagde sin ene rystende hånd på sønnens kind ”jeg er bange for,
at det for sent for dig nu. Du vil komme til at huske det hele inden
længe. Men jeg beder dig. Lad hende ikke lide den samme skæbne, og
lad ikke Cerin tvinge hende til det. Lov mig, at du vil beskytte
hende”.
”Beskytte hvem?” spurgte Manwe forvirret og mere end en lille
smule skræmt. Hvad snakkede hans fader om. Men der lød intet svar,
for Den Ensomme Skygges syttenhundrede år lange liv var netop nået
sin ende, da alderdommen omsider havde opkrævet, hvad der var
retmæssigt dens.
Manwe greb sin fader i faldet og sænkede langsomt den livløse krop
mod jorden. ”Herskerinde!” råbte heksen ivrigt ”det er
fuldendt”. Hun faldt i knæ, foldede hænderne og lukkede øjnene,
men der skete øjensynligt intet. Manwe mærkede en varme stige op i
sine kinder, og hans hjerte hamrede rasende. Han var ikke sikker på,
hvad han følte helt præcist, eller hvad han burde føle for den
sags skyld. Han havde kun lige fundet sin fader, en mand der
tidligere havde tortureret Bruntop og sprunget Brildur og deres gamle
skjulested i luften. Deres gamle fjende. Men det var samtidigt en
mand, som havde reddet hans liv tilbage i Det Angloriske Imperium.
Som også havde fået hans hukommelse ændret, guderne måtte vide
hvordan og hvorfor. ”Jeg lovede en ny begyndelse. En chance for
at starte forfra. Hvad der blev af den, havde intet med mig at gøre”
hørte Manwe kvindestemmen sige i sit hoved endnu en gang, og han
indså, at det måtte have været Hegana, mørkets gudinde.
”Herskerinde?” lød heksens usikre stemme. ”Det er gjort.
Forræderen er død”. Men hans fader havde påstået, at han aldrig
havde forrådt hende. Hvad handlede alt det om? ”Herskerinde?”
sagde heksen for tredje gang, denne gang med skrøbelig og knasende
stemme. ”Jeg har gjort, som du ønskede. Jeg har gjort min bod...
er det ikke, hvad du ønskede?”.
Der lød fortsat intet svar fra himmelene, men bag heksen fik Manwe
nu øje på sine tre venner, der langsomt kom nærmere. Za-Sien
støttede sig stadig til Monolo, der også selv lod til at have fået
et par skrammer, men ellers var der ikke sket dem noget. De kiggede
først nysgerrigt på heksen og så med blandede, alvorlige miner på
Den Ensomme Skygges lig i sønnens arme. Selv Bruntop, der ellers
havde haft al tænkelig grund til at ønske faderens død, så
forfærdet ud.
”Herskerinde?” kaldte heksen igen, denne sidste gang grædende og
desperat. ”Er det ikke, hvad du ønskede... jeg har gjort min
bod... jeg har... jeg... jeg søger din tilgivelse, min frue, det gør
jeg stadig, og jeg er ked af alt, hvad jeg har gjort... vil du ikke
nok tage mig tilbage... min frue?”. Men mørkets gudinde svarede
hende ikke, og det gjorde ingen andre guder heller ikke for den sags
skyld.
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
SvarSlet