Det er stadig kun november
Nogle folk elsker at gå til frisøren, andre hader det, men
det er kun de allerfærreste, der er nødt til at risikere liv og lemmer for at
få håret klippet. Sund fornuft burde fortælle en, at håret godt kan vente, hvis
man er særligt sårbar, og der er en epidemi lige på trapperne, men i sidste
ende hvad er så mest vigtigt: sund fornuft eller en vedligeholdt stil. Det var
i hvert fald ikke sund fornuft, der hviskede Carl-Elias i øret, da han en sen
november morgen kiggede sig selv i spejlet og udbrød: ”kæft, du ligner jo en
kegle, mand. Det er enten nu eller først næste år, og så vil jeg hellere dø end
vente”.
Carl-Elias tog solbriller på, proppede tasken med mundbind og smøger og sprang
ud ad døren. Han nåede gaden og den mistænksomt tomme parkeringsplads, før han
indså, at noget var ravruskende galt.
Han havde jo lånt vognen ud til Michael, der ville køre ud til lufthavnen og
hente afdelingens nye medlem. ”Så for helvede”.
Den eneste måde, han kunne komme ind til byen på nu, var med offentligt
transport. Men der gik vel ikke nogen busser fra Sønder Borte så langt? Ikke
medmindre han ønskede først at komme til Århus om aftenen, og så var han nødt
til at overnatte i den gudsforladte by – og endda på denne tid af året.
”Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?” mumlede Carl-Elias for sig selv, imens han stak
en smøg i kæften.
Han spejdede overvejende op og ned ad den tavse landsbygade og dens mutte huse.
Han havde kun boet der i to dage og kendte endnu ingen af sine naboer godt nok
til at forsøge på at nasse et lift.
Indtil videre havde de ikke givet noget indtryk af at have varme følelser for
hverken ham eller Michael, så det kunne nok godt tage nogen tid.
Carl-Elias var nået til sin tredje smøg og var begyndt i desperation at
overveje den offentlige trafik, da en lille rød vogn trillede ned ad gaden mod
ham. Han genkendte straks føreren, og et smil spredte sig på hans læber.
Heldigvis for Carl-Elias skulle Svendsen faktisk også til
Århus. Uheldigvis for Svendsen kunne han ikke finde på nogen god undskyldning
for ikke at ville have ham med. Det var stadig svært for ham at acceptere, at
den mærkelige københavner var flyttet til byen. Han havde gjort sit bedste for
at lægge hele affæren med Viggo, det levende øje og Natasja fra sig. Den slags
burde man ikke dvæle ved af åbenlyse årsager. Det var også gået storartet
indtil videre. Viggo var tilbage til kun at blive plaget af sin strikse kone,
og de havde ikke snakket om andet end vejr, jagt og fodbold de sidste par uger.
Sådan foretrak Svendsen sagerne.
Selv skulle han til Aarhus for at købe adventsgaver til sin kone, da han endnu
ikke var meget for at stole på internethandlen. Hvilke gaver ville du måske
spørge om, men i så fald ville du blive bedt om at passe dig selv.
”Ja, okay, okay, fair nok” nikkede Carl-Elias. ”Hvad en mand giver sin skat vedrører
ikke andre”.
”Hmmm…” svarede Svendsen.
Carl-Elias fortsatte med at nikke og kiggede ud ad vinduet på træerne, der gled
forbi.
”Men det var da lidt af et tilfælde, ikke, at du skulle afsted lige i dag?”.
”Hmmm…” svarede Svendsen. ”Vil hellere undgå mylderet. Det begynder jo nok
snart”.
”Ja. Jeg fik den samme tanke. Man skal jo helst ikke blive syg”.
Carl-Elias var ubevidst begyndte at rulle en smøg, men et strengt blik fra
chaufføren fik ham til at pakke den væk igen. I stedet trommede han
lidt med sine fingre, vendte og drejede sig, idet han undersøgte bilens indre
nærmere. Under sædet fandt han blandt andet en halv pakke spiste snøfler, som
han lod ligge. Til sidst begyndte han at pille ved radioen. Hvis Svendsen
insisterede på ikke at føre samtale, så kunne den måske holde ham med selskab i
stedet. Han hoppede lidt rundt mellem nogle forskellige kanaler, før han fandt
en vært, han godt kunne lide. Smilende lænede han sig tilbage i sædet med
armene i nakken.
”… er ikke svært at være i godt humør, når man hører hans melankolske toner. Selv
opdagede jeg hans livlige guitar og hans rustne stemme, dengang jeg var en naiv
18-årig, og lad mig fortælle jer, at han forandrede mit liv. Det ene øjeblik
var jeg en bumset, kejtet knægt, og det næste var jeg en mand. Sådan er det med
den rette musik på det rette øjeblik. Det kan gøre underværker. Og med de ord
tænker jeg, det er på tide, at vi bevæger os videre til det næste nummer. Denne
gang er det Agnethe, der har ønsket, og hun skriver, at selvom det måske er
lidt kikset, og det måske er for tidligt på året, så kan hun bare ikke vente
længere. Og det, tænker jeg, er helt fair, for hvem har ikke brug for lidt opmuntring
i disse tider. Så uden introduktion – Agnethe, her kommer Last Christmas”.
En krampetrækning gik gennem Carl-Elias, og han slukkede radioen med en
knytnæve.
Han kunne rent biologisk set ikke svede, men det så ellers ud som om, at han
gjorde sit allerbedste for at forsøge på det.
Svendsen rynkede på næsen og kiggede op et kort sekund.
”Den er sgu også lidt for poppet”.
Svendsen satte ham af i udkanten af midtbyen og kørte så
afsted igen. De havde aftalt at mødes om to timer. Det burde være rigeligt med
tid for Carl-Elias til at få klippet håret og for Svendsen til at få købt
gaverne. Måske kunne han også nå en kop kaffe. Sidst han var i byen, havde der
ligget en fremragende lille cafe ved siden af Radoslavs. Forhåbentligt var den
der stadig.
Radoslav var navnet på Carl-Elias frisør. De havde et trofast forhold, der gik
mange år tilbage efterhånden, og Carl-Elias nægtede at lade nogen anden
håndtere sit hår. Den eneste hage var, at han måtte tage til Århus hver gang,
han skulle klippes. Men nu var han trods alt flyttet tættere på.
Det var nok den eneste fordel ved forflytningen.
Carl-Elias begyndte at rulle en smøg, men indså, at hans tobak var væk. Han
måtte have glemt den i Svendsens bil, og han havde ikke andet på sig.
”Pokkers”. Foran ham lå en Rema 1000.
Han havde jo tid nok, så Radoslav kunne godt vente i ti minutter, men han
tøvede alligevel.
Det var ikke betryggende for ham træde ind i et supermarked i disse tider.
Faktisk kunne det ende med at gå rigtigt galt. En ting var at tage til
frisøren. Dette var noget helt andet.
Carl-Elias bed sig i fingeren og forsøge at udregne risikoen. Det skulle jo kun
gå galt én gang, og der skulle jo i grunden jo ikke meget til.
På den anden side havde han siddet over en time i Svendsens bil, og han trængte
virkelig.
”Kraft helvede, du gør det ikke” sagde han for sig selv. ”Du er klogere end
det”.
To sekunder senere tog han et mundbind på og trådte ind i forretningen.
Som forventet var der proppet med mennesker, og Carl-Elias kunne bevæge sig
langsomt gennem butikken. Folk ramlede ind i hinanden, svedte og talte højlydt
sammen. Nu han alligevel var derinde besluttede han sig også for at få en
flaske vand, men den beslutning kom han til at fortryde.
Idet han forsøgte at lukke kølereolen igen, greb en stor svedig hånd fat om
lågen og havde nær kvast hans hånd. Den tilhørte en stor, bleg mand i en grim julesweater,
som hostede en enkelt gang, undskyldte og rakte ud efter colaerne på tredje
række. Carl-Elias tog et stort skridt bagud, imens han rystede over hele
kroppen. Han havde svært ved at få luft gennem mundbindet og forsøgte at komme
så langt væk fra manden som muligt. Men idet han vaklede bagud, kom han nær til
at ramle ind i en børnefamilie, der stod i kø op til kassen.
Begge unger havde snot dryppende ned over hele ansigtet, imens forældrene
lignede nogen, der ikke havde sovet i en uge. ”Far, far” plagede den ældste
dreng. ”Du lovede, du lovede altså. Du sagde, at vi måtte få en kalender”. Han
løftede en oversavlet æske chokolade op mod sin udmattede far, der forsøgte at
vinde overblikket over situationen.
”Atju!” lød det fra moderen.
Carl-Elias smed vandflasken på stedet og flygtede ud af butikken uden at se sig
tilbage.
Ude på gaden igen, så snart han havde fri luft omkring sig, kylede masken i en
skraldespand.
”Gud, jeg hader mundbind”.
Smøgen måtte vente. Men hvis han kendte Radoslav ret, så ville han nok have en
pakke eller to.
Så længe som han havde været en trofast kunde, så kunne han nok godt tillade
sig at nasse lidt.
Carl-Elias tog den hurtigste rute, han kendte, og gjorde sit
bedste for at holde afstand til alle andre på gaden. Det havde allerede været
ved at gå galt tre gange nu, og han kunne mærke, hvordan det kriblede flere
steder i kroppen. Han ville uden tvivl være sløj i morgen.
Desværre viste det sig, at den rute, han troede, at han kunne huske, ikke var
så let at finde alligevel, og inden længe var Carl-Elias faret vild. ”Gud, jeg
hader Århus” mumlede han, imens han fandt telefonen frem og forsøgte at få
angivet en rutevejledning. ”Sådan en selvglad, lille ubetydelig lorteby med al
dens hygge og meningsløshed. Europas kulturhovedstad min bare røv. Jeg kender tankstationer
ved motorvejen med mere kultur end… hov, hvad pokker?”.
Telefonen forsøgte at fortælle ham, at frisøren ikke fandtes. Men det kunne sgu
da ikke være sandt. Det lykkedes ham at finde hjemmesiden i stedet, hvor han
fandt adressen – og sådan, så var han på vej.
Hvad var klokken egentligt ved at være efterhånden?
Han havde brugt snart en halv time på at trave rundt. Heldigvis burde det være
lige rundt om hjørnet. Så langt var han ikke gået forkert. Han slog ind på en
sidegade i et forsøg på at tage en genvej, men opdagede til sin rædsel en
mindre hob af mennesker samlet omkring en lille bod med brændte mandler og
æbleskiver. De stod samlet omkring den med sultne, grådige miner som en flok
sygdomsbefængte rotter. ”Kraft helvede” gentog Carl-Elias. Den turde han ikke
vove. Han havde allerede løbet for mange risici i dag.
Han forsøgte med en anden gade, men opdagede, at der her var mindst lige så
mange mennesker.
Havde de ikke andre steder at få noget af spise? De kunne vel lige så godt lave
den slags derhjemme selv. Hvad var pointen i at komme udenfor og samles i disse
groteske sværme? Forsøgte de simpelthen på at slå ham ihjel. Da han for tredje
gang var blokeret fra en gade, begyndte han at mistænke, at det drejede sig om
et komplot imod ham.
Det var for meget alt sammen, og så havde han endda ikke nogen smøger.
Han fik øje på en lille flok, der stod og røg på et gadehjørne, og besluttede
sig for, at hans stolthed måtte komme i anden række. De lignede typerne, der
godt kunne finde på at dele, og da han kom nærmere, følte han sig kun mere
sikker. De var tydeligvis universitetsstuderende på en eller anden humanistisk,
upraktisk linje, med tid til overs til at stå og ryge på gadehjørnet kl. 13 på
en torsdag.
Derudover var de i fuld gang med at diskutere politik og ideologi-filosofi, men
ikke den slags, der havde det mindste med hverdagen at gøre. Nej, det var den
slags der var fjernet helt fra den og dermed fuldstændigt konsekvensfrit at
ytre sig om. Ja, de var lige de rette typer til at nasse en smøg af.
Carl-Elias trådte op til cirklen og skulle til at introducere sig, da en af de
studerende begyndte at grine højlydt. ”Ja, I husker jo nok, hvordan det gik med
Benni sidste år. Altså jeg skal jo nødigt snakke selv, men da han først
begyndte at rejse sig op og synge. På loftet sidder nissen med sin
jule-snaps, sin jule-snaps, det var sgu nok et tegn på, at han havde fået
for megen indenbords, og jeg siger bare, at… adr…”. I et voldsomt host afbrød
han anekdoten. En af hans venner skyndte sig at finde et lommetørklæde frem,
men Carl-Elias var allerede flygtet. Det her var bare ikke hans dag.
Ti minutter efter lykkedes det ham endelig at finde et
smuthul ind til den rigtige gade. Radoslavs gade. Han kunne straks genkende
den. Nu kunne han snart komme væk fra kulden og de sygdomsbefængte horder og
ind i varmen. Det var længe siden, han sidst havde set sin frisør.
Han kunne mærke, at han helt savnede ham. Især hvis han gav en smøg.
Forventningsfuldt struttede Carl-Elias ned ad gaden, men håbet begyndte
langsomt at blive afløst af en forudanelse af gru. Da han til sidst stod foran
den rigtige adresse, stivnede han bleg på stedet.
Hvor Radoslavs burde ligge, var der nu i stedet en kostumeforretning.
En kostumeforretning. Det her var jo et kulturelt attentat. Hvordan kunne det
være sket? Og hvordan i al verden kunne det være, at han ikke havde hørt om
det?
Det var jo en skændsel. Det kriblede i hele Carl-Elias krop, og han var lige
ved at koge over.
En ting var hans allergi, som han havde gjort sit bedste for at holde under
kontrol i dag.
En anden ting var, at han nærmest var villig til at slå ihjel for at få en
smøg.
Men – foruden at hele turen nu var meningsløs – dette var trods alt det værste
af det hele.
Røvsinen i pølseenden på en elendig dag.
”Lorte by. Lorte dag. Lorte årstid. Lorte højt…”
Døren til kostumeforretningen gik op, og Carl-Elias flygtede ned ad en smal
baggyde.
”Nej, nej, nej, det er for meget. Det er alt for tidligt. Det er trods alt
stadig november. Det kan I ikke gøre imod mig”.
Men han kunne mærke, at han var blevet ramt. Hele verden sejlede for hans blik,
og han satte sig kvalmt op mod gydens ene væg. Han kom til at have det dårligt
i flere uger nu, det kunne han mærke. Han turde ikke se efter, om julemanden
var forsvundet. Noget fortalte ham, at denne gennem-kommercialiserede, rådne myte-popstjerne
endnu stod og stirrede gustent ned ad gyden, bare i det tilfælde, at Carl-Elias
skulle kigge op.
”Gud, jeg hader julen” mumlede rumvæsnet.
Ingen menneskelige sygdomme havde noget tag på ham, men hans art havde en uheldig
tendens til at udvikle grimme allergier mod samfundsmæssige farcer og smagløs
kultur. Ofte kunne det hjælpe en med at undgå livets slatne sider, men i hans
tilfælde betød det, at der hvert år var en hel måned, hvor han kun nøjsomt
turde vove sig ud ad sin dør. Eller i princippet burde det kun være en måned.
”Kraft helvede” sagde Carl-Elias en sidste gang. ”Det er stadig kun november”.
Kommentarer
Send en kommentar